Language of document : ECLI:EU:T:2014:425

RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)

22. maj 2014

Sag T-133/14 P

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – personalesag – tjenestemænd – appel indgivet pr. fax inden for fristen – advokatens underskrift på faxen forskellig fra underskriften på originaleksemplaret, som blev fremsendt pr. post – originaleksemplaret indgivet for sent – for sent anlagt – åbenbart, at appellen skal afvises«

Angående:      Appel af kendelse afsagt af Personaleretten (Tredje Afdeling) den 9. december 2013 i sagen Marcuccio mod Kommissionen (sag F-3/12), med påstand om, at den appellerede kendelse ophæves.

Udfald:      Appellen forkastes. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

Retslig procedure – stævning – formkrav – stævning indgivet pr. fax inden for søgsmålsfristen – advokatens håndskrevne underskrift forskellig fra underskriften på originaleksemplaret af stævningen, som blev fremsendt pr. post – virkning – ingen hensyntagen til datoen for modtagelsen af faxen ved vurderingen af, om søgsmålsfristen er overholdt

(Statutten for Domstolen, art. 21; Rettens procesreglement, art. 43, stk. 6)

Det følger af artikel 43, stk. 6, i Rettens procesreglement, at ved afgørelsen af, om procesfristerne er overholdt, gælder den dato, hvor en genpart af det underskrevne originaleksemplar af et processkrift når frem til Justitskontoret pr. telefax eller ved ethvert andet teknisk kommunikationsmiddel, såfremt det underskrevne originaleksemplar af processkriftet indleveres til Justitskontoret senest ti dage senere.

Når underskriften fra den advokat, som repræsenterer en sagsøger, og som er anført nederst på det appelskrift, som er fremsendt pr. fax, ikke er identisk med underskriften på originaleksemplaret af appelskriftet, som indleveres efterfølgende, kan der ikke tages hensyn til datoen for fremsendelsen af det appelskrift, der er indleveret pr. fax, ved afgørelsen af, om søgsmålsfristen er overholdt. Det følger heraf, at der i overensstemmelse med artikel 43, stk. 6, i Rettens procesreglement kun skal tages hensyn til datoen for indleveringen af det underskrevne originaleksemplar ved afgørelsen af, om søgsmålsfristen er overholdt.

(jf. præmis 6, 8 og 9)

Henvisning til:

Retten: 29. november 2011, sag T-345/11, ENISA mod CEPD, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 15-17 og den deri nævnte retspraksis; 3. oktober 2012, sag T-360/10, Tecnimed mod KHIM – Ecobrands (ZAPPER-CLICK), præmis 15-17; 14. november 2013, sag T-229/13 P, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 14 og 15