Language of document :

Sag anlagt den 30. januar 2009 - Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen

(Sag T-49/09)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Evropaïki Dynamiki - Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE (Athen, Grækenland) (ved lawyers N. Korogiannakis og P. Katsimani)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning om ikke at vælge sagsøgerens bud i forbindelse med den åbne udbudsprocedure REGIO-A4-2008-01 om "Vedligeholdelse og udvikling af Generaldirektoratet for Regionalpolitiks informationssystem" 1, der blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 21. november 2008 samt alle øvrige relaterede beslutninger, herunder beslutningen om at tildele kontrakten til den valgte bydende, annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren erstatning for det tab, som sagsøgeren har lidt som følge af den omhandlede udbudsprocedure, svarende til et beløb på 4 520 845,05 EUR.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagsøgerens udgifter til advokatbistand og andre omkostninger, der er afholdt i forbindelse med dette søgsmål, selv for det tilfælde, at sagsøgeren ikke skulle få medhold.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I den foreliggende sag har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning om ikke at vælge sagsøgerens bud som svar på den åbne udbudsprocedure REGIO-A4-2008-01 om "Vedligeholdelse og udvikling af Generaldirektoratet for Regionalpolitiks informationssystem", og om at tildele kontrakten til den valgte bydende. Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om erstatning for påståede tab som følge af udbudsproceduren.

Sagsøgeren har gjort fire anbringender gældende til støtte for søgsmålet.

For det første har Kommissionen tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved efterfølgende at indføre et kriterium, som de bydende ikke var bekendt med, og ved at anvende en diskriminerende vurderingsformel.

For det andet har sagsøgeren anført, at bedømmelsesudvalget ikke har givet en tilstrækkelig begrundelse for sin beslutning.

For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ikke har overholdt væsentlige formforskrifter, idet den har indført et alternativ bedømmelsesudvalg.

For det fjerde har sagsøgeren anført, at Kommissionen støttede sin bedømmelse af sagsøgerens bud på ugrundede betragtninger og formodninger og dermed foretog alvorlige og åbenbare fejlskøn og magtfordrejning.

____________

1 - EUT 2008/S 117-155067.