Sag anlagt den 30. marts 2012 - Tyskland mod Kommissionen

(Sag T-143/12)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Forbundsrepublikken Tyskland (ved T. Henze, K. Petersen og advokat U. Soltész)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Artikel 1 i Europa-Kommissionens afgørelse K(2012) 184 endelig af 25. januar 2012 om Tysklands foranstaltning C 36/2007 (ex NN 25/2007) til fordel for Deutsche Post AG annulleres.

Artikel 4-6 i Europa-Kommissionens afgørelse K(2012) 184 endelig af 25. januar 2012 om Tysklands foranstaltning C 36/2007 (ex NN 25/2007) til fordel for Deutsche Post AG annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført ti anbringender.

Første anbringende: Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF ved konklusionen om, at "pensionsstøtten" har begunstiget en virksomhed.

    "Pensionsstøtten" ydes direkte til Postbeamtenversorgungskasse (posttjenestemændenes pensionskasse, herefter "PBVK"), indirekte til de pensionerede posttjenestemænd, og dermed ikke til nogen virksomhed. Der foreligger heller ikke nogen indirekte støtte til fordel for Deutsche Post AG (herefter "DPAG").

Andet anbringende: Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF ved konklusionen om, at "pensionsstøtten" har kompenseret for omkostninger, som "normalt" bæres af virksomhederne.

    "Pensionsstøtten" kompenserer i fuldt omfang for usædvanligt høje sociale omkostninger, som virksomheder ikke "normalt" behøver at bære. De ved "pensionsstøtten" kompenserede omkostninger udgør således en "særlig byrde" som omhandlet i Combus-dommen ².

Tredje anbringende: Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF (subsidiært artikel 107, stk. 3, TEUF) ved hensyntagen til indtægter fra regulerede takster.

    Den "komparative fordel" hidrører ikke fra "pensionsstøtten" og er fuldstændig uafhængig deraf. Den "komparative fordel" hidrører fra regulerede takster og dermed fra ikke-statslige midler (PreussenElektra-dommen ⁴). Der finder ingen dobbeltkompensation for omkostninger sted. Derfor er der ikke tale om en "støtte", der kan erklæres uforenelig med det indre marked og kræves tilbagebetalt. "Støtten" er udelukkende blevet lagt til grund for at kunne inddrive DPAG's indtægter med tilbagevirkende kraft.

Fjerde anbringende: Tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og 108 TEUF og forordning (EF) nr. 659/1999  ved uberettiget inddrivelse af indtægter fra regulerede takster ved statsstøtteproceduren - misbrug af skønsbeføjelser/procesfordrejning.

    Kommissionen kan kun retmæssigt inddrive indtægter i denne form inden for rammerne af forordning (EF) nr. 1/2003 , men ikke ved statsstøtteproceduren.

Femte anbringende: Tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og 108 TEUF og forordning nr. 659/1999 ved den uberettigede forfølgelse af "krydssubsidiering" ved statsstøtteproceduren - misbrug af skønsbeføjelser/procesfordrejning.

    Enhver "krydssubsidiering" hidrører fra regulerede takster, fra ikke-statslige midler, og dermed ikke fra en statsstøtte. Heller ikke en sådan "krydssubsidiering" kan forfølges ved statsstøtteproceduren.

Sjette anbringende: Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF (subsidiært artikel 107, stk. 3, TEUF) ved fejlbehæftet beregning i forbindelse med socialomkostningssammenligningen.

Det af Kommissionen ved inddragelse af arbejdstagerandelen fastsatte benchmark er fejlagtigt fastsat for højt, idet arbejdsgiveren i henhold til tysk socialforsikringsret kun bærer arbejdsgiverandelen. Da arbejdstagerandelen allerede er blevet taget i betragtning af Kommissionen ved løngrundlaget ("den fiktive bruttoløn"), medfører en fornyet medregning ved benchmarket, at den medregnes to gange. Ligeledes er forhøjelsen af løngrundlaget forfejlet, da lønnen for posttjenestemændene lå over lønniveauet for de private konkurrenter.

Syvende anbringende: Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF (subsidiært artikel 107, stk. 3, TEUF) ved konklusionen om, at "pensionsstøtten" også med hensyn til tidsrummet 1995-2002 udgjorde en (med det indre marked uforenelig) statsstøtte.

Ottende anbringende: Tilsidesættelse af artikel 108, stk. 1, TEUF og artikel 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 659/1999 ved konklusionen om, at "pensionsstøtten" udgjorde en ny støtte.

    Kommissionens konklusioner beror på en utilstrækkelig bedømmelse af sagens faktiske omstændigheder.

Niende anbringende: Tilsidesættelse af artikel 14, stk. 1, og artikel 7, stk. 5, i forordning nr. 659/1999 ved de statsstøtteretligt uvedkommende krav om tilbagebetaling af støtte og undladelsesforpligtelse i artikel 4, stk. 1, og artikel 4, stk. 4.

    Til grund for tilbagebetalingskravet i henhold til artikel 4, stk. 1, ligger ikke en "statsstøtte", men derimod DPAG's indtægter fra regulerede brevtakster. Kravet om at bringe overtrædelsen til ophør kan ikke efterkommes ved en forringelse af "statsstøtten". En forringelse af "pensionsstøtten" ville ikke medføre nogen påvirkning af størrelsen af den "komparative fordel". Et ophør i henhold til artikel 4, stk. 4, ville kræve en ændring af prisreguleringen og ville således gribe ind i sagsøgerens reguleringskompetence.

Tiende anbringende: Tilsidesættelse af artikel 6 TEU, artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, af artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, af princippet om god forvaltningsskik samt af artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 grundet den uforholdsmæssigt lange sagsbehandlingstid og Kommissionens passivitet.

____________

¹ - Rettens dom af 16.3.2004, sag T-157/01, Danske Busvognmænd mod Kommissionen, Sml. II, s. 917.

² - Domstolens dom af 13.3.2001, sag C-379/98, PreussenElektra, Sml. I, s. 2099.

³ - Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1).

⁴ - Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1).