Sag T-259/20
Ryanair DAC
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Tiende Udvidede Afdeling) af 17. februar 2021
»Statsstøtte – det franske marked for lufttransport – betalingsmoratorium for afgiften for civil luftfart og solidaritetsafgiften på flybilletter til månedlig betaling i perioden fra marts til december 2020 i forbindelse med covid-19-pandemien – beslutning om ikke at gøre indsigelse – støtte, hvis formål er at afhjælpe skader, der er forårsaget af en usædvanlig begivenhed – fri udveksling af tjenesteydelser – ligebehandling – kriteriet om at være indehaver af en licens udstedt af de franske myndigheder – proportionalitet – artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF – begrundelsespligt«
1. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der er forenelig med det indre marked – støtte til at afhjælpe skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder – kriterier – usædvanlig begivenhed – begreb – covid-19-pandemien og statslige foranstaltninger til at imødegå denne – omfattet
[Art. 107, stk. 2, litra b), TEUF]
(jf. præmis 23-27)
2. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der er forenelig med det indre marked – støtte til at afhjælpe skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder – betalingsmoratorium for luftfartsafgifter til fordel for luftfartsselskaberne i forbindelse med covid-19-pandemien – moratorium forbeholdt luftfartsselskaber med en national licens – støtte, der er forenelig med det indre marked i medfør af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF – tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – foreligger ikke
[Art. 18, stk. 1, TEUF og art. 107, stk. 2, litra b), TEUF]
(jf. præmis 30-32 og 49)
3. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der er forenelig med det indre marked – støtte til at afhjælpe skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder – betalingsmoratorium for luftfartsafgifter til fordel for luftfartsselskaberne i forbindelse med covid-19-pandemien – moratorium forbeholdt luftfartsselskaber med en national licens – vurdering – kriterier – formålet med støtteordningen – støttens proportionalitet
[Art. 107, stk. 2, litra b), TEUF]
(jf. præmis 33-48 og 50)
4. Fri udveksling af tjenesteydelser – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde – tjenesteydelser på transportområdet som omhandlet i artikel 58, stk. 1, TEUF – lufttransporttjenester – særlig retlig ordning
(Art. 56 TEUF, art. 58, stk. 1, TEUF og art. 100, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 55 og 56)
5. Statsstøtte – Kommissionens beslutning om ikke at gøre indsigelse i forhold til en støtteordning – begrundelsespligt – rækkevidde – hensyntagen til sammenhængen og alle relevante retsregler på området
[Art. 107, stk. 3, litra b), TEUF og art. 296 TEUF]
(jf. præmis 79-84)
6. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – Kommissionens afgørelse, hvorved en statslig foranstaltning erklæres uforenelig med det indre marked, uden at der indledes en formel undersøgelsesprocedure – søgsmål anlagt af de interesserede parter som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF – fastlæggelse af sagens genstand – søgsmål med henblik på at beskytte de interesserede parters proceduremæssige rettigheder – anbringender, som kan påberåbes – et sådant anbringendes manglende selvstændige indhold i det foreliggende tilfælde
(Art. 108, stk. 2, TEUF og art. 267, stk. 4, TEUF)
(jf. præmis 87)
Resumé
Det betalingsmoratorium for afgifter, som Frankrig har iværksat i forbindelse med covid-19-pandemien for at støtte luftfartsselskaber med en fransk licens, er i overensstemmelse med EU-retten
I marts 2020 anmeldte Den Franske Republik til Europa-Kommissionen en støtteforanstaltning i form af et betalingsmoratorium for afgiften for civil luftfart og solidaritetsafgiften på flybilletter til månedlig betaling i perioden fra marts til december 2020 (herefter »betalingsmoratoriet for afgifter«). Dette moratorium, som begunstiger luftfartsselskaber med en fransk licens (1), består i at udskyde betalingen af disse afgifter til den 1. januar 2021 og herefter at fordele betalingerne over en periode på 24 måneder, dvs. indtil den 31. december 2022. Afgifternes præcise størrelse fastsættes på grundlag af antallet af transporterede passagerer og antallet af gennemførte flyvninger fra en fransk lufthavn.
Ved afgørelsen af 31 marts 2020 (2) kvalificerede Kommissionen betalingsmoratoriet for afgifter som statsstøtte (3), der var forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF. I henhold til denne bestemmelse er støtte, der afhjælper skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder, forenelige med det indre marked.
Luftfartsselskabet Ryanair anlagde sag med påstand om annullation af denne afgørelse uden dog at få medhold af Retten (Tiende Udvidede Afdeling), som frifandt Kommissionen. I denne sammenhæng undersøgte Retten for første gang lovligheden af en statsstøtteordning, der var blevet vedtaget med henblik på at imødegå følgerne af covid-19-pandemien, i forhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF (4). Retten præciserede endvidere forbindelsen mellem statsstøttereglerne og dels det princip om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, der er fastsat i artikel 18, stk. 1, TEUF, dels princippet om fri udveksling af tjenesteydelser.
Rettens bemærkninger
I første række efterprøvede Retten Kommissionens afgørelse i forhold til artikel 18, stk. 1, TEUF, der forbyder al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af disses særlige bestemmelser. Eftersom artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF ifølge Retten hører under disse særlige bestemmelser, undersøgte den, om betalingsmoratoriet for afgifter kunne erklæres forenelig med det indre marked i medfør af denne bestemmelse.
I denne henseende tiltrådte Retten for det første, at covid-19-pandemien og de foranstaltninger med transportbegrænsninger og nedlukning, som Den Franske Republik havde truffet for at imødegå denne, samlet set udgjorde en usædvanlig begivenhed som omhandlet i artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, som påførte de luftfartsselskaber, der drev virksomhed i Frankrig, økonomiske skader. Ifølge Retten var det ubestrideligt, at formålet med betalingsmoratoriet faktisk var at afhjælpe disse skader.
For det andet fastslog Retten, at begrænsningen af betalingsmoratoriet for afgifter til luftfartsselskaber med en fransk licens var egnet til at nå formålet med at afhjælpe skader, der er forårsaget af nævnte usædvanlige begivenhed. I denne forbindelse fremhævede Retten, at det følger af forordningen om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet, at besiddelsen af en fransk licens i praksis indebærer, at luftfartsselskabernes hovedsæde ligger på fransk område, og at de er underlagt de franske myndigheders finansielle tilsyn og tilsyn med hæderlighed. Ifølge Retten fastsætter bestemmelserne i nævnte forordning om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet gensidige forpligtelser mellem luftfartsselskaber med en fransk licens og de franske myndigheder og således en konkret og stabil forbindelse mellem disse, som på passende vis svarer til de betingelser, der er fastsat i artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF.
Hvad angår forholdsmæssigheden af betalingsmoratoriet for afgifter fremhævede Retten endvidere, at de støtteberettigede luftfartsselskaber var hårdest ramt af de foranstaltninger med transportbegrænsninger og nedlukning, som Frankrig havde vedtaget. Udvidelsen af det nævnte moratorium til selskaber, der ikke har hjemsted i Frankrig, ville derimod ikke have gjort det muligt lige så præcist og uden risiko for overkompensation at nå formålet med at afhjælpe de økonomiske skader, som de luftfartsselskaber, der driver virksomhed i Frankrig, var blevet påført.
Henset til disse konstateringer bekræftede Retten, at formålet med betalingsmoratoriet for afgifter opfyldte kravene til den undtagelse, der er fastsat i artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, og at reglerne for tildeling af støtten ikke gik ud over, hvad der var nødvendigt for at nå dette formål. Nævnte ordning udgjorde således heller ikke en forskelsbehandling, der er forbudt i medfør af artikel 18, stk. 1, TEUF.
I anden række undersøgte Retten Kommissionens afgørelse i forhold til den frie udveksling af tjenesteydelser, der er fastsat i artikel 56 TEUF. I denne forbindelse bemærkede Retten, at denne grundlæggende frihed ikke som sådan finder anvendelse på transportområdet, der er underlagt en særlig retlig ordning, hvorunder den nævnte forordning om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet hører. Denne forordning har netop til formål at fastlægge betingelser for anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for luftfartssektoren. Ryanair havde imidlertid ikke gjort gældende, at der var sket en tilsidesættelse af den nævnte forordning.
I tredje række forkastede Retten anbringendet om, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af værdien af den fordel, som de luftfartsselskaber, der var begunstiget af betalingsmoratoriet for afgifter, blev indrømmet. Retten fastslog, at den skade, som de, der var begunstiget af betalingsmoratoriet, havde lidt, efter al sandsynlighed var nominelt større end den nominelle samlede værdi af betalingsmoratoriet, hvorfor det klart skulle afvises, at der var udsigt til en eventuel overkompensation. Retten fremhævede ligeledes, at Kommissionen havde taget hensyn til den Franske Republiks tilsagn om at forelægge denne en detaljeret metode for den måde, hvorpå denne medlemsstat senere og for hver støttemodtager ville opgøre størrelsen af de skader, der var forbundet med den krise, som pandemien havde forårsaget, hvilket er en supplerende garanti for at undgå enhver risiko for overkompensation.
Endelig forkastede Retten anbringendet om en angivelig tilsidesættelse af begrundelsespligten som ugrundet og fastslog, at det var ufornødent at undersøge, om der var grundlag for anbringendet om en tilsidesættelse af de proceduremæssige rettigheder afledt af artikel 108, stk. 2, TEUF.