Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék (Ungarn) den 11. april 2023 – FR mod Nemzeti Adó-és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

(Sag C-225/23, Pinta ¹ )

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: FR

Sagsøgt: Nemzeti Adó-és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 54, stk. 3, litra g), og artikel 58 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (herefter »EØF-traktaten«), som fastlægger virkningerne af Rådets direktiv 78/660/EØF ¹ (herefter »fjerde direktiv«), fortolkes således, at direktivets anvendelsesområde ikke omfatter skattepligtige privatpersoner, men kun selskaber som omhandlet i EØF-traktatens artikel 58?

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, betyder dette da, for så vidt angår virkningerne af fjerde direktiv, at direktivets bestemmelser, der fastsætter forpligtelser vedrørende regnskabsføring, fremlæggelse af dokumentation, opbevaring af dokumenter og offentliggørelse ikke finder anvendelse på skattepligtige privatpersoner, dvs. at de i direktivet fastsatte forpligtelser kun finder anvendelse på de selskaber, der er omfattet af dets anvendelsesområde, således at de ikke kan gøres gældende over for skattepligtige privatpersoner og ikke kan belaste disse i forbindelse med en administrativ skattesag eller en retssag, der har til formål at undersøge, om disse personer overholder deres skattemæssige forpligtelser?

Uanset ovenstående spørgsmål handler en medlemsstats skatteforvaltning da i overensstemmelse med de grundlæggende regnskabsprincipper og offentliggørelsespligtens formål og funktion, som fastsat i fjerde direktivs artikel 2, 31, 47, 48 og 51, med retten til en retfærdig rettergang, der er anerkendt som et almindeligt retsprincip i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og med retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, når skatteforvaltningen i en medlemsstat på grundlag af regnskabslovens bestemmelser konstaterer en skattedifference hos en privatperson alene af den grund, at den skattepligtige af årsager, som den pågældende ikke er ansvarlig for, ikke har kunnet stille alle regnskabsdokumenter vedrørende nogle erhvervsdrivende selskaber til rådighed for skatteforvaltningen, hvilke selskaber var uafhængige af den skattepligtige på tidspunktet for skattekontrollen eller slettet af registret, med henblik på at godtgøre, at den skattepligtige til disse selskabers kasse har indbetalt kontantbeløb, som den pågældende modtog på grund af de funktioner, som vedkommende tidligere udførte i disse selskaber, eller i henhold til en aftale, eller som blev overført til vedkommendes private konto, således at skatteforvaltningen tilregner den skattepligtige de manglende eller utilstrækkelige selskabsregnskabsdokumenter, som den skattepligtige ikke rådede over på grund af objektive hindringer på tidspunktet for skattekontrollen, og som nævnte skattepligtige ikke har kunnet øve indflydelse på hverken med hensyn til deres oprettelse eller den måde, hvorpå de blev udarbejdet?

Skal betragtningerne til fjerde direktiv samt dette direktivs artikel 2, 31, 47, 48 og 51 fortolkes således, at overholdelsen af de deri fastsatte forpligtelser afføder en retlig formodning om, at de offentliggjorte årsregnskabers indhold er i overensstemmelse med de grundlæggende regnskabsprincipper, navnlig nøjagtighedsprincippet og begrundelsesprincippet, samt med de regnskabsdokumenter, der er baseret på de samme principper?

Handler skatteforvaltningen i overensstemmelse med fjerde direktivs artikel 2, 31, 47, 48 og 51 og med retten til en retfærdig rettergang, der er fastsat i chartrets artikel 47, samt med de grundlæggende principper om retssikkerhed, forrang og effektivitet i EU-retten, når skatteforvaltningen, uden at afkræfte den retlige formodning om overholdelse af fjerde direktivs bestemmelser, afviser at anerkende, at visse regnskabsdokumenter, der er udarbejdet i overensstemmelse med regnskabsreglerne, i sig selv udgør pålidelige beviser?

Er det foreneligt med fjerde direktivs artikel 2, 31, 47, 48 og 51 samt med retten til en retfærdig rettergang, der er fastsat i chartrets artikel 47, og det grundlæggende retssikkerhedsprincip, at skatteforvaltningen ikke anerkender selskabets offentliggjorte årsregnskaber som oplysninger til kontrol af regnskabsdokumenter (kassekvitteringer), der er tilpasset med hensyn til deres udformning og fremlagt af den skattepligtige person, som er en privatperson, eller vidneudsagn eller erklæringer, der understøtter dem, idet skatteforvaltningen gør gældende, at disse ikke i sig selv er tilstrækkelige, eftersom det er nødvendigt, for på pålidelig vis at godtgøre de i sagen omhandlede pengebevægelser, at have samtlige regnskabsbilag for det undersøgte skatteår til rådighed? Kan det udledes af de nævnte artikler i fjerde direktiv, at beviskraften af samtlige regnskabsbilag, der er oprettet i overensstemmelse med disse artikler, for så vidt angår bevisførelsen for kontantbetalinger fra selskabets bankkonto, er større end beviskraften af årsregnskaber, der er offentliggjort i henhold til fjerde direktivs artikel 48 og 51, eller end beviskraften af visse kassekvitteringer, der er udarbejdet i henhold til de samme regnskabsregler?

____________

¹     Den forelæggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.

¹     Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25.7.1978 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer (EFT 1978, L 222, s. 11).