Forenede sager T-3/00 og T-337/04

Athanasios Pitsiorlas

mod

Rådet for Den Europæiske Union og Den Europæiske Centralbank (ECB)

»Aktindsigt – Basel/Nyborg-overenskomsten – annullationssøgsmål – retsakter, som kan anfægtes – begrundelse – ulovlighedsindsigelse – afgørelse 93/731/EF – Den Europæiske Centralbanks forretningsorden – erstatningssøgsmål – Fællesskabets ansvar uden for kontrakt for dets organers retsstridige handlemåde – tab – årsagsforbindelse«

Sammendrag af dom

1.      Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger

(Art. 230 EF)

2.      Rådet – retten til aktindsigt i Rådets dokumenter – afgørelse 93/731

(Rådets afgørelse 93/731)

3.      Fællesskabsret – principper – grundlæggende rettigheder –retten til aktindsigt

(Art. 110 EF og 255 EF)

4.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde

(Art. 253 EF)

5.      Erstatningssøgsmål – selvstændigt søgsmål i forhold til annullationssøgsmål

1.      Den omstændighed, at en skrivelse er sendt af en fællesskabsinstitution til en person som svar på dennes anmodning, er ikke tilstrækkelig til at sidestille skrivelsen med en beslutning i artikel 230 EF’s forstand, der kan anfægtes ved et annullationssøgsmål. Kun foranstaltninger, der har bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, udgør retsakter eller beslutninger, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i medfør af artikel 230 EF.

Når den beslutning, som Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd træffer som svar på en begæring om aktindsigt, der er indgivet i henhold til 23, stk. 3, i Centralbankens forretningsorden, og hvorved Styrelsesrådet afslår en begæring om aktindsigt, først har fået konkret udtryk over for sagsøgeren ved den meddelelse, som er tilsendt denne, må sagsøgerens påstande fortolkes således, at de tilsigter annullation af den pågældende beslutning i den form, hvori denne er bragt til sagsøgerens kundskab ved den pågældende meddelelse.

(jf. præmis 58, 63 og 65)

2.      Det følger af ordlyden af artikel 1 i afgørelse 93/731 om aktindsigt i Rådets dokumenter, at det i sagens natur er en forudsætning for, at Rådet kan imødekomme en begæring om aktindsigt, ikke blot at de dokumenter, som begæringen vedrører, faktisk findes, men også, at institutionen er i besiddelse af dem.

I overensstemmelse med den legalitetsformodning, der er knyttet til fællesskabsretsakter, er der formodning for, at et dokument, der er begæret aktindsigt i, ikke eksisterer, såfremt den berørte institution hævder dette. Der er imidlertid tale om en simpel formodning, som sagsøgeren kan afkræfte med alle midler på grundlag af relevante og samstemmende indicier.

(jf. præmis 131 og 140)

3.      De grundlæggende rettigheder kan ikke anses for absolutte forrettigheder, og det er berettiget at opstille bestemte begrænsninger i disse rettigheder, når de er begrundet i de mål af almen interesse, som Fællesskabet forfølger, så længe det væsentlige i disse rettigheder ikke berøres.

Selv om retten til aktindsigt i dokumenter, som Fællesskabets institutioner, herunder Den Europæiske Centralbank (ECB), er i besiddelse af, anses for en grundlæggende rettighed, der er beskyttet i Fællesskabets retsorden som et generelt retsprincip, kan hensynet til beskyttelse af en almen eller privat interesse udgøre en lovlig begrænsning af aktindsigten.

De begrænsninger i aktindsigten i de dokumenter, ECB er i besiddelse af, og som bl.a. følger af artikel 23, stk. 3, i dennes forretningsorden, hvori det bl.a. er fastsat, at de dokumenter, som opbevares i Centralbankchefkomitéens arkiver, bevarer deres fortrolighed i 30 år, har sammenhæng med de opgaver, som er pålagt ECB ved traktaten, hvis ophavsmænd åbenbart har villet sikre sig, at ECB er i stand til at udføre opgaverne uafhængigt. Denne fortolkning bekræftes ved at sammenholde artikel 110 EF med artikel 255 EF, hvorefter ECB er udelukket fra den sidstnævnte traktatbestemmelses anvendelsesområde og dermed hvad angår aktindsigt i dokumenter har en særstilling i forhold til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen.

Det fremgår således, at den beskyttelse af offentlighedens interesse, som er knyttet til valutapolitikken i Fællesskabet, udgør en lovlig grund til at begrænse den grundlæggende ret til aktindsigt i de dokumenter, som fællesskabsmyndighederne er i besiddelse af.

(jf. præmis 221-223, 228, 229, 231 og 232)

4.      Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter denne artikel, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men også i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, og under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

Det skal fremgå af begrundelsen for beslutningen truffet af den institution, til hvem begæringen om aktindsigt i dokumenter er rettet, at den har foretaget en konkret vurdering af de dokumenter, som der begæres aktindsigt i. En beslutning – hvori der ikke er anført noget behov eller noget særligt hensyn om beskyttelse af de pågældende dokumenter, og som derfor heller ikke har givet nogen, selv kortfattet, forklaring som begrundelse for afslaget på at meddele dokumenternes indhold, der gør det muligt at forstå og efterprøve, om der virkelig var behov for beskyttelse – opfylder ikke disse krav og må derfor annulleres. Den omstændighed alene, at karakteren af de dokumenter, hvori der begæres aktindsigt, er præciseret, godtgør ikke, at der er foretaget en vurdering af de oplysninger, som er indeholdt i dokumenterne.

Begrundelsen for beslutningen skal være indeholdt i selve beslutningens tekst og kan ikke, hvis begrundelsen kun er skitseret, først uddybes og præciseres efterfølgende under sagen for Fællesskabets retsinstanser, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, hvilket ikke er tilfældet i en sag, hvor der ikke foreligger uopsættelighed, og hvor den pågældende myndighed kun skulle vedtage én enkelt retsakt.

(jf. præmis 261, 263, 267, 269, 278 og 279)

5.      Erstatningssøgsmålet er et selvstændigt retsmiddel, der har sin særlige funktion blandt de forskellige søgsmålstyper og er underkastet betingelser, der er afpasset efter dets særlige formål. Mens formålet med et annullations- og passivitetssøgsmål er henholdsvis at få kendt en bindende retsakt ugyldig eller fastslå, at det er retsstridigt, at en sådan retsakt ikke er vedtaget, er genstanden for et erstatningssøgsmål den påstand om erstatning for en skade, der er en følge af en retsakt eller en ulovlig adfærd, som kan tilregnes en institution eller et fællesskabsorgan.

Når en sagsøger efter at have anlagt et annullationssøgsmål har anlagt et erstatningssøgsmål, hvoraf det klart fremgår, at den retsstridige handlemåde, som de sagsøgte institutioner kritiseres for, er vedtagelsen af de beslutninger, som sagsøgeren påstår annulleret, og når han under erstatningssøgsmålet til godtgørelse af de sagsøgte parters retsstridige handlemåde fremfører en argumentation, som til dels er identisk med den, han har gjort gældende til støtte for annullation af de pågældende foranstaltninger, er det som følge af princippet om søgsmålstypernes selvstændige karakter udelukket at anlægge den samme vurdering af de anbringender til støtte for afgørelsernes ulovlighed, som er gjort gældende i annullations- og erstatningssøgsmålet, under hensyn til de forskellige følger, som en afgørelse, der giver sagsøgeren medhold i søgsmålene, vil have. Således vil en afgørelse, hvorved der gives sagsøgeren medhold i et annullationssøgsmål, medføre, at den anfægtede retsakt ikke længere udgør en del af Fællesskabets retsorden, mens en afgørelse, hvorved sagsøgeren får medhold i erstatningssøgsmålet, kun giver mulighed for at erstatte det tab, som er forvoldt ved den anfægtede retsakt, uden at denne automatisk annulleres.

Den omstændighed, at sager er blevet forenet med henblik på den mundtlige forhandling og domsafsigelsen, kan ikke afkræfte denne konklusion, da en beslutning om forening af sager ikke berører de pågældende sagers indbyrdes uafhængighed, og da det altid er muligt at ophæve sagernes forening.

(jf. præmis 280, 281 og 283-285)