RETTENS DOM (Femte Afdeling)

20. september 2007 (*)

»Statsstøtte – foranstaltninger til omstilling af vinproduktionen – beslutning, hvorved støtten blev fundet delvis forenelig og delvis uforenelig med fællesmarkedet – annullationssøgsmål – formaliteten – begrundelsespligt – vurdering i henhold til artikel 87, stk. 1, EF«

I sag T-136/05,

EARL Salvat père & fils, Saint-Paul-de-Fenouillet (Frankrig),

Comité interprofessionnel des vins doux naturels et vins de liqueur à appellations contrôlées (CIVDN), Perpignan (Frankrig),

Comité national des interprofessions des vins à appellation d’origine (CNIV), Paris (Frankrig),

ved avocats H. Calvet og O. Billard,

sagsøgere,

støttet af:

Den Franske Republik ved G. de Bergues, som befuldmægtiget,

intervenient,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved C. Giolito og A. Stobiecka-Kuik, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af artikel 1, stk. 1 og 3, i Kommissionens beslutning 2007/253/EF af 19. januar 2005 vedrørende Rivesaltes-planen og de skattelignende CIVDN-afgifter, som Frankrig har indført (EUT 2007 L 112, s. 1),

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M. Vilaras, og dommerne F. Dehousse og D. Šváby,

justitssekretær: fuldmægtig K. Pocheć,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 16. november 2006,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Kommissionen har i juli 1999 som følge af en klage forhørt sig hos de franske myndigheder om de forskellige foranstaltninger til omstilling af vinproduktionen, der var kendt under navnet »Rivesaltes-planen«. Da de pågældende foranstaltninger var blevet indført uden forudgående tilladelse eller anmeldelse fra Kommissionen, er de blevet opført i registret over uanmeldt støtte under nr. NN 139/2002.

2        Ved skrivelse af 21. januar 2003 informerede Kommissionen Den Franske Republik om sin beslutning om at indlede proceduren efter artikel 88, stk. 2, EF for så vidt angår den pågældende støtte. I en meddelelse offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 5. april 2003 blev interesserede parter opfordret til at fremsætte bemærkninger i henhold til artikel 88, stk. 2, EF (EUT C 82, s. 2). De franske myndigheder fremsendte deres bemærkninger til Kommissionen i skrivelser af 16. og 18. juni 2003 samt 10. september 2004, sidstnævnte som svar på bemærkningerne fra klageren.

 Beslutning

3        Ved beslutning af 19. januar 2005 vedrørende Rivesaltes-planen og de skattelignende afgifter fra comité interprofessionnel des vins doux naturels et vins de liqueur à appellations contrôlées (CIVDN), som Frankrig har indført, udtalte Kommissionen sig om lovligheden af de forskellige foranstaltninger, som Den Franske Republik har indført med hensyn til naturligt søde vine i regionen Pyrénées-Orientales (herefter »beslutningen«).

 De pågældende foranstaltninger

4        På baggrund af afsætningsvanskeligheder for oprindelsesbetegnelsen »rivesaltes« blev der i 1996 udarbejdet en plan af samme navn. Denne plan havde ifølge sjette betragtning til beslutningen til formål at erstatte en del af produktionen af naturligt søde vine i den pågældende region ved rydning og genbeplantning af kvalitetsvinsorter. For at gennemføre denne plan fik regionens producenter adgang til to støtteformer indtil den 1. august 2000, nemlig en »jordudtagningspræmie« og en »omstillingsstøtte«. Der blev også indført foranstaltninger til »salgsfremme« og »arbejdet« hermed.

–       Jordudtagningspræmie

5        CIVDN har ved beslutning 96-1 af 9. juli 1996 indført en brancheafgift til finansiering af Rivesaltes-planen. Afgiften på 50 FRF pr. hektoliter, som er produceret i regionen, skulle anvendes til finansiering af udgiften til en jordudtagningspræmie for alle parceller, hvor der i 1995 blev produceret »Rivesaltes« eller »Grand Roussillon«, og hvor der fra 1995-høsten til og med 2000-høsten skulle produceres bordvin eller »vins de pays«. Jordudtagningspræmien er reelt blevet udbetalt til producenter, der forpligter sig til ikke at påberåbe sig den kontrollerede oprindelsesbetegnelse (»AOC«) »Rivesaltes« eller »Grand Roussillon« i en periode på fem år. Præmien medførte ikke, at produktionen skulle ophøre eller begrænses, idet kompensationen kun gjaldt for produktionen uden kontrollerede oprindelsesbetegnelser. Jordudtagningspræmien var på 5 000 FRF pr. år og pr. udtaget hektar (betragtning 8-11 til beslutningen).

–       Omstillingsstøtten

6        Den i 1996 vedtagne Rivesaltes-plan omfattede også et beløb på 25 000 FRF/ha til omstilling til den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Muscat de Rivesaltes« og et beløb på 40 000 FRF/ha til omstilling til den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Côtes du Roussillon Villages« og til »vins de pays« (betragtning 15 til beslutningen). Støtten blev delvist finansieret over de statslige myndigheders budgetter (betragtning 17 til beslutningen).

–       Foranstaltninger til salgsfremme og arbejdet

7        CIVDN har ved beslutning 97-3 af 29. december 1997 med virkning fra den 1. januar 1998 indført en brancheafgift, der skal benyttes til finansiering af salgsfremme for og arbejdet med følgende kontrollerede oprindelsesbetegnelser: »Rivesaltes«, »Grand Roussillon«, »Muscat de Rivesaltes« og »Banyuls« (betragtning 19 til beslutningen). Afgifterne udgjorde afhængig af oprindelsesbetegnelserne 25 FRF/hl – 50 FRF/hl (betragtning 20 til beslutningen). CIVDN har ligeledes ved beslutning 98-1 af 10. juli 1998 med virkning fra den 1. september 1998 indført en lignende brancheafgift, der skal benyttes til finansiering af salgsfremme for og arbejdet med følgende kontrollerede oprindelsesbetegnelser: »Rivesaltes«, »Grand Roussillon« og »Maury« (betragtning 22 til beslutningen). Disse to afgifter blev ophævet ved beslutning 99-1 af 17. december 1999, ved hvilken CIVDN indførte en brancheafgift, der skal benyttes til finansiering af salgsfremme for og arbejdet med følgende kontrollerede oprindelsesbetegnelser: »Banyuls«, »Banyuls Grand Cru«, »Muscat de Rivesaltes«, »Rivesaltes«, »Grand Roussillon« og »Maury« (betragtning 25 til beslutningen). Denne afgift blev med små ændringer videreført ved beslutning 00-1 (betragtning 28 til beslutningen).

 Den retlige vurdering i beslutningen

8        Kommissionen har i sin retlige vurdering først undersøgt, om der var tale om en selektiv fordel, som finansieres med statsmidler. Kommissionen mente, at der i det pågældende tilfælde var tale om skattelignende afgifter, dvs. offentlige midler (betragtning 74 til beslutningen).

9        Efter denne undersøgelse konkluderede Kommissionen, at de pågældende foranstaltninger »udgør en fordel, som finansieres med offentlige midler, som andre virksomheder ikke modtager, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen ved at begunstige visse virksomheder og visse produktioner, for så vidt den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne«. Kommissionen har udledt heraf, at de omhandlede foranstaltninger udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF (betragtning 82 til beslutningen).

10      I sin undersøgelse af støttens forenelighed med fællesmarkedet udelukkede Kommissionen for det første anvendelse af undtagelserne fra det generelle princip om statsstøttes uforenelighed med fællesmarkedet fastsat i artikel 87, stk. 2 og 3, EF (artikel 83-86 til beslutningen).

11      Den fastslog derefter, at da de foranstaltninger, som Den Franske Republik har iværksat, omfatter statsstøtteelementer, drejer det sig om ny støtte, som ikke er anmeldt til Kommissionen, og som derfor er ulovlig i henhold til traktaten (betragtning 88 til beslutningen).

12      Derefter undersøgte Kommissionen, inden den konkluderede, hver foranstaltning i lyset af de gældende bestemmelser, bl.a. bestemmelserne vedrørende den fælles markedsordning på det pågældende område og finansieringen af støtten (betragtning 95-127 til beslutningen).

 Beslutningens konklusion

13      Beslutningens konklusion er affattet således:

»Artikel 1

1. Den statsstøtte i form af en jordudtagningspræmie, som [Den Franske Republik] har bevilget franske vinproducenter, som har forpligtet sig til at undlade at påberåbe sig de kontrollerede oprindelsesbetegnelser »Rivesaltes« og »Grand Roussillon« fra 1996-høsten til og med 2000-høsten, er uforenelig med fællesmarkedet.

2. Den statsstøtte, som [Den Franske Republik] har givet inden for rammerne af en omstillingsplan for vindyrkningsmarkerne med den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Rivesaltes« fra 1996-høsten til og med 2000-høsten, og som i visse tilfælde overskred 30% af de reelle omkostninger og/eller loftet på 5030,82 EUR/ha (33 000 FRF/ha), er uforenelig med fællesmarkedet.

3. Den statsstøtte i form af foranstaltninger vedrørende salgsfremme for og arbejdet med de kontrollerede oprindelsesbetegnelser »Rivesaltes«, »Grand Roussillon«, »Muscat de Rivesaltes« og »Banyuls«, som [Den Franske Republik] bevilgede mellem den 1. januar 1998 og den 31. december 2000, er forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

Artikel 2

1. [Den Franske Republik] træffer alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den i artikel 1, stk. 1 og 2, omhandlede støtte, som allerede ulovligt er udbetalt til støttemodtagerne. Tilbagesøgningen foretages straks og i overensstemmelse med national lovgivning, forudsat at den tillader øjeblikkelig og effektiv udførelse af denne beslutning. Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, den blev udbetalt til støttemodtagerne, indtil den er blevet tilbagebetalt. Renterne beregnes på basis af Kommissionens referencesats ved hjælp af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten.

2. Med henblik på tilbagesøgning af den i artikel 1, stk. 1, omhandlede ulovlige støtte meddeler [Den Franske Republik] Kommissionen det samlede støttebeløb, der er blevet bevilget inden for rammerne af denne foranstaltning, samt finansieringen heraf, herunder de samlede indtægter fra den brancheafgift, der blev indført i den forbindelse, og det antal hektar, for hvilke jordudtagningspræmien er blevet udbetalt.

Artikel 3

[Den Franske Republik] underretter senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der er truffet for at efterkomme beslutningen.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Den Franske Republik.«

 Retsforhandlinger og parternes påstande

14      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. marts 2005 anlagde société civile d’exploitation agricole à responsabilité limitée (EARL) Salvat père & fils (herefter »Salvat«), CIVDN og Comité national des interprofessions des vins d’appellation d’origine (CNIV) sag til prøvelse af den anfægtede beslutning.

15      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Beslutningens artikel 1, stk. 1 og 3, annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

16      Ved særskilt processkrift af 29. juni 2005 har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement. Kommissionen har herunder nedlagt påstand om, at sagen afvises, uden at behandlingen af sagens realitet indledes, og at sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

17      Ved kendelse af 22. september 2005, afsagt af formanden for Rettens Femte Afdeling, har Den Franske Republik fået tilladelse til at intervenere til støtte for sagsøgernes påstande. Ved skrivelse af 26. oktober 2005 meddelte den franske regering, at den ikke ønskede at tage stilling til spørgsmålet om sagens antagelse til realitetsbehandling, og at den på dette trin ikke ville indgive interventionsindlæg i sagen.

18      Ved Rettens kendelse af 13. december 2005 har Retten henskudt formalitetsindsigelsen til afgørelse i forbindelse med sagens realitet, og afgørelsen om sagens omkostninger blev udsat.

19      Kommissionen har i sit svarskrift nedlagt følgende påstande:

–        Sagen afvises, subsidiært frifindes Kommissionen.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

20      Den Franske Republik har ikke afgivet interventionsindlæg vedrørende sagens realitet inden for den fastsatte frist. Efter af Rettens Justitskontor at være blevet underrettet om, på hvilken dato retsmødet skulle afholdes, meddelte Den Franske Republik ligeledes, at den ikke agtede at deltage i retsmødet.

21      De parter, der var til stede under retsmødet, har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten.

 Om formaliteten

22      Kommissionen har for det første påberåbt sig CIVDN’s manglende retlige interesse i en prøvelse af de to anfægtede bestemmelser på grund af selskabets opløsning. Kommissionen har for det andet gjort gældende, at sagsøgerne ikke har retlig interesse i en prøvelse af beslutningens artikel 1, stk. 3. Kommissionen har for det tredje bestridt, at sagsøgerne er umiddelbart og individuelt berørt af beslutningens artikel 1, stk. 1.

 CIVDN’s søgsmålskompetence vedrørende de to anfægtede bestemmelser på grund af selskabets opløsning

 Parternes argumenter

23      Ifølge Kommissionen blev CIVDN likvideret og opløst ved beslutning truffet på en generalforsamling den 20. december 2000 og erstattet af Conseil interprofessionnel des vins de Roussillon (CIVR). Kommissionen har oplyst, at den er blevet underrettet om denne opløsning ved skrivelser af 14. december 2000 og 6. december 2001 (betragtning 48 til beslutningen).

24      CIVDN har gjort gældende, at den blev oprettet ved lov nr. 200 af 2. april 1943, der stadig er gældende i dag. Ganske vist er det i dekret 2005-554 af 26. maj 2005 (JORF nr. 122 af 27.5.2005) fastsat, at CIVDN vil blive likvideret i henhold til de betingelser, som er fastsat ved ministeriel bekendtgørelse. Ifølge sagsøgerne står det imidlertid fast, at selv om der ved den tværministerielle bekendtgørelse af 9. august 2005 (JORF nr. 201 af 30.8.2005) blev indledt en konkursprocedure og udpeget en likvidator, vedblev CIVDN med at bestå som juridisk person, indtil den blev opløst. Dekret 2005‑554 og den tværministerielle bekendtgørelse af 9. august 2005 kan under alle omstændigheder ikke med tilbagevirkende kraft fratage CIVDN dens status af juridisk person, som ikke måtte mangle på tidspunktet for anlæggelsen af denne sag den 30. marts 2005.

 Rettens bemærkninger

25      Det bemærkes, at det i referatet fra generalforsamlingen i CIVDN, som fandt sted den 20. december 2000, blev nævnt, at der, henset til den omstændighed, at CIVR fra den 1. januar 2001 vil træde i stedet for de forhenværende brancheorganisationer, skulle fastsættes betingelser for likvideringen af CIVDN ved at lægge en tidsplan for fremgangsmåderne herfor.

26      Det fremgår imidlertid af de dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt, og som ikke er anfægtet af Kommissionen, at CIVDN under alle omstændigheder ikke var opløst i december 2000, eftersom dens opløsning blev fastsat i bekendtgørelse 2005-554, og den tværministerielle bekendtgørelse af 9. august 2005 indeholder fremgangsmåderne herfor. CIVDN har i denne sammenhæng heller ikke tabt sin partsevne.

27      Det følger heraf, at CIVDN på tidspunktet for sagens anlæg var en juridisk person, som havde partsevne, og at der ikke i øvrigt er noget grundlag for at antage, at den har mistet denne egenskab. Det er således med urette, at Kommissionen ytrer tvivl om CIVDN’s partsevne under henvisning til, at CIVDN var opløst.

 Sagsøgernes manglende retlige interesse med hensyn til anfægtelse af beslutningens artikel 1, stk. 3

 Parternes argumenter

28      Kommissionen har gjort gældende, at beslutningens artikel 1, stk. 3, ikke indeholder et klagepunkt over for sagsøgerne, for så vidt som bestemmelsen imødekommer dem ved at erklære støtten forenelig med fællesmarkedet. Kommissionen har til støtte for sin påstand henvist til Domstolens kendelse af 28. januar 2004, Nederlandene mod Kommissionen (sag C-164/02, Sml. I, s. 1177, præmis 18-25), og Rettens dom af 14.4.2005, Sniace mod Kommissionen (sag T-141/03, Sml. II, s. 1197, præmis 25 ff.)

29      Ifølge denne analyse skal den af CIVDN – en sammenslutning, som varetager medlemmernes fælles interesse – anlagte sag afvises, i det omfang dette udvalg repræsenterer modtagere af støtte, som er erklæret uforenelig. CNIV er i endnu mindre omfang berørt af en i forhold til producenter af søde vine begunstigende afgørelse.

30      Kommissionen har også anført, at beslutningen ikke angår afgifterne som sådan, og den har overhovedet ikke til formål at sidestille dem med støtte.

31      Sagsøgerne er af den opfattelse, at de har retlig interesse i at anfægte den pågældende bestemmelse. Den retspraksis, som Kommissionen har påberåbt sig, tillader på ingen måde principielt at udelukke vurderingen af, om et annullationssøgsmål anlagt af en støttemodtager til anfægtelse af en beslutning, hvorved den pågældende støtte erklæres forenelig med fællesmarkedet, kan antages til realitetsbehandling. Den omstændighed, at en støtte erklæres forenelig med fællesmarkedet, fritager ikke Retten for at undersøge, om Kommissionens vurdering i det foreliggende tilfælde har bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgernes interesser. Til forskel fra sagsøgerens tilfælde i sagen Sniace mod Kommissionen, præmis 28 ovenfor, henviser sagsøgerne i det foreliggende tilfælde imidlertid til sager, der allerede verserer ved de nationale domstole.

32      Ifølge sagsøgerne blev CIVR, CIVDN’s efterfølger, tvunget til at anlægge sag mod en vinproducent, SCEA Marty, ved domstolene, med påstand om, at producenten tilpligtedes at betale de frivillige obligatoriske afgifter, som den skyldte CIVR. Den pågældende virksomhed har imidlertid i sin påstand om frifindelse anmodet den nationale ret om at fastslå, at »de frivillige obligatoriske afgifter, som CIVR kræver betalt, udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 87 og 88 [EF]«. Risikoen for juridiske anfægtelser, som vedrører kvalificeringen af de frivillige obligatoriske afgifter, er derfor godtgjort i det foreliggende tilfælde.

33      CIVDN har derfor en selvstændig retlig interesse i at anfægte beslutningens artikel 1, stk. 3, for så vidt som denne bestemmelse afskærer den fra direkte at udøve sine selvstændige beføjelser på den måde, den ønsker. Det samme gælder CNIV, fordi kvalificeringen af finansieringen af branchearbejdet gennem frivillige obligatoriske afgifter som støtte grundlæggende kan destabilisere funktionen for brancherne i vinsektorens medlemsvirksomheder. Dette gælder også for Salvat, der som medlem af en brancheorganisation i vinsektoren har adgang til hele arbejdet i branchen, som finansieres gennem disse afgifter, der kvalificeres som statsstøtte.

 Rettens bemærkninger

34      I forbindelse med vurderingen af, om denne sag kan antages til realitetsbehandling, skal det bemærkes, at ifølge fast retspraksis foreligger der kun retsakter eller beslutninger, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i medfør af artikel 230 EF, når foranstaltningerne har bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgernes interesser gennem en væsentlig ændring af deres retsstilling (jf. kendelsen i sagen Nederlandene mod Kommissionen, nævnt i præmis 28 ovenfor, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis). I øvrigt kan et annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person kun admitteres, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. Det skal herved godtgøres, at den pågældende har en eksisterende og faktisk interesse, som skal bedømmes på det tidspunkt, hvor søgsmålet er anlagt (jf. dommen i sagen Sniace mod Kommissionen, nævnt i præmis 28 ovenfor, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

35      Begge sagens parter påberåber sig dommen i sagen Sniace mod Kommissionen, nævnt i præmis 28 ovenfor.

36      Det må imidlertid konstateres, at Retten i denne dom for at fastslå, at sagen skal afvises, ikke blot stoppede ved den omstændighed, at støtten ifølge beslutningen blev erklæret forenelig med fællesmarkedet. Derimod undersøgte Retten konkret sagsøgerens situation. I øvrigt havde Retten allerede i dom af 30.1.2002, Nuove Industrie Molisane mod Kommissionen (sag T-212/00, Sml. II, s. 347, præmis 38), udtalt, at den omstændighed, at den beslutning, der var anfægtet i denne sag, erklærede, at den anmeldte støtte er forenelig med fællesmarkedet, og således i princippet ikke er bebyrdende for sagsøgeren, ikke i sig selv fritager Retten for at undersøge, om Kommissionens bedømmelse har bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser.

37      Selv om beslutningens artikel 1, stk. 3, erklærer den statsstøtte, som Den Franske Republik har ydet i form af foranstaltninger til salgsfremme for og arbejdet med bestemte kontrollerede oprindelsesbetegnelser, for forenelig med fællesmarkedet, skal det undersøges, om denne bestemmelse berører sagsøgernes interesser.

38      For det første må det fastslås, at i modsætning til, hvad sagsøgerne hævder, kvalificeres finansieringen af de pågældende foranstaltninger gennem brancheafgifter ikke som statsstøtte i beslutningen. Det fremgår utvetydigt klart af beslutningens konklusion og de overvejelser, der ligger til grund for beslutningen, at det er de pågældende foranstaltninger og ikke afgifterne, der kvalificeres som statsstøtte.

39      Hvad angår karakteren af de pågældende afgifter bliver disse i beslutningen undersøgt i forhold til deres eventuelle karakter af statsmidler. Kommissionen konkluderer sin undersøgelse i betragtning 74 til beslutningen ved at antage, at der i det foreliggende tilfælde er tale om skattelignende afgifter, dvs. offentlige midler.

40      I betragtning 134 til beslutningen mindes der ganske vist om den i Domstolens dom af 21. oktober 2003, Van Calster m.fl. (forenede sager C-261/01 og C-262/01, Sml. I, s. 12249, præmis 53 og 54), fastlagte regel, hvorefter – når en støtteforanstaltning, hvis finansieringsmåde er en integrerende del, gennemføres under tilsidesættelse af anmeldelsesforpligtelsen – de nationale domstole som udgangspunkt er forpligtet til at træffe afgørelse om, at de afgifter eller bidrag, der specielt opkræves for at finansiere denne støtte, skal tilbagebetales. Kommissionen foretager imidlertid ikke en undersøgelse af, om betingelserne for anvendelse af dette princip er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Det bemærkes imidlertid i denne forbindelse, at der, for at det kan antages, at en afgift udgør en integrerende del af en støtteforanstaltning, skal bestå en tvungen forbindelse mellem afgiften og støtten i henhold til den relevante nationale lovgivning, således at afgiftsprovenuet nødvendigvis anvendes til at finansiere støtten. Såfremt der er en sådan forbindelse, har afgiftsprovenuet direkte indvirkning på støttens størrelse og dermed på bedømmelsen af denne støttes forenelighed med fællesmarkedet (jf. Domstolens dom af 27.10.2005, forenede sager C-266/04 – C-270/04, C-276/04 og C-321/04 – C-325/04, Casino France m.fl., Sml. I, s. 9481, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis). Det angives imidlertid ikke i beslutningen, at der i det foreliggende tilfælde foreligger en tvungen forbindelse mellem afgiftsprovenuet og den udbetalte støtte, og der er i beslutningen intet fremført, som gør det muligt at fastslå denne forbindelse. Sagsøgerne har heller ikke fremført nogen nærmere argumentation til støtte for en sådan forbindelse.

41      Hvad for det andet angår de retssager, der allerede verserer ved de nationale domstole, skal det fremhæves, at sagsøgerne – idet disse samtidig lod forstå, at der var tale om flere retssager – kun har nævnt en enkelt. Det drejer sig om en sag anlagt af CIVR den 6. december 2004 ved tribunal d’instance de Perpignan mod SCEA Marty.

42      Det bemærkes, at den pågældende tvist ifølge en opgørelse pr. 29. september 2004 vedrører den manglende betaling af »frivillige obligatoriske afgifter« og ikke den udbetaling af støtte i form af foranstaltninger vedrørende salgsfremme for og arbejde mellem den 1. januar 1998 og den 31. december 2000, som er omfattet af beslutningens artikel 1, stk. 3. Det er i øvrigt ikke blevet påvist, at de omfattede afgifter er forbundet med udbetalingen af en sådan støtte.

43      Sagsøgerne har derfor ikke bevist, at der foreligger en risiko for, at deres retlige stilling er berørt af de retssager vedrørende den statsstøtte, der er gennemført mellem den 1. januar 1998 og den 31. december 2000 i form af foranstaltninger vedrørende salgsfremme og arbejde.

44      Hvad for det tredje angår argumentet om den retsusikkerhed, som disse sager ved at skabe en fuldstændig destabilisering i branchesektorens funktion måtte give anledning til, bemærkes, at argumentet ikke på noget tidspunkt er overbevisende.

45      Med hensyn til fortiden har sagsøgerne kun gjort gældende, at retssagen mellem CIVR og SCEA Marty, som vedrører den pågældende virksomheds afgifter til dette udvalg, ikke i sig selv kan destabilisere hele sektoren, hvis det allerede antages, at der foreligger en forbindelse til beslutningen. Sagsøgerne har under alle omstændigheder ikke fremført noget, der kan godtgøre en destabilisering eller fare for branchen som følge af kvalificeringen af de pågældende foranstaltninger vedrørende salgsfremme og arbejde som statsstøtte.

46      Som Kommissionen har påpeget under retsmødet, hvilket Retten har taget til efterretning, kvalificerer beslutningen ikke afgifterne som sådanne som statsstøtte, hvorfor de ikke medfører en pligt til at tilbagebetale afgifterne til de personer, som har betalt dem. Kommissionen erklærede sig rede til at fremsende en skrivelse til sagsøgerne med dette indhold.

47      Med hensyn til den eventuelle destabilisering af branchens fremtidige handlinger kan sagsøgerne ikke påberåbe sig fremtidige og uvisse situationer med henblik på at godtgøre deres interesse i at kræve annullation af den anfægtede retsakt (jf. i denne retning dommen i sagen Sniace mod Kommissionen, nævnt i præmis 28 ovenfor, præmis 26).

48      Det fremgår af samtlige disse betragtninger, at sagsøgerne ikke har påvist en eksisterende og faktisk interesse i en prøvelse af beslutningens artikel 1, stk. 3. Sagen skal derfor afvises for så vidt angår påstanden om annullation af beslutningens artikel 1, stk. 3.

 Sagsøgernes søgsmålskompetence med hensyn ti en prøvelse af beslutningens artikel 1, stk. 1

 Parternes argumenter

49      Efter Kommissionens opfattelse har sagsøgerne heller ikke »en umiddelbar og individuel søgsmålsinteresse« i en prøvelse af beslutningens artikel 1, stk. 1. I det foreliggende tilfælde er der ingen tvivl om, at beslutningen er rettet til den franske stat og ikke sagsøgerne, og det skal derfor fastslås, om den anfægtede retsakt, som udtrykkeligt var rettet til en medlemsstat, kan anses for at berøre hver af de tre sagsøgere umiddelbart og individuelt.

50      Kommissionen bemærker, at der med henblik på at fastsætte betingelserne for at antage et annullationssøgsmål anlagt af fysiske eller juridiske personer til realitetsbehandling skal sondes mellem generelt anvendelige retsakter og konkrete afgørelser. Beslutningen udgør i det foreliggende tilfælde en generelt anvendelig retsakt, eftersom den vedrører en støtteordning, som finder anvendelse på et ubestemt og ubestemmeligt antal virksomheder, kun afgjort på baggrund af deres tilhørsforhold til en forholdsvis stor gruppe virksomheder, der fremstiller naturligt søde vine.

51      For så vidt angår Salvat har Kommissionen gjort gældende, at den anfægtede beslutning ikke berører selskabet individuelt. Da beslutningen således er generelt anvendelig, er det nødvendigt med henblik på at have individuel karakter i forhold til sagsøgeren, at denne kan påberåbe sig personlige egenskaber eller særlige omstændigheder, som adskiller den fra alle andre. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Beslutningen har haft indvirkning på situationen for enhver virksomhed, som er blevet ydet en jordudtagningspræmie. Beslutningen har ikke berørt bestemte virksomheders særlige rettigheder, som adskiller dem fra andre virksomheder, der har modtaget støtten.

52      Denne løsning bekræftes af en række af Domstolens og Rettens domme og afkræftes ifølge Kommissionen ikke af Domstolens dom af 19. oktober 2000, Italien og Sardegna Lines mod Kommissionen (forenede sager C-15/98 og C-105/99, Sml. I, s. 8855, herefter »Sardegna Lines-dommen«), og af 29. april 2004, Italien mod Kommissionen (sag C-298/00 P, Sml. I, s. 4087, herefter »Alzetta-dommen«).

53      De anfægtede bestemmelser i beslutningen vedrører heller ikke umiddelbart Salvat. Den eneste bestemmelse, som umiddelbart kan vedrøre sagsøgerne, især Salvat, er artikel 2, som pålægger Den Franske Republik at tilbagesøge den i artikel 1 omhandlede uforenelige støtte. Ingen af sagsøgerne har imidlertid anfægtet beslutningens artikel 2.

54      Følgelig har Kommissionen gjort gældende, at Salvat ikke har visse egenskaber, som er særlige for selskabet, eller befinder sig i en faktisk situation, der adskiller det fra enhver anden, nuværende eller potentiel, modtager i henhold til den pågældende ordning, som blev gennemført af Den Franske Republik. Sagsøgeren opfylder derfor ikke betingelserne i artikel 230, stk. 4, EF, for at anlægge sag ved Retten.

55      For så vidt angår CIVDN, bør dens søgsmål under alle omstændigheder afvises på grund af selskabets åbenbart manglende individuelle interesse. Kommissionen har gjort gældende, at det fremgår af fast retspraksis, at en sammenslutning af virksomheder, som ikke er den anfægtede retsakts adressat, er søgsmålskompetent, når den har en selvstændig retlig interesse, navnlig fordi den pågældende retsakt berører dens stilling som forhandlingspart, eller såfremt den er trådt i et eller flere af sine deltageres sted, under den forudsætning, at disse medlemmer selv kunne have anlagt sag. På den ene side har CIVDN imidlertid ikke fremført nogen selvstændig grund, som adskiller sig fra dem, dens medlemmer har fremført. Det er navnlig ubestridt, at dette udvalg ikke har spillet nogen rolle under den administrative procedure. På den anden side har dets medlemmer, som f.eks. Salvat, ikke partsevne, således at CIVDN af samme grunde ikke gennem indtrædelse kan være søgsmålsberettiget.

56      Med hensyn til CNIV bemærker Kommissionen, at CNIV er en sammenslutning af vinbrancher, hvis medlemmer består af private organer, der er godkendt af staten. Ifølge Kommissionen finder de fremførte anbringender til støtte for, at CIVDN’s søgsmål bør afvises, tilsvarende – og så meget desto mere – anvendelse på CNIV. Sidstnævnte har således ingen medlemmer, der har modtaget den støtte, som er blevet udbetalt i henhold til beslutningen, og som derfor individuelt vil kunne anlægge annullationssøgsmål.

57      Sagsøgerne har gjort gældende, at de er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede beslutning.

58      Salvat har gjort gældende, at den er umiddelbart berørt, fordi det pålæg om tilbagesøgning, som blev givet Den Franske Republik i beslutningens artikel 2, berører Salvats retsstilling. Ifølge Salvat bør den franske stat, som ikke har nogen skønsbeføjelse, opnå tilbagebetaling af den individuelle støtte, som blev ydet, fra den virksomhed, som fik den tildelt. Selv om det imidlertid er rigtigt, at beslutningen, rettet til Den Franske Republik, som indeholder dette pålæg om tilbagesøgning, giver anledning til en direkte forbindelse mellem Salvats situation og beslutningen, indebærer denne konstatering ikke, at Salvat er forpligtet til at anfægte beslutningens artikel 2, for at dens søgsmål kan antages til realitetsbehandling. Det i beslutningen indeholdte pålæg om tilbagesøgning er således kun rettet til den pågældende medlemsstat. Salvat har desuden tilføjet, at det i øvrigt frem for alt er kvalificeringen af de pågældende foranstaltninger som støtte, som berører dens retsstilling, og såfremt beslutningens artikel 1, stk. 1, blev annulleret, ville der ikke længere bestå nogen tilbagesøgningsforpligtelse i medfør af artikel 2.

59      Salvat har også gjort gældende, at virksomheden er individuelt berørt af beslutningen i dens egenskab af faktisk modtager af en individuel støtte ydet i henhold til støtteordningen, som Kommissionen har krævet tilbagesøgt. Virksomhedens situation er identisk med Sardegna Lines, som af Domstolen blev anset for søgsmålsberettiget (Sardegna Lines-dommen, nævnt i præmis 55 ovenfor). Efter Salvats opfattelse fulgte Domstolens afvisning i de domme, som Kommissionen har anført til støtte for sin påstand, af faktiske forhold i de enkelte sager, hvori den pågældende beslutning ikke indeholdt noget tilbagesøgningspålæg med hensyn til støtte, der allerede var stillet til rådighed. Salvat har gjort gældende, at den af Kommissionen foretagne sondring mellem annullationssøgsmål vedrørende individuel støtte, som skal antages til realitetsbehandling, og dem, som vedrører statsstøtte, som skal afvises, er absolut kunstig og ikke har grundlag i den retspraksis, som Kommissionen har påberåbt sig.

60      CIVDN hævder at have en selvstændig søgsmålsinteresse. Beviset for en organisations søgsmålsinteresse kan hverken være betinget eller begrænset af dens egenskab af forhandler. Den anfægtede beslutning berører umiddelbart de brancheforanstaltninger, som CIVDN har iværksat og finansieret gennem de afgifter, som den har indført, og beslutningen forhindrer den i at udøve sine selvstændige beføjelser.

61      CIVDN hævder også at have en søgsmålsinteresse begrundet i de kollektive interesser hos de af dens medlemmer, der er umiddelbart og individuelt berørt af beslutningen. Disse kan imidlertid individuelt anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af beslutningen i deres egenskab af faktiske modtagere af den støtte, som Kommissionen har krævet tilbagesøgt.

62      CNIV, der arbejder uden vinding for øje, og som er reguleret ved lov af 1. juli 1901, har anført, at den i sin egenskab af repræsentant for branchen i vinsektoren og forsvarer af de kollektive interesser åbenbart har selvstændig søgsmålsinteresse. CNIV bemærker, at den i henhold til vedtægterne bl.a. har til formål »at sikre repræsentationen af branchen for vin med oprindelsesbetegnelse i søgsmål«.

 Rettens bemærkninger

63      I henhold til artikel 230, stk. 4, EF kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe klage over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører ham umiddelbart og individuelt.

64      I overensstemmelse med fast retspraksis vil andre personer end en beslutnings adressater kun kunne påstå, at de berøres individuelt, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten for denne beslutning (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org.ref.: Rec. s. 197, af 2.4.1998, sag C-321/95 P, Greenpeace Council m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1651, præmis 7 og 28, og Sardegna Lines-dommen, nævnt i præmis 52 ovenfor, præmis 32).

65      I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at beslutningen er rettet til Den Franske Republik og ikke sagsøgerne. Det skal derfor undersøges, om den anfægtede retsakt berører hver af dem umiddelbart og individuelt.

66      Retten anser det for hensigtsmæssigt først at undersøge, om Salvat er umiddelbart og individuelt berørt af beslutningens artikel 1, stk. 1.

67      Domstolen har fastslået, at en virksomhed i princippet ikke kan anfægte en beslutning fra Kommissionen, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor, hvis virksomheden alene er berørt af denne beslutning på grund af, at den tilhører den pågældende sektor, og den potentielt kan drage fordel af støtten. En sådan beslutning fremtræder følgelig over for den sagsøgende virksomhed som en generel foranstaltning, der finder anvendelse på objektivt afgrænsede situationer og har retsvirkninger for en gruppe personer, der er bestemt generelt og abstrakt (jf. Alzetta-dommen, nævnt i præmis 52 ovenfor, præmis 36 og 37 og den deri nævnte retspraksis).

68      Det må konstateres, at beslutningen ikke angiver den eller de virksomheder, som modtager den pågældende støtte. Ifølge beslutningens artikel 1, stk. 1, er den statsstøtte i form af en jordudtagningspræmie, som Den Franske Republik har bevilget »franske vinproducenter, som har forpligtet sig til at undlade at påberåbe sig de kontrollerede oprindelsesbetegnelser »Rivesaltes« og »Grand Roussillon« fra 1995-høsten til og med 2000-høsten«, uforenelig med fællesmarkedet. Det fremgår af betragtning 9-11 til beslutningen, at jordudtagningspræmien på 5 000 FRF pr. udtaget ha blev udbetalt »for alle parceller, hvor der i 1995 blev produceret »Rivesaltes« eller »Grand Roussillon«, og hvor der fra 1996-høsten til og med 2000-høsten skulle produceres bordvin eller »vins de pays««. Beslutningen finder derfor anvendelse på objektivt afgrænsede situationer og har retsvirkninger for en gruppe personer, der er bestemt generelt og abstrakt, i henhold til den nævnte retspraksis.

69      Det skal imidlertid bemærkes, at Domstolen i præmis 34 og 35 i Sardegna Lines-dommen, nævnt i præmis 52 ovenfor, fastslog, at eftersom Sardegna Lines ikke alene var berørt af den anfægtede beslutning i den foreliggende sag som en virksomhed inden for søfartssektoren på Sardinien, der potentielt kan drage fordel af støtteordningen for rederier på Sardinien, men ligeledes som faktisk modtager af en individuel støtte i henhold til denne ordning, som Kommissionen havde krævet tilbagesøgt, var rederiet individuelt berørt af beslutningen, og dets søgsmål kunne antages til realitetsbehandling (jf. også i denne retning Alzetta-dommen, nævnt i præmis 52 ovenfor, præmis 38 og 39).

70      Det skal således undersøges, om Salvat kan betragtes som en faktisk modtager af en individuel støtte ydet i henhold til en støtteordning til fordel for en sektor, som Kommissionen har krævet tilbagesøgt.

71      Salvat har som bilag til stævningen vedlagt en oversigt over overførsler for »Jordudtagningspræmier – Rivesaltes-planen«, attesteret af regnskabsføreren for CIVDN, hvoraf det fremgår, at den har modtaget i alt 91 041,50 FRF i jordudtagningspræmie. Det fremgår af dette dokument, at de tildelte støttebeløb er forskellige, afhængig af virksomhederne, og derfor individualiseret under hensyn til den enkelte virksomheds særlige kendetegn. Salvat er som følge heraf en faktisk modtager af en individuel støtte ydet i henhold til en støtteordning til fordel for en sektor.

72      Det fremgår endvidere af beslutningens artikel 2, at Kommissionen anordnede tilbagesøgning af den pågældende støtte.

73      Salvat er derfor individuelt berørt af beslutningens artikel 1, stk. 1.

74      Denne konklusion kan ikke afsvækkes af den retspraksis, som Kommission har påberåbt sig til støtte for sin opfattelse. Analysen af denne retspraksis belyser forskellen i sammenhæng med hensyn til de pågældende sager og nærværende sag, bl.a. fordi der for størsteparten af dem ikke foreligger et krav om tilbagesøgning af støtten.

75      For så vidt angår spørgsmålet, om Salvat var umiddelbart berørt, bemærkes, at for så vidt som det i beslutningens artikel 2 pålægges Den Franske Republik at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den statsstøtte, som er erklæret uforenelig med fællesmarkedet, bl.a. i artikel 1, stk. 1, og for så vidt som Salvat har modtaget støtten og skal tilbagebetale den, skal selskabet anses for at være umiddelbart berørt af disse bestemmelser (jf. i denne retning Sardegna Lines-dommen, nævnt i præmis 52 ovenfor, præmis 36).

76      De to kriterier for at være umiddelbart berørt, som er udviklet i retspraksis, er således for det første den omstændighed, at den pågældende retsakt skal have en umiddelbar virkning på borgerens retstilling, og for det andet den omstændighed, at retsakten ikke må overlade adressaterne, der er ansvarlige for dens gennemførelse, nogen skønsbeføjelse. Det er imidlertid ubestridt, at disse to kriterier er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

77      Den af Kommissionen fremhævede omstændighed, at sagsøgerne ikke har anfægtet den bestemmelse i beslutningen, hvorved Den Franske Republik pålægges at tilbagesøge den pågældende støtte, kan ikke ændre herved. Hvorvidt sagsøgeren er umiddelbart berørt, kræver opfyldelse af de to førnævnte kriterier, uden at spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren har anfægtet det krav om tilbagesøgning, der er pålagt Den Franske Republik, i denne forbindelse kommer i betragtning.

78      Det skal tilføjes, at beslutningen forbinder artikel 2 og artikel 1, stk. 1 og 2, således at bestemmelserne ikke kan vurderes uafhængigt af hinanden. Sagsøgerens påstand om annullation af artikel 1, stk. 1, vil fjerne pålægget om tilbagesøgning.

79      Salvats søgsmål til prøvelse af beslutningens artikel 1, stk. 1, skal derfor antages til realitetsbehandling, idet det er ufornødent at undersøge, om de øvrige sagsøgere er umiddelbart og individuelt berørte.

80      På grundlag af samtlige disse betragtninger skal søgsmålet afvises, for så vidt som det er rettet mod beslutningens artikel 1, stk. 3, og antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er rettet mod beslutningens artikel 1, stk. 1.

 Om realiteten

81      Sagsøgerne har påberåbt sig to anbringender til støtte for deres påstande vedrørende beslutningens artikel 1, stk. 1. Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten, og det andet en tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF.

 Det første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten

 Parternes argumenter

82      Sagsøgerne har gjort gældende, at den af Kommissionen foretagne vurdering i henhold til artikel 87 EF vedrørende karakteren af brancheafgifterne til finansiering af jordudtagningspræmien og foranstaltningerne til salgsfremme og arbejdet med visse kontrollerede oprindelsesbetegnelser er utilstrækkeligt begrundet. Kommissionen har derfor tilsidesat den i artikel 253 EF fastsatte begrundelsespligt, der er særlig præcis med hensyn til statsstøtte.

83      Betragtning 74 til beslutningen angiver kortfattet de forhold, som karakteriserer tilstedeværelsen af en statsstøtte. Disse overfladiske betragtninger gør det ikke muligt at forstå baggrunden for Kommissionens antagelse om, at de af Domstolen fastsatte kriterier vedrørende statsstøtte er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Beslutningen gengiver end ikke indholdet af de retsregler, som er opstillet i Domstolens praksis.

84      Ifølge sagsøgerne skulle Kommissionen have identificeret hver enkelt af de omhandlede foranstaltninger som en statsstøtte og givet en begrundelse for, at hver af de fire betingelser for anvendelse af artikel 87 EF var opfyldt. Kommissionen har imidlertid i beslutningen end ikke sørget for ved vurderingen i forhold til artikel 87, stk. 2, EF at sondre mellem de forskellige relevante foranstaltninger.

85      Sagsøgerne har i særdeleshed gjort gældende, at begrundelsen i beslutningen vedrørende tilstedeværelsen af en selektiv fordel endda bygger på en fuldstændig omvendt bevisbyrde, idet Kommissionen tilsyneladende er tilfreds med, at det ikke er »blevet fastslået, at det altid er støttemodtagerne, som betaler de pågældende afgifter«.

86      Kommissionen henviser til retspraksis vedrørende begrundelsespligten, bl.a. at det er tilstrækkeligt, at Kommissionen redegør for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende for beslutningen, samt at en beslutning, som indgår i en fast beslutningspraksis, kan begrundes kortfattet.

87      Efter Kommissionens opfattelse fremgår det af de relevante afsnit i beslutningen, at denne er retligt tilstrækkeligt begrundet. Den har i denne forbindelse citeret betragtning 38-40 og 74 – herunder fodnoten på s. 12, som denne betragtning henviser til – samt 121 til beslutningen.

88      Kommissionen har anført, at det ikke var nødvendigt for den nærmere at tage stilling til grundene til, at de i den citerede retspraksis fastsatte kriterier ikke var opfyldt. Det fremgår således efter dens opfattelse klart af den anfægtede ordning, på den ene side, at staten, via CIVDN, havde beføjelse til frit at råde over de pågældende midler, på den anden side, at finansieringen af de af beslutningens artikel 1 omfattede foranstaltninger ikke udelukkende kunne tilregnes medlemmerne af den berørte erhvervsorganisation, men klart var omfattet af en statslig politik.

89      Kommissionen har endvidere gjort gældende, at påstanden i stævningen om en utilstrækkelig begrundelse var begrænset til brancheafgifter. Kommissionen gør imidlertid gældende, at den ikke har truffet nogen afgørelse vedrørende dette forhold, idet brancheafgiftens karakter af statsstøtte ikke var omfattet af beslutningens konklusion.

90      Kommissionen har under alle omstændigheder subsidiært gjort gældende, at dette anbringende bør afvises, idet sagsøgerne ikke har angivet, hvorledes hele beslutningens begrundelse vedrørende tilstedeværelsen af statsstøtte, som den fremgår af betragtning 71-82 til beslutningen, er utilstrækkelig i forhold til kravene i artikel 253 EF.

 Rettens bemærkninger

91      Det følger af fast retspraksis, at spørgsmålet, om begrundelsen for en beslutning opfylder betingelserne i artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes ud fra beslutningens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Selv om Kommissionen ikke er forpligtet til at behandle alle de faktiske og retlige spørgsmål, der under den administrative procedure er fremført af de berørte parter, i begrundelsen for en beslutning, skal den dog tage hensyn til alle sagens omstændigheder og relevante faktorer, for at gøre det muligt for Fællesskabets retsinstanser at udøve deres legalitetskontrol og give såvel medlemsstaterne som de berørte borgere oplysning om de betingelser, hvorunder Kommissionen har anvendt traktaten (jf. Rettens dom af 25.6.1998, forenede sager T-371/94 og T-394/94, British Airways m.fl. og British Midland Airways mod Kommissionen, Sml. II, s. 2405, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis).

92      Hvad angår prøvelsen af begrundelseskravet i denne sag skal det præciseres, at proceduren for kontrol med statsstøtte er en procedure, der indledes mod den medlemsstat, som er ansvarlig for ydelse af støtten, og at de interesserede parter i artikel 88, stk. 3, EF’s forstand, herunder støttemodtageren, ikke kan gøre krav på, at Kommissionen følger en kontradiktorisk procedure over for dem i lighed med den, der er iværksat over for den pågældende medlemsstat (jf. Rettens dom af 8.7.2004, sag T-198/01, Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen, Sml. II, s. 2717, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

93      Det er i lyset af det foregående, at det skal vurderes, om begrundelsen i beslutningen opfylder kravene i artikel 253 EF.

94      Kommissionen indleder sin vurdering i beslutningen (punkt 1) med at citere bestemmelserne i artikel 87, stk. 1, EF (betragtning 71). Den undersøger derefter (punkt V 1.1, betragtning 73-76), om der er »tale om en selektiv fordel, som finansieres med statsmidler«. Disse betragtninger har følgende ordlyd:

»73. Som støtte betragtes indgreb, der under enhver tænkelig form direkte eller indirekte kan give virksomheder en fordel, eller som bør betragtes som en økonomisk fordel, som modtagervirksomheden ikke ville have opnået under normale markedsbetingelser.

74. Hvad angår karakteren af de pågældende afgifter bemærker Kommissionen, at myndighederne måtte vedtage en retsakt, for at de kunne få virkning, og at de ressourcer, der er blevet skabt, har bidraget til gennemførelse af en politik, som støttes af staten. Det er ikke blevet fastslået, at det altid er støttemodtagerne, som betaler de pågældende afgifter. De opfylder derfor ikke de kriterier for ikke at være omfattet traktatens artikel 87, stk. 1, som fremgår af Domstolens praksis. Derfor mener Kommissionen, at der i det pågældende tilfælde er tale om skattelignende afgifter, dvs. offentlige midler.

75. Som støtte betragtes endvidere ifølge Domstolens praksis indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt tynger en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger.

76. Om der er tale om en støtte, og i givet fald hvilken form for støtte, afhænger af de potentielle brugere af »Rivesaltes-planen« og brancheafgifterne til salgsfremme for og arbejdet med visse kontrollerede oprindelsesbetegnelser samt finansieringen heraf. I forbindelse med den pågældende støtte er visse virksomheder blevet begunstiget i den forstand, at den kun er blevet tildelt producenter af produkter med kontrolleret oprindelsesbetegnelse i visse regioner.«

95      Der henvises i betragtning 74 til beslutningen til fodnote 12, som indeholder en henvisning til Domstolens dom af 15. juli 2004, Pearle m.fl. (sag C-345/02, Sml. I, s. 7139), og i betragtning 75 til beslutningen henvises der i fodnote 13 til Domstolens dom af 22. maj 2003, Freskot (sag C-355/00, Sml. I, s. 5263).

96      Derefter bruger beslutningen, under overskriften »Påvirkes samhandelen?« (punkt V 1.2), fem betragtninger (betragtning 77-81) på kriteriet om påvirkningen af samhandelen.

97      Endelig anføres følgende i betragtning 82 under overskriften »Hvorvidt der er tale om støtte som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 1« (punkt V 1.3):

»På baggrund af ovenstående finder Kommissionen, at foranstaltningerne til fordel for virksomheder, der fremstiller produkter med kontrolleret oprindelsesbetegnelse i visse regioner, udgør en fordel, som finansieres med offentlige midler, som andre virksomheder ikke modtager, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen ved at begunstige visse virksomheder og visse produktioner, for så vidt den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Foranstaltningen udgør således statsstøtte som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1.«

98      Det skal for det første med hensyn til karakteren af brancheafgifterne til finansiering af bl.a. jordudtagningspræmien, konstateres, at betragtning 74 til beslutningen indeholder en præcis begrundelse. Hvad angår de pågældende afgifter måtte »myndighederne […] vedtage en retsakt, for at de kunne få virkning«, og »de ressourcer, der er blevet skabt, har bidraget til gennemførelse af en politik, som støttes af staten«. Der er tale om »skattelignende afgifter, dvs. offentlige midler«. I øvrigt uddybes i betragtning 29 til beslutningen Kommissionens argumenter i forbindelse med indledningen af undersøgelsesproceduren, der indeholder en række præciseringer på dette punkt.

99      Selv om det for det andet er korrekt, at beslutningen ikke nævner de kriterier, som Domstolen har opstillet i retspraksis, for dermed at undgå forbuddet fastsat i artikel 87, stk. 1, EF, citeres såvel denne bestemmelse (betragtning 71), som Domstolens praksis, hvori de indgreb, der skal betragtes som støtte, defineres (betragtning 73 og 75), og i beslutningen angives grundene til, at denne bestemmelse og retspraksis finder anvendelse i nærværende sag (betragtning 74 og 76-82). Kommissionen skulle angive grundene til, at de pågældende foranstaltninger var omfattet af artikel 87, stk. 1, EF og ikke det modsatte. Det forhold, at den blot henviser til dommen i sagen Pearle m.fl., nævnt i præmis 95 ovenfor, men ikke går i detaljer med hensyn til modbevis, kan ikke anses for at udgøre en mangelfuld begrundelse.

100    Hvad for det tredje angår det angivelige krav om en selvstændig begrundelse for hver af de omhandlede foranstaltninger kan det ikke udledes af Rettens dom af 18. januar 2005, Confédération nationale du Crédit mutuel mod Kommissionen (sag T-93/02, Sml. II, s. 143), at der for Kommissionens vurdering af hver foranstaltning, der betragtes som støtte, kræves en selvstændig begrundelse for hver af de fire betingelser for anvendelsen af artikel 87 EF.

101    Retten var i den pågældende sag således gået ud fra en konstatering af, at bestemmelsen af støtten i den anfægtede beslutnings dispositive del ikke var tilstrækkelig til at give de berørte parter og Retten kendskab til den eller de foranstaltninger, der i sagen betragtedes som støtte (præmis 73). Retten tilføjede i dommens præmis 122, at den anfægtede beslutning ikke var tilstrækkeligt begrundet for så vidt angår identificeringen af de foranstaltninger, der kvalificeres som støtte.

102    Dette er imidlertid – derimod – ikke tilfældet i det foreliggende tilfælde. Beslutningens konklusion kvalificerer jordudtagningspræmien, omstillingsplanen samt foranstaltningerne til salgsfremme og arbejde som statsstøtte, ved at bruge et afsnit på hver foranstaltning. De interesserede parter og Retten kan derfor uden vanskeligheder få kendskab til de undersøgte foranstaltninger i det foreliggende tilfælde som værende en statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF. Retten skal i øvrigt påpege, at undersøgelsen – for så vidt som sagen kun kan antages til realitetsbehandling, i det omfang der er nedlagt påstand om annullation af beslutningens artikel 1, stk. 1 – skal begrænses til begrundelsen for jordudtagningspræmien.

103    I øvrigt foretages der i den anfægtede beslutnings begrundelse – i modsætning til den anfægtede beslutning i den sag, der førte til dommen Confédération nationale du Crédit mutuel mod Kommissionen, nævnt i præmis 100 ovenfor – oftest en sondring mellem de tre foranstaltninger, som er taget i betragtning. Således foretages der under punkt II, med overskriften »Beskrivelse«, en beskrivelse af henholdsvis jordudtagningspræmien (punkt II 1.1), omstillingsstøtten (punkt II 1.2) og brancheafgifter til salgsfremme (punkt II 2). Herefter foretages der igen i redegørelsen vedrørende begrundelsen for Kommissionens argumenter i forbindelse med indledningen af undersøgelsesproceduren (punkt II 3) en sondring mellem jordudtagningspræmien (betragtning 30-32), omstillingsomkostningerne (betragtning 33-37) og støtten til salgsfremme (betragtning 38 og 39). På samme måde genfinder man under punkt IV vedrørende de af Den Franske Republik fremsatte bemærkninger denne sondring, nemlig jordudtagningspræmien (punkt IV 1.1), omstillingsstøtten (punkt IV 1.2) og foranstaltninger vedrørende salgsfremme (punkt IV 2). Endelig foretages der i vurderingen af støttens forenelighed med fællesmarkedet (punkt V 2), igen en sondring mellem de tre foranstaltninger, idet betragtning 95-106 vedrører jordudtagningspræmien, betragtning 107-118 omstillingsstøtten og betragtning 119-123 støtten til salgsfremme.

104    Det er ganske vist korrekt, at der i beslutningen i forbindelse med undersøgelsen af betingelserne i artikel 87, stk. 1 EF, under overskrifterne »Er der tale om en selektiv fordel, som finansieres med statsmidler?« og »Påvirkes samhandelen?«, ikke sondres mellem de tre foranstaltninger. Undersøgelsen finder klart anvendelse på de tre omhandlede kriterier. Undersøgelsen gør det ikke desto mindre muligt for interesserede parter at få kendskab til, hvorledes Kommissionen har anvendt traktaten, og giver Retten mulighed for at udøve sin prøvelse. I modsætning til Le Lavant-sagen (Rettens dom af 22.2.2006, sag T-34/02, Le Lavant 001 m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 267, præmis 109-132), som sagsøgerne har påberåbt sig, bliver det i beslutningen undersøgt, på hvilken måde betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF med henblik på at fastslå statsstøttes uforenelighed med fællesmarkedet er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Den omstændighed, at dette i beslutningen foretages generelt, kan ikke i sig selv anses for at være i strid med begrundelsespligten, så meget desto mere som de pågældende foranstaltninger indgår i en samlet handlingsplan.

105    Det følger heraf, at det første anbringende bør forkastes, og det er ufornødent at undersøge Kommissionens subsidiære argumentation i duplikken.

 Vedrørende det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF

106    I det første led har sagsøgerne gjort gældende, at karakteren af statsmidler ikke foreligger, og i det andet, at brancheafgifterne ikke kan tilregnes staten. Da parternes skriftlige indlæg imidlertid ofte blander anbringendets to dele sammen, bør de to led behandles under ét.

 Parternes argumenter

107    Sagsøgerne har anført, at de pågældende foranstaltninger for at kunne anses for at være statsstøtte i henhold til fast retspraksis samlet skal opfylde fire betingelser. Den ene betingelse er imidlertid ikke opfyldt i det foreliggende tilfælde, nemlig betingelsen om, at foranstaltningerne er af statslig oprindelse, dvs. at de finansieres af statsmidler og kan tilregnes staten.

108    Sagsøgerne har henvist til Domstolens praksis, hvorefter en foranstaltning, som er gjort obligatorisk af myndighederne, men finansieres af private virksomheder, uden at myndighederne på noget tidspunkt har beføjelse til at råde over de omhandlede beløb, ikke udgør nogen direkte eller indirekte overførsel af statsmidler (Domstolens dom af 13.3.2001, sag C-379/98, PreussenElektra, Sml. I, s. 2099, præmis 59).

109    Ifølge sagsøgerne fremgår det af retspraksis, at det afgørende kriterium vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der i tilstrækkeligt omfang blev rådet over midlerne til finansiering af foranstaltningen. I beslutningen udledte Kommissionen imidlertid af det forhold i sig selv, at afgifterne havde nødvendiggjort, at myndighederne måtte vedtage en retsakt, for at de kunne få virkning, at de havde karakter af statsmidler. Kommissionen har således ikke foretaget den i henhold til retspraksis foreskrevne analyse.

110    Sagsøgerne har anført, at statens indgriben på området for brancheafgifter på grundlag af et initiativ fra branchen – dvs. privat – er begrænset til at godkende afgifterne for derved at gøre dem obligatoriske for alle medlemmerne af brancheorganisationen. Myndighederne udøver kun en efterfølgende kontrol udelukkende for finansieringens korrekthed og har ikke på noget tidspunkt kontrol over midlerne. CIVDN har haft fuldstændig autonomi hvad angår både finansieringen og gennemførelsen af foranstaltningerne til salgsfremme for og arbejdet med visse kontrollerede oprindelsesbetegnelser, og hvad angår jordudtagningspræmien.

111    En fuldstændig organisatorisk tilgang til den måde, hvorpå CIVDN fungerer, tager ikke hensyn til, hvorledes udvalget i virkeligheden fungerer. En undersøgelse på grundlag af en funktionel tilgang burde under alle omstændigheder gives præference.

112    Ifølge sagsøgerne bekræfter den franske økonomiministers nye bekendtgørelser af 31. marts 2006 om reglerne for statens økonomiske og finansielle kontrol af brancheorganisationer, at det ikke er muligt for staten at råde over de midler, som er indsamlet af branchen gennem bidrag fra erhvervsdrivende.

113    Sagsøgerne har understreget, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at påstå, at jordudtagningspræmien hovedsageligt finansieres af en skattelignende afgift på 50 FRF pr. hektoliter, som er produceret i regionen Pyrénées. Derimod er der blevet opkrævet en specifik brancheafgift for at finansiere jordudtagningsplanen, hvilket bekræftes ved CIVDN’s beslutning 96-1. Den omhandlede skattelignende afgift er af minimal betydning i CIVDN’s midler, eftersom afgiften er forbeholdt disse tjenestegrenes funktion.

114    Med hensyn til vurderingen af, om de brancheafgifter, som har til formål at finansiere foranstaltningerne til salgsfremme og arbejdet med visse kontrollerede oprindelsesbetegnelser, kan tilregnes staten, har sagsøgerne gjort gældende, at for en privatperson, som f.eks. en brancheorganisation, drejer det afgørende kriterium sig om spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende person kunne træffe den pågældende foranstaltning uden at tage hensyn til det offentliges krav. Det kan imidlertid ikke bestrides, at disse handlinger, til forskel fra dem, der behandles i forbindelse med Rivesaltes-planen, slet ikke er omfattet af en statslig politik. Derimod drejede det sig efter deres opfattelse om foranstaltninger, som udelukkende blev truffet til fordel for et på forhånd af branchen fastsat formål. Kommissionen har derfor ved i beslutningens artikel 1, stk. 3, at konkludere, at disse foranstaltninger kunne kvalificeres som statsstøtte, foretaget en urigtig retsanvendelse og klart tilsidesat artikel 87, stk. 1, EF.

115    Kommissionen er af den opfattelse, at en simpel gennemgang af lov nr. 200 af 2. april 1943 om oprettelsen af CIVDN, som ændret ved bekendtgørelse nr. 55-1064 af 20. oktober 1956, i sig selv viser, at de omtvistede foranstaltninger kun kan være resultatet af en handling, som kan tilregnes staten, og at foranstaltningerne finansieres af statsmidler. Ifølge Kommissionen fremgår det af denne lov, at CIVDN på paritetisk basis omfatter både producenter og offentlige myndigheder (artikel 2), og at dens forretningsudvalg hovedsageligt er sammensat af repræsentanter for staten (artikel 4). Kommissionen har endvidere citeret lovens artikel 7, hvorefter forslag fra CIVDN eller dens forretningsudvalg bliver obligatoriske for alle medlemmer af de berørte erhvervsgrupper, så snart de er blevet godkendt af landbrugsministeren eller i det pågældende tilfælde af regeringens befuldmægtigede. Kommissionens har også påberåbt sig lovens artikel 14, hvori det er bestemt, at budgettet skal godkendes af landbrugs- og finansministeren, og at udgifterne til driften af CIVDN eller virkeliggørelsen af dens mål af faglig interesse er omfattet af afgifter, der enten opkræves ved salg af produkterne eller ved andre midler. Endelig har Kommissionen fremhævet, at det i lovens artikel 15 er fastsat, at den finansielle forvaltning af CIVDN er kontrolleret af staten. Under disse omstændigheder har Kommissionen fundet, at der åbenbart er tale om statsmidler og handlinger, som kan tilregnes staten.

116    Denne fortolkning vedrørende statens ledende rolle er i store træk blevet bekræftet ved beslutning 04-D-35 fra conseil français de la concurrence (det franske konkurrenceråd) af 23. juli 2004 om den praksis, der er iværksat på markedet for naturligt søde vine med den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »rivesaltes«.

117    Det er Kommissionens opfattelse, at selv om det i CIVDN’s beslutning 96-1 af 5. juli 1996 var fastsat, at brancheafgiften udelukkende havde til formål til producenter at udbetale den jordudtagningspræmie, der tilfaldt dem, har den vist sig at være utilstrækkelig til dette formål. Departementrådet ydede derfor en særlig støtte på 2 mio. FRF. Derudover besluttede CIVDN den 20. december 2000 i plenum at sammenkoble jordudtagningskontoen og CIVDN’s generelle konto, hvilket har styrket dette organs mulighed for under statens tilsyn at råde over de oppebårne midler, uanset deres oprindelse.

118    Kommissionen bemærker, at jordudtagningspræmien hovedsageligt blev finansieret af en egentlig skattelignende afgift på 50 FRF/hl, som er produceret i regionen Pyrénées. Der kan således ikke være tvivl om, at denne skattelignende afgift blev direkte pålagt af staten, og at der ikke var tale om et frivilligt bidrag fra branchen.

119    Kommissionen har understreget, at afgifterne udelukkende blev undersøgt i beslutningen med henblik på at fastslå, om de udgjorde statsmidler, som havde til formål at finansiere de i beslutningen omhandlede tre foranstaltninger. Derimod kan afgifterne ikke i sig selv kvalificeres som statsstøtte som omhandlet i artikel 87 EF. Derfor fastholder Kommissionen, at sagsøgernes andet anbringende, som fremgår af stævningen, er uden genstand og bør afvises, da Kommissionen aldrig har undersøgt – og heller ikke skulle undersøge – hvorvidt afgifterne i sig selv udgjorde statsstøtte.

120    Kommissionen fremhæver, at beslutningen ikke på noget tidspunkt lader forstå, at der foreligger en tvungen forbindelse, i den forstand, som fremgår af retspraksis, mellem afgifternes provenu og størrelsen af den støtte, der er udbetalt i form af de tre omhandlede foranstaltninger. Den anfægtede ordning har således, uafhængigt af afgifterne, fastsat størrelsen af den støtte, der siden alene er blevet udbetalt i kraft af støttemodtagernes personlige forhold.

121    Kommissionen har i duplikken – ud fra den omstændighed, at sagsøgerne har bekræftet, at de »alene har anfægtet karakteren af, hvorvidt de pågældende brancheafgifter anført i artikel [1, stk. 3] i beslutningens konklusion kunne tilregnes staten« – udledt, at sagen ikke vedrører de tre foranstaltninger, der er omhandlet i beslutningens artikel 1. Kommissionen tilføjer imidlertid, at den efterfølgende affattelse af punkt 86 i replikken kunne give anledning til at formode, at sagsøgerne bestrider, at afgifterne udgør statsmidler, for så vidt som de er bestemt til at finansiere foranstaltninger til salgsfremme og arbejde. Ifølge Kommissionen falder sagsøgerne atter ind i den samme forvirring ved i det sidste punkt i replikken at konkludere, at Kommissionen fejlagtigt konstaterede, at de afgifter, der havde finansieret foranstaltningerne til salgsfremme og arbejdet med visse kontrollerede oprindelsesbetegnelser, kunne kvalificeres som statsstøtte. Kommissionen har ved at støtte sig på denne manglende klarhed og på, at det er umuligt for den at forsvare sig, gjort gældende, at anbringendet bør afvises. Kommissionen har subsidiært gjort gældende, at anbringendet er ugrundet.

 Rettens bemærkninger

122    Da Kommissionen i duplikken har gjort gældende, at dette anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, skal Retten indlede gennemgangen af det pågældende anbringende med dette spørgsmål.

–       Om formaliteten med hensyn til anbringendet om tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF

123    Kommissionen hævder i duplikken, at den ikke er i stand til at forsvare sin stilling, henset til manglen på klarhed i sagsøgernes forskellige skriftlige indlæg.

124    Selv om sagsøgernes argumentation i de skriftlige indlæg i visse henseender kan føre til forvirring, må det imidlertid konstateres, at dette anbringendes formulering fremgår klart af stævningen. Sagsøgerne har således gjort gældende, at der er begået en retlig fejl og sket en tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF. Sagsøgerne har opdelt anbringendet i to led, hvoraf det første vedrører afgifternes manglende karakter af statsmidler, og det andet, at de brancheafgifter, der skal anvendes til finansiering af foranstaltningerne til salgsfremme og arbejdet med visse kontrollerede oprindelsesbetegnelser, ikke kan tilregnes staten. Endvidere kan man i resuméet i stævningen af de søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter, som sagsøgerne har påberåbt sig, læse følgende:

»Der er for Retten nedlagt påstand om annullation af beslutningen […] af følgende grunde:

[…]

–        Beslutningen tilsidesætter artikel 87, stk. 1, EF, for så vidt som den kvalificerer de i konklusionens artikel 1, stk. 1 og 3, omhandlede brancheafgifter som statsstøtte.«

125    I dette omfang og inden for disse rammer bør det pågældende anbringende antages til realitetsbehandling. Sagsøgerne kan imidlertid ikke senere ændre ordlyden og rækkevidden af anbringendet, således at der derved fremkommer et nyt anbringende i strid med retten til forsvar. Det er således fastsat i procesreglementets artikel 48, at nye anbringender ikke må fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Imidlertid skal et anbringende, der udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere er fremsat direkte eller indirekte i stævningen, og som har en nær sammenhæng med dette, antages til realitetsbehandling (Rettens dom af 19.9.2000, sag T-252/97, Dürbeck mod Kommissionen, Sml. II, s. 3031, præmis 39).

126    Det følger på den ene side af stævningen, at sagsøgerne har bestridt kvalificeringen af brancheafgifterne som statsstøtte, idet de ikke har karakter af statsmidler. Sagsøgerne har i denne forbindelse gjort gældende, at staten ikke kan råde over de pågældende afgifter. På den anden side har sagsøgerne gjort gældende, at staten ikke kan gøres ansvarlig, ved meget tydeligt at begrænse det til de brancheafgifter, der skal anvendes til finansiering af foranstaltningerne til salgsfremme og arbejdet med visse kontrollerede oprindelsesbetegnelser. Sagsøgerne har i denne forbindelse anført i replikken, at de »alene har anfægtet karakteren af, hvorvidt de pågældende brancheafgifter anført i artikel [1, stk. 3] i beslutningens konklusion kunne tilregnes staten«.

127    Kommissionen kan ikke påstå, at den ikke har været i stand til at forsvare sig vedrørende disse forhold. Punkt 59-77 i dens svarskrift og punkt 52-60 samt punkt 67 i dens duplik vidner i øvrigt om det modsatte.

128    Anbringendet om tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF kan derfor antages til realitetsbehandling.

–       Om anbringendet vedrørende tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF er begrundet

129    I overensstemmelse med fast retspraksis er betingelsen for at anse fordele for støtte ifølge artikel 87, stk. 1, EF for det første, at disse ydes direkte eller indirekte ved hjælp af statsmidler, og for det andet, at de kan tilregnes staten (jf. Domstolens dom af 16.5.2002, sag C-482/99, Frankrig mod Kommissionen, »Stardust-dommen«, Sml. I, s. 4397, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

130     Det fremgår af Domstolens praksis, at alene fordele, der direkte eller indirekte ydes ved hjælp af statsmidler, skal betragtes som støtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF. Den sondring, der i denne bestemmelse foretages mellem »statsstøtte« og »støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler«, betyder nemlig ikke, at alle de fordele, der indrømmes af en stat, udgør støtte, uanset om de er finansieret ved hjælp af statsmidler eller ej. Sondringen har alene til formål at sikre, at støttebegrebet ikke alene omfatter støtte ydet direkte af staten, men ligeledes støtte ydet af offentlige eller private organer, der er udpeget eller oprettet af staten (jf. PreussenElektra-dommen, nævnt i præmis 108 ovenfor, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

131    Det skal indledningsvis understreges, at dette anbringende – i det omfang det i overensstemmelse med de forskellige argumenter fremført af sagsøgerne i stævningen og replikken samt det resumé, som er indeholdt i stævningen, tilsigter at anfægte kvalificeringen af de pågældende afgifter som statsstøtte – bør forkastes.

132    Beslutningen kvalificerer således ikke på noget tidspunkt disse afgifter som statsstøtte (jf. også spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, præmis 38 og 40 ovenfor). Som det fremgår af beslutningens konklusion, drejer det sig om foranstaltninger, som er gennemført i form af henholdsvis jordudtagningspræmier, en omstillingsplan samt foranstaltninger til salgsfremme og arbejde med visse kontrollerede oprindelsesbetegnelser, der kvalificeres som statsstøtte. I betragtning 74 til beslutningen anses de pågældende afgifter af Kommissionen for skattelignende afgifter, dvs. offentlige midler. Idet de pågældende afgifter blev anvendt til finansieringen af de omhandlede foranstaltninger, blev det i beslutningen heraf udledt, at kriteriet om finansiering gennem offentlige midler var opfyldt.

133    For fuldstændighedens skyld bemærkes, at dette gælder, uanset om sagsøgernes skriftlige indlæg skulle fortolkes således, at de pågældende foranstaltninger ikke udgør statsstøtte, fordi de ikke finansieres med offentlige midler, og, for nogle af disses vedkommende, ikke kan tilregnes staten.

134    Hvad angår det andet element fremgår det således af ordlyden af anbringendets andet led og de præciseringer, som sagsøgerne har givet i replikken, at sagsøgerne kun bestrider, at de brancheafgifter, der skal anvendes til finansiering af foranstaltningerne til salgsfremme og arbejdet med visse kontrollerede oprindelsesbetegnelser, kan tilregnes staten.

135    Da sagsøgerne imidlertid ikke kan anfægte den del af den anfægtede beslutnings konklusion, som vedrører disse handlinger (jf. præmis 34-48 ovenfor), kan den i dette led anførte argumentation ikke godtages.

136    Sagsøgerne har i øvrigt ikke bestridt, at jordudtagningspræmien kan tilregnes staten. Det er derfor tilstrækkeligt at undersøge, om Kommissionen med rette har antaget i beslutningen, at jordudtagningspræmien udgjorde en fordel, som blev finansieret af statsmidler.

137    Sagsøgerne og Kommissionen har til støtte for deres modstående opfattelser alle i det væsentlige påberåbt sig en dom afsagt af Domstolen. Sagsøgerne støtter sig til dommen i sagen Pearle m.fl., nævnt i præmis 95 ovenfor, for at gøre gældende, at den pågældende foranstaltning ved analogi ikke »blev finansieret ved hjælp af midler, som var til de nationale myndigheders rådighed«. Kommissionen påberåber sig Stardust-dommen, jf. præmis 129 ovenfor, og gør gældende, at eftersom CIVDN’s ressourcer »var kontrolleret af staten og dermed undergivet dennes bestemmelsesret«, var den, »[n]år staten udøver en dominerende indflydelse på sådanne virksomheder, […] nemlig fuldt ud i stand til at træffe bestemmelse om anvendelsen af [virksomhedens] midler«.

138    Det skal indledningsvis bemærkes, at sagsøgerne har bestridt den rækkevidde, som Kommissionen har tillagt Stardust-dommen, jf. præmis 137 ovenfor, eftersom Domstolens vurdering efter sagsøgernes opfattelse indgår »i den særlige kontekst i den pågældende sag, der var kendetegnet ved, at de organer, som havde ydet tilskud til Stardust, var offentlige virksomheder«. Sagsøgerne har anført, at CIVDN er en privatretlig juridisk person.

139    Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at der ikke er grund til at sondre mellem tilfælde, hvor støtten er ydet direkte af staten, og tilfælde, hvor støtte er ydet gennem offentlige eller private organer, der er udpeget eller oprettet af staten (Domstolens dom af 7.6.1988, sag 57/86, Grækenland mod Kommissionen, Sml. s. 2855, præmis 12, PreussenElektra-dommen, nævnt i præmis 108 ovenfor, præmis 58, og dom af 20.11.2003, sag C-126/01, GEMO, Sml. I, s. 13769, præmis 23). Som Stardust-dommen, nævnt i præmis 129 ovenfor, og dommen i sagen Pearle m.fl., præmis 95 ovenfor, også viser, anses det pågældende organs eller virksomhedens status ikke for afgørende for at fastslå, hvorvidt traktatens regler vedrørende statsstøtte skal anvendes. Den blotte omstændighed, at der er tale om et offentligt organ, medfører ikke automatisk, at artikel 87 EF skal anvendes, ligesom den omstændighed, at foranstaltningerne er truffet af et privat organ, ikke udelukker det.

140    For så vidt angår jordudtagningspræmien blev der indført en afgift ved beslutning 96-1 fra CIVDN af 5. juli 1996 med henblik på finansieringen heraf. For at efterprøve, om Kommissionen med rette har kvalificeret disse afgifter som offentlige midler, bl.a. med henvisning til, at myndighederne måtte vedtage en retsakt, for at de kunne få virkning, skal statens rolle i det pågældende udvalg undersøges.

141    Undersøgelsen af lov nr. 200 af 2. april 1943 om oprettelse af et brancheudvalg for naturligt søde vine og hedvin med kontrolleret oprindelsesbetegnelse, som ændret ved bekendtgørelse nr. 55-1064 af 20. oktober 1956, bekræfter statens dominerende rolle i dette udvalg.

142    Ifølge artikel 3, der er afløst af artikel 2 i bekendtgørelse nr. 56-1064, består CIVDN dels af 14 repræsentanter for de mest repræsentative fagforeninger og brancheorganisationer blandt producenter og vin-, konserverings- og distributionskooperativer, dels af 14 repræsentanter for de meste repræsentative fagforeninger og brancheorganisationer blandt grossister. Udvalgets medlemmer udnævnes for en periode på tre år ved bekendtgørelse udstedt af statssekretæren for landbrug efter forslag fra fagforeningerne og interesserede organer.

143    Et vist antal repræsentanter for staten kan deltage i rådslagningerne uden at deltage i afstemningen.

144    Det fremgår af artikel 4, nu artikel 3 i bekendtgørelse nr. 56-1064, at staten via sin repræsentant skiftevis beklæder stillingen som formand eller næstformand for direktionen.

145    Direktøren udnævnes og afsættes ved bekendtgørelse udstedt af statssekretæren for landbrug (artikel 5, nu artikel 4 i bekendtgørelse nr. 56‑1064).

146    Artikel 6 i bekendtgørelse nr. 56-1064 har følgende ordlyd:

»En regeringsvalgt befuldmægtiget, som udpeges af statssekretæren for landbrug og forsyning, deltager i alle rådslagningerne.

Såfremt de forslag, der fremsættes for den befuldmægtigede af [CIVDN] eller dets direktion, vedtages af to tredjedele af de tilstedeværende medlemmer, kan den befuldmægtigede i henhold til de anvisninger, han har modtaget, enten straks godkende de foreslåede beslutninger eller fremlægge disse for statssekretæren for landbrug og forsyning til godkendelse.«

147    Artikel 7 i bekendtgørelse nr. 56‑1064 bestemmer følgende:

»Forslagene fra [CIVDN] eller dens direktion er bindende for alle medlemmer af de berørte erhvervsgrupper, så snart de er blevet godkendt af statssekretæren for landbrug og forsyning eller af den regeringsvalgte befuldmægtigede.

[…]

Forslagene får retskraft, så snart de officielt er blevet meddelt erhvervsorganisationerne for de erhverv, som udgør [CIVDN].

Når nationale interesser står på spil, træffer statssekretæren for landbrug og forsyning, såfremt han finder det hensigtsmæssigt, de beslutninger i stedet for [CIVDN], som denne har afvist at træffe, efter at have modtaget den regeringsvalgte befuldmægtigedes anmodning herom.«

148    I overensstemmelse med artikel 8 i bekendtgørelse nr. 56-1064 har CIVDN til formål i henhold til regeringens anvisninger at træffe et vist antal generelle foranstaltninger, som er opregnet i artiklen, herunder for organiseringen og overvågningen af produktionen af vin i afgrænsede dyrkningsområder.

149    I henhold til artikel 10 i bekendtgørelse nr. 56-1064 kan der ved tilsidesættelse af CIVDN’s beslutninger pålægges forskellige sanktioner, alt efter omstændighederne, af præfekten i det departement, hvori overtræderen har bopæl, eller af landbrugsministeren, efter forslag fra præfekten, i form af bøder, inddragelse af erhvervsbevis eller konfiskation af alle eller en del af varerne til fordel for staten.

150    For de generelle foranstaltninger, som er angivet i artikel 8, gives der i medfør af artikel 11 landbrugsministeren, efter forslag fra den regeringsvalgte befuldmægtigede, tilladelse til at træde i stedet for direktionen med henblik på at pålægge den en beslutning, som den har afvist at træffe, på trods af anmodningen herom fra regeringens befuldmægtigede.

151    Det er i artikel 14 fastsat, at budgettet for CIVDN skal godkendes af samme minister. Det tilføjes, at »udgifterne til driften af CIVDN eller virkeliggørelsen af dens mål af faglig interesse dækkes af afgifter, der enten opkræves ved salg af produkterne eller ved andre midler. CIVDN må først opkræve disse afgifter efter at være bemyndiget hertil ved bekendtgørelse fra statssekretæren for landbrug og forsyning og statssekretæren for økonomiske anliggender og finanser«.

152    Ifølge artikel 15 i bekendtgørelse nr. 56-1064 er den økonomiske forvaltning underlagt statens kontrol, og de disponible midler deponeres hos statskassen eller caisse régionale de crédit agricole mutuel ved CIVDN’s hovedsæde.

153    Endelig skal CIVDN’s forretningsorden godkendes af landbrugsministeren.

154    Det følger heraf, at ud over statens tilstedeværelse i udvalget og direktionen er statens godkendelse nødvendig for alle de væsentlige dispositioner vedrørende CIVDN. Navnlig kan sidstnævnte hverken opkræve afgifter, skatter eller råde over deres provenu uden statens accept. Staten kan endog pålægge CIVDN sin egne beslutninger.

155    Bestemmelserne i denne lov bekræfter således ikke sagsøgernes opfattelse om en »fuldkommen professionel forvaltning« af CIVDN og en begrænsning i den statslige aktion til »en efterfølgende kontrol af lovligheden af den finansielle forvaltning af CIVDN«.

156    Selv om det som hævdet af sagsøgerne blev fastslået, »at myndighedernes rolle i praksis begrænsede sig til at gøre de erhvervsdrivendes beslutninger obligatoriske«, forholder det sig ikke desto mindre således, at statens beføjelser retligt set går langt videre. Kommissionen har med rette i betragtning 74 til beslutningen vedrørende afgifterne anført, at »myndighederne måtte vedtage en retsakt, for at de kunne få virkning«. I overensstemmelse med Stardust-dommen, nævnt i præmis 129 ovenfor, er staten ved sin dominerende indflydelse på CIVDN fuldt ud i stand til i nærværende kontekst at træffe bestemmelse om anvendelsen af dens midler, herunder om de i givet fald skal anvendes til at finansiere særlige fordele for bestemte virksomheder.

157    Det bemærkes desuden, at uanset indholdet heraf kan de af sagsøgerne påberåbte bekendtgørelser fra den franske økonomiminister af 31. marts 2006 ikke i det foreliggende tilfælde bekræfte, at der ikke forelå nogen mulighed for staten for at råde over de midler, som var blevet indsamlet af branchen. Disse bekendtgørelser ligger således efter tidspunktet for de omtvistede omstændigheder og beslutningen.

158    I øvrigt yder dommen i sagen Pearle m.fl., nævnt i præmis 95 ovenfor, som sagsøgerne har påberåbt sig, ikke nogen hjælp, i det omfang den ikke kan overføres til nærværende sag.

159    For det første skulle de af CIVDN anvendte midler for at betale udgiften til en jordudtagningspræmie ganske vist oprindeligt indkræves fra dens medlemmer gennem en brancheafgift (jf. beslutning 96-1 af 5.7.1996). Den indkrævede afgift skulle anbringes i en særlig fond, som blev administreret af CIVDN, og som udelukkende havde til formål at udbetale den jordudtagningspræmie til producenten, der tilfaldt ham (beslutningens artikel 5).

160    Det fremgår imidlertid af klagerens erklæringer, som fremgår af betragtning 43 og 44 til beslutningen, og som er bekræftet ved referatet fra generalforsamlingen i CIVDN den 20. december 2000, som Kommissionen har fremlagt i sit svarskrift, dels at jordudtagningspræmien i 1999 blev udbetalt takket være en støtte på 2 mio. FRF fra conseil général des Pyrénées-Orientales, dels at jordudtagningspræmien blev finansieret af midler, som ikke udelukkende hidrørte fra opkrævningen af den fastsatte afgift, men også til dels opkrævet fra CIVDN’s almindelige budget. Disse forhold er i øvrigt ikke blevet bestridt af sagsøgerne. Ligesom det er tilfældet med Domstolens dom af 22. marts 1977, Steinike & Weinlig (sag 78/76, Sml. s. 595), som er omtalt i præmis 38 i dommen i sagen Pearle m.fl., nævnt i præmis 95 ovenfor, var der ligeledes tale om direkte støtte fra staten.

161    Det kan således ikke i nærværende sag – ved at efterkomme dommen i sagen Pearle m.fl. – hævdes, at de af organet afholdte udgifter, som blev kompenseret fuldstændigt gennem afgifter, som blev opkrævet hos de virksomheder, som drog fordel heraf, ikke tilsigtede at skabe en fordel, som udgjorde en supplerende byrde for staten eller dette organ (jf. i denne retning dommen i sagen Pearle m.fl., nævnt i præmis 95 ovenfor, præmis 36).

162    For det andet, hvilket blev understreget i betragtning 74 til beslutningen, findes det i den foreliggende sag – i modsætning til den sag, der lå til grund for dommen i sagen Pearle m.fl., nævnt i præmis 95 ovenfor – ikke godtgjort, at det altid er støttemodtagerne, som betaler de pågældende afgifter. Det fremgår således af beslutning 96-1 fra CIVDN af 6. juli 1996, at afgiften fastsættes på grundlag af den mængde Rivesaltes og Grand-roussillon, som blev solgt i 1995 (artikel 2), hvorimod jordudtagningspræmien udgjorde 5 000 FRF pr. år og pr. udtagen hektar (artikel 6). Nogle virksomheder kunne derfor bidrage væsentligt, uden at de dermed modtog den mindste jordudtagningspræmie.

163    For det tredje fremgår det heller ikke – i modsætning til sagen, som gav anledning til dommen i sagen Pearle m.fl., nævnt i præmis 95 ovenfor – af sagens akter, at initiativet til tilrettelæggelse og gennemførelse af jordudtagningspræmien tilkommer en hvilken som helst privat organisation og ikke CIVDN, som »alene [virkede] som instrument for opkrævning og allokering af de midler, der var indsamlet« (jf. i denne retning dommen i sagen Pearle m.fl., nævnt i præmis 95 ovenfor, præmis 37). Endvidere bemærkes, at sagsøgerne ikke har bestridt, at jordudtagningspræmien kan tilregnes staten.

164    Hvad endelig angår jordudtagningspræmien og tanken om, at midlerne – ligesom i sagen, som gav anledning til dommen i sagen Pearle m.fl., nævnt i præmis 95 ovenfor – vil blive indsamlet til »et rent kommercielt formål«, som »på ingen måde indgik i en af [myndighederne] fastsat politik« (dommen i sagen Pearle m.fl., nævnt i præmis 95 ovenfor, præmis 37), har sagsøgerne selv gjort det modsatte gældende. De har således i punkt 112 i replikken fremført, at »det ikke for alvor kan bestrides, at indførelsen af afgifterne, som har finansieret foranstaltningerne til salgsfremme […], ikke – til forskel på dette punkt fra de pågældende foranstaltninger inden for rammerne af Rivesaltes-planen – indgik i en politik, som støttes af staten«. Sagsøgerne har således erkendt, at jordudtagningspræmien indgik i en politik, som støttes af staten.

165    På grundlag af samtlige disse omstændigheder finder Retten at måtte konkludere, at Kommissionen med rette har antaget, at jordudtagningspræmien finansieredes ved hjælp af statsmidler.

166    Selv om sagsøgernes skriftlige indlæg fortolkes således, at de hævder, at de pågældende foranstaltninger ikke blev finansieret ved hjælp af statsmidler, må det andet anbringende derfor også forkastes.

167    Sagsøgernes påstande tages derfor ikke til følge, idet søgsmålet dels skal afvises, dels er ubegrundet.

 Sagens omkostninger

168    Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, og Kommissionen har påstået dem tilpligtet at betale sagsomkostningerne, bør det pålægges dem, ud over at bære deres egne omkostninger, at betale Kommissionens omkostninger.

169    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, bærer Den Franske Republik sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling):

1)      Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.

2)      Sagsøgerne betaler sagens omkostninger.

3)      Den Franske Republik bærer sine egne omkostninger.

Vilaras Dehousse Šváby

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 20. september 2007.

E. Coulon       M. Vilaras

Justitssekretær       Afdelingsformand

* Processprog: fransk.