Language of document : ECLI:EU:T:2006:28

Sag T-364/03

Medici Grimm KG

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Dumping – import af håndtasker af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina – ændring af forordning om indførelse af en endelig antidumpingtold – ikke tilbagevirkende gyldighed – Rettens annullation – erstatningssøgsmål – tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse«

Sammendrag af dom

Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten

(Art. 288, stk. 2, EF)

Fællesskabets pådragelse af ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 288, stk. 2, EF forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, der lægges de berørte institutioner til last, har været retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er årsagssammenhæng mellem denne adfærd og det påståede tab.

Den omstændighed, at en institutions ulovlige adfærd er blevet fastslået ved en dom fra Fællesskabets retsinstanser, er dog ikke tilstrækkelig til at kunne anse den første betingelse for opfyldt. Det skal nemlig godtgøres, at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

For så vidt angår en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten er det afgørende kriterium for, at den kan anses for at foreligge, om en fællesskabsinstitution åbenbart og alvorligt har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser. Såfremt denne institution har et stærkt begrænset eller intet skøn, kan selve den omstændighed, at der er sket en overtrædelse af fællesskabsretten, være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret krænkelse. Dog skal der ligeledes tages hensyn til kompleksiteten af de forhold, der skal reguleres, vanskeligheden ved at anvende eller fortolke bestemmelserne, hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse er, og om overtrædelsen er begået forsætligt eller uagtsomt.

(jf. præmis 59, 61, 62, 79-81 og 87)