Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 15. oktober 2003 af Giorgio Lebedef mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag T-352/03)

(Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 15. oktober 2003 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Giorgio Lebedef, Senningerberg (Luxembourg), ved avocats Gilles Bounéou og Frédéric Frabetti, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

−    Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren 5 000 EUR som godtgørelse for den ikke-økonomiske skade, han har lidt som følge af, at den endelige udfærdigelse (indlagt for sent i hans personlige aktmappe) af hans bedømmelsesrapport for perioden 1999-2001 er sket for sent.

−    Retten træffer afgørelse om sagens omkostninger og udgifter, som Kommissionen tilpligtes at betale.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Til støtte for sine påstande gør sagsøgeren gældende, at de almindelige retningslinjer for gennemførelsen af vedtægtens artikel 43, princippet om god forvaltningsskik og omsorgspligten er blevet tilsidesat. Sagsøgeren hævder at have lidt en ikke-økonomisk skade som følge heraf, ligesom der er tale om psykisk chikane derved, at organisationsfriheden er blevet hindret.

____________