Sag anlagt den 10. juni 2014 – Duro Felguera mod Kommissionen

(Sag T-401/14)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Duro Felguera, SA (Gijón, Spanien) (ved advokat A. López Gómez)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede afgørelse annulleres.

Subsidiært annulleres den afgørelse, hvorved samtlige de afgiftsforanstaltninger, der udgør det spanske system for finansiel leasing (SEAF), kvalificeres som ny statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked.

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 1 og 4, der identificerer investorerne i de økonomiske interessegrupper som de eneste modtagere af den angivelige støtte og eneste ansvarlige for tilbagebetalingen.

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 4, for så vidt som den anordner tilbagesøgning af den angivelige støtte i strid med EU-rettens generelle principper.

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 4, for så vidt som den tager stilling til lovligheden af private kontrakter mellem investorer og andre enheder.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den afgørelse, der anfægtes i denne sag, er den samme som i sag T-515/13, Spanien mod Kommissionen.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

Med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 107 TEUF, idet SEAF og de foranstaltninger, som SEAF består af, blev kvalificeret som statsstøtte. Sagsøgeren har anført, at Kommissionens samlede tilgang er urigtig, da Kommissionen sammenblander en række private kontrakter indgået af afgiftspligtige med henblik på at optimere udbyttet med afgiftsmyndighedernes oprettelse af en ad hoc-mekanisme, som indebærer skattefordele.

Sagsøgeren har baseret sit andet anbringende på, at Kommissionen foretog en urigtig fastlæggelse af støttemodtageren, eftersom Kommissionen selv anerkender, at modtageren af støtten – eller en væsentlig del heraf – er den reder, som erhverver fartøjet, og ikke den økonomiske interessegruppe. Selv om den økonomiske interessegruppe således havde ansøgt om indledende afskrivning, og dens medlemmer oprindeligt var omfattet heraf, overføres 90% af denne fordel til skibsrederierne.

Sagsøgeren har med det tredje anbringende gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og 108 TEUF, idet den spanske ordning om tonnagebeskatning i visse tilfælde blev kvalificeret som ny støtte i stedet for eksisterende støtte.

Med det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og 296 TEUF, idet Kommissionen ikke gav en tilstrækkelig begrundelse for sin beslutning om at betragte de økonomiske interessegrupper og deres investorer som de eneste og endelige modtagere af statsstøtten – og dermed som tilbagebetalingspligtige.

For det femte har sagsøgeren subsidiært gjort gældende, at det ikke er muligt at pålægge tilbagesøgning af støtten, da den anfægtede afgørelse strider mod det generelle ligebehandlingsprincip, det generelle proportionalitetsprincip og det generelle princip om beskyttelse af den berettigede forventning.

For det sjette har sagsøgeren subsidiært gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om tildeling af kompetence i henhold til artikel 107 TEUF og 108 TEUF, artikel 14 i Rådets forordning nr. 659/1999 og artikel 16 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som den anfægtede afgørelse tager stilling til gyldigheden af kontraktvilkår, der er indeholdt i private kontrakter, som er indgået på grundlag af spansk ret mellem investorer og andre private enheder.