Forenede sager T-111/01 og T-133/01

Saxonia Edelmetalle GmbH og J. Riedemann som kurator for selskabet ZEMAG GmbH

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – omstrukturering – misbrug af statsstøtte – tilbagesøgning af støtte – artikel 88, stk. 2, EF – forordning (EF) nr. 659/1999«

Sammendrag af dom

1.      Statsstøtte – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelse til at opfordre de pågældende til at indgive deres bemærkninger – opfordringens form og indhold

(Art. 88, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 6, stk. 1, og art. 16)

2.      Statsstøtte – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelse til at forespørge de pågældende parter, når medlemsstaten ikke efterkommer Kommissionens påbud om at meddele oplysninger – foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 659/1999, art. 13, stk. 1, art. 14 og 16)

3.      Annullationssøgsmål – anbringender – anbringender, som kan fremføres mod en kommissionsafgørelse vedrørende statsstøtte – anbringender, der ikke er fremført under den administrative procedure – sondring mellem retlige anbringender, der kan realitetsbehandles, og faktiske anbringender, der må afvises

(Art. 88, stk. 2, EF og art. 230 EF)

4.      Statsstøtte – støtte godkendt af Kommissionen – støtte misbrugt af modtageren – bevisbyrden påhviler Kommissionen – den pågældende medlemsstats afvisning af at efterkomme påbuddet om at meddele oplysninger – følger

[Art. 88, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, litra g), art. 13 og 16]

5.      Statsstøtte – støtte godkendt af Kommissionen – støtte misbrugt af modtageren – Kommissionens skøn – domstolskontrol – grænser

6.      Statsstøtte – tilbagesøgning af ulovlig støtte – forpligtelse i medfør af ulovlighed – formål – genopretning af den tidligere situation – tilsvarende anvendelse ved misbrug af støtte

[Art. 88, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, litra g), art. 14 og 16]

7.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – manglende hensyntagen i en afgørelse om tilbagebetaling af ulovlig støtte til oplysninger meddelt af den pågældende medlemsstat efter et påbud

(Art. 253 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 10, stk. 3, og art. 13, stk. 1)

1.      Kontrolproceduren vedrørende statsstøtte, henset til dens almindelige opbygning, er en procedure, der indledes over for den ansvarlige medlemsstat med hensyn til dennes fællesskabsretlige forpligtelser vedrørende ydelsen af støtten og ikke vedrørende støttemodtageren eller støttemodtagerne.

Begrebet »interesserede parter« som omhandlet i artikel 88, stk. 2, EF vedrører et ubestemt antal modtagere. Det fremgår heraf, at artikel 88, stk. 2, EF ikke kræver en individuel opfordring til særlige retsforpligtelser. Bestemmelsens eneste formål er at forpligte Kommissionen til at handle således, at alle eventuelt interesserede personer bliver informeret og gives mulighed for at fremføre deres argumenter. Under disse omstændigheder må offentliggørelsen af en meddelelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende anses for et egnet middel til at gøre alle de interesserede parter bekendt med, at der er indledt en procedure. Følgelig tildeler denne retspraksis i det væsentlige de berørte parter den rolle at tjene som oplysningskilde for Kommissionen under den administrative procedure, der er indledt i henhold til artikel 88, stk. 2, EF.

Den omstændighed, at man underrettes om indledningen af en formel procedure, er imidlertid ikke i sig selv er tilstrækkelig til, at man effektivt kan fremsætte sine bemærkninger. Det fremgår herved, at artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelse af artikel 88 EF også i henhold til forordningens artikel 16 finder anvendelse på tilfælde af misbrug af støtte, og at beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, skønt den nødvendigvis alene indeholder en foreløbig vurdering, skal være tilstrækkelig præcis til, at de interesserede parter effektivt kan deltage i den formelle undersøgelsesprocedure, hvorunder de vil få mulighed for at fremsætte deres argumenter. Med henblik herpå er det tilstrækkeligt, at de interesserede parter er bekendt med Kommissionens begrundelse.

Når Kommissionen ved en meddelelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende har opfordret modtagerne af den støtte, der oprindeligt var blevet godkendt ved en tidligere beslutning, til at fremsætte deres bemærkninger vedrørende en eventuel tilsidesættelse af den pågældende beslutning, fordi udnyttelsen af støtten var i strid med beslutningen, og de nævnte støttemodtagere ikke har udnyttet denne mulighed, har Kommissionen ikke tilsidesat deres rettigheder.

(jf. præmis 47, 48, 50, 51 og 53)

2.      Det fremgår af artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelse af artikel 88 EF, at når medlemsstaten ikke har efterkommet Kommissionens påbudsbeslutning om at fremlægge visse oplysninger, kan Kommissionen afslutte den formelle undersøgelsesprocedure og træffe beslutning om støttens forenelighed eller uforenelighed med fællesmarkedet på grundlag af de foreliggende oplysninger. I denne beslutning kan der på de betingelser, der er fastsat i artikel 14 i forordning nr. 659/1999, kræves tilbagesøgning af den allerede udbetalte støtte fra dens modtagere. I henhold til artikel 16 i forordning nr. 659/1999 finder artikel 13 og 14 tilsvarende anvendelse i tilfælde af misbrug af støtte. Det fremgår heraf, at Kommissionen ikke er forpligtet til at forespørge de interesserede parter, såfremt en medlemsstat ikke har efterkommet Kommissionens påbud om at meddele oplysninger.

(jf. præmis 58)

3.      Under et annullationssøgsmål i medfør af artikel 230 EF skal lovligheden af en fællesskabsretsakt bedømmes efter de faktiske retlige omstændigheder på det tidspunkt, da retsakten blev udstedt. Særligt må Kommissionens komplicerede vurderinger kun bedømmes på baggrund af de oplysninger, som Kommissionen sad inde med på det tidspunkt, hvor den anlagde vurderingerne.

Heraf følger, at en sagsøger, når vedkommende har deltaget i undersøgelsesproceduren i artikel 88, stk. 2, EF, ikke kan påberåbe sig argumenter vedrørende faktiske forhold, som Kommissionen var ubekendt med, og som den ikke var blevet underrettet om under undersøgelsesproceduren. Der er derimod intet til hinder for, at den pågældende part fremfører et retligt anbringende mod den endelige beslutning, som ikke er blevet fremført under den administrative procedure.

Denne retspraksis kan bortset fra helt ekstraordinære tilfælde finde anvendelse i et tilfælde, hvor et selskab ikke har deltaget i undersøgelsesproceduren i artikel 88, stk. 2 EF.

(jf. præmis 67-69)

4.      Det fremgår af en samlet læsning af artikel 88, stk. 2, EF og af artikel 1, litra g), og artikel 16 i forordning nr. 659/1999, om fastlæggelse af regler for anvendelse af artikel 88 EF, at det principielt påhviler Kommissionen at godtgøre, at en støtte eller en del af en støtte, som den tidligere har godkendt i medfør af en tidligere beslutning, er blevet misbrugt af modtageren. Såfremt Kommissionen ikke godtgør dette, må støtten anses for at være omfattet af den tidligere godkendelsesbeslutning.

Henvisningen til artikel 13 i forordning nr. 659/1999 gør det dog muligt for Kommissionen, såfremt en medlemsstat ikke overholder et påbud om oplysninger, at vedtage en beslutning om at afslutte den formelle undersøgelsesprocedure på grundlag af de foreliggende oplysninger. Når en medlemsstat derfor ikke meddeler tilstrækkelig klare og præcise oplysninger vedrørende anvendelsen af en støtte, som Kommissionen på grundlag af de foreliggende oplysninger har rejst tvivl om med hensyn til overholdelsen af dens tidligere godkendelsesbeslutning, er Kommissionen beføjet til at fastslå, at der foreligger misbrug af den pågældende støtte.

(jf. præmis 86 og 93)

5.      Når den undersøgelse, som Kommissionen skal foretage, indebærer hensyntagen til og vurdering af økonomisk indviklede forhold og omstændigheder, skal Rettens efterprøvelse – idet Fællesskabets retsinstanser ikke kan erstatte Kommissionens vurdering med sin egen – begrænses til en undersøgelse af, om reglerne om procedure og begrundelse er overholdt, og om rigtigheden af de faktiske omstændigheder, samt at der ikke foreligger et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning. Dette er tilfældet, når Kommissionens undersøgelse vedrører spørgsmålet om, hvorvidt hele eller en del af den støtte, den tidligere har godkendt, er blevet misbrugt af støttemodtageren.

(jf. præmis 90 og 91)

6.      Når Kommissionen fastslår, at støtte er uforenelig med fællesmarkedet, kan den i henhold til fællesskabsretten pålægge medlemsstaten at tilbagesøge støtten hos modtagerne. Tilbagesøgning af den ulovlige støtte er den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig, og har til formål at genoprette den oprindelige situation. Dette formål er opnået, når den pågældende støtte, eventuelt med tillæg af morarenter, er blevet tilbagebetalt af støttemodtageren eller, med andre ord, af de virksomheder, som virkelig har modtaget den. Ved denne tilbagebetaling mister støttemodtageren nemlig den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen før ydelsen af støtte er genoprettet. Heraf følger, at det hovedformål, som forfølges med tilbagebetalingen af ulovligt ydet statsstøtte, er at fjerne den konkurrencefordrejning, som er forårsaget af den konkurrencefordel, som er opnået ved den ulovlige støtte.

Det kan principielt ikke forholde sig anderledes med hensyn til tilbagebetaling af støtte, der er betalt af en stat, og som i henhold til en beslutning vedtaget af Kommissionen må anses for misbrug i henhold til artikel 88, stk. 2, EF og artikel 1, litra g), i forordning nr. 659/1999 om gennemførelsesbestemmelser til artikel 88 EF. Det bemærkes herved alene, at artikel 16 i forordning nr. 659/1999 bl.a. bestemmer, at forordningens artikel 14, hvorefter den ulovlige støtte skal kræves tilbagebetalt fra støttemodtageren, finder tilsvarende anvendelse ved misbrug. Følgelig skal misbrug af støtte principielt tilbagesøges hos den virksomhed, som virkelig har modtaget den, med henblik på at fjerne den konkurrencefordrejning, som er forårsaget af den konkurrencefordel, der er opnået ved støtten.

(jf. præmis 111-115 og 125)

7.      For at opfylde kravene i artikel 253 EF, skal en beslutnings begrundelse tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, som der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og Fællesskabets retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, idet en beslutning ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

Selv om Kommissionen i forbindelse med et påbud, vedtaget af Kommissionen i henhold til henhold til artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 659/1999 i henhold til artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelse af til artikel [88 EF], i henhold til forordningens artikel 13, stk. 1, »såfremt en medlemsstat ikke overholder et påbud om oplysninger«, kan træffe beslutning på grundlag af de foreliggende oplysninger, er den dog ikke fritaget for kravet om at redegøre for grundene til, at den har fastslået, at oplysninger fra en medlemsstat, meddelt som svar på en påbudsbeslutning, ikke kan antages i den endelige beslutning, som Kommissionen vil vedtage. En sådan situation kan nemlig ikke sidestilles med det tilfælde, hvor en medlemsstat undlader at tilstille Kommissionen oplysninger efter et vedtaget påbud i medfør af artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 659/1999, i hvilket tilfælde begrundelsen kan være begrænset til at angive, at medlemsstaten ikke har besvaret nævnte påbud.

(jf. præmis 138 og 145)