Language of document :

Sag anlagt den 4. august 2011 - Cementos Molins mod Kommissionen

(Sag T-424/11)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Cementos Molins, SA (Sant Vicenç dels Horts, Spanien) (ved advokaterne C. Fernández Vicién, I. Moreno-Tapia Rivas og M. López Garrido)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede afgørelse annulleres, og

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionens afgørelse af 12. januar 2011 om skattemæssig afskrivning af finansiel goodwill i forbindelse med erhvervelse af kapitalandele i udenlandske virksomheder nr. C45/07 (ex NN 51/07, ex CP 9/07), som Spanien har gennemført 1, søges annulleret i henhold til artikel TEUF 263.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført tre anbringender.

Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 107 TEUF.

Efter sagsøgerens opfattelse tilsidesætter afgørelsen artikel 107 TEUF derved, at det deri vurderes, at den skattemæssige afskrivning af finansiel goodwill i forbindelse med erhvervelse af kapitalandele i udenlandske virksomheder som fastsat i artikel 12, stk. 5, i TRLIS (den spanske selskabsskattelov) udgør statsstøtte, der ikke er forenelig med det indre marked. Sagsøgeren har gjort gældende, at elementerne vedrørende fordele, påvirkning af handelen mellem medlemsstater og selektivitet ikke indgår i den nævnte afskrivning.

Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og begrundelsespligten.

Dette anbringende består af to dele, begge vedrørende perioden for den berettigede forventning som fastsat i den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 2 og 3:

Første del: Principalt tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Sagsøgeren har gjort gældende, at nævnte princip bør beskytte alle støttemodtagere mod krav om tilbagebetaling af støtten indtil datoen for offentliggørelse af den anfægtede afgørelse, idet offentliggørelsen af afgørelsen om indledning af undersøgelsesproceduren ikke er tilstrækkeligt til at svække den berettigede forventning, der er opstået på grundlag af Kommissionens erklæringer i Europa-Parlamentet.

Anden del: Subsidiært tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og begrundelsespligten. Sagsøgeren er af den opfattelse, at Kommissionen tog fejl, da den fra perioden for den berettigede forventning udelukkede hele den dag, hvor afgørelsen om indledning af undersøgelsesproceduren, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, blev offentliggjort i EUT. For det første fordi det kan udledes af fællesskabsretten, at den sidste dag i en frist skal forstås som værende fuldt inkluderet i denne, og for det andet fordi udelukkelsen i den dispositive del af den anfægtede afgørelse af den nævnte dag fra perioden for den berettigede forventning er inkonsekvent i forhold til afgørelsens begrundelse.

Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet i relation til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

Sagsøgeren har gjort gældende, at det er uforholdsmæssigt, at Kommissionen kræver, at der skal foreligge klare juridiske forhindringer for den grænseoverskridende virksomhedssammenslutning, for at princippet om den berettigede forventning i den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 4, kan finde anvendelse.

____________

1 - EUT L 135, s. 1 af 21.5.2011.