Sag T-278/07 P-DEP

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger – advokathonorarer – institution repræsenteret ved advokat – udgifter, der kan kræves erstattet«

Sammendrag – Rettens kendelse (Appelafdelingen) af 28. maj 2013

1.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – begreb – forhold, der skal tages i betragtning – udgifter, der er forbundet med fastsættelsesproceduren – omfattet

[Rettens procesreglement, art. 91, litra b)]

2.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – begreb – honorarer, som en institution har betalt sin advokat – omfattet

[Domstolens statut, art. 19, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 91, litra b)]

3.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – fastsættelse baseret på detaljerede oplysninger, som sagsøgeren har indgivet, eller, såfremt dette ikke er muligt, på grundlag af en billighedsvurdering foretaget af Unionens retsinstanser – advokataflønnings faste karakter – ikke betydning for Unionens retsinstansers skønsbeføjelse

[Rettens procesreglement, art. 91, litra b)]

1.      De udgifter, der kan kræves erstattet, er dels begrænset til udgifter afholdt med henblik på sagens behandling ved Retten, dels til udgifter, som var nødvendige i denne forbindelse. I denne forbindelse er Retten frit stillet ved sin vurdering af de foreliggende oplysninger, idet den dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad såvel som til den arbejdsbyrde, som de pågældende befuldmægtigede og rådgivere har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen. Ved fastsættelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet, tager Retten hensyn til alle omstændigheder i sagen frem til det tidspunkt, hvor den afsiger kendelse om fastsættelse af sagsomkostninger, herunder de nødvendige omkostninger, der er forbundet med sagen om fastsættelse af sagsomkostninger.

(jf. præmis 11-13)

2.      Når en institution gør brug af den mulighed, som den har i medfør af artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, der finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten i henhold til den nævnte statuts artikel 53, stk. 1, til at lade sig repræsentere ved en advokat, udgør advokatsalæret en nødvendig udgift, der er afholdt i forbindelse med sagen, uden at der består en pligt for institutionen til at godtgøre, at advokatbistanden var objektivt begrundet. Der foreligger ikke en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af sagsøgere, når en sagsøgt institution beslutter at få bistand af en advokat i visse sager, mens den i andre sager repræsenteres ved sine egne tjenestemænd.

Enhver anden vurdering vil reelt udgøre en indirekte begrænsning af den ret, der er sikret ved artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, og medføre, at Unionens retsinstanser har pligt til at sætte sin egen vurdering i stedet for den vurdering, som er foretaget af de institutioner og organer, der har ansvaret for at organisere deres tjenestegrene. En sådan opgave er imidlertid hverken forenelig med artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen eller med de beføjelser, som Unionens institutioner og organer har vedrørende håndteringen af deres sager ved Unionens retsinstanser.

(jf. præmis 14 og 15)

3.      Unionens retsinstanser kan ikke fastsætte det beløb, som parterne skal betale til deres egne advokater, men fastsætte det beløb, der kan kræves erstattet i form af advokathonorarer af den part, der tilpligtes at betale sagens omkostninger. På samme måde har aflønningens faste karakter ikke betydning for Rettens vurdering af størrelsen af de udgifter, der kan erstattes, idet Retten skal basere sig på veletablerede kriterier og de detaljerede oplysninger, som parterne har indgivet. Selv om det ikke er umuligt for Retten i mangel af sådanne oplysninger at fastsætte størrelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet, på grundlag af en billighedsvurdering, må Retten imidlertid i et sådant tilfælde nødvendigvis anlægge en streng vurdering af den begærende parts krav.

(jf. præmis 16 og 20)