Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Asylgerichtshof (Østrig) den 27. august 2012 - Shamso Abdullahi

(Sag C-394/12)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Asylgerichtshof

Parter i hovedsagen

Appellant: Shamso Abdullahi

Indstævnte: Bundesasylamt

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 19 i forordning nr. 343/2003 , sammenholdt med artikel 18 i forordning nr. 343/2003, fortolkes således, at en medlemsstat, der meddeler sit samtykke i henhold til disse bestemmelser, er den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning i henhold til artikel 16, stk. 1, første punktum, i forordning nr. 343/2003, eller er den nationale prøvelsesinstans, hvis den under en klagesag efter artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 343/2003 - uafhængigt af dette samtykke - når til den opfattelse, at en anden stat er ansvarlig i henhold til kapitel III i forordning nr. 343/2003 (også når der ikke er rettet en anmodning om overtagelse til denne stat, eller denne ikke meddeler sit samtykke), i henhold til EU-retten forpligtet til at fastslå denne anden medlemsstats ansvar som bindende for sagen om afgørelse vedrørende klagen? Findes der for så vidt en subjektiv ret for enhver asylansøger til at få sin asylansøgning behandlet af en bestemt medlemsstat, der er ansvarlig efter disse ansvarskriterier?

Skal artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 343/2003 fortolkes således, at den medlemsstat, hvori den første ulovlige indrejse fandt sted ("første medlemsstat"), skal anerkende sit ansvar for behandlingen af en asylansøgning fra en tredjelandsstatsborger, når der foreligger følgende faktiske omstændigheder:

En tredjelandsstatsborger indrejser ulovligt fra et tredjeland i den pågældende første medlemsstat. Den pågældende tredjelandsstatsborger indgiver ikke en asylansøgning i denne medlemsstat. Tredjelandsstatsborgeren udrejser derefter til et tredjeland. Mindre end tre måneder senere indrejser den pågældende tredjelandsstatsborger ulovligt fra et tredjeland i en anden EU-medlemsstat ("den anden medlemsstat"). Fra denne anden medlemsstat rejser den pågældende tredjelandsstatsborger straks direkte videre til en tredje medlemsstat og indgiver dér sin første asylansøgning. På dette tidspunkt er der forløbet mindre end 12 måneder fra den ulovlige indrejse i den første medlemsstat.

Skal der, uafhængigt af besvarelsen af spørgsmål 2, anlægges en anden bedømmelse af den medlemsstat, der er primært ansvarlig i henhold til forordning nr. 343/2003, når der ved den i spørgsmål 2 nævnte "første medlemsstat" er tale om en medlemsstat, hvor det er konstateret, at dets asylsystem udviser systemmæssige mangler, som svarer til de mangler, der er beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 21.1.2011, sag 30 696/09, M.S.S., uagtet Domstolens dom af 21.12.2012 i de forenede sager C-411/10 og C-493/10? Kan det f.eks. navnlig på forhånd lægges til grund, at et ophold i en sådan medlemsstat ikke er egnet til at udgøre sådanne faktiske omstændigheder, der kan begrunde ansvar i henhold til artikel 10 i forordning nr. 343/2003?

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 af 18.2.2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne, EUT L 50, s. 1.