RETTENS DOM (Femte Udvidede Afdeling)
25. september 1997 (1)
»Dumping - statshandelsland - samme vare - individuel behandling - beregning
af dumpingmarginen«
I sag T-170/94,
Shanghai Bicycle Corporation (Group), Shanghai (Den Kinesiske Folkerepublik),
ved barrister Izzet M. Sinan, og med valgt adresse i Luxembourg hos Arendt og
Medernach, 8-10, rue Mathias Hardt,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved de juridiske konsulenter Bjarne Hoff-Nielsen
og Jorge Monteiro, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne Hans-Jürgen
Rabe og Georg M. Berrisch, henholdsvis Hamburg og Berlin, og med valgt adresse
i Luxembourg hos generaldirektør Alessandro Morbilli, Den Europæiske
Investeringsbanks Direktoratet for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad
Adenauer,
støttet af
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Eric White
og Nicolas Khan, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med
valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens
Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,
og
European Bicycle Manufacturers' Association (EBMA), Paris, ved advokat Jacques
H.J. Bourgeois, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Marc Loesch,
11, rue Goethe,
angående en påstand om annullation af Rådet forordning (EØF) nr. 2474/93 af 8.
september 1993 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen til
Fællesskabet af cykler med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og om
endelig opkrævning af den midlertidige antidumpingtold (EFT L 228, s. 1),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Femte Udvidede Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, R. García-Valdecasas, og dommerne V. Tiili, J.
Azizi, R.M. Moura Ramos og M. Jaeger,
justitssekretær: fuldmægtig A. Mair,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 11.
marts 1997,
afsagt følgende
Dom
Faktiske omstændigheder
- 1.
- Sagsøgeren, det kinesiske selskab Shanghai Bicycle Corporation (Group), er en af
de største cykelproducenter og -eksportører i Kina. Selskabet eksporterer også til
Det Europæiske Fællesskab.
- 2.
- I juli 1991 indgav European Bicycle Manufacturers' Association (herefter
»EBMA«) en klage til Kommissionen, hvori det hævdedes, at cykler med
oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik var blevet importeret til dumpingpriser,
hvilket havde forvoldt stor skade.
- 3.
- Som følge af klagen indledte Kommissionen i medfør af Rådets forordning (EØF)
nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret
import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske
Fællesskab (EFT L 209, s. 1, herefter »grundforordningen om antidumping«), en
antidumpingprocedure vedrørende import til Fællesskabet af cykler med oprindelse
i Taiwan og Kina. Meddelelse om indledning af proceduren blev offentliggjort den
12. oktober 1991 (EFT C 266, s. 6).
- 4.
- Som led i proceduren sendte Kommissionen et spørgeskema til producenterne og
eksportørerne i tredjelande. Sagsøgeren svarede ved skrivelse af 17. december 1991.
Flere andre eksportører besvarede ligeledes spørgeskemaet.
- 5.
- Den 5. februar 1992 udbad Kommissionen sig yderligere oplysninger om de
cykeltyper og -modeller, der blev eksporteret til Fællesskabet. Sagsøgerens svar var
ledsaget af dokumenter, som ændrede det oprindelige svar. Ændringerne vedrørte
antallet af cykler solgt af sagsøgeren og værdien af de solgte cykler, eksporten til
Fællesskabet og yderligere oplysninger om de cykelmodeller, der blev eksporteret
til Fællesskabet.
- 6.
- Den 9. juni 1992 foranstaltede Kommissionen en høring af forskellige eksportører
fra Taiwan og Kina.
- 7.
- Derefter udstedte Kommissionen forordning (EØF) nr. 550/93 af 5. marts 1993 om
indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af cykler med oprindelse
i Den Kinesiske Folkerepublik (EFT L 58, s. 12, herefter »den midlertidige
forordning«), hvorved den midlertidige told blev sat til 34,4%.
- 8.
- Ved skrivelse af 8. april 1993 fremsendte sagsøgeren sine skriftlige bemærkninger
til den midlertidige forordning og rejste en række indsigelser. Sagsøgeren
anmodede ligeledes om oplysninger vedrørende den af Kommissionen anvendte
metode.
- 9.
- Den 21. juni 1993 forelagde Kommissionen sagsøgeren et dokument med titlen
»underretning«, hvori den angav de vigtigste omstændigheder og overvejelser, på
grundlag af hvilke den planlagde at foreslå Rådet at indføre en endelig
antidumpingtold. Sagsøgeren fremlagde derefter sine skriftlige bemærkninger til
dokumentet og mødtes med Kommissionens repræsentanter.
- 10.
- Derefter udstedte Rådet forordning (EØF) nr. 2474/93 af 8. september 1993 om
indførelse af en endelig antidumpingtold på importen til Fællesskabet af cykler med
oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og om endelig opkrævning af den
midlertidige antidumpingtold (EFT L 228, s. 1, herefter »forordning nr. 2474/93«
eller »den anfægtede forordning«) og fastsatte den endelige told til 30,6%.
Retsforhandlinger
- 11.
- Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 23. december 1993
anlagde sagsøgeren denne sag. Sagen blev registreret under nr. C-477/93.
- 12.
- I henhold til Rådets afgørelse 94/149/EKSF, EF af 7. marts 1994 om ændring af
afgørelse 93/350/Euratom, EKSF, EØF om ændring af afgørelse 88/591/EKSF,
EØF, Euratom om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans
(EFT L 66, s. 29) har Retten med virkning fra den 15. marts 1994 kompetence til
at påkende sager, som indbringes af fysiske eller juridiske personer i medfør af EF-traktatens artikel 173, 175 og 178, og som vedrører beskyttelsesforanstaltninger, der
træffes mod dumping og subsidieordninger. På dette grundlag henviste Domstolen
ved kendelse af 18. april 1994 sagen til Retten. Sagen er blevet registreret på
Rettens Justitskontor under nr. T-170/94.
- 13.
- Ved kendelse af 14. september 1994 har formanden for Rettens Tredje Afdeling
givet Kommissionen tilladelse til at intervenere til støtte for sagsøgtes påstande.
Ved skrivelse af 17. oktober 1994 har Kommissionen erklæret, at den giver afkald
på at indlevere interventionsskrift.
- 14.
- Ved kendelse af 20. oktober 1994 har formanden for Rettens Tredje Udvidede
Afdeling givet EBMA tilladelse til at intervenere til støtte for sagsøgtes påstande,
og anordnet, at de to bilag til stævningen skal behandles fortroligt. EBMA har
indleveret interventionsskrift den 6. januar 1995. Sagsøgeren har fremlagt sine
bemærkninger hertil den 3. marts 1995. På sagsøgtes anmodning blev den skriftlige
forhandling åbnet på ny ved Rettens afgørelse af 26. april 1995 for at give sagsøgte
mulighed for at kommentere sagsøgerens bemærkninger vedrørende EBMA's
interventionsskrift. Sagsøgte har indgivet sit skriftlige indlæg den 2. juni 1995.
- 15.
- Efter Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges
tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber blev sagen den 23. januar 1995 henvist
til Tredje Udvidede Afdeling, og der blev udpeget en ny refererende dommer. Da
denne senere blev tilknyttet Femte Udvidede Afdeling, er sagen blevet henvist til
denne afdeling.
- 16.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Udvidede
Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og vedtage
foranstaltninger med henblik på tilrettelæggelse af retsforhandlingerne. Sagsøgte
har inden retsmødet fremlagt de af Retten ønskede dokumenter.
- 17.
- Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens spørgsmål under
retsmødet den 11. marts 1997.
Parternes påstande
- 18.
- Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
- Forordning nr. 2474/93 annulleres.
- Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 19.
- Sagsøgte har nedlagt følgende påstande:
- Sagen afvises.
- Subsidiært, frifindelse.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 20.
- Intervenienten EBMA har nedlagt følgende påstande:
- Sagen afvises.
- Subsidiært, frifindelse.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale interventionsomkostningerne.
- 21.
- Intervenienten Kommissionen har under retsmødet nedlagt følgende påstande:
- Frifindelse.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale interventionsomkostningerne.
Formaliteten
- 22.
- Med støtte fra intervenienterne har sagsøgte i det væsentlige fremsat tre
anbringender til støtte for påstanden om afvisning. Det første anbringende angår
sagsøgerens status som juridisk person. Ved det andet anbringende gøres det
gældende, at sagsøgeren ikke er umiddelbart og individuelt berørt og ved det tredje
anbringende, at søgsmålets omfang er for bredt.
Det første anbringende til støtte for sagens afvisning
Parternes argumenter
- 23.
- Sagsøgte og intervenienterne har gjort gældende, at sagsøgeren ikke kan antages
at være en juridisk person som forudsat i traktatens artikel 173, stk. 4.
Oplysningerne om forbindelserne mellem det sagsøgende selskab og de 13 enheder,
der indgår i samme gruppe, og om en af disse enheders kapitalinteresse i et andet
selskab er selvmodsigende og gør det ikke muligt at foretage en fornuftig vurdering
af sagsøgerens retlige status og aktiviteter. Endvidere fremgår det ikke klart af
nogen af sagsøgerens oplysninger, om sagsøgeren er et produktions- eller
handelsselskab.
- 24.
- Herudover har sagsøgte anført, at stævningen i strid med artikel 38, stk. 5, i
Domstolens procesreglement ikke er ledsaget af vedtægterne for det sagsøgende
selskab eller af en nyere udskrift af handelsregisteret eller en nyere udskrift af
selskabs- eller foreningsregisteret.
- 25.
- Sagsøgeren har bestridt rigtigheden af det af sagsøgte og intervenienterne anførte,
hvorefter selskabet ikke er en juridisk person. Sagsøgeren har herved vedføjet
replikken en genpart af registreringsbeviset og anført, at de 13 enheder, der indgår
i gruppen, er produktionsenheder og ikke selvstændige selskaber. Endvidere er
forklaringerne i sagsøgerens besvarelse af Kommissionens spørgeskema vedrørende
sagsøgerens kapitalinteresse i et andet selskab ganske klare og er blevet bekræftet
af det pågældende selskab.
Rettens bemærkninger
- 26.
- Afgørelsen om, hvorvidt et annullationssøgsmål indbragt af en retlig enhed under
henvisning til traktatens artikel 173 kan antages til realitetsbehandling, beror i
første række på, om sagsøgeren har status som juridisk person. I henhold til den
fællesskabsretlige domstolsordning har en sagsøger status som juridisk person,
såfremt selskabet har opnået denne status efter den lovgivning, der finder
anvendelse vedrørende selskabets stiftelse (Domstolens dom af 27.11.1984, sag
50/84, Bensider m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3991, præmis 7 og 8), eller
såfremt fællesskabsinstitutionerne har anset sagsøgeren for en uafhængig retlig
enhed (Domstolens domme af 8.10.1974, sag 175/73, Union syndicale m.fl. mod
Rådet, Sml. s. 917, præmis 11, 12 og 13, og sag 18/74, Syndicat général du
personnel mod Kommissionen, Sml. s. 933, præmis 7, 8 og 9, samt Rettens dom af
11.7.1996, sag T-161/94, Sinochem Heilongjiang mod Rådet, Sml. II, s. 695, præmis
31).
- 27.
- Artikel 38, stk. 5, litra a), i Domstolens procesreglement og artikel 44, stk. 5, litra
a), i Rettens procesreglement indeholder bestemmelse om, at er sagsøgeren en
privatretlig juridisk person, skal stævningen være ledsaget af dennes vedtægter, en
nyere udskrift af handelsregisteret, en nyere udskrift af selskabs- ellerforeningsregisteret eller andet bevis for, at sagsøgeren består som juridisk person.
- 28.
- I den foreliggende sag er sagsøgeren hovedselskabet i Shanghai Bicycle Corporation
Group, som er en produktions- og eksportvirksomhed. Selskabet består af 13
produktionsenheder. I forbindelse med replikken har selskabet fremlagt en udskrift
af handelsregisteret, som beviser, at det blev registreret af myndighederne i
Shanghai-provinsen den 21. maj 1993. Ifølge udskriften er sagsøgeren en »corporate
legal person« ejet af Den Kinesiske Folkerepublik og har status som juridisk person
efter kinesisk ret. Da denne status som juridisk person er opnået på grundlag af
national ret, er der en rimelig formodning for, at betingelserne for at opnå denne
status i henhold til traktatens artikel 173 er opfyldt (ovennævnte dom i sagen
Bensider m.fl. mod Kommissionen, præmis 7 og 8). Da registreringsdokumentet
endvidere er bevis for, at selskabet er en juridisk person efter kinesisk ret, må det
betragtes som svarende til en udskrift, der beviser, at sagsøgeren består som
juridisk person som forudsat i ovennævnte procesreglementer for Domstolen og
Retten.
- 29.
- Fællesskabsinstitutionerne har desuden anset sagsøgeren for en uafhængig retlig
enhed under den administrative procedure. Kommissionen gennemførte således en
regelmæssig korrespondance med sagsøgeren og accepterede sagsøgeren som part
under høringen. Under disse omstændigheder kan fællesskabsinstitutionerne ikke
med føje gøre gældende, at sagsøgeren ikke under den retssag, der har fulgt den
administrative procedure, kan anses for at have status som selvstændig juridisk
person (ovennævnte dom i sagen Sinochem Heilongjiang mod Rådet, præmis 34).
- 30.
- Det må herefter fastslås, at sagsøgeren på tidspunktet for sagens anlæg var en
juridisk person som forudsat i traktatens artikel 173.
Det andet anbringende til støtte for sagens afvisning
Parternes argumenter
- 31.
- Sagsøgte og intervenienterne har gjort gældende, at sagsøgeren ikke er umiddelbart
eller individuelt berørt af den anfægtede forordning, jf. artikel 173, stk. 4, i
traktaten.
- 32.
- Sagsøgte og intervenienterne har anført, at i lande, der ikke har en
markedsøkonomi, henhører eksportørerne under staten, således at
antidumpingprocedurer og antidumpingforordninger i sådanne tilfælde er rettet
mod den pågældende stat og ikke mod de forskellige eksportører. Efter deres
opfattelse kan sagsøgeren ikke påberåbe sig dommen af 29. marts 1979 i sag 113/77
(NTN Toyo Bearing Company m.fl. mod Rådet, Sml. s. 1185, præmis 11), hvori
Domstolen fastslog, at en antidumpingforordning i analogi med en »kollektiv
beslutning« alligevel umiddelbart og individuelt berører de producenter, der er
angivet deri ved navn. Sagsøgeren kan heller ikke påberåbe sig Domstolens dom
af 21. februar 1984 i de forenede sager 239/82 og 275/85 (Allied Corporation m.fl.
mod Kommissionen, Sml. s. 1005, præmis 11 og 12), ifølge hvilken det er
virksomhederne og ikke staten, der har anvendt dumping. Ifølge sagsøgte har
forordning nr. 2474/93, for så vidt den vedrører eksport fra et statshandelsland, ikke
karakter af en »kollektiv beslutning« mod de virksomheder, der udtrykkeligt er
angivet ved navn i forordningen. Sagsøgte har endvidere gjort gældende, at
sagsøgeren heller ikke kan påberåbe sig ovennævnte dom i sagen Allied
Corporation mod Kommissionen, idet det i nærværende sag er Den Kinesiske
Folkerepublik og ikke sagsøgeren eller andre producenter og/eller eksportører, der
beskyldes for dumping.
- 33.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at selskabet er umiddelbart og individuelt berørt
af den anfægtede forordning. For det første er sagsøgeren udtrykkelig nævnt i
forordningen. For det andet har sagsøgeren deltaget i samtlige undersøgelsesfaser.
Sagsøgeren har hævdet, at selskabet opfylder de formalitetskrav, der er opstillet af
Domstolen i ovennævnte dom i sagen Allied Corporation mod Kommissionen. Selv
om selskabet altid er blevet behandlet som part i sagen af Kommissionens
repræsentanter, har Kommissionen og Rådet nægtet at anvende selskabets
oplysninger. Det er netop denne nægtelse, der har givet anledning til tvisten.
- 34.
- Sagsøgeren har hævdet, at selskabet er en cykelproducent og derfor ikke kan
behandles som importør.
Rettens bemærkninger
- 35.
- Selv om forordninger om antidumpingtold bedømt i forhold til traktatens artikel
173, stk. 2, efter deres art og rækkevidde har lovgivningsmæssig karakter, idet de
finder anvendelse på alle de pågældende erhvervsdrivende i almindelighed, kan det
ikke udelukkes, at bestemmelserne berører visse erhvervsdrivende individuelt
(Domstolens dom af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Rådet, Sml.
I, s. 2501, præmis 13, og ovennævnte Sinochem-dom, præmis 45).
- 36.
- Det er således blevet fastslået, at retsakter om indførelse af antidumpingtold er i
stand til umiddelbart og individuelt at berøre producent- og eksportvirksomheder,
der kan godtgøre, at det er dem selv, der er tale om i Kommissionens eller Rådets
retsakter, eller som har været inddraget i de forudgående undersøgelser (jf.
ovennævnte dom i sagen Allied Corporation mod Kommissionen, præmis 12, dom
af 23.5.1985, sag 53/83, Allied Corporation m.fl. mod Rådet, Sml. s. 1621, præmis
4, og ovennævnte dom i sagen Extramet Industrie, præmis 15), og, mere generelt,
enhver erhvervsdrivende, som kan godtgøre at have visse egenskaber, som er
særlige for ham, og som i forhold til den pågældende foranstaltning adskiller ham
fra alle andre erhvervsdrivende (jf. ovennævnte dom i sagen Extramet Industrie,
præmis 16 og 17, og ovennævnte dom i sagen Sinochem, præmis 46).
- 37.
- Retten kan ikke tilslutte sig sagsøgtes argument om, at ovennævnte dom i de
forenede sager 239/82 og 275/82, Allied Corporation mod Kommissionen, ikke kan
påberåbes i denne sag, idet det ikke er de forskellige kinesiske produktions- og
eksportvirksomheder, men Den Kinesiske Folkerepublik som stat, der er beskyldt
for dumping. Det fremgår klart af forordning nr. 2474/93, særlig den 50. betragtning
vedrørende beregning af dumpingmarginen, at dumpingaktiviteterne tillægges
kinesiske virksomheder, der eksporterer cykler til Fællesskabet.
- 38.
- Endvidere kan den retsbeskyttelse, der ydes individuelle virksomheder, som skal
betale en antidumpingtold, ikke berøres af den simple kendsgerning, at den
pågældende told er en enhedstold, som pålægges under henvisning til en stat og
ikke til individuelle virksomheder.
- 39.
- I den foreliggende sag må det antages, at sagsøgeren er individuelt berørt af den
anfægtede forordning. For det første er de cykler, som virksomheden fremstiller,
underkastet en antidumpingtold. For det andet deltog virksomheden i den
udstrækning, det var muligt for den, i den administrative procedure (virksomheden
besvarede Kommissionens spørgeskema, deltog i en høring og fremsatte
bemærkninger til den midlertidige forordning og »underretningsdokumentet«). I
øvrigt henvises der i den anfægtede forordning udtrykkeligt til sagsøgerens
deltagelse, hvorfor sagsøgeren følgelig er blevet identificeret i forordningen (jf.
Rettens dom af 18.9.1996, sag T-155/94, Climax Paper mod Rådet, Sml. II, s. 873,
præmis 50 og 51).
- 40.
- Endvidere har sagsøgte ikke fremlagt bevis til støtte for sin påstand om, at
sagsøgeren blot er en cykelforhandler og kan ligestilles med en importør, som frit
kan vælge sine producenter (jf. ovenfor, præmis 23).
- 41.
- Sagsøgeren er også umiddelbart berørt, idet en forordning om antidumpingtold
forpligter medlemsstaternes toldmyndigheder til at opkræve tolden uden nogen
mulighed for at udøve et skøn (Domstolens dom af 29.3.1979, sag 118/77, ISO mod
Rådet, Sml. s. 1277, præmis 26, og ovennævnte dom i sagen Climax Paper mod
Rådet, præmis 53).
- 42.
- Det følger af der ovenfor anførte, at det andet anbringende om sagens afvisning må
forkastes.
Det tredje anbringende til støtte for sagens afvisning
Parternes argumenter
- 43.
- Ifølge sagsøgte kan sagsøgeren under ingen omstændigheder kræve den anfægtede
forordning annulleret i sin helhed, men kun for så vidt sagsøgeren ikke er blevet
fritaget fra antidumpingtolden (Domstolens dom af 10.3.1992, sag C-174/87, Ricoh
mod Rådet, Sml. I, s. 1335, præmis 7).
- 44.
- Sagsøgeren har anført, at de berørte japanske selskaber i ovennævnte Ricoh-sag
af Rådet var blevet pålagt antidumpingtold, som var beregnet individuelt for hvert
selskab. Efter sagsøgerens opfattelse er Domstolens ræsonnement, ifølge hvilket et
selskab kun kan kræve annullation af bestemmelser, som pålægger selskabet en
specifik antidumpingtold, irrelevant i forbindelse med en antidumpingsag mod
virksomheder fra et land, der, som Den Kinesiske Folkerepublik, ikke har
markedsøkonomi. Følgelig udgør sagsøgtes argumenter en »ond cirkel«, idet der
er tale om virksomheder fra et land uden markedsøkonomi, der beskyldes for de
pågældende dumpingaktiviteter.
- 45.
- I øvrigt fremgår det klart af stævningens første side, at den anfægtede forordning
påstås annulleret, for så vidt den berører sagsøgeren.
Rettens bemærkninger
- 46.
- Selv om det ikke præciseres i sagsøgerens påstande, fremgår det af første side af
stævningen, at sagsøgeren påstår forordning nr. 2474/93 annulleret, »for så vidt den
berører sagsøgeren«, hvilket er blevet bekræftet under retsmødet.
- 47.
- Følgelig må stævningen fortolkes således, at sagsøgeren alene påstår forordningen
annulleret, for så vidt denne berører sagsøgeren.
- 48.
- Heraf følger, at det tredje anbringende til støtte for sagens afvisning, ifølge hvilket
søgsmålets omfang er for bredt, må forkastes (jf. ligeledes ovennævnte dom i sagen
Climax Paper mod Rådet, præmis 54, 55 og 56).
- 49.
- Det følger af det foregående i sin helhed, at sagen kan antages til
realitetsbehandling.
Realiteten
- 50.
- Sagsøgeren har fremført fem anbringender til støtte for påstandene. Det første
anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 2, stk. 12, i grundforordningen om
antidumping og magtfordrejning ved fastsættelsen af, hvilke produkter der skal
være omfattet af antidumpingtolden. Ved det andet anbringende gøres gældende,
at artikel 2, stk. 13, i grundforordningen om antidumping er tilsidesat, idet sagsøgte
har anvendt en ukorrekt stikprøveteknik. Sagsøgeren har i sit tredje anbringende
gjort gældende, at fællesskabsinstitutionerne ved ikke at have givet sagsøgeren en
individuel behandling har tilsidesat artikel 2, stk. 5 og 9, samt artikel 13, stk. 3, i
grundforordningen om antidumping og artikel VI, stk. 2, i den almindelige
overenskomst om told og udenrigshandel (herefter »GATT«). Ifølge det fjerde
anbringende har sagsøgte tilsidesat artikel 7, stk. 4, litra b) og c), i
grundforordningen om antidumping ved ikke at have meddelt, hvilken metode der
er benyttet til at beregne dumpingmarginen. Sagsøgeren har i sit femte anbringende
fremført, at artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping er tilsidesat, og
at skønsbeføjelsen er misbrugt, fordi der er pålagt en uforholdsmæssig høj
antidumpingtold.
Første anbringende: fejl i definitionen af »samme vare« (tilsidesættelse af artikel 2,
stk. 12, i grundforordningen om antidumping) og magtfordrejning ved fastsættelsen af
de produkter, der pålægges antidumpingtold
Parternes argumenter
- 51.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte har samlet alle typer cykler i én gruppe
som samme vare i stedet for at sondre mellem fem forskellige kategorier, nemlig
mountain bikes, sports-/racercykler, turcykler, børnecykler og restkategorien af
andre cykler. Kommissionen har oprindelig anvendt denne klassificering, hvilket
fremgår af spørgeskemaet, men er gået bort fra den i den midlertidige forordning.
Følgelig har sagsøgte ikke klassificeret produkterne korrekt ved beregningen af den
normale værdi og dumpingmarginen.
- 52.
- Ifølge sagsøgeren kan alle cykler ikke betragtes som samme vare, idet forskellene
mellem de cykelkategorier, der er nævnt ovenfor, er væsentlige Hver enkelt
kategori har sin egen kundegruppe og anvendes til særlige formål.
- 53.
- For at fastslå, hvad der er »samme vare« i henhold til artikel 2, stk. 12, igrundforordningen om antidumping, er spørgsmålet ikke, hvorledes produktet
faktisk anvendes efter købet, men hvilke kriterier køberen baserer sit valg på, idet
det er på dette stadium, at konkurrencen finder sted. Disse kriterier omfatter
fysiske kendetegn og »funktionel substituerbarhed« (Domstolens dom af 5.10.1988,
forenede sager 294/86 og 77/87, Technointorg mod Kommissionen og Rådet, Sml.
s. 6077, af 10.3.1992, sag C-176/87, Konishiroku Photo Industry mod Rådet, Sml.
I, s. 1493, og af 10.3.1992, sag C-177/87, Sanyo Electric mod Rådet, Sml. I, s. 1535;
generaladvokat Lenz' forslag til afgørelse ad Domstolens dom af 7.7.1994, sag C-75/92, Gao Yao mod Rådet, Sml. I, s. 3141, på s. 3142, punkt 82).
- 54.
- Sagsøgeren har endvidere anført, at sagsøgte har misbrugt sin skønsbeføjelse ved
at undlade at fastsætte dumpingmarginen og skaden for hver enkelt af ovennævnte
cykelkategorier. I modsætning til de taiwanske producenter og kinesiske joint
venture-virksomheder, som hovedsagelig eksporterer mountain bikes og i mindre
udstrækning racercykler til Fællesskabet, eksporterer sagsøgeren et stort antal
børnecykler, enkelte mountain bikes og så godt som ingen racercykler.
- 55.
- Sagsøgte har indledningsvis anført, at begrebet »samme vare« i grundforordningen
om antidumping ikke giver mulighed for at drage en konklusion med hensyn til,
hvilket produkt eller hvilken produktrække der kan underkastes
antidumpingundersøgelser, men skal sikre en korrekt prissammenligning for at
fastsætte den normale værdi og dumpingmarginen.
- 56.
- Sagsøgte har for det første benægtet oprindeligt at have forsøgt at sondre mellem
fem cykelkategorier.
- 57.
- Rådet har for det andet anført, at det med rette anså alle cyklerne for ét produkt,
idet forskellene mellem de forskellige kategorier er uklare, og de forskellige
kategorier konkurrerer med hinanden på grund af lighederne mellem cykler af
forskellige typer. Det er endvidere umuligt at inddele cyklerne i skarpt adskilte
kategorier, da nye modeller med egenskaber, der er taget fra flere typer cykler,
hele tiden dukker op på markedet.
- 58.
- Ifølge sagsøgte ville det, da artikel 2, stk. 12, i grundforordningen om antidumping
definerer »samme vare« som en vare, der »i enhver henseende« er magen til den
omhandlede vare, have været nødvendigt, hvis man skal følge sagsøgerens
ræsonnement, at inddele cykler i flere end fem kategorier. Der er ikke to helt
identiske cykler, dvs. cykler, som er identiske »i enhver henseende«.
- 59.
- Ifølge sagsøgte følger det for det første af Domstolens dom af 7. maj 1991 i sag C-69/89 (Nakajima mod Rådet, Sml. I, s. 2069, præmis 58), at når der ikke foreligger
nogen almindeligt anerkendte kriterier, på grundlag af hvilke produkter kan
opdeles i ensartede kategorier, kan alle de pågældende produkter med rette anses
for samme vare. For det andet har fællesskabsinstitutionerne ifølge ovennævnte
forslag til afgørelse fra generaladvokat Lenz i Gao Yao-sagen et vidt skøn med
hensyn til sammenligneligheden af de pågældende produkter. For det tredje kan
fællesskabsinstitutionerne behandle visse produkter som »samme vare«, såfremt
segmenterne ikke er klart afgrænsede, såfremt visse produkttyper kan placeres i
flere forskellige segmenter, og såfremt der er konkurrence mellem produkttyper i
tilstødende segmenter og mellem produkttyper, der er klassificeret i forskellige
adskilte segmenter (Domstolens dom af 10.3.1992, sag C-179/87, Sharp Corporation
mod Rådet, Sml. I, s. 1635, præmis 26, 27 og 28). Sagsøgte har anført, at
Domstolens ræsonnement i ovennævnte sag også kan anvendes i nærværende sag.
I ovennævnte sag var det sagsøgeren, der skulle bevise, at fællesskabsinstitutionerne
havde skønnet forkert ved bestemmelsen af »samme vare«. I denne sag har
sagsøgeren imidlertid ikke godtgjort, at der foreligger en sådan fejl.
- 60.
- Intervenienten EBMA er enig med sagsøgte i, at sondringen mellem cykler er uklar,
idet de forskellige kategorier overlapper hinanden. Desuden er der en meget høj
grad af funktionel substituerbarhed mellem de forskellige cykeltyper, idet det er
meget let at fjerne, tilføje eller udskifte forskellige komponenter for at tage hensyn
til kundens ønsker.
Rettens bemærkninger
- 61.
- Grundforordningen om antidumping præciserer ikke, hvorledes produktet eller
produktrækken, der kan underkastes antidumpingundersøgelser, skal defineres, og
kræver ikke en systematisk klassificering af produktet.
- 62.
- Grundforordningen om antidumping henviser til begrebet »samme vare« i
forbindelse med fastsættelsen af den normale værdi og skaden. Ifølge artikel 2,
stk. 5, skal den normale værdi af en vare, der dumpes, defineres under henvisning
til »samme vare« fra et tredjeland med markedsøkonomi, der faktisk sælges. Ifølge
artikel 2, stk. 12, forstås ved udtrykket »samme vare en vare, som er identisk
med, dvs. i enhver henseende magen til den omhandlede vare, eller, såfremt en
sådan vare ikke findes, en anden vare, der har egenskaber, som ligger tæt op ad
den pågældende vares«. I artikel 4, stk. 4, hedder det: »Virkningen af
dumpingimporten eller den subsidierede import vurderes i forhold til Fællesskabets
produktion af samme vare, når der foreligger oplysninger, der muliggør en
afgrænsning af denne produktion.«
- 63.
- Institutionerne har et vidt skøn, når de analyserer komplicerede økonomiske
forhold (jf. f.eks. Rettens dom af 28.9.1995, sag T-164/94, Ferchimex mod Rådet,
Sml. I, s. 2681, præmis 66), hvilket er tilfældet, når de ved fastsættelsen af den
normale værdi i medfør af ovennævnte bestemmelser skal afgøre, hvad der er
»samme vare«.
- 64.
- Den retslige prøvelse vedrørende en sådan bedømmelse må begrænses til en
kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på
grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om
der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder,
eller om der er begået magtfordrejning (jf. Domstolens dom af 7.5.1987, sag 255/84,
Nachi Fujikoshi mod Rådet, Sml. s. 1861, præmis 21, og af 14.3.1990, sag C-156/87,
Gestetner Holdings mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 781, præmis 63, samt
ovennævnte Ferchimex-dom, præmis 67).
- 65.
- Det må derfor undersøges, om fællesskabsinstitutionerne har overskredet deres vide
skøn (jf. præmis 63) ved at behandle produktionen af samtlige cykler fra alle
segmenter som »Fællesskabets produktion af samme vare«.
- 66.
- Domstolen har i sine domme om antidumpingtold på PPC-fotokopimaskiner med
oprindelse i Japan (jf. f.eks. Domstolens domme af 10.3.1992, sag C-171/87, Canon
mod Rådet, Sml. I, s. 1237, præmis 47, 48 og 52, ovennævnte Ricoh-dom, præmis
35, 36 og 40, og ovennævnte dom i sagen Sharp Corporation, præmis 25, 26 og 30)
fastslået, at fællesskabsinstitutionerne ikke foretog en urigtig bedømmelse, da de
for at bestemme de tab, der var lidt af Fællesskabets industri, fastslog, at
»Fællesskabets produktion af samme vare« omfattede produktionen af alle typer
fotokopimaskiner i alle segmenter under ét, undtagen maskiner, der ikke var
produceret i Fællesskabet, idet der ifølge de markedsundersøgelser, som
institutionerne havde påberåbt sig, ikke var nogen klar afgrænsning i
segmentklassifikationen af fotokopimaskiner, da på den ene side visse
fotokopimaskiner kunne placeres i flere forskellige segmenter under hensyn til visse
af deres egenskaber og tekniske specifikationer, og der på den anden side var
konkurrence såvel mellem maskiner i tilstødende som mellem maskiner, der var
klassificeret i ikke-tilstødende segmenter.
- 67.
- Som anført i den midlertidige forordning (jf. 9.-11. betragtning) og den anfægtede
forordning (jf. 8. betragtning), har institutionerne konkluderet, at der ikke på
grundlag af de endelige brugeres anvendelse eller forbrugernes opfattelse klart kan
skelnes mellem forskellige cykelkategorier.
- 68.
- Det må hertil bemærkes, at der findes flere cykelmodeller, som der navnlig sondres
imellem på grundlag af udstyret. Cykler inddeles sædvanligvis i fem
underkategorier: mountain bikes, sports-/racercykler, turcykler, børnecykler og
andre cykler.
- 69.
- Alligevel fremgår det klart af sagens akter og parternes forklaringer i retsmødet,
at disse modeller ikke er klart afgrænset, idet visse cykler kan placeres i flere
underkategorier på grundlag af visse kendetegn og tekniske egenskaber. Endvidere
er der konkurrence såvel mellem cykler fra tilstødende underkategorier som
mellem cykler, der er placeret i de forskellige underkategorier.
- 70.
- Disse forskelle mellem cykler er ikke tilstrækkelige til at godtgøre, at samtlige
modeller har forskellige funktioner eller opfylder forskellige behov. Som det i øvrigt
klart fremgår af 8. betragtning til den anfægtede forordning, er den omstændighed,
at forbrugerne er tilbøjelige til at anvende blandingscykler, og at modeller kan
ændres ved tilføjelse af forskellige komponenter, et forhold, der helt eller delvis
fjerner betydningen af en eventuel sondring mellem forskellige cykelkategorier med
henblik på en antidumpingprocedure.
- 71.
- Under alle omstændigheder findes sagsøgeren ikke at have godtgjort, at
institutionerne har foretaget en åbenbart fejlagtig bedømmelse af
omstændighederne ved i denne sag at anse begrebet »samme vare« i henhold til
artikel 2, stk. 12, i grundforordningen om antidumping for at omfatte alle cykler fra
alle kategorier under ét.
- 72.
- Følgelig bør første anbringende forkastes.
Andet anbringende: forkert stikprøvemetode (tilsidesættelse af artikel 2, stk. 13, i
grundforordningen om antidumping)
Parternes argumenter
- 73.
- Sagsøgeren har i det andet anbringende anført, at sagsøgte har tilsidesat artikel 2,
stk. 13, i grundforordningen om antidumping, som alene giver mulighed for at
anvende stikprøveteknikker, såfremt der er tale om transaktioner af et betydeligt
omfang. I så fald skulle sagsøgte anvende de hyppigst forekommende eller
repræsentative priser.
- 74.
- I den foreliggende sag er den anvendte stikprøve ifølge sagsøgeren ikke
repræsentativ. Sagsøgte har ikke taget hensyn til oplysninger vedrørende statsejede
virksomheder, som har besvaret spørgeskemaet, bortset fra ét tilfælde. Dette
tilfælde vedrørte den virksomhed, som ganske vist havde den største eksport, men
hvis priser var meget lavere end de øvrige berørte eksportsvirksomheders priser.
Da antallet af transaktioner foretaget af statsejede virksomheder var forholdsvis
lavt, skulle og burde Rådet, såfremt det ønskede at anvende stikprøver, have fastsat
prisintervaller eller henvist til de transaktioner, der hyppigst foretages af samtlige
statsejede eksportvirksomheder. Sagsøgte burde i det mindste have taget hensyn til
oplysninger vedrørende statsejede virksomheder, der var mere repræsentative end
det anvendte selskab, navnlig sagsøgerens data. Sagsøgeren er den næststørste
statsejede eksportvirksomhed på det pågældende marked og sælger til »mere
normale priser«.
- 75.
- Sagsøgeren har endvidere anført, at sagsøgte har begået en grundlæggende fejl ved
i stikprøven at behandle Waimanly Bicycle Manufactory (herefter »Waimanly«)
som et statsejet selskab, selv om selskabet ikke tilhører denne kategori.
- 76.
- Ifølge sagsøgte, som støttes af intervenienterne, var betingelserne for anvendelsen
af artikel 2, stk. 13, i grundforordningen om antidumping opfyldt. Sagsøgte har for
det første anført, at undersøgelsen vedrørte eksport af cykler fra Den Kinesiske
Folkerepublik og ikke eksport fra individuelle kinesiske selskaber. For det andet
var der stor forskel på priserne, og antallet af transaktioner var meget højt. For
hver type kinesisk cykel skulle der findes en tilsvarende model, som blev solgt på
det taiwanske marked, for at fastslå den normale værdi, og en model solgt på
fællesskabsmarkedet for at bedømme, hvor langt prisen lå under markedsprisen.
En udvidelse af stikprøven til at omfatte andre eksportvirksomheder og disses
cykeltyper ville have betydet en væsentlig forøgelse af antallet af transaktioner, som
skulle analyseres, og følgelig en urimelig forlængelse af sagsbehandlingen.
- 77.
- Ifølge sagsøgte kan sagsøgeren ikke klage over, at sagsøgte ikke medtog alle
eksportvirksomhederne i stikprøven. Den pågældende bestemmelse giver mulighed
for stikprøveundersøgelser på grundlag af et repræsentativt udvalg af
eksportvirksomheder, navnlig når der som i denne sag er mange
eksportvirksomheder involveret.
- 78.
- Sagsøgte har i denne sag anført, at stikprøven var repræsentativ, idet denomfattede 88% af al eksport til Fællesskabet fra de 20 selskaber, der havde
besvaret spørgeskemaet. Stikprøven omfattede eksport fra Guangzhou Five Rams
Bicycle Group og Waimanly, to statsejede selskaber. Denne eksport udgjorde over
85% af al eksport i undersøgelsesperioden fra de statsejede selskaber, som havde
besvaret spørgeskemaet.
- 79.
- I modsætning til, hvad sagsøgeren hævder, er Waimanly et statsejet selskab, idet
det ejes fuldt ud af »Foreign Trading Company of Po Ou Province«, som igen er
fuldt ud ejet af Den Kinesiske Folkerepublik.
Rettens bemærkninger
- 80.
- I artikel 2, stk. 13, i grundforordningen om antidumping hedder det, at »når der er
tale om varierende priser ... kan der anvendes stikprøver, f.eks. af de hyppigst
forekommende eller repræsentative priser, med henblik på fastsættelse af den
normale værdi og eksportpriserne, hvis der er tale om transaktioner af et betydeligt
omfang«.
- 81.
- Med henblik på fastsættelsen af den normale værdi kan virksomheder udvælges,
fordi de er repræsentative for så vidt angår eksport til Fællesmarkedet (se bl.a.
Domstolens dom af 12.5.1989, sag 246/87, Continentale Produkten-Gesellschaft,
Sml. s. 1151, præmis 12).
- 82.
- Der er intet hverken i ovennævnte bestemmelse eller i retspraksis, der angiver, at
fællesskabsinstitutionerne skal tage hensyn til de hyppigst forekommende eller mest
repræsentative priser anvendt af hver enkelt eksportvirksomhed for sig i stedet for
de priser, som alle eksportvirksomheder under ét anvender.
- 83.
- Som fællesskabsinstitutionerne har anført, fremgår det af 15. betragtning til den
midlertidige forordning og af 28. betragtning til den anfægtede forordning, at de
pågældende virksomheder var blevet udvalgt, fordi de var repræsentative for så vidt
angår eksporten til fællesskabsmarkedet. I denne forbindelse har sagsøgeren ikke
bestridt, at de seks selskaber, der indgår i stikprøven, tegner sig for 88% af den
samlede eksport til Fællesskabet fra de selskaber, som har besvaret spørgeskemaet
(28. betragtning til den anfægtede forordning).
- 84.
- Hvad angår sagsøgerens påstand om, at Waimanly ikke kan anses for en statsejet
virksomhed, fremgår det af de dokumenter, som Kommissionen forelagde Retten
den 25. februar 1997, navnlig en fax sendt den 1. juli 1992 til Kommissionen af
Waimanly's advokat, at Waimanly er en virksomhed, der ejes fuldt ud af Foreign
Trading Company of Po Ou Province, som ejes af Den Kinesiske Folkerepublik.
Fællesskabsinstitutionerne anså således med føje Waimanly for en statsvirksomhed.
- 85.
- Endelig har institutionerne ifølge artikel 2, stk. 13, i grundforordningen om
antidumping et vidt skøn (jf. ovennævnte Ferchimex-dom). Følgelig må Retten
begrænse sin prøvelse til at undersøge, om formforskrifterne er overholdt, om de
faktiske omstændigheder, som er lagt til grund ved det anfægtede valg, er materielt
rigtige, samt om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de faktiske
omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning (jf. de i præmis 63 og 64
citerede domme i sagerne Nachi Fujikoshi, præmis 21, Gestetner Holdings, præmis
63, og Ferchimex, præmis 67).
- 86.
- I betragtning af det anførte er den omstændighed, at sagsøgte har taget hensyn til
de repræsentative priser fra de største eksportvirksomheder i hver af de kategorier,
som sagsøgte har opstillet, og ikke til samtlige eksportvirksomheders priser, ikke
tilstrækkeligt til at bevise, at den stikprøve, som den anfægtede antidumpingtold var
baseret på, helt åbenbart ikke var repræsentativ.
- 87.
- Følgelige må det andet anbringende forkastes.
Tredje anbringende: nægtelse af at give de forskellige berørte eksportvirksomheder
individuel behandling (tilsidesættelse af artikel 2, stk. 5 og 9, og artikel 13, stk. 3, i
grundforordningen om antidumping og artikel VI, stk. 2, i GATT)
Parternes argumenter
- 88.
- Sagsøgeren har indledningsvis bemærket, at fællesskabsinstitutionerne, når der
pålægges antidumpingtold, i flere år har fulgt en politik, som består i at nægte at
give virksomheder i lande, der ikke har markedsøkonomi, individuel behandling (jf.
33. og 34. betragtning til den midlertidige forordning). Derfor pålægges der én
enkelt antidumpingtold for alle eksportører i det pågældende land, en told, som
gælder for alle varer, der eksporteres til Det Europæiske Fællesskab, uanset de
anslåede dumpingmarginer for hver enkelt berørt producent eller eksportør. Ifølge
sagsøgeren er Kommissionen og Rådet af den opfattelse, at indførelse af
differentierede toldsatser alt efter virksomhederne i et land med planøkonomi ville
foranledige staten til at gribe ind og gennemføre samtlige udførsler gennem det
selskab, for hvilket der gjaldt den laveste toldsats.
- 89.
- Sagsøgeren har anført, at en sådan politik er i strid med grundforordningen om
antidumping, som pålægger fællesskabsinstitutionerne at give individuel behandling,
uanset varernes oprindelse, hvis det er muligt, navnlig når virksomheden har
samarbejdet i fuldt omfang under antidumpingproceduren.
- 90.
- Fællesskabsinstitutionernes politik, der går ud på ikke at fastsætte
antidumpingtolden på grundlag af den individuelle situation for hver af de berørte
eksportører, indebærer ikke alene, at der ikke tages hensyn til de specifikke
oplysninger vedrørende hver enkelt eksportør ved beregningen af den normale
værdi, men også, at der ses bort fra forskellene med hensyn til hver eksportørs
priser og eksportvolumen. En sådan praksis fører til tilsidesættelse af et af de
grundlæggende principper i GATT for så vidt angår antidumpingtold (artikel VI,
stk. 2, i GATT), jf. artikel 8, stk. 3, i aftalen af 12.4.1979 om anvendelsen af artikel
VI i GATT (EFT 1980 L 71, s. 90, herefter »GATT's antidumpingkodeks«), som
er optaget i artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping, hvori det
hedder: »Denne told må ikke være højere end den midlertidigt anslåede eller
endeligt fastsatte dumpingmargin ... den bør være lavere, såfremt en sådan lavere
told er tilstrækkelig til at afhjælpe skaden.« Endelig bevirker en sådan praksis, at
de pågældende virksomheder, herunder sagsøgeren, ikke får en retfærdig
behandling under proceduren.
- 91.
- Ifølge sagsøgeren kan sagsøgte ikke påberåbe sig, at sagsøgeren er et selskab fra
et land uden markedsøkonomi, da lovgiver kun sondrer mellem selskaber fra disse
lande og andre selskaber for så vidt angår metoden til beregning af den normale
værdi.
- 92.
- Sagsøgeren har endvidere anført, at fællesskabsinstitutionerne selv inden for
rammerne af den anfægtede politik skulle have givet sagsøgeren individuel
behandling. I tidligere sager vedrørende varer med oprindelse i Den Kinesiske
Folkerepublik har fællesskabsinstitutionerne indrømmet de pågældende eksportører
individuel behandling, hvor disse har påvist deres uafhængighed af staten i deres
eksportstrategier og ved fastsættelsen af deres eksportpriser (16. betragtning til den
anfægtede forordning).
- 93.
- Med hensyn til netop sin uafhængighed af staten mener sagsøgeren at opfylde de
kriterier, som fællesskabsinstitutionerne har fastsat i et notat fra Kommissionen af
1. december 1992 om den politik, Kommissionen vil følge med hensyn til dumping
foretaget af joint ventures i lande uden markedsøkonomi. Sagsøgeren har anført,
at selskabet fuldstændig frit kan eksportere varer uden nogen form for tilladelse,
og at det i almindelighed sælger direkte til uafhængige importører, der er etableret
i Fællesskabet, på vilkår, der har været genstand for frie forhandlinger.
- 94.
- Under alle omstændigheder påhviler det fællesskabsinstitutionerne at bevise, at der
er tale om statslig kontrol af eksporten, og ikke blot formode det. I denne sag har
fællesskabsinstitutionerne ikke fremlagt noget sådant bevis.
- 95.
- Endelig har sagsøgeren anført, at Den Kinesiske Folkerepublik ikke er et
statshandelsland, men et land med »socialistisk markedsøkonomi«, som ganske vist
ikke tillader enkeltpersoner at eje selskabers aktier, men dog kræver, at
virksomhederne er ansvarlige for deres gevinster og tab. I denne forbindelse har
sagsøgeren henvist til flere økonomiske artikler, som bekræfter, at den kinesiske
økonomi er under omdannelse til en markedsøkonomi. At den kinesiske stat som
enhver anden stat til enhver tid kan ændre sin lovgivning, berettiger ikke til at
betvivle virksomhedernes uafhængighed over for staten.
- 96.
- Sagsøgte har anført, at grundforordningen om antidumping ikke kræver, at
fællesskabsinstitutionerne behandler importører individuelt. Sagsøgte har henvist
til, at det fremgår af artikel 7, stk. 1, litra a), i grundforordningen om antidumping,
at antidumpingprocedurer vedrører eksport fra et eller flere lande, og ikke eksport
fra et eller flere individuelle selskaber. I artikel 13, stk. 2, foreskrives det blot, at
der i antidumpingforordninger altid skal anføres oprindelses- eller eksportlandet og
om muligt navnet på leverandøren.
- 97.
- Sagsøgte har påpeget, at der ikke er nogen bestemmelse i grundforordningen om
antidumping, herunder artikel 13, stk. 3, som kræver beregning af individuelle
dumpingmarginer for hver enkelt eksportør, og at det samme gælder GATT's
antidumpingkodeks. Sidstnævnte kodeks finder imidlertid ikke anvendelse i denne
sag, da Den Kinesiske Folkerepublik ikke er part i GATT.
- 98.
- Sagsøgte har anført, at sagsøgeren i denne sag ikke kunne behandles individuelt.
Sagsøgte har understreget, at det ikke er godtgjort, at sagsøgeren frit kunne handle
uafhængigt af den kinesiske stat. Det ville ikke have været muligt at individualisere
eksportører uden at begrænse effektiviteten af de vedtagne
beskyttelsesforanstaltninger. Da staten kan kontrollere underleverandørers priser,
afspejler eksportselskabernes omkostninger ikke nødvendigvis de økonomiske
realiteter. Følgelig vil en hensyntagen til individuelle dumpingmarginer kunne give
et af eksportselskaberne en uberettiget konkurrencefordel, da staten vil kunne
omgå beskyttelsesforanstaltningerne ved at kanalisere eksporten gennem den
eksportør, der har fået pålagt den laveste told.
- 99.
- Selv om statskontrollen i Den Kinesiske Folkerepublik er blevet indskrænket i visse
sektorer, ejes og kontrolleres kinesiske eksportvirksomheder som f.eks. sagsøgeren
stadig fuldt ud af staten og kan derfor ikke betragtes som uafhængige selskaber,
der kan sammenlignes med selskaberne i en markedsøkonomi. Således kan staten
til enhver tid fratage en hvilken som helst eksportør tilladelsen til at eksportere.
Under alle omstændigheder er det, selv efter en undersøgelse på stedet, umuligt
at få klarhed over statskontrollens nøjagtige omfang. Dels er der visse love, der
ikke offentliggøres, og som udlændinge ikke har adgang til, dels består der visse
former for praksis, der går forud for loven.
Rettens bemærkninger
- 100.
- Grundforordningen om antidumping forbyder intetsteds at indføre en enkelt
antidumpingtold for statshandelslande (ovennævnte Climax Paper-dom, præmis 92).
- 101.
- Artikel 2, stk. 5, angiver kun de kriterier, på grundlag af hvilke den normale værdi
skal bestemmes i tilfælde af indførsel fra lande uden markedsøkonomi. Artikel 2,
stk. 9, om sammenligning af den normale værdi med eksportprisen vedrører kun
prisernes sammenlignelighed og de justeringer, der skal foretages for at tage hensyn
til forskelle, som påvirker denne sammenlignelighed.
- 102.
- Det fremgår af artikel 2, stk. 13, at når der er tale om varierende priser,
sammenlignes eksportpriserne i princippet med den normale værdi i forbindelse
med hver enkelt transaktion. I denne sag har sammenligningen fundet sted på dette
grundlag (se 28. betragtning til den midlertidige forordning). I modsætning til, hvad
sagsøgeren hævder, betyder dette dog ikke, at der ikke kan fastsættes en enkelt
antidumpingtold.
- 103.
- Hverken artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping, eller artikel 8,
stk. 3, i GATT's antidumpingkodeks (uanset om denne finder anvendelse i den
foreliggende sag eller ej) forbyder, at der pålægges en enkelt told, eller kræver, at
der fastsættes en dumpingmargin individuelt for hver enkelt eksportør. Disse
bestemmelser kræver alene, at der er en forbindelse mellem størrelsen af tolden,
også i tilfælde af en enkelt told, og dumpingmarginen, også selv om denne
fastsættes individuelt.
- 104.
- Artikel 2, stk. 14, i grundforordningen om antidumping definerer ganske vist
»dumpingmarginen« som det beløb, hvormed den normale værdi overstiger
eksportprisen [litra a)], men den bestemmer også, at »når der er tale omvarierende dumpingmarginer, kan der beregnes et vejet gennemsnit af disse« [litra
b)].
- 105.
- Endelig bestemmer artikel 13, stk. 2, at i forordninger om antidumping »anføres
især størrelsen og arten af den pålagte told, den pågældende vare, oprindelses-
eller eksportlandet og om muligt navnet på leverandøren samt begrundelserne for
forordningen«. Selv om det fremgår (jf. ovennævnte Climax Paper-dom, præmis 93)
af såvel denne bestemmelses opbygning som dens formål, at forpligtelsen til at
anføre navnet på leverandøren i forordninger om antidumping i princippet
indebærer en forpligtelse til at fastsætte en specifik antidumpingtold for hver enkelt
leverandør, må det dog fremhæves, at denne bestemmelses ordlyd præciserer, at
navnet kun skal anføres »om muligt«. Lovgiver har altså udtrykkeligt begrænset
forpligtelsen til at anføre leverandørens navn og dermed forpligtelsen til at
fastsætte en specifik antidumpingtold for hver leverandør til alene at gælde i
tilfælde, hvor det er muligt at give disse nærmere oplysninger.
- 106.
- Institutionerne har ikke, ved at følge den anfægtede politik, fortolket ordene »om
muligt« urigtigt. Det må nemlig konstateres, at det ikke er muligt at anføre navnet
på hver leverandør, hvis det, for at undgå risikoen for omgåelse af
antidumpingtolden, er nødvendigt at indføre en enkelt told for et helt land. Dette
er navnlig tilfældet, når fællesskabsinstitutionerne, med hensyn til et
statshandelsland, efter at have undersøgt de pågældende eksportørers forhold ikke
er overbevist om, at disse eksportører handler uafhængigt i forhold til staten (jf.
ovennævnte Climax Paper-dom, præmis 94).
- 107.
- Den anfægtede politik er heller ikke i strid med formålet med og ånden i
grundforordningen om antidumping. Som Retten allerede har fastslået i
ovennævnte Climax Paper-dom, præmis 95, er formålet med grundforordningen
nemlig bl.a. at beskytte Fællesskabet mod dumpingindførsler. Med hensyn til
forordningens ånd fremgår det af forskellige bestemmelser, at den normale værdi
og eksportprisen normalt skal fastslås individuelt for hver enkelt eksportør. Dette
betyder dog ikke, at fællesskabsinstitutionerne er forpligtet til at gøre dette i hvert
enkelt tilfælde, og heller ikke, at de er forpligtet til at indføre en individuel
antidumpingtold for hver enkelt eksportør. Grundforordningens ånd overlader
fællesskabsinstitutionerne et vidt skøn ved afgørelsen af, hvornår det er rimeligt at
give de berørte eksportører individuel behandling. Dette fremgår bl.a. af artikel 2,
stk. 14, litra b), og af artikel 13, stk. 2, som giver fællesskabsinstitutionerne
mulighed for at beregne et vejet gennemsnit af dumpingmarginerne, og dermed en
enkelt dumpingmargin, for et helt land, samt for at indføre en enkelt
antidumpingtold for dette land.
- 108.
- Det følger af det anførte, at en politik, som indebærer, at der indføres en enkelt
antidumpingtold for et helt land, hverken er i strid med ordlyden af eller ånden i
grundforordningen om antidumping, hvis denne politik er nødvendig, for at
Fællesskabet kan beskytte sig mod dumping og mod risikoen for omgåelse af
beskyttelsesforanstaltninger (jf. ovennævnte Climax Paper-dom, præmis 96).
- 109.
- Spørgsmålet, om en eksportør fra et statshandelsland handler tilstrækkeligt
uafhængigt i forhold til staten til, at der kan gives ham individuel behandling,
forudsætter en vurdering af komplicerede faktiske forhold, som både er af
økonomisk, politisk og juridisk art. I denne forbindelse bemærkes, at når det drejer
sig om komplicerede økonomiske spørgsmål, fremgår det af fast retspraksis, at
institutionerne har et vidt skøn (jf. ovennævnte Ferchimex-dom, præmis 131), og
at retsinstansernes prøvelse vedrørende en sådan bedømmelse må begrænses til en
kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på
grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om
der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder,
eller om der er begået magtfordrejning (jf.e de i præmis 64 citerede domme i
sagerne Nachi Fujikoshi, præmis 21, og Gestetner Holdings, præmis 63). Det
samme gælder for de faktiske, retlige og politiske forhold i det pågældende land,
som fællesskabsinstitutionerne skal vurdere for at afgøre, om en eksportør handler
tilstrækkeligt uafhængigt af et statshandelslands myndigheder til at få individuel
behandling (jf. ovennævnte Climax Paper-dom, præmis 98).
- 110.
- I denne sag er sagsøgtes argumenter (jf. 17.-21. betragtning til den anfægtede
forordning og sagsøgtes skriftlige indlæg) til støtte for pålæggelse af en enkelt told
relevante. Navnlig kræves der ikke individuel behandling ifølge grundforordningen
om antidumping. Endvidere forekommer det sandsynligt, at Kommissionen i den
aktuelle situation ikke har kunnet kontrollere de kinesiske eksportørers erklæringer
på stedet.
- 111.
- Det skal navnlig bemærkes, at de grunde, der er anført i 19. betragtning til den
anfægtede forordning til støtte for påstanden om, at det i et land som Den
Kinesiske Folkerepublik er yderst vanskeligt at kontrollere, om en kinesisk
virksomhed virkelig er uafhængig af staten, tilsyneladende ikke er åbenbart urigtige.
Sagsøgeren har endvidere ikke tilbagevist argumentet i nævnte betragtning, som går
ud på, at Den Kinesiske Folkerepublik i undersøgelsesperioden befandt sig i
overgangsfasen mellem et land med en fuldstændig statskontrolleret økonomi og
et land med en delvis markedsorienteret økonomi. Sagsøgeren har heller ikke
bestridt påstanden om, at staten fortsat kontrollerede mange sider af det
økonomiske liv, og at de love og institutioner, der var nødvendige for, at en
markedsøkonomi kunne fungere, ikke var tilstrækkeligt udviklede og kendte af de
økonomiske beslutningstagere og embedsmændene.
- 112.
- Sagsøgeren har endvidere ikke benægtet, at en repræsentant for den kinesiske
regering, der påstår, at han repræsenterer alle cykelproducenter med aktier ejet af
den kinesiske stat, har meddelt Kommissionen, at den kinesiske stat koordinerer
alle kinesiske cykelproducenters aktiviteter i Kina (26. betragtning til den
anfægtede forordning).
- 113.
- Sagsøgeren har endvidere såvel i stævningen som i retsmødet anført, at økonomien
i Den Kinesiske Folkerepublik strengt taget ikke er en markedsøkonomi, men
snarere en »socialistisk markedsøkonomi«, hvorved sagsøgeren implicit har
anerkendt, at landet fortsat er et statshandelsland.
- 114.
- Med hensyn til Kommissionens notat af 1. december 1992 bemærkes blot, at det
er et internt notat og altså et af Kommissionens egne arbejdsdokumenter, som ikke
kan vække begrundede forventninger hos sagsøgeren (jf. ovennævnte Climax Paper-dom, præmis 115), og som ikke kan forpligte en anden fællesskabsinstitution.
- 115.
- Heraf følger, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at selskabet reelt ikke var under de
kinesiske myndigheders indflydelse. Fællesskabsinstitutionerne har således ikke
begået en åbenbar fejl ved vurderingen af omstændighederne.
- 116.
- Det følger heraf, at det tredje anbringende ikke kan lægges til grund.
Fjerde anbringende: nægtelse af at underrette om beregningsmetoden [tilsidesættelse
af artikel 7, stk. 4, litra b) og c), i grundforordningen om antidumping]
Parternes argumenter
- 117.
- Sagsøgeren har foreholdt Kommissionen, at den ikke har opfyldt sin oplysningspligt
i henhold til artikel 7, stk. 4, litra b), i grundforordningen om antidumping, idet de
oplysninger, som Kommissionen meddelte sagsøgeren, var utilstrækkelige.
Kommissionen har nemlig for det første alene meddelt sagsøgeren oplysninger om
Guangzhou Five Rams Bicycle Group, og ikke nogen oplysninger vedrørende
sagsøgeren. For det andet har Kommissionens oplysninger om de taiwanske
cykelmodeller og -priser, som er anvendt som grundlag for beregning af den
normale værdi, været utilstrækkelige, og for det tredje har Kommissionen opgivet
samlede tal vedrørende de samlede dumpingaktiviteter og dumpingmarginen i
stedet for at give oplysninger om hver enkelt transaktion.
- 118.
- Sagsøgte finder, at fællesskabsinstitutionerne har opfyldt de kriterier, som
Domstolen har fastsat i dom af 27. juni 1991 i sag C-49/88 (Al-Jubail Fertilizer og
Saudi Arabian Fertilizer mod Rådet, Sml. I, s. 3187, præmis 17), og at
Kommissionen havde underrettet sagsøgeren om, hvorledes antidumpingtolden var
beregnet, i underretningsdokumentet. Kommissionen har også givet de seks
eksportører, der indgår i stikprøven, oplysninger om alle beregninger vedrørende
dem. Disse oplysninger kunne ikke gives til de øvrige virksomheder, herunder
sagsøgeren, da de var fortrolige. Oplysningerne kunne endvidere ikke have givet
anledning til relevante bemærkninger fra disse virksomheder. I øvrigt havde
sagsøgeren under alle omstændigheder haft adgang til de ikke-fortrolige akter, der
lå til gennemsyn i Kommissionen. Fællesskabsinstitutionerne kunne ikke give
yderligere og bedre oplysninger om dumpingmarginen, fordi der ikke var beregnet
nogen individuel dumpingmargin. Sagsøgeren kan ikke klage over, at institutionerne
ikke har forelagt selskabet nogen oplysninger, der vedrører selskabet. Disse
oplysninger blev ikke anvendt som forudsat i den omtvistede bestemmelse, da
sagsøgeren ikke indgik i stikprøven.
Rettens bemærkninger
- 119.
- Ifølge artikel 7, stk. 4, litra b), i grundforordningen om antidumping kan
»eksportører ... af den vare, der er omfattet af undersøgelsen ... anmode om at
blive underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af
hvilke det påtænkes at anbefale pålæggelse af endelig told ...«. Sådanne
anmodninger skal indsendes skriftligt til Kommissionen [artikel 7, stk. 4, litra c), i),
aa)]. I de tilfælde, hvor der er pålagt en midlertidig told, skal anmodningerne være
modtaget senest en måned efter offentliggørelsen af en sådan tolds indførelse
[artikel 7, stk. 4, litra c), i), cc)]. Artikel 7, stk. 4, litra c), ii) og iii), indeholder de
nærmere regler for, hvorledes Kommissionen kan give de ønskede oplysninger, og
inden for hvilken frist dette skal ske.
- 120.
- Det fremgår af fast retspraksis, at kravene i henhold til princippet om retten til
kontradiktion er overholdt, når den pågældende virksomhed under en administrativ
procedure har haft mulighed for at give udtryk for sin stillingtagen til, om de
fremførte faktiske forhold og andre omstændigheder virkelig foreligger, og hvilken
betydning de da har, og i givet fald til de relevante dokumenter (jf. f.eks.
Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen,
Sml. s. 461, præmis 11, ovennævnte Nakajima-dom, præmis 108, og ovennævnte Al
Jubail-dom, præmis 17; Rettens domme af 29.6.1995, sag T-30/91, Solvay mod
Kommissionen, Sml. II, s. 1775, præmis 59, og sag T-36/91, ICI mod Kommissionen,
Sml. II, s. 1847, præmis 69, samt ovennævnte Sinochem-dom, præmis 75).
- 121.
- Kommissionens oplysningspligt må dog altid afvejes mod forbuddet mod at
videregive fortrolige oplysninger. Ifølge artikel 8, stk. 2, i grundforordningen om
antidumping må hverken fællesskabsinstitutionerne, medlemsstaterne eller personer
i disses tjeneste videregive oplysninger, som de har modtaget i medfør af
forordningen, og som på anmodning af den part, der har givet oplysningerne, skal
behandles som fortrolige, medmindre denne part har givet særlig tilladelse hertil.
Fællesskabsinstitutionerne kan betragte visse oplysninger som fortrolige, når
videregivelsen heraf vil kunne være til væsentlig skade for den, der har givet dem
eller er kilde til sådanne oplysninger (traktatens artikel 214 og artikel 8, stk. 3, i
grundforordningen om antidumping).
- 122.
- I denne sag kan sagsøgeren ikke med føje hævde, at de ikke-fortrolige oplysninger
fra Kommissionen var utilstrækkelige. For det første har Kommissionen i sit
underretningsdokument givet oplysninger om den pågældende vare,
fællesskabsindustrien, stikprøvemetoden, den normale værdi, eksportpriserne,
dumpingmarginen og den skade, der er forvoldt Fællesskabet. For det andet er
fællesskabsinstitutionerne ikke alene pligtige at beregne dumpingmarginen for hver
enkelt af de berørte virksomheder og pålægge hver af disse en særskilt
antidumpingtold (se begrundelserne vedrørende ovennævnte tredje anbringende),
men fællesskabsinstitutionerne råder også over et vidt skøn ved udvælgelsen af de
virksomheder, der skal indgå i stikprøven, på grundlag af hvilken dumpingmarginen
og tolden skal fastsættes. Følgelig har fællesskabsinstitutionerne ret til ikke at
indhente og anvende oplysninger vedrørende visse virksomheder. Det kan heller
ikke kræves, at de meddeler sådanne oplysninger, som der pr. definition og ikke
mindst under de foreliggende omstændigheder ikke kan anmodes om, og som
derfor heller ikke er blevet anvendt. For det tredje har sagsøgeren ikke bestridt, at
selskabet har haft adgang til ikke-fortrolige akter i Kommissionen.
- 123.
- Heraf følger, at også det fjerde anbringende må forkastes.
Femte anbringende: forkert metode til beregning af dumpingmarginerne (tilsidesættelse
af artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping) og magtfordrejning med
hensyn til den fastsatte antidumpingtold
Parternes argumenter
- 124.
- Sagsøgeren har anført, at sagsøgte har misbrugt sin skønsbeføjelse ved på urimelig
og fejlagtig måde at forhøje dumpingmarginen. Ved at anvende dumpingmarginen
for det selskab i stikprøven, der har den højeste margin, har sagsøgte kunstigt
oppustet den samlede dumpingmargin og toldsatsen for de fleste af de øvrige
selskaber, som har besvaret spørgeskemaet. For disse selskaber overstiger tolden
den faktiske dumpingmargin i strid med artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om
antidumping. Ifølge sagsøgeren har sagsøgte ikke ret til at medtage de 27% af
eksporten, der kan tilskrives selskaber, som angiveligt ikke har samarbejdet ved
beregningen af dumpingmarginen, da oplysningerne fra de kinesiske eksportører
er tilstrækkelige til at udgøre en repræsentativ stikprøve. Tallet på 27%, som er
taget fra en ukendt kilde, savner endvidere ethvert grundlag. Hvis tallet stammer
fra De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor (Eurostat), må der ifølge
sagsøgeren tages hensyn til, at Kommissionen ofte har klaget over unøjagtigheden
af oplysningerne fra dette kontor.
- 125.
- Sagsøgte har anført, at tallet for den samlede cykeleksport fra Den Kinesiske
Folkerepublik til Det Europæiske Fællesskab i undersøgelsesperioden stammer fra
Eurostat, som var den eneste kilde til pålidelige oplysninger. Oplysninger fra
eksportørerne dækkede 73% af denne eksportmængde i undersøgelsesperioden.
Dumpingmarginen for de resterende 27% var beregnet på grundlag af de bedste
oplysninger, der var tilgængelige, i henhold til artikel 7, stk. 7, litra b), i
grundforordningen om antidumping. I overensstemmelse med sædvanlig praksis er
de relevante oplysninger dem, der vedrører det af de selskaber, der har
samarbejdet, der har den højeste dumpingmargin.
Rettens bemærkninger
- 126.
- Det fremgår af artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping, at
antidumpingtolden ikke må være højere end den midlertidigt anslåede eller endeligt
fastsatte dumpingmargin, og at den bør være lavere, såfremt en sådan lavere told
er tilstrækkelig til at afhjælpe skaden.
- 127.
- I denne sag fremgår det af den midlertidige forordning (jf. 37. betragtning) og den
anfægtede forordning (jf. 50. betragtning), at de selskaber, som besvarede
Kommissionens spørgeskema, tegnede sig for 73% af den samlede eksport fra Den
Kinesiske Folkerepublik. Dumpingmarginen for disse selskaber blev fastsat på
grundlag af den vejede gennemsnitlige dumpingmargin pr. type for de seks
selskaber, der indgik i stikprøven. For de eksportører, der ikke besvarede
spørgeskemaet, og som tegnede sig for de resterende 27% af eksporten, blev
dumpingmarginen fastsat på grundlag af artikel 7, stk. 7, litra b), i
grundforordningen om antidumping. Ifølge denne bestemmelse kan foreløbige eller
endelige, positive eller negative afgørelser træffes på grundlag af de tilgængelige
oplysninger, såfremt en af de berørte parter eller et af de berørte tredjelande
nægter at give adgang til nødvendige oplysninger eller på anden måde undlader at
stille sådanne til rådighed inden for en rimelig frist eller lægger væsentlige
hindringer i vejen for undersøgelsen. Kommissionen mente, at de bedste af de
tilgængelige oplysninger var oplysningerne om det selskab i stikprøven, der havde
den højeste dumpingmargin. Dumpingmarginen for Den Kinesiske Folkerepublik
udtrykt i procent af cif-værdien (omkostninger, forsikring, fragt) beregnet på denne
måde, beløb sig til 30,6%.
- 128.
- Det fremgår af ovenstående overvejelser vedrørende det tredje anbringende om
nægtelse af at give de forskellige berørte eksportører individuel behandling for det
første, at fællesskabsinstitutionernes politik ikke er i strid med ordlyden af, formålet
med og ånden i grundforordningen om antidumping, og for det andet, at
sagsøgeren ikke opfylder de nødvendige betingelser for at få individuel behandling,
og følgelig at institutionerne ikke har udøvet et åbenbart urigtigt skøn ved
vurderingen af de faktiske omstændigheder.
- 129.
- Desuden er den anfægtede politik baseret på den antagelse, at eksportørerne i
statshandelslande som regel ikke er uafhængige af statens indflydelse, og at et af
formålene med denne politik er at undgå omgåelse af antidumpingtolden. Såfremt
institutionerne ikke kan fastsætte dumpingmarginen under hensyntagen til
eksporten fra selskaber, der ikke har samarbejdet i undersøgelsen, kan
myndighederne i et statshandelsland pålægge den eksportør, som har de højeste
eksportpriser, at samarbejde med fællesskabsinstitutionerne, og forbyde de øvrige
eksportører at gøre det. De kan således sikre, at der for alle de eksportører, der
er indblandet i dumping, kommer til at gælde en antidumpingtold, som er lig med
den dumpingmargin, der er beregnet for eksportører med den laveste margin (jf.
ovennævnte Climax Paper-dom, præmis 130).
- 130.
- Endelig fremgår det af præmis 107 i nærværende dom og af artikel 2, stk. 14, litra
b), i grundforordningen om antidumping, at fællesskabsinstitutionerne har den
mulighed at beregne et vejet gennemsnit af dumpingmarginer og altså en enkelt
dumpingmargin for et helt land.
- 131.
- Det må endvidere fastslås, at fællesskabsinstitutionerne med føje efter artikel 7,
stk. 7, litra b), i grundforordningen om antidumping har baseret sig på Eurostat's
statistikker og de oplysninger, der er afgivet af de selskaber, der har besvaret
Kommissionens spørgeskema, idet disse oplysninger under de foreliggende
omstændigheder er de bedste af de foreliggende oplysninger i ovennævnte
bestemmelses forstand.
- 132.
- Hertil kommer, at såvel beregningen af eksportprisen for de producenter, der ikke
har samarbejdet under undersøgelsen, som beregningen af den enkelte
dumpingmargin på grundlag af tilgængelige oplysninger forudsætter en vurdering
af komplicerede økonomiske forhold. Den retslige prøvelse vedrørende en sådan
vurdering må begrænses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om
de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget,
er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de
nævnte faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning (jf.
ovennævnte domme i sagerne Nachi Fujikoshi, præmis 21, Gestetner Holdings,
præmis 63, og Climax Paper, præmis 135).
- 133.
- Det fremgår herved af den midlertidige forordning (jf. 37. betragtning) og den
anfægtede forordning (jf. 50. betragtning), at de oplysninger, der er givet af de
selskaber, der har besvaret Kommissionens spørgeskema, ikke vedrører samtlige
kinesiske udførsler af den pågældende vare, men kun 73% af de samlede udførsler
fra Den Kinesiske Folkerepublik. Det må fastslås, at fællesskabsinstitutionerne ved
beregningen af den del af eksporten, som må tilskrives de eksportører, der ikke har
afgivet oplysninger, i henhold til artikel 7, stk. 7, litra b), i grundforordningen om
antidumping har baseret sig på Eurostat's statistikker vedrørende den samlede
cykelimport fra Den Kinesiske Folkerepublik til Fællesskabet samt på
oplysningerne fra de selskaber, der besvarede Kommissionens spørgeskema.
- 134.
- Sagsøgeren har blot anfægtet den af fællesskabsinstitutionerne foretagne beregning
uden at fremlægge noget som helst bevismiddel, der kan godtgøre, at beregningen
er ukorrekt. Under alle omstændigheder har fællesskabsinstitutionerne baseret sig
på de bedste af de tilgængelige oplysninger.
- 135.
- Hvad angår beregningsmetoden for de ikke-samarbejdende producenters
eksportpriser kan det ikke bebrejdes institutionerne, at de har lagt de laveste priser
i stikprøven til grund, da enhver anden løsning ville bevirke, at eksportørerne
tilskyndes til ikke at samarbejde (jf. ovennævnte Climax Paper-dom, præmis 140).
Endvidere er der intet, der tyder på, at selve beregningen var unøjagtig, eller at
sagsøgte har udøvet et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske
omstændigheder.
- 136.
- Det følger heraf, at det femte anbringende også er ubegrundet.
- 137.
- Det følger af det foregående i sin helhed, at sagsøgte i det hele må frifindes.
Sagens omkostninger
- 138.
- Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale
sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Rådet og
intervenienten EBMA har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale
sagens omkostninger, og da sagsøgeren har tabt sagen, pålægges det denne, foruden
sine egne omkostninger, at bære de af sagsøgte og intervenienten EBMA afholdte
omkostninger.
- 139.
- Procesreglementets artikel 87, stk. 4, bestemmer, at institutioner, der er indtrådt i
en sag, bærer deres egne omkostninger. Kommissionen bærer derfor sine egne
omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Udvidede Afdeling)
1) Rådet for Den Europæiske Union frifindes.
2) Sagsøgeren betaler sine egne omkostninger samt sagsøgtes og intervenienten
EBMA's omkostninger.
3) Kommissionen bærer sine egne omkostninger.
García-Valdecasas Tiili Azizi
Moura Ramos Jaeger
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 25. september 1997.
H. Jung
R. García-Valdecasas
Justitssekretær
Afdelingsformand
Indhold
Faktiske omstændigheder
II - 2
Retsforhandlinger
II - 4
Parternes påstande
II - 5
Formaliteten
II - 5
Det første anbringende til støtte for sagens afvisning
II - 5
Parternes argumenter
II - 5
Rettens bemærkninger
II - 6
Det andet anbringende til støtte for sagens afvisning
II - 7
Parternes argumenter
II - 7
Rettens bemærkninger
II - 8
Det tredje anbringende til støtte for sagens afvisning
II - 9
Parternes argumenter
II - 9
Rettens bemærkninger
II - 10
Realiteten
II - 10
Første anbringende: fejl i definitionen af »samme vare« (tilsidesættelse af artikel 2,
stk. 12, i grundforordningen om antidumping) og magtfordrejning ved
fastsættelsen af de produkter, der pålægges antidumpingtold
II - 10
Parternes argumenter
II - 10
Rettens bemærkninger
II - 12
Andet anbringende: forkert stikprøvemetode (tilsidesættelse af artikel 2, stk. 13, i
grundforordningen om antidumping)
II - 14
Parternes argumenter
II - 14
Rettens bemærkninger
II - 15
Tredje anbringende: nægtelse af at give de forskellige berørte eksportvirksomhederindividuel behandling (tilsidesættelse af artikel 2, stk. 5 og 9, og artikel 13, stk. 3,
i grundforordningen om antidumping og artikel VI, stk. 2, i GATT)
II - 16
Parternes argumenter
II - 17
Rettens bemærkninger
II - 19
Fjerde anbringende: nægtelse af at underrette om beregningsmetoden [tilsidesættelse
af artikel 7, stk. 4, litra b) og c), i grundforordningen om antidumping]
II - 22
Parternes argumenter
II - 22
Rettens bemærkninger
II - 22
Femte anbringende: forkert metode til beregning af dumpingmarginerne
(tilsidesættelse af artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping) og
magtfordrejning med hensyn til den fastsatte antidumpingtold
II - 24
Parternes argumenter
II - 24
Rettens bemærkninger
II - 24
Sagens omkostninger
II - 27