Language of document :

Sag anlagt den 19. februar 2008 - Den Hellenske Republik mod Kommissionen

(Sag T-86/08)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Den Hellenske Republik (ved V. Kontolaimos, S. Charitaki, bistået af M. Tassopoulou)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning af 20. december 2007 meddelt under nr. K(2007) 6514 endelig udg. og offentliggjort under nr. 2008/68/EF (EUT L 18 af 23.1.2008, s. 12) annulleres eller forandres i den del, hvor Den Hellenske Republik pålægger finansielle korrektioner, i henhold til de nærmere angivne grunde i stævningen.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning om udelukkelse fra EF-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, for så vidt angår de finansielle korrektioner, som pålægges den i sektoren a) frugt og grønsager, b) landdistriktsudvikling, ledsageforanstaltninger, og c) forsinkede betalinger.

Sagsøgeren gør gældende, at den anfægtede beslutning må annulleres, fordi den tilsidesætter loven, for så vidt som fællesskabsbestemmelserne er blevet fortolket og anvendt fejlagtigt, eller fordi beslutningen beror på en faktisk vildfarelse og på en fejlvurdering af de faktiske omstændigheder eller på grund af, at beslutningen indeholder en utilstrækkelig og unøjagtig begrundelse, som er i strid med beslutningens hjemmel. Beslutningen må desuden ifølge sagsøgeren annulleres, fordi Kommissionen ved pålæggelsen af de omstridte korrektioner har tilsidesat proportionalitetsprincippet og overskredet grænserne for dens skøn.

Nærmere bestemt har sagsøgeren fremført følgende annullationsanbringender:

For så vidt angår den foretagne korrektion for citrusfrugter har sagsøgeren på grundlag af de faktiske omstændigheder og henset til, at den pålagte korrektion på 2% vedrører genoptagelsen af proceduren fra fasen for de bilaterale drøftelser efter annullationen af en tilsvarende kommissionsbeslutning af De Europæiske Fællesskabers Domstol (herefter "Domstolen") i sag C-5/03 1, først anført, at Kommissionen har tilsidesat sin forpligtelse til at opfylde Domstolens dom i henhold til artikel 233 EF og dommens retskraft, samt fællesskabsreglerne og vejledningerne vedrørende regnskabsafslutningen. Sagsøgeren har desuden anført, at Kommissionen af tidsmæssige grunde var inkompetent, at pålæggelse af en korrektion uden efterfølgende kontrol er retsstridig og endelig, at 24-måneders reglen er tilsidesat, idet Kommissionen fejlagtigt har anset et dokument fra 1999 for at udgøre en meddelelse om konklusioner.

For det andet har sagsøgeren anført, at der foreligger en faktisk vildfarelse, en utilstrækkelig begrundelse, en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og en overskridelse af grænserne for Kommissionens skøn, henset til, at den påståede tilsidesættelse (betaling med check i stedet for ved betalingsoverførsel) udgør en uregelmæssighed og ikke en manglende efterfølgende kontrol, uden at det er blevet fastslået, at der foreligger en retsstridig betaling, for så vidt angår gennemførelsestidspunktet herfor.

For det tredje har sagsøgeren vedrørende korrektionen på området for ledsageforanstaltningerne i landdistriktsudviklingen anført, at denne er behæftet med betydelige formfejl og subsidiært anført, at Kommissionen af tidsmæssige grunde ikke var kompetent til med tilbagevirkende kraft at pålægge finansielle korrektioner for en periode, der ligger 24 måneder før fremsendelsen af forligsskrivelsen. For det fjerde gør sagsøgeren gældende, at da korrektionen alene vedrører en uregelmæssighed vedrørende skrivelsen om forliget og den sammenfattende rapport, består der en tvivl om den præcise grund herfor, hvorfor den anfægtede beslutning er behæftet med en begrundelsesmangel.

For det femte gør sagsøgeren gældende, at Kommissionen har anlagt en fejlvurdering vedrørende de faktiske omstændigheder, og har pålagt en korrektion af 5% for foranstaltningen vedrørende gennemførelsen af landbrugs- og miljømæssige foranstaltninger i strid med fællesskabsreglerne og vejledningerne vedrørende regnskabsafslutningen, uden nogen begrundelse og under tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, hvorfor den har overskredet grænserne for dens skøn.

For det sjette har sagsøgeren vedrørende den automatiske anvendelse af nedsættelsestabellen i forordning (EF) nr. 296/96 2, som vedrører forskud, og uden at bestride rigtigheden af de grunde, som lå til grund for de forsinkede betalinger, hvilket har medført en udelukkelse på 100% af betalinger af udgifter afholdt med forsinkelse, anført, at Kommissionen herved har tilsidesat fællesskabsreglerne og vejledningerne vedrørende regnskabsafslutningen.

____________

1 - Dom af 7.7.2005 i sag C-5/03, Grækenland mod Kommissionen, Sml. 2005, I, s. 5925.

2 - Kommissionens forordning (EF) nr. 296/96 af 16.2.1996 om de oplysninger, som medlemsstaterne skal fremsende, og om månedlig bogføring af de udgifter, der finansieres gennem Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen (EUGFL), og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2776/88 (EFT L 39, s. 5).