PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

11. juli 2007

Sag F-7/06

B

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – vederlag – udlandstillæg – betingelser i artikel 4, stk. 1, i vedtægtens bilag VII«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA, hvorved B i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden ved Kommissionen af 26. april 2005, hvorved hun fik afslag på udlandstillæg, hvilken afgørelse skal ses i sammenhæng med ansættelsesmyndighedens afgørelse af 10. oktober 2005, hvorved hun fik afslag på den klage, hun havde indgivet over førstnævnte afgørelse.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – løn – udlandstillæg – betingelser for tildeling

[Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, stk. 1, litra b)]

Under udøvelsen af den vide skønsbeføjelse, som fællesskabslovgiver råder over i relation til fastsættelsen af de betingelser, der skal være opfyldt for, at der erhverves ret til udlandstillæg, kan fællesskabslovgiver med føje underlægge tjenestemænd med dobbelt statsborgerskab de almindelige regler – selv om disse personer ikke befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med den, der gælder for personer, der kun har ét statsborgerskab – med det formål at begrænse den kreds af personer, der oppebærer udlandstillæg i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), i vedtægtens bilag VII. Strenge betingelser, såsom et krav om, at den pågældende ikke har haft bopæl på en varig måde i det land, på hvis område tjenestestedet befinder sig, inden for de sidste ti år før ansættelsestidspunktet, har til formål at sikre, at tildelingen af dette tillæg til tjenestemænd, der er statsborgere i det land, hvor de gør tjeneste, kun foretages i tilfælde, hvor en persons nationalitet mod forventning ikke udgør et relevant kriterium for, at der foreligger mangfoldige bånd mellem denne person og det land, han er statsborger i, og i tilfælde hvor det må konstateres, at ethvert varigt bånd mellem tjenestemanden og dette land er brudt.

En sådan begrænsning af den kreds af personer, der har ret til udlandstillæg, udgør ikke en vilkårlig og uhensigtsmæssig forskelsbehandling i forhold til det formål, der forfølges med artikel 4 i vedtægtens bilag VII. Den omstændighed, at den praktiske anvendelse af de opdelinger, der er fastsat i artikel 4 i vedtægtens bilag VII, kan give anledning til grænsetilfælde, hvor tjenestemændene nægtes udlandstillæg, selv om de befinder sig i en situation, der ligger tæt op ad de situationer, der er nævnt i bestemmelsen, indebærer ikke, at man kan anse disse bestemmelser for at indeholde en vilkårlig forskelsbehandling, idet de er støttet på objektive forhold og anvendes ensartet for samtlige de tjenestemænd, som befinder sig i den af vedtægten omhandlede situation.

(jf. præmis 39-41, 45 og 46)

Henvisning til:

Domstolen, 16. oktober 1980, sag 147/79, Hochstrass mod Domstolen, Sml. s. 3005, præmis 12; 15. januar 1981, sag 1322/79, Vutera mod Kommissionen, Sml. s. 127, præmis 9; 2. oktober 2003, sag C-148/02, Garcia Avello, Sml. I, s. 11613, præmis 31-37.

Retten, 8. april 1992, sag T-18/91, Costacurta Gelabert mod Kommissionen, Sml. II, s. 1655, præmis 42; 13. april 2000, sag T-18/98, Reichert mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 73, og II, s. 309, præmis 25; 27. september 2000, sag T-317/99, Lemaître mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 191, og II, s. 867, præmis 50; 13. december 2004, sag T-251/02, E mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 359, og II, s. 1643, præmis 124 og 126.