Language of document : ECLI:EU:T:2012:201

Sag T-509/10

Manufacturing Support & Procurement Kala Naft Co., Teheran

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran med det formål at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – annullationssøgsmål – formaliteten – Rådets kompetence – magtfordrejning – ikrafttræden – ingen tilbagevirkende kraft – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – retlig fejl – begrebet støtte til nuklear spredning – fejlvurdering«

Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 25. april 2012 ……………………….?II - 0000

Sammendrag af dom

1.      Den Europæiske Union – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – afgørelse om indefrysning af midler – domstolskontrol med lovligheden – rækkevidde – artikel 4 i afgørelse 2010/413 – ikke omfattet

(Art. 275 TEUF; Rådets afgørelse 2010/413, art. 4)

2.      Institutionernes retsakter – valg af hjemmel – retsakter vedrørende vedtagelse af restriktive foranstaltninger over for Iran

(Art. 26, stk. 2, første afsnit, TEU)

3.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – minimumskrav

(Art. 296 TEUF; Rådets forordning nr. 423/2007, art. 15, stk. 3, og nr. 961/2010, art. 15, stk. 2, og art. 36, stk. 3; Rådets afgørelse 2010/413, art. 24, stk. 3 og 4)

4.      Den Europæiske Union – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – adfærd, der svarer til støtte til en sådan spredning

[Art. 215, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 423/2007, art. 7, stk. 2, og nr. 961/2010, art. 16, stk. 2, litra a); Rådets afgørelse 2010/413, art. 20, stk. 1]

1.      Forbudsforanstaltningerne i artikel 4 i afgørelse 2010/413 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP er af almen karakter, da deres anvendelsesområde er fastsat under henvisning til objektive kriterier og ikke under henvisning til identificerede fysiske eller juridiske personer. Som følge heraf er nævnte artikel 4 derfor heller ikke en afgørelse, der fastsætter restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer i henhold til artikel 275, stk. 2, TEUF. Det følger heraf, at Retten i henhold til artikel 275, stk. 1, TEUF ikke har kompetence til at påkende en sag med henblik på at vurdere lovligheden af nævnte artikel 4.

(jf. præmis 37 og 39)

2.      Ved at vedtage afgørelse 2010/413 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140, gennemførelsesforordning nr. 668/2010 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran samt afgørelse 2010/644 om ændring af afgørelse 2010/413 og forordning nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 423/2007 over for et iransk selskab, der ejes af et indenlandsk iransk selskab, og som har til formål at fungere som indkøbscentral for en del af sidstnævntes virksomhed, på grund af den støtte, som dette selskab har ydet til nuklear spredning, har Rådet efterkommet artikel 26, stk. 2, første afsnit, TEU, hvorefter det formodes at handle på grundlag af de overordnede retningslinjer og de strategiske linjer, som Det Europæiske Råd har fastlagt.

(jf. præmis 50 og 54)

3.      Medmindre tvingende hensyn, der vedrører Unionens eller medlemsstaternes sikkerhed eller opfyldelsen af deres internationale forpligtelser, er til hinder for meddelelsen af visse forhold, er Rådet i medfør af artikel 24, stk. 3, i afgørelse 2010/413 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140, i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran, og artikel 36, stk. 3, i forordning nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 423/2007 forpligtet til at give den enhed, som er omfattet af en foranstaltning, der, alt efter tilfældet, er vedtaget i henhold til artikel 24, stk. 3, i afgørelse 2010/413, artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 423/2007 eller artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010, oplysninger om de særlige og konkrete grunde, som ligger til grund for, at Rådet anser denne bestemmelse for at finde anvendelse på den pågældende. Rådet skal således angive de faktiske og retlige omstændigheder i forbindelse med den retlige begrundelse for foranstaltningen samt de betragtninger, der har ført til dens vedtagelse. Begrundelsen skal desuden tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til dens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. En bebyrdende retsakt er navnlig tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne.

4.      Rådets begrundelser for afgørelser, der har medført indefrysning af sagsøgerens midler og økonomiske ressourcer, hvorefter sagsøgeren har forbindelser med selskaber, der er inddraget i Irans nukleare program, er dermed utilstrækkelig, da den ikke gør det muligt for sagsøgeren at forstå, hvilken type forbindelse med hvilke enheder der faktisk lægges virksomheden til last, på en sådan måde, at denne ikke er i stand til at undersøge påstandens velbegrundethed og at bestride den med den mindste grad af præcision.

(jf. præmis 73, 74 og 79)

5.      Den af EU-lovgiver anvendte formulering af artikel 20, stk. 1, i afgørelse 2010/413 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140, af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran og af artikel 16, stk. 2, litra a), i forordning nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 423/2007 indebærer, at vedtagelse af restriktive foranstaltninger over for en enhed under henvisning til den støtte, som enheden har ydet til nuklear spredning, forudsætter, at denne forinden har udvist en adfærd, der opfylder dette kriterium. Hvis en sådan faktisk adfærd ikke foreligger, er alene risikoen for, at den omhandlede enhed i fremtiden vil yde støtte til nuklear spredning, ikke tilstrækkelig.

(jf. præmis 114 og 115)