Language of document : ECLI:EU:T:2015:645





Rettens dom (Syvende Afdeling) af 18. september 2015 –

Oil Pension Fund Investment Company mod Rådet

(Sag T-121/13)

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med henblik på at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – åbenbart urigtigt skøn – proportionalitet – ejendomsret – begrænsning af annullationens tidsmæssige virkninger«

1.                     Den Europæiske Union – domstolskontrol med lovligheden af institutionernes retsakter – restriktive foranstaltninger over for Iran – foranstaltninger, der er truffet inden for rammerne af bekæmpelsen af nuklear spredning – kontrollens rækkevidde – ingen hensyntagen til oplysninger, der er bragt til institutionens kendskab efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 20, stk. 1, litra c), og afgørelse 2012/829/FUSP, art. 1; Rådets forordning nr. 267/2012, art. 23, stk. 2, litra d), og nr. 1264/2012] (jf. præmis 32-34 og 40)

2.                     Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – delvis annullation af en forordning og en afgørelse om vedtagelse af restriktive foranstaltninger over for Iran – virkningen af annullationen fra udløbet af appelfristen eller afvisningen af appellen [art. 264, stk. 2, TEUF og art. 266 TEUF; statutten for Domstolen, art. 56, stk. 1; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 20, stk. 1, litra c), og afgørelse 2012/829/FUSP, art. 1; Rådets forordning nr. 267/2012, art. 23, stk. 2, litra d), og nr. 1264/2012] (jf. præmis 44, 45 og 47-50)

Angående

Påstand om annullation af Rådets afgørelse 2012/829/FUSP af 21. december 2012 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 356, s. 71) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1264/2012 af 21. december 2012 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 356, s. 55), for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

Konklusion

1)

Rådets afgørelse 2012/829/FUSP af 21. december 2012 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran, annulleres, for så vidt som den opførte navnet Oil Pension Fund Investment Company på listen i bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP.

2)

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1264/2012 af 21. december 2012 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran, annulleres, for så vidt som den opførte navnet Oil Pension Fund Investment Company på listen i bilag IX til Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010.

3)

Virkningerne af afgørelse 2012/829 og gennemførelsesforordning nr. 1264/2012 opretholdes for så vidt angår Oil Pension Fund Investment Company indtil datoen for udløbet af appelfristen som omhandlet i artikel 56, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol eller, såfremt appel er iværksat inden for denne frist, indtil stadfæstelsen eller afvisningen af appellen.

4)

Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger og betaler omkostningerne afholdt af Oil Pension Fund Investment Company.