Language of document : ECLI:EU:T:2011:276

Sag T-186/06

Solvay SA

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – hydrogenperoxid og natriumperborat – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – overtrædelsens varighed – begreberne »aftale« og »samordnet praksis« – aktindsigt – bøder – samarbejdsmeddelelse – ligebehandling – berettiget forventning – begrundelsespligt«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – aftaler – aftaler mellem virksomheder – begreb – viljeoverensstemmelse hvad angår den adfærd, der skal føres på markedet – omfattet

(Art. 81, stk. 1, EF)

2.      Konkurrence – aftaler – samordnet praksis – begreb – informationsudveksling som led i et kartel eller med henblik på forberedelse heraf

(Art. 81, stk. 1, EF)

3.      Konkurrence – aftaler – kompleks overtrædelse, der frembyder elementer af aftaler og elementer af samordnet praksis – kvalifikation som »aftale og/eller samordnet praksis« – lovlig

(Art. 81, stk. 1, EF)

4.      Konkurrence – aftaler – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig konstatering

(Art. 81, stk. 1, EF)

5.      Konkurrence – aftaler – aftaler og samordnet praksis, som udgør en enkelt overtrædelse

(Art. 81, stk. 1, EF)

6.      Konkurrence – aftaler – forbud – aftaler med retsvirkning efter deres formelle ophør

(Art. 81 EF)

7.      Konkurrence – aftaler – bevis – indicier fremført af Kommissionen – deltagelse i møder med et konkurrencebegrænsende formål

(Art. 81, stk. 1, EF)

8.      Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – rækkevidde – manglende udlevering af et dokument – følger

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 2)

9.      Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – meddelelse af svar på en klagepunktsmeddelelse – betingelser – grænser

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 2)

10.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3)

11.    Konkurrence – bøder – beslutning om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt – rækkevidde

(Art. 253 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3)

12.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – forpligtelse til at tage hensyn til den konkrete indvirkning på markedet – rækkevidde

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)

13.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – afskrækkende virkning – hensyntagen til størrelsen af den virksomhed, der pålægges en sanktion – relevans

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)

14.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – hensyntagen til den sanktionerede virksomheds samarbejde med Kommissionen uden for rammerne fastsat i samarbejdsmeddelelsen – betingelser – grænser

[Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 3, og meddelelse 2002/C 45/03, punkt 23, litra b), tredje afsnit]

15.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – fastlæggelse af datoen for anmodningen om bødenedsættelse – kriterier

[Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 21 og punkt 23, litra b)]

16.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – vurdering af omfanget af hver enkelt virksomheds samarbejde under den administrative procedure – overholdelse af ligebehandlingsprincippet

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

17.    Retspleje – omkostninger – udgifter, der kan kræves erstattet – begreb

[Rettens procesreglement, art. 91, litra b)]

1.      For at der foreligger en aftale som omhandlet i artikel 81, stk. 1, EF, er det tilstrækkeligt, at de pågældende virksomheder har udtrykt deres fælles vilje til at indrette deres adfærd på markedet på en bestemt måde.

Det må antages, at en aftale i henhold til artikel 81, stk. 1, EF er indgået, når der foreligger en samstemmende vilje vedrørende selve princippet om en begrænsning af konkurrencen, selv om de særlige forhold i den påtænkte begrænsning stadig er genstand for forhandlinger.

Når det i denne forbindelse er fastlagt, at drøftelserne klart var ledet af en fælles vilje blandt deltagerne til at blive enige om det samme princip for en begrænsning af konkurrencen, kan denne konstatering ikke afkræftes af den omstændighed, at særlige forhold i den påtænkte begrænsning var genstand for forhandlinger mellem deltagerne, samt at den bindende aftale efterfølgende blev indgået med betingelser, som var forskellige fra dem, der var blevet drøftet på de tidligere møder. Kommissionen kan således med rette konstatere, at deltagernes adfærd, der vedrørte den indledende fase af kartellet, er en del af det samme konkurrencebegrænsende projekt, og derfor følgelig er omfattet af det forbud, der er indeholdt i artikel 81, stk. 1, EF.

(jf. præmis 85, 86, 139, 142 og 143)

2.      Begrebet samordnet praksis vedrører nemlig en form for koordinering mellem virksomheder, som uden at gå så langt som til at slutte en egentlig aftale bevidst træder i stedet for et praktisk samarbejde mellem dem, som kan bringe konkurrencen i fare.

I denne henseende er artikel 81, stk. 1, EF til hinder for enhver direkte eller indirekte kontakt mellem erhvervsdrivende, som kan have indvirkning på en faktisk eller potentiel konkurrents adfærd på markedet, eller som over for en sådan konkurrent kan afsløre den adfærd, man har besluttet eller overvejer selv at udvise på markedet, når disse kontakter har til formål eller til følge, at der opstår en begrænsning af konkurrencen.

Den omstændighed, at en virksomhed giver sine konkurrenter oplysninger som led i forberedelsen af en konkurrencebegrænsende aftale, er tilstrækkeligt bevis for en samordnet praksis i henhold til artikel 81 EF.

Selv om Kommissionen ikke formår at bevise, at virksomhederne indgik en aftale i streng forstand, er det tilstrækkeligt for at konstatere en overtrædelse af artikel 81, stk. 1. EF, at konkurrenterne har taget direkte kontakt med henblik på at stabilisere markedet.

Det må under alle omstændigheder antages – med forbehold af det modbevis, som det påhviler de pågældende erhvervsdrivende at føre – at de virksomheder, som deltager i samordningen, og som forbliver aktive på markedet, tager hensyn til informationsudvekslingen med deres konkurrenter for at fastlægge deres adfærd på markedet.

(jf. præmis 87-89, 147, 148 og 160)

3.      Begreberne aftale og samordnet praksis omfatter i henhold til artikel 81, stk. 1, EF former for hemmelige aftaler, som er af samme karakter, og som kun adskiller sig fra hinanden ved deres grad og den form, hvorunder de kommer til udtryk.

I forbindelse med en sammensat overtrædelse, der i flere år har involveret adskillige producenter, som har haft det mål at gennemføre en fælles markedsregulering, kan det ikke kræves af Kommissionen, at den kvalificerer denne overtrædelse som enten en aftale eller en samordnet praksis, idet begge disse former for overtrædelse under alle omstændigheder er omfattet af artikel 81 EF.

Den dobbelte kvalificering af overtrædelsen som aftale »og/eller« samordnet praksis må forstås som en tilkendegivelse af, at der er tale om et kompleks, som omfatter faktiske omstændigheder, hvoraf nogle er kvalificeret som aftale og andre som samordnet praksis, jf. artikel 81, stk. 1, EF, der ikke kræver, at der skal ske en specifik kvalifikation for denne sammensatte type overtrædelse.

(jf. præmis 90-92 og 130)

4.      Med henblik på anvendelsen af artikel 81, stk. 1, EF på en aftale eller en samordnet praksis er det ikke nødvendigt at tage hensyn til de faktiske følger af en aftale eller en samordnet praksis, når det fremgår, at overtrædelsen har til formål at begrænse, hindre eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet.

Den omstændighed, at en samordnet praksis ikke har direkte indvirkning på prisniveauet, er ikke til hinder for at fastslå, at denne praksis har begrænset konkurrencen mellem de berørte virksomheder bl.a. ved at fjerne det konkurrencemæssige pres.

(jf. præmis 158 og 162)

5.      For så vidt som Kommissionen har kvalificeret et kartel som en enkelt overtrædelse, er den ikke forpligtet til i forbindelse hermed at anføre den forskellige varighed af de handlinger, der alene vedrørte et af de pågældende markeder. For så vidt som det ikke drejer sig om særskilte overtrædelser, er Kommissionen heller ikke forpligtet til at tage hensyn til denne forskel for at fastslå varigheden af overtrædelsen set under ét.

Det ville være kunstigt at opdele en vedvarende adfærd, der har et samlet mål, i flere særskilte overtrædelser med den begrundelse, at den samordnede praksis varierede alt efter det berørte marked. Disse elementer skal først tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed og, i givet fald, ved fastsættelsen af bødens størrelse.

(jf. præmis 165 og 166)

6.      Artikel 81 EF finder anvendelse på aftaler, efter at disse formelt er ophørt. Navnlig kan Kommissionen med rette konstatere, at kartellet fortsat har virkninger, efter at de hemmelige møder er ophørt, for så vidt som de prisforhøjelser, der er aftalt under disse møder, finder anvendelse i en efterfølgende periode.

(jf. præmis 174 og 175)

7.      Henset til det sæt af samstemmende indicier, der godtgør eksistensen af et kartel, kræves der en virkelig holdbar forklaring for at bevise, at der under et givent møde er foregået noget helt andet end det, der skete under tidligere møder, når alle disse møder havde den samme deltagerkreds, fandt sted under ensartede ydre omstændigheder og ubestridt havde det samme formål.

(jf. præmis 181)

8.      Kommissionen skal under en administrativ procedure vedrørende anvendelse af konkurrencereglerne som en logisk følge af princippet om overholdelse af retten til forsvar give den pågældende virksomhed mulighed for at undersøge samtlige dokumenter blandt de forberedende sagsakter, der kan være relevante for virksomhedens forsvar.

Disse omfatter såvel belastende som diskulperende dokumenter, bortset fra andre virksomheders forretningshemmeligheder, Kommissionens interne dokumenter og andre fortrolige oplysninger.

Vedrørende de belastende dokumenter udgør en manglende udlevering af et dokument kun en tilsidesættelse af retten til forsvar, såfremt den berørte virksomhed for det første påviser, at Kommissionen har anvendt dette dokument til støtte for sit klagepunkt om, at der foreligger en overtrædelse, og for det andet, at dette klagepunkt kun ville kunne bevises ved henvisning til nævnte dokument. Det påhviler således den berørte virksomhed at bevise, at det resultat, som Kommissionen er kommet til i beslutningen, ville have været et andet, såfremt det ikke udleverede dokument måtte udelukkes som bevismiddel.

Hvad derimod angår den manglende fremsendelse af et diskulperende dokument skal den berørte virksomhed blot godtgøre, at den manglende fremlæggelse heraf har kunnet påvirke procedurens forløb og indholdet af Kommissionens beslutning til skade for virksomheden. Det er tilstrækkeligt, at virksomheden godtgør, at den kunne have anvendt de pågældende diskulperende dokumenter til sit forsvar, idet virksomheden bl.a. påviser, at den havde kunnet gøre omstændigheder gældende, der ikke stemte overens med de vurderinger, som Kommissionen var nået frem til i klagepunktsmeddelelsens fase, og således på den ene eller den anden måde havde kunnet øve indflydelse på Kommissionens vurderinger i denne beslutning.

(jf. præmis 205-208)

9.      Under en administrativ procedure vedrørende konkurrenceret udgør svarene på klagepunktsmeddelelsen ikke en del af de forberedende sagsakter i egentlig forstand. Hvad angår de dokumenter, der ikke er en del af sagsakterne på tidspunktet for fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen, er Kommissionen kun forpligtet til at udbrede nævnte svar til andre berørte parter, når det viser sig, at de indeholder nye forhold af bebyrdende eller diskulperende karakter.

Desuden gælder, at selv om det ikke alene tilkommer Kommissionen at bestemme, hvilke dokumenter der kan være nyttige for den berørte virksomheds forsvar, kan denne betragtning vedrørende dokumenter i Kommissionens sagsakter ikke finde anvendelse på svar, der er afgivet af andre virksomheder, som er berørt af de af Kommissionen meddelte klagepunkter.

De betragtninger, der er baseret på overholdelsen af princippet om parternes processuelle ligestilling og overholdelsen af retten til forsvar, kan i princippet ikke føre til, at Kommissionen forpligtes til at offentliggøre svarene i klagepunktsmeddelelsen til de andre parter, for at de kan undersøge, om der eventuelt ikke foreligger diskulperende elementer.

For så vidt som den omhandlede virksomhed, som er sagsøger, ved Retten påberåber sig påståede diskulperende elementer i de ikke-offentliggjorte svar, påhviler det denne at tilvejebringe et foreløbigt indicium for, at disse dokumenter er til nytte for dens forsvar. Virksomheden bør bl.a. oplyse om de potentielle diskulperende forhold eller fremlægge et indicium, der godtgør eksistensen af disse, og hermed nytten af disse for sagens behandling. I denne forbindelse er den blotte omstændighed, at de andre berørte virksomheder i det væsentlige har fremført de samme argumenter som den pågældende virksomhed hvad angår varigheden af overtrædelsen, ikke tilstrækkeligt til at anse disse argumenter for diskulperende forhold. Den omstændighed, at visse virksomheder i deres svar på klagepunktsmeddelelsen påviser, at der ikke er ført tilstrækkeligt bevis for deres deltagelse i de påståede overtrædelser, indebærer ligeledes på ingen måde, at disse svar indeholder oplysninger, som kan stille de direkte dokumentbeviser, som Kommissionen har henvist til i forhold til andre virksomheder, i et andet lys.

(jf. præmis 224, 225, 228-231, 233 og 234)

10.    Der skal ved fastsættelsen af grovheden af en overtrædelse af konkurrencereglerne tages hensyn til mange elementer, herunder sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, i forhold til hvilke Kommissionen har en skønsmargen.

Selv om bødens udgangsbeløb fastsættes på grundlag af hele overtrædelsens grovhed i tilfælde af en enkelt og vedvarende overtrædelse, kan det vise sig at være hensigtsmæssigt på dette trin af fastsættelsen af bødens beløb at lade den varierende intensitet af den ulovlige adfærd afspejle sig.

(jf. præmis 255 og 260)

11.    Hvad angår begrundelsen for en kommissionsbeslutning vedrørende fastsættelsen af udgangsbeløbet for en bøde, der er pålagt for overtrædelse af konkurrencereglerne, er kravene med hensyn til denne væsentlige formforskrift opfyldt, såfremt Kommissionen i sin beslutning giver oplysninger om de hensyn, der har dannet grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og dens varighed. Kommissionen opfylder disse krav, hvis den i beslutningen angiver de forhold, der er forbundet med overtrædelsens karakter, dens udstrækning og størrelsen af de pågældende markeder, og redegør for deres anvendelse i den foreliggende sag.

For så vidt angår begrundelsen for udgangsbeløbet i absolutte tal udgør bøderne et instrument i Kommissionens konkurrencepolitik, og den bør derfor have et vist skøn ved fastsættelsen af bøderne, således at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne. Det kan derfor ikke i denne forbindelse kræves, at Kommissionen fremlægger andre begrundelsesmomenter end dem, der vedrører overtrædelsens grovhed og varighed.

(jf. præmis 271-273)

12.    I forbindelse med fastsættelsen af størrelsen af en bøde, der er pålagt for overtrædelse af konkurrencereglerne, gælder, at selv om overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet er et forhold, der skal tages i betragtning for at bedømme overtrædelsens grovhed, er dette kun et kriterium blandt flere, såsom overtrædelsens egentlige beskaffenhed og størrelsen af det geografiske marked. Ligeledes fremgår det af punkt 1 A, første afsnit, i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten, at denne konkrete indvirkning på markedet kun skal tages i betragtning, når den er målelig.

Horisontale priskarteller og markedsopdelende karteller kan således kvalificeres som meget alvorlige alene på grund af deres art, uden at Kommissionen behøver at godtgøre overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet. Overtrædelsens konkrete indvirkning udgør kun et forhold blandt andre, der, såfremt det er måleligt, giver Kommissionen mulighed for at forhøje udgangsbeløbet for bøden, ud over det påregnelige mindstebeløb.

Hvad i øvrigt angår det fakultative element inden for rammerne af fastsættelsen af bødens størrelse kan det ikke med føje bebrejdes Kommissionen, at den ikke forklarer grundene til sin konstatering hvad angår den ikke-målelige karakter af overtrædelsens konkrete indvirkning.

Ved at fastsætte udgangsbeløbet for den bøde, der er pålagt, kan Kommissionen med rette, uden at være forpligtet til at begrunde sit valg, se bort fra det pågældende forhold og støtte sig til andre elementer, såsom overtrædelsens beskaffenhed, den geografiske udstrækning og markedets størrelse.

(jf. præmis 277, 278, 288 og 289)

13.    Med henblik på at fastsætte størrelsen af en bøde pålagt for overtrædelse af konkurrencereglerne skal Kommissionen påse, at denne har en afskrækkende virkning. I denne forbindelse kan Kommissionen bl.a. tage den pågældende virksomheds størrelse og økonomiske styrke i betragtning.

Når den sanktionerede overtrædelse svarer til en ulovlig adfærd, som Kommissionen adskillige gange siden dens første indgriben på området har fastslået var ulovlig, kan Kommissionen fastsætte bødens størrelse på et tilstrækkeligt afskrækkende niveau uden at være forpligtet til at undersøge sandsynligheden for, at sagsøgeren atter begår en lignende overtrædelse.

(jf. præmis 297, 298 og 300)

14.    Hvad angår overtrædelser af konkurrencereglerne, som henhører under anvendelsesområdet for Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, kan en virksomhed i princippet ikke med føje kritisere Kommissionen for ikke at have taget hensyn til graden af dens samarbejde som en formildende omstændighed uden for de retlige rammer, som samarbejdsmeddelelsen udgør. Når Kommissionen har taget en virksomheds samarbejde i betragtning ved at nedsætte bødens størrelse i henhold til samarbejdsmeddelelsen, kan det ikke med føje bebrejdes Kommissionen, at den ikke har foretaget en yderligere nedsættelse af den bøde, som blev pålagt denne virksomhed, uden for anvendelsesområdet for nævnte meddelelse.

(jf. præmis 314 og 315)

15.    Med henblik på anvendelsen af de intervaller for nedsættelse af bøder pålagt for overtrædelse af konkurrencereglerne, som er fastsat i punkt 23, litra b), i meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, skal Kommissionen fastslå det tidspunkt, hvor virksomheden faktisk fremlagde bevismateriale for Kommissionen, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som Kommissionen allerede var i besiddelse af. Kommissionen er forpligtet til at fastslå det præcise tidspunkt for, hvornår betingelserne for bødenedsættelse er opfyldt af den pågældende virksomhed, ved at sammenligne det bevismateriale, der er tilvejebragt, med det, som allerede var i Kommissionens besiddelse på tidspunktet for anmodningen, og skal således faktisk råde over det pågældende materiale.

I denne forbindelse skal de virksomheder, som fremsætter en anmodning om bødenedsættelse i medfør af samarbejdsmeddelelsen, anses for at være i sammenlignelige situationer, uafhængigt af de nærmere bestemmelser for indgivelse af bevismateriale, som afhænger af det valg, som ophavsmanden til anmodningen træffer. Disse situationer skal derfor behandles på samme måde.

Når virksomheden tager kontakt til Kommissionen med henblik på at afgive en mundtlig erklæring, men først forelægger bevismateriale for Kommissionen vedrørende den pågældende overtrædelse den efterfølgende dag, kan Kommissionen med rette konstatere, at det er på dette tidspunkt, at virksomheden har opfyldt den betingelse, der er omhandlet i samarbejdsmeddelelsens punkt 21.

Det er netop fordi den mundtlige fremlæggelse af oplysninger viser sig at være en principielt langsommere samarbejdsform end den skriftlige fremlæggelse af oplysninger, at en virksomhed, når den vælger at fremlægge oplysninger mundtligt, skal tage hensyn til risikoen for, at en anden virksomhed skriftligt og før den fremlægger afgørende beviser for Kommissionen med henblik på at bevise kartellets eksistens.

(jf. præmis 365, 366, 370-372 og 374)

16.    Selv om Kommissionen ikke ved vurderingen af karteldeltagernes samarbejde må underkende ligebehandlingsprincippet, har den dog et vidt skøn ved vurderingen af kvaliteten og nytten af det samarbejde, som er ydet af en given virksomhed. Derfor er det kun et åbenbart urigtigt skøn fra Kommissionens side, der kan anfægtes. En virksomhed kan ikke begrænse sig til i bilaget til sin stævning at fremsætte sin egen vurdering af andre virksomheders bidrag, men må påvise med en konkret argumentation, hvori den vurdering, som er anlagt af Kommissionen, er behæftet med en åbenbar fejl.

(jf. præmis 394 og 395)

17.    Udgifterne i forbindelse med tilvejebringelse og opretholdelse af en bankgaranti med henblik på at forhindre en tvangsfuldbyrdelse af en kommissionsbeslutning udgør ikke udgifter, der er afholdt med henblik på sagens behandling.

(jf. præmis 444)