RETTENS DOM (Sjette Udvidede Afdeling)

16. juni 2011 (*)

»Konkurrence – aftaler – hydrogenperoxid og natriumperborat – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – overtrædelsens varighed – begreberne »aftale« og »samordnet praksis« – aktindsigt – bøder – samarbejdsmeddelelse – ligebehandling – berettiget forventning – begrundelsespligt«

I sag T-186/06,

Solvay SA, Bruxelles (Belgien), først ved advokaterne O.W. Brouwer og D. Mes samt solicitors M. O’Regan og A. Villette, derefter ved advokaterne O.W. Brouwer, A. Stoffer, M. O’Regan og A. Villette,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen, først ved F. Arbault, derefter ved V. Di Bucci og V. Bottka, som befuldmægtigede, bistået af barrister M. Gray,

sagsøgt,

angående dels en påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2006) 1766 endelig af 3. maj 2006 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/F/38.620 – Hydrogenperoxid og perborat), dels en påstand om annullation eller nedsættelse af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt,

har

RETTEN (Sjette Udvidede Afdeling)

sammensat af dommerne V. Vadapalas (refererende dommer), som fungerende afdelingsformand, A. Dittrich og L. Truchot,

justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 3. marts 2010,

afsagt følgende

Dom

 Sagens faktiske omstændigheder

1        Sagsøgeren, Solvay SA, er et selskab efter belgisk ret, som på tidspunktet for de faktiske omstændigheder bl.a. producerede hydrogenperoxid (herefter »HP«) og natriumperborat (herefter »NP«).

2        Den 7. maj 2002 erhvervede sagsøgeren 100% kontrol over selskabet Ausimont SpA (senere Solvay Solexis SpA), som på tidspunktet for de faktiske omstændigheder var 100% ejet af Montedison SpA (senere Edison SpA).

3        I november 2002 informerede Degussa AG Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om, at der fandtes et kartel på markederne for HP og NP, og anmodede om, at Kommissionens meddelelse om bødefritagelse og bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3, herefter »samarbejdsmeddelelsen«) blev bragt i anvendelse.

4        Degussa gav Kommissionen beviser, der satte den i stand til at iværksætte kontrolundersøgelser i lokalerne i tre virksomheder, herunder sagsøgerens, den 25. og 26. marts 2003.

5        Efter kontrolundersøgelserne anmodede en række virksomheder, bl.a. EKA Chemicals AB, Arkema SA (tidligere Atofina SA) og sagsøgeren om anvendelse af samarbejdsmeddelelsen og fremsendte bevisdokumenter vedrørende det pågældende kartel til Kommissionen.

6        Den 26. januar 2005 fremsendte Kommissionen en klagepunktsmeddelelse til sagsøgeren og de øvrige berørte virksomheder.

7        Ved skrivelser af 29. april og 27. juni 2005 anmodede sagsøgeren om aktindsigt dels i de ikke-fortrolige udgaver af de svar, der var afgivet af de andre virksomheder, der var berørt af klagepunktsmeddelelsen, dels i visse fortrolige dokumenter i sagen, der var fremlagt af Degussa.

8        Ved skrivelser af 4. maj og 20. juli 2005 afviste Kommissionen på den ene side aktindsigt i svarene på klagepunktsmeddelelsen, på den anden side udleverede Kommissionen en del af de af Degussa fremlagte dokumenter.

9        Efter høringen af de berørte virksomheder, som fandt sted den 28. og 29. juni 2005, vedtog Kommissionen beslutning K(2006) 1766 endelig af 3. maj 2006 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 angående Akzo Nobel NV, Akzo Nobel Chemicals Holding AB, EKA Chemicals, Degussa, Edison, FMC Corp., FMC Foret SA, Kemira Oyj, L’Air Liquide SA, Chemoxal SA, SNIA SpA, Caffaro Srl, sagsøgeren, Solvay Solexis, Total SA, Elf Aquitaine SA og Arkema (sag COMP/F/38.620 – Hydrogenperoxid og perborat) (herefter »den anfægtede beslutning«), hvoraf et resumé er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 13. december 2006 (EUT L 353, s. 54). Den blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 8. maj 2006.

 Den anfægtede beslutning

10      Kommissionen anførte i den anfægtede beslutning, at beslutningens adressater havde deltaget i en sammenhængende og vedvarende overtrædelse af artikel 81 EF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), inden for HP og det deraf afledte produkt NP (anden betragtning til den anfægtede beslutning).

11      Den konstaterede overtrædelse bestod i det væsentlige i udveksling af vigtige og fortrolige markeds- og virksomhedsrelaterede oplysninger mellem konkurrenter, begrænsning og styring af produktionen samt den potentielle og den aktuelle kapacitet af denne, markeds- og kundedeling samt fastsættelse og overvågning af overholdelse af målpriser.

12      Kommissionen har med henblik på beregningen af bøderne anvendt den metode, der er anført i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5 [KS] (EFT 1998 C 9, s. 3, herefter »retningslinjerne«).

13      Kommissionen har fastsat bødernes grundbeløb i forhold til overtrædelsens grovhed og varighed (452. betragtning til den anfægtede beslutning), idet overtrædelsen blev kvalificeret som meget alvorlig (457. betragtning til den anfægtede beslutning).

14      Ved anvendelse af en differentieret behandling er sagsøgeren som den største aktør på de berørte markeder inden for EØS blevet placeret i kategori 1, der svarer til et udgangsbeløb på 50 mio. EUR (460. betragtning til den anfægtede beslutning).

15      For at sikre en tilstrækkeligt afskrækkende virkning blev der anvendt en multiplikationsfaktor på 1,5 på dette udgangsbeløb, sagsøgerens betydelige omsætning taget i betragtning (463. betragtning til den anfægtede beslutning).

16      Eftersom sagsøgeren ifølge Kommissionen deltog i overtrædelsen fra den 31. januar 1994 til den 31. december 2000, dvs. i seks år og elleve måneder, blev udgangsbeløbet for sagsøgerens bøde forhøjet med 65% (467. betragtning til den anfægtede beslutning).

17      I betragtning af de skærpende omstændigheder blev udgangsbeløbet for bøden forhøjet med 50% for gentagne overtrædelser (469. betragtning til den anfægtede beslutning).

18      Kommissionen fandt, at sagsøgeren var den tredje virksomhed, som havde opfyldt betingelsen i samarbejdsmeddelelsens punkt 21, og indrømmede i den anledning sagsøgeren en bødenedsættelse på 10% (501.-524. betragtning til den anfægtede beslutning).

19      Den anfægtede beslutnings artikel 1, litra m), fastslår, at sagsøgeren har overtrådt artikel 81, stk. 1, EF og EØS-aftalens artikel 53 ved at have deltaget i overtrædelsen fra den 31. januar 1994 til den 31. december 2000.

20      Det endelige bødebeløb, der blev pålagt sagsøgeren i medfør af den anfægtede beslutnings artikel 2, litra h), udgør 167,062 mio. EUR.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

21      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 17. juli 2006 har sagsøgeren anlagt det foreliggende søgsmål.

22      Efter at sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet knyttet til Sjette Udvidede Afdeling, som sagen herefter, efter høring af parterne, er blevet henvist til.

23      Inden for rammerne af foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse af 22. juli 2009 og af 6. januar 2010 har Retten stillet parterne skriftlige spørgsmål, som disse besvarede den 15. september 2009 og den 29. januar 2010.

24      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 3. marts 2010.

25      Da to medlemmer af afdelingen ikke kunne deltage i rådslagningen, blev Rettens rådslagninger i overensstemmelse med artikel 32 i Rettens procesreglement fortsat med de tre dommere, som har underskrevet denne dom.

26      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede beslutning annulleres helt eller delvist, især for så vidt som Kommissionen heri har fastslået sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen fra den 31. januar 1994 til august 1997 såvel som fra den 18. maj til den 31. december 2000.

–        Den bøde, som er blevet pålagt sagsøgeren, samt den bøde, der er pålagt Solvay Solexis, annulleres eller nedsættes væsentligt.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der er forbundet med stillelse af en bankgaranti, for betaling af bøden.

27      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

28      Ved dokument af 15. september 2009 frafaldt sagsøgeren delvist sin anden påstand, for så vidt som den tilsigtede annullation eller nedsættelse af den Solvay Solexis pålagte bøde. Dette frafald blev bekræftet under retsmødet og er tilført retsbogen.

 Retlige bemærkninger

29      Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren fremsat fem anbringender om retlige fejl og fejlagtige skøn, vedrørende for det første konstateringen af sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen fra den 31. januar 1994 til august 1997, for det andet konstateringen af sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen fra den 18. maj til den 31. december 2000, for det tredje anvendelsen af samarbejdsmeddelelsen, for det fjerde fastsættelsen af bødebeløbet og for det femte afslag på aktindsigt i visse sagsdokumenter.

30      Det fremgår af sagsøgerens argumentation, at anbringenderne vedrørende varigheden af sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen (første og andet anbringende) og vedrørende aktindsigt (femte anbringende) er fremsat til støtte for sagsøgerens påstand om annullation af den anfægtede beslutning, mens anbringenderne vedrørende fastsættelsen af bødebeløbet (fjerde anbringende) og dets nedsættelse ved anvendelse af samarbejdsmeddelelsen (tredje anbringende) er fremsat til støtte for sagsøgerens påstand om annullation af bøden eller nedsættelse af dennes størrelse.

31      Anbringenderne skal derfor undersøges i denne rækkefølge.

 Om varigheden af sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen

 Parternes argumenter

32      Med det første og andet anbringende har sagsøgeren anfægtet konstateringen af dennes deltagelse i overtrædelsen i den indledende og afsluttende periode for kartellet, henholdsvis fra den 31. januar 1994 til august 1997 og fra den 18. maj til den 31. december 2000.

–       Vedrørende perioden fra den 31. januar 1994 til august 1997

33      Sagsøgeren rejser tvivl om Kommissionens konklusion vedrørende sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen mellem den 31. januar 1994 og august 1997. Sagsøgeren sondrer mellem den periode, der gik forud for maj 1995 og tidsrummet fra maj 1995 til august 1997.

34      Hvad angår perioden mellem den 31. januar 1994 og maj 1995 argumenterer sagsøgeren, at Kommissionen ikke har påvist dennes deltagelse i nogen som helst drøftelse eller udveksling af oplysninger med konkurrenter.

35      Hvad for det første angår mødet i Stockholm mellem EKA Chemicals og Kemira den 31. januar 1994, der er lagt til grund som startdatoen for overtrædelsen, er det ikke blevet klart fastslået, at mødet faktisk havde fundet sted, eftersom det ikke er blevet bekræftet af Kemira.

36      De notater, der blev taget af EKA Chemicals ved dette møde, og som henviser til Kemiras drøftelser med andre virksomheder, herunder sagsøgeren, angiver endvidere ikke, at disse drøftelser udviste en ulovlig karakter. Dette forhold er ikke bekræftet af noget som helst andet bevis, der kan godtgøre en forbindelse mellem den bilaterale aftale mellem EKA Chemicals og Kemira på det skandinaviske marked og det påståede kartel, der er iværksat på europæisk plan.

37      EKA Chemicals’ notater, som angiver, at resultatet af drøftelserne med Air Liquide »ikke var særligt godt«, samt at drøftelserne med sagsøgeren »skred frem på mere tilfredsstillende vis«, beviser, at Kemira ikke var nået til en aftale hverken med Air Liquide eller med sagsøgeren. Kommissionen, som har fastslået, at Air Liquide ikke havde deltaget i overtrædelsen på dette tidspunkt, burde have draget den samme konklusion vedrørende sagsøgeren.

38      Hvad for det andet angår mødet i Göteborg den 2. november 1994 havde dette ikke et konkurrencebegrænsende formål. Kommissionens argument om udveksling af forretningsdata under dette møde er ikke blevet bekræftet af de af EKA Chemicals fremlagte beviser og modsiges af de af sagsøgeren tilvejebragte oplysninger.

39      Hvad for det tredje angår de kontakter, som fandt sted i tilknytning til møderne i Rådet for den Europæiske Kemikalieindustri (European Chemical Industry Council (CEFIC)) den 29. april 1994 i Rom og den 25. november 1994 i Zaventem, er Degussas bemærkninger om udvekslingen af »følsomme konkurrenceoplysninger« ikke tilstrækkelige til at bevise deres ulovlige karakter.

40      Hvad angår tidsrummet mellem maj 1995 og august 1997 har sagsøgeren erkendt at have udvekslet oplysninger med konkurrenter, men hævder, at disse udvekslinger ikke kan kvalificeres som en aftale eller samordnet praksis.

41      Den simple omstændighed, at man ønsker at begrænse konkurrencen, udgør ikke en overtrædelse af artikel 81 EF. Kommissionen burde have bevist eksistensen af en aftale, der udspringer af den fælles vilje til at indrette sin adfærd på markedet på en bestemt måde. Imidlertid blev hvert enkelt af de møder, der er nævnt i den anfægtede beslutning, og som fandt sted indtil august 1997, afsluttet, uden at virksomhederne blev enige om den mindste ulovlige adfærd, der skulle følges.

42      I modsætning til de krav, der fremgår af den retspraksis, der er påberåbt i 305. betragtning til den anfægtede beslutning, har Kommissionen således ikke bevist, at de pågældende virksomheder blev enige om nogen som helst særlig adfærd af en karakter, der kunne begrænse konkurrencen.

43      Kommissionen har heller ikke bevist, at informationsudvekslingerne i løbet af den pågældende periode udgjorde en samordnet praksis.

44      Ifølge sagsøgeren kræver en samordnet praksis, at konkurrenter bliver enige om at vedtage en særlig adfærd, at kontakterne mellem virksomhederne giver dem mulighed for at fjerne enhver usikkerhed med hensyn til deres gensidige adfærd, samt at dette har konsekvenser for markedsadfærden.

45      Ifølge sagsøgeren finder den retspraksis, der er påberåbt i 298. betragtning til den anfægtede beslutning, hvorefter informationsudveksling med henblik på at forberede et kartel kan anses for en samordnet praksis, kun anvendelse, når der allerede er indgået en aftale, og udvekslingen finder sted for at gøre kartellets gennemførelse mulig. Imidlertid forelå der i den foreliggende sag ikke nogen aftale eller samordnet praksis forud for den pågældende informationsudveksling.

46      Uenighederne blandt de pågældende mødedeltagere var så alvorlige, at der ikke kunne finde noget praktisk samarbejde sted imellem disse eller, følgelig, nogen samordnet praksis.

47      Derudover var de udvekslede oplysninger ikke af en karakter, der kunne have indflydelse på konkurrenternes adfærd eller væsentligt kunne reducere usikkerheden med hensyn til de andre virksomheders adfærd på markedet.

48      I løbet af den pågældende periode var drøftelserne fokuseret på de forskellige leverandørers kapaciteter og mængder, på måden at løse problemet med nye kapaciteter og at fordele den yderligere efterspørgsel. Informationsudveklingen vedrørte produktionsmængder og var bestemt til at udarbejde modeller for fordelingen af nævnte mængder for at sikre sig et rimeligt niveau for kapacitetsanvendelsen og ikke for markedsfordeling. Disse oplysninger var ikke af en karakter, der kunne gøre det muligt for virksomhederne at tilpasse deres forretningsmæssige adfærd.

49      Eftersom Kommissionen undlod at undersøge, om de udvekslede oplysninger havde kunnet anvendes til konkurrencebegrænsende formål, kunne den ikke fastslå årsagsforbindelsen mellem den påståede samordnede praksis og markedsadfærden.

50      Degussas angivelse med hensyn til udveksling af »følsomme konkurrenceoplysninger« var ikke tilstrækkelig til at godtgøre en ulovlig karakter.

51      Degussa omtalte i sin anmodning om mildere behandling og i sit svar af 5. september 2003 på Kommissionens begæring om oplysninger nogle kontakter med konkurrenter, som efter det påståede skulle have fundet sted i adskillige år, uden at give den mindste detalje om indholdet af de udvekslede oplysninger. Disse angivelser i forbindelse med en anmodning om mildere behandling bør behandles med forsigtighed. Degussas angivelser er tvetydige og af en tvivlsom bevisværdi, for så vidt som de ikke stammer fra tidspunktet for de faktiske omstændigheder og ikke giver mulighed for at identificere individuelle vidner. Da angivelserne ikke er bekræftet af andre sagsakter, er de ikke tilstrækkelige til at godtgøre overtrædelsen.

52      Degussa selv har ikke anerkendt at have begået en overtrædelse før »midten af 1997«. Degussa har gjort det klart, at udtrykket »udveksling af »følsomme oplysninger på markedet« karakterisere[de] et typisk indhold af en drøftelse mellem de konkurrerende virksomheders salgsmedarbejdere«, samt at dette »ikke [indebar] en aktiv samordning mellem virksomhederne vedrørende deres strategi«. Degussa har tilføjet, at sådanne udvekslinger »kun var bestemt til at hæve det informationsniveau, der var nødvendigt for at træffe fremtidige beslutninger i virksomhederne«. Udvekslingerne havde derfor kun til formål at skabe en egnet »atmosfære« for at træffe fremtidige beslutninger.

53      Degussas angivelser er ikke blevet bekræftet af de andre virksomheder. De af EKA Chemicals tilvejebragte dokumenter bekræfter udelukkende informationsudvekslingen mellem EKA Chemicals og Kemira. Arkema har udelukkende henvist til drøftelser om en anvendelig model til fordeling af produktionskapacitet, hvilke drøftelser brød sammen. Det følger heraf, at selv i starten af 1997 var producenterne ikke nået til enighed eller forståelse om en »markedsorganisering på europæisk plan«, og dette trods flere forsøg i denne retning.

54      Fraværet af en aftale eller samordnet praksis bekræftes dels af Degussas adfærd på tidspunktet, bl.a. ved sin »WAR«-plan, der havde til formål at forøge salget uden hensyn til pris, dels af at drøftelserne brød sammen under mødet i Sevilla i maj 1997, der af Degussa og Arkema blev beskrevet som at være endt »i en blindgyde« set i lyset af den manglende tillid producenterne imellem. Kommissionen har selv i 164. betragtning til den anfægtede beslutning erkendt, at der endnu ikke var blevet indgået nogen aftale under dette møde, hvor sagsøgerens repræsentant »var gået og havde smækket med døren«.

55      Uden at have godtgjort eksistensen af en samordning kunne Kommissionen ikke formode, at virksomhederne havde taget hensyn til oplysninger, som andre virksomheder havde givet dem. I modsætning til den sag, som har givet anledning til Domstolens dom af 8. juli 1999, sag C-199/92 P, Hüls mod Kommissionen, Sml. I, s. 4287, præmis 161 og 162, har de pågældende virksomheder i den foreliggende sag ikke været i stand til at nå en aftale om noget som helst aspekt af deres forretningsmæssige politik, og under alle omstændigheder har de udvekslede oplysninger ikke kunnet tages i betragtning for at iværksætte nogen som helst samordnet praksis.

56      Fraværet af en samordnet praksis bekræftes ligeledes af den omstændighed, at HP-markedet var meget konkurrencepræget indtil august 1997. I særdeleshed faldt priserne på HP kraftigt i slutningen af 1996 og i begyndelsen af 1997 for endelig at falde til under det variable omkostningsniveau.

57      De beviser, som blev fremlagt af flere virksomheder under den administrative procedure, viser, at markedet var meget konkurrencepræget i den pågældende periode. I betragtning af dette bevismateriale var Kommissionen forpligtet til at godtgøre, at informationsudvekslingen havde haft en effektiv indflydelse på virksomhedernes adfærd på markedet.

58      Endelig vedrørende NP er der intet bevis for, at sagsøgeren deltog i en overtrædelse før mødet i Evian-les-Bains den 14. maj 1998. Før denne dato var der ikke blevet indgået nogen aftale, og der havde ikke fundet nogen udveksling sted af følsomme forretningsmæssige oplysninger mellem producenterne.

59      Kommissionen har fremhævet, at den i tilstrækkelig grad har godtgjort, at sagsøgerens adfærd fra den 31. januar 1994 var omfattet af forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF.

60      Kommissionen har godtgjort, at i perioden fra den 31. januar 1994 til august 1997 havde de berørte virksomheder udvekslet følsomme oplysninger med det særlige formål at forudse den ene og den andens adfærd på markedet for så vidt angår produktionsmængder, deres mulige nedbringelse og muligheden for at forhindre tilgangen til markedet af nye kapaciteter (104.-170. samt 304. betragtning til den anfægtede beslutning).

61      Degussas erklæringer viser, at i løbet af 1990’erne udvekslede virksomhederne »følsomme konkurrenceoplysninger«. Det fremgår af den af Degussa fremlagte beskrivelse, at de udbredte oplysninger vedrørte den forudsete adfærd på markedet, dvs. »mængde- og prisudvikling« og »tilgang[en] eller afgang[en] af konkurrenter« (104. betragtning til den anfægtede beslutning).

62      Disse forhold bekræftes af dokumentbeviser, der er tilvejebragt af EKA Chemicals, som har nævnt, at »leverandørerne var blevet enige om ikke at trænge ind på hinandens markeder«. EKA Chemicals udarbejdede en liste over de møder, som ifølge EKA Chemicals var kendetegnet ved en hemmelig adfærd. De notater, der blev taget af EKA Chemicals under et bilateralt møde med Kemira i Stockholm den 31. januar 1994, var genstand for drøftelser med bl.a. sagsøgeren. Det fremgår klart af indholdet af disse oplysninger, at producenterne indbyrdes overvågede deres konkurrenters adfærd, samt at Air Liquide i den forbindelse udviste manglende disciplin, mens sagsøgeren levede op til de andres forventninger. EKA Chemicals henviste ligeledes til et bilateralt møde den 2. november 1994 mellem denne og sagsøgeren i Göteborg (106.-108. betragtning samt 111. betragtning til den anfægtede beslutning).

63      I modsætning til, hvad sagsøgeren har understreget, har Kemira ikke bestridt at have deltaget i mødet med EKA Chemicals den 31. januar 1994, men har derimod indrømmet sin deltagelse i overtrædelsen fra denne dato at regne. Da dette bilaterale møde havde et ulovligt formål, var det åbenbart, at forhandlingerne med de andre konkurrenter, herunder sagsøgeren, som er omtalt i de af EKA Chemicals foretagne notater, ligeledes var ulovlige.

64      Sagsøgeren har med urette hævdet, at der ikke er noget bevis for den ulovlige karakter af dennes møde med EKA Chemicals den 2. november 1994 i Göteborg. Det fremgår af de af EKA Chemicals tilvejebragte oplysninger, at der blev udvekslet forretningsdata under dette møde (113. betragtning til den anfægtede beslutning).

65      Degussa har oplyst, at udveksling af »følsomme konkurrenceoplysninger« ligeledes fandt sted i tilknytning til CEFIC den 29. april 1994 i Rom og den 25. november 1994 i Zaventem (114. betragtning til den anfægtede beslutning).

66      Disse omstændigheder bekræftes af Arkemas erklæringer, i henhold til hvilke sagsøgeren i april eller i juni 1995 deltog i drøftelser om »tendenserne på markedet og nytilkomne«, inden for hvilke rammer »Degussa og [sagsøgeren] ønskede, at markedet og deres respektive positioner forblev så stabilt som muligt«, og »en fordelingsnøgle for producenterne [var] uden tvivl til drøftelse siden 1994-1995« (115. og 116. betragtning til den anfægtede beslutning).

67      I øvrigt har sagsøgeren i sit svar på klagepunktsmeddelelsen erkendt at have haft kontakt med konkurrenter og at have delt markedsoplysninger siden maj 1995.

68      Disse kontakter, som fandt sted i den indledende periode af kartellet, og som havde til formål at begrænse konkurrencen og førte til indgåelsen af en aftale om priser og markedsfordeling, henhører under anvendelsesområdet for forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF (305. betragtning til den anfægtede beslutning). De kan betragtes som værende en del af det samme hemmelige foretagende.

69      Kommissionen erkender, at der ikke er blevet indgået en »fast« aftale om en model for markedsfordeling, som blev drøftet i Milano den 31. oktober 1995 og i Sevilla i maj 1997, men fremhæver, at den omstændighed, at en sådan model har været foreslået og drøftet, er tilstrækkelig til at begrunde en konklusion om overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF.

70      Den omstændighed alene, at der i den pågældende periode fandt drøftelser sted vedrørende mængder, priser og kundefordelingsmodeller, afspejler et fælles ønske om at begrænse konkurrencen. I modsætning til, hvad sagsøgeren har fremhævet, var der ikke kun tale om »blot en hensigt«, men om et fælles projekt, hvis formål var at munde ud i en aftale, som har indflydelse på deres markedsadfærd.

71      Subsidiært har Kommissionen gjort gældende, at konkurrenternes adfærd i den pågældende periode udgør en samordnet praksis i henhold til artikel 81, stk. 1, EF. Herefter vil den kunne betegnes som faldende ind under forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF, selv om den ikke havde nået til den fase, hvor »man kan tale om en aftale [bogstaveligt talt], der er blevet indgået« (309. betragtning til den anfægtede beslutning).

72      I denne periode udvekslede konkurrenterne oplysninger vedrørende salgsmængder, priser og kunder, der kunne give dem mulighed for at tilpasse deres markedsadfærd (308. betragtning til den anfægtede beslutning samt dennes 120., 127. og 144. betragtning).

73      De udvekslede oplysninger var tilstrækkelige til at mindske usikkerheden vedrørende konkurrenternes adfærd på markedet. Sagsøgeren har selv indrømmet at have delt fortrolige oplysninger med sine konkurrenter siden maj 1995 og har erklæret, at »[d]eltagerne undersøgte de potentielle muligheder for at forbedre markedssituationen og for at forudse kapacitetsforøgelse på markedet«, idet spørgsmålet gik ud på at »erfare, om det var muligt at nå til en aftale« (punkt 130 og 133 i sagsøgerens svar på klagepunktsmeddelelsen og 317.-319. betragtning til den anfægtede beslutning). Denne erklæring bekræfter, at de pågældende udvekslinger havde den virkning, at de gjorde det muligt for konkurrenterne at tilpasse deres markedsadfærd. Derudover tjente udvekslingerne til at »bane vejen« for prisforhøjelser og praksis for markedsopdeling.

74      Herefter har det i den anfægtede beslutning påberåbte sæt af indicier ud fra en helhedsvurdering levet op til kravene om præcision og overensstemmelse til at begrunde en sikker formodning om, at sagsøgeren havde begået en overtrædelse siden den 31. januar 1994.

–       Vedrørende perioden fra den 18. maj til den 31. december 2000

75      Sagsøgeren har fremhævet, at Kommissionen har begået retlige fejl og anlagt fejlskøn ved at konkludere, at kartellet fortsatte efter den 18. maj 2000.

76      Dels har Kommissionen ikke bevist, at deltagerne under mødet i Turku den 18. maj 2000 besluttede at fortsætte gennemførelsen af en aftale eller en samordnet praksis.

77      Kommissionen baserede sig udelukkende på et bevis fra Arkema, som ikke var afgørende og ikke bekræftet af andre beviser. Arkemas angivelser var selvmodsigende, eftersom Arkema ligeledes bekræftede, at det pågældende møde var »en lejlighed for visse producenter til at vise, at tiderne havde skiftet«, og »at tydeliggøre samarbejdets ophør«. Dens angivelse af »enighed«, som skulle være opnået under det pågældende møde, er blevet modsagt af andre virksomheder.

78      Før mødet den 18. maj 2000 informerede sagsøgeren Degussa under et bilateralt møde i Krefeld om, at sagsøgeren ikke længere var interesseret i kartellet. Kommissionen angav med urette, at mødet i Krefeld fandt sted efter mødet i Turku.

79      Hvad angår den bilaterale kontakt mellem sagsøgeren og FMC Foret i slutningen af 2000 kan denne enkelte kontakt vedrørende NP ikke godtgøre fortsættelsen af kartellet vedrørende HP. Kartellet var allerede ophørt for så vidt angår NP, og FMC Foret afsluttede sin deltagelse i kartellet i slutningen af 1999 for så vidt angår HP.

80      Dels baserede Kommissionen sig med urette på en formodning om fortsættelsen af kartellets virkninger efter maj 2000. For at godtgøre, at den aftale, som var ophørt med at være gældende, fortsat havde virkninger, burde Kommissionen have påvist dennes virkninger på priserne.

81      Kommissionen overså bl.a. det bevismateriale, som angav, at markedet var konkurrencepræget efter maj 2000. Hvad angår prisudviklingen baserede Kommissionen sig udelukkende på et dokument fra Arkema, hvoraf det fremgik, at dets gennemsnitlige priser var forblevet relativt stabile i løbet af hele 2000. Imidlertid er der andre dokumenter fra Arkema, som angiver, at dets priser var faldet i 2000 inden for Den Europæiske Union, samt at gennemsnitsprisen ikke udelukkende var beregnet på grundlag af salg i EØS. Selv i tilfælde af at priserne var forblevet stabile, kunne dette endvidere skyldes en stærk stigning i efterspørgslen og omkostningsforøgelse.

82      I det omfang Kommissionen har angivet, at sagsøgeren ikke tydeligt havde taget afstand fra kartellet efter den 18. maj 2000, har Kommissionen set bort fra den omstændighed, at kartellet »ophørte med at eksistere« fra denne dato, og har således vendt bevisbyrden ved tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning.

83      Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter ved bl.a. at henvise til de grunde, der er fremført i 355.-360. betragtning til den anfægtede beslutning.

 Rettens bemærkninger

84      I henhold til artikel 81, stk. 1, EF er alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet, uforenelige med fællesmarkedet og forbudt.

85      Det er tilstrækkeligt, for at der foreligger en aftale som omhandlet i artikel 81, stk. 1, EF, at de pågældende virksomheder har udtrykt deres fælles vilje til at indrette deres adfærd på markedet på en bestemt måde (Rettens dom af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, præmis 256, og af 20.3.2002, sag T-9/99, HFB Holding m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1487, præmis 199).

86      Det må antages, at en aftale i henhold til artikel 81, stk. 1, EF er indgået, når der er enighed om en samstemmende vilje vedrørende selve princippet om en begrænsning af konkurrencen, selv om de særlige forhold i den påtænkte begrænsning stadig er genstand for forhandlinger (jf. i denne retning dommen i sagen HFB Holding m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 85 ovenfor, præmis 151-157 og 206).

87      Begrebet samordnet praksis vedrører nemlig en form for koordinering mellem virksomheder, som uden at gå så langt som til at slutte en egentlig aftale bevidst træder i stedet for et praktisk samarbejde mellem dem, som kan bringe konkurrencen i fare (Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, Sml. I, s. 4125, præmis 115, og dommen i sagen Hüls mod Kommissionen, nævnt i præmis 55 ovenfor, præmis 158).

88      I denne henseende er artikel 81, stk. 1, EF til hinder for enhver direkte eller indirekte kontakt mellem erhvervsdrivende, som kan have indvirkning på en faktisk eller potentiel konkurrents adfærd på markedet, eller som over for en sådan konkurrent kan afsløre den adfærd, man har besluttet eller overvejer selv at udvise på markedet, når disse kontakter har til formål eller til følge, at der opstår en begrænsning af konkurrencen (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 87 ovenfor, præmis 116 og 117).

89      Den omstændighed, at en virksomhed giver sine konkurrenter oplysninger som led i forberedelsen af en konkurrencebegrænsende aftale, er tilstrækkeligt bevis for en samordnet praksis i henhold til artikel 81 EF (jf. i denne retning Rettens dom af 6.4.1995, sag T-148/89, Tréfilunion mod Kommissionen, Sml. II, s. 1063, præmis 82, og af 8.7.2008, sag T-53/03, BBP mod Kommissionen, Sml. II, s. 1333, præmis 178).

90      Ifølge fast retspraksis omfatter begreberne aftale og samordnet praksis i henhold til artikel 81, stk. 1, EF former for hemmelige aftaler, som er af samme karakter, og som kun adskiller sig fra hinanden ved deres grad og den form, hvorunder de kommer til udtryk (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 87 ovenfor, præmis 131 og 132, og dommen i sagen HFB Holding m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 85 ovenfor, præmis 190).

91      I forbindelse med en sammensat overtrædelse, der i flere år har involveret adskillige producenter, som har haft det mål at gennemføre en fælles markedsregulering, kan det ikke kræves af Kommissionen, at denne kvalificerer denne overtrædelse som enten en aftale eller en samordnet praksis, idet begge disse former for overtrædelse under alle omstændigheder er omfattet af artikel 81 EF (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 87 ovenfor, præmis 111-114, og Rettens dom af 20.4.1999, forenede sager T-305/94 – T-307/94, T-313/94 – T-316/94, T-318/94, T-325/94, T-328/94, T-329/94 og T-335/94, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 931, præmis 696).

92      Den dobbelte kvalificering af overtrædelsen som aftale »og/eller« samordnet praksis må forstås som en tilkendegivelse af, at der er tale om et kompleks, som indeholder faktiske omstændigheder, hvoraf nogle er kvalificeret som aftale og andre som samordnet praksis, jf. artikel 81, stk. 1, EF, der ikke kræver, at der skal ske en specifik kvalifikation for denne sammensatte type overtrædelse (dommen i sagen Hercules Chemicals mod Kommissionen, nævnt i præmis 85 ovenfor, præmis 264, og dommen i sagen HFB Holdings m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 85 ovenfor, præmis 187).

93      Hvad angår førelsen af beviset for overtrædelsen skal det bemærkes, at Kommissionen skal føre bevis for de fastslåede overtrædelser og for, at de omstændigheder, som udgør en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF, faktisk foreligger (Domstolens dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 58).

94      Kommissionen skal i den forbindelse tage hensyn til præcise og samstemmende beviser (jf. Rettens dom af 6.7.2000, sag T-62/98, Volkswagen mod Kommissionen, Sml. II, s. 2707, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

95      Hver enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser skal dog ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i forhold til hver enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, som Kommissionen har påberåbt sig, bedømt i deres helhed opfylder dette krav (jf. Rettens dom af 8.7.2004, forenede sager T-67/00, T-68/00, T-71/00 og T-78/00, JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2501, præmis 180 og den deri nævnte retspraksis).

96      De indicier, som Kommissionen har påberåbt sig i beslutningen for at bevise, at en virksomhed har overtrådt artikel 81, stk. 1, EF, skal ikke bedømmes isoleret, men i sin helhed (jf. dommen i sagen BPB mod Kommissionen, nævnt i præmis 89 ovenfor, præmis 185 og den deri nævnte retspraksis).

97      Det skal ligeledes tages i betragtning, at de konkurrencebegrænsende aktiviteter gennemføres hemmeligt, og herefter må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, i de fleste tilfælde udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne (Domstolens dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 55-57).

98      Hvad angår rækkevidden af den retslige prøvelse skal Retten ifølge fast retspraksis, når den forelægges et annullationssøgsmål vedrørende en beslutning i henhold til artikel 81, stk. 1, EF, generelt udøve fuld kontrol med, om betingelserne for at anvende artikel 81, stk. 1, EF er opfyldt (jf. Rettens dom af 26.10.2000, sag T-41/96, Bayer mod Kommissionen, Sml. II, s. 3383, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

99      Såfremt der hos Retten foreligger en tvivl, skal dette komme den virksomhed til gode, der er adressat for beslutningen, hvorved en overtrædelse fastslås, i overensstemmelse med princippet om uskyldsformodning, der som et generelt princip i EU-retten navnlig finder anvendelse på sager vedrørende tilsidesættelser af konkurrencereglerne, der gælder for virksomhederne, som vil kunne føre til at pålægge bøder eller tvangsbøder (dommen i sagen Hüls mod Kommissionen, nævnt i præmis 55 ovenfor, præmis 149 og 150, og Rettens dom af 27.9.2006, forenede sager T-44/02 OP, T-54/02 OP og T-56/02 OP, T-60/02 OP og T-61/02 OP, Dresdner Bank m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3567, præmis 60 og 61).

100    Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal undersøges, om Kommissionen i den foreliggende sag har ført tilstrækkeligt bevis for, at sagsøgerens adfærd i de omtvistede perioder udgjorde en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF.

–       Om perioden fra den 31. januar 1994 til maj 1995

101    Sagsøgeren har for det første i det væsentlige fremhævet, at Kommissionen har foretaget en fejlagtig vurdering af de faktiske omstændigheder ved at fastsætte starten for overtrædelsen til den 31. januar 1994. Sagsøgeren anfører, at det ikke er blevet godtgjort, at denne før maj 1995 tog del i nogen kontakt til de konkurrenter, som angiveligt overtrådte artikel 81, stk. 1, EF.

102    Det fremgår af 104.-114. samt 351. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen fastholdt den 31. januar 1994 som startdato for sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen på grundlag af de af Degussa afgivne erklæringer inden for rammerne af begæringen om immunitet, hvilket bekræftes såvel af det fra EKA Chemicals hidrørende dokumentbevis som af Arkemas erklæringer.

103    Allerførst har Kommissionen fremhævet, at ifølge Degussas erklæringer havde konkurrenterne oftere i løbet af 1990’erne udvekslet »følsomme konkurrenceoplysninger«, endog »markedsoplysninger«. Ifølge disse erklæringer »var [udtrykket] »udveksling af markedsoplysninger« det typiske indhold af en drøftelse mellem de konkurrerende virksomheders handelsteams.« Kommissionen har tilføjet, at ifølge de samme erklæringer »vedrørte de mundtligt meddelte oplysninger pris- og mængdeudviklingen, konkurrenternes og de på markedet eksisterende kunders adfærd, tilgang eller afgang af konkurrenter, produktionskapacitetsudvikling, innovation med hensyn til produkter på udbuds- og efterspørgselssiden såvel som andre spørgsmål af samme art« (104. betragtning til den anfægtede beslutning). Ifølge Degussa indlod konkurrenterne sig på sådanne drøftelser for bl.a. at fastslå og undersøge konkurrenternes markedsandele samt at tilvejebringe oplysninger om kundernes adfærd (105. betragtning til den anfægtede beslutning).

104    Hvad dernæst angår det præcise tidspunkt for begyndelsen af overtrædelsen har Kommissionen angivet, at det første bevis, der bekræfter Degussas erklæringer, og som bl.a. involverer sagsøgeren, drejede sig om mødet mellem EKA Chemicals og Kemira den 31. januar 1994 i Stockholm samt mødet samme dag mellem Degussa og EKA Chemicals. Ifølge Kommissionen viser dette bevis, at »EKA Chemicals, Kemira, Degussa og [sagsøgeren havde taget] del i en hemmelig adfærd i hvert fald siden starten af 1994« (106.-108. og 351. betragtning til den anfægtede beslutning).

105    Endelig har Kommissionen angivet eksistensen af andre ulovlige kontakter i 1994 og 1995 som meddelt af EKA Chemicals (110. og 111. betragtning til den anfægtede beslutning), af Degussa (114. betragtning) samt af Arkema (115. betragtning til den anfægtede beslutning).

106    Herved skal det først fremhæves, at Degussas erklæringer, hvis indhold er blevet anfægtet af sagsøgeren, ikke i sig selv kan udgøre et tilstrækkeligt bevis for sagsøgerens deltagelse i denne overtrædelse.

107    Ifølge fast retspraksis kan en erklæring fra en virksomhed, der beskyldes for at have deltaget i et kartel, hvis rigtighed bestrides af de forfulgte virksomheder, dog ikke uden støtte i andre beviser betragtes som tilstrækkeligt bevis for, at sidstnævnte virksomheder har begået en overtrædelse (Rettens dom i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 95 ovenfor, præmis 219, samt dom af 25.10.2005, T-38/02, Groupe Danone mod Kommissionen, Sml. II, s. 4407, præmis 285).

108    Denne betragtning finder så meget desto mere anvendelse i den foreliggende sag i betragtning af den generelle karakter af de af Degussa anvendte udtryk, som henviser til samtlige de møder, der fandt sted i kartellets indledende periode, mellem 1994 og 1996. Disse erklæringer er derfor ikke i sig selv tilstrækkelige til at fastsætte datoen for indledningen af sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen til starten af 1994.

109    For så vidt som Kommissionen henviser til Degussas erklæringer, ifølge hvilke »følsomme konkurrenceoplysninger« er blevet udvekslet ved multilaterale kontakter i tilknytning til CEFIC-forsamlingerne af 29. april og 25. november 1994 (114. betragtning til den anfægtede beslutning), skal det fremhæves, at denne angivelse, som ikke udtrykkeligt nævner sagsøgeren, udgør en del af de førnævnte erklæringer fra Degussa og derfor ikke kan betragtes som et forhold, der kan bekræfte disse erklæringer.

110    Hvad endvidere angår de af Kommissionen fremlagte beviser til støtte for Degussas erklæringer vedrørende den pågældende periode kan det konstateres, at sagsøgeren ikke har deltaget i de møder, der er påberåbt i 351. betragtning til den anfægtede beslutning, dvs. mødet mellem EKA Chemicals og Kemira den 31. januar 1994 i Stockholm og mødet den samme dag mellem EKA Chemicals og Degussa.

111    Inden for rammerne af disse møder har Kommissionen udelukkende henvist til et dokument fra EKA Chemicals, der stammer fra tidspunktet for de faktiske omstændigheder, ifølge hvilket EKA Chemicals og Kemira under mødet den 31. januar 1994 havde udvekslet oplysninger vedrørende det skandinaviske marked, og Kemira »[havde] udtalt, at [selskabet havde ført] forhandlinger med [Air Liquide], men at resultaterne af disse drøftelser ikke var særligt lovende«. Kommissionen er af den opfattelse, at ifølge det samme dokument »[s]kred drøftelserne med [Degussa] og [sagsøgeren] tilfredsstillende frem« (106. betragtning til den anfægtede beslutning).

112    Selv om dette dokument vedrører dels informationsudveksling mellem de skandinaviske producenter, Kemira og EKA Chemicals, dels forhandlinger mellem sidstnævnte og visse producenter på det »kontinentale marked«, udgør henvisningen til sagsøgeren i denne sammenhæng ikke et tilstrækkeligt bevis for dennes deltagelse i de ulovlige kontakter ved det pågældende møde.

113    Det drejer sig om et indirekte bevis, som hidrører fra den virksomhed, der ikke har deltaget i de påståede drøftelser med sagsøgeren, og som ikke er blevet bekræftet af Kemira. De i det pågældende dokument indeholdte oplysninger giver desuden ikke mulighed for at fastlægge genstanden for de pågældende drøftelser.

114    I denne forbindelse er det med urette, at Kommissionen »ingen tvivl har haft om, at de i dette dokument indeholdte oplysninger er et sandfærdigt billede af de i perioden førte drøftelser«, og udgør det kartel, som sagsøgeren har deltaget i (317. betragtning til den anfægtede beslutning).

115    Vedrørende andre bilaterale kontakter i 1994 som oplyst af EKA Chemicals har Kommissionen henvist til mødet mellem EKA Chemicals og sagsøgeren den 2. november 1994 i Göteborg, hvor deltagerne ifølge EKA Chemicals havde »drøftet HP-markedet i Europa« (111. betragtning til den anfægtede beslutning).

116    Det skal imidlertid fremhæves, at denne eneste oplysning, som er formuleret i generelle træk, ikke er tilstrækkelig til at godtgøre det pågældende mødes ulovlige karakter, som er blevet bestridt af sagsøgeren. Det ulovlige formål med dette møde kan heller ikke godtgøres ved den henvisning, som Kommissionen har foretaget til EKA Chemicals’ andre erklæringer, som ikke udtrykkeligt vedrører dette møde, men kun anfører, at »fra 1990’erne havde møderne mellem EKA [Chemicals] og [sagsøgeren] hovedsageligt omhandlet generelle spørgsmål vedrørende markedet, såsom prisoplysninger, markedsprognoser etc.« (113. betragtning til og fodnote 84 i den anfægtede beslutning).

117    Endelig hvis Kommissionen har fundet, at Degussas erklæringer bar baseret på Arkemas erklæringer vedrørende de møder, der havde fundet sted i løbet af 1995, og ifølge hvilke bl.a. »en fordelingsmodel mellem producenterne uden tvivl [havde været] drøftet blandt producenterne siden 1994-1995« (104. og 115. betragtning til den anfægtede beslutning), skal det ikke desto mindre bemærkes, at Arkemas erklæringer vedrører det multilaterale møde i »april eller [i] maj 1995« (115. betragtning til den anfægtede beslutning) såvel som de efterfølgende kontakter og derfor ikke kunne tjene som bevis til bekræftelse af Degussas erklæringer vedrørende sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen i de tidligere perioder.

118    Det følger af det ovenstående, at de fremlagte forhold i 104.-115. samt 351. betragtning til den anfægtede beslutning betragtet under ét ikke udgør et tilstrækkeligt sæt indicier til at begrunde Kommissionens konstatering med hensyn til sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen i løbet af perioden fra den 31. januar 1994 og frem til maj 1995.

119    Dels er de af Degussa i 104. og 105. betragtning til den anfægtede beslutning påberåbte erklæringer ikke i sig selv tilstrækkelige til at godtgøre, at sagsøgeren har deltaget i ulovlig adfærd siden 1994, dels er de andre forhold, der er påberåbt i 106.-115. samt 351. betragtning til den anfægtede beslutning, ikke tilstrækkeligt bevis for at støtte disse erklæringer vedrørende sagsøgerens deltagelse i ulovlige kontakter før maj 1995.

120    Følgelig kan sagsøgerens klagepunkt om et fejlagtigt skøn med hensyn til de faktiske omstændigheder tages til følge for så vidt angår sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen fra den 31. januar 1994 til maj 1995.

–       Vedrørende perioden fra maj 1995 til august 1997

121    I den anfægtede beslutning har Kommissionen konstateret, at de virksomheder, som beslutningen er rettet imod, herunder ansøgeren, havde deltaget i et komplekst kartel, som bestod i en samling af aftaler og samordnet praksis, der havde til formål at begrænse konkurrencen i artikel 81, stk. 1, EF’s forstand. Dets primære aspekter indebar udveksling af markedsoplysninger, produktions- og kapacitetsbegrænsning for kartellet, markedsfordeling og prisfastsættelse (337. betragtning til den anfægtede beslutning).

122    Hvad især angår kartellets indledende periode har Kommissionen bl.a. oplyst, at deltagerne i kartellet havde mødtes jævnligt, i hvert fald siden den 31. januar 1994, for at udveksle følsomme markedsoplysninger og drøfte produktionsmængder, mulige nedsættelser af disse eller muligheden for at forhindre tilgangen af nye kapaciteter på markedet (304. betragtning til den anfægtede beslutning), samt at disse hemmelige kontakter, der havde ført til indgåelsen af faste pris- og markedsfordelingsaftaler, kunne anses for at være del af det samme hemmelige projekt (305. betragtning til den anfægtede beslutning).

123    Endvidere har Kommissionen fundet, at udvekslingen af oplysninger om salgsmængder, priser og kunder i løbet af den indledende periode for kartellet var af en karakter, der gav de pågældende virksomheder mulighed for at tage hensyn til disse oplysninger ved at fastsætte deres egen markedsadfærd, og som følge heraf kunne det antages, at nævnte virksomheder havde taget hensyn til de oplysninger, der var udvekslet med deres konkurrenter, for at fastsætte deres egen adfærd på markedet (308. betragtning til den anfægtede beslutning).

124    Således har Kommissionen konstateret, at »selv om [den pågældende adfærd] allerede fra begyndelsen af overtrædelsen ikke [h]avde nået den fase, hvor man kan tale om, at en aftale [i bogstaveligste forstand] er blevet indgået, [k]unne [den] i det mindste betegnes […] som faldende ind under forbuddet i artikel 81, stk. 1, [EF…], da hele den hemmelige adfærd i sine forskellige former [udviste] alle kendetegn ved en aftale og/eller en samordnet praksis« (309. betragtning til den anfægtede beslutning).

125    Til støtte for sine konstateringer vedrørende perioden fra maj 1995 til august 1997 har Kommissionen bl.a. nævnt følgende omstændigheder:

–        Det multilaterale møde i april eller maj 1995 i Paris blev arrangeret med det formål at etablere vedvarende kontakter mellem konkurrenterne, eftersom Degussa og sagsøgeren havde udtrykt ønske om i videst muligt omfang at konsolidere deres position på markedet (115.-117. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        De bilaterale kontakter i tilknytning til CEFIC-forsamlingen den 11. eller den 12. maj 1995 i Dresden vedrørte spørgsmålet om forventet prisfald på grund af gennemførelsen af nye produktionsfaciliteter (118. til 119. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        De bilaterale møder i juni 1995 mellem Atofina og Air Liquide (120. betragtning til den anfægtede beslutning), mellem Atofina og Degussa (121. betragtning til den anfægtede beslutning) samt mellem Degussa og EKA Chemicals (122. betragtning til den anfægtede beslutning) var viet til drøftelserne vedrørende overkapacitetssituationen på HP-markedet og om samarbejdsmulighederne blandt producenterne på grundlag af et skema med detaljerede oplysninger om kunde og producent, som omfattede oplysninger om sagsøgeren.

–        Generelt havde der omkring 1995 været flere forslag vedrørende salgskvoter og kontrol med overkapacitet »oppe at vende« i mere end et års tid og havde været genstand for drøftelser mellem Atofina, Degussa og sagsøgeren (123. og 124. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        Mødet mellem Atofina, Degussa og Chemoxal i Paris den 23. oktober 1995 vedrørte bl.a. et talmæssigt forslag vedrørende begrænsningen af nye kapaciteter, herunder en ny fabrik hos sagsøgeren samt et forslag til prisaftale (126. og 127. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        Producenterne blev fordelt i to grupper, »A« og »B«, som var styret henholdsvis af sagsøgeren og af Degussa, idet gruppe »B« skulle dele markedsandelene som defineret af gruppe »A«, »som samlede de førende virksomheder på markedet«, nemlig Degussa og sagsøgeren samt de skandinaviske virksomheder, EKA Chemicals og Kemira (130. og 131. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        Gruppe »B«’s møde den 31. oktober 1995 i Milano vedrørte »en grundlæggende model for vækstfordeling«, og de notater, der blev taget ved den lejlighed, henviser bl.a. til oplysninger vedrørende sagsøgeren (132. og 133. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        De bilaterale kontakter, som også omfattede sagsøgeren, i tilknytning til CEFIC-forsamlingen den 21. og 22. november 1995 i Bruxelles samt mødet i Italien, indebar udveksling af markedsoplysninger og fastsættelse af prisniveauerne for HP for det følgende år, hvilke prisniveauer imidlertid ikke blev overholdt (134.-136. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        Det bilaterale møde mellem Atofina og sagsøgeren i begyndelsen af 1996 i Paris havde til formål at sammenligne gruppe »A«’s og »B«’s position (139. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        Møderne i tilknytning til CEFIC-forsamlingerne med deltagelse af sagsøgeren den 24. maj 1996 i Göteborg og den 27. november 1996 i Bruxelles vedrørte talmæssige forslag vedrørende markedsfordelingen og priser, uden dog at munde ud i en konkret aftale (141. og 145. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        Adskillige bilaterale kontakter i 1996 og 1997, herunder mødet mellem EKA Chemicals og sagsøgeren i april eller maj 1997 i København, hvor sagsøgeren forespurgte, om EKA Chemicals var rede til at knytte sig til andre producenter i en koordineret indsats for at reducere kapaciteterne, tyder på forslag til kapacitetsnedskæring (154. og 155. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        Møderne den 28. eller den 29. maj 1997 i tilknytning til CEFIC-forsamlingerne samlede gruppe »A« og »B« og vedrørte en detaljeret model for markedsfordelingen for HP, idet der ikke var blevet truffet nogen endelig aftale, og drøftelser blev rapporteret at finde sted i august 1997 (156.-167. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        Bilaterale kontakter mellem sagsøgeren, EKA Chemicals og Degussa fulgte efter nævnte møder i løbet af sommeren 1997 (168.-170. betragtning til den anfægtede beslutning).

126    Sagsøgeren har hverken anfægtet rigtigheden af nævnte kontakter eller indholdet af de drøftelser, der er anført i førnævnte betragtninger til den anfægtede beslutning.

127    Ikke desto mindre hævder sagsøgeren, at disse omstændigheder ikke giver mulighed for at fastslå eksistensen af en aftale eller en samordnet praksis forud for datoen for det multilaterale møde i august 1997 i Bruxelles, som mundede ud i en bindende aftale vedrørende en prisforhøjelse på HP (171.-174. betragtning til den anfægtede beslutning), og som er anerkendt af sagsøgeren som markerende indledningen til dennes deltagelse i overtrædelsen.

128    For det første har sagsøgeren under henvisning til de forhold, der er fremlagt i 115.-170. betragtning til den anfægtede beslutning, gjort gældende, at indtil nævnte møde i august 1997 havde deltagerne i de pågældende drøftelser ikke kunnet indgå en aftale om markedsfordeling eller om priser og ikke havde indladt sig på samordnet praksis.

129    I denne forbindelse argumenterer sagsøgeren for, at Kommissionen har baseret sig på en fejlagtig fortolkning af begreberne for aftale og samordnet praksis i artikel 81, stk. 1, EF’s forstand og har anlagt et fejlagtigt skøn i forhold til de faktiske omstændigheder.

130    Vedrørende den påståede retlige fejl skal det bemærkes, at i forbindelse med en sammensat overtrædelse er Kommissionen ikke forpligtet til at kvalificere hver enkelt konstateret handling som enten aftale eller samordnet praksis i artikel 81, stk. 1, EF’s forstand, når det drejer sig om former for hemmelig adfærd, som er af samme karakter. Det kan heller ikke kræves af Kommissionen, at denne kvalificerer denne overtrædelse som enten en aftale eller en samordnet praksis, idet begge disse former for overtrædelse hypotetisk set er omfattet af nævnte bestemmelse (jf. præmis 90 og 91 nævnt ovenfor).

131    I det foreliggende tilfælde kan Kommissionen derfor ikke i retlig henseende kritiseres for at have fastslået, at hele den pågældende adfærd udviser alle de nødvendige kendetegn »ved en aftale eller/og en samordnet praksis«, for så vidt som de kunne betragtes som henhørende under en af de former for hemmelige aftaler, der er nævnt i artikel 81, stk. 1, EF.

132    Hvad angår det påståede fejlagtige skøn i forhold til de faktiske omstændigheder har sagsøgeren i det væsentlige fremhævet, at forud for august 1997 var konkurrenterne dels ikke nået frem til en aftale om en særlig adfærd på markedet, dels havde de ikke vedtaget en koordineringsform, der kunne kvalificeres som samordnet praksis.

133    Sagsøgeren henviser især til de oplysninger, der er anført i den anfægtede beslutning, hvorefter drøftelserne i 1996 »var gået frem og tilbage et års tid« og syntes at være »kommet ind i et dødvande«. Sagsøgeren har understreget, at stadig i maj 1997 »var manglen på tillid en ledsagende årsag til mangel på aftale vedrørende opretholdelse af status quo for så vidt angår markedsandele«, »eftersom de mindste producenter [havde] stemt imod en fastlæggelse af markedsandele« (140., 142. og 164. betragtning til den anfægtede beslutning).

134    Selv om de af sagsøgeren påberåbte forhold antyder, at de producenter, der havde deltaget i møder mellem maj 1995 og august 1997, ikke havde formået at indgå en aftale »i bogstaveligste forstand« for så vidt angår markedsfordeling, hvilket Kommissionen selv har konstateret i 309. betragtning til den anfægtede beslutning, forholder det sig ikke desto mindre således, at de i en længere periode førte jævnlige drøftelser vedrørende udkast til en sådan aftale.

135    Det fremgår af de faktiske omstændigheder, som ikke er bestridt af sagsøgeren, at efter gentagne opfordringer fra Degussa og sagsøgeren til deres konkurrenter på HP-markedet fandt der i løbet af maj 1995 møder sted med det formål at etablere varige kontakter mellem konkurrenterne. Deltagerne drøftede markedstendenser og nytilkomne på det europæiske marked for HP, idet Degussa og sagsøgeren havde ønsket, at de eksisterende positioner på markedet forblev så stabile som mulige (115.-117. betragtning til den anfægtede beslutning).

136    Fra maj 1995 til august 1997 fandt der jævnlige drøftelser sted, hvis formål havde været at drøfte forslag til salgskvoter og kontrol med overkapacitet (123. og 124. betragtning til den anfægtede beslutning), et talmæssigt forslag vedrørende begrænsningen af nye kapaciteter, herunder også sagsøgerens, samt et forslag til prisaftale (126. og 127. betragtning til den anfægtede beslutning), »en grundlæggende model for vækstfordeling« (132. og 133. betragtning til den anfægtede beslutning), talmæssige forslag vedrørende markedsfordelingen og en prisaftale (143. og 145. betragtning til den anfægtede beslutning), en koordineret indsats for kapacitetsnedskæring (154. og 155. betragtning til den anfægtede beslutning) eller yderligere en detaljeret model for HP-markedsfordelingen (159.-167. betragtning til den anfægtede beslutning).

137    Indholdet af drøftelserne, som ikke er blevet draget i tvivl af sagsøgeren, beviser eksistensen af en fælles vilje til at begrænse konkurrencen.

138    Den række af regelmæssige møder, hvorunder virksomhederne mødtes for at drøfte forslag til begrænsning af nye kapaciteter, til markedsfordeling og til en prisaftale, ville nemlig ikke have været mulig, såfremt der ikke på daværende tidspunkt blandt deltagerne i disse møder var en fælles vilje til indbyrdes at stabilisere markedet ved foranstaltninger, der begrænsede konkurrencen (jf. i denne retning Rettens dom af 20.3.2002, sag T-21/99, Dansk Rørindustri mod Kommissionen, Sml. II, s.1681, præmis 46).

139    Eftersom de pågældende drøftelser klart var ledet af en fælles vilje blandt deltagerne til at blive enig om det samme princip for en begrænsning af konkurrencen, kan denne betragtning ikke afkræftes af den omstændighed, at særlige forhold i den påtænkte begrænsning var genstand for forhandlinger mellem deltagerne frem til august 1997, samt at den bindende aftale fra august 1997 vedrørende en koordineret forhøjelse af priserne på HP blev indgået med betingelser, som var forskellige fra dem, der var blevet drøftet på de tidligere møder.

140    Sagsøgerens medvirken ved disse hemmelige kontakter fremgår endvidere klart af dennes aktive deltagelse i drøftelserne. Sagsøgeren deltog i størstedelen af møderne i den pågældende periode, hvor denne »udfærdigede et sammendrag« af forslagene (123. og 124. betragtning til den anfægtede beslutning) og styrede den gruppe, der bestod af »førende virksomheder på markedet« (130. og 131. betragtning til den anfægtede beslutning).

141    Den henvisning, som sagsøgeren har foretaget til den omstændighed, at sagsøgerens repræsentant under et møde, der fandt sted i maj 1997 (162. betragtning til den anfægtede beslutning), var »gået og havde smækket med døren, […] i irritation over de små producenters krav«, udgør i denne forbindelse ikke et indicium, der kan bevise, at sagsøgerens deltagelse i det pågældende møde, eller så meget desto mindre i samtlige de pågældende kontakter, var blottet for enhver konkurrencebegrænsende karakter.

142    Henset til disse betragtninger har Kommissionen med rette kunnet konstatere, at den pågældende adfærd, der vedrørte den indledende fase af kartellet, hvori sagsøgeren deltog, var en del af det samme konkurrencebegrænsende projekt, og derfor følgelig var omfattet af det forbud, der er indeholdt i artikel 81, stk. 1, EF.

143    Dels bemærkes, at det kan antages, at en aftale i artikel 81, stk. 1, EF’s forstand er indgået, når der er en samstemmende vilje vedrørende selve princippet om en begrænsning af konkurrencen, selv om de særlige forhold i den påtænkte begrænsning stadig er genstand for forhandlinger (jf. præmis 86 ovenfor).

144    I den foreliggende sag kan sagsøgeren derfor ikke med føje fastholde, for så vidt som virksomhederne ikke er blevet enige om at vedtage særlige retningslinjer for adfærd på markedet, at den pågældende adfærd højst udgør en simpel hensigt om at begrænse konkurrencen, som ikke er omfattet af formerne for ulovlig adfærd, der er omhandlet i artikel 81, stk. 1, EF.

145    For så vidt som de ovenfor anførte forhold påviser, at konkurrenterne allerede rådede over et fælles projekt, hvis formål var at munde ud i en konkurrencebegrænsende aftale, må disse drøftelser derfor anses for at gå ud over, hvad der blot er en hensigt eller en tentativ aftale.

146    Dels må det fremhæves, at de kontakter, der vedrører den pågældende periode, under alle omstændigheder kunne kvalificeres som samordnet praksis henhørende under artikel 81, stk. 1, EF.

147    Det bemærkes, at ifølge fast retspraksis er den omstændighed, at en virksomhed giver sine konkurrenter oplysninger som led i forberedelsen af en konkurrencebegrænsende aftale, tilstrækkeligt bevis for en samordnet praksis i henhold til artikel 81 EF (jf. præmis 89 ovenfor).

148    Selv om Kommissionen ikke formår at bevise, at virksomhederne indgik en aftale i streng forstand, er det tilstrækkeligt for at konstatere en overtrædelse af artikel 81, stk. 1. EF, at konkurrenterne har taget direkte kontakt med henblik på at »stabilisere markedet« (jf. i denne retning dommen i sagen BPB mod Kommissionen, nævnt i præmis 89 ovenfor, præmis 170).

149    Henset til disse betragtninger må det af sagsøgeren fremførte synspunkt forkastes, i henhold til hvilket formidling af oplysning til konkurrenterne kun kan anses for en samordnet praksis, når der allerede er indgået en konkurrencebegrænsende aftale, og forhandlingerne udelukkende finder sted for at gøre dens gennemførelse mulig.

150    I den foreliggende sag har Kommissionen godtgjort, at sagsøgeren havde deltaget i en række møder med sine konkurrenter, samt at der under disse var blevet udvekslet oplysninger om markedsvilkår, prisniveauer blev drøftet, og deltagerne fremlagde den handelsstrategi, som de påtænkte at vedtage på markedet. Det er desuden godtgjort, at udvekslingen af de pågældende oplysninger fandt sted med det formål at forberede en aftale om markedsfordeling eller om priser, hvis formål derfor var åbenbart konkurrencebegrænsende.

151    Følgelig har Kommissionen med rette kunnet konstatere, at sagsøgeren havde deltaget i en samordnet praksis, der havde til formål at begrænse konkurrencen.

152    Denne betragtning kan ikke drages i tvivl med sagsøgerens argument om, at det på grund af manglende gensidig tillid konkurrenterne imellem var utænkeligt, at de kunne involvere sig i samordnet praksis.

153    Forskellene i deltagernes position på markedet, endog mangel på indbyrdes tillid, er ikke som sådan tilstrækkeligt til at udelukke eksistensen af en samordning, der kan kvalificeres som samordnet praksis. Sagsøgerens argumenter afsvækker imidlertid ikke de omstændigheder, der er fastslået af Kommissionen, hvoraf det fremgår, at trods en vis mangel på indbyrdes tillid mødtes konkurrenterne jævnligt i den pågældende periode og udvekslede oplysninger om markedsvilkår og om deres handelsstrategi med det formål at forberede en konkurrencebegrænsende aftale.

154    I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, kan det ikke bebrejdes Kommissionen, at den ikke har godtgjort, at de udvekslede oplysninger, henset til deres indhold, kunne anvendes til konkurrencebegrænsende formål.

155    Det konkurrencebegrænsende formål med den pågældende adfærd fremgår klart af karakteren af de udvekslede oplysninger under møderne i den pågældende periode, idet disse oplysninger indeholdt salgstal vedrørende de forudgående år og forventningerne for fremtiden (120. betragtning til den anfægtede beslutning) samt indholdet af de drøftede forslag, som vedrørte opretholdelsen af status quo på markedet, fordelingen af nye produktionskapaciteter samt fastlæggelsen af prisniveauerne for HP (jf. f.eks. 115., 127., 133., 136. og 144. betragtning til den anfægtede beslutning).

156    Følgelig har Kommissionen i tilstrækkelig grad godtgjort, at udvekslingen af de pågældende oplysninger, der blev anvendt til at »bane vejen« for prisforhøjelser og den deraf følgende praksis for opdeling af markedet, udgjorde en form for ulovlig adfærd, der er omfattet af artikel 81, stk. 1, EF.

157    Det fremgår af disse betragtninger, at Kommissionen med rette har konstateret, at den omtvistede adfærd kunne anses for at falde ind under forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF, idet den var en del af en flerhed af forhold, der udgjorde en aftale »og/eller« en samordnet praksis (308. og 309. betragtning til den anfægtede beslutning).

158    Hvad angår sagsøgerens argument om, at HP-markedet forblev konkurrencepræget indtil august eller september 1997, idet HP-priserne var faldet betydeligt i begyndelsen af 1997, skal det bemærkes, at ifølge fast retspraksis er det med henblik på anvendelsen af artikel 81, stk. 1, EF på en aftale eller en samordnet praksis ikke nødvendigt at tage hensyn til de faktiske følger af en aftales eller en samordnet praksis, når det fremgår, at overtrædelsen har til formål at begrænse, hindre eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet (Domstolens dom af 19.3.2009, sag C-510/06, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. I, s. 1843, præmis 140, og af 4.6.2009, sag C-8/08, T‑Mobile Netherlands m.fl., Sml. I, s. 4529, præmis 29).

159    For så vidt som Kommissionen har konstateret, at sagsøgeren havde deltaget i en konkurrencebegrænsende aftale og/eller en samordnet praksis, som havde haft til formål at begrænse konkurrencen på markedet for HP, var Kommissionen i den foreliggende sag ikke forpligtet til at tage hensyn til de konkrete virkninger af den pågældende adfærd.

160    Hvad nærmere angår en samordnet praksis må det ifølge fast retspraksis under alle omstændigheder antages – med forbehold af det modbevis, som det påhviler de pågældende erhvervsdrivende at føre – at de virksomheder, som deltager i samordningen, og som forbliver aktive på markedet, tager hensyn til informationsudvekslingen med deres konkurrenter for at fastlægge deres adfærd på markedet (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 87 ovenfor, præmis 118 og 121, og dommen i sagen Hüls mod Kommissionen, nævnt i præmis 55 ovenfor, præmis 161 og 162).

161    Selv hvis det antages, at det godtgøres, at denne adfærd ikke havde indvirkning på priserne i den pågældende periode, kan dette ikke rejse tvivl om lovligheden af Kommissionens vurderinger.

162    Den omstændighed, at en samordnet praksis ikke har direkte indvirkning på prisniveauet, er ikke til hinder for at fastslå, at denne praksis har begrænset konkurrencen mellem de berørte virksomheder bl.a. ved at fjerne det konkurrencemæssige pres (jf. i denne retning dommen i sagen Dansk Rørindustri mod Kommissionen, nævnt i præmis 138 ovenfor, præmis 139 og 140).

163    Sagsøgerens argument om, at Kommissionen har set bort fra beviset for, at markedet forblev konkurrencepræget i løbet af den pågældende periode, kan derfor ikke lægges til grund.

164    Hvad angår sagsøgerens argument om, at de påberåbte omstændigheder i den anfægtede beslutning med hensyn til den pågældende periode altovervejende vedrører HP-markedet og ikke NP-markedet, skal det bemærkes, at den anfægtede beslutning er baseret på konstateringen af en enkelt overtrædelse, som vedrører begge de berørte markeder (328. betragtning ff. til den anfægtede beslutning), hvilken kvalificering sagsøgeren ikke har anfægtet i den foreliggende sag.

165    For så vidt som Kommissionen har kvalificeret det pågældende kartel som en enkelt overtrædelse, var den imidlertid ikke forpligtet til i forbindelse hermed at anføre den forskellige varighed af de handlinger, der alene vedrørte NP-markedet. For så vidt som det ikke drejer sig om særskilte overtrædelser, var Kommissionen heller ikke forpligtet til at tage hensyn til denne forskel for at fastslå varigheden af overtrædelsen set under ét.

166    Det ville være kunstigt at opdele en vedvarende adfærd, der har et samlet mål, i flere særskilte overtrædelser med den begrundelse, at den samordnede praksis varierede alt efter det berørte marked. Disse elementer skal først tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed og, i givet fald, ved fastsættelsen af bødens størrelse (jf. analogt dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 87, præmis 90).

167    I den foreliggende sag har Kommissionen i overensstemmelse med disse betragtninger oplyst, at for så vidt angår fastsættelsen af bødens størrelse havde den taget hensyn til den omstændighed, at hvad angår NP havde kartellet taget sin begyndelse senere, end hvad der gjaldt for HP, og var ophørt tidligere (331. betragtning til den anfægtede beslutning).

168    Sagsøgerens argument om utilstrækkeligheden af beviserne for de konkurrencebegrænsende handlinger på HP-markedet vedrørende den pågældende periode kan derfor ikke lægges til grund.

169    Da sagsøgeren ikke har påvist, at den anfægtede beslutning var behæftet med en retlig fejl ved anvendelsen af artikel 81, stk. 1, EF, skal sagsøgerens argument endelig ligeledes forkastes, idet det i det væsentlige baserer sig på den samme forudsætning om, at Kommissionen har foretaget en for vid fortolkning af denne bestemmelse under tilsidesættelse af det strafferetlige legalitetsprincip.

170    I lyset af det ovenfor anførte kan klagepunktet vedrørende konstateringen af overtrædelsen for perioden fra maj 1995 til august 1997 derfor ikke tages til følge.

–       Vedrørende perioden fra den 18. maj til den 31. december 2000

171    Vedrørende den afsluttende periode for overtrædelsen har Kommissionen i 356. betragtning til den anfægtede beslutning fremhævet, at artikel 81, stk. 1, EF fandt anvendelse på et kartel, som vedbliver med at have virkninger ud over dets formelle ophør, samt at dette bl.a. var tilfældet, når virksomheder ikke giver afkald på at anvende de referencepriser, som blev aftalt under kartelmøderne.

172    Under anvendelse af disse betragtninger i den foreliggende sag har Kommissionen oplyst, at ifølge Arkemas erklæringer, som stemmer overens med andre beviser, var der under det multilaterale møde, der fandt sted i Turku den 18. maj 2000, udtrykt almindelig enighed til fordel for bibeholdelse af prisniveauer i hele år 2000, samt at det derfor kunne antages, at indvirkningen på priserne havde varet ved i hvert fald i løbet af andet halvår 2000 (357. betragtning til den anfægtede beslutning). Datoen den 31. december 2000 blev således fastsat som slutdato for overtrædelsen, bl.a. i forhold til sagsøgeren (360. betragtning til den anfægtede beslutning).

173    Sagsøgeren understreger i det væsentlige, at Kommissionen har begået en retlig fejl og anlagt et fejlagtigt skøn i forhold til de faktiske omstændigheder ved at konstatere, at kartellet fortsatte efter mødet den 18. maj 2000.

174    I den forbindelse skal det erindres, at ifølge fast retspraksis finder artikel 81 EF også anvendelse på aftaler, som har virkninger, efter at de formelt er ophørt (Domstolens dom af 3.7.1985, sag 243/83, Binon, Sml. s. 2015, præmis 17, og Rettens dom af 10.3.1992, sag T-14/89, Montedipe mod Kommissionen, Sml. II, s. 1155, præmis 231).

175    Navnlig kan Kommissionen med rette konstatere, at kartellet fortsat har virkninger, efter at de hemmelige møder er ophørt, for så vidt som de prisforhøjelser, der er aftalt under disse møder, finder anvendelse i en efterfølgende periode (jf. i denne retning Rettens dom af 26.4.2007, forenede sager T-109/02, T-118/02, T-122/02, T-125/02, T-126/02, T-128/02, T-129/02, T-132/02 og T-136/02, Bolloré m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 947, præmis 186).

176    For så vidt som Kommissionen i den foreliggende sag har fastslået, at mødet den 18. maj 2000 var mundet ud i generel enighed om fastholdelse af prisniveauer for andet halvår 2000, har Kommissionen i den foreliggende sag med rette kunnet fastslå, at virkningerne af kartellet havde varet ved indtil den 31. december 2000.

177    Denne konklusion er der ikke blevet rejst tvivl om med sagsøgerens argumenter om i første række utilstrækkeligheden af de beviser, der er fremført af Kommissionen.

178    Det skal fremhæves, at sagsøgeren ikke har anfægtet afholdelsen af det pågældende uformelle møde og ej heller sin deltagelse i dette møde. I denne forbindelse har sagsøgeren med urette fremhævet, at Arkemas erklæringer, som henviser til »enighed«, ikke indebærer en fælles vilje hos deltagerne hvad angår fortsættelsen af aftalens virkninger. Et sådant argument modsiges af ordlyden af disse erklæringer, som relaterer eksistensen af »seneste drøftelser« om priserne for den 1. januar 2001 til en »almindelig enighed« om fastholdelse af deres prisniveauer (282. betragtning til den anfægtede beslutning).

179    Det er ligeledes med urette, at sagsøgeren påberåber sig en påstået selvmodsigelse mellem Arkemas oplysning om enighed om priserne og selskabets andre erklæringer, ifølge hvilke mødet i Turku havde givet »anledning for visse producenter til at vise, at tiderne havde skiftet« og »til at markere et ophør af samarbejdet og således bringe en ende på den kontrollerede markedsregulering«. Sidstnævnte erklæringer, som vedrører hensigten om at bringe den konkurrencebegrænsende adfærd til ophør og således signalerer den formelle afslutning af kartellet, modsiger ikke eksistensen af en enighed om fastholdelse af dens virkninger indtil slutningen af året.

180    I modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, stemmer Arkemas erklæringer derudover overens med andre forhold i sagsakterne, bl.a. med den oplysning, som er bekræftet af flere virksomheder, og som ikke er bestridt af sagsøgeren, i henhold til hvilke priserne, inden for rammerne af de møder, der havde fundet sted i tilknytning til de halvårlige CEFIC-forsamlinger, sædvanligvis var blevet fastlagt for det næstfølgende halvår (357. betragtning til den anfægtede beslutning).

181    Det skal i denne forbindelse fremhæves, at henset til det sæt af samstemmende indicier, der godtgør eksistensen af et kartel, kræves der en virkelig holdbar forklaring for at bevise, at der under et givent møde er foregået noget helt andet end det, der skete under tidligere møder, når alle disse møder havde den samme deltagerkreds, fandt sted under ensartede ydre omstændigheder og ubestridt havde det samme formål (forslag til afgørelse fra dommer Vesterdorf, som fungerende generaladvokat, forud for Rettens dom af 24.10.1991, sag T-1/89, Rhône-Poulenc mod Kommissionen, Sml. II, s. 867 og 954).

182    Under alle omstændigheder er oplysningen om, at flere konkurrenter fortsatte den hemmelige adfærd i hvert fald frem til udgangen af 2000, trods dens formelle ophør, blevet bekræftet af eksistensen af visse bilaterale kontakter efter mødet den 18. maj 2000 (357. betragtning til den anfægtede beslutning).

183    Sagsøgerens argument, der tilsigter at godtgøre den lovlige karakter af en af disse kontakter, dvs. mødet med FMC Foret, kan i denne henseende ikke rejse tvivl om Kommissionens konstatering af en fortsættelse af kartellets virkninger, eftersom denne konstatering ikke er baseret på et enkeltstående tilfælde, hvilket udelukkende udgør et sekundært forhold i det sæt indicier, som er påberåbt af Kommissionen.

184    Sagsøgeren kan heller ikke med føje hævde, at denne under et bilateralt møde med Degussa i maj eller juni 2000 (283.-285. betragtning til den anfægtede beslutning) oplyste, at »det ikke længere var muligt på grundlag af drøftelser blandt producenterne på markedet at fortsætte med fordeling af kapaciteter og omallokeringer af disse«.

185    Det er tilstrækkeligt at konstatere i denne forbindelse, at denne af sagsøgeren udtrykte holdning i anledning af en bilateral kontakt, der i øvrigt kunne fortolkes som en redegørelse for vanskelighederne med at bibeholde kartellet, ikke påviser, at sagsøgeren offentligt har taget afstand fra overtrædelsen og således har bragt sin deltagelse i kartellet til ophør.

186    Det fremgår af disse betragtninger, at Kommissionen i tilstrækkelig grad har godtgjort, at mødet den 18. maj 2000 var mundet ud i generel enighed om fastholdelse af prisniveauer, samt at kartellet derfor havde fortsat med at have virkninger i løbet af andet halvår 2000.

187    Denne konklusion er ikke blevet afsvækket af sagsøgerens argumentation om, i anden række, mangel på analysering af de priser, der faktisk blev anvendt på markedet i løbet af den pågældende periode, samt tilstedeværelsen i sagsakterne af oplysninger om markedets konkurrenceprægede karakter.

188    I det omfang Kommissionen har fastslået, at de prisniveauer, der var almindelig enighed om under det pågældende møde, skulle finde anvendelse i løbet af andet halvår 2000, har Kommissionen kunnet konstatere, at virkningerne af kartellet fortsatte i denne periode, uden at Kommissionen var forpligtet til at godtgøre, at aftalen havde haft en konkret indvirkning på de anvendte priser (jf. i denne retning dommen i sagen Bolloré m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 175 ovenfor, præmis 186).

189    Eftersom denne konstatering er baseret på den betragtning, der i tilstrækkelig grad har fastslået eksistensen af parternes fælles vilje til at forlænge kartellets virkninger til trods for dets formelle ophør, indebærer denne konstatering, i modsætning til hvad sagsøgeren har hævdet, ikke, at bevisbyrden vendes om, og den kan derfor ikke være i strid med princippet om uskyldsformodning.

190    I lyset af det ovenstående må det konstateres, at de af sagsøgeren fremførte argumenter ikke har rejst tvivl om Kommissionens konstatering af, at overtrædelsen havde fortsat indtil den 31. december 2000.

191    Derfor må dette anbringende ligeledes forkastes.

192    Efter gennemgangen af det første og andet anbringende må det konstateres, at Kommissionen ikke i tilstrækkeligt grad har godtgjort, at sagsøgeren havde deltaget i overtrædelsen i perioden fra den 31. januar 1994 og frem til maj 1995.

193    I øvrigt skal første og andet anbringende forkastes.

194    Følgelig skal den anfægtede beslutnings artikel 1, litra m), annulleres, for så vidt som Kommissionen deri har konstateret sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen i perioden, der gik forud for maj 1995, og størrelsen af den bøde, som er blevet pålagt sagsøgeren i den anfægtede beslutnings artikel 2, litra h), skal ændres med henblik på at tage hensyn til den reducerede varighed af sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen. De konkrete følger af denne ændring vil blive præciseret i præmis 440 og 441 nedenfor.

 Vedrørende den påståede tilsidesættelse af retten til forsvar

 Parternes argumenter

195    Inden for rammerne af det femte anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har afvist denne aktindsigt i dels en del af de sagsdokumenter, som er fremlagt af Degussa, dels i de svar, der er afgivet af de pågældende virksomheder på klagepunktsmeddelelsen. Dette afslag udgør en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar samt tilsidesættelse af artikel 27, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT 2003 L 1, s. 1).

196    For det første anfører sagsøgeren at have haft begrænset aktindsigt i de af Degussa tilvejebragte dokumenter, som indeholder selskabets månedlige interne rapporter vedrørende HP-markedet for 2000. Kommissionen har begået en retlig fejl og anlagt et fejlagtigt skøn ved at afvise fuld aktindsigt i disse dokumenter for sagsøgeren.

197    De pågældende oplysninger har ikke objektivt kunnet anses for at være fortrolige, eftersom det drejede sig om rapporter, der afspejlede korttidsstrategier, der var mindst fem år gamle. Med hensyn til lignende oplysninger fra sagsøgeren har Kommissionen vurderet, at disse ikke længere kunne anses for fortrolige efter tre år.

198    I øvrigt udgør den fortrolige karakter af et dokument ikke en absolut hindring for dets udbredelse. Sagsøgerens ret til forsvar har måttet veje tungere end fortroligheden af oplysningerne. Det har været muligt at træffe passende foranstaltninger til at beskytte fortroligheden af oplysningerne.

199    Degussas dokument var relevant for at fastslå, om der var blevet begået en overtrædelse efter mødet i Turku den 18. maj 2000, og herefter, om dokumentet var nødvendigt for sagsøgerens forsvar. Uddragene af Degussas dokumenter vedrørende 2000 angiver, at markedet var konkurrencepræget, hvilket gjorde det muligt at afvise eksistensen af en overtrædelse i denne periode.

200    For det andet har sagsøgeren hævdet, at Kommissionen har tilsidesat artikel 27, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 samt sagsøgerens ret til forsvar ved at afvise at give denne aktindsigt i de svar på klagepunktsmeddelelsen, der er afgivet af de andre erørte virksomheder.

201    Kommissionen har med urette anført, at en sådan aktindsigt ikke var påkrævet efter fællesskabsretten. Kommissionen har offentliggjort svarene på en klagepunktsmeddelelse i tidligere sager. Punkt 27 i Kommissionens meddelelse om regler for indsigt i Kommissionens sagsakter i forbindelse med sager efter artikel 81 [EF] og 82 [EF], EØS-aftalens artikel 53, 54 og 57 og Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (EUT 2005 C 325, s. 7) er ulovligt, i det omfang det i princippet udelukker aktindsigt i de pågældende svar.

202    Sagsøgeren har fremhævet, at de af de andre virksomheder afgivne svar vedrørende klagepunktsmeddelelsen har kunnet styrke sagsøgerens stillingtagen til varigheden af overtrædelsen, idet disse andre virksomheder ligeledes har anfægtet start- og sluttidspunktet for kartellet og navnlig fortsættelsen af overtrædelsen mellem den 18. maj og den 31. december 2000.

203    Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

 Rettens bemærkninger

204    Artikel 27, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 bestemmer:

»De deltagende parters ret til forsvar skal sikres fuldt ud i procedureforløbet. De har ret til indsigt i Kommissionens sagsakter med forbehold af virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke afsløres […]«

205    Ifølge fast retspraksis skal Kommissionen som en logisk følge af princippet om overholdelse af retten til forsvar give den pågældende virksomhed mulighed for at undersøge samtlige dokumenter blandt de forberedende sagsakter, der kan være relevante for virksomhedens forsvar. (jf. i denne retning Domstolens dom af 2.10.2003, sag C-199/99 P, Corus UK mod Kommissionen, Sml. I, s. 11177, præmis 125-128, og Rettens dom af 29.6.1995, sag T-30/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1775, præmis 81).

206    Disse omfatter såvel belastende som diskulperende dokumenter, bortset fra andre virksomheders forretningshemmeligheder, Kommissionens interne dokumenter og andre fortrolige oplysninger (dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 97 ovenfor, præmis 68).

207    Vedrørende de belastende dokumenter udgør en manglende udlevering af et dokument kun en tilsidesættelse af retten til forsvar, såfremt den berørte virksomhed for det første påviser, at Kommissionen har anvendt dette dokument til støtte for sit klagepunkt om, at der foreligger en overtrædelse, og for det andet, at dette klagepunkt kun ville kunne bevises ved henvisning til nævnte dokument. Det påhviler således den berørte virksomhed at bevise, at det resultat, som Kommissionen er kommet til i beslutningen, ville have været et andet, såfremt det ikke udleverede dokument måtte udelukkes som bevismiddel (dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 97 ovenfor, præmis 71-73).

208    Hvad derimod angår den manglende fremsendelse af et diskulperende dokument, skal den berørte virksomhed blot godtgøre, at den manglende fremlæggelse heraf har kunnet påvirke procedurens forløb og indholdet af Kommissionens beslutning til skade for virksomheden. Det er tilstrækkeligt, at virksomheden godtgør, at den kunne have anvendt de pågældende diskulperende dokumenter til sit forsvar (Domstolens dom af 15.10.2002, forenede sager C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8375, præmis 318, og dommen i sagen Hercules Chemicals mod Kommissionen, nævnt i præmis 85 ovenfor, præmis 81), idet virksomheden bl.a. påviser, at den havde kunnet gøre omstændigheder gældende, der ikke stemte overens med de vurderinger, som Kommissionen var nået frem til i klagepunktsmeddelelsens fase, og således på den ene eller den anden måde havde kunnet øve indflydelse på Kommissionens vurderinger i denne beslutning (dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 97 ovenfor, præmis 75).

209    Inden for rammerne af dette anbringende hævder sagsøgeren, at denne ikke har haft aktindsigt i, på den ene side, en del af de dokumenter, der har været fremsendt til Kommissionen af Degussa og, på den anden side, de svar på klagepunktsmeddelelsen, der er afgivet af de andre berørte virksomheder.

–       Vedrørende Degussas aktindsigt

210    Det fremgår af sagsakterne, at under den administrative procedure anmodede sagsøgeren om aktindsigt i Degussas salgsservicerapporter for perioden for overtrædelsen.

211    På anmodning fra Degussa gav Kommissionen fuld aktindsigt i dokumenterne vedrørende årene 1996-1999, men offentliggjorde udelukkende uddrag af dokumenterne vedrørende årene 2000-2001, der ansås for fortrolige.

212    Inden for rammerne af dette anbringende har sagsøgeren kritiseret afslaget på aktindsigt i den fulde version af dokumenterne vedrørende 2000, idet selskabet dels har påberåbt sig tilsidesættelse af artikel 27, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, dels tilsidesættelse af sin ret til forsvar.

213    Det skal bemærkes, at aktindsigten i medfør af artikel 27, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 giver proceduremæssige garantier, der tilsigter at beskytte retten til forsvar og særligt en effektiv udøvelse af retten til at blive hørt.

214    Aktindsigt er således ikke et mål i sig selv, men har til formål at beskytte retten til forsvar (jf. i denne retning Rettens dom af 15.3.2000, forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95 – T-32/95, T-34/95 – T-39/95, T-42/95 – T-46/95, T-48/95, T-50/95 – T-65/95, T-68/95 – T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 491, præmis 156).

215    Det følger heraf, at ved at gøre afslaget på fuld aktindsigt i de pågældende dokumenter gældende kan sagsøgeren kun påberåbe sig en tilsidesættelse af artikel 27, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, i det omfang disse dokumenter kunne være relevante for virksomhedens forsvar, hvilket det tilkommer denne at påvise.

216    I denne forbindelse har sagsøgeren gjort gældende, at de pågældende dokumenter kunne indeholde indicier af konkurrencemæssig karakter vedrørende HP-markedet i løbet af andet halvår 2000, som kunne udgøre diskulperende forhold vedrørende fortsættelsen af overtrædelsen i løbet af denne periode. Sagsøgeren anfører, at de offentliggjorte uddrag af disse dokumenter allerede viser, at HP-markedet var konkurrencepræget i 2000, idet produktionsomkostningerne var steget, mens priserne var forblevet uændrede.

217    Således som det er blevet konstateret i præmis 188 ovenfor, har Kommissionen – for så vidt som den i tilstrækkelig grad har godtgjort, at der under mødet i Turku var almindelig enighed om fastholdelse af prisniveauerne i løbet af andet halvår 2000 – imidlertid med rette kunnet konkludere, at aftalens virkninger havde varet ved indtil slutningen af denne periode, uden at den var forpligtet til at tage hensyn til eventuelle indicier for den omstændighed, at det ikke havde været muligt at nå målsætningerne med nævnte enighed.

218    Indicierne vedrørende markedssituationen i andet halvår 2000 og især vedrørende de berørte virksomheders prisniveauer kunne ikke på nogen måde have indflydelse på Kommissionen vurdering med hensyn til fortsættelsen af overtrædelsen indtil slutningen af 2000. Disse indicier kunne derfor ikke udgøre diskulperende forhold med hensyn til fortsættelsen af aftalen i løbet af denne periode.

219    Da sagsøgeren ikke har påvist, at selskabet har kunnet påberåbe sig forhold udledt af de pågældende dokumenter til brug for sit forsvar, må det foreliggende klagepunkt derfor forkastes, uden at det er fornødent at undersøge sagsøgerens argumentation vedrørende Kommissionens påståede fejl i vurderingen af den fortrolige karakter af disse dokumenter.

–       Om aktindsigt i de andre berørte virksomheders svar på klagepunktsmeddelelsen

220    Det fremgår af sagsakterne, at under den administrative procedure afviste Kommissionen sagsøgerens anmodning om at opnå aktindsigt i de ikke-fortrolige versioner af de svar på klagepunktsmeddelelsen, som var blevet afgivet af de andre virksomheder, der var adressater for denne meddelelse.

221    Sagsøgeren har fremhævet, at denne afvisning af aktindsigt har tilsidesat virksomhedens ret til forsvar, da de pågældende svar havde kunnet indeholde forhold af diskulperende karakter.

222    Det bemærkes, at klagepunktsmeddelelsen er en retsakt, der skal begrænse genstanden for den procedure, som er indledt over for en virksomhed, og sikre en effektiv udøvelse af retten til forsvar (jf. Rettens dom af 8.10.2008, sag T-69/04, Schunk og Schunk Kohlenstoff-Technik mod Kommissionen, Sml. II, s. 2567, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

223    Det er i dette perspektiv, at adressaterne for klagepunktsmeddelelsen nyder godt af de processuelle garantier i medfør af princippet om efterlevelse af retten til forsvar, hvoriblandt figurerer retten til aktindsigt i dokumenter i Kommissionens sagsakter.

224    Svarene på klagepunktsmeddelelsen udgør ikke en del af de forberedende sagsakter i egentlig forstand (dommen i sagen Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 214 ovenfor, præmis 380).

225    Hvad angår de dokumenter, der ikke er en del af sagsakterne på tidspunktet for fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen, er Kommissionen kun forpligtet til at udbrede nævnte svar til andre berørte parter, når det viser sig, at de indeholder nye forhold af bebyrdende eller diskulperende karakter.

226    Hvad i den forbindelse angår, på den ene side de nye bebyrdende forhold fremgår det af en fast retspraksis, at hvis Kommissionen agter at anvende et uddrag af et svar på en klagepunktsmeddelelse med henblik på at føre bevis for en overtrædelse, skal de øvrige virksomheder i proceduren have mulighed for at udtale sig om et sådant nyt bevis (Rettens dom i sagen Tribunal Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 214 ovenfor, præmis 386, og dom af 27.9.2006, sag T-314/01, Avebe mod Kommissionen, Sml. II, s. 3085, præmis 50).

227    Hvad på den anden side angår de nye diskulperende elementer er Kommissionen ifølge denne samme retspraksis ikke forpligtet til at gøre disse tilgængelige på eget initiativ. For det tilfælde, at Kommissionen under den administrative procedure har afslået en anmodning fra en sagsøger om aktindsigt i dokumenter, som ikke fandtes i de forberedende sagsakter, foreligger der kun en tilsidesættelse af retten til forsvar, hvis det er godtgjort, at den administrative procedure kunne have fået et andet udfald, såfremt sagsøgeren havde haft adgang til de pågældende dokumenter under proceduren (jf. dommen i sagen Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 214 ovenfor, præmis 383).

228    Desuden kan sagsøgeren ikke gøre den betragtning gældende, der fremgår af dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 97 ovenfor (præmis 126), hvorefter det ikke alene tilkommer Kommissionen at bestemme, hvilke dokumenter der kan være nyttige for den berørte virksomheds forsvar. Nævnte betragtning vedrørende dokumenter i Kommissionens sagsakter kan ikke finde anvendelse på svar, der er afgivet af andre virksomheder, som er berørt af de af Kommissionen meddelte klagepunkter.

229    I modsætning til, hvad sagsøgeren har fremhævet, kan de betragtninger, der er baseret på overholdelsen af princippet om parternes processuelle ligestilling og overholdelsen af retten til forsvar, i princippet ikke føre til, at Kommissionen forpligtes til at offentliggøre de pågældende svar til de andre parter, for at de kan undersøge, om der eventuelt ikke foreligger diskulperende elementer.

230    For så vidt som sagsøgeren påberåber sig påståede diskulperende elementer i de ikke-offentliggjorte svar, påhviler det denne at tilvejebringe et foreløbigt indicium for, at disse dokumenter er til nytte for dens forsvar.

231    Sagsøgeren bør bl.a. oplyse om de potentielle diskulperende forhold eller fremlægge et indicium, der godtgør eksistensen af disse, og hermed nytten af disse for sagens behandling (jf. i denne retning Rettens dom af 27.9.2006, sag T-43/02, Jungbunzlauer mod Kommissionen, Sml. II, s. 3435, præmis 351-359).

232    I den foreliggende sag har sagsøgeren gjort gældende, at de andre virksomheders svar på klagepunktsmeddelelsen kunne have støttet dennes argumenter med hensyn til at påvise den begrænsede varighed af overtrædelsen. Sagsøgeren anfører bl.a., at visse andre virksomheder har anfægtet starttidspunktet og sluttidspunktet for kartellet, idet de bl.a. har rejst tvivl om Kommissionens undersøgelser vedrørende fortsættelsen af kartellet indtil slutningen af 2000. Sagsøgeren hævder derudover, at de pågældende svar kunne indeholde forhold af en karakter, der kunne stille forekomsten af overtrædelsen i andet halvår 2000 i et andet lys, bl.a. i betragtning af det manglende bevis for nogen indvirkning på priserne i denne periode.

233    Det fremgår imidlertid af retspraksis, at den blotte omstændighed, at de andre berørte virksomheder i det væsentlige har fremført de samme argumenter som sagsøgeren hvad angår varigheden af overtrædelsen, ikke er tilstrækkeligt til at anse disse argumenter for diskulperende forhold (jf. i denne retning dommen i sagen Jungbunzlauer mod Kommissionen, nævnt i præmis 231 ovenfor, præmis 353 og 355).

234    Den omstændighed, at visse virksomheder i deres svar på klagepunktsmeddelelsen har påvist, at der ikke var ført tilstrækkeligt bevis for deres deltagelse i de påståede overtrædelser, indebærer ligeledes på ingen måde, at disse svar indeholdt oplysninger, som kunne stille de direkte dokumentbeviser, som Kommissionen har henvist til i forhold til andre virksomheder, i et andet lys (dommen i sagen Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 214 ovenfor, præmis 405).

235    Det forholder sig så meget desto mere således i den foreliggende sag, hvor de af de andre berørte virksomheder fremførte argumenter i deres svar på klagepunktsmeddelelsen blev forkastet af Kommissionen i den anfægtede beslutning. Under disse omstændigheder har de eventuelle kommentarer, som sagsøgeren har kunnet fremsætte med støtte i sine svar, kun kunnet indeholde forhold, som allerede fuldt ud er taget i betragtning af Kommissionen, uden at dette kunne føre til et andet resultat i sagen.

236    Således som det allerede er blevet fremhævet i præmis 188, 217 og 218 ovenfor, kunne de eventuelle oplysninger om markedets konkurrenceprægede karakter og prisniveauerne mellem den 18. maj og den 31. december 2000 i løbet af kartellets afsluttende periode ikke have nogen indflydelse på Kommissionens konstatering af, at kartellet var fortsat i løbet af denne periode, og af den grund kunne disse oplysninger ikke anses for diskulperende forhold.

237    Det fremgår af disse betragtninger, at de af sagsøgeren fremførte argumenter ikke tilvejebringer noget umiddelbart indicium for, at de svar på klagepunktsmeddelelsen, der er afgivet af de andre berørte virksomheder, er til nytte for sagsøgerens forsvar.

238    Følgelig må det konstateres, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at den omstændighed, at denne ikke har haft aktindsigt i disse svar, har kunnet skade sagsøgerens forsvar.

239    For så vidt som sagsøgeren påberåber sig en fejlagtig anvendelse af punkt 27 i Kommissionens meddelelse om regler for indsigt i Kommissionens sagsakter i forbindelse med sager efter artikel 81 [EF] og 82 [EF], EØS-aftalens artikel 53, 54 og 57 og forordning nr. 139/2004 eller, subsidiært, dens ulovlighed, er det tilstrækkeligt at erindre om, at den pågældende meddelelse, som i øvrigt ikke er påberåbt i den anfægtede beslutning, var genstand for offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende den 22. december 2005 og derfor ikke i tidsmæssig henseende kunne finde anvendelse på det omtvistede afslag på aktindsigt, der blev givet den 4. maj 2005.

240    Sagsøgerens argumentation vedrørende nævnte meddelelse er derfor irrelevant.

241    I lyset af det ovenfor anførte må klagepunktet vedrørende afslaget på aktindsigt i de af de andre berørte virksomheder afgivne svar på klagepunktsmeddelelsen samt det foreliggende anbringende i sin helhed forkastes som ubegrundede.

 Om de påståede fejl ved fastsættelsen af bødens grundbeløb

 Parternes argumenter

242    Det fjerde anbringende indeholder fire klagepunkter med hensyn til Kommissionens vurderinger med hensyn til fastsættelsen af bødens størrelse vedrørende for det første overtrædelsens grovhed, for det andet dens varighed, for det tredje bødens afskrækkende virkning og for det fjerde den manglende hensyntagen til sagsøgerens samarbejde, der skal ses som en formildende omstændighed.

243    For det første har sagsøgeren understreget, at Kommissionen har begået retlige fejl og anlagt fejlskøn i forhold til de faktiske omstændigheder i dens evaluering af overtrædelsens grovhed. Bødens grundbeløb er følgelig urimeligt og uforholdsmæssigt.

244    Dels har Kommissionen inden for rammerne af fastsættelsen af udgangsbeløbet undladt at tage hensyn til, at aftalen havde haft en kortere varighed med hensyn til NP, end hvad angår HP. Udgangsbeløbet blev fastsat ud fra den samlede størrelse af markederne for HP og NP i EØS i 1999 uden hensyn til den omstændighed, at kartellet havde haft kortere varighed hvad angår NP. Eftersom markedet for HP udgør mellem 60 og 65% af markederne for de to produkter tilsammen, havde Kommissionen burdet nedsætte udgangsbeløbet med henblik på at afspejle de overtrædelsesperioder, hvor HP-markedet var det eneste berørte marked.

245    Dels har Kommissionen undladt at undersøge kartellets indvirkning på markedet. En sådan undersøgelse var nødvendig for alle andre perioder end dem, hvor prisaftalerne faktisk havde fundet anvendelse, nemlig mellem august 1997 og den 18. maj 2000 for HP og mellem den 14. maj 1998 og den 19. december 1999 for NP. Imidlertid har Kommissionen i den anfægtede beslutning anført, at det ikke var muligt at måle de faktiske virkninger af overtrædelsen (455. betragtning til den anfægtede beslutning), uden dog at fremlægge begrundelserne for denne betragtning.

246    For så vidt som Kommissionen ikke har godtgjort, at overtrædelsen havde haft en indvirkning på priserne i den indledende og afsluttende periode for kartellet, burde den som konsekvens heraf have nedsat bødebeløbet. Kommissionen begik en retlig fejl ved hverken at have undersøgt, om den konkurrencebegrænsende praksis var blevet gennemført, eller at have forsøgt at gøre dens indvirkning på markedet op i tal.

247    I øvrigt var den anfægtede beslutning behæftet med en mangelfuld begrundelse for så vidt angår fastsættelsen af udgangsbeløbet til 50 mio. EUR, idet Kommissionen havde indskrænket sig til at angive, at »det var det passende« beløb, som burde pålægges. Dette beløb var uforholdsmæssigt i forhold til Kommissionens retningslinjer og beslutningspraksis.

248    For det andet kunne Kommissionen inden for rammerne af fastsættelsen af bødebeløbet ifølge sagsøgeren kun tage perioden fra februar 1998 til maj 2000 i betragtning.

249    Dels har Kommissionen kun ført bevis for, at sagsøgeren har begået en overtrædelse mellem august 1997 og den 18. maj 2000. Dels var sagsøgeren den første virksomhed, der havde tilvejebragt bevis for eksistensen af et kartel mellem august 1997 og februar 1998. Denne periode kunne derfor ikke anvendes med henblik på at fastsætte bødebeløbet.

250    For det tredje har Kommissionen på ingen måde begrundet forhøjelsen af bødebeløbet med den afskrækkende virkning. Kommissionen har undladt at forklare, hvorfor denne forhøjelse var nødvendig, og har navnlig ikke forklaret, hvorfor en gentagelse var sandsynlig ved undladelse af en sådan forhøjelse.

251    Den pågældende forhøjelse var urimelig og uforholdsmæssig i forhold til formålet med at undgå en gentagelse. Bødebeløbet var før denne forhøjelse tilstrækkeligt højt til at have en afskrækkende virkning, uanset sagsøgerens omsætning og ressourcer.

252    For det fjerde har sagsøgeren fremhævet, at Kommissionen ikke fuldt ud har taget hensyn til sagsøgerens samarbejde under proceduren i henhold til samarbejdsmeddelelsen. Således burde Kommissionen have taget hensyn hertil inden for rammerne af nævnte meddelelse for ikke at tilsidesætte retningslinjerne samt proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet.

253    Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

 Rettens bemærkninger

–       Vedrørende vurderingen af overtrædelsens grovhed og niveauet for udgangsbeløbet for bøden

254    I medfør af artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 skal der ved fastsættelsen af bødens størrelse tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og dens varighed.

255    Ifølge fast retspraksis skal der ved fastsættelsen af en overtrædelses grovhed tages hensyn til mange elementer, herunder sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, i forhold til hvilke Kommissionen har en skønsmargen (Domstolens dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 241, og af 10.5.2007, sag C-328/05 P, SGL Carbon mod Kommissionen, Sml. I, s. 3921, præmis 43).

256    Ifølge retningslinjernes punkt 1 A, første afsnit, skal der »[v]ed vurderingen af overtrædelsens grovhed tages hensyn til overtrædelsens art, overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet samt – når den kan måles – det berørte markeds udstrækning«.

257    Med henblik på i den foreliggende sag at kvalificere overtrædelsen som meget alvorlig har Kommissionen taget hensyn til den begåede overtrædelses karakter, som har bestået i adfærd, der hører til de alvorligste overtrædelser i artikel 81 EF, eftersom den har bredt sig til hele EØS, hvor markederne for HP og NP tilsammen repræsenterede en betydelig værdi, og eftersom nævnte overtrædelse havde haft en indvirkning på markedet, selv om den ikke var målelig (453.-457. betragtning til den anfægtede beslutning).

258    Dernæst blev bødens almindelige udgangsbeløb individualiseret for hver deltager, bl.a. ud fra dens specifikke vægt på markedet. Sagsøgeren, som var den største producent på markederne for HP og NP tilsammen, blev tildelt et udgangsbeløb på 50 mio. EUR (460.-462. betragtning til den anfægtede beslutning).

259    For det første har sagsøgeren anfægtet disse vurderinger med det argument, at Kommissionen burde have taget hensyn til, at aftalen havde haft en kortere varighed hvad angår NP end hvad angår HP, samt at HP-markedet repræsenterede mellem 60 og 65% af markederne for de to produkter tilsammen.

260    Det skal bemærkes, at selv om udgangsbeløbet fastsættes på grundlag af hele overtrædelsens alvor i tilfælde af en enkelt og vedvarende overtrædelse, kan det vise sig at være hensigtsmæssigt på dette trin af fastsættelsen af bødens beløb at lade den varierende intensitet af den ulovlige adfærd afspejle sig (jf. i denne retning dommen i sagen BPB mod Kommissionen, nævnt i præmis 89 ovenfor, præmis 364).

261    I det foreliggende tilfælde har Kommissionen i 331. betragtning til den anfægtede beslutning oplyst, at »alt imens den var overbevist om, at det, der [var] tale om, [var] en enkelt overtrædelse, der på samme tid omfattede HP og NP«, ville den med henblik på fastsættelse af bødens størrelse tage hensyn til »den omstændighed, at kartellet for NP [var] indledt senere end kartellet for [HP] og var afsluttet før dette«.

262    I modsætning til, hvad sagsøgeren har fremhævet, har Kommissionen således ved fastsættelsen af bødens størrelse taget hensyn til den omstændighed, at adfærden vedrørende NP var af kortere varighed i forhold til den samlede overtrædelse.

263    Sagsøgeren kan ikke med føje hævde, at Kommissionen ikke i virkeligheden har behandlet sagen på denne måde, blot fordi 457.-462. betragtning til den anfægtede beslutning indeholder henvisning til den samlede størrelse af markederne for HP og NP og ikke klart angiver den måde, hvorpå varigheden af den hemmelige adfærd vedrørende det ene eller det andet af disse produkter har afspejlet sig ved fastsættelsen af udgangsbeløbet.

264    Dels var Kommissionen ikke forpligtet til i begrundelserne for sin beslutning at angive tal eller en mere detaljeret redegørelse vedrørende beregningsmetoden for bøden (jf. i denne retning Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-279/98 P, Cascades mod Kommissionen, Sml. I, s. 9693, præmis 50).

265    Dels har Kommissionen som svar på Rettens skriftlige spørgsmål præciseret, at den havde valgt at tage den forskellige varighed af adfærden hvad angår NP i betragtning, ikke inden for rammerne af forhøjelsen af bøden i forhold til varigheden, men ved fastsættelsen af udgangsbeløbet, idet det blev fastslået, at det kun drejede sig om en af de faktorer, der var taget hensyn til, for at fastsætte udgangsbeløbet på et passende niveau.

266    Med understregning af, at en hensyntagen til den begrænsede varighed af adfærden på markedet for NP burde have udmøntet sig i en forholdsmæssig nedsættelse af udgangsbeløbet for bøden, har sagsøgeren i denne forbindelse set bort fra retspraksis, hvorefter fastsættelsen af et passende udgangsbeløb ikke kan være resultatet af en enkelt beregning, da størrelsen af det berørte marked i øvrigt kun udgør et af de elementer, der kan tages hensyn til ved fastsættelsen af beløbet (jf. i denne retning dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 255 ovenfor, præmis 243).

267    Klagepunktet vedrørende den manglende hensyntagen til den begrænsede varighed af adfærden vedrørende NP er derfor ubegrundet.

268    For det andet har sagsøgeren understreget, at udgangsbeløbet for bøden, som er fastsat til 50 mio. EUR, er uforholdsmæssigt i forhold til retningslinjerne og til Kommissionens tidligere praksis, samt at den anfægtede beslutning er utilstrækkeligt begrundet i denne forbindelse.

269    Hvad angår den tidligere praksis, som sagsøgeren har påberåbt sig, skal det i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen har et skøn ved fastsættelsen af bødernes størrelse, for at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne. Den omstændighed, at Kommissionen tidligere har pålagt bøder af en bestemt størrelsesorden i tilfælde af visse typer overtrædelser, kan således ikke berøve den mulighed for senere at forhøje dette niveau, hvis det er nødvendigt for at gennemføre konkurrencepolitikken og for at øge bødernes afskrækkende virkning (jf. Rettens dom af 8.10.2008, sag T‑68/04, SGL Carbon mod Kommissionen, Sml. II. s. 2511, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

270    Hvad angår retningslinjerne skal det fremhæves, at når der som i den foreliggende sag er tale om en overtrædelse, der er kvalificeret som meget alvorlig, hvilket sagsøgeren ikke har anfægtet, kan et udgangsbeløb på 50 mio. EUR ikke anses for åbenbart uforholdsmæssigt i forhold til den i retningslinjerne indeholdte skala.

271    Hvad angår den påståede utilstrækkelige begrundelse for den anfægtede beslutning vedrørende fastsættelsen af udgangsbeløbet for den bøde, der er pålagt sagsøgeren er kravene med hensyn til denne væsentlige formforskrift ifølge fast retspraksis opfyldt, såfremt Kommissionen i sin beslutning giver oplysninger om de hensyn, der har dannet grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og dens varighed (jf. dommen i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 208 ovenfor, præmis 463 og den deri nævnte retspraksis).

272    I den foreliggende sag har Kommissionen opfyldt disse krav, idet den i 453.-462. betragtning til den anfægtede beslutning har angivet de forhold, som har dannet grundlag for at bedømme den pågældende overtrædelses grovhed, dvs. de forhold, der er forbundet med dens karakter, dens udstrækning og størrelsen af de pågældende markeder, og som har begrundet deres anvendelse i den foreliggende sag.

273    Hvad angår begrundelsen for udgangsbeløbet i absolutte tal bemærkes endvidere, at bøderne udgør et instrument i Kommissionens konkurrencepolitik, hvorfor denne bør have et vist skøn ved fastsættelsen af deres størrelse, således at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne. Det kan derfor ikke i denne henseende kræves, at Kommissionen fremlægger andre begrundelsesmomenter end dem, der vedrører overtrædelsens grovhed og varighed (dommen af 8.10.2008 i sagen SGL Carbon mod Kommissionen, nævnt i præmis 269 ovenfor, præmis 32).

274    Det andet klagepunkt savner derfor grundlag.

275    For det tredje har sagsøgeren hævdet, at Kommissionen med urette har undladt at undersøge kartellets reelle indvirkning på markedet vedrørende de andre perioder end dem, hvor prisaftalerne ifølge sagsøgeren havde fundet konkret anvendelse, nemlig mellem august 1997 og den 18. maj 2000 hvad angår PH og mellem den 14. maj 1998 og den 19. december 1999 hvad angår NP.

276    Sagsøgeren har understreget, at Kommissionen var forpligtet til at undersøge, i hvilket omfang priserne havde været påvirket, eller i det mindste at angive sandsynligheden af en reel indvirkning på markedet i løbet af de angivne perioder.

277    I denne forbindelse bemærkes, at selv om overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet er et element, der skal tages i betragtning for at bedømme overtrædelsens grovhed, er dette kun et kriterium blandt flere, såsom overtrædelsens egentlige beskaffenhed og størrelsen af det geografiske marked. Ligeledes fremgår det af retningslinjernes punkt 1 A, første afsnit, at denne konkrete indvirkning på markedet kun skal tages i betragtning, når den er målelig.

278    Det skal ligeledes fremhæves, at horisontale priskarteller og markedsopdelende karteller, såsom den pågældende overtrædelse i den foreliggende sag, kan kvalificeres som meget alvorlige alene på grund af deres art, uden at Kommissionen behøver at godtgøre overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet. Overtrædelsens konkrete indvirkning udgør kun et element blandt andre, der, såfremt det er måleligt, giver Kommissionen mulighed for at forhøje udgangsbeløbet for bøden, ud over det påregnelige mindstebeløb på 20 mio. EUR (Domstolens dom af 3.9.2009, sag C-534/07, Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, Sml. I, s. 7415, præmis 74 og 75).

279    I den foreliggende sag fremgår det af 455. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen har fundet, at det ikke var muligt at måle hele den pågældende ulovlige adfærds reelle indvirkning på EØS-markedet, og som følge heraf har Kommissionen ikke i særlig grad baseret sig på en sådan indvirkning især ud fra den betragtning, at en reel indvirkning kun skal tages i betragtning, når den er målelig.

280    I samme betragtning har Kommissionen udtalt, at de hemmelige arrangementer var blevet gennemført af de europæiske producenter, samt at denne gennemførelse faktisk havde haft indvirkning på markedet, selv om de reelle indvirkninger »[i teorien] var vanskelige at måle«.

281    Desuden har Kommissionen i 457. betragtning til den anfægtede beslutning, som indeholder konklusionen om kvalificeringen af overtrædelsen som meget alvorlig, ikke blot henvist til overtrædelsens beskaffenhed, den geografiske udstrækning og til markedets størrelse, men ligeledes til den omstændighed, at overtrædelsen »[måtte] have haft en virkning«.

282    I denne forbindelse må det konstateres, at da det pågældende kartel var blevet gennemført i hele EØS-området og havde til formål at fordele markedsandelene og kunderne samt at fastsætte prismål, kunne Kommissionen med rette kvalificere det som en meget alvorlig overtrædelse, under hensyn til dets beskaffenhed, uden at være forpligtet til at godtgøre dets konkrete indvirkning på markedet.

283    Således kan Kommissionens konstatering af, at overtrædelsen, set i sin helhed, »[måtte] have haft en indvirkning« på markedet, kun betragtes som et subsidiært indicium, der er taget i betragtning ved fastsættelsen af grovheden.

284    I øvrigt har sagsøgeren ikke anfægtet denne konstatering som sådan, men har indskrænket sig til at fremhæve, at Kommissionen burde have anerkendt den omstændighed, at overtrædelsen ikke havde haft reelle virkninger i løbet af visse perioder med ulovlig adfærd, og taget hensyn hertil ved fastsættelsen af udgangsbeløbet.

285    Denne argumentation er derfor i virkeligheden ikke rettet mod, at overtrædelsen er blevet kvalificeret som meget alvorlig, men tilsigter at rejse tvivl om det af Kommissionen pålagte bødebeløb i forhold til overtrædelsens grovhed.

286    I denne forbindelse skal det fremhæves, at selv om overtrædelsens konkrete virkning, hvis den er målelig, udgør et af de elementer, der kan føre til en forøgelse af udgangsbeløbet for bøden ud over det forudsigelige minimumsbeløb i den foreliggende sag, fremgår det klart af 455. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen har fundet, at den pågældende indvirkning ikke var målelig og derfor ikke kunne tages i betragtning ved fastsættelsen af bødens størrelse.

287    For så vidt som sagsøgeren har henvist til dom af 5. april 2006, Degussa mod Kommissionen (sag T-279/02, Sml. II, s. 897, præmis 241-254), i hvilken Retten nedsatte bøden, der var fastsat i forhold til overtrædelsens grovhed, efter at have konstateret, at Kommissionen havde fastsat dette beløb under hensyn til den konkrete indvirkning på markedet, selv om denne omstændighed ikke var blevet godtgjort for hele overtrædelsens varighed, skal det anføres, at til forskel fra omstændighederne i den sag, som gav anledning til nævnte dom, har Kommissionen i den foreliggende sag ikke baseret sig på overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet for at fastsætte bødens størrelse.

288    Hvad i øvrigt angår det fakultative element inden for rammerne af fastsættelsen af bødens størrelse kan sagsøgeren ikke med føje bebrejde Kommissionen, at den ikke har forklaret grundene til sin konstatering hvad angår den ikke-målelige karakter af overtrædelsens konkrete indvirkning.

289    Ved at fastsætte udgangsbeløbet for den bøde, der er pålagt sagsøgeren, har Kommissionen med rette, uden at være forpligtet til at begrunde sit valg, kunnet se bort fra det pågældende forhold og støtte sig til andre elementer, såsom overtrædelsens beskaffenhed, den geografiske udstrækning og markedets størrelse.

290    Følgelig har sagsøgeren med urette hævdet, at Kommissionen var forpligtet til at fastslå kartellets konkrete indvirkning på markedet og at tage hensyn til manglen på en sådan indvirkning i løbet af visse overtrædelsesperioder eller at fremlægge de særlige begrundelser for dens betragtning, i henhold til hvilken nævnte indvirkning ikke var målelig.

291    Under hensyn til alle disse betragtninger kan klagepunkterne vedrørende vurderingen af overtrædelsens grovhed og fastsættelsen af udgangsbeløbet for bøden ikke tages til følge.

–       Vedrørende den afskrækkende virkning

292    Sagsøgeren har hævdet, at Kommissionen ikke har begrundet anvendelsen af bødeforhøjelsen med henvisning til den afskrækkende virkning, idet Kommissionen har afholdt sig fra at forklare nødvendigheden heraf i lyset af sagsøgerens særlige situation samt at undersøge sandsynligheden for gentagelse. Desuden er den pågældende forhøjelse, på 50%, ifølge sagsøgeren urimelig i forhold til målet, som var at forebygge gentagelse, og uforholdsmæssig uanset størrelsen af sagsøgerens virksomhed.

293    Hvad angår begrundelsen for den anfægtede beslutning skal det fremhæves, at Kommissionen har oplyst, at det var passende at fastsætte bøderne på et niveau, der sikrede en tilstrækkeligt afskrækkende virkning under hensyn til hver virksomheds størrelse (463. betragtning til den anfægtede beslutning).

294    I samme betragtning har Kommissionen fastholdt anvendelsen af en multiplikationsfaktor på 1,5 for udgangsbeløbet for den bøde, der er pålagt sagsøgeren i betragtning af dennes betydelige størrelse, som følge af sagsøgerens betydelige globale omsætning i løbet af det seneste regnskabsår, der gik forud for den anfægtede beslutning.

295    Det bemærkes, at Kommissionen med disse betragtninger i tilstrækkeligt omfang har fremført de forhold, der har været taget i betragtning for med henblik på en afskrækkende virkning at forhøje den bøde, der var pålagt sagsøgeren, og således har gjort det muligt for denne at gøre sig bekendt med begrundelsen for forhøjelsen, under hensyn til dennes særlige situation, og at gøre sine rettigheder gældende, samt for EU-retsinstansen at udøve sin kontrol.

296    I forbindelse med anførelsen af begrundelsen for bødens størrelse var Kommissionen ikke forpligtet til at oplyse de tal, som vejledte den, bl.a. med hensyn til den afskrækkende virkning, under udøvelsen af dens skønsmæssige beføjelser (jf. i denne retning dommen i sagen Cascades mod Kommissionen, nævnt i præmis 264 ovenfor, præmis 39-48, og Rettens dom af 27.9.2006, sag T-330/01, Akzo Nobel mod Kommissionen, Sml. II, s. 3389, præmis 125).

297    Hvad angår den anfægtede beslutnings velbegrundethed skal det først bemærkes, at med henblik på at fastsætte beløbet for bøden skal Kommissionen påse, at denne har en afskrækkende virkning (Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française mfl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, præmis 106, og dommen i sagen Archer Daniels Midland mod Kommissionen, nævnt i præmis 158 ovenfor, præmis 63).

298    I denne forbindelse kan Kommissionen bl.a. tage den pågældende virksomheds størrelse og økonomiske styrke i betragtning (jf. i denne retning dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 297 ovenfor, præmis 120, og dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 255 ovenfor, præmis 243).

299    Ligeledes fastsættes det i retningslinjernes punkt 1 A, fjerde afsnit, at det er nødvendigt at tage hensyn til de overtrædende virksomheders faktiske økonomiske muligheder for at påføre andre økonomiske beslutningstagere, herunder forbrugerne, alvorlig skade, og at fastsætte bødens størrelse på et niveau, der har en tilstrækkelig afskrækkende virkning.

300    I den foreliggende sag skal det vedrørende sagsøgerens erklæring om den påståede uforholdsmæssige karakter af den pågældende forhøjelse fremhæves, at når den sanktionerede overtrædelse svarer til en ulovlig adfærd, som Kommissionen adskillige gange siden dens første indgriben på området har fastslået var ulovlig, kunne Kommissionen fastsætte bødens størrelse på et tilstrækkeligt afskrækkende niveau uden at være forpligtet til at undersøge sandsynligheden for, at sagsøgeren atter begik en lignende overtrædelse (jf. i denne retning Rettens dom af 12.12.2007, forenede sager T-101/05 og T-111/05, BASF og UCB mod Kommissionen, Sml. II, s. 4949, præmis 46 og 47).

301    Det skal herefter fremhæves, at Kommissionen har et vist skøn ved fastsættelsen af bødernes størrelse, således at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne. I den forbindelse kan den pågældende forhøjelse på 50%, under hensyn til sagsøgerens størrelse, som bekræftes af dennes særdeles betydelige globale omsætning, ikke betragtes som uforholdsmæssig, henset til det afskrækkende formål.

302    Da den pågældende forhøjelse hviler på den betragtning, som der blev set bort fra ved fastsættelsen af udgangsbeløbet, nemlig nødvendigheden af at sikre bødens afskrækkende virkning under hensyn til sagsøgerens betydelige globale ressourcer, kan sagsøgeren ikke med føje hævde, at formålet med den afskrækkende virkning er blevet tilstrækkeligt tilgodeset med udgangsbeløbet.

303    I lyset af det ovenstående kan dette anbringende derfor ikke lægges til grund.

–       Om overtrædelsens varighed

304    I 467. betragtning til den anfægtede beslutning har Kommissionen konstateret, at sagsøgeren havde deltaget i en langvarig overtrædelse, der havde fundet sted fra den 31. januar 1994 til den 31. december 2000, dvs. en periode på seks år og elleve måneder. Følgelig blev udgangsbeløbet for bøden forhøjet med 65%, dvs. 10% for hvert hele års deltagelse i overtrædelsen og 5% for den resterende periode.

305    Dels er sagsøgeren uenig i denne vurdering ved at fremhæve, at Kommissionen ikke har godtgjort sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen i perioden forud for august 1997, og heller ikke i perioden efter den 18. maj 2000.

306    Eftersom dette klagepunkt fuldt ud falder sammen med den argumentation, der er fremført af sagsøgeren inden for rammerne af de to første anbringender, der er gennemgået ovenfor, vedrørende overtrædelsens varighed, er det ufornødent at foretage en selvstændig undersøgelse af dette klagepunkt.

307    Dels har sagsøgeren fremhævet, at denne havde været den første virksomhed, som inden for rammerne af sit samarbejde med Kommissionen havde tilvejebragt bevis for eksistensen af et kartel mellem august 1997 og februar 1998. Ifølge sagsøgeren kunne Kommissionen derfor ikke tage denne periode i betragtning ved fastsættelsen af bødens størrelse.

308    Det fremgår af samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), sidste afsnit, at »såfremt en virksomhed indsender bevismateriale vedrørende forhold, som Kommissionen ikke tidligere har haft kendskab til, og som er af direkte betydning for alvoren eller varigheden af det formodede kartel, tager Kommissionen ikke disse elementer i betragtning, når den fastsætter en eventuel bøde, som skal pålægges den virksomhed, der har indsendt dette bevismateriale«.

309    I den foreliggende sag har sagsøgeren i det væsentlige fremhævet, at beviserne for overtrædelsen, som sagsøgeren har tilvejebragt inden for rammerne af sit samarbejde, har haft en direkte betydning for fastlæggelsen af kartellets varighed for så vidt som de har gjort det muligt for Kommissionen at henlægge startdatoen for overtrædelsen til august 1997.

310    Det bemærkes, at dette argument hviler på den betragtning, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort eksistensen af en overtrædelse i perioden forud for august 1997.

311    Da denne betragtning er blevet forkastet i forbindelse med gennemgangen af det første anbringende (jf. præmis 170 ovenfor), kan dette anbringende derfor heller ikke tages til følge. For så vidt som Kommissionen med rette har godtgjort, at kartellet omfattede perioder forud for august 1997, har det af sagsøgeren fremlagte bevis vedrørende den efterfølgende periode ikke kunnet have direkte indvirkning på fastsættelsen af kartellets varighed.

312    I lyset af det ovenstående nødvendiggør dette klagepunkt, for så vidt som det vedrører overtrædelsens varighed, ikke en selvstændig gennemgang i forhold til den, der er foretaget med hensyn til første og andet anbringende ovenfor, og er i øvrigt ikke begrundet.

–       Om den manglende hensyntagen til sagsøgerens samarbejde uden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen

313    Subsidiært, i forhold til tredje anbringende om den fejlagtige anvendelse af samarbejdsmeddelelsen, som gennemgås herefter, har sagsøgeren fremhævet, at Kommissionen ikke fuldt ud har taget hensyn til sagsøgerens samarbejde som en formildende omstændighed uden for anvendelsesområdet for denne meddelelse.

314    Det skal i denne forbindelse erindres, at hvad angår overtrædelser, som henhører under anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen, kan den berørte i princippet ikke med føje kritisere Kommissionen for, at den ikke har taget hensyn til graden af sagsøgerens samarbejde som en formildende omstændighed uden for de retlige rammer, som samarbejdsmeddelelsen udgør (jf. i denne retning Rettens dom af 15.3.2006, sag T-15/02, BASF mod Kommissionen, Sml. II, s. 497, præmis 586 og den deri nævnte retspraksis).

315    I den foreliggende sag gælder denne betragtning så meget desto mere som Kommissionen tog sagsøgerens samarbejde i betragtning ved at nedsætte bødens størrelse i henhold til samarbejdsmeddelelsen. Under disse omstændigheder kan det ikke med føje bebrejdes Kommissionen, at den ikke har foretaget en yderligere nedsættelse af den bøde, som blev pålagt sagsøgeren, uden for anvendelsesområdet for nævnte meddelelse.

316    Følgelig kan dette klagepunkt og dermed det fjerde anbringende i sin helhed ikke tages til følge.

 Om anvendelsen af samarbejdsmeddelelsen

 Parternes argumenter

317    Dette anbringende falder i tre klagepunkter vedrørende for det første vurderingen af tidspunktet for sagsøgerens anmodning om mildere behandling, for det andet sagsøgerens placering i forhold til de to andre berørte virksomheder og for det tredje størrelsen af nedsættelsen af den pålagte bøde.

–       Om vurderingen af tidspunktet for sagsøgerens anmodning

318    Sagsøgeren har fremhævet, at Kommissionen med urette har antaget, at sagsøgerens anmodning om bødenedsættelse var blevet indgivet den 4. april 2003 i stedet for den 3. april, kl. 09.30, som var den dato, hvor sagsøgeren tog telefonisk kontakt til Kommissionen, og hvor sagsøgeren erkendte sin deltagelse i overtrædelsen og anmodede Kommissionen om et hurtigt møde med henblik på at afgive mundtligt bevis.

319    Anmodningerne om bødenedsættelse skal behandles i den rækkefølge, hvori de modtages, uanset om den anmodende part er rede til at tilvejebringe oplysningerne skriftligt eller mundtligt. I den foreliggende sag indgav sagsøgeren sin anmodning i forbindelse med telefonsamtalen den 3. april, som blev efterfulgt af en telefax, der blev sendt samme dag kl. 13.24, og hvori sagsøgeren anmodede om et hurtigt møde med henblik på at afgive en mundtlig erklæring.

320    Kommissionens afslag på at behandle en sådan anmodning som en anmodning om bødenedsættelse straffer den virksomhed, som ønsker at afgive en mundtlig erklæring, hvilket planlægningsmæssigt set kræver tid. Sagsøgeren har anført, at når en virksomhed erkender en overtrædelse og ønsker at samarbejde ved – uden udsættelse og på et med Kommissionen aftalt tidspunkt – at afgive en erklæring, må dens anmodning anses for at være blevet fremsat på det tidspunkt, hvor virksomheden anmodede om et møde med Kommissionen med henblik på at afgive sin erklæring.

321    Virksomhedernes mundtlige erklæringer er en anerkendt foranstaltning til at fremsætte anmodninger om bødenedsættelse. Den fremgangsmåde, som Kommissionen fulgte i den anfægtede beslutning, afskrækker imidlertid virksomhederne fra at afgive et mundtligt bevis og er i strid med samarbejdsmeddelelsens formål. I den foreliggende sag var sagsøgeren den eneste virksomhed, der præsenterede sine ansatte, som var direkte vidner til kartellet, for at de kunne afgive mundtlige erklæringer og svare på Kommissionens spørgsmål.

322    Ifølge sagsøgeren bekræftede telefonopkaldet og telefaxen af 3. april sagsøgerens anmodning om at få et møde i stand for at fremsætte en anmodning om bødenedsættelse ved at oplyse om beskaffenheden af de oplysninger, som sagsøgeren agtede at fremsende til Kommissionen snarest muligt. I en anden telefax, som blev sendt samme dag kl. 17.24, oplyste sagsøgeren, at denne var rede til øjeblikkeligt at afgive oplysninger og stillede sig til rådighed for Kommissionen med henblik på at afholde et fælles møde samme dag eller dagen efter.

323    De pågældende meddelelser angav klart formålet med mødet og karakteren af de oplysninger, som sagsøgeren agtede at forelægge for Kommissionen. Den omstændighed, at selve meddelelserne ikke indeholdt oplysninger vedrørende overtrædelsen, er uden relevans.

324    I og med at Kommissionen afviste, at sagsøgeren havde indgivet sin anmodning om bødenedsættelse den 3. april 2003 kl. 09.30, eller, subsidiært, kl. 13.24, så Kommissionen bort fra de iboende særlige kendetegn ved en mundtlig anmodning, under tilsidesættelse af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 og samarbejdsmeddelelsens punkt 21-23.

325    Desuden tilsidesatte Kommissionen princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt princippet om god forvaltningsskik. Sagsøgeren kunne med rette få den opfattelse, at virksomhedens anmodning blev anset for at være indgivet på tidspunktet for dennes telefonopkald. Under disse omstændigheder påhvilede det Kommissionen at oplyse sagsøgeren om, hvorledes den påtænkte at anvende samarbejdsmeddelelsen, hvilket ville have givet sagsøgeren mulighed for straks at udarbejde en skriftlig anmodning pr. telefax.

326    Ved at give særbehandling til den virksomhed, som havde sendt dokumenterne pr. telefax, tilsidesatte Kommissionen ligebehandlingsprincippet til skade for sagsøgeren, som ønskede at levere beviset mundtligt.

327    Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

–       Om placeringen af sagsøgeren i forhold til de to andre berørte virksomheder

328    Sagsøgeren har fremhævet, at Kommissionen med urette har konstateret, at EKA Chemicals og Arkema på tidspunktet for deres indgivelse af anmodninger om bødenedsættelse havde opfyldt det krav, der er indeholdt i samarbejdsmeddelelsens punkt 21.

329    Kommissionen tog udelukkende hensyn til tidspunktet for EKA Chemicals’ og Arkemas indgivelse af anmodning om bødenedsættelse og undlod at undersøge, om anmodningerne havde tilført en betydelig merværdi, hvilket udgjorde en tilsidesættelse af samarbejdsmeddelelsens punkt 21-23 samt af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 samt af dens begrundelsespligt.

330    De elementer, som var tilvejebragt af EKA Chemicals og Arkema, repræsenterede imidlertid ikke en betydelig merværdi og opfyldte derfor ikke den betingelse, der er indeholdt i samarbejdsmeddelelsens punkt 21.

331    Hvad angår EKA Chemicals vedrørte størstedelen af de elementer, der var tilvejebragt i dens telefax af 29. marts 2003 og i dens mundtlige erklæring af 31. marts 2003, aftalerne mellem de to skandinaviske producenter og var derfor ikke relevante som bevis for kartellet i EØS. En stor del af oplysningerne vedrørte faktiske omstændigheder, der lå forud for indledningen af kartellet.

332    I den anfægtede beslutning baserede Kommissionen sig kun på de elementer, som EKA Chemicals havde fremlagt ved seks lejligheder, og udelukkende vedrørende den periode, der lå forud for august 1997. Disse elementer var af begrænset værdi, eftersom de var ubekræftede, uklare og ikke-overbevisende. I virkeligheden anvendte Kommissionen kun disse af EKA Chemicals tilvejebragte elementer den 8. oktober 2004. Eftersom EKA Chemicals udelukkende havde deltaget i kartellet indtil sin indtræden på det »kontinentale marked« (364. betragtning til den anfægtede beslutning), kunne EKA Chemicals ikke tilvejebringe nogen oplysninger vedrørende dette marked.

333    Hvad angår Arkema sendte dennes juridiske rådgivere Kommissionen en telefax den 3. april 2003 med 13 bilag, idet det oplystes, at de omfattede dokumenter vedrørende overtrædelsen.

334    Det drejer sig om udaterede håndskrevne notater og sedler uden overskrift, nogle var svært læsbare og af dårlig kvalitet, endog ufuldstændige, andre indeholdt tegn eller forkortelser, som var uforståelige uden yderligere forklaring. Kommissionen erkendte selv i sin skrivelse af 1. april 2005 til sagsøgeren, at det var vanskeligt at læse disse dokumenter. Arkema afgav først forklaringer eller kommentarer til disse dokumenter den 26. maj 2003.

335    De pågældende dokumenter kan ikke anses for bevismidler, eftersom de ikke giver mulighed for at fastslå de faktiske omstændigheder uden yderligere forklaringer. De indeholder ikke nogen angivelser af dato, sted, genstanden for drøftelserne eller deltagerne, og de gjorde det ikke muligt at udlede, at de vedrørte HP.

336    Det er udelukkende de efterfølgende forklaringer, der blev givet den 26. maj 2003, som gav de pågældende dokumenter beviskraft. For hvert enkelt dokument af 3. april 2003 var det nødvendigt med en detaljeret forklaring, som blev givet den 26. maj 2003, for at forstå indholdet samt at vurdere rækkevidden heraf.

337    Det var først den 26. maj 2003, omkring syv uger efter den oprindelige telefax, at Arkema tilvejebragte bevismidler. Den tid, som var nødvendig for at fremlægge disse bevismidler, viser den utilstrækkelige og ufyldestgørende karakter af meddelelsen af 3. april 2003, som var resultatet af et »forhastet og malplaceret forsøg« fra Arkemas side på at opnå bødenedsættelse samtidigt i flere sager. Denne hast illustreres af den omstændighed, at de den 3. april 2003 fremsendte bilag var lagt i forkert rækkefølge, i ufyldestgørende format og skulle suppleres af de den 26. maj 2003 tilvejebragte dokumenter.

338    I den anfægtede beslutning havde Kommissionen på samme tid baseret sig på de dokumenter, der var tilvejebragt den 3. april 2003, på dem, der var fremlagt den 26. maj samme år, og på de forklaringer, der var afgivet samme dag. Når Kommissionen henviser til et dokument, der er tilvejebragt den 3. april 2003, baserer den sig udtrykkeligt på forklaringerne af 26. maj 2003 (jf. f.eks. 185. betragtning til den anfægtede beslutning). De dokumenter, der blev fremsendt den 3. april 2003, blev kun anvendt som henvisning til et enkelt møde (192. betragtning til den anfægtede beslutning), og denne henvisning nødvendiggjorde ligeledes en henvisning til forklaringerne af 26. maj 2003.

339    I øvrigt ansøgte Arkema ikke om bødenedsættelse vedrørende NP og tilvejebragte ikke noget bevismateriale vedrørende NP før den 15. juli 2003. Kommissionen baserede derfor ikke sine konklusioner på, at de den 3. april 2003 tilvejebragte dokumenter vedrørte de i undersøgelsen omhandlede to produkter.

340    Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

–       Vedrørende størrelsen af den nedsættelse, der er indrømmet sagsøgeren

341    Sagsøgeren har subsidiært anført, at Kommissionen har begået en retlig fejl og anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at afvise at indrømme sagsøgeren den maksimale nedsættelse på 20% efter samarbejdsmeddelelsen, som er foreskrevet for den tredje virksomhed, der opfylder betingelsen i samarbejdsmeddelelsens punkt 21.

342    Størrelsen af nedsættelsen fastsættes i forhold til det tidspunkt, hvor beviserne er blevet tilvejebragt, og i forhold til den betydelige merværdi af nævnte beviser. Kommissionen undersøgte imidlertid ikke, i hvilket omfang sagsøgerens oplysninger udgjorde en betydelig merværdi.

343    Desuden evaluerede Kommissionen ikke på korrekt vis rækkevidden af sagsøgerens oplysninger. Til forskel fra EKA Chemicals’ og Arkemas oplysninger vedrørte de af sagsøgeren tilvejebragte oplysninger både HP og NP. Sagsøgeren tilvejebragte detaljerede og præcise oplysninger vedrørende alle de vigtige møder, der er nævnt i den anfægtede beslutning, og som blev afholdt i tidsrummet fra august 1997 til slutningen af 1998 vedrørende HP og i tidsrummet mellem maj 1998 og december 1999 vedrørende NP. For at skaffe bevis for overtrædelsen baserede Kommissionen sig praktisk talt på alle de af sagsøgeren nævnte møder.

344    I denne forbindelse burde Kommissionen have taget i betragtning, at sagsøgeren havde været den første til at tilvejebringe detaljerede og derfor nye oplysninger om samtlige de nævnte møder, der udgjorde kernen i kartellet. Kommissionen erklærede med urette, at andre virksomheder allerede havde informeret den om disse møder. Kommissionen kunne ikke begrænse sig til at vurdere det af sagsøgeren tilvejebragte bevismateriale i sin helhed, men burde have vurderet hvert enkelt element.

345    Kommissionen så bort fra karakteren af sagsøgerens oplysninger ved at konstatere, at de kun bekræftede de oplysninger, som allerede var tilvejebragt af Degussa. Sagsøgeren tilvejebragte væsentligt supplerende bevismateriale, som omfattede direkte vidneudsagn. Kommissionen baserede sig kun ti gange på Degussas oplysninger, som bl.a. ikke omhandlede møderne i 1997 vedrørende HP, som sagsøgeren havde givet oplysning om.

346    Kommissionen burde have taget den omstændighed i betragtning, at det alene var sagsøgeren, som havde stillet sit ledende personale til rådighed, og som havde skaffet direkte bevis for overtrædelsen, at sagsøgeren ikke havde begrænset sig til at afgive skriftlige erklæringer gennem sine advokater, og at sagsøgeren vedvarende havde samarbejdet efter sin anmodning om bødenedsættelse ved at svare på anmodningerne om oplysninger og ved uopfordret at tilvejebringe yderligere oplysninger. Kommissionen konkluderede med urette, at de mundtlige vidnesudsagn fra deltagerne i et møde havde mindre bevisværdi end dokumentbeviser.

347    Den anfægtede beslutning var i vid udstrækning baseret på oplysninger, der var tilvejebragt af sagsøgeren. Ved ikke at tage den vigtige grad af dette samarbejde i betragtning anvendte Kommissionen samarbejdsmeddelelsens punkt 23 på ukorrekt vis.

348    Den sagsøgeren indrømmede nedsættelse var især ubetydelig og uforholdsmæssig såvel i forhold til den i samarbejdsmeddelelsen omhandlede maksimale nedsættelse som i forhold til de nedsættelser, der var tildelt de andre berørte virksomheder, bl.a. Arkema, hvilket medførte en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Sagsøgeren bidrog til at fastslå overtrædelsen i langt større omfang end Arkema. Den bødenedsættelse, der var indrømmet sagsøgeren, var derfor »åbenlyst ulovlig og urimeligt lav«.

349    Kommissionen understreger i 523. betragtning til den anfægtede beslutning, at den i tilstrækkelig grad har fremlagt begrundelserne for, at den havde indrømmet sagsøgeren en bødenedsættelse på 10% på grund af dennes samarbejde.

350    Hvad angår rækkevidden og omfanget af merværdien af de af sagsøgeren fremlagte beviser tog Kommissionen hensyn til den omstændighed, at de pågældende beviser både vedrørte HP og NP. Det ændrer dog intet ved, at sagsøgeren grundlæggende har tilvejebragt bevismateriale, som har gjort det muligt at bekræfte visse oplysninger fra Degussa og Arkema.

351    Selv om det er korrekt, at de af sagsøgeren tilvejebragte beviser er nævnt i den anfægtede beslutning i forhold til alle de multilaterale møder i perioden fra 1997 til 2000, var disse møder ifølge Kommissionen allerede på tidspunktet for sagsøgerens anmodning om bødenedsættelse blevet oplyst af andre virksomheder. Kommissionen kunne derfor konkludere, at de af sagsøgeren tilvejebragte beviser kun bekræftede det, som den allerede vidste om den samlede overtrædelse.

352    Hvad angår omfanget af og kontinuiteten i sagsøgerens samarbejde efter dennes indgivelse af ansøgning om bødenedsættelse fremgår det af samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), andet afsnit, sidste punktum, at Kommissionen ikke er forpligtet til at tage hensyn til disse elementer. Det vedvarende samarbejde bør være forudsat, og den pågældende foranstaltning tjener snarere til at sanktionere et ringe samarbejde efter anmodningen om bødenedsættelse.

353    Vedrørende den påståede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet var situationerne for sagsøgeren og for Arkema ikke sammenlignelige af de grunde, der er anført i 510. og 513. betragtning til den anfægtede beslutning, idet denne forskel begrunder, at Arkema, men ikke sagsøgeren, indrømmes den maksimale nedsættelse. Endvidere tog Kommissionen i 515. betragtning til den anfægtede beslutning udtrykkeligt hensyn til datoen for sagsøgerens fremlæggelse af beviser.

 Rettens bemærkninger

354    Samarbejdsmeddelelsen fastsætter i punkt 21-23:

»21.      For at være berettiget til en [bødenedsættelse] skal en virksomhed forsyne Kommissionen med bevismateriale vedrørende den formodede overtrædelse, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede er i besiddelse af, og bringe sin deltagelse i den formodede ulovlige aktivitet til ophør senest på det tidspunkt, hvor den fremlægger bevismaterialet.

22.      Begrebet »merværdi« betegner, i hvor høj grad det fremlagte bevismateriale i sig selv og/eller på grund af sin detailrigdom styrker Kommissionens muligheder for at bevise de pågældende forhold. I sin vurdering vil Kommissionen normalt anse skriftligt bevismateriale, der stammer fra det tidsrum, som forholdene vedrører, for at have større værdi end bevismateriale, der fremkommer senere. Bevismateriale, der er direkte relevant for de pågældende forhold, vil ligeledes normalt blive anset for at have større værdi end bevismateriale, som kun har indirekte relevans.

23.      Kommissionen afgør i de endelige beslutninger, der vedtages ved afslutningen af den administrative procedure:

a)      om det bevismateriale, som en virksomhed fremlagde på et bestemt tidspunkt, repræsenterede en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som Kommissionen var i besiddelse af på samme tidspunkt

b)      hvor stor en nedsættelse en virksomhed vil få fordel af vil blive fastsat som følger på grundlag af den bøde, der ellers ville være blevet pålagt:

–        første virksomhed, der opfylder punkt 21: en nedsættelse på 30-50%

–        anden virksomhed, der opfylder punkt 21: en nedsættelse på 20-30%

–        efterfølgende virksomheder, der opfylder punkt 21: en nedsættelse på indtil 20%.

For at kunne fastsætte nedsættelsens størrelse inden for hver af disse grupper vil Kommissionen tage tidspunktet for fremlæggelsen af det fremlagte bevismateriale, som falder ind under betingelserne fastlagt under artikel 21, i betragtning, foruden hvorvidt det repræsenterer betydelig merværdi. Kommissionen kan også tage omfanget og varigheden af samarbejde tilvejebragt af virksomheden efter datoen for fremlæggelsen i betragtning.

Det gælder endvidere, at såfremt en virksomhed indsender bevismateriale vedrørende forhold, som Kommissionen ikke tidligere har haft kendskab til, og som er af direkte betydning for alvoren eller varigheden af det formodede kartel, tager Kommissionen ikke disse elementer i betragtning, når den fastsætter en eventuel bøde, som skal pålægges den virksomhed, der har indsendt dette bevismateriale.«

355    I det foreliggende tilfælde har Kommissionen i henhold til samarbejdsmeddelelsen konstateret, at Degussa opfyldte betingelserne for at blive fritaget for hele bøden. EKA Chemicals og Arkema, som var blevet betragtet som henholdsvis første og anden virksomhed, der havde opfyldt betingelsen i nævnte meddelelses punkt 21, fik en bødenedsættelse på henholdsvis 40% og 30%. Sagsøgeren, som blev betragtet som den tredje virksomhed, der havde opfyldt denne betingelse, fik en nedsættelse på 10% (501.-524. betragtning til den anfægtede beslutning).

–       Vedrørende skønnet med hensyn til datoen for sagsøgerens anmodning

356    Det fremgår at den anfægtede beslutning, at EKA Chemicals indgav sin anmodning om bødenedsættelse den 29. marts 2003, fremsatte en mundtlig erklæring den 31. marts 2003 og tilvejebragte bevismateriale vedrørende overtrædelsen i samme uge (67., 503. og 505. betragtning til den anfægtede beslutning).

357    Med telefax af 3. april 2003, kl. 15.50, fremsendte Arkema til Kommissionen sin anmodning om bødenedsættelse med 13 bilag, idet det anførtes, at de omfattede dokumenter vedrørende det pågældende kartel. Den 26. maj 2003 forelagde Arkema Kommissionen nyt materiale vedrørende sin anmodning om bødenedsættelse, blandt hvilket var de forklaringer til de dokumenter, der var fremsendt den 3. april 2003 (69., 510. og 516. betragtning til den anfægtede beslutning).

358    Det fremgår af sagen samt af 68.-71. betragtning til den anfægtede beslutning, at sagsøgeren tog den første kontakt til Kommissionen pr. telefon den 3. april 2003 om morgenen.

359    Samme dag kl. 13.15 informerede sagsøgeren pr. telefax Kommissionen om, at sagsøgeren »med det foreliggende« ønskede at indgive en anmodning i henhold til samarbejdsmeddelelsen, samt at sagsøgeren, henset til den mundtlige karakter af beviset, ønskede »et møde hurtigst muligt med Kommissionen for at delagtiggøre denne i sit materiale, jf. den procedure, der gør det muligt at afgive den slags erklæringer mundtligt«. Endelig anmodede sagsøgeren Kommissionen om en bekræftelse på, at den stod til rådighed for et møde »den næstfølgende dag«.

360    Med telefax af samme dag kl. 17.24 bekræftede sagsøgeren, at denne var »rede til umiddelbart at afgive yderligere oplysninger og derfor [stillede] sig til Kommissionens fulde disposition med henblik på at afholde et møde [samme dag eller den næstfølgende dag].« Med telefax af samme dag kl. 17.28 bekræftede sagsøgeren sin deltagelse i et møde med Kommissionen, der var fastsat til den næstfølgende dag den 4. april 2003, kl. 14.15.

361    Den 4. april 2003 afgav sagsøgeren en mundtlig erklæring i Kommissionens lokaler, som var ledsaget af vidnesudsagn fra sagsøgerens ansvarlige. Den 9. april 2003 afgav sagsøgeren en mundtlig erklæring vedrørende især om NP. Sagsøgeren bekræftede skriftligt sine erklæringer ved at tilføje visse yderligere elementer den 11. og 16. april 2003.

362    Henset til disse omstændigheder, som ikke er anfægtet af sagsøgeren, har Kommissionen i den anfægtede beslutning konkluderet, at »den 4. april 2003 [[…] havde sagsøgeren] indgivet en anmodning om anvendelse af [samarbejds]meddelelsen, der bestod i en mundtlig erklæring« (515. betragtning til den anfægtede beslutning).

363    Inden for rammerne af dette klagepunkt har sagsøgeren hævdet, at Kommissionen begik en retlig fejl ved anvendelsen af samarbejdsmeddelelsens punkt 21-23. Når en virksomhed ifølge sagsøgeren ønsker at samarbejde ved afgivelse af en erklæring uden ophold og på et med Kommissionen aftalt tidspunkt, skal virksomhedens anmodning anses for at være afgivet på det tidspunkt, hvor den tog kontakt til Kommissionen med henblik på at afgive en sådan erklæring.

364    Det må i denne forbindelse konstateres, at det fremgår af samarbejdsmeddelelsens punkt 21-23, at for at være berettiget til en bødenedsættelse skal en virksomhed forsyne Kommissionen med bevismateriale, som tilfører en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som Kommissionen allerede var i besiddelse af. Endvidere skal Kommissionen med henblik på anvendelse af de intervaller for bødenedsættelse, der er fastsat i nævnte meddelelses punkt 23, litra b), fastslå det tidspunkt, hvor virksomheden opfyldte denne betingelse.

365    Det fremgår således klart af den pågældende bestemmelses ordlyd, at Kommissionen med henblik på anvendelsen af de intervaller for nedsættelse, som er fastsat i samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), skal fastslå det tidspunkt, hvor virksomheden faktisk fremlagde bevismateriale for Kommissionen, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som Kommissionen allerede var i besiddelse af.

366    Denne fortolkning bestyrkes af de betragtninger, der er knyttet til den ordning, der er fastsat ved den pågældende meddelelse, i medfør af hvilke Kommissionen er forpligtet til at fastslå det præcise tidspunkt for, hvornår betingelserne for bødenedsættelse er opfyldt af den pågældende virksomhed, ved at sammenligne det bevismateriale, der er tilvejebragt, med det, som allerede er i Kommissionens besiddelse på tidspunktet for anmodningen, og således faktisk må råde over det pågældende materiale.

367    For så vidt som sagsøgeren argumenterer for, at denne fremgangsmåde, der er baseret på fastsættelsen af tidspunktet for den faktiske tilførsel af bevismateriale, som er tilvejebragt af den virksomhed, der indgiver en anmodning om bødenedsættelse, begrænser incitamentet for de pågældende virksomheder til at forelægge et mundtligt bevis, som imidlertid kunne omfatte vidnesudsagn, der er afgivet af direkte involverede personer i den ulovlige adfærd, skal det bemærkes, at denne betragtning, selv om den måtte anses for godtgjort, ikke kan rejse tvivl om den fortolkning, der følger af selve ordlyden af samarbejdsmeddelelsen.

368    Under alle omstændigheder har sagsøgeren med urette fremhævet, at den pågældende fremgangsmåde kan føre til en ulige behandling til skade for de virksomheder, som ønsker at afgive en mundtlig erklæring.

369    De pågældende bestemmelser i samarbejdsmeddelelsen, som kræver fastsættelse af det præcise tidspunkt for indgivelse af bevismateriale, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som Kommissionen allerede var i besiddelse af, finder uden forskel anvendelse på enhver virksomhed, der fremsætter en anmodning om bødenedsættelse.

370    Med hensyn til fastsættelsen af tidspunktet for anmodningen skal situationerne for de virksomheder, som fremsætter en anmodning om bødenedsættelse i medfør af nævnte meddelelse, anses for sammenlignelige situationer, uafhængigt af de nærmere bestemmelser for indgivelse af bevismateriale, som afhænger af det valg, som ophavsmanden til anmodningen træffer. Disse situationer skal derfor behandles på samme måde.

371    Henset til disse betragtninger kan sagsøgerens opfattelse, hvorefter der med henblik på anvendelse af intervaller for bødenedsættelse skal tages hensyn til det tidspunkt, hvor virksomheden tager kontakt til Kommissionen med henblik på at afgive en mundtlig erklæring, ikke tages til følge.

372    I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at sagsøgeren ikke har forelagt noget bevismateriale for Kommissionen vedrørende den pågældende overtrædelse før virksomhedens mundtlige erklæring den 4. april 2003. Derfor har Kommissionen med rette konstateret, at det var på dette tidspunkt, at sagsøgeren havde opfyldt den betingelse, der er omhandlet i samarbejdsmeddelelsens punkt 21.

373    I denne henseende kan sagsøgeren heller ikke gøre tidspres gældende vedrørende indgivelse af sin mundtlige erklæring.

374    Det er netop fordi den mundtlige fremlæggelse af oplysninger viser sig at være en principielt langsommere samarbejdsform end den skriftlige fremlæggelse af oplysninger, at den pågældende virksomhed, når den vælger at fremlægge oplysninger mundtligt, skal tage hensyn til risikoen for, at en anden virksomhed skriftligt og før den fremlægger afgørende beviser for Kommissionen med henblik på at bevise kartellets eksistens (jf. i denne retning dommen i sagen BASF mod Kommissionen, nævnt i præmis 314 ovenfor, præmis 505).

375    Desuden hævder sagsøgeren ikke, at det tidspunkt, hvor denne indgav sin anmodning om bødenedsættelse, på nogen som helst måde afhang af Kommissionens råden over ressourcer. I øvrigt fremgår det af omstændighederne i den foreliggende sag, at Kommissionen fuldt ud tog hensyn til den hastende karakter som fremført af sagsøgeren og arrangerede et møde på den foreslåede dato for at modtage sagsøgerens anmodning.

376    Hvad angår den påståede tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning fremgår det af fast retspraksis, at retten til at påberåbe sig dette princip omfatter enhver erhvervsdrivende, hos hvem Unionens administration har givet anledning til begrundede forhåbninger (jf. Rettens dom af 7.6.2006, forenede sager T-213/01 og T-214/01, Österreichische Postsparkasse og Bank für Arbeit und Wirtschaft mod Kommissionen, Sml. II, s. 1601, præmis 210 og den deri nævnte retspraksis).

377    I den foreliggende sag har sagsøgeren begrænset sig til at fremhæve, at Kommissionen burde have oplyst virksomheden om den måde, hvorpå den påtænkte at anvende samarbejdsmeddelelsen.

378    Henset til den klare ordlyd af førnævnte bestemmelser i nævnte meddelelse, som kræver et bevismateriale, der repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som Kommissionen allerede er i besiddelse af, har sagsøgeren imidlertid ikke med rette kunnet antage, at rækkefølgen i dens samarbejde blev fastsat med henblik på anvendelsen af intervaller for bødenedsætter i forhold til tidspunktet for dens meddelelser af 3. april 2003, eftersom intet bevismateriale var blevet indgivet inden for rammerne af disse meddelelser.

379    I øvrigt har sagsøgeren ikke hævdet, at Kommissionen gav virksomheden den mindste forsikring om, at dens anmodning ville blive behandlet, som om den var blevet indgivet den 3. april 2003, og sagsøgeren har ikke bebrejdet Kommissionen, at denne ikke har handlet med den efter omstændighederne fornødne hurtighed.

380    Derfor kan det konstateres, at Kommissionen hverken har truffet nogen foranstaltning eller udvist nogen adfærd, som hos sagsøgeren kunne afføde nogen som helst berettiget forventning om, at sagsøgerens anmodning om bødenedsættelse kunne anses for at opfylde den betingelse, der er omhandlet i samarbejdsmeddelelsens punkt 21, på det tidspunkt, hvor den tog kontakt til Kommissionen, nemlig den 3. april 2003.

381    Følgelig skal sagsøgerens argumentation om en tilsidesættelse af princippet om den berettigede forventning samt om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, der hviler på de samme argumenter, forkastes.

382    I lyset af alt det ovenfor anførte savner klagepunktet vedrørende vurderingen af tidspunktet for sagsøgerens ansøgning om bødenedsættelse begrundelse.

–       Om vurderingen af de oplysninger, der er tilvejebragt af de to andre berørte virksomheder

383    Sagsøgeren har argumenteret for, at hverken EKA Chemicals eller Arkema har tilvejebragt bevismateriale, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som Kommissionen allerede var i besiddelse af på tidspunktet for deres respektive anmodninger.

384    For det første har sagsøgeren hævdet, at for at klassificere hver virksomhed med henblik på anvendelse af intervallerne for bødenedsættelse som indeholdt i samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), har Kommissionen udelukkende taget hensyn til tidspunktet for indgivelsen af deres respektive anmodninger om bødenedsættelse uden at tage merværdien af det tilvejebragte materiale i betragtning. Sagsøgeren anfører endvidere, at de pågældende vurderinger ikke er tilstrækkeligt begrundede.

385    Det skal allerførst bemærkes, at i 503. og 509. betragtning til den anfægtede beslutning har Kommissionen konstateret, at EKA Chemicals og Arkema hver især havde fremlagt bevismateriale, som repræsenterede en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som Kommissionen allerede var i besiddelse på tidspunktet for deres respektive bidrag.

386    For så vidt angår EKA Chemicals har Kommissionen bl.a. fremhævet, at EKA Chemicals havde forelagt den bevismateriale for perioden fra den 31. januar 1994 til den 14. oktober 1997 vedrørende forudgående faktiske omstændigheder, som var ukendt for Kommissionen, og derfor havde en direkte indflydelse på fastlæggelsen af kartellets varighed. Endvidere har Kommissionen angivet, at EKA Chemicals havde tilvejebragt bevismateriale, som bekræftede og supplerede det af Degussa tilvejebragte bevismateriale vedrørende perioden fra den 14. oktober 1997 til den 31. december 1999 (506. betragtning til den anfægtede beslutning).

387    Selv om disse betragtninger blev formuleret inden for rammerne af vurderingen af niveauet for bødenedsættelsen inden for det gældende interval, baserede Kommissionen sig ligeledes på sådanne betragtninger for at fastsætte det gældende interval for EKA Chemicals vedrørende det materiale, som dette selskab havde tilvejebragt mellem den 29. og 31. marts 2003, idet der ikke var indgået nogen anden anmodning om bødenedsættelse mellem disse to datoer.

388    For så vidt angår Arkema har Kommissionen fremhævet, at Arkemas meddelelse af 3. april 2003 indeholdt håndskrevne dokumenter, som beviste eksistensen af konkurrencebegrænsende adfærd vedrørende de to produkter, som er omfattet af undersøgelsen, samt at disse dokumenter som sådan var tilstrækkeligt klare til at kunne forstås af Kommissionen, selv om de efterfølgende blev suppleret (510. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen har således antaget, at Arkemas første meddelelse, som havde en betydelig merværdi, fandt sted den 3. april 2003 (513. betragtning til den anfægtede beslutning).

389    Det fremgår klart af disse begrundelser, at i modsætning til det, som sagsøgeren har hævdet, foretog Kommissionen en undersøgelse med henblik på at fastsætte det gældende interval for bødenedsættelsen og kom frem til, at EKA Chemicals’ og Arkemas bidrag indeholdt en betydelig merværdi i forhold til det materiale, som allerede var i Kommissionens besiddelse på tidspunktet for hver af deres anmodninger.

390    Sagsøgerens argumentation om en påstået retlig fejl ved vurderingen af de pågældende anmodninger må derfor forkastes.

391    Endvidere fremhæver de førnævnte betragtninger til den anfægtede beslutning på en klar og utvetydig måde de væsentligste elementer i argumentationen, hvorefter Kommissionen har konstateret, at begge bidrag på det tidspunkt, hvor de blev indgivet, repræsenterede en betydelig merværdi i forhold til samarbejdsmeddelelsen punkt 21, hvilket der blev taget hensyn til ved fastsættelsen af det interval for bødenedsættelse, som var gældende for begge de berørte virksomheder i medfør af nævnte meddelelses punkt 23, litra b).

392    Sagsøgerens argumentation om en påstået tilsidesættelse af begrundelsespligten kan derfor ikke tages til følge.

393    For det andet har sagsøgeren hævdet, at Kommissionens pågældende vurderinger er behæftet med åbenbare fejl.

394    Det bemærkes i denne forbindelse, at selv om Kommissionen ikke ved vurderingen af karteldeltagernes samarbejde må underkende ligebehandlingsprincippet, har den dog et vidt skøn ved vurderingen af kvaliteten og nytten af det samarbejde, som er ydet af en given virksomhed. Derfor er det kun et åbenbart urigtigt skøn fra Kommissionens side, der kan anfægtes (jf. Rettens dom af 6.5.2009, sag T-116/04, Wieland-Werke mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis).

395    Det følger heraf, at sagsøgeren ikke kan begrænse sig til i bilaget til sin stævning at fremsætte sin egen vurdering af EKA Chemicals’ og Arkemas bidrag, men må påvise med en konkret argumentation, hvori den vurdering, som er anlagt af Kommissionen, er behæftet med en åbenbar fejl.

396    Vedrørende EKA Chemicals’ bidrag i denne henseende skal det allerførst erindres, at det fremgår af 506. betragtning til den anfægtede beslutning, at EKA Chemicals har fremlagt dokumenter fra perioden, som angik visse møder og andre kontakter af hemmelig karakter, vedrørende faktiske omstændigheder, som indtil da havde været ukendt for Kommissionen, og som havde haft en direkte indflydelse på fastlæggelsen af kartellets varighed for så vidt angår perioden fra den 31. januar 1994 til den 14. oktober 1997, samt bevismateriale, som bekræftede og supplerede det af Degussa tilvejebragte bevismateriale for den efterfølgende periode.

397    Henset til konstateringen af, at overtrædelsen dækkede hele EØS-området, er rigtigheden af denne vurdering ikke blevet afsvækket af den omstændighed, som er påberåbt af sagsøgeren, hvorefter EKA Chemicals’s oplysninger hovedsageligt vedrørte det skandinaviske marked. Det bemærkes, at EKA Chemicals fremsendte oplysninger om kontakter med producenterne på »kontinentet«, samt at en række eksempler på ulovlig adfærd desuden uden skelnen vedrørte det skandinaviske og »kontinentale« marked. (jf. bl.a. 106. og 144. betragtning til den anfægtede beslutning).

398    For så vidt som sagsøgeren anfægter bevisværdien af det af EKA Chemicals tilvejebragte bevismateriale, skal det endvidere bemærkes, at dette materiale bl.a. gjorde det muligt for Kommissionen at fastsætte, at kartellet indledtes den 31. januar 1994, samt at bekræfte Degussas erklæringer vedrørende kartellets indledende periode. Den omstændighed, at dette materiale inden for rammerne af gennemgangen af første anbringende blev betragtet som utilstrækkeligt til at godtgøre sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen fra denne dato, rejser ikke tvivl om materialets bevisværdi for så vidt angår etableringen af kartellet som sådan.

399    Sagsøgerens opfattelse, hvorefter EKA Chemicals’ bidrag i vid udstrækning var begrænset til faktiske omstændigheder, der fandt sted forud for indledningen af kartellet, hviler i øvrigt på dennes klagepunkt om, at kartellet startede i august 1997, hvilket er blevet afvist som ubegrundet ved gennemgangen af første anbringende (jf. præmis 170 ovenfor).

400    Endelig giver det påståede begrænsede antal betragtninger til den anfægtede beslutning, hvori det af EKA Chemicals forelagte bevismateriale blev fastholdt, ikke anledning til tvivl om dette materiales bevisværdi. Den simple omstændighed, at visse af disse betragtninger henviser til forhold, der er fremført efter EKA Chemicals’ indledende anmodning, er desuden ikke tilstrækkelig til at begrunde sagsøgerens opfattelse, hvorefter Kommissionen i realiteten har baseret sig på oplysninger, som blev tilvejebragt af EKA Chemicals efter dennes anmodning om bødenedsættelse.

401    Henset til disse betragtninger må det konstateres, at de af sagsøgeren påberåbte argumenter ikke godtgør, at Kommissionen har begået en åbenbar fejl ved at konkludere, at EKA Chemicals havde fremlagt bevismateriale, som repræsenterede en betydelig merværdi i samarbejdsmeddelelsens punkt 21’s forstand, forud for tidspunktet for den af sagsøgeren indgivne anmodning om bødenedsættelse.

402    Hvad angår det af Arkema fremlagte bevismateriale har Kommissionen i den anfægtede beslutning bl.a. konstateret, at »dens første meddelelse indeholdt [tretten] håndskrevne dokumenter, som beviste eksistensen af konkurrencebegrænsende adfærd mellem konkurrenterne for de to produkter, som var omfattet af undersøgelsen«, samt at »selv om disse dokumenter som sådan var tilstrækkeligt klare til at kunne forstås af [Kommissionen] set i sammenhæng med de oplysninger, denne allerede var i besiddelse af, havde Arkema først supplere[t] sin indledende meddelelse den 26. maj 2003 med en skriftlig erklæring, som tilføjede forklaringer til hvert af de den 3. april 2003 fremsendte dokumenter, og som tilføjede nye dokumenter med tilhørende forklaringer« (510. betragtning til den anfægtede beslutning).

403    Kommissionen anførte generelt, at det af Arkema fremlagte bevismateriale »[havde] karakter af et kartel på europæisk plan for de to produkter, idet [Arkema] hovedsageligt havde tilvejebragt dokumenter for perioden, som gjorde det muligt [for Kommissionen] […] at bekræfte de af Degussa allerede meddelte oplysninger, og som på udtømmende vis blev brugt i den foreliggende beslutning« (513. betragtning til den anfægtede beslutning).

404    Henset til disse betragtninger har sagsøgeren hævdet, at det af Arkema den 3. april 2003 fremlagte bevismateriale ikke havde nogen bevisværdi, eftersom det angiveligt drejede sig om udaterede håndskrevne notater og sedler uden overskrift, som var svært læsbare og/eller ufuldstændige, idet de indeholdt tegn eller forkortelser, og som derfor var uforståelige uden yderligere forklaringer. Ifølge sagsøgeren er det Arkemas supplerende forklaringer af 26. maj 2003, som gav virksomhedens bidrag bevisværdi.

405    Det bemærkes, at det pågældende materiale vedrører hemmelig adfærd, som involverer hemmeligt afholdte møder og en til minimum begrænset dokumentation.

406    I betragtning af vanskeligheden med at opnå direkte beviser for en sådan adfærd, såsom notater eller referater fra møder, der blev afholdt i samme periode som overtrædelsen, kan deres bevisværdi ikke drages i tvivl, blot fordi de er håndskrevne eller fragmentariske eller indeholder forkortelser og symboler, og de kan derfor kræve yderligere forklaringer eller skal undersøges i sammenhæng med de andre oplysninger, der er i Kommissionens besiddelse.

407    Den omstændighed, at den korrekte forståelse af sådanne dokumenter kræver en opklaring af visse detaljer, såsom anvendelsen af forkortelser, forhindrer navnlig ikke, at det konstateres, at de er tilstrækkeligt klare (jf. i denne retning Rettens dom af 18.6.2008, sag T-410/03, Hoechst mod Kommissionen, Sml. II, s. 881, præmis 561).

408    I den foreliggende sag indeholder de pågældende dokumenter, som er meddelt af Arkema den 3. april 2003, notater og talskemaer, som er udfærdiget i overtrædelsesperioden, og som indebærer et direkte dokumentbevis for det konkurrencebegrænsende indhold af de på tidspunktet førte drøftelser. Bevisværdien af disse dokumenter afsvækkes ikke af den omstændighed, at deres indhold ikke kunne forstås fuldt ud, medmindre de blev vurderet i deres rette sammenhæng og sammenholdt med andre oplysninger, eller medmindre betegnelser og forkortelser, som var anvendt deri, blev forklaret.

409    Endvidere skal det bemærkes, at i det mindste en del af de pågældende dokumenter, dvs. de notater fra perioden, som indeholdt navne på personer og virksomheder, datoer og forslag med tal på prismål og markedsandele, kunne udgøre et selvstændigt bevis for overtrædelsen. Visse af disse dokumenter blev som sådanne anvendt af Kommissionen i den anfægtede beslutning for at fastslå, at der fandt kartelmøder sted samt de konkrete resultater heraf, navnlig i 176. og 181. betragtning til nævnte beslutning.

410    Det skal ligeledes bemærkes, at på tidspunktet for Arkemas anmodning var Kommissionen allerede i besiddelse af et betydeligt bevismateriale vedrørende kartellets forløb, som var indeholdt i Degussas og EKA Chemicals’ bidrag, samt at det af Arkema fremlagte bevismateriale kunne anvendes i sammenhæng med de oplysninger, som allerede var i Kommissionens besiddelse.

411    Den omstændighed at Kommissionen, idet den henviste til disse forhold i visse betragtninger til den anfægtede beslutning, både henviste til et den 3. april 2003 tilvejebragt dokument og til de af Arkema den 26. maj 2003 afgivne forklaringer, betyder i øvrigt ikke, at Kommissionen har anerkendt, at de oprindeligt tilvejebragte dokumenter som sådan var uden bevisværdi. Hvis det den 26. maj 2003 frembragte bevismateriale virkelig indeholdt visse forklaringer til eller udskrifter af dokumenterne fra den 3. april 2003, begrænsede størstedelen af disse oplysninger sig til at præcisere de allerede fremlagte dokumenter.

412    Derfor kan sagsøgerens argument om den påståede manglende bevisværdi af de af Arkema den 3. april 2003 fremlagte dokumenter ikke tages til følge.

413    Hvad angår den betydelige merværdi af det pågældende bevismateriale skal det bemærkes, at det drejer sig om samtidige dokumenter fra perioden vedrørende de hemmelige møder i 1997 og 1998, som i vid udstrækning er påberåbt i den anfægtede beslutning for denne periode, og hvoraf visse er direkte nævnt deri.

414    For så vidt som sagsøgeren hævder, at Kommissionen med urette har konstateret, at Arkemas oprindelige anmodning vedrørte begge de pågældende produkter, er det i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at selv om de af Arkema den 3. april 2003 fremlagte dokumenter udelukkende vedrørte den ulovlige adfærd med hensyn til HP, som i den foreliggende sag drejede sig om en enkelt overtrædelse på begge markeder, kan det i den forbindelse ikke rejse tvivl om konklusionen om, at Arkemas samarbejde udgjorde en betydelig merværdi.

415    Henset til alle disse betragtninger findes det ikke godtgjort, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at konkludere, at Arkema med telefax af 3. april 2003 havde fremlagt bevismateriale med en betydelig merværdi som omhandlet i samarbejdsmeddelelsens punkt 21.

416    Under retsmødet har sagsøgeren for første gang påberåbt sig en forskel mellem det pågældende skøn i den foreliggende sag og det af Kommissionen udøvede skøn i forhold til Arkemas samarbejde i den sag, der gav anledning til beslutning K(2006) 2098 af 31. maj 2006 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/F/38.645 – Methacrylater).

417    Adspurgt herom har Kommissionen ikke modsat sig påberåbelsen af denne nye argumentation.

418    Det bemærkes, at i henhold til Rettens procesreglements artikel 48, stk. 2, må nye anbringender ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

419    Selv i tilfælde af, at den pågældende argumentation kan betragtes som et nyt anbringende, falder den ikke ind under dette forbud i den foreliggende sag, henset til, at den hviler på det faktisk udøvede skøn i beslutning K(2006) 2098, der, således som Kommissionen erkendte under retsmødet, først blev offentliggjort efter afslutningen af den skriftlige forhandling i den foreliggende sag.

420    Hvad angår denne argumentations realitet skal det bemærkes, at det fremgår af telefaxen af 3. april 2003, som er bilagt stævningen, at med denne meddelelse anmodede Arkema om anvendelse af samarbejdsmeddelelsen ved at fremlægge dokumenter vedrørende tre produkter, herunder HP, som var omfattet af den anfægtede beslutning, samt methacrylater, som var omfattet af beslutning K(2006) 2098.

421    I 405. betragtning til beslutning K(2006) 2098, som sagsøgeren har påberåbt sig, har Kommissionen, inden for rammerne af fastsættelsen af niveauet for bødenedsættelse for Arkema, fremhævet, at »skønt [denne] indgav en ansøgning om bødenedsættelse på et relativt tidligt trin af sagen, nemlig den 3. april 2003, med andre ord i den måned, der fulgte efter undersøgelserne«, var det »først efter modtagelsen af disse yderligere erklæringer«, at Kommissionen nåede til den konklusion, at »denne virksomhed opfyldte betingelserne for en bødenedsættelse i lyset af selve karakteren og præcisionsgraden af disse erklæringer, som styrkede Kommissionens evne til at fastslå de pågældende omstændigheder«. Kommissionen har i den samme betragtning anført, at »selv om [Arkema] havde tilvejebragt bevismateriale, der tilførte en betydelig merværdi med selskabets første erklæring […], havde den merværdi, som Arkema [havde] tilført [dens] argumenter, [været] begrænset under hele sagen.«

422    Det fremgår af denne vurdering, at i den sag, som har givet anledning til beslutning K(2006) 2098, har Kommissionen fundet, at skønt Arkema indgav sin anmodning om bødenedsættelse den 3. april 2003, var det først efter modtagelsen af de efterfølgende erklæringer, at Kommissionen var nået til den konklusion, at denne virksomhed havde tilvejebragt bevismateriale, som tilførte en betydelig merværdi.

423    I modsætning til det af sagsøgeren fremførte giver den pågældende betragtning imidlertid ikke mulighed for at påvise, i modsætning til, hvad sagsøgeren har fremhævet, at Kommissionen ved vurderingen af det pågældende bidrag i den foreliggende sag ligeledes tog hensyn til Arkemas erklæringer, der fulgte efter dens telefax af 3. april 2003.

424    Dels vedrørte den vurdering, der er anlagt i beslutning K(2006) 2098 vedrørende de dokumenter der er vedlagt bilag A14 og A15 til telefaxen af 3. april 2003, ikke de samme elementer som dem, der er omhandlet i den foreliggende sag, som var vedlagt bilag A1-A13 i den samme meddelelse. I øvrigt vedrørte den påberåbte vurdering fastsættelsen af niveauet for bødenedsættelsen inden for det gældende interval i medfør af samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), andet afsnit, og ikke fastsættelsen af det gældende interval i samme meddelelses punkt 23, litra b), første afsnit, som er omhandlet i denne sag.

425    Dels fremgår det af beslutning K(2006) 2098, at der ikke var blevet fremsat nogen anmodning om bødenedsættelse i den sag, som gav anledning til nævnte beslutning, mellem den 3. april 2003 og Kommissionens modtagelse af Arkemas efterfølgende erklæringer. Til forskel fra den foreliggende sag har Kommissionen således i den sag, som gav anledning til beslutning K(2006) 2098, med rette kunnet tage hensyn til de pågældende efterfølgende erklæringer for at fastslå, om Arkema opfyldte betingelserne for bødenedsættelse som foreskrevet i samarbejdsmeddelelsen.

426    Henset til disse betragtninger kan den vurdering, der er anlagt i beslutning K(2006) 2098, ikke rejse tvivl om lovligheden af den vurdering, der er foretaget i den foreliggende sag.

427    Henset til alle disse betragtninger skal sagsøgerens klagepunkt om vurderingen af EKA Chemicals’ og Arkemas bidrag forkastes som ubegrundet.

–       Vedrørende størrelsen af den nedsættelse af bøden, der er indrømmet sagsøgeren

428    I 523. og 524. betragtning til den anfægtede beslutning har Kommissionen angivet, at sagsøgeren var den tredje virksomhed, der havde opfyldt den betingelse, der er fastsat i samarbejdsmeddelelsens punkt 21, idet sagsøgeren den 4. april og den 17. maj 2003 fremlagde dokumenter vedrørende et kartel på europæisk plan for begge de pågældende produkter. Hvad angår merværdien af dette samarbejde har Kommissionen fremhævet, at sagsøgeren »grundlæggende [havde] tilvejebragt bevismateriale, som gjorde det muligt [for Kommissionen] […] at bekræfte visse oplysninger, som allerede var blevet meddelt af Degussa og [Arkema], og som i vid udstrækning er anvendt i den [anfægtede beslutning]«. Efter disse betragtninger har Kommissionen nedsat sagsøgerens bøde med 10%.

429    Sagsøgeren har subsidiært fremhævet, at Kommissionen med urette har afvist at indrømme sagsøgeren den maksimale nedsættelse på 20% inden for det gældende interval for den tredje virksomhed i henhold til samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), første afsnit.

430    Det bemærkes, at i medfør af samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), andet afsnit, kan Kommissionen for at fastsætte niveauet for bødenedsættelsen inden for det gældende interval tage hensyn til tidspunktet for fremlæggelsen, hvorvidt det fremlagte bevismateriale repræsenterer en merværdi, samt omfanget og varigheden af samarbejdet.

431    I den foreliggende sag har Kommissionen i 515. betragtning til den anfægtede beslutning konstateret, at sagsøgeren havde grebet ind på et tidligt trin af proceduren, kort tid efter tidspunktet for kontrolundersøgelserne, at sagsøgerens bidrag havde repræsenteret en betydelig merværdi, og at sagsøgeren kontinuerligt havde tilvejebragt materiale, der blev fremlagt bl.a. den 4., 9., 11. og 16. april samt den 17. maj 2003. Det er ubestridt, at det af sagsøgeren tilførte bevismateriale i vid udstrækning har været anvendt i den anfægtede beslutning for at fastslå overtrædelsen navnlig vedrørende perioden fra 1997 til 2000.

432    Således som det fremgår af Kommissionens svar af 15. september 2009 på et skriftligt spørgsmål fra Retten, var sagsøgeren endvidere den første til at fremlægge bevismateriale vedrørende en række møder, der blev afholdt mellem august og november 1997 i Bruxelles. Det skal ligeledes bemærkes, at oplysningerne vedrørende disse møder gjorde det muligt for Kommissionen at fastslå visse hovedaspekter i det pågældende kartel, dvs. eksistensen af faste aftaler om koordinerede prisstigninger på HP samt initiativer til hemmelig adfærd vedrørende NP.

433    Følgelig må det konstateres, at Kommissionen med urette i 523. betragtning til den anfægtede beslutning har antaget, at på den ene side havde det af sagsøgeren tilvejebragte bevismateriale grundlæggende bekræftet visse oplysninger, som allerede var oplyst af Degussa og Arkema, og på den anden side begrundede det i nævnte betragtning fremlagte materiale på ingen måde – henset til kriterierne i samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), andet afsnit – anvendelsen af den pågældende nedsættelsessats inden for det gældende interval.

434    Herefter må det konstateres, at det var klart med urette, at Kommissionen fastsatte niveauet for bødenedsættelse, der skal indrømmes sagsøgeren for dennes samarbejde, til 10%.

435    Den pågældende vurdering, som førte til en beskeden nedsættelse af den bøde, som blev pålagt sagsøgeren, står i øvrigt i kontrast til den vurdering, der er anlagt i forhold til Arkemas samarbejde, idet Kommissionen konstaterede, at Arkema først den 26. maj 2003 havde fremsendt supplerende bevismateriale, hvilket var flere uger efter dens oprindelige anmodning, alt imens Kommissionen indrømmede Arkema den maksimale nedsættelse inden for det gældende interval (510. og 513. betragtning til den anfægtede beslutning).

436    Til forskel fra Arkemas erklæringer indeholdt sagsøgerens erklæringer endvidere bevis for overtrædelsen i forhold til begge de pågældende to produkter, idet sagsøgerens erklæringer endvidere indeholdt en detaljeret fremstilling, som var underbygget af vidnesudsagn fra direkte deltagere i kartellet om indholdet af de ulovlige ordninger, hvilket i øvrigt er blevet bevist af den omstændighed, at de i vid udstrækning er blevet anvendt i den anfægtede beslutning.

437    Under hensyn til disse betragtninger kan sagsøgerens anbringende ikke tiltrædes.

438    I øvrigt forkastes anbringendet.

439    Under hensyn til de betragtninger, der er anført i præmis 430-437 ovenfor, finder Retten under udøvelse af sin fulde prøvelsesret, at nedsættelsen af den bøde, der er indrømmet sagsøgeren, bør forhøjes til 20% på grund af virksomhedens samarbejde. Størrelsen af den bøde, der er pålagt sagsøgeren, bør derfor følgelig nedsættes.

 Vedrørende fastsættelsen af det endelige bødebeløb

440    Efter undersøgelsen af de af sagsøgeren fremsatte anbringender, og idet Retten udøver sin fulde prøvelsesret, skal størrelsen af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt, ændres, idet den forhøjelse af udgangsbeløbet for bøden, som Kommissionen har anvendt, skal nedsættes til 55% i medfør af varigheden af sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen, og idet satsen for den bødenedsættelse, der er anvendt efter samarbejdsmeddelelsen, forhøjes til 20%.

441    Som følge af denne ændring bør den endelige bøde, der pålægges sagsøgeren, derfor fastsættes til 139,5 mio. EUR.

 Sagens omkostninger

442    Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.

443    I den foreliggende sag, hvor sagsøgeren har fået delvist medhold i sine påstande, finder Retten, at sagsøgeren efter en retfærdig vurdering af sagens omstændigheder bør bære 80% af sine egne omkostninger og betale 80% af de omkostninger, som er afholdt af Kommissionen, mens Kommissionen bør bære 20% af sine egne omkostninger og betale 20% af de omkostninger, som er afholdt af sagsøgeren.

444    I øvrigt må den af sagsøgeren inden for rammerne af dets påstande om sagsomkostninger fremsatte anmodning om, at Kommissionen tilpligtes at betale udgifterne i forbindelse med tilvejebringelse og opretholdelse af en bankgaranti med henblik på at forhindre en tvangsfuldbyrdelse af den anfægtede beslutning, forkastes. Ifølge fast retspraksis udgør sådanne udgifter ikke udgifter, der er afholdt med henblik på sagens behandling (jf. i denne retning dommen i sagen Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 214 ovenfor, præmis 5133 og den deri nævnte retspraksis).

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Udvidede Afdeling):

1)      Artikel 1, litra m), i Kommissionens beslutning K(2006) 1766 endelig af 3. maj 2006 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag C.38.620 – Hydrogenperoxid og perborat) annulleres, for så vidt som Europa-Kommissionen deri har konstateret, at Solvay SA havde deltaget i overtrædelsen i den periode, der lå forud for maj 1995.

2)      Den bøde, der pålægges Solvay i artikel 2, litra h), i beslutning K(2006) 1766 endelig, fastsættes til 139,5 mio. EUR.

3)      I øvrigt frifindes Kommissionen.

4)      Sagsøgeren bærer 80% af sine egne omkostninger og betaler 80% af de omkostninger, som er afholdt af Kommissionen.

5)      Kommissionen bærer 20% af sine egne omkostninger og betaler 20% af de omkostninger, som er afholdt af sagsøgeren.

Vadapalas Dittrich Truchot

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. juni 2011.

Underskrifter

Indhold

Sagens faktiske omstændigheder

Den anfægtede beslutning

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

Om varigheden af sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen

Parternes argumenter

– Vedrørende perioden fra den 31. januar 1994 til august 1997

– Vedrørende perioden fra den 18. maj til den 31. december 2000

Rettens bemærkninger

– Om perioden fra den 31. januar 1994 til maj 1995

– Vedrørende perioden fra maj 1995 til august 1997

– Vedrørende perioden fra den 18. maj til den 31. december 2000

Vedrørende den påståede tilsidesættelse af retten til forsvar

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

– Vedrørende Degussas aktindsigt

– Om aktindsigt i de andre berørte virksomheders svar på klagepunktsmeddelelsen

Om de påståede fejl ved fastsættelsen af bødens grundbeløb

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

– Vedrørende vurderingen af overtrædelsens grovhed og niveauet for udgangsbeløbet for bøden

– Vedrørende den afskrækkende virkning

– Om overtrædelsens varighed

– Om den manglende hensyntagen til sagsøgerens samarbejde uden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen

Om anvendelsen af samarbejdsmeddelelsen

Parternes argumenter

– Om vurderingen af tidspunktet for sagsøgerens anmodning

– Om placeringen af sagsøgeren i forhold til de to andre berørte virksomheder

– Vedrørende størrelsen af den nedsættelse, der er indrømmet sagsøgeren

Rettens bemærkninger

– Vedrørende skønnet med hensyn til datoen for sagsøgerens anmodning

– Om vurderingen af de oplysninger, der er tilvejebragt af de to andre berørte virksomheder

– Vedrørende størrelsen af den nedsættelse af bøden, der er indrømmet sagsøgeren

Vedrørende fastsættelsen af det endelige bødebeløb

Sagens omkostninger

* Processprog: engelsk.