Language of document : ECLI:EU:T:2018:761

Sag T-544/13 RENV

Dyson Ltd

mod

Europa-Kommissionen

»Direktiv 2010/30/EU – angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger – Kommissionens delegerede forordning om udbygning af direktivet – energimærkning af støvsugere – væsentlig bestemmelse i en delegerende retsakt«

Sammendrag – Rettens dom (Femte Afdeling) af 8. november 2018

1.      EU-institutioner – udøvelse af beføjelser – kommissionens beføjelse til at vedtage delegerede retsakter – forpligtelse til ikke at ændre væsentlige elementer i den grundlæggende retsakt – kravet om, at information til forbrugerne skal afspejle støvsugeres forbrug af energi, udgør et grundlæggende krav i direktiv 2010/30 – behovet for, at der i den delegerede retsakt vedtages en beregningsmetode, som gør det muligt at måle energipræstationen under egentlige anvendelsesvilkår

[Art. 290, TEUF; Kommissionens forordning nr. 665/2013, art. 5; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30, femte betragtning og art. 5, litra b)]

2.      Annullationssøgsmål – formål – delvis annullation – betingelse – de anfægtede bestemmelser kan udskilles – betingelse ikke opfyldt

(Art. 263 TEUF)

1.      Kommissionen er med henblik på ikke at tilsidesætte en væsentlig bestemmelse i direktiv 2010/30 om angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger forpligtet til inden for rammerne af den delegerede forordning nr. 665/2013 om udbygning af direktiv 2010/30 for så vidt angår energimærkning af støvsugere at vedtage en beregningsmetode, som gør det muligt at måle støvsugeres energipræstation under forhold, der frembyder størst muligt lighed med forholdene under egentlig brug – og dermed kræve, at støvsugerens pose/støvbeholder skal være fyldt til et vist niveau – henset til kravene om videnskabelig underbyggelse af opnåede resultater og nøjagtighed af de oplysninger, der gives til forbrugerne, således som det navnlig fremgår af femte betragtning til dette direktiv og dets artikel 5, litra b).

To kumulative betingelser skal således være opfyldt, for at den af Kommissionen anvendte metode kan anses for at være i overensstemmelse med de væsentlige bestemmelser i direktiv 2010/30. For at kunne måle støvsugeres energipræstation under forhold, der frembyder størst muligt lighed med forholdene under egentlig brug, skal støvsugerens pose/støvbeholder for det første være fyldt til et vist niveau. For det andet skal den anvendte metode opfylde visse krav om videnskabelig underbyggelse af opnåede resultater og nøjagtighed af de oplysninger, der gives til forbrugerne.

(jf. præmis 68-71)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 78-82)