RETTENS KENDELSE (Første Afdeling)
27. november 2012 (*)
»Annullationssøgsmål – afgørelser rettet til en medlemsstat med henblik på at afhjælpe en situation med et uforholdsmæssigt stort underskud – ikke umiddelbart berørt – afvisning«
I sag T-541/10,
Anotati Dioikisi Enoseon Dimosion Ypallilon (ADEDY), Athen (Grækenland),
Spyridon Papaspyros, Athen,
Ilias Iliopoulos, Athen,
ved advokat M.-M. Tsipra,
sagsøgere,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved T. Middleton, A. De Gregorio Merino og E. Chatziioakeimidou, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af:
Europa-Kommissionen ved B. Smulders, J.-P. Keppenne og M. Konstantinidis, som befuldmægtigede,
intervenient,
angående en påstand om annullation af dels Rådets afgørelse 2010/320/EU af 10. maj 2010 rettet til Grækenland med henblik på at styrke og skærpe den finanspolitiske overvågning og med pålæg om at træffe de foranstaltninger til nedbringelse af underskuddet, der skønnes nødvendige for at rette op på situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud (EUT L 145, s. 6, berigtiget i EUT 2011 L 209, s. 63), dels Rådets afgørelse 2010/486/EU af 7. september 2010, der ændrer afgørelse 2010/320 (EUT L 241, s. 12),
har
RETTEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi (refererende dommer), og dommerne S. Frimodt Nielsen og M. Kancheva,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
Retsforskrifter
EU-traktaten
1 Artikel 3, stk. 4, TEU bestemmer:
»Unionen opretter en økonomisk og monetær union, der har euroen som valuta.«
EUF-traktaten
2 Artikel 119 TEUF bestemmer:
»1. Med de i artikel 3 i traktaten om den Europæiske Union nævnte mål for øje skal medlemsstaternes og Unionens virke under de betingelser, som er foreskrevet i traktaterne, indebære gennemførelse af en økonomisk politik, der bygger på snæver samordning af medlemsstaternes økonomiske politikker, på det indre marked og på fastlæggelse af fælles mål, og som føres i overensstemmelse med princippet om en åben markedsøkonomi med fri konkurrence.
2. Sideløbende hermed og i overensstemmelse med traktaternes bestemmelser og procedurer skal dette virke indebære en fælles valuta, euroen, og fastlæggelse og gennemførelse af en fælles penge- og valutakurspolitik, der skal have som hovedmål at fastholde prisstabilitet samt, uden at dette mål berøres heraf, at støtte de generelle økonomiske politikker i Unionen i overensstemmelse med princippet om en åben markedsøkonomi med fri konkurrence.
3. Medlemsstaterne og Unionen skal i deres virke handle i overensstemmelse med følgende principper: stabile priser, sunde offentlige finanser og monetære vilkår og en holdbar betalingsbalance.«
3 Artikel 126 TEUF indfører proceduren for uforholdsmæssigt store underskud, hvis formål er at anspore og i givet fald tvinge den pågældende medlemsstat til at nedbringe det offentlige underskud, der eventuelt er fastslået. De relevante dele i denne artikel har følgende ordlyd:
»1. Medlemsstaterne skal undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud.
2. Kommissionen overvåger udviklingen i medlemsstaternes budgetsituation og i deres offentlige gæld med henblik på at identificere alvorlige fejl. Den skal navnlig undersøge, om budgetdisciplinen overholdes på grundlag af følgende to kriterier:
a) hvorvidt den procentdel, som det forventede eller faktiske offentlige underskud udgør af bruttonationalproduktet, overstiger en given referenceværdi, medmindre
– denne procentdel er faldet væsentligt og vedvarende og har nået et niveau, der ligger tæt på referenceværdien
– eller overskridelsen af referenceværdien kun er exceptionel og midlertidig, og nævnte procentdel fortsat ligger tæt på referenceværdien
b) hvorvidt den procentdel, som den offentlige gæld udgør af bruttonationalproduktet, overstiger en given referenceværdi, medmindre denne procentdel mindskes tilstrækkeligt og nærmer sig referenceværdien med en tilfredsstillende hastighed.
Referenceværdierne er fastsat i den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaterne.
[…]
6. Rådet fastslår på grundlag af et forslag fra Kommissionen og under hensyntagen til de bemærkninger, som den pågældende medlemsstat måtte ønske at fremsætte, efter en generel vurdering, om der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud.
7. Hvis Rådet i henhold til stk. 6 fastslår, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud, vedtager det på grundlag af en henstilling fra Kommissionen uden unødig forsinkelse henstillinger, som det retter til den pågældende medlemsstat, for at den skal bringe denne situation til ophør inden for en given frist. Disse henstillinger offentliggøres ikke, jf. dog stk. 8.
8. Konstaterer Rådet, at dets henstillinger ikke er fulgt op af virkningsfulde foranstaltninger inden for den fastsatte frist, kan det offentliggøre sine henstillinger.
9. Undlader en medlemsstat fortsat at efterkomme Rådets henstillinger, kan Rådet træffe afgørelse om at pålægge medlemsstaten inden for en bestemt frist at træffe foranstaltninger til den nedbringelse af underskuddet, som Rådet skønner nødvendig for at rette op på situationen.
I et sådant tilfælde kan Rådet anmode den pågældende medlemsstat om at forelægge rapporter i henhold til en bestemt tidsplan for at undersøge denne medlemsstats tilpasningsbestræbelser.
[…]
11. Så længe en medlemsstat ikke efterkommer en beslutning, der er truffet i overensstemmelse med stk. 9, kan Rådet træffe afgørelse om at anvende eller forstærke, alt efter situationen, en eller flere af følgende foranstaltninger:
– kræve, at den pågældende medlemsstat offentliggør yderligere oplysninger, der skal specificeres af Rådet, før den udsteder obligationer og andre værdipapirer
– opfordre Den Europæiske Investeringsbank til at tage sin udlånspolitik over for den pågældende medlemsstat op til fornyet overvejelse
– kræve, at den pågældende medlemsstat deponerer et ikke-rentebærende beløb af en passende størrelse hos Unionen, indtil det uforholdsmæssigt store underskud efter Rådets opfattelse er blevet korrigeret
– pålægge bod af en passende størrelse.
Formanden for Rådet underretter Europa-Parlamentet om de afgørelser, der er truffet.
12. Rådet ophæver nogle af eller alle sine afgørelser eller henstillinger som omhandlet i stk. 6-9 og stk. 11, i det omfang det uforholdsmæssigt store underskud i den pågældende medlemsstat efter Rådets opfattelse er blevet korrigeret. Hvis Rådet tidligere er fremkommet med offentlige henstillinger, fremsætter det, så snart afgørelsen efter stk. 8 er ophævet, en offentlig erklæring om, at der ikke længere er et uforholdsmæssigt stort underskud i den pågældende medlemsstat.
13. Når Rådet vedtager de afgørelser eller henstillinger, der er nævnt i stk. 8, 9, 11 og 12, træffer det afgørelse på grundlag af en henstilling fra Kommissionen.
[…]«
4 Artikel 136, stk. 1, TEUF bestemmer:
»1. For at medvirke til Den Økonomiske og Monetære Unions rette virkemåde og i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i traktaterne vedtager Rådet […] foranstaltninger for de medlemsstater, der har euroen som valuta:
a) med henblik på at styrke samordningen og overvågningen af deres budgetdisciplin
b) med henblik på for disse medlemsstater at udarbejde økonomisk-politiske retningslinjer, som skal være i overensstemmelse med dem, der er vedtaget for hele Unionen, samt at sikre overvågningen heraf.«
5 Det bestemmes i artikel 1 i protokol nr. 12 om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er bilagt traktaterne:
»De referenceværdier, der er nævnt i artikel 126, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, er:
– 3% for den andel, som det forventede eller faktiske offentlige underskud udgør af bruttonationalproduktet i markedspriser
– 60% for den andel, som den offentlige gæld udgør af bruttonationalproduktet i markedspriser.«
Stabilitets- og vækstpagten
6 Under sit møde i Amsterdam (Nederlandene) den 17. juni 1997 definerede Det Europæiske Råd et sæt retsregler for koordineringen af den nationale budgetpolitik for de medlemsstater, der deltager i Den Europæiske Økonomiske og Monetære Union. Dette sæt regler bestod af en stabilitets- og vækstpagt, der bygger på målsætningen om sunde og holdbare offentlige finanser som et middel til at styrke forudsætningerne for prisstabilitet og en holdbar og stærk vækst, som frembringer beskæftigelse (jf. Det Europæiske Råds resolution af 17.6.1997 om stabilitets- og vækstpagten (EFT C 236, s. 1)).
7 Stabilitets- og vækstpagten udgøres af følgende tre tekster: for det første den ovenfor i præmis 6 nævnte resolution, for det andet Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (EFT L 209, s. 1) og for det tredje Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 af 7. juli 1997 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (EFT L 209, s. 6).
8 Artikel 3 i forordning nr. 1466/97, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1055/2005 af 27. juni 2005 (EUT L 174, s. 1), pålægger de medlemsstater, der har indført den fælles valuta, en pligt til periodisk at forelægge et stabilitetsprogram for Rådet For Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber med oplysninger om deres økonomiske politik.
9 Artikel 3, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1466/97, som ændret ved forordning nr. 1055/2005, præciserer, at stabilitetsprogrammet indeholder:
»en detaljeret og kvantitativ vurdering af de budgetforanstaltninger og andre økonomisk-politiske foranstaltninger, der træffes og/eller foreslås for at opfylde målsætningerne i programmet, herunder en detaljeret cost-benefit-analyse af større strukturreformer, som har direkte langsigtede omkostningsbesparende virkninger, bl.a. fordi de øger den potentielle vækst«.
10 Artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 1467/97, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1056/2005 af 27. juni 2005 (EUT L 174, s. 5), har følgende ordlyd:
»Rådets henstilling efter […] artikel [126], stk. 7, [TEUF] fastsætter en frist på højst seks måneder for den pågældende medlemsstats iværksættelse af virkningsfulde foranstaltninger. Rådets henstilling fastsætter også en frist for korrektionen af det uforholdsmæssigt store underskud, som bør gennemføres i året efter, at det er konstateret, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. I henstillingen opfordrer Rådet medlemsstaten til at opnå en årlig mindsteforbedring på som benchmark mindst 0,5% af BNP af den konjunkturkorrigerede saldo eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger for at sikre, at det uforholdsmæssigt store underskud korrigeres inden for fristen i henstillingen.«
11 Artikel 5 i forordning nr. 1467/97, som ændret ved forordning nr. 1056/2005, bestemmer:
»1. En rådsbeslutning om at pålægge den pågældende deltagende medlemsstat at træffe foranstaltninger til nedbringelse af underskuddet i overensstemmelse med […] artikel [126], stk. 9, [TEUF] træffes inden for to måneder efter, at Rådet i overensstemmelse med artikel [126], stk. 8, [TEUF] har konstateret, at der ikke er truffet virkningsfulde foranstaltninger. I pålægget opfordrer Rådet medlemsstaten til at opnå en årlig mindsteforbedring på som benchmark mindst 0,5% af BNP af den konjunkturkorrigerede saldo eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger for at sikre, at det uforholdsmæssigt store underskud korrigeres inden for fristen i pålægget.
2. Hvis der er truffet virkningsfulde foranstaltninger i overensstemmelse med et pålæg efter […] artikel [126], stk. 9, [TEUF] og uventede negative økonomiske forhold gør sig gældende med store ugunstige virkninger for de offentlige finanser efter vedtagelsen af pålægget, kan Rådet på grundlag af en henstilling fra Kommissionen beslutte at vedtage et revideret pålæg efter […] artikel [126], stk. 9 [TEUF]. Det reviderede pålæg kan navnlig forlænge fristen for korrektionen af det uforholdsmæssigt store underskud med et år under hensyntagen til de relevante forhold, der er omtalt i artikel 2, stk. 3, i denne forordning. Rådet vurderer, om der i forhold til de økonomiske prognoser i pålægget er tale om uventede negative økonomiske forhold med store ugunstige virkninger for de offentlige finanser.«
Tvistens baggrund
Den græske gældskrise og den mellemstatslige mekanisme om finansiel bistand til Den Hellenske Republik
12 Den 21. oktober 2009 meddelte Den Hellenske Republik Eurostat (Den Europæiske Unions Statistiske Kontor) statistiske oplysninger, som reviderede dens offentlige underskud for 2008 fra 5,0% af bruttonationalproduktet (BNP) (tal meddelt af Den Hellenske Republik i april 2009) til 7,7% af BNP. Samtidig havde de græske myndigheder revideret ratioen for landets beregnede underskud for 2009 fra 3,7% af BNP (tal meddelt i foråret 2009) til 12,5% af BNP.
13 Denne revision af økonomiske oplysninger gav anledning til tvivl på markederne om landets solvens, hvilket fremskyndede dets offentlige gældskrise. I løbet af de første måneder i 2010 gav investorernes adfærd på markedet anledning til en stigning i rentesatsen for græske obligationer. I slutningen af april 2010 nedvurderede et kreditvurderingsselskab vurderingen af græske obligationer fra BBB- til BB+, hvilken kategori markederne anser for højrisikogæld.
14 Henset til det forhold, at den græske gældskrise truede med at have virkninger i de andre medlemsstater i euroområdet og bringe euroområdets stabilitet i fare i sin helhed, blev stats- eller regeringscheferne i euroområdet under Det Europæiske Råds topmøde den 25. marts 2010 enige om at indføre en mellemstatslig mekanisme med bistand til Den Hellenske Republik bestående af koordinerede bilaterale lån til en ikke-koncessionel rentesats, dvs. uden noget tilskudselement. Udbetalingen af lånene blev underlagt strenge vilkår, og aktiveringen heraf skulle finde sted på Den Hellenske Republiks anmodning. Bistandsmekanismen omfattede også en væsentlig deltagelse fra Den Internationale Valutafond (IMF).
15 Ovennævnte mellemstatslige mekanisme bygger på to instrumenter: dels en »intercreditor agreement« (aftale mellem kreditorerne), i hvilken de stater, der yder støtten, er kontraherende parter, og som indeholder de væsentligste koordinationsregler mellem långiverne vedrørende ydelsen af lån, dels en »loan facility agreement« (låneaftale) mellem medlemsstaterne i euroområdet, der yder støtten (og en tysk offentlig finansiel enhed, der handler i henhold til Forbundsrepublikken Tysklands instruktioner og garanti) og Den Hellenske Republik samt den græske centralbank.
16 Den 23. april 2010 anmodede Den Hellenske Republik om aktivering af ovennævnte mellemstatslige bistandsmekanisme.
17 Den 2. maj 2010 gav medlemsstaterne i euroområdet i henhold til ovennævnte bistandsmekanisme deres tilladelse til at yde Den Hellenske Republik 80 mia. EUR i forbindelse med en finansieringsramme på 110 mia. EUR bevilget sammen med IMF.
18 Den 3. maj 2010 underskrev repræsentanter for Den Hellenske Republik og Kommissionen – idet sidstnævnte handlede på vegne af medlemsstaterne i euroområdet – et dokument kaldet »Memorandum of Understanding«, som beskrev et program af tre års varighed udarbejdet af den græske finansminister i samarbejde med Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF, som havde til formål at forbedre de græske offentlige finanser og at genopbygge markedernes tillid til situationen for disse offentlige finanser og den græske økonomi generelt. »Memorandum of Understanding« udgøres af tre specifikke dele: et »Memorandum of Economic and Financial Policies«, et »Memorandum of Understanding on Specific Economic Policy Conditionality« og et »Technical Memorandum of Understanding«.
19 Den 8. maj 2010 blev ovennævnte aftale mellem kreditorerne og låneaftale (jf. præmis 15 ovenfor) underskrevet.
Procedure vedrørende uforholdsmæssigt stort underskud i forhold til Den Hellenske Republik
Procedure forud for de anfægtede retsakters vedtagelse
20 Den 27. april 2009 besluttede Rådet i medfør af artikel 104, stk. 6, EF (nu artikel 126, stk. 6, TEUF), at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Grækenland, og rettede henstillinger til Den Hellenske Republik med henblik på korrektion af dette underskud senest i 2010 i overensstemmelse med artikel 104, stk. 7, EF (nu artikel 126, stk. 7, TEUF) og artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 1467/97. Rådet fastsatte i øvrigt, at Den Hellenske Republik skulle træffe virkningsfulde foranstaltninger senest den 27. oktober 2009.
21 Den 30. november 2009 fastslog Rådet i medfør af artikel 126, stk. 8, TEUF, at Den Hellenske Republik ikke havde truffet nogen effektive foranstaltninger som svar på henstillingerne af 27. april 2009.
22 Den 16. februar 2010 vedtog Rådet med hjemmel i artikel 126, stk. 9, TEUF og artikel 136 TEUF afgørelse 2010/182/EU om at pålægge Grækenland at træffe foranstaltninger med henblik på nedbringelse af underskuddet, som skønnes nødvendig for at rette op på situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud (EUT L 83, s. 13).
23 Artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2010/182 bestemmer, at Den Hellenske Republik bringer det nuværende uforholdsmæssigt store underskud til ophør hurtigst muligt og senest i 2012.
24 Artikel 2 i afgørelse 2010/182 fastsætter et antal finansielle konsolideringsforanstaltninger, som Den Hellenske Republik skulle gennemføre for at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud til ophør, navnlig de i det stabilitetsprogram, som denne stat har underlagt sig, anførte (jf. præmis 8 og 9 ovenfor).
25 Artikel 5 i afgørelse 2010/182 fastsætter den 15. maj 2010 som sidste frist for Den Hellenske Republiks indførelse af virkningsfulde foranstaltninger.
De anfægtede retsakter
– Afgørelse 2010/320/EU
26 Den 10. maj 2010 vedtog Rådet afgørelse 2010/320/EU rettet til Grækenland med henblik på at styrke og skærpe den finanspolitiske overvågning og med pålæg om at træffe foranstaltninger til den nedbringelse af underskuddet, der skønnes nødvendig for at rette op på situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud (EUT L 145, s. 6, berigtiget i EUT 2011 L 209, s. 63) (herefter »den grundlæggende retsakt«).
27 Den grundlæggende retsakt har hjemmel i artikel 126, stk. 9, TEUF og artikel 136 TEUF.
28 Det er i fjerde og femte betragtning til den grundlæggende retsakt i det væsentlige forklaret, at uventede negative økonomiske forhold, der har store ugunstige virkninger for de offentlige finanser, har gjort sig gældende i Grækenland, således at det er berettiget at ændre indholdet af det oprindelige pålæg af 16. februar 2010 ved afgørelse 2010/182 og at vedtage et nyt pålæg i medfør af artikel 126, stk. 9, TEUF og artikel 136 TEUF.
29 Ottende betragtning til den grundlæggende retsakt henviser til den mellemstatslige mekanisme med finansiel bistand, som Den Hellenske Republik blev ydet, på følgende måde:
»På baggrund af den meget alvorlige forringelse af den græske offentlige finansielle situation har medlemsstaterne i euroområdet besluttet at yde stabilitetsstøtte til Grækenland for at sikre den finansielle stabilitet i euroområdet som helhed, sammen med den multilaterale bistand, der ydes af Den Internationale Valutafond. Støtten ydet af medlemsstaterne i euroområdet antager form af en samling bilaterale lån, som koordineres af Kommissionen. Långiverne har besluttet, at deres støtte vil være betinget af, at Grækenland respekterer denne afgørelse. Grækenland forventes navnlig at gennemføre de foranstaltninger, der er specificeret i denne afgørelse i overensstemmelse med den heri angivne tidsplan.«
30 Den grundlæggende retsakts artikel 1 udsætter fristen for, at Grækenland bringer det uforholdsmæssigt store underskud til ophør, til 2014 (i stedet for 2012, således som det var fastsat i afgørelse 2010/182).
31 Den grundlæggende retsakts artikel 2 bestemmer, at Den Hellenske Republik i overensstemmelse med den i denne artikel angivne tidsplan træffer et antal finansielle konsolideringsforanstaltninger, som tilsigter drastisk at nedbringe de offentlige udgifter og at hæve statens indtægter, foranstaltninger, som tilsigter at styrke overvågningen og budgetdisciplinen, og foranstaltninger, som navnlig tilsigter at forbedre den græske økonomis generelle konkurrenceevne.
32 De i den grundlæggende retsakts artikel 2 omhandlede foranstaltninger vedrører en flerhed af områder, nemlig bl.a. skattepolitikken, pensionsordningerne, organisationen af den offentlige forvaltning og banksystemet.
33 Den grundlæggende retsakts artikel 4, stk. 1, pålægger Den Hellenske Republik hvert kvartal at forelægge Rådet og Kommissionen en rapport med en redegørelse for de politiske foranstaltninger, der er truffet for at efterkomme den grundlæggende retsakt.
34 Ifølge den grundlæggende retsakts artikel 4, stk. 2, litra a) og b), skal ovennævnte rapport indeholde detaljerede oplysninger om dels de konkrete foranstaltninger, der inden forelæggelsen af rapporten er gennemført af Den Hellenske Republik for at efterkomme den grundlæggende retsakt, herunder foranstaltningernes kvantificerede budgetmæssige konsekvenser, dels de konkrete foranstaltninger, som Den Hellenske Republik efter forelæggelsen af rapporten har planer om at gennemføre for at efterkomme denne afgørelse, samt tidsplanen for gennemførelsen heraf og et skøn over foranstaltningernes budgetmæssige konsekvenser.
35 Ifølge den grundlæggende retsakts artikel 4, stk. 3, analyserer Kommissionen og Rådet ovennævnte rapporter for at vurdere, hvorvidt Den Hellenske Republik har handlet i overensstemmelse med denne retsakt. I forbindelse med disse vurderinger kan Kommissionen angive, hvilke foranstaltninger der er nødvendige for at følge tilpasningsplanerne i den grundlæggende retsakt med henblik på at korrigere det uforholdsmæssigt store underskud.
36 Den grundlæggende retsakts artikel 5 bestemmer, at den får virkning på dagen for meddelelsen.
37 I henhold til den grundlæggende retsakts artikel 6 er retsakten rettet mod Den Hellenske Republik.
– Afgørelse 2010/486/EU
38 Den 7. september 2010 vedtog Rådet afgørelse 2010/486/EU om ændring af den grundlæggende retsakt (EUT L 241, s. 12) (herefter samlet »de anfægtede retsakter«). Afgørelse 2010/486 har ligeledes hjemmel i artikel 126, stk. 9, TEUF og artikel 136 TEUF og er rettet mod Den Hellenske Republik.
39 Det fremgår af femte til ottende betragtning til afgørelse 2010/486, at visse økonomiske prognoser, på grundlag af hvilke den grundlæggende retsakt var blevet vedtaget, skulle revideres efter dennes vedtagelse. Det forekom derfor hensigtsmæssigt at ændre den grundlæggende retsakt på en række punkter, dog uden at ændre fristen for korrektionen af det uforholdsmæssigt store underskud i denne retsakt.
40 Afgørelse 2010/486 ophæver visse af foranstaltningerne i den grundlæggende retsakt, tilføjer andre og ændrer, præciserer eller omarbejder ordlyden af visse af de deri fastsatte foranstaltninger.
41 I medfør af artikel 2 får afgørelse 2010/486 virkning på dagen for meddelelsen.
Retsforhandlinger og parternes påstande
42 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. november 2010 har sagsøgerne, Anotati Dioikisi Enoseon Dimosion Ypallilon (ADEDY), Spyridon Papaspyros og Ilias Iliopoulos, anlagt dette søgsmål.
43 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 3. marts 2010 har Rådet gjort en formalitetsindsigelse gældende i medfør af artikel 114 i Rettens procesreglement.
44 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 7. marts 2011 har Kommissionen anmodet om tilladelse til at indtræde i sagen til støtte for Rådet. Begæringen blev imødekommet ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Første Afdeling den 27. juni 2011.
45 Den 29. april 2011 indleverede sagsøgerne deres bemærkninger til Rådets formalitetsindsigelse til Rettens Justitskontor.
46 Den 8. september 2011 indleverede Kommissionen et interventionsindlæg til Rettens Justitskontor.
47 Den 27. oktober 2011 indleverede sagsøgerne deres bemærkninger til Kommissionens interventionsindlæg til Rettens Justitskontor.
48 Sagsøgerne har i stævningen nedlagt følgende påstande:
– Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgerne gives medhold.
– De anfægtede retsakter annulleres.
– Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
49 Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Søgsmålet afvises for så vidt angår de anfægtede retsakter.
– Subsidiært afvises søgsmålet for så vidt angår den grundlæggende retsakt.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
50 Kommissionen har nedlagt påstand om, at søgsmålet afvises.
51 Sagsøgerne har i deres bemærkninger til formalitetsindsigelsen nedlagt påstand om, at den af Rådet nedlagte formalitetsindsigelse afvises, og at Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
52 I medfør af procesreglementets artikel 114, stk. 1, kan Retten, hvis en part fremsætter begæring herom, tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. I overensstemmelse med artikel 114, stk. 3, forhandles der mundtligt om formalitetsindsigelsen, medmindre Retten bestemmer andet.
53 I denne sag er Retten af den opfattelse, at den efter en undersøgelse af sagsakterne har tilstrækkelige oplysninger til at træffe afgørelse om Rådets påstande uden at indlede den mundtlige forhandling.
54 Det fremgår af sagsakterne, at sagsøger 1, ADEDY, er en sammenslutning af græske fagforeninger, der som medlemmer har både fagforeninger for arbejdstagere i den offentlige sektor, offentligretlige juridiske personer og regionale sammenslutninger, som er forbundet med disse enheder ved offentligretlige og privatretlige arbejdsforhold. Ifølge sagsøgerne har ADEDY som medlemmer alle tjenestemænd og ansatte ved offentligretlige juridiske personer, og sammenslutningen repræsenterer deres interesser.
55 Sagsøger 2 og 3 er tjenestemænd og henholdsvis formand og generalsekretær for ADEDY. De har anlagt dette søgsmål på egne vegne og på ADEDY’s vegne.
56 Sagsøgerne har med søgsmålet rejst kritik af de anfægtede retsakter, idet de indeholder et antal bestemmelser, som berører de græske tjenestemænds finansielle interesser og arbejdsvilkår.
57 Rådet, der støttes af Kommissionen, har gjort gældende, at søgsmålet skal afvises. Rådet har principalt anført, at søgsmålet skal afvises, da sagsøgerne ikke har søgsmålsinteresse i den i artikel 263, stk. 4, TEUF omhandlede forstand, og har begrænset sin argumentation til spørgsmålet, om de anfægtede retsakter har berørt sagsøgerne individuelt, mens Kommissionen ligeledes har undersøgt søgsmålets antagelse til realitetsbehandling ud fra aspektet om at være umiddelbart berørt. Subsidiært har Rådet, der støttes af Kommissionen, anført, at søgsmålet skal afvises for så vidt angår den grundlæggende retsakt, da det er for sent anlagt.
58 Sagsøgerne har påstået, at de er umiddelbart og individuelt berørt af de anfægtede retsakter. De har i øvrigt bestridt det subsidiære synspunkt, som Rådet og Kommissionen har forsvaret, vedrørende søgsmålets afvisning for så vidt angår den grundlæggende retsakt, idet sagen er for sent anlagt. Endelig har sagsøgerne anført, at hvis deres søgsmål blev anset for at være for sent anlagt, ville det fratage dem retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.
59 Det skal først undersøges, om søgsmålet vedrørende de anfægtede retsakter kan antages til realitetsbehandling henset til sagsøgernes søgsmålsinteresse.
Sagsøgernes søgsmålsinteresse
60 I henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF kan »enhver fysisk eller juridisk person indbringe klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger«.
61 Denne bestemmelse begrænser annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person til tre kategorier af retsakter, nemlig for det første retsakter, der er rettet til vedkommende, for det andet retsakter, som berører vedkommende umiddelbart og individuelt, og for det tredje regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.
62 I denne sag er det ubestridt, at de anfægtede retsakter ikke er rettet til sagsøgerne, men de har hævdet at være umiddelbart og individuelt berørt heraf.
63 Henset til sagens omstændigheder skal kriteriet om, hvorvidt sagsøgerne er umiddelbart berørt, som er fælles for den anden og tredje kategori af de retsakter, der er præsenteret i præmis 61 ovenfor, bedømmes.
64 Betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af den afgørelse, som prøves under en sag, indebærer efter fast retspraksis vedrørende artikel 230, stk. 4, EF i princippet to kumulative betingelser, nemlig for det første, at den anfægtede foranstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og for det andet, at den ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af EU-reglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (Domstolens dom af 22.3.2007, sag C-15/06 P, Regione Siciliana mod Kommissionen, Sml. I, s. 2591, præmis 31, og af 10.9.2009, forenede sager C-445/07 P og C-455/07 P, Kommissionen mod Ente per le Ville Vesuviane og Ente per le Ville Vesuviane mod Kommissionen, Sml. I, s. 7993, præmis 45, samt Domstolens kendelse af 15.9.2009, sag C-501/08 P, Município de Gondomar mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 25).
65 Hvad angår undersøgelsen af dette søgsmål og for så vidt som betingelsen om at være umiddelbart berørt i artikel 263, stk. 4, TEUF ikke er blevet ændret, skal det fastslås, at denne retspraksis ligeledes finder anvendelse i den foreliggende sag.
66 I denne sag skal det anføres, at sagsøgerne med deres påstande har nedlagt påstand om annullation af de anfægtede retsakter i deres helhed. Sagsøgerne har ikke desto mindre i stævningen identificeret et antal bestemmelser, som omhandler tjenestemænds retsstilling, og som forvolder dem skade, nemlig for det første skade på ADEDY i dens egenskab af sammenslutning af fagforeninger, der repræsenterer alle tjenestemænd, og dernæst Spyridon Papaspyros og Ilias Iliopoulos, i deres egenskab af tjenestemænd.
67 Sagsøgerne har således i stævningen præciseret, at den lidte skade består i dels reduktionen af påske-, sommer- og julebonusser, der er fastsat i den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 1, litra f), dels forhøjelsen af pensionsalderen og nedsættelsen af den pension, der skal udbetales til de tjenestemænd, der nu er i arbejde, hvilket er en følge af den reform af pensionssystemet, der er fastsat i den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 2, litra b). Sagsøgerne har ligeledes som skade nævnt den forringelse af den offentlige service, der følger af begrænsningen for erstatning af tjenestemænd, der går på pension, således som fastsat i den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 2, litra a), som ændret ved afgørelse 2010/486.
68 Dermed skal det først undersøges, om sagsøgerne er umiddelbart berørt af de tre ovennævnte bestemmelser, som er klart identificeret, og som hævdes at forvolde dem skade, og dernæst om de er umiddelbart berørt af de resterende bestemmelser i de anfægtede retsakter.
Spørgsmålet, om sagsøgerne er umiddelbart berørt af den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 1, litra f), artikel 2, stk. 2, litra b), og artikel 2, stk. 2, litra a), som ændret ved afgørelse 2010/486
– Den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 1, litra f)
69 Den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 1, litra f), bestemmer:
»1. Grækenland træffer følgende foranstaltninger inden udgangen af juni 2010:
[…]
f) reduktion af påske-, sommer- og julebonusser og tillæg til offentlige tjenestemænd med henblik på at spare [1,5 mia.] EUR på helårsbasis [1,1 mia.] EUR i 2010).«
70 Det skal anføres, at denne bestemmelse er vag, for så vidt som den ikke præciserer detaljerne i den fastsatte reduktion, den måde, hvorpå den skal iværksættes, og de kategorier af tjenestemænd, der bliver berørt heraf. Bestemmelsen fastsætter derimod et klart mål, som skal opnås med reduktionen af de bonusser, der udbetales til tjenestemænd, nemlig opnåelsen af en bestemt besparelse pr. år. Denne bestemmelse forhindrer således ikke Den Hellenske Republik i bl.a. at udelukke visse kategorier af tjenestemænd fra princippet om reduktion af bonusserne, forudsat at formålet med den besparelse, der skal gennemføres, opnås. Det følger heraf, at denne bestemmelse overlader de græske myndigheder en handlefrihed til at præcisere alle detaljerne vedrørende reduktionen af bonusserne gennem nationale gennemførelsesforanstaltninger, og det er disse sidstnævnte foranstaltninger, som eventuelt umiddelbart vil berøre sagsøgernes retsstilling. Det er nemlig disse foranstaltningers indhold, som afgør, om og i hvilket omfang visse af sagsøgerne får reduceret deres bonusser. Disse sidstnævnte vil ligeledes kunne anlægge sag til prøvelse af disse nationale gennemførelsesforanstaltninger ved de nationale retsinstanser.
71 Sagsøgerne har til støtte for deres påstand om, at de er umiddelbart berørt af den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 1, litra f), påberåbt sig fast retspraksis, hvorefter en person er umiddelbart berørt af den pågældende retsakt, når adressaterne kun har en rent teoretisk mulighed for at undlade at efterkomme den pågældende retsakt, og deres vilje til at indordne sig under denne ligger uden for enhver tvivl (Domstolens dom af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207, præmis 8-10, og af 5.5.1998, sag C-386/96 P, Dreyfus mod Kommissionen, Sml. I, s. 2309, præmis 44, samt Rettens dom af 15.9.1998, sag T-54/96, Oleifici Italiani og Fratelli Rubino mod Kommissionen, Sml. II, s. 3377, præmis 56). Sagsøgerne har i denne henseende i det væsentlige gjort gældende, at Den Hellenske Republik ikke kan undlade at efterkomme de anfægtede retsakter, for så vidt som overholdelsen af disse retsakter er betingelsen for, at denne stat ydes finansiel støtte gennem den mellemstatslige mekanisme, således som det navnlig fremgår af ottende betragtning til den grundlæggende retsakt.
72 Denne argumentation kan ikke tiltrædes. Det fremgår nemlig af selve ordlyden af den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 1, litra f), at denne bestemmelse pålægger Den Hellenske Republik at nå et økonomisk mål, nemlig at spare 1,5 mia. EUR pr. år (1,1 mia. EUR i 2010) gennem reduktion af de bonusser, der udbetales til tjenestemænd. Denne bestemmelse fastsætter derimod hverken fremgangsmåden for denne reduktion eller de kategorier af tjenestemænd, der berøres heraf, hvilke elementer er overladt til Den Hellenske Republiks bedømmelse, således som der er redegjort for i præmis 70 ovenfor.
73 Det følger heraf, at den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 1, litra f), ikke umiddelbart har indvirkning på sagsøgernes retsstilling, og at de græske myndigheder i forbindelse med iværksættelsen heraf har et betydeligt skøn. Det skal således konkluderes, at denne bestemmelse ikke umiddelbart berører sagsøgerne i den i artikel 263, stk. 4, TEUF omhandlede forstand.
– Den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 2, litra b)
74 Den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 2, litra b), pålægger Den Hellenske Republik en pligt til inden udgangen af september 2010 at vedtage en lov om reform af pensionssystemet med henblik på at sikre dets bæredygtighed på mellemlang og lang sigt. Denne bestemmelse definerer også de store linjer i indholdet af denne lov. Bestemmelsen bestemmer bl.a., at loven skal indføre en ensartet lovpligtig pensionsalder på 65 år, en fusion af de eksisterende pensionsfonde i tre fonde, nedsættelse af den øvre pensionsgrænse, gradvis forhøjelse af minimumsperioden for pensionsbidrag med henblik på fuld pension og indførelse af strengere betingelser for adgang til invalidepension. Endelig er det præciseret, at gennemførelsen af denne lov skulle kunne nedbringe den forventede stigning i pensionsudgifterne til en BNP-kvote, der ligger under gennemsnittet i euroområdet, i løbet af de næste årtier og skulle kunne begrænse stigningen i den offentlige sektors pensionsudgifter over perioden 2010-2060 til mindre end 2,5% af BNP.
75 Det skal fastslås, at den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 2, litra b), er blevet ophævet ved artikel 1, stk. 2, i afgørelse 2010/486. Idet sagsøgerne ikke har gjort gældende, at den ophævede bestemmelse har haft ugunstige retsvirkninger for dem, specifikt mens den var i kraft, nemlig perioden mellem datoen for den grundlæggende retsakts meddelelse til Den Hellenske Republik og datoen for meddelelsen af afgørelse 2010/486 til Den Hellenske Republik, skal det konkluderes, at det er forgæves, at sagsøgerne har påberåbt sig den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 2, litra b), med henblik på at godtgøre, at de har søgsmålsinteresse hvad angår denne retsakt.
76 Under alle omstændigheder berørte denne bestemmelse ikke umiddelbart sagsøgerne, mens den var i kraft. Det fremgår nemlig af bestemmelsens ordlyd, at den nødvendiggjorde vedtagelsen af en national lov for at blive gennemført. Bestemmelsen fastsatte det formål, der skulle opnås med denne lov, nemlig det græske pensionssystems bæredygtighed, og definerede generelt visse foranstaltninger, som denne lov skulle fastsætte. Henset til navnlig bestemmelsens omfang, for så vidt som den ikke udelukkende omhandlede tjenestemænd, men alle arbejdstagere i den private og offentlige sektor, som går på pension, kan den ikke være en fuldstændig regelfastsættende retsakt, som i sig selv er tilstrækkelig for det græske pensionssystem, som ikke nødvendiggør gennemførelsesforanstaltninger, og hvis iværksættelse er helt automatisk og følger af denne enkelte bestemmelse. Det følger heraf, at den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 2, litra b), overlod de græske myndigheder et betydeligt skøn ved definitionen af indholdet af den lov, der skulle gennemføre bestemmelsen, forudsat at den sikrede det græske pensionssystems bæredygtighed på mellemlang og lang sigt. Det ville dermed være denne lov, som eventuelt umiddelbart kunne berøre sagsøgernes retsstilling. Det følger heraf, at den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 2, litra b), ikke umiddelbart berører sagsøgerne i den i artikel 263, stk. 4, TEUF omhandlede forstand.
– Den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 2, litra a), som ændret ved afgørelse 2010/486
77 Den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 2, litra a), således som ændret ved afgørelse 2010/486, bestemmer:
»Grækenland træffer følgende foranstaltninger inden udgangen af september 2010:
a) […] en erstatning af kun 20% af det personale i den offentlige sektor, der går på pension (centralforvaltningen, lokale forvaltninger, socialsikringsfonde, offentlige selskaber, statsagenturer og andre offentlige institutioner) […]«
78 Den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 2, litra a), således som ændret ved afgørelse 2010/486, omhandler ikke umiddelbart sagsøgerne, for så vidt som den udgør en generel foranstaltning med henblik på tilrettelæggelse og styring af den offentlige forvaltning, som ikke umiddelbart berører deres retsstilling. For så vidt som denne bestemmelse indebærer en forringelse af funktionen af den offentlige service og forringer sagsøgernes arbejdsvilkår, således som disse har gjort gældende, er der tale om en omstændighed, som ikke vedrører deres retsstilling, men udelukkende deres faktiske situation (jf. i denne retning Rettens kendelse af 21.5.2010, sag T-441/08, ICO Services mod Parlamentet og Rådet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).
79 På baggrund af det ovenstående skal det konkluderes, at ingen af de tre bestemmelser i de anfægtede retsakter, som sagsøgerne klart har identificeret, umiddelbart berører dem i den i artikel 263, stk. 4, TEUF omhandlede forstand.
Spørgsmålet, om sagsøgerne er umiddelbart berørt af de resterende bestemmelser i de anfægtede retsakter
80 For så vidt angår denne sag bestemmer de resterende bestemmelser i de anfægtede retsakter, at Den Hellenske Republik skal vedtage et vist antal finansielle konsolideringsforanstaltninger, foranstaltninger, som tilsigter at styrke overvågningen og budgetdisciplinen samt strukturelle foranstaltninger, som navnlig tilsigter at forbedre den græske økonomis generelle konkurrenceevne, hvor det endelig formål er at nedbringe landets uforholdsmæssigt store offentlige underskud.
81 Blandt de resterende bestemmelser findes bestemmelser, som generelt vedrører tjenestemænd, og som sagsøgerne har begrænset sig til at nævne i stævningen uden specifikt at forklare, hvordan de umiddelbart berører dem og generelt er bebyrdende for tjenestemænd.
82 Retten skal vejledende anføre, at sagsøgerne har nævnt den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 1, litra b), som bestemmer, at Den Hellenske Republik inden udgangen af juni 2010 skal vedtage en lov om ophævelse af alle fravigelser og selvstændige beskatningsbestemmelser i skattesystemet, herunder indtægter fra særlige tillæg til offentlige tjenestemænd, den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 5, litra a), som i det væsentlige bestemmer, at Den Hellenske Republik inden udgangen af juni 2011 skal vedtage en rationaliseret og ensartet lønramme for den offentlige sektor, der gælder for både den statslige sektor, de lokale myndigheder og andre agenturer, og hvor aflønningen afspejler produktivitet og opgaver, den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 3, litra m), således som indført ved afgørelse 2010/486, som bestemmer, at Den Hellenske Republik inden udgangen af december 2010 skal vedtage en lov, som mindst frem til 2014 forbyder de lokale forvaltninger at køre med underskud, og endelig den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 5, litra e), således som indført ved afgørelse 2010/486, som bestemmer, at de græske myndigheder inden udgangen af juni 2011 foretager en revision af den måde, hvorpå de supplerende offentlige pensionsordninger/de offentlige tillægspensionsordninger fungerer, med det formål at stabilisere udgifterne til ordningerne og sikre deres budgetneutralitet.
83 Hvad angår ovennævnte bestemmelser og hvad generelt angår de resterende bestemmelser i de anfægtede retsakter skal der gøres to konstateringer.
84 For det første nødvendiggør alle disse bestemmelser på grund af deres omfang nationale gennemførelsesforanstaltninger, som specificerer indholdet heraf. I forbindelse med denne gennemførelse har de græske myndigheder et betydeligt skøn, forudsat at det endelige mål om nedbringelse af det uforholdsmæssigt store underskud overholdes. Det er disse nationale gennemførelsesforanstaltninger, som eventuelt umiddelbart berører sagsøgernes retsstilling.
85 Hvad for det andet angår de eventuelle negative følger, som disse bestemmelser kan have for sagsøgerne og tjenestemænd generelt som medlemmer af ADEDY på det økonomiske plan eller vedrørende arbejdsvilkår, skal det anføres, at de ikke vedrører deres retsstilling, men udelukkende deres faktiske situation (jf. præmis 78 ovenfor).
86 Det skal derfor konkluderes, idet sagsøgerne ikke har fremsat en mere specifik argumentation, at de resterende bestemmelser i de anfægtede retsakter ikke umiddelbart berører dem i den i artikel 263, stk. 4, TEUF omhandlede forstand.
87 Det følger af det ovenstående, at sagsøgerne ikke er umiddelbart berørt af de anfægtede retsakter.
88 Det skal dermed konkluderes, at sagsøgerne ikke opfylder en af de betingelser for antagelse til realitetsbehandling, der er opstillet i artikel 263, stk. 4, TEUF, nemlig betingelsen om at være umiddelbart berørt, som er fælles for søgsmål rettet mod den anden og tredje kategori af retsakter, der er omfattet af denne bestemmelse (jf. præmis 61 ovenfor), således at det er ufornødent at undersøge spørgsmålet, om sagsøgerne er individuelt berørt af de anfægtede retsakter, eller om de anfægtede retsakter udgør regelfastsættende retsakter i ovennævnte bestemmelses forstand (jf. i denne retning Rettens kendelse af 15.6.2011, sag T-259/10, Ax mod Rådet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 25).
Sagsøgernes effektive domstolsbeskyttelse
89 For så vidt angår sagsøgernes anbringende, hvorefter de, såfremt deres søgsmål afvises, fratages retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, skal det anføres, således som det er blevet fastslået i fast retspraksis, at traktaten dels ved artikel 263 TEUF og 277 TEUF, dels ved artikel 267 TEUF, har oprettet et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som skal sikre kontrollen med lovligheden af institutionernes retsakter, idet kompetencen til at udøve denne kontrol er tillagt Unionens retsinstanser. Fysiske eller juridiske personer, der på grund af betingelserne i artikel 263 TEUF for at antage en sag til realitetsbehandling ikke kan anfægte Unionens retsakter, som de i denne sag omhandlede, direkte, har inden for rammerne af dette system efter omstændighederne mulighed for at gøre gældende, at sådanne retsakter er ugyldige, bl.a. for de nationale retter, og at få disse, som ikke er beføjet til selv at fastslå ugyldigheden af sådanne retsakter, til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål herom (jf. i denne retning Domstolens dom af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, præmis 40, af 1.4.2004, sag C-263/02 P, Kommissionen mod Jégo-Quéré, Sml. I, s. 3425, præmis 30, og af 23.4.2009, sag C-362/06 P, Sahlstedt m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2903, præmis 43).
90 Henset til det forhold, at de i denne sag anfægtede retsakter nødvendiggør, at Den Hellenske Republik vedtager gennemførelsesforanstaltninger, har sagsøgerne således muligheden for at anfægte disse gennemførelsesforanstaltninger for den nationale ret og i sammenhæng med en sådan retssag at gøre gældende, at de anfægtede retsakter er ugyldige, hvilket således fører den nationale ret til at stille Domstolen et præjudicielt spørgsmål.
91 Sagsøgerne har for at begrunde deres synspunkt, hvorefter de fratages deres ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, påberåbt sig, at retsforhandlinger ved de græske forvaltningsdomstole foregår trægt, og det forhold, at Rettens afvisning af deres søgsmål skaber en formodning for, at de anfægtede retsakter er lovlige.
92 Disse argumenter kan ikke tages til følge.
93 For det første fremgår det af retspraksis, at spørgsmålet om, hvorvidt et annullationssøgsmål ved Unionens retsinstanser kan antages til realitetsbehandling, ikke kan afhænge af, om der findes et retsmiddel ved en national domstol, som giver adgang til en prøvelse af gyldigheden af den retsakt, som påstås annulleret (jf. Rettens kendelse af 28.11.2005, sag T-94/04, EEB m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 4919, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis). Antagelsen til realitetsbehandling for Unionens retsinstanser kan så meget desto mindre afhænge af, at de nationale retsforhandlinger påstås at foregå trægt. Det skal i øvrigt i denne henseende erindres, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU bestemmer, at det påhviler medlemsstaterne at tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten.
94 For det andet skaber det forhold, at denne sag afvises, ikke nogen materiel præcedens for den nationale ret.
95 Det følger af ovenstående betragtninger, at sagsøgernes anbringende, hvorefter Rettens eventuelle afvisning af deres søgsmål skader deres ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, skal forkastes.
96 Endelig skal sagsøgernes anbringende, hvorefter sagen skal realitetsbehandles, for så vidt som manglerne ved de anfægtede retsakter er så alvorlige, at de rokker ved borgernes tillid til Unionens organer, forkastes. Unionens retsinstanser kan nemlig ikke se bort fra reglerne om annullationssøgsmåls antagelse til realitetsbehandling i artikel 263 TEUF.
97 På baggrund af det ovenstående skal dette søgsmål afvises. Det er derfor ufornødent at træffe afgørelse vedrørende Rådets subsidiære afvisningspåstand vedrørende den for sene anlæggelse af søgsmålet for så vidt angår den grundlæggende retsakt.
Sagens omkostninger
98 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgerne har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Rådets påstand herom.
99 I henhold til samme reglements artikel 87, stk. 4, første afsnit, bærer de institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Kommissionen bør derfor bære sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Sagen afvises.
2) Anotati Dioikisi Enoseon Dimosion Ypallilon (ADEDY), Spyridon Papaspyros og Ilias Iliopoulos bærer deres egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger.
3) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 27. november 2012.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |
Indhold
Retsforskrifter
EU-traktaten
EUF-traktaten
Stabilitets- og vækstpagten
Tvistens baggrund
Den græske gældskrise og den mellemstatslige mekanisme om finansiel bistand til Den Hellenske Republik
Procedure vedrørende uforholdsmæssigt stort underskud i forhold til Den Hellenske Republik
Procedure forud for de anfægtede retsakters vedtagelse
De anfægtede retsakter
– Afgørelse 2010/320/EU
– Afgørelse 2010/486/EU
Retsforhandlinger og parternes påstande
Retlige bemærkninger
Sagsøgernes søgsmålsinteresse
Spørgsmålet, om sagsøgerne er umiddelbart berørt af den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 1, litra f), artikel 2, stk. 2, litra b), og artikel 2, stk. 2, litra a), som ændret ved afgørelse 2010/486
– Den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 1, litra f)
– Den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 2, litra b)
– Den grundlæggende retsakts artikel 2, stk. 2, litra a), som ændret ved afgørelse 2010/486
Spørgsmålet, om sagsøgerne er umiddelbart berørt af de resterende bestemmelser i de anfægtede retsakter
Sagsøgernes effektive domstolsbeskyttelse
Sagens omkostninger