RETTENS DOM (Femte Udvidede Afdeling)
18. december 1997 (1)
»Annullationssøgsmål - dumping - aspartam - kontradiktionsprincippet -
normal værdi - referenceland - patent - skade«
I de forenede sager T-159/94 og T-160/94,
Ajinomoto Co. Inc., Tokyo, ved advokat Mario Siragusa, Rom, og advokat Till
Müller-Ibold, Frankfurt-am-Main, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat
Marc Loesch, 11, rue Goethe,
sagsøger i sag T-159/94,
The NutraSweet Company, Deerfield, Illinois (USA), først ved advokaterne Otto
Grolig, Peter Bogaert og Koen Vanhaerents, Bruxelles, og derefter ved advokaterne
Otto Grolig, Jean-François Bellis og Fabrizio Di Gianni, Bruxelles, og med valgt
adresse i Luxembourg hos advokat Jacques Loesch, 11, rue Goethe,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved juridisk konsulent Erik Stein og Guus
Houttuin, Rådets Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne
Hans-Jürgen Rabe og Georg M. Berrisch, Hamburg og Bruxelles, og med valgt
adresse i Luxembourg hos generaldirektør Alessandro Morbilli, Den Europæiske
Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad
Adenauer,
støttet af
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Eric L. White og Nicholas
Khan, begge Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, bistået, først
af Mark Cran, QC of Gray's Inn, og derefter af barrister Fergus Randolph, og med
valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens
Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,
angående en påstand om annullation af Rådets forordning (EØF) nr. 1391/91 af
27. maj 1991 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af aspartam
med oprindelse i Japan og Amerikas Forenede Stater (EFT L 134, s. 1),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Femte Udvidede Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, R. García-Valdecasas, og dommerne V. Tiili, J.
Azizi, R.M. Moura Ramos og M. Jaeger,
justitssekretær: fuldmægtig A. Mair,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 17. april
1997
afsagt følgende
Dom
Sagernes baggrund og forløb
Den pågældende vare
- 1.
- Aspartam, et sukkersurrogat, er et sødemiddel, der hovedsagelig anvendes i
levnedsmidler, men også i husholdningen, f.eks. til at søde te og kaffe. Produktet
består af to aminosyrer, og det blev udviklet i 1965 af en forsker i det amerikanske
selskab G.D. Searle & Co., nu sagsøgeren The NutraSweet Company (herefter
»NSC«). NSC opnåede herefter patent på aspartam i USA og i flere
medlemsstater. Selskabet havde patentbeskyttelse i Tyskland indtil 1986, i Det
Forenede Kongerige indtil 1987 og i andre lande i Fællesskabet indtil 1988.
De økonomiske aktører og det pågældende marked
- 2.
- I perioden 1. januar - 31. december 1989 var NSC den eneste producent af
aspartam i USA. Selskabet fremstillede også aspartam, der var bestemt til salg i
Fællesskabet. Bortset fra enkelte direkte salg fra NSC til uafhængige kunder i
Fællesskabet og USA med henblik på eksport til Fællesskabet blev aspartam
forhandlet i Fællesskabet gennem et fælles datterselskab af NSC og af sagsøgeren
Ajinomoto (herefter »Ajico«), det schweiziske selskab NutraSweet AG (herefter
»NSAG«), der blev oprettet i 1983 for at tilfredsstille efterspørgslen efter aspartam
i Europa.
- 3.
- Ajico var den eneste producent af aspartam i Japan. Selskabet solgte aspartam på
hjemmemarkedet under mærket »Pal« og i Fællesskabet under mærket
»NutraSweet«.
- 4.
- Den eneste producent i Fællesskabet var Holland Sweetener Company Vof
(herefter »EF-producenten« eller »HSC«). HSC er et i Nederlandene etableret
fælles datterselskab af DSM Aspartaam BV, der er 100%-ejet datterselskab af det
nederlandske selskab i kemibranchen, DSM Chemical BV, og af Toyo Soda
Nederland BV, der er et 100%-ejet datterselskab af det japanske selskab i
kemibranchen, Tosoh Corporation.
Den administrative procedure
- 5.
- I december 1989 indgav HSC en første klage vedrørende dumping. Denne klage
blev afvist af Kommissionen som værende utilstrækkeligt dokumenteret.
- 6.
- Efter at HSC den 2. februar 1990 havde indgivet en ny klage - og i medfør af
Rådets forordning (EØF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod
dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det
Europæiske Økonomiske Fællesskab (EFT L 209, s. 1, herefter
»grundforordningen«), der var den dagældende forordning - offentliggjorde
Kommissionen den 3. marts 1990 en meddelelse om indledning af en
antidumpingprocedure vedrørende importen af aspartam med oprindelse i Japan
og Amerikas Forenede Stater (EFT C 52, s. 12).
- 7.
- Sagsøgerne modtog en genpart af meddelelsen om indledningen af denne
procedure tillige med en ikke-fortrolig udgave af HSC's klage. Denne ikke-fortrolige udgave indeholdt taloplysninger vedrørende den amerikanske og den
japanske eksportørs priser på hjemmemarkederne, eksportprisen,
dumpingmargenen og skaden.
- 8.
- Den 17. april 1990 besvarede sagsøgerne Kommissionens spørgeskema, idet de
fremhævede, at de pågældende oplysninger var fortrolige. Sagsøgerne anmodede
om at blive hørt i medfør af grundforordningens artikel 7, stk. 5. NSC anmodede
endvidere om i medfør af grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a), at få
meddelelse om alle de oplysninger, som Kommissionen havde modtaget, herunder
navnlig de skriftlige bemærkninger fra HSC og fra alle andre berørte parter.
Selskabet anmodede derudover om i medfør af grundforordningens artikel 7, stk. 4,
litra b), at få meddelelse om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på
grundlag af hvilke Kommissionen i givet fald påtænkte at pålægge midlertidig told.
- 9.
- Den 25. april 1990 fremsatte NSC og NSAG deres bemærkninger over for
Kommissionen. Ajico fremsendte en skrivelse til Kommissionen, hvori selskabet
tilsluttede sig NSAG's bemærkninger. Disse var vedlagt en analyse udfærdiget af
rådgivningsfirmaet McKinsey & Company Inc. (herefter »McKinsey«), der var
dateret den 24. april 1990, og som navnlig angav et skøn med hensyn til HSC's
produktionsomkostningsstruktur. Bemærkningerne var endvidere vedlagt en
undersøgelse fra april 1990 udfærdiget af rådgivningsfirmaet Landell Mills
Comodities Studies, som navnlig omhandlede forskellige sødemidlers karakteristika,
konkurrencen mellem sødemidler, herunder navnlig mellem aspartam og andre
sødemidler, samt udviklingen inden for sødemiddelindustrien.
- 10.
- Henholdsvis den 6. og 7. juli og den 9. og 10. juli 1990 opsøgte embedsmænd fra
Kommissionen på stedet Ajico i Japan og NSC i USA.
- 11.
- På et ikke nærmere angivet tidspunkt, men før indførelsen af midlertidig
antidumpingtold, modtog sagsøgerne en ikke-fortrolig udgave af klagerens svar på
Kommissionens spørgeskema.
- 12.
- I besvarelse af en skrivelse af 30. august 1990 fra Kommissionen understregede
NSC's advokat i en skrivelse af 11. december 1990 på NSC's, Ajico's og
datterselskabet NSAG's vegne, at alle oplysningerne i de fortrolige udgaver af
svarene på spørgeskemaet, af bemærkningerne og af bilagene, men ikke
oplysningerne i de ikke-fortrolige udgaver, var strengt fortrolige. Hvad angår
oplysningerne vedrørende salgsprisen anførtes det i skrivelsen, at der kun kunne
meddeles oplysninger vedrørende prisfaldene i løbet af en årrække og vedrørende
omfanget af prisforskellen i form af en lavere pris under forudsætning af, at disse
størrelser blev udtrykt i procentdele af de vejede gennemsnitspriser i Fællesskabet
som helhed. Det anførtes endvidere i skrivelsen, at oplysningerne vedrørende
omfanget af salg i Fællesskabet (såvel det samlede omfang som de mængder, NSC,
NSAG og Ajico repræsenterede) var fortrolige.
- 13.
- Ved forordning (EØF) nr. 3421/80 af 26. november 1990 om indførelse af en
midlertidig antidumpingtold på importen af aspartam med oprindelse i Japan og
Amerikas Forenede Stater (EFT L 330, s. 16, herefter »kommissionsforordningen«)
indførte Kommissionen en midlertidig antidumpingtold på 29,95 ECU/kg på
importen af aspartam med oprindelse i Japan og på 27,55 ECU/kg på importen af
aspartam med oprindelse i USA.
- 14.
- Ved skrivelse af 14. december 1990 anmodede NSC, med henblik på bedre at
kunne forberede forhandlingerne om et pristilsagn, Kommissionen om nærmere at
præcisere følgende aspekter:
a) den kapacitetsudnyttelsesgrad, der var blevet regnet med ved fastlæggelsen
af de omkostninger, som lå til grund for beregningen af den pågældende
pris
b) spørgsmålet, hvorvidt der ved referenceprisen var blevet taget hensyn til EF-producentens produktionsomkostninger i tilfælde af en større
kapacitetsudnyttelse, f.eks. ved en produktion på 1 000 tons
c) spørgsmålet, hvorvidt der i referenceprisen var indgået en lavere andel
dækkende salgs-, general- og administrationsomkostninger for så vidt angår
de store kunder, og spørgsmålet, hvorvidt der i forbindelse med den reelle
omsætning var blevet regnet med de faktiske generalomkostninger
d) den afskrivningsperiode for EF-producentens anlæg, som Kommissionen
havde lagt til grund
e) spørgsmålet, hvorvidt der var blevet taget hensyn til renteudgifter, og i
bekræftende fald spørgsmålet om, hvorledes disse var blevet beregnet
f) den periode, som Kommissionen havde lagt til grund som den, ved hvis
udløb EF-producenten ville opnå en økonomisk balance
g) spørgsmålet, hvorvidt der var blevet taget hensyn til de af EF-producenten
oppebårne subsidier, og spørgsmålet, om disse havde været forenelige med
EF-traktaten
h) den andel for generalomkostninger, der indgik i den referencepris, som blev
betalt til datterselskabet DSM
i) spørgsmålet, hvorvidt Kommissionen havde taget hensyn til, at EF-producenten havde kunnet drage fordel af NSAG's bestræbelser på at
udvikle markedet.
- 15.
- Den 18. december 1990 besvarede Kommissionen de således rejste enkelte
spørgsmål, idet den anførte:
a) Den kapacitetsudnyttelsesgrad, der var blevet regnet med ved fastlæggelsen
af referenceprisen, havde været den maksimale.
b) Spørgsmålet om en større kapacitetsudnyttelsesgrad hos EF-producenten var
ikke blevet inddraget, og Kommissionen var ikke bekendt med den
pågældende udvikling.
c) De salgs-, general- og administrationsomkostninger, der var blevet lagt til
grund, afhang ikke af forskelle med hensyn til, om de pågældende kunder
var store eller små kunder.
d) Producentens produktionsanlæg var blevet afskrevet over ti år.
e) Der var ved referenceprisen blevet taget hensyn til faktisk betalte renter.
f) Den nødvendige periode for opnåelse af økonomisk balance afhang direkte
af de anvendte priser og af de producerede mængder, priserne var faldet,
og HSC ikke havde nået en maksimal kapacitetsudnyttelsesgrad.
g) Der var ved fastlæggelsen af referenceprisen blevet taget hensyn til
subsidierne til EF-producenten.
h) HSC havde bidraget til dækning af DSM's generalomkostninger, og det ville
ikke have været i HSC's anden aktionærs interesse på kunstig måde at
oppuste disse omkostninger.
i) Dette spørgsmål burde præciseres nærmere.
- 16.
- Ved skrivelse af 28. december 1990 anmodede sagsøgerne Kommissionen om at
give dem meddelelse om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der lå til
grund for kommissionsforordningen, og i givet fald om de vigtigste kendsgerninger
og betragtninger, på grundlag af hvilke Kommissionen påtænkte at anbefale
pålæggelse af endelig told. Sagsøgerne anmodede navnlig om oplysninger
vedrørende fastlæggelsen af den normale værdi, eksportprisen, justeringer og
dumpingmargenen, vedrørende den værdi af importen, der var blevet regnet med
ved fastsættelsen af størrelsen af det pågældende marked i Fællesskabet, de priser,
der var blevet lagt til grund ved fastlæggelsen af prisfaldet og prisforskellen i form
af en lavere pris, og vedrørende skaden. Sagsøgerne opfordrede endvidere
Kommissionen til at klargøre de aspekter, som den ikke nærmere havde redegjort
for, og som var nævnt i NSC's skrivelse af 14. december 1990, idet disse aspekter
efter sagsøgernes opfattelse burde have været nærmere uddybet.
- 17.
- Ved skrivelser af 6. og 30. december 1990 fremsatte sagsøgerne deres skriftlige
bemærkninger vedrørende kommissionsforordningen.
- 18.
- I sine bemærkninger af 30. december 1990 samt ved skrivelse af 14. januar 1991
gentog NSC sin anmodning om adgang til de oplysninger, som klageren havde givet
til Kommissionen, herunder navnlig klagerens skriftlige bemærkninger vedrørende
kommissionsforordningen.
- 19.
- Den 16. januar 1991 meddelte Kommissionen som svar herpå, at de ikke-fortrolige
udgaver af sagens akter var blevet stillet til rådighed for alle berørte parter fra
tidspunktet for indledningen af proceduren.
- 20.
- Den 18. januar 1991 gennemgik NSC de ikke-fortrolige udgaver af sagens akter og
fik adgang til en ikke-fortrolig udgave af EF-producentens bemærkninger
vedrørende kommissionsforordningen.
- 21.
- Den 1. februar 1991 kritiserede NSC, at selskabet først fra den 24. januar 1991
havde haft adgang til det den 13. december 1989 daterede ikke-fortrolige
sammendrag af HSC's anmodning om indførelse af beskyttelsesforanstaltninger, til
det den 9. april 1990 daterede ikke-fortrolige sammendrag af HSC's bemærkninger
og til det den 28. august 1990 daterede ikke-fortrolige sammendrag af en skrivelse
fra HSC. NSC anførte endvidere, at oplysningerne i disse sammendrag var
utilstrækkelige.
- 22.
- Ved telefax af 4. februar 1991 meddelte Kommissionen som svar herpå, at den
havde iværksat en procedure på grundlag af en klage, som den havde fremsendt
til sagsøgeren allerede på tidspunktet for indledningen af proceduren, idet
Kommissionen med hensyn til sine konklusioner henviste til forordningen om
indførsel af midlertidig told.
- 23.
- Den 5. februar 1991 blev der afholdt et møde mellem repræsentanter for NSC og
embedsmænd i Kommissionen med henblik på at drøfte kommissionsforordningen.
- 24.
- Den 7. februar 1991 tilbød sagsøgerne at afgive nogle tilsagn.
- 25.
- Den 22. marts 1991 fremsendte Kommissionen sin underretningsskrivelse
(»disclosure letter«) til sagsøgerne. Kommissionen redegjorde heri for grundene til,
at den påtænkte at stille forslag om indførelse af en endelig antidumpingtold.
- 26.
- Denne skrivelse fra Kommissionen indeholdt de samme oplysninger som dem, der
var angivet i kommissionsforordningen. I modsætning til i denne blev der dog i
skrivelsen angivet taloplysninger vedrørende beregningen af dumpingmargenen og
af NSAG's tab i forbindelse med salg i Fællesskabet, ligesom skrivelsen indeholdt
en opdeling, i form af ti forskellige udgiftsposter, med hensyn til de
produktionsomkostninger, der var blevet regnet med ved fastlæggelsen af
referenceprisen. Hver udgiftspost var udtrykt som en andel af de samlede
omkostninger, med en samlet udsvingsmargen på 10%.
- 27.
- I skrivelsen anførtes det endvidere, at Kommissionen havde fastlagt den normale
værdi for japansk aspartam på grundlag af priserne på markedet i USA, ikke på
grund af et manglende samarbejde fra Ajico's side, således som det var angivet i
kommissionsforordningen, men fordi betingelserne i henhold til grundforordningens
artikel 2, stk. 6, for at regne med priserne på det japanske marked ikke havde
været opfyldt.
- 28.
- Endelig indeholdt skrivelsen
- nogle bemærkninger vedrørende det tab af arbejdspladser, som en
indstilling af produktionen i Fællesskabet ville medføre
- en række bemærkninger vedrørende antidumpingtoldens indvirkning på
efterspørgslen
- nogle bemærkninger, hvorefter de produktionsomkostninger hos NSC, der
var blevet regnet med ved fastlæggelsen af referenceprisen, var blevet
justeret med henblik på at udelukke visse omkostninger, der ikke havde
tilknytning til salg i Fællesskabet
- en redegørelse for grundene til, at der var blevet regnet med en
fortjenstmargen på 8%.
- 29.
- Den 25. marts 1991 udstedte Rådet forordning (EØF) nr. 792/91 om forlængelse
af gyldighedsperioden for den midlertidige antidumpingtold på importen af
aspartam med oprindelse i Japan og Amerikas Forenede Stater (EFT L 82, s. 1).
- 30.
- Den 2. april 1991 opfordrede NSC Kommissionen til at overveje to andre
muligheder for tilsagn.
- 31.
- Samme dag fremsatte NSC sine bemærkninger til underretningsskrivelsen af 22.
marts 1991, idet selskabet anførte, at det var blevet utilstrækkeligt informeret om
de af HSC fremlagte oplysninger. NSC kritiserede endvidere Kommissionen for
ikke at have givet selskabet meddelelse om væsentlige taloplysninger og faktiske
omstændigheder for så vidt angår spørgsmålet om skadesmargenen og for næsten
ikke at have meddelt det nogen oplysninger vedrørende grundlaget for
fastlæggelsen af referenceprisen. NSC anførte, at redegørelsen med
margenangivelser vedrørende HSC's omkostningsstruktur ikke gav noget grundlag
for at få kendskab til, hvorledes skadetærsklen var blevet fastlagt. Ligeledes den 2.
april 1991 fremsatte Ajico sine skriftlige bemærkninger, idet dette selskab
tilsluttede sig NSC's bemærkninger og anmodede om en fortrolig behandling af de
fremsendte oplysninger.
- 32.
- Den 18. april 1991 meddelte Kommissionen som svar på disse skrivelser, at den
havde givet alle de oplysninger, som den var beføjet til at meddele. Kommissionen
anførte endvidere, at omkostningerne til etablering var blevet udelukket fra
beregningen, bortset fra to udgiftsposter, som i henhold til nederlandsk lovgivning
skulle anses for afskrevet, og at advokathonorarer var blevet holdt helt uden for
beregningerne. Kommissionen bestred endelig, at referenceprisen på kunstig måde
var blevet oppustet, og understregede sammenhængen mellem på den ene side
omkostningerne og på den anden side produktionsanlæggets udnyttelseskapacitet
og størrelse.
- 33.
- Ved skrivelse af 7. maj 1991 begrundede Kommissionen, hvorfor den ikke så sig i
stand til at godtage de foreslåede tilsagn.
- 34.
- Den 15. maj 1991 fremsendte NSC nogle bemærkninger vedrørende denne skrivelse
til Rådet. Selskabet anfægtede Kommissionens argumentation.
- 35.
- Ved forordning (EØF) nr. 1391/91 af 27. maj 1991 om indførelse af en endelig
antidumpingtold på importen af aspartam med oprindelse i Japan og Amerikas
Forenede Stater (EFT L 134, s. 1, herefter »rådsforordningen« eller »den
anfægtede forordning«) indførte Rådet en endelig antidumpingtold på 27,21
ECU/kg på importen af aspartam med oprindelse i Japan og på 25,15 ECU/kg på
importen af aspartam med oprindelse i USA. Denne forordning blev senere
ophævet ved Rådets forordning (EF) nr. 1936/95 af 3. august 1991 (EFT L 186,
s. 8).
De relevante antidumpingforordninger
1. Generelt
- 36.
- Ved de i sagen omhandlede antidumpingforordninger blev der indført en
antidumpingtold, som var beregnet på grundlag af skaden og ikke på grundlag af
dumpingmargenen. Fællesskabsinstitutionerne lagde til grund, at den amerikanske
og den japanske eksportør udøvede dumping. Dumpingmargenen blev fastlagt på
grundlag af en sammenligning mellem henholdsvis den pris, som den amerikanske
producent solgte aspartam til på markedet i USA, og den pris, som denne
producent anvendte i Fællesskabet (12.-32. betragtning til kommissionsforordningen
og 8.-25. betragtning til rådsforordningen).
2. Kommissionsforordningen
- 37.
- For så vidt angår spørgsmålet om vurderingen af skadens omfang anførte
Kommissionen, at markedet i Fællesskabet for aspartam var vokset med 215% fra
1986 til 1989 (34. betragtning til kommissionsforordningen), og at selv om HSC's
begyndende tilstedeværelse på markedet i 1988 havde bevirket, at den amerikanske
og den japanske eksportør havde tabt markedsandele, var importen fra USA og
Japan alligevel vokset i absolutte tal (37. betragtning). Endvidere var priserne på
japansk og amerikansk aspartam, som allerede i 1988 var meget lavere end EF-producentens pris, faldet yderligere (39. betragtning). Priserne på amerikansk og
japansk aspartam havde inden for undersøgelsesperioden været lavere end EF-producentens priser (40. betragtning), hvilket havde tvunget EF-producenten til at
sælge med tab og forhindret denne producent i at øge sin kapacitetsudnyttelse i et
rimeligt omfang, idet dette havde ført til højere produktionsomkostninger samtidig
med betydelige tab (45. betragtning). Faldet i NSAG's eksportpriser var indtruffet
samtidig med klagerens første optræden på markedet i Fællesskabet (45.
betragtning). I betragtning af udviklingen på markedet i Fællesskabet for aspartam,
der var vokset betydeligt, havde der ingen indlysende grund været for NSAG, som
selv efter 1987 var langt den største leverandør af aspartam til markedet i
Fællesskabet, til at nedsætte sine priser til et niveau, som ikke længere dækkede
omkostningerne (47. betragtning). Ansvaret for beslutningen om at lade priserne
falde til et tabgivende niveau måtte ligge hos NSAG og den amerikanske og den
japanske eksportør (49. betragtning). Der var ikke af undersøgelsen fremgået nogen
andre faktorer, som kunne have bidraget til den pågældende betydelige skade (50.
betragtning).
- 38.
- Antidumpingtolden var blevet indført for at udligne forskellen mellem henholdsvis
priserne på japansk og amerikansk aspartam og det prisniveau, der var nødvendigt
for, at den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet kunne dække sine
omkostninger og opnå en rimelig fortjenstmargen (63. betragtning). Denne var
blevet fastsat til 8% af omsætningen før skat (65. betragtning). Mindsteprisen, den
såkaldte »referencepris«, var blevet sammenholdt med de vejede gennemsnitlige
importpriser i Fællesskabet (65. betragtning).
3. Rådsforordningen
- 39.
- I sin forordning om indførelse af endelig told tilsluttede Rådet sig i det væsentlige
de af Kommissionen angivne betragtninger og konklusioner. Hvad angår
beregningen af den referencepris, der blev lagt til grund ved fastlæggelsen af
skaden, anførte Rådet (44. betragtning): »... Kommissionen [måtte] tage hensyn til
det forhold, at nogle af råmaterialerne og tjenesteydelserne blev købt af et
tilknyttet selskab, og at nogle omkostninger ikke havde forbindelse med salget af
aspartam i Fællesskabet. De faktiske forsknings- og udviklingsomkostninger samt
direkte salgsomkostninger er nu indregnet. Disse justeringer fører til lavere
produktionsomkostninger som grundlag for beregningen af referenceprisen og
dermed den told, der er nødvendig for at afhjælpe de skadelige virkninger«. Ved
fastlæggelsen af den fortjenstmargen, der blev anset for rimelig, tog Rådet hensyn
til, at EF-producenten netop havde passeret opstartsfasen, til, at der herskede
usikkerhed om udviklingen i det fremtidige salg, og til, at der var mulighed for, at
der kunne udvikles substituerende produkter, som kunne afkorte aspartams levetid
(45. betragtning).
- 40.
- Hvad angår de berørte parters ret til kontradiktion anførte Rådet (7. betragtning)
følgende:
»Kommissionen har set bort fra alle undersøgelser og redegørelser, for hvilke der
ikke blev fremlagt et meningsfyldt ikke-fortroligt sammendrag, idet de øvrige parter
ellers ville være frataget muligheden for at imødegå de fremsatte påstande.«
Retsforhandlinger
- 41.
- Ved stævninger indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. september 1991
anlagde hver af sagsøgerne sag til prøvelse af rådsforordningen.
- 42.
- Ved processkrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. februar 1992
fremsatte Kommissionen begæring om at måtte intervenere til støtte for sagsøgtes
påstande. Ved kendelse af 18. marts 1992 tog Domstolens præsident denne
begæring til følge.
- 43.
- Ved processkrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 7. februar 1992
fremsatte HSC, Toyo Soda Nederland BV og DSM Aspartaam BV begæring om
at måtte intervenere til støtte for sagsøgtes påstande. Denne begæring blev
frafaldet den 21. januar 1993.
- 44.
- Ved kendelse af 18. april 1994 henviste Domstolen sagerne til Retten i medfør af
artikel 4 i Rådets afgørelse 93/350/Euratom, EKSF, EØF af 8. juni 1993 om
ændring af afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom om oprettelse af De Europæiske
Fællesskabers Ret i Første Instans (EFT L 144, s. 21), som ændret ved Rådets
afgørelse 94/149/EKSF, EF af 7. marts 1994 (EFT L 66, s. 29). Sagerne blev
registreret på Rettens Justitskontor som henholdsvis sag T-159/94 (Ajinomoto mod
Rådet) og sag T-160/94 (NutraSweet mod Rådet) og blev den 2. juni 1994 henvist
til Første Afdeling. Da den refererende dommer senere blev tilknyttet Anden
Udvidede Afdeling, overgik sagerne til denne.
- 45.
- Efter Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber
overgik sagerne den 23. januar 1995 til Tredje Udvidede Afdeling, og en ny
refererende dommer blev udpeget. Denne er senere blevet tilknyttet Femte
Udvidede Afdeling, hvorefter sagerne er overgået til denne.
- 46.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Udvidede
Afdeling) indledt den mundtlige forhandling. I medfør af procesreglementets artikel
64 har Retten den 22. januar 1997 opfordret parterne til skriftligt at besvare en
række spørgsmål vedrørende årsagssammenhængen mellem dumpingen og den
angivelige skade. Sagsøgerne er endvidere blevet opfordret til at redegøre nærmere
for det af dem anførte, hvorefter deres ret til kontradiktion er blevet krænket. Som
følge af omfanget af de pågældende bemærkninger og de i denne forbindelse
fremkomne nye oplysninger har Retten ved skrivelse af 24. marts 1997 givet
sagsøgte tilladelse til senest den 9. april 1997 at fremsætte bemærkninger hertil.
- 47.
- Ved kendelse af 10. marts 1997 har Retten (Femte Udvidede Afdeling) i medfør
af procesreglementets artikel 50 forenet de to sager med henblik på den mundtlige
forhandling og domsafsigelsen.
- 48.
- Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i det
offentlige retsmøde den 17. april 1997.
Parternes påstande
- 49.
- Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
- Rådsforordningen annulleres i sin helhed eller, subsidiært, for så vidt den
finder anvendelse på hver af sagsøgerne.
- Der træffes bestemmelse om tilbagebetaling af den midlertidige og endelige
antidumpingtold, der er opkrævet i henhold til kommissionsforordningen og
rådsforordningen, og om frigivelse af enhver form for sikkerhed stillet i
forbindelse hermed.
- Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
- Der træffes bestemmelse om sådanne andre forholdsregler, som måtte være
berettiget eller billige.
- 50.
- Sagsøgte har nedlagt følgende påstande:
- Frifindelse.
- Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
- 51.
- Intervenienten har nedlagt påstand om, at sagsøgte frifindes.
Realiteten
I - Sammenfatning af anbringenderne i sagen
- 52.
- Sagsøgerne har fremsat følgende seks fælles anbringender til støtte for deres
påstand om annullation af den anfægtede forordning:
- tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af grundforordningens artikel
7, stk. 4, litra a) og b), derved, at fællesskabsinstitutionerne ikke i
tilstrækkeligt omfang og for sent gav sagsøgerne de oplysninger, som ville
have gjort det muligt for dem at varetage deres interesser
- tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af grundforordningens artikel
7, stk. 4, litra b), og artikel 8, stk. 4, derved, at fællesskabsinstitutionerne tog
hensyn til oplysninger fra EF-producenten, selv om disse ikke forelå i et
ikke-fortroligt sammendrag og heller ikke var ledsaget af en tilstrækkelig
begrundelse for, at det ikke var muligt at resumere dem
- tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3, idet
fællesskabsinstitutionerne fastlagde den normale værdi på grundlag af prisen
i USA, hvorved der gjaldt en patentbeskyttelse
- tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 1, artikel 4 og artikel 13,
stk. 2, idet fællesskabsinstitutionerne så bort fra eller anlagde en fejlagtig
vurdering af væsentlige beviser for, at EF-producenten ikke var blevet
påført nogen betydelig skade
- tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, idet
fællesskabsinstitutionerne undlod at tage hensyn til andre faktorer, der
forvoldte EF-producenten den pågældende skade
- tilsidesættelse af grundforordningens artikel 13, stk. 3, idet
fællesskabsinstitutionerne foretog en forkert beregning med hensyn til
størrelsen af den told, der var nødvendig for at afhjælpe skaden.
- 53.
- I sag T-159/94 har Ajinomoto endvidere fremsat følgende to anbringender:
- tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af traktatens artikel 190, idet
fællesskabsinstitutionerne dels undlod rettidigt at meddele sagsøgeren, at de
fandt, at selskabet samarbejdede i utilstrækkelig grad, dels ikke gav
sagsøgeren lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger vedrørende dette
spørgsmål
- tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3 og 6, idet
fællesskabsinstitutionerne fastlagde den normale værdi for japansk aspartam
på grundlag af priserne i USA.
- 54.
- I sag T-160/94 har NSC ud over de ovennævnte fælles anbringender fremsat
følgende to anbringender:
- tilsidesættelse af væsentlige procedureregler og af traktatens artikel 190,
idet Rådet undlod at begrunde, hvorfor det ikke kunne godtage de af NSC
foreslåede tilsagn
- krænkelse af sagsøgerens patentrettigheder i USA, idet den normale værdi
blev fastlagt på grundlag af sagsøgerens priser på hjemmemarkedet.
- 55.
- Retten vil først undersøge de anbringender, der er fælles for de to sager.
II - Fælles anbringender i de to sager
- 56.
- De første to fælles anbringender bør undersøges under ét.
Anbringenderne om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og om tilsidesættelse af
grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) og b), og artikel 8, stk. 4
A - Parternes argumenter
- 57.
- Sagsøgerne har gjort gældende, at fællesskabsinstitutionerne er forpligtet til at tage
alle rimelige skridt til at meddele så mange oplysninger som muligt til de
virksomheder, over for hvem der er indledt en antidumpingprocedure.
- 58.
- Fællesskabsinstitutionerne kan således ikke påberåbe sig, at sagsøgernes
anmodninger ikke skulle have indeholdt tilstrækkeligt præcise spørgsmål. Følger
man det af sagsøgte anførte, ville proceduren have medført en uendelig række af
stadigt mere detaljerede spørgsmål.
- 59.
- Medmindre det antages, at bestemmelsen i grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra
a), ikke skaber nogen selvstændige retsvirkninger i forhold til bestemmelsen i litra
b), og at de berørte virksomheders ret til at varetage deres interesser bør
begrænses, må oplysningspligten omfatte de bevisligheder, som tredjemænd
fremlægger til støtte for deres påstande, også selv om der er tale om bevisligheder,
som fællesskabsinstitutionerne har undersøgt nærmere.
- 60.
- Denne oplysningspligt for fællesskabsinstitutionerne er gældende allerede før
indførelsen af midlertidig told (Domstolens dom af 27.6.1991, sag C-49/88, Al-Jubail
Fertilizer mod Rådet, Sml. I, s. 3187, præmis 15, og artikel 6, stk. 7, i den til den
almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, herefter »GATT«, knyttede
antidumpingkodeks). Fællesskabsinstitutionerne har i en lang række tidligere
tilfælde videregivet afgørende oplysninger før indførelsen af midlertidig told, således
at de må være bundet af denne praksis (Domstolens dom af 22.10.1991, sag C-16/90, Nölle, Sml. I, s. 5163).
- 61.
- Fællesskabsinstitutionerne har i denne sag tilsidesat grundforordningens artikel 7,
stk. 4, litra a) og b), og krænket sagsøgernes ret til kontradiktion ved ikke i
tilstrækkelig god tid at meddele dem tilstrækkelige oplysninger vedrørende
klagerens påstande og bevisligheder og vedrørende rigtigheden og relevansen af de
påberåbt faktiske omstændigheder samt de bevisligheder, fællesskabsinstitutionerne
ville lægge til grund (dommen i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, a.st., præmis
17).
- 62.
- Sagsøgerne modtog ikke inden indførelsen af den midlertidige antidumpingtold
tilstrækkelige oplysninger (meddelelse om indledningen af proceduren, sammendrag
af klage, ikke-fortrolig udgave af EF-producentens svar på Kommissionens
spørgeskema) til, at de på formålstjenlig måde kunne fremsætte deres
bemærkninger vedrørende spørgsmålet om beregningen af referenceprisen,
spørgsmålet om dumpingmargenen og spørgsmålet om den angivelige skades art
og årsag. Sagsøgerne henledte herved mange gange Kommissionens
opmærksomhed på, at oplysningerne var utilstrækkelige (skrivelser af 17.4.1990),
og på, at der burde afholdes en høring (skrivelser af 17.4., 28.6. og 8.11.1990).
- 63.
- Efter udstedelsen af kommissionsforordningen modtog sagsøgerne kun få yderligere
oplysninger, herunder navnlig vedrørende de afgørende aspekter, som
referenceprisen og den angivelige skade repræsenterer i denne sag.
- 64.
- Hvad nærmere angår referenceprisen kunne fællesskabsinstitutionerne have
fremlagt en mere detaljeret redegørelse for de elementer, der indgik heri, med
snævrere udsvingsmargener, idet referenceprisen ikke blev beregnet på grundlag
af HSC's faktiske omkostninger, men på grundlag af ekstrapoleringer ud fra
omkostningerne i tilfælde af en maksimal produktionskapacitetsudnyttelse.
- 65.
- Selv om referenceprisen blev ændret to gange, uden at der blev angivet en
begrundelse herfor, fremkom fællesskabsinstitutionerne ikke med nogen relevant
forklaring overhovedet vedrørende forudsætningerne for beregningerne og de
anvendte beregningsmetoder, navnlig for så vidt angår:
- fastlæggelsen af EF-producentens produktionskapacitet og dennes
udnyttelsesgrad
- antagelsen om, at EF-producenten trods stor gæld ville have kunnet opnå
en økonomisk balance og en fortjenstmargen på 8% på mindre end 18
måneder efter påbegyndelsen af produktionen
- inddragelse af subsidierne til EF-producenten
- beregningerne i forbindelse med spørgsmålet om afskrivningen af EF-producentens produktionsanlæg, bygninger og udstyr, navnlig for så vidt der
blev regnet med en afskrivningsperiode på ti år
- afskrivningen eller udelukkelsen af de ekstraordinære omkostninger til
etablering (det var først ved skrivelse af 18.4.1991, efter at fristen for at
fremsætte bemærkninger var udløbet, at sagsøgerne fik meddelelse om, at
omkostningerne til etablering var blevet holdt uden for referenceprisen,
bortset fra to udgiftsposter, der i øvrigt ikke blev nærmere præciseret).
- 66.
- Endvidere undlod fællesskabsinstitutionerne at redegøre nærmere for:
- hvilken form for finansieringsomkostninger der blev taget hensyn til, og disse
omkostningers fordeling
- betydning af lån i forhold til egne midler
- hvad der indgik i de salgs-, general- og administrationsomkostninger og i de
investeringer, som henhørte under de finansielle omkostninger, selv om
sammensætningen af general- og administrationsomkostninger og af direkte
salgsomkostninger afhænger af den benyttede regnskabsordning og af den
sammenhæng, hvori beregningen indgår
- hvor stor en andel af råmaterialerne der blev købt inden for koncernen, idet
oplysninger herom var relevante for vurderingen af, hvorvidt referenceprisen
blev fastlagt på grundlag af markedsprisen
- i hvilket omfang der blev taget hensyn til NSAG's omkostninger med
henblik på udviklingen af markedet, idet EF-producenten også havde draget
fordel af disse bestræbelser
- den andel af generalomkostningerne, som EF-producenten havde betalt til
DSM.
- 67.
- Fællesskabsinstitutionerne angav heller ikke nogen forklaring på, hvorledes en mere
fuldstændig redegørelse for de af Kommissionen anvendte metoder ville have
kunnet skade EF-producenten, og navnlig ikke nogen forklaring på, hvorfor
snævrere udsvingsmargener ikke havde kunnet anvendes, og hvorfor der ikke kunne
gives meddelelse om fordelingen af de finansielle omkostninger, i hvert fald med
angivelse af andele.
- 68.
- Hvad angår spørgsmålet om den skade, EF-producenten angiveligt blev påført,
begrundede fællesskabsinstitutionerne ikke i tilstrækkeligt omfang den konklusion,
at der ikke af undersøgelsen var fremgået andre skadesfaktorer end
dumpingimporten, som kunne have bidraget til skaden, selv om forholdet var det,
at EF-producenten påbegyndte sin virksomhed som den anden økonomiske aktør
på et marked med hård konkurrence, hvor priserne allerede før dette tidspunkt var
begyndt at falde, og at EF-producenten havde en stor gæld og
produktionsomkostninger, der var dobbelt så høje som sagsøgerens.
- 69.
- Endvidere begrundede fællesskabsinstitutionerne ikke deres konklusion om, at der
var en sammenhæng mellem prisfaldet på aspartam i Fællesskabet og
påbegyndelsen af EF-producentens produktion, selv om de havde fået forelagt bevis
for, at priserne havde undergået et konstant fald siden 1983.
- 70.
- Fællesskabsinstitutionerne angav heller ikke nogen begrundelse for deres
konklusion om, at EF-producenten opnåede en relativt lille markedsandel, selv om
det fremgik af det ikke-fortrolige sammendrag af klagen, at EF-producenten i de
første 18 måneder efter påbegyndelsen af produktionen havde opnået en betydelig
markedsandel.
- 71.
- Endelig krænkede fællesskabsinstitutionerne sagsøgernes ret til en loyal vurdering
af beviserne, således som dette princip fremgår af dommen i Nölle-sagen, jf.
ovenfor.
- 72.
- Sammenfattende gør sagsøgerne gældende, at de af fællesskabsinstitutionerne
meddelte oplysninger ikke gjorde det muligt for dem at klarlægge eventuelle fejl
i Kommissionens analyse og at fastlægge en begrundet opfattelse med hensyn til
de oplysninger, som lå til grund for fællesskabsinstitutionernes konklusioner.
- 73.
- Fællesskabsinstitutionerne kan ikke påberåbe sig deres forpligtelse til ikke at
videregive fortrolige oplysninger, for så vidt de berørte virksomheders ret til at blive
informeret dermed ville miste sit indhold (Domstolens dom af 20.3.1985, sag 264/82,
Timex mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 849, præmis 29).
- 74.
- En afvejning mellem hensynet til de rettigheder, der tilkommer enhver, som er
genstand for en undersøgelsesprocedure, og hensynet til en klagers ret til, at
forretningshemmeligheder behandles fortroligt, samt en overholdelse af de
principper, der fremgår af dommene i sagen Timex mod Rådet og Kommissionen
og i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, jf. ovenfor, forudsætter, at
fællesskabsinstitutionerne forlanger tilstrækkeligt uddybende ikke-fortrolige
sammendrag, hvorved omfanget af hemmeligholdte oplysninger skal begrænses
mest muligt. Er en oplysning af væsentlig betydning for, at den, der er genstand for
undersøgelsen, kan varetage sine interesser, kan fællesskabsinstitutionerne undlade
at tage hensyn til den, medmindre klageren indvilger i, at den videregives.
- 75.
- Sagsøgerne henviser til den retspraksis, hvorefter fællesskabsinstitutionerne på det
konkurrenceretlige område ikke kan lægge for den pågældende virksomhed
bebyrdende forhold, omstændigheder eller dokumenter til grund, som de ikke
skønner at kunne give oplysning om, såfremt denne manglende oplysning indvirker
negativt på virksomhedens mulighed for på formålstjenlig måde at gøre sine
synspunkter gældende vedrørende eksistensen eller betydningen af de pågældende
omstændigheder, vedrørende de pågældende dokumenter eller vedrørende
Kommissionens konklusioner på grundlag af dem (Domstolens dom af 13.2.1979,
sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, på s. 512, af
25.10.1983, sag 107/82, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 3151, på s. 3192, og af
17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen,
Sml. s. 19, på s. 60). Det er herved en forudsætning for, at de principper, der
fremgår af dommene i sagen Timex mod Rådet og Kommissionen og i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, jf. ovenfor, ikke mister deres indhold, at dette forbud
også er gældende under antidumpingprocedurer.
- 76.
- Når fællesskabsinstitutionerne påberåber sig deres forpligtelse til fortrolig
behandling af oplysninger, må de begrunde, hvorfor de oplysninger, der anmodes
om, er af fortrolig art og ikke kan nævnes i ikke-fortrolige sammendrag.
- 77.
- Fællesskabsinstitutionerne må i sagen nødvendigvis have baseret sig på nogle eller
ligefrem alle EF-producentens påstande, i hvert fald indirekte, og have ladet
undersøgelsen forløbe i overensstemmelse med de af EF-producenten meddelte
oplysninger. Såfremt det som følge af forpligtelsen til fortrolig behandling af
oplysninger ikke var muligt at udfærdige et tilstrækkeligt uddybende sammendrag
vedrørende de forhold og omstændigheder, som EF-producenten angav forelå,
måtte fællesskabsinstitutionerne undlade at basere deres beslutning på de
pågældende oplysninger eller andre på disse støttede oplysninger.
- 78.
- Under alle omstændigheder ville det have været muligt at løse konflikten mellem
retten til aktindsigt og forpligtelsen til fortrolig behandling af oplysninger ved at
iværksætte en procedure som den amerikanske »administration protective order«,
hvorved en uafhængig sagkyndig anmodes om at udfærdige et ikke-fortroligt
sammendrag.
- 79.
- Da sagsøgerne ikke fik mulighed for på formålstjenlig måde at gøre deres
synspunkter gældende vedrørende de af HSC fremlagte bevisligheder, som ligger
til grund for kommissionsforordningen og rådsforordningen, er disse blevet udstedt
i strid med væsentlige fællesskabsretlige procedureregler. Følgelig bør
rådsforordningens artikel 1 og 2 annulleres.
- 80.
- Sagsøgte og intervenienten har gjort gældende, at de her omhandlede anbringender
bør forkastes, idet de i det væsentlige anfører, at fællesskabsinstitutionerne har
iagttaget deres oplysningspligt over for sagsøgerne, når henses til, at disses
anmodninger om oplysninger var generelt formuleret, og til, at
fællesskabsinstitutionerne er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger
vedrørende den pågældende EF-producent.
B - Rettens bemærkninger
- 81.
- Det bemærkes, at kontradiktionsprincippet er et grundlæggende fællesskabsretligt
princip. For så vidt angår beskyttelse mod dumpingimport er de pågældende
rettigheder nærmere fastlagt i grundforordningens artikel 7, stk. 1 og 4.
- 82.
- Navnlig bestemmer artikel 7, stk. 4, litra a) og b), følgende:
»a) Klageren og de importører og eksportører, der vides berørt ... kan få
kendskab til alle de oplysninger, som [er] stillet til rådighed for
Kommissionen ... forudsat at disse oplysninger har betydning for
varetagelsen af deres interesser og ikke er fortrolige i henhold til artikel 8,
og forudsat at Kommissionen anvender dem i undersøgelsen ...
b) Eksportører og importører af den vare, der er omfattet af undersøgelsen ...
kan anmode om at blive underrettet om de vigtigste kendsgerninger og
betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænkes at anbefale pålæggelse
af endelig told ...«
- 83.
- Hensynet til de nævnte former for krav på oplysninger skal afvejes i forhold til
hensynet til opfyldelsen af fællesskabsinstitutionernes forpligtelse til at behandle
forretningshemmeligheder fortroligt. Under alle omstændigheder skal de berørte
parter have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsætte
deres bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiske
omstændigheder samt vedrørende de beviser, hvorpå Kommissionen støtter sin
påstand om, at der foreligger dumping og en deraf følgende skade (dommen i
sagen Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, a.st., præmis 17), senest under den
procedure, der fører til udstedelsen af den pågældende rådsforordning. Under et
søgsmål med påstand om annullation af en af Rådet udstedt antidumpingforordning
kan den retslige prøvelse udstrække sig til elementer i den pågældende
kommissionsforordning og til den procedure, der har ført til dennes udstedelse, for
så vidt rådsforordningen henviser til kommissionsforordningen.
- 84.
- Inden undersøgelsen af spørgsmålet om, hvorvidt fællesskabsinstitutionerne har
foretaget en passende afvejning mellem hensynet til fortrolighed og hensynet til en
overholdelse af kontradiktionsprincippet og bestemmelserne i grundforordningens
artikel 7, stk. 4, litra a) og b), og artikel 8, er der grund til at gøre nogle
bemærkninger om sagens kontekst på grundlag af de særlige forhold på det
pågældende marked og om følgerne heraf.
1. De særlige forhold på det pågældende marked og følgerne heraf
- 85.
- I undersøgelsesperioden gjorde nogle ganske særlige forhold sig gældende på
markedet for aspartam. For det første var der kun nogle få leverandører af
aspartam i verden, nærmere bestemt dels de to sagsøgere, der var langt de største
leverandører, dels EF-producenten, HSC. Sagsøgerne havde et meget snævert
samarbejde og gennemførte næsten hele deres salg i Fællesskabet gennem deres
fælles datterselskab, NSAG. Da aspartam fremstillet af de forskellige producenter
var det samme produkt, havde konkurrencen for det andet i det væsentlige form
af konkurrence på prisen.
- 86.
- På grund af disse særlige forhold måtte sagsøgerne have et meget indgående
kendskab til markedet, således at det var muligt for dem på grundlag af
begrænsede oplysninger at være informeret om EF-producentens situation, i øvrigt
i et sådant omfang, at sagsøgerne kort tid efter indledningen af undersøgelsen
gennem NSAG på grundlag af en analyse udfærdiget af rådgivningsfirmaet
McKinsey havde et skøn over, hvad der indgik i HSC's produktionsomkostninger,
og over disses struktur. Under disse omstændigheder måtte
fællesskabsinstitutionerne udvise særlig stor tilbageholdenhed med hensyn til
videregivelse af oplysninger, på grundlag af hvilke sagsøgerne ville have kunnet få
kendskab til kommercielt følsomme data, som kunne skade EF-producenten. Både
denne og sagsøgerne lagde da også stor vægt på de fremlagte oplysningers
fortrolige karakter.
2. Den angiveligt utilstrækkelige karakter af de oplysninger, som blev meddelt før
indførelsen af endelig told
- 87.
- Selv om man går ud fra det af sagsøgerne anførte, hvorefter en overholdelse af
kontradiktionsprincippet forudsætter, at importørerne bliver underrettet om de
vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænkes at
indføre midlertidig told, kan en manglende iagttagelse af de pågældende rettigheder
ikke i sig selv medføre, at forordningen om indførelse af endelig told er behæftet
med mangler. En forordning om indførelse af endelig told er en selvstændig
forordning i forhold til den pågældende forordning om indførelse af midlertidig
told, også selv om den har sammenhæng med denne forordning i et sådant omfang,
at den under visse omstændigheder træder i stedet for den (Domstolens domme
af 5.10.1988, sag 56/85, Brother Industries mod Kommissionen, Sml. s. 5655, præmis
6, og forenede sager 294/86 og 77/87, Technointorg mod Kommissionen og Rådet,
Sml. s. 6077, præmis 12, Domstolens dom af 11.7.1990, forenede sager C-305/86 og
C-160/87, Neotype Techmashexport mod Kommissionen og Rådet, Sml. I, s. 2945,
præmis 13, og Rettens kendelse af 10.7.1996, sag T-208/95, Miwon mod
Kommissionen, Sml. II, s. 635, præmis 20), således at spørgsmålet om gyldigheden
af en forordning om indførelse af endelig told skal vurderes på grundlag af de
regler, der er gældende på tidspunktet for dens udstedelse. For så vidt en mangel
ved den procedure, der har ført til udstedelsen af den pågældende forordning om
indførelse af midlertidig told, er blevet afhjulpet under den procedure, der har ført
til udstedelsen af forordningen om indførelse af endelig told, medfører det forhold,
at forordningen om indførelse af midlertidig told har været retsstridig, ikke, at det
samme er tilfældet med forordningen om indførelse af endelig told. Det er kun,
såfremt mangelen ikke er blevet afhjulpet, eller forordningen om indførelse af
endelig told henviser til forordningen om indførelse af midlertidig told, at det
forhold, at sidstnævnte forordning har været retsstridig, medfører, at forordningen
om indførelse af endelig told er retsstridig.
- 88.
- Det må herefter undersøges, hvorvidt de berørte parters ret til kontradiktion er
blevet iagttaget under proceduren med henblik på udstedelsen af den anfægtede
forordning om indførelse af endelig told og om endelig opkrævning af den
midlertidige told.
3. De meddelte oplysningers angiveligt utilstrækkelige karakter i forhold til
grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) (oplysninger fra HSC)
- 89.
- I henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a), kan klageren og de
eksportører og importører, der vides berørt, få kendskab til alle de oplysninger,
som de parter, der er berørt af en undersøgelse, har stillet til rådighed for
Kommissionen, undtagen interne dokumenter udarbejdet af myndighederne i
Fællesskabet eller dets medlemsstater, forudsat, for det første, at disse oplysninger
har betydning for varetagelsen af de pågældendes interesser, for det andet, at
oplysningerne ikke er fortrolige i henhold til artikel 8, for det tredje, at
Kommissionen har anvendt oplysningerne i undersøgelsen og, for det fjerde, at den
pågældende, der ønsker at få kendskab til oplysningerne, skriftligt har anmodet om
at få meddelt disse.
- 90.
- Ifølge grundforordningens artikel 8, stk. 2, litra a), må hverken Rådet,
Kommissionen, medlemsstaterne eller personer i disses tjeneste videregive
oplysninger, som de har modtaget i medfør af forordningen, og som på anmodning
af den part, der har givet oplysningerne, skal behandles som fortrolige, medmindre
denne part har givet særlig tilladelse hertil. I henhold til artikel 8, stk. 2, litra b),
skal anmodninger om fortrolig behandling angive, hvorfor oplysningerne er
fortrolige. Sådanne anmodninger skal endvidere vedlægges et ikke-fortroligt
sammendrag af oplysningerne eller en begrundelse for, at et sammendrag afoplysningerne ikke kan tilvejebringes. I henhold til artikel 8, stk. 4, andet afsnit, kan
fællesskabsinstitutionerne lade oplysninger ude af betragtning, såfremt den, der
giver oplysningerne, ikke er villig til at fremsende et ikke-fortroligt sammendrag,
når et sådant sammendrag af oplysningerne kan tilvejebringes. Der gælder dog
efter bestemmelsen ikke nogen forpligtelse til at lade sådanne oplysninger ude af
betragtning.
- 91.
- Det bemærkes, at klageren fremlagde ikke-fortrolige sammendrag, som
Kommissionen fremsendte til sagsøgerne. Selv om man går ud fra det af sagsøgerne
anførte, hvorefter disse sammendrag var utilstrækkelige, var
fællesskabsinstitutionerne ikke forpligtet til at lade oplysningerne ude af
betragtning, idet de alene kunne lade dem ude af betragtning.
Fællesskabsinstitutionerne var dog forpligtet til at give sagsøgerne mulighed for
under den administrative procedure effektivt at fremsætte deres bemærkninger
vedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiske omstændigheder
samt vedrørende de beviser, hvorpå Kommissionen støttede sin påstand om, at der
forelå dumping og en skade. Det må følgelig undersøges, hvorvidt
fællesskabsinstitutionerne opfyldte denne forpligtelse.
4. De meddelte oplysningers angiveligt utilstrækkelige karakter i forhold til
grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra b)
a) Krav gældende for anmodninger om oplysninger
- 92.
- Ifølge grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra c), nr. i), skal anmodninger om
oplysninger i henhold til litra b) fremsættes skriftligt og indeholde en præcisering
af de særlige punkter, om hvilke der søges oplysninger.
- 93.
- Spørgsmålet om, hvorvidt de af fællesskabsinstitutionerne meddelte oplysninger var
tilstrækkelige, må vurderes på grundlag af, hvor præcise oplysninger der blev
anmodet om.
b) Undersøgelse af de fremsatte anmodninger om oplysninger og af de af
fællesskabsinstitutionerne meddelte oplysninger
i) Generelle anmodninger om oplysninger
- 94.
- Sagsøgerne meddelte ved flere lejligheder, at de fandt de fremsendte oplysninger
utilstrækkelige, hvorved der var tale om, at sagsøgerne alene generelt anmodede
om at blive underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på
grundlag af hvilke Kommissionen påtænkte at anbefale pålæggelse af told.
- 95.
- Kommissionen reagerede på de pågældende generelle anmodninger om oplysninger
ved skrivelse af 22. marts 1991. Når henses til, hvor generelle anmodningerne var,
må denne skrivelse og bilagene til den antages at opfylde kravene i henhold til
grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra b). Skrivelsen og bilagene indeholdt
oplysninger, der var tilstrækkeligt omfattende til, at sagsøgerne havde mulighed for
effektivt at fremsætte deres bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansen
af de påberåbte faktiske omstændigheder samt vedrørende de beviser, hvorpå
Kommissionen støttede sin påstand om, at der forelå dumping og en skade.
ii) Anmodninger om oplysninger vedrørende konkrete spørgsmål
Kritikpunkter for så vidt angår de ved skrivelse af 14. december 1990 fremsatte
anmodninger om oplysninger
- 96.
- Ved skrivelse af 14. december 1990 rejste NSC endvidere nogle konkrete spørgsmål
vedrørende referenceprisen. Senere henviste ikke alene NSC, men også Ajico, selv
om dette selskab ikke udtrykkeligt havde tilsluttet sig NSC's henvendelse, til denne
skrivelse og opfordrede Kommissionen til i givet fald at uddybe et eller flere af sine
svar på skrivelsen. Under den administrative procedure præciserede sagsøgerne dog
ikke, hvorved de af fællesskabsinstitutionerne meddelte oplysninger måtte anses for
utilstrækkelige, ligesom sagsøgerne ikke nærmere angav, på hvilke særlige punkter
de ønskede yderligere oplysninger.
- 97.
- Kommissionen reagerede på disse anmodninger om oplysninger ved skrivelse af 18.
december 1990. Det bør undersøges, hvorvidt Kommissionens svar var
tilstrækkelige til, at sagsøgerne effektivt kunne varetage deres interesser. Retten vil
begrænse sin undersøgelse af svarene til de punkter, som er genstand for kritik fra
sagsøgernes side.
- Kapacitetsudnyttelsesgrad
- 98.
- Sagsøgerne kan ikke med føje kritisere, at fællesskabsinstitutionerne ikke gav dem
oplysning om de grundlæggende forudsætninger og beregningsmetoder i forbindelse
med fastlæggelsen af EF-producentens produktionskapacitet, idet sagsøgerne ikke
anmodede om sådanne oplysninger. Deres anmodning om oplysninger angik den
kapacitetsudnyttelsesgrad, der var blevet regnet med ved fastlæggelsen af
referenceprisen. Det savner grundlag for sagsøgerne i denne forbindelse at kritisere,
at fællesskabsinstitutionerne undlod at præcisere, om denne udnyttelsesgrad
svarede til den faktiske udnyttelsesgrad ved slutningen af undersøgelsesperioden
eller til den gennemsnitlige udnyttelsesgrad. I sin skrivelse af 14. december 1990
anmodede NSC alene om oplysninger herom for det tilfælde, at der af
fortrolighedsgrunde ikke kunne angives en procentdel. Da Kommissionen meddelte,
at den havde regnet med en maksimal kapacitetsudnyttelse, dvs. med en
udnyttelsesgrad på 100%, var den ikke forpligtet til at besvare det subsidiært rejste
spørgsmål. Sagsøgerne anmodede ikke under den administrative procedure om
yderligere oplysninger vedrørende dette spørgsmål, hvorfor Kommissionen må anses
for at have givet en fyldestgørende besvarelse af NSC's spørgsmål. Da det i øvrigt
ikke er blevet bestridt, at Kommissionen regnede med en maksimal
produktionskapacitetsudnyttelse ved slutningen af undersøgelsesperioden, dvs. den
for sagsøgerne mest fordelagtige forudsætning, kunne eventuelle yderligere
bemærkninger fra sagsøgerne om spørgsmålet ikke have betydning for den
udnyttelsesgrad, der blev lagt til grund.
- Den periode, der blev lagt til grund som den, ved hvis udløb EF-producenten ville
opnå en økonomisk balance og en fortjenstmargen på 8%
- 99.
- Ud over svaret i sin skrivelse af 18. december 1990 bemærkede Kommissionen i sin
underretningsskrivelse af 22. marts 1991, at det ville være afgørende, at tolden
dækkede forskellen mellem eksportprisen og referenceprisen, der er udtryk for den
mindstepris, som er nødvendig for, at den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet
kan dække sine omkostninger og opnå en rimelig fortjenstmargen. For så vidt angår
spørgsmålet om ansættelsen af denne fortjenstmargen anførte Kommissionen, at
den havde taget hensyn til, at EF-producenten netop havde passeret opstartsfasen,
til, at der herskede usikkerhed om udviklingen i det fremtidige salg, som også ville
kunne falde ud til amerikansk fordel, men tillige kunne blive negativ, og til, at der
kunne udvikles substituerende produkter, som kunne afkorte aspartams levetid.
- 100.
- Disse oplysninger angav i tilstrækkelig grad de vigtigste kendsgerninger og
betragtninger, som den pågældende anmodning om oplysninger vedrørte.
- 101.
- I øvrigt redegjorde NSC i sin skrivelse af 2. april 1991 for sin opfattelse vedrørende
spørgsmålet, hvorved selskabet fuldt ud fik lejlighed til at varetage sine interesser.
- Inddragelse af subsidierne til EF-producenten og spørgsmålet om disses
forenelighed med traktaten
- 102.
- I sin skrivelse af 18. december 1990 meddelte Kommissionen, at den havde taget
hensyn til subsidierne til EF-producenten ved fastlæggelsen af referenceprisen,
uden dog herved at have taget stilling til spørgsmålet om subsidiernes forenelighed
med traktaten.
- 103.
- Sagsøgerne har ikke nærmere forklaret, hvorledes det forhold, at subsidierne til
EF-producenten måtte have været uforenelige med traktaten, ville have kunnet
føre til en lavere antidumpingtold.
- 104.
- Følgelig kan de manglende udtrykkelige oplysninger fra Kommissionen om dette
spørgsmål ikke være udtryk for en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 7,
stk. 4, således at forholdet ikke kan føre til en annullation af den anfægtede
forordning.
- Den andel for generalomkostninger, der indgik i den referencepris, som blev
betalt til datterselskabet DSM
- 105.
- I sit svar af 18. december 1990 bekræftede Kommissionen blot, at HSC havde
bidraget til dækning af DSM's generalomkostninger, og anførte, at det ikke ville
have været i HSC's anden aktionærs interesse på kunstig måde at oppuste disse
omkostninger.
- 106.
- Det bemærkes, at der ved Kommissionens svar ikke blev taget klart stilling til det
pågældende spørgsmål, men at en meddelelse om andelens størrelse ikke ville have
medført, at NSC mere effektivt kunne have varetaget sine interesser. Medmindre
der endvidere var blevet givet meddelelse om det nærmere indhold af
generalomkostningerne, ville sådanne oplysninger ikke have gjort det muligt for
NSC at udtale sig om spørgsmålet, hvorvidt omkostningerne var rimelige. Det
bemærkes herved, at oplysninger om den pågældende EF-producents
generalomkostninger, som er omkostninger, der indgår i
produktionsomkostningerne, er fortrolige, således at disse oplysninger ikke som
sådan kunne meddeles NSC (jf. Domstolens dom af 5.10.1988, sag 250/85, Brother
Industries mod Rådet, Sml. s. 5683, præmis 34). Det tiltrædes derfor, at
Kommissionen ikke meddelte yderligere oplysninger om det nævnte spørgsmål.
- NSAG's bestræbelser på at udvikle markedet
- 107.
- Vedrørende det rejste spørgsmål om, hvorvidt Kommissionen havde taget hensyn
til, at HSC have kunnet drage fordel af NSAG's bestræbelser på at udvikle
markedet, anførte Kommissionen i sin skrivelse af 18. december 1990, at den fandt
denne anmodning om oplysninger uklar, idet den opfordrede NSC til at præcisere
spørgsmålet. Da NSC undlod dette, kan fællesskabsinstitutionerne ikke kritiseres
for ikke at have givet en mere uddybende besvarelse af spørgsmålet.
Andre konkrete kritikpunkter
- Detaljerede oplysninger om sammensætningen af referenceprisen
- 108.
- Det bemærkes indledningsvis, at den referencepris, der blev regnet med ved
fastlæggelsen af tolden, i vid udstrækning blev beregnet på grundlag af EF-producentens produktionsomkostninger. Sådanne oplysninger er fortrolige
(dommen i sagen Brother Industries mod Rådet, a.st., præmis 34).
- 109.
- Under den administrative procedure gjorde sagsøgerne blot gældende, at de
oplysninger om den omkostningsstruktur, der indgik i referenceprisen, således som
disse oplysninger fremgik af bilag 3 til Kommissionens skrivelse af 22. marts 1991,
var utilstrækkelige for så vidt angår spørgsmålet om, hvad der nærmere indgik i
referenceprisen. Denne generelle kritik og det af sagsøgerne anførte, hvorefter
Kommissionen havde undladt at give meddelelse om væsentlige taloplysninger og
faktiske omstændigheder for så vidt angår spørgsmålet om skadesmargenen, gjorde
det ikke muligt for fællesskabsinstitutionerne at bestemme arten af de ikke-fortrolige oplysninger, som ville have gjort det muligt for sagsøgerne mere effektivt
at varetage deres interesser. Når henses til de særlige forhold på det pågældende
marked, sagsøgernes kendskab til dette og til deres europæiske konkurrents
situation og det forhold, at elementerne i referenceprisen var et meget
problematisk spørgsmål hvad angår fortrolighed, måtte fællesskabsinstitutionerne
undlade at meddele oplysninger, som ville have gjort det muligt for sagsøgerne med
forholdsmæssig stor præcision at få overblik over de nærmere elementer i,
strukturen af og i sidste instans størrelsen af EF-producentens omkostninger. Da
disse oplysninger var fortrolige (dommen i sagen Brother Industries mod Rådet,
a.st., præmis 34), ville det kun have været, såfremt fællesskabsinstitutionerne havde
haft ganske nøjagtigt kendskab til de spørgsmål, som sagsøgerne ønskede uddybet,
eller i hvert fald til formålet med sagsøgernes ønske om yderligere oplysninger, at
de under iagttagelse af kravene om fortrolighed i sagen kunne have overvejet at
meddele yderligere oplysninger vedrørende referenceprisen.
- 110.
- Da sagsøgerne ikke gav anledning til nogen overvejelse af denne art for
fællesskabsinstitutionernes vedkommende, savner det grundlag for sagsøgerne at
kritisere, at Kommissionen undlod at give dem mere detaljerede oplysninger om
sammensætningen af referenceprisen end dem, der fremgik af bilag 3 til
Kommissionens skrivelse af 22. marts 1991. Da sagsøgerne ikke anmodede om
konkrete oplysninger vedrørende den form for finansieringsomkostninger, der var
blevet taget hensyn til, eller vedrørende disse omkostningers fordeling, og heller
ikke om konkrete oplysninger vedrørende betydningen af lån i forhold til egne
midler, savner det navnlig grundlag for dem at kritisere fællesskabsinstitutionerne
for ikke at have givet nærmere oplysninger om disse spørgsmål.
- 111.
- For så vidt angår dommen i sagen Timex mod Rådet og Kommissionen, jf. ovenfor- som sagsøgerne har henvist til - var forholdet i denne sag det, at
fællesskabsinstitutionerne alene havde givet oplysning om de enkelte punkter i
beregningen af referenceprisen uden at sætte tal på dem. I nærværende sag gav
fællesskabsinstitutionerne derimod oplysning om de omkostningselementer, der blev
taget hensyn til ved beregningen af referenceprisen, idet de angav taloplysninger
i form af oplysninger med 10%'s nøjagtighed om, hvor stor en procentdel af
omkostningerne de enkelte elementer udgjorde. Når henses til EF-producentens
anmodninger om fortrolig behandling, findes de til sagsøgerne meddelte oplysninger
vedrørende sammensætningen af referenceprisen at have været tilstrækkelige.
- 112.
- For så vidt angår dommen i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, jf. ovenfor - som
sagsøgerne ligeledes har henvist til - var forholdet i denne sag det, at sagsøgte ikke
bestred, at fællesskabsinstitutionerne havde kunnet meddele det sagsøgende selskab
oplysninger, på grundlag af hvilke dette mere effektivt ville have kunnet varetage
sine interesser, idet sagsøgte anførte, at Kommissionen ved en skrivelse havde
meddelt sagsøgeren sådanne oplysninger. Den i sagen anfægtede forordningen blev
dog annulleret, fordi sagsøgte ikke havde ført bevis for, at sagsøgeren havde
modtaget den pågældende skrivelse. I nærværende sag gør sagsøgte derimod
gældende, at fællesskabsinstitutionerne på grund af deres forpligtelse til fortrolig
behandling ikke kunne videregive en række oplysninger, der er omtvistede.
- 113.
- Hvad endelig angår dommen i Nölle-sagen, jf. ovenfor, fastslog Domstolen, at den
i denne sag omtvistede forordning var ugyldig, ikke fordi der var sket nogen
tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet, men fordi den normale værdi ikke var
blevet fastlagt på en »hensigtsmæssig og ikke-urimelig måde« efter
grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a). Spørgsmålet om, hvorvidt
fællesskabsinstitutionerne i henseende til de for nærværende sag relevante
bestemmelser har overskredet grænserne for deres skønsmæssige beføjelser ved
fastlæggelsen af den normale værdi, vil blive undersøgt som led i behandlingen af
det følgende anbringende, der angår tilsidesættelse af grundforordningens artikel
2, stk. 3.
- Inddragelse i referenceprisen af visse af EF-producentens omkostninger til
etablering samt afskrivning
- 114.
- I deres bemærkninger af 2. april 1991 anførte NSC og NSAG, at HSC havde haft
udgifter og betydelige vanskeligheder i forbindelse med etableringen, og at
omkostningerne til etableringen af produktionsanlægget ikke kunne inddrages ved
beregningen af referenceprisen. Sagsøgerne gjorde endvidere gældende, at HSC'S
udgifter til advokathonorarer i forbindelse med retssager mod dem ikke kunne
anses for produktionsomkostninger, idet disse udgifter i hvert fald måtte anses for
afholdt over en vis periode. Sagsøgerne anmodede derimod ikke om oplysninger
vedrørende de grundlæggende forudsætninger for og de anvendte metoder til
inddragelse af omkostningerne til etablering ved beregningen af referenceprisen
(herunder navnlig hvad angår beregningsmetoderne i forbindelse med spørgsmålet
om afskrivning og grundene til, at fællesskabsinstitutionerne havde regnet med en
afskrivningsperiode på ti år), ligesom sagsøgerne ikke anmodede om nærmere
oplysninger med hensyn til de to udgiftsposter i forbindelse med omkostningerne
til etablering, der var blevet inddraget.
- 115.
- Ved skrivelse af 18. april 1991 meddelte Kommissionen, at bortset fra to
udgiftsposter, som i henhold til nederlandsk lovgivning skulle anses for afskrevet,
var omkostningerne til etablering blevet holdt uden for beregningen, herunder
udgifter til advokathonorarer.
- 116.
- Det må følgelig fastslås, at selv om man går ud fra, at NSC's og NSAG's
bemærkninger af 2. april 1991 måtte anses for en anmodning om at blive
underrettet som forudsat i grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra b), var
Kommissionens skrivelse af 18. april 1991 udtryk for et fyldestgørende svar herpå.
- Råmaterialer købt hos forbundne virksomheder
- 117.
- Det savner grundlag for sagsøgerne at kritisere, at fællesskabsinstitutionerne undlod
at give dem oplysninger om den andel af råmaterialerne, som EF-producenten
købte hos forbundne leverandører, idet sagsøgerne ikke fremsatte nogen særlig
anmodning om oplysninger vedrørende dette spørgsmål.
c) Konklusion
- 118.
- Når henses navnlig til de ganske særlige forhold på det pågældende marked, til
sagsøgerne indgående kendskab til dette og til deres mulighed for på dette grundlag
i givet fald at anmode om relevante nærmere oplysninger, må det herefter fastslås,
at fællesskabsinstitutionerne iagttog deres oplysningspligt i henhold til
grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) og b).
- 119.
- Anbringendet må følgelig forkastes.
Anbringendet om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3
Parternes argumenter
- 120.
- Sagsøgerne har gjort gældende, at sagsøgte har anlagt en åbenbar fejlvurdering,
undladt at tage hensyn til afgørende forhold og tilsidesat traktaten og
grundforordningen ved med henblik på fastlæggelsen af den normale værdi at
sammenligne priserne på hjemmemarkedet i USA med priserne på markedet i
Fællesskabet.
- 121.
- Sagsøgerne anfører, at priserne på markedet i USA ikke kunne danne grundlag for
en passende sammenligning som forudsat i grundforordningens artikel 2, stk. 3, litra
a) og b), og ikke kunne anses for en pris i normal handel. I modsætning til, hvad
der var tilfældet med markedet i Fællesskabet, som var præget af fri konkurrence,
var det amerikanske marked præget af en monopolstilling, der skyldtes
patentbeskyttelsen af aspartam. Når der er tale om et marked uden konkurrence,
er fællesskabsinstitutionerne forpligtet til at bestemme dumpingens omfang på
grundlag af en beregnet værdi. Det savner hjemmel at sammenligne priserne på to
markeder med forskellige strukturer, hvilket Domstolen da også har antaget i
dommen i sagen Brother Industries mod Rådet, jf. ovenfor. Det fremgår endvidere
af Kommissionens beslutning i sagen om »pærer nedlagt i sukkerlage med
oprindelse i Australien«, at konkurrencekriteriet er et afgørende kriterium. Heller
ikke efter amerikansk ret kan der foretages en sammenligning mellem priser uden
hensyntagen til virkningerne af en beskyttelse som følge af intellektuelle
ejendomsrettigheder (Lightweight Polyester Filament Fabric from Japan-sagen, 49
Fed. Reg. 472, 1984, og Generic Cephalexin Capsules from Canada-sagen, 53 Fed.
Reg. 47562, 1988).
- 122.
- En patenthaver kan forhøje prisen på det pågældende produkt, hvilket er udtryk
for et vederlag for opfindelsen. Fastlægger man den normale værdi på grundlag af
priser, der anvendes som led i en patentbeskyttelse, sanktionerer man den
pågældende opfinder, når denne gør brug af sine patentrettigheder, hvorved
hverken fællesskabsretten eller GATT opstiller noget krav om, at en patenthaver
skal afstå fra sin ret til at eksportere. Forlanges det af en patenthaver, at han
sælger i Fællesskabet til en højere pris end markedsprisen, er dette en
forskelsbehandling af patenthavere i tredjelande, som giver en uberettiget fordel
for de pågældende producenter i Fællesskabet.
- 123.
- Endelig gør sagsøgerne gældende, at da sagsøgte ikke har begrundet, hvorfor de
patentbeskyttelsesrelaterede priser var sammenlignelige med priserne ved eksport
til fællesskabet, har sagsøgte tilsidesat sin begrundelsespligt (traktatens artikel 190).
- 124.
- Sagsøgte har gjort gældende, at anbringendet bør forkastes. Sagsøgte bestrider, at
den normale værdi er blevet fastlagt på retsstridig måde, idet den blev beregnet på
grundlag af en pris, der var et resultat af normale markedsvilkår, og som gjorde det
muligt at foretage en passende sammenligning.
- 125.
- Intervenienten har herudover anført, at det ikke ses, hvorfor den normale værdi
ikke kan fastlægges på grundlag af priser, der påvirkes af patenter, for så vidt disse
priser afspejler de reelle markedsvilkår i eksportlandet.
Rettens bemærkninger
- 126.
- Det bemærkes, at en indførelse af antidumpingtold i henhold til grundforordningen
ikke er underlagt andre betingelser, end at der anvendes forskellige priser på
henholdsvis hjemmemarkedet (her markedet i USA) og eksportmarkedet (her
markedet i Fællesskabet), og at denne prisforskel forvolder skade.
- 127.
- Kriterierne vedrørende markedsstrukturen og graden af konkurrence er ikke i sig
selv afgørende for at vælge en anvendelse af en beregnet værdi som den normale
værdi fremfor en anvendelse af de faktiske priser som grundlag for denne værdi,
når de faktiske priser er et resultat af markedsvilkårene. Som Kommissionen
anførte i sin forordning (16. betragtning, der bekræftes ved 8. betragtning til
rådsforordningen), er »en forskel i priselasticiteten mellem det amerikanske
marked og EF-markedet ... en forudsætning for forskelle i prisen«, således at
»dumping aldrig kunne sanktioneres«, såfremt der skulle tages hensyn hertil.
Sagsøgerne har ikke godtgjort, at de priser, på grundlag af hvilke den normale
værdi blev fastlagt, ikke var et resultat af markedsvilkårene eller ikke afspejlede
den faktiske situation på markedet i USA, således at det savnede grundlag at
anvende en normal værdi i form af en beregnet værdi frem for en normal værdi
fastlagt på grundlag af de priser, der rent faktisk blev betalt på markedet i USA.
- 128.
- Endelig er den anfægtede forordning ikke udtryk for, at NSC er blevet frataget sine
amerikanske patentrettigheder, idet forordningen ikke har gjort indgreb i
sagsøgerens ret til at udelukke alle andre fra at fremstille og forhandle aspartam
i USA, nærmere bestemt indtil udløbet af patentets gyldighedsperiode, ligesom
forordningen ikke har grebet ind i sagsøgerens ret til på dette marked at anvende
så høje priser som muligt. Det bemærkes herved, at patenthaverens eneret til
fremstilling og forhandling har til formål at bidrage til dækning af udgifterne til
forsknings-, og udviklingsbestræbelser, ikke alene i forbindelse med succesrige
projekter, men også i forbindelse med projekter, der er uden resultat. Dette forhold
er udtryk for en yderligere økonomisk grund til ved fastlæggelsen af den normale
værdi at gå ud fra de priser, der anvendes som led i et patent.
- 129.
- Det må herefter fastslås, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at
fællesskabsinstitutionerne anlagde en forkert retlig vurdering eller et åbenbart
fejlskøn for så vidt angår de faktiske omstændigheder ved at fastlægge den normale
værdi for importeret aspartam på grundlag af de priser, der blev anvendt i USA
som led i en patentbeskyttelse.
- 130.
- Hvad angår det af sagsøgerne anførte om, at valget af de nævnte priser som
grundlag for den normale værdi blev utilstrækkeligt begrundet, bemærkes, at det
fremgår af fast retspraksis, at den begrundelse, der kræves i henhold til traktatens
artikel 190, klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som er lagt til grund
af den fællesskabsinstitution, der har udstedt den anfægtede retsakt, dels således
at de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning
for, at de kan forsvare deres rettigheder, dels således at den pågældende EF-retsinstans kan udøve sin prøvelsesret (Domstolens dom af 26.6.1986, sag 203/85,
Nicolet Instrument, Sml. s. 2049, præmis 10, og Domstolens domme af 7.5.1987, sag
240/84, NTN Toyo Bearing m.fl. mod Rådet, Sml. s. 1809, præmis 31, og sag
255/84, Nachi Fujikoshi mod Rådet, Sml. s. 1861, præmis 39).
- 131.
- I den anfægtede forordning (8. betragtning) bekræftes 12.-19. betragtning til
kommissionsforordningen.
- 132.
- I 18. betragtning til sidstnævnte forordning anførte Kommissionen følgende
vedrørende argumentet om, at priserne i USA på grund af patentbeskyttelsen af
aspartam dér ikke reelt var sammenlignelige priser:
»Kommissionen kan ikke acceptere denne påstand som berettiget. Skadevoldende
prisdiskrimination fordømmes i EF-lovgivningen og international ret uanset
grundene til en sådan diskrimination. Patentet i USA er som sådant ikke
bestemmende for prisniveauet for hjemmemarkedet. Hvis eksportøren benytter sin
stilling som patenthaver til at tage højere priser på hjemmemarkedet end ved
eksportsalg, må en sådan praksis tilskrives hans forretningsmæssige
beslutningsfrihed. Der er ingen grund til, at en sådan prisdifferentiering i det
omfang, den påfører den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet skade, ikke skal
være omfattet af antidumpingreglerne.«
- 133.
- Det anførte var tilstrækkeligt til, at de berørte parter kunne få kendskab til
grundlaget for den trufne foranstaltning, således at de kunne forsvare deres
rettigheder, og til, at Retten kan udøve sin prøvelsesret. Forordningen må følgelig
på det nævnte punkt anses for at være blevet tilstrækkeligt begrundet.
- 134.
- Anbringendet må herefter forkastes.
Anbringenderne om tilsidesættelse af traktaten og af grundforordningens artikel 2,
stk. 1, artikel 4 og artikel 13 og om forkert beregning af antidumpingtolden
Parternes argumenter
- 135.
- Sagsøgerne har i første række gjort gældende, at fællesskabsinstitutionerne har
anlagt et åbenbart urigtigt skøn vedrørende de af sagsøgerne fremlagt bevisligheder,
og at de endvidere har tilsidesat bestemmelserne vedrørende konstatering af skade
i GATT's antidumpingkodeks og i grundforordningen.
- 136.
- Sagsøgerne anfører, at det ved de nævnte bevisligheder var blevet dokumenteret,
at EF-producenten ikke blev påført nogen betydelig skade, og at selskabets
resultater var så gode, som man med rimelig kunne forvente. HSC kunne ikke med
rimelighed forvente inden for et år efter påbegyndelsen af selskabets produktion
af opnå en fortjeneste, og slet ikke en fortjeneste på 8%.
- 137.
- Ved starten af undersøgelsen havde EF-producenten fremstillet aspartam i mindre
end seks måneder og befandt sig derfor stadig i opstartsfasen. Virksomheden var
ny på markedet og udsat for mange vanskeligheder som f.eks. sagsøgernes
teknologiske forspring, manglende stordriftsfordele under opstartsfasen og det
forhold, at virksomheden i en periode savnede erfaring. Virksomheden var ikke
effektiv, heller ikke i betragtning af den relativt lave
produktionskapacitetsudnyttelsesgrad. Dens omkostninger var meget høje (jf. 49.
betragtning til kommissionsforordningen, der omtaler betydelige omkostninger i
indkøringsperioden). Navnlig repræsenterede virksomhedens finansielle
omkostninger mellem 5 og 15% af dens samlede omkostninger, hvilket tyder på
store gældsbyrder.
- 138.
- EF-producenten opererede på et marked, der var præget af et prisfald på
aspartam, som skyldtes markedsvilkårene. Konkurrencen på markedet i
Fællesskabet fra en lang række andre effektive og billige sødemidler, der skyldtes
en manglende indgående lovregulering og den omstændighed, at forbrugerne i
Fællesskabet i mindre grad end de amerikanske og japanske forbrugere interesserer
sig for de sundhedsmæssige aspekter af disse produkter, havde medført et
betydeligt prisfald siden 1983, dvs. fem år før påbegyndelsen af HSC's produktion.
- 139.
- På trods af disse vilkår opnåede EF-producenten en betydelig omsætning af
aspartam. Det er ikke blevet godtgjort, at det fald i efterspørgslen, der ville være
indtruffet i tilfælde af højere priser, ikke ville have neutraliseret indtægtsstigningen,
og dermed så meget mindre, at der ville være sket en løsning af det problem, som
underudnyttelsen af HSC's produktionskapacitet udgjorde. På grund af det snarlige
ophør af gyldighedsperioden for NSC's patent havde EF-producenten endvidere
gode udsigter til at opnå en omsætning på det særligt lukrative amerikanske
marked og til større stordriftsfordele.
- 140.
- Det fremgår af de af sagsøgerne fremlagt bevisligheder, herunder navnlig den af
rådgivningsfirmaet McKinsey udfærdigede analyse, at en virksomhed, der går ind
for første gang på et marked i udvikling, ikke kan regne med at opnå en økonomisk
balance inden for de første år. Det er urealistisk at forestille sig, at der uden en
betydelig prisnedsættelse kan erobres kunder fra allerede etablerede producenter.
Det gælder endvidere, at en ny virksomhed, der søger at øge sin markedsandel ved
at underbyde, udsætter sig selv for den risiko, at tendensen til prisfald forstærkes,
således at virksomheden kun opnår en rent symbolsk markedsandel, hvilket så
meget mere vil være tilfældet, når priserne allerede er lave som følge af
konkurrence fra substituerende produkter.
- 141.
- I replikken har sagsøgerne gjort gældende, at fællesskabsinstitutionerne ikke
begrundede, hvorfor HSC burde have nået en højere
produktionskapacitetsudnyttelsesgrad og straks burde have været i stand til at sælge
enhver mængde aspartam, som virksomheden kunne producere.
- 142.
- Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at det var med urette, at
Kommissionen anførte, at den omtvistede import var årsagen til den angivelige
skade, og herunder navnlig, at »NSAG's nedsættelse af eksportpriserne skete
samtidig med klagerens første optræden på EF-markedet« (45. betragtning til
kommissionsforordningen).
- 143.
- Det anførte om, at konkurrencen blev øget efter udløbet af patenternes
gyldighedsperiode i Fællesskabet, mellem 1986 og 1988 (54. betragtning til
kommissionsforordningen), er endvidere i strid med den konklusion, hvorefter den
omtvistede import var årsagen til prisfaldet. Hvad derimod angår markedet i USA
gav den stigende efterspørgsel, forbuddet mod cyklamat, anbefalingerne om ikke
at bruge sakkarin og NSC's patent grundlag for en prisstigning.
- 144.
- Fællesskabsinstitutionerne har i tidligere tilfælde taget hensyn til forhold, der ligner
forholdene i denne sag, navnlig til konkurrence inden for Fællesskabet og til meget
høje omkostninger for EF-producenterne, og har på dette grundlag antaget, at der
ikke har kunnet være nogen årsagssammenhæng mellem den pågældende import
og skaden for erhvervsgrenen i Fællesskabet (Kommissionens beslutning
86/344/EØF af 17.7.1986 om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende
importen af Portland cement med oprindelse i Den Tyske Demokratiske Republik,
Polen og Jugoslavien (EFT L 202, s. 43, 24. betragtning)).
- 145.
- For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at fællesskabsinstitutionerne har
tilsidesat grundforordningens artikel 13, stk. 3, idet de ansatte den antidumpingtold,
der var nødvendig for at afhjælpe den angivelige skade, for højt.
Antidumpingtolden blev således fastlagt på grundlag af en referencepris, ved hvis
beregning fællesskabsinstitutionerne baserede sig på EF-producentens
omkostninger. Da disse omkostninger var uforholdsmæssigt høje, burde
referenceprisen have været fastlagt på grundlag af omkostningerne hos en af
eksportørerne eller hos en producent inden for en lignende branche eller,
subsidiært, være blevet fastsat til prisen i Fællesskabet, eller - under forudsætning
af underbud - til prisen i Fællesskabet forhøjet med et beløb svarende hertil, i
lighed med, hvordan fællesskabsinstitutionerne er gået frem i andre tilfælde (jf.
f.eks. Kommissionens forordning (EØF) nr. 3232/89 af 24.10.1989 om indførelse af
en midlertidig antidumpingtold på importen af farvefjernsynsmodtagere med lille
billedskærm med oprindelse i Republikken Korea (EFT L 314, s. 1) og
Kommissionens forordning (EØF) nr. 129/91 af 11.1.1991 om indførelse af en
midlertidig antidumpingtold på importen af farvefjernsynsmodtagere med lille
billedskærm med oprindelse i Hong Kong og Den Kinesiske Folkerepublik (EFT
L 14, s. 31)). I en række tilfælde har fællesskabsinstitutionerne endog regnet med
den mest konkurrencedygtige producents omkostninger.
- 146.
- Selv om man går ud fra, at den angivelige skade udelukkende skyldtes importen,
må referenceprisen alligevel antages at have været fejlagtig. De
produktionsomkostninger, som fællesskabsinstitutionerne lagde til grund, var så
ekstremt høje, at de kun kunne være resultatet af en regnefejl.
- 147.
- Sagsøgte og intervenienten har gjort gældende, at anbringenderne bør forkastes. De
anfører i det væsentlige, at der ved fastlæggelsen af skaden, ved konstateringen af,
at der var en årsagssammenhæng mellem denne og dumpingimporten, og ved
beregningen af antidumpingtolden på behørig måde blev taget hensyn til, at EF-producenten var en ny virksomhed på markedet, og til, at selskabet derfor var
mindre konkurrencedygtigt end sagsøgerne. Det savner endvidere grundlag, at
konkurrence fra andre sødemidler var så stor for så vidt angår priser, at dette
kunne have været årsag til skaden.
Rettens bemærkninger
- 148.
- Afgørelsen om, hvorvidt der foreligger en skade, og om, hvorvidt der er en
årsagssammenhæng mellem denne og den pågældende dumpingimport, forudsætter
en vurdering af komplicerede økonomiske spørgsmål. Fællesskabsinstitutionerne
råder herved over et vidt skøn (jf. f.eks. Domstolens dom af 7.5.1991, sag C-69/89,
Nakajima mod Rådet, Sml. I, s. 2069, præmis 86, og Rettens dom af 28.9.1995, sag
T-164/94, Ferchimex mod Rådet, Sml. II, s. 2681, præmis 111 og 131).
- 149.
- I den anfægtede forordning (26. betragtning) anførte sagsøgte:
»... ved afgørelsen af, om den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet er blevet
påført væsentlig skade, er der taget hensyn til følgende faktorer:
Fællesskabsproducenten begyndte at sælge den pågældende vare i 1988 og vandt
en forholdsvis lille del af markedet i Fællesskabet, hvor de amerikanske og
japanske producenter/eksportører stadig har langt den største andel. Denne
indtrængen på markedet blev af de amerikanske konkurrenter imødegået med en
betydelig prisnedsættelse, som førte til væsentlige tab for fællesskabsproducenten
og hindrede ham i at forøge udnyttelsen af produktionskapaciteten, hvorved der
kunne være opnået stordriftsfordele. Ved udgangen af undersøgelsesperioden havde
tabet nået et omfang, som direkte truede den pågældende erhvervsgrens fortsatte
beståen«.
- 150.
- Hvad angår spørgsmålet om EF-producentens angiveligt manglende effektivitet
bemærkes, at den omstændighed, at en producent i Fællesskabet er udsat for
vanskeligheder, der også skyldes andre forhold end dumpingen, ikke er nogen
begrundelse for ganske at udelukke enhver form for beskyttelse af producenten
mod den skade, der skyldes dumpingen (Domstolens domme af 5.10.1988 i sagen
Brother Industries mod Rådet, a.st., præmis 42, og i de forenede sager 277/85 og
300/85, Canon m.fl. mod Rådet, Sml. s. 5731, præmis 63).
- 151.
- Det bemærkes herefter, at EF-producenten i undersøgelsesperioden stadig befandt
sig i opstartsfasen. Det fremgår af et dokument, som sagsøgerne som svar på
Rettens spørgsmål af 22. januar 1997 har fremlagt, at sagsøgernes
produktionsomkostninger i de to første år efter, at de havde påbegyndt
produktionen, var mere end dobbelt så høje som deres produktionsomkostninger
i undersøgelsesperioden. Selv om man går ud fra det af sagsøgerne anførte,
hvorefter deres produktionsomkostninger i undersøgelsesperioden var omkring det
halve af EF-producentens, kan fællesskabsinstitutionerne herefter ikke antages at
have overskredet grænserne for deres skønsmæssige beføjelser ved at regne med
EF-producentens omkostninger ved fastlæggelsen af den referencepris, under
hvilken EF-producenten måtte antages at blive påført en skade.
- 152.
- Hvad angår konkurrencen fra andre og billigere sødemidler, der kan erstatte
aspartam, fremgår det af 31. betragtning til den anfægtede forordning, at sagsøgte
skønnede, at den omstændighed, at der var andre effektive fødemidler på
markedet, ikke i væsentlig grad påvirkede prisen på aspartam, og at dette forhold
ikke var årsagen til det prisfald, der indtraf fra det tidspunkt, hvor EF-producenten
besluttede at gå ind på markedet. I sine svar på Rettens spørgsmål af 22. januar
1997 og under retsmødet har sagsøgte gjort gældende, at konkurrencen fra andre
sødemidler var begrænset som følge af aspartams særlige kvaliteter, herunder
navnlig dette sødemiddels smag.
- 153.
- I betragtning af aspartams smagsmæssige overlegenhed kunne sagsøgte med
rimelighed antage, at efterspørgslen efter dette sødemiddel ikke i væsentlig grad
blev påvirket af andre og billigere effektive sødemidler på markedet, når henses til
de nedenfor angivne oplysninger, der fremgår af sagens akter, herunder navnlig af
oversigterne i den rapport, som sagsøgerne med henblik på besvarelsen af Rettens
spørgsmål af 22. januar 1997 lod rådgivningsfirmaet LMC International udfærdige
i marts 1997. For det første har aspartam skabt sig en sikker stilling på markedet,
selv om stoffet er dyrere end andre sødemidler. For det andet køber brugere af
sødemidler ikke blot de billigste, idet efterspørgslen efter aspartam i Fællesskabet
i øvrigt steg efter indførelsen af antidumpingtolden. For det tredje repræsenterer
udgiften til et effektivt sødemiddel kun en marginal del af de samlede omkostninger
i forbindelse med det færdige produkt.
- 154.
- Under disse omstændigheder er det ligeledes en rimelig antagelse, at en producent
af aspartam, også selv om den pågældende virksomhed er ny på markedet, vil være
i stand til at opnå en fortjeneste på 8% inden for 18 måneder, så meget mere når
henses til, at denne fortjenstmargen blev ansat ud fra teoretiske
produktionsomkostninger fastlagt på grundlag af en forudsætning om en maksimal
produktionskapacitetsudnyttelse. At antagelsen er rimelig, støttes af det forhold, at
det kunne forventes, at brugerne reagerede positivt, for så vidt der var tale om en
ny virksomhed på et marked præget af et monopol.
- 155.
- Hvad angår prisfaldet på aspartam i Fællesskabet har sagsøgerne ikke afkræftet
rigtigheden af, hvad sagsøgte har anført i sine svar på Rettens spørgsmål af 22.
januar 1997, og hvorefter lavere omkostninger kunne forklare prisfaldet mellem
1983 og 1987, men ikke det senere prisfald. Sagsøgerne har heller ikke imødegåetdet af sagsøgte anførte, hvorefter afstanden mellem prisfaldet og faldet i
sagsøgernes produktionsomkostninger blev forøget fra og med 1986, idet prisfaldet
accelererede i forhold til faldet i produktionsomkostningerne.
- 156.
- Det anførte om, at »NSAG's nedsættelse af eksportpriserne skete samtidig med
klagerens første optræden på EF-markedet« (45. betragtning til
kommissionsforordningen og 30. betragtning til rådsforordningen), er måske en lidt
unuanceret betragtning, men antagelsen om, »at ansvaret for beslutningen om at
lade priserne falde til et tabgivende niveau ligger klart hos NSAG og den
amerikanske og den japanske eksportør, og virkningerne af en sådan prispolitik ...
ikke [kan] tilskrives vanskelighederne i HSC's produktionsproces« (49. betragtning
til kommissionsforordningen og 33. betragtning til rådsforordningen), er derimod
fuldt ud rimelig.
- 157.
- Sagsøgerne har ikke bestridt, at NSC's administrerende direktør i 1989 (jf. en
artikel den 2.9.1989 i den nederlandske avis De Financiële Telegraaf, der er vedlagt
svarskriftet) udtalte følgende: »Maard de prijs is geen punt. Wij zullen zonodig
onder de prijs van iedere concurrent duiken. Dat kunnen we ons veroorloven
omdat wij meer dan ieder ander hebben kunnen investeren in efficiency, daartoe
in staat gesteld door de ruime middelen waarover wij dank zij ons patent konden
beschikken.« (»Priserne er ikke noget problem. Vi kan i givet fald underbyde
enhver pris hos en hvilken som helst konkurrent, da vi mere end nogen anden kan
investere i effektivitet som følge af de betydelige midler, vi råder over takket være
vores patent.«) Sagsøgerne har heller ikke bestridt, at de rent faktisk nedsatte
priserne (40. betragtning til kommissionsforordningen og 26. betragtning til
rådsforordningen), øgede eksporten til Fællesskabet i absolutte tal (37. betragtning
til kommissionsforordningen og 26. betragtning til rådsforordningen) og lod deres
priser falde betydeligt (39. betragtning til kommissionsforordningen og 26. og 31.
betragtning til rådsforordningen).
- 158.
- Det må herefter fastslås, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at sagsøgte overskred
grænserne for sine skønsmæssige beføjelser ved at antage, at EF-producenten var
blevet påført en skade, og at dumpingimporten var årsagen hertil.
- 159.
- Den indførte antidumpingtold svarer til forskellen mellem henholdsvis
referenceprisen, dvs. den mindstepris, til hvilken aspartam kan importeres til
Fællesskabet uden at påføre den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet skade,
og eksportprisen. Det fremgår af bemærkningerne i præmis 150-158, at det ikke
er blevet godtgjort, at fællesskabsinstitutionerne baserede sig på urimelige
forudsætninger ved beregningen af den told, der måtte anses for nødvendig for at
afhjælpe skaden. Hvad angår spørgsmålet om en eventuel regnefejl har sagsøgerne
gjort gældende, at en sådan må foreligge, idet de omkostninger, der blev regnet
med ved fastlæggelsen af referenceprisen, var mere end dobbelt så høje som
sagsøgernes egne omkostninger. Det fremgår af bemærkningerne i præmis 151, at
det er en rimelig antagelse, at produktionsomkostningerne hos en producent af
aspartam, der befinder sig i opstartsfasen, er mere end dobbelt så høje som
produktionsomkostninger hos en producent, der har fremstillet aspartam i lang tid.
Det anførte er herved ikke nogen tilstrækkelig dokumentation for, at der blev
begået en fejl ved beregningen af referenceprisen, ligesom det ikke i øvrigt støtter,
at der skulle være begået en sådan fejl.
- 160.
- Hvad endelig angår det af sagsøgerne anførte, hvorefter der ikke blev givet nogen
tilstrækkelig begrundelse for, at HSC burde være nået op på en højere
produktionskapacitetsudnyttelsesgrad, har sagsøgerne fremsat dette argument for
første gang i replikken. Det af sagsøgerne anførte er derfor fremført for sent og
kan dermed ikke tages i betragtning. Følgelig er en nærmere undersøgelse
ufornøden.
- 161.
- De ovenfor undersøgte anbringender må herefter forkastes.
III - Særlige anbringender i sag T-159/94
Anbringendet om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af traktatens artikel 190
Parternes argumenter
- 162.
- Ajico har gjort gældende, at fællesskabsinstitutionerne har krænket selskabets
rettigheder i henhold til kontradiktionsprincippet (Domstolens dom af 23.10.1974,
sag 17/74, Transocean Marine Paint mod Kommissionen, Sml. s. 1063, præmis 15)
og tilsidesat den GATT-anbefaling vedrørende tilgængelige oplysninger i henhold
til artikel 6, stk. 8, der blev vedtaget den 8. maj 1984 af GATT's
Antidumpingudvalg (GATT, BISD, 31st Supplement, s. 283). Den af Kommissionen
anlagte vurdering, hvorefter sagsøgeren samarbejdede i utilstrækkelig grad,
medførte, at Kommissionen afslog at basere sig på de af selskabet fremlagte
oplysninger og fastlagde den normale værdi på grundlag af priserne på markedet
i USA, med den følge, at der blev indført uforholdsmæssig høj told. Den nævnte
vurdering og den på grundlag heraf trufne beslutning berørte således i væsentlig
grad sagsøgerens interesser. Sagsøgeren blev ikke underrettet om forholdet før
offentliggørelsen af kommissionsforordningen, hvorved selskabet ikke fik lejlighed
til at fremsætte sine bemærkninger vedrørende spørgsmålet.
- 163.
- Sagsøgeren samarbejdede under alle omstændigheder i det omfang, det var muligt,
i forbindelse med indhentelsen af oplysninger og under forløbet af undersøgelsen.
Kommissionen ønskede at undersøge, hvor store mængder der blev solgt på det
japanske marked, og at indhente oplysninger om produktionsomkostningerne. Hvad
angår sagsøgerens omsætning på det japanske marked fremlagde selskabet for det
første de disponible statistiske oplysninger vedrørende forsendelser fra fabrikken,
for det andet fakturaer dækkende hele omsætningen (2,4 mio. fakturaer), herunder
fakturaerne vedrørende aspartam, og for det tredje i form af mikrofilm de
månedlige og periodiske fakturaer vedrørende omsætningen pr. kunde, herunder
fakturaerne vedrørende omsætningen af aspartam. Hvad angår
produktionsomkostningerne fremlagde sagsøgeren fuldstændig dokumentation
vedrørende disse i de to perioder af selskabets regnskabsår (1.10.1988 - 30.9.1989),
som omfattede tre fjerdedele af undersøgelsesperioden. Under Kommissionens
besøg blev der endvidere fremlagt oplysninger vedrørende
produktionsomkostningerne i sidste kvartal af 1989, hvorved der dog ikke blev
sondret mellem de forskellige produkter, idet sagsøgeren ikke havde haft
tilstrækkelig tid til særligt at beregne produktionsomkostningerne for aspartam. Det
er imidlertid almindelig praksis - når der ikke er et tidsmæssigt sammenfald mellem
undersøgelsesperioden og den pågældende virksomheds regnskabsår - at
ekstrapolere fra de tilgængelige oplysninger (Rådets forordning (EØF) nr. 112/90
af 16.1.1990 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse cd-afspillere med oprindelse i Japan og Republikken Korea og om endelig opkrævning
af den midlertidige told (EFT L 13, s. 21), Kommissionens forordning (EØF)
nr. 2054/91 af 11.7.1991 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på
importen af dihydrostreptomycin med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik
(EFT L 187, s. 23) og Rådets forordning (EØF) nr. 729/92 af 16.3.1992 om
indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse typer
termokopieringspapir med oprindelse i Japan og om endelig opkrævning af den
midlertidige antidumpingtold (EFT L 81, s. 1)).
- 164.
- Sagsøgte og intervenienten har gjort gældende, at anbringendet bør forkastes, idet
de i det væsentlige har anført, at det ikke kan føre til en afgørelse i
overensstemmelse med sagsøgerens påstande, da den ved den anfægtede forordning
anvendte hjemmel for fastlæggelsen af den normale værdi ikke var
grundforordningens artikel 7, stk. 7, litra b), hvorefter fællesskabsinstitutionerne i
tilfælde af utilstrækkeligt samarbejde fra den berørte parts side kan basere sig på
de tilgængelige oplysninger, men forordningens artikel 2, stk. 6.
Rettens bemærkninger
- 165.
- Det bemærkes, at det ved nærværende anbringende gøres gældende, at der er sket
en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet derved, at sagsøgeren ikke fik
mulighed for at gøre sine synspunkter gældende vedrørende Kommissionens
vurdering, hvorefter selskabet havde samarbejdet i utilstrækkelig grad.
- 166.
- Ved den anfægtede forordning blev den normale værdi imidlertid ikke fastlagt på
grundlag af grundforordningens artikel 7, stk. 7, litra b), hvorefter
fællesskabsinstitutionerne i tilfælde af utilstrækkeligt samarbejde fra den berørte
parts side kan basere sig på de tilgængelige oplysninger, men på grundlag af
forordningens artikel 2, stk. 6.
- 167.
- Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren fik mulighed for at gøre sine synspunkter
gældende vedrørende den nævnte vurdering, var følgelig uden betydning for den
anfægtede forordning. Selv om man derfor går ud fra, at fællesskabsinstitutionerne
ikke gav sagsøgeren mulighed for at gøre sine synspunkter gældende - hvilket
spørgsmål det er ufornødent at tage stilling til - ændrer dette forhold intet ved
Rådets konklusioner, således som disse fremgår af den anfægtede forordning.
- 168.
- Anbringendet må herefter forkastes.
Anbringendet om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 6
Parternes argumenter
- 169.
- Ajico har gjort gældende, at fællesskabsinstitutionerne i henhold til
grundforordningens artikel 2, stk. 6, og GATT skal fastlægge den normale værdi
på grundlag af en pris, der er en sammenlignelig pris.
- 170.
- Salgsprisen for aspartam i USA var herved som følge af NSC's patent på dette
marked ikke en pris, der var en sammenlignelig pris. Da sagsøgeren endvidere efter
patentet ikke måtte sælge aspartam til tredjelande i forhold til USA, kunne
selskabets priser ikke påvirke NSC's priser i samme land og heller ikke påvirkes af
disse, idet de var et resultat af vilkårene på markedet i Japan. Det er således
uantageligt at lade sagsøgeren bære følgerne af de særlige økonomiske og retlige
forhold i USA.
- 171.
- Da den pris, som skulle betales på markedet i USA, ikke var en sammenlignelig
pris, burde den normale værdi have været fastlagt på grundlag af prisen i
oprindelseslandet.
- 172.
- Dette må så meget mere gælde, når henses til, at de pågældende mængder
aspartam, der blev forsendt fra Japan, i USA blot befandt sig i transit. Begrebet
transit i grundforordningens artikel 2, stk. 6, omfatter tilfælde, hvor forsendelsen
gennem et andet land ikke påvirker markedsvilkårene dér og heller ikke påvirkes
af disse.
- 173.
- Et sådant tilfælde foreligger her, idet de mængder aspartam, der blev forsendt fra
Japan, ikke var bestemt til videresalg i USA, men udelukkende skulle gøre det
muligt for NSC at drage fordel af den amerikanske ordning vedrørende
tilbagebetaling af importafgifter. Sagsøgerens andel af kapitalen i det fællesejede
selskab NSAG skabte heller ikke grundlag for nogen indflydelse fra sagsøgerens
side på priserne, idet patentet dækkede markedet i USA. Det forhold, at
sagsøgeren også solgte aspartam til NSC med henblik på videresalg i USA, havde
ingen sammenhæng med forsendelserne af aspartam bestemt til videresalg i
Fællesskabet. Disse forsendelser blev ikke alene registreret særskilt, men blev også
faktureret til en anden pris. Ajico bevarede kontrollen med de pågældende
forsendelser efter levering til NSC, idet selskabet var kontraktligt forpligtet til straks
at videresælge disse mængder aspartam til Deutsche Ajinomoto GmbH,
sagsøgerens forhandlerdatterselskab i Europa, som derefter skulle overdrage
mængderne til NSAG. Endelig gælder det, at selv om det er rigtigt, at aspartam
med oprindelse i Japan blev ompakket i større beholdere eller videreforarbejdet
til granulat for at lette håndteringen, angik dette kun en meget lille andel af de
pågældende forsendte mængder aspartam, nemlig henholdsvis 1,4 og 7%. Hertil
kommer, at denne praksis var begrænset til perioden fra november 1988 til
december 1989, der var næsten nøjagtigt sammenfaldende med
undersøgelsesperioden, idet formålet alene var at opfylde ordrer fra kunder i
Fællesskabet, som blev afgivet efter afsendelsen fra Japan.
- 174.
- Da omfanget af omsætningen på markedet i oprindelseslandet ikke nåede op på
5% af omsætningen på markedet i Fællesskabet, og det efter grundforordningens
artikel 2, stk. 6, ikke er udelukket at beregne den normale værdi i medfør af
forordningens artikel 2, stk. 3, burde den normale værdi herefter have været
beregnet på grundlag af sagsøgerens produktionsomkostninger forhøjet med en
rimelig fortjeneste. Som anført i forbindelse med det foregående anbringende,
havde Kommissionen mulighed for at undersøge sagsøgerens
produktionsomkostninger.
- 175.
- Sagsøgte og intervenienten har gjort gældende, at betingelserne for i medfør afgrundforordningens artikel 2, stk. 6, at fastlægge den normale værdi på grundlag
af en sammenlignelig pris, der faktisk blev betalt eller skulle betales i
oprindelseslandet (Japan), ikke var opfyldt, navnlig da de pågældende mængder
aspartam i undersøgelsesperioden ikke blot blev forsendt i transit gennem
eksportlandet (USA). Sagsøgte anfører endvidere, at betingelserne for at fastlægge
den normale værdi på grundlag af en pris, der faktisk blev betalt eller skulle betales
i eksportlandet, derimod var opfyldt, idet den pågældende pris var en
sammenlignelig pris. Sagsøgte og intervenienten gør herefter gældende, at
anbringendet bør forkastes.
Rettens bemærkninger
- 176.
- Grundforordningens artikel 2, stk. 6, indeholder følgende bestemmelse:
»Indføres en vare ikke direkte fra oprindelseslandet, men udføres til Fællesskabet
fra et andet land, er den normale værdi den sammenlignelige pris, der faktisk er
betalt, eller som skal betales, for samme vare på enten eksportlandets eller
oprindelseslandets hjemmemarked. Sidstnævnte kunne f.eks. være et egnet
grundlag, såfremt varen blot forsendes i transit gennem eksportlandet, eller hvis
sådanne varer ikke produceres i eksportlandet, eller når der ikke findes nogen
sammenlignelig pris for disse varer i eksportlandet.«
- 177.
- Det er ubestridt, at de mængder aspartam, som Ajico solgte, ikke blev indført til
Fællesskabet direkte fra oprindelseslandet (Japan), men fra et andet land (USA).
- 178.
- I et sådant tilfælde råder fællesskabsinstitutionerne i henhold til grundforordningens
artikel 2, stk. 6, over et vidt skøn ved afgørelsen om, hvorvidt der skal regnes med
enten den pris, der faktisk betales eller skal betales på markedet i eksportlandet,
eller med den pris, der faktisk betales eller skal betales på markedet i
oprindelseslandet, dog således, at der skal være tale om en pris, der er en
sammenlignelig pris.
- 179.
- Fællesskabsinstitutionerne valgte at fastlægge den normale værdi på grundlag af
den pris, der faktisk blev betalt eller skulle betales på eksportlandets
hjemmemarked (markedet i USA).
- 180.
- Sagsøgeren har herved blot anført, at denne pris ikke kunne lægges til grund, da
den pågældende vare var omfattet af et patent, hvorved sagsøgeren ikke har
godtgjort, at der var tale om en pris, som ikke var en sammenlignelig pris.
- 181.
- I øvrigt var betingelserne for, at fællesskabsinstitutionerne kunne basere sig på
priserne i oprindelseslandet (Japan), ikke opfyldt. De pågældende mængder
japansk aspartam blev ikke blot forsendt i transit gennem USA, idet de rent faktisk
blev solgt til et amerikansk selskab, og idet de delvis blev videreforarbejdet og
ompakket.
- 182.
- Det tiltrædes følgelig, at fællesskabsinstitutionerne fastlagde den normale værdi på
grundlag af den pris, der blev betalt eller skulle betales på markedet i USA.
- 183.
- Anbringendet må herefter forkastes.
IV - Særlige anbringender i sag T-160/94
Anbringendet om tilsidesættelse af væsentlige procedureregler og af traktatens artikel
190
Parternes argumenter
- 184.
- NSC har gjort gældende, at sagsøgte i den anfægtede forordning alene bemærkede,
at Kommissionen ikke havde kunnet godtage de af sagsøgeren foreslåede tilsagn,
idet sagsøgte ikke angav nogen begrundelse for sin egen beslutning om ikke at
godtage disse tilsagn. Det fremgår herved af Domstolens domme af 7. maj 1987 i
sagen NTN Toyo Bearing m.fl. mod Rådet, jf. ovenfor, og i sagen Nachi Fujikoshi
mod Rådet, jf. ovenfor, og af Domstolens dom af 7. maj 1987 (sag 256/84, Koyo
Seiko mod Rådet, Sml. s. 1899), sammenholdt med Domstolens dom af 14. marts
1990 (sag C-156/87, Gestetner Holdings mod Rådet og Kommissionen, Sml. I,
s. 781), at det henhører under Rådet at træffe den endelige afgørelse om ikke at
acceptere et forslag om tilsagn, som er en beslutning, der i væsentlig grad berører
den pågældende sagsøgers interesser. For at gøre det muligt for den pågældende
EF-retsinstans at udøve sin kontrol, burde sagsøgte have begrundet sin beslutning
om dette spørgsmål. Ved at undlade dette krænkede sagsøgte fundamentale
rettigheder i henhold til kontradiktionsprincippet.
- 185.
- Endvidere tog sagsøgte heller ikke stilling til de argumenter, som sagsøgeren i sin
skrivelse af 15. maj 1991 havde fremført over for den af Kommissionen angivne
begrundelse for ikke at godtage tilsagnene. Sagsøgte tilsidesatte dermed traktatens
artikel 190 og krænkede fundamentale rettigheder i henhold til
kontradiktionsprincippet. Følgelig bør den anfægtede forordnings artikel 1 og 2
annulleres.
- 186.
- Sagsøgte og intervenienten har gjort gældende, at anbringendet bør forkastes, idet
sagsøgeren modtog en tilstrækkelig præcis begrundelse for, at tilsagnene ikke kunne
godtages.
Rettens bemærkninger
- 187.
- I 49. betragtning til den anfægtede forordning anføres det:
»... Kommissionen fastslog efter at have afholdt konsultationer, at disse tilsagn ikke
kunne godtages. Den underrettede producenterne/eksportørerne om grunden til
denne afgørelse.«
- 188.
- Denne henvisning til den af Kommissionen angivne begrundelse må forstås således,
at sagsøgte tilsluttede sig denne.
- 189.
- Den nævnte begrundelse blev herved meddelt sagsøgeren ved Kommissionens
skrivelse af 7. maj 1991. Det fremgår i det væsentlige af denne skrivelse, at de
foreslåede tilsagn ikke kunne godtages på grund af de indskrænkninger af
konkurrencen, de ville have medført på markedet for aspartam, som var stærkt
præget af, at der kun var ganske få økonomiske aktører. I skrivelsen anførtes det
endvidere, at de pågældende tilsagn ville have medført, at de vigtigste producenter
havde måttet fastsætte deres priser på en for den anden producent forudsigelig
måde.
- 190.
- Det fremgår klart og utvetydigt af denne underbyggede begrundelse, hvilke
betragtninger den pågældende fællesskabsinstitution lagde til grund, ligesom
begrundelsen gør det muligt for Retten at udøve sin prøvelsesret. Det fremgår
endvidere af sagsøgerens skrivelse af 15. maj 1991, at selskabet var bekendt med
grundene til, at de foreslåede tilsagn ikke kunne godtages, idet selskabet anfægtede
disse grunde. Beslutningen om ikke at godtage de foreslåede tilsagn må herefter
anses for at være blevet tilstrækkeligt begrundet (jf. den ovenfor i præmis 130
citerede retspraksis).
- 191.
- I øvrigt kunne sagsøgte lovligt indskrænke sig til at henvise til Kommissionens
vurdering, idet det alene er Kommissionen, der har kompetence til at træffe
afgørelse om, hvorvidt foreslåede tilsagn bør godtages (kendelsen i sagen Miwon
mod Kommissionen, a.st., præmis 27).
- 192.
- Anbringendet må herefter forkastes.
Anbringendet om krænkelse af sagsøgerens patentrettigheder i USA
Parternes argumenter
- 193.
- NSC har gjort gældende, at fællesskabsinstitutionerne ved at fastlægge den normale
værdi på grundlag af priserne i USA indirekte påtvang sagsøgeren at afstå fra at
anvende så høje priser som muligt på markedet i USA. Dette var udtryk for, at
fællesskabsinstitutionerne retsstridigt og uden at yde erstatning gennemførte en
ekspropriation af sagsøgerens patentrettigheder. Det er imidlertid i henhold til
fællesskabsrettens almindelige principper en forudsætning for enhver form for
ekspropriation, at der ydes erstatning (generaladvokat Capotorti's forslag til
afgørelse ad Domstolens dom af 13.12.1979, sag 44/79, Hauer, Sml. s. 3727, punkt
7, på s. 3760).
- 194.
- Subsidiært gør NSC gældende, at selv om det antages, at fællesskabsinstitutionernes
beslutning ikke var udtryk for en ekspropriation af den nævnte art, indskrænker
beslutningen under alle omstændigheder i uforholdsmæssig grad sagsøgerens ret til
frit at gøre brug af sine patentrettigheder. Fællesskabsinstitutionerne havde kunnet
basere sig på prisen ved eksport til tredjelande, eller de kunne som foreslået af
sagsøgeren have fastlagt en beregnet værdi. Disse fremgangsmåder ville have
medført en mindre begrænsning af sagsøgerens mulighed for i kraft af patentet at
anvende højere priser på markedet i USA.
- 195.
- Sagsøgte har imødegået sagsøgerens argumentation, idet sagsøgte i det væsentlige
har gjort gældende, at der bestod en forpligtelse til at fastlægge den normale værdi
på grundlag af den pris, der faktisk blev betalt eller skulle betales på markedet i
USA. Intervenienten har anført, at for så vidt det med anbringendet søges fastslået,
at fællesskabsinstitutionerne har krænket sagsøgerens industrielle ejendomsret i
henhold til amerikansk lovgivning, eller at de retsstridigt har foregrebet udøvelsen
af denne, er Retten inkompetent. Sagsøgte og intervenienten gør gældende, at
anbringendet bør forkastes.
Rettens bemærkninger
- 196.
- Sagsøgeren kan ikke antages at have godtgjort, at selskabet på nogen nærmere
bestemt måde skulle være blevet forhindret i at udøve sine patentrettigheder.
Sagsøgeren har således alene anført, at selskabet på grund af den anfægtede
forordning blev forhindret i at anvende så høje priser som muligt på markedet i
USA. Selv om man går ud fra, at sagsøgerens patentrettigheder i USA omfattede
en ret til at anvende så høje priser som muligt på markedet dér, savner det anførte
faktuelt grundlag. Ingen af de omtvistede antidumpingforanstaltninger kan antages
at have begrænset NSC's mulighed for at anvende de priser på markedet i USA,
som selskabet ønskede.
- 197.
- Anbringendet må herefter forkastes.
Sagsomkostningerne
- 198.
- Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale
sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgerne har tabt
sagerne, og sagsøgte har nedlagt påstand om, at de tilpligtes at betale
sagsomkostningerne, hvorfor sagsøgerne bør dømmes til ud over at bære deres
egne omkostninger at betale sagsøgtes. I henhold til procesreglementets artikel 87,
stk. 4, bærer institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Der
bør følgelig træffes bestemmelse om, at intervenienten bærer sine egne
omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Udvidede Afdeling)
1) Rådet for Den Europæiske Union frifindes.
2) Sagsøgerne bærer deres egne omkostninger og betaler Rådets.
3) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber bærer sine egne
omkostninger.
García-Valdecasas Tiili Azizi
Moura Ramos Jaeger
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 18. december 1997.
H. Jung
J. Azizi
Justitssekretær
Afdelingsformand
Indhold
Sagernes baggrund og forløb
II - 2
Den pågældende vare
II - 2
De økonomiske aktører og det pågældende marked
II - 3
Den administrative procedure
II - 3
De relevante antidumpingforordninger
II - 9
1. Generelt
II - 9
2. Kommissionsforordningen
II - 9
3. Rådsforordningen
II - 10
Retsforhandlinger
II - 11
Parternes påstande
II - 12
Realiteten
II - 12
I - Sammenfatning af anbringenderne i sagen
II - 12
II - Fælles anbringender i de to sager
II - 14
Anbringenderne om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og om
tilsidesættelse af grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) og b), og artikel
8, stk. 4
II - 14
A - Parternes argumenter
II - 14
B - Rettens bemærkninger
II - 18
1. De særlige forhold på det pågældende marked og følgerne heraf
II - 19
2. Den angiveligt utilstrækkelige karakter af de oplysninger, som blev
meddelt før indførelsen af endelig told
II - 20
3. De meddelte oplysningers angiveligt utilstrækkelige karakter i forhold
til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) (oplysninger fra
HSC)
II - 20
4. De meddelte oplysningers angiveligt utilstrækkelige karakter i forhold
til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra b)
II - 21
a) Krav gældende for anmodninger om oplysninger
II - 21
b) Undersøgelse af de fremsatte anmodninger om oplysninger og af
de af fællesskabsinstitutionerne meddelte oplysninger
II - 21
i) Generelle anmodninger om oplysninger
II - 22
ii) Anmodninger om oplysninger vedrørende konkrete spørgsmål
II - 22
Kritikpunkter for så vidt angår de ved skrivelse af 14. december 1990
fremsatte anmodninger om oplysninger
II - 22
- Kapacitetsudnyttelsesgrad
II - 22
- Den periode, der blev lagt til grund som den, ved hvis udløb EF-producenten ville opnå en økonomisk balance og en
fortjenstmargen på 8%
II - 23
- Inddragelse af subsidierne til EF-producenten og spørgsmålet om
disses forenelighed med traktaten
II - 23
- Den andel for generalomkostninger, der indgik i den referencepris,
som blev betalt til datterselskabet DSM
II - 24
- NSAG's bestræbelser på at udvikle markedet
II - 24
Andre konkrete kritikpunkter
II - 24
- Detaljerede oplysninger om sammensætningen af referenceprisen
II - 24
- Inddragelse i referenceprisen af visse af EF-producentens
omkostninger til etablering samt afskrivning
II - 26
- Råmaterialer købt hos forbundne virksomheder
II - 27
c) Konklusion
II - 27
Anbringendet om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3
II - 27
Parternes argumenter
II - 27
Rettens bemærkninger
II - 28
Anbringenderne om tilsidesættelse af traktaten og af grundforordningens artikel
2, stk. 1, artikel 4 og artikel 13 og om forkert beregning af
antidumpingtolden
II - 30
Parternes argumenter
II - 30
Rettens bemærkninger
II - 32
III - Særlige anbringender i sag T-159/94
II - 35
Anbringendet om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af traktatens
artikel 190
II - 35
Parternes argumenter
II - 35
Rettens bemærkninger
II - 37
Anbringendet om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 6
II - 37
Parternes argumenter
II - 37
Rettens bemærkninger
II - 39
IV - Særlige anbringender i sag T-160/94
II - 40
Anbringendet om tilsidesættelse af væsentlige procedureregler og af traktatens
artikel 190
II - 40
Parternes argumenter
II - 40
Rettens bemærkninger
II - 40
Anbringendet om krænkelse af sagsøgerens patentrettigheder i USA
II - 41
Parternes argumenter
II - 41
Rettens bemærkninger
II - 42
Sagsomkostningerne
II - 42