DOMSTOLENS KENDELSE (Ottende Afdeling)
11. december 2023 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – artikel 99 i Domstolens procesreglement – direktiv 2011/7/EU – bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner – artikel 2, nr. 1) – begrebet »handelstransaktioner« – artikel 3, stk. 1, litra a) – retten til morarenter – forsikringsaftale mellem virksomheder«
I sag C-303/23,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Sąd Rejonowy dla Wrocławia-Fabrycznej we Wrocławiu (retten i første instans i Wrocław – Fabryczna, tingstedet Wrocław, Polen), ved afgørelse af 28. april 2013, indgået til Domstolen den 15. maj 2023, i sagen
Powszechny Zakład Ubezpieczeń S.A.
mod
Volvia sp. z o.o.,
har
DOMSTOLEN (Ottende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, N. Piçarra (refererende dommer), og dommerne N. Jääskinen og M. Gavalec,
generaladvokat: A. Rantos,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet at træffe afgørelse ved begrundet kendelse i overensstemmelse med artikel 99 i Domstolens procesreglement,
afsagt følgende
Kendelse
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, nr. 1), og artikel 3, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (EUT 2011, L 48, s. 1).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Powszechny Zakład Ubezpieczeń S.A. (herefter »PZU«) og Volvia sp. z o.o. vedrørende sidstnævntes betaling af renter som følge af forsinket betaling af de præmier, der skyldtes i henhold til to forsikringsaftaler vedrørende motorkøretøjer og PZU’s faste kompensation for inddrivelsesomkostningerne.
Retsforskrifter
EU-retten
3 3., 8., 9. og 17. betragtning til direktiv 2011/7 har følgende ordlyd:
»(3) Mange betalinger i handelstransaktioner mellem økonomiske aktører eller mellem økonomiske aktører og offentlige myndigheder sker senere end aftalt i kontrakten eller fastlagt i de almindelige forretningsbetingelser. Selv om varerne er leveret, eller tjenesteydelserne er udført, betales de tilhørende fakturaer længe efter fristen. Forsinket betaling påvirker virksomhedernes likviditet negativt og besværliggør deres finansielle forvaltning. Den påvirker også deres konkurrenceevne og rentabilitet, hvis kreditoren er nødt til at skaffe ekstern finansiering på grund af den forsinkede betaling. [...]
[...]
(8) Dette direktivs anvendelsesområde bør begrænses til betalinger, der sker som vederlag for handelstransaktioner. Dette direktiv bør ikke regulere transaktioner med forbrugere, renter i forbindelse med andre betalinger, f.eks. betalinger i henhold til lovgivningen om checks og veksler, eller betalinger som kompensation for skade, herunder betalinger fra forsikringsselskaber. Medlemsstaterne bør endvidere have mulighed for at udelade gæld, der er genstand for insolvensbehandling, herunder procedurer med sigte på gældsomlægning.
(9) Dette direktiv bør indeholde bestemmelser om alle handelstransaktioner mellem virksomheder, uanset om de er private eller offentlige, og mellem virksomheder og offentlige myndigheder [...]
[...]
(17) En debitors betaling bør betragtes som forsinket, for så vidt angår retten til morarenter, når kreditor ikke har det skyldige beløb til sin rådighed på forfaldsdatoen, forudsat at sidstnævnte har opfyldt sine lovbestemte og aftalemæssige forpligtelser.«
4 Direktivets artikel 1 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« fastsætter i stk. 1 og 2:
»1. Formålet med dette direktiv er at bekæmpe forsinket betaling i handelstransaktioner med henblik på at sikre et velfungerende indre marked og derved fremme virksomhedernes, herunder navnlig de små og mellemstore virksomheders [(SMV)], konkurrenceevne.
2. Dette direktiv finder anvendelse på alle betalinger, der foretages som vederlag for handelstransaktioner.«
5 Direktivets artikel 2 fastsætter:
»I dette direktiv forstås ved:
1) »handelstransaktioner«: forretningsmæssige transaktioner mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder, som indebærer levering af varer eller tjenester mod vederlag
[...]
3) »virksomhed«: enhver enhed bortset fra en offentlig myndighed, der handler som led i selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet, uanset om aktiviteten kun udøves af en enkelt person
4) »forsinket betaling«: betaling, der ikke foretages inden for den aftalemæssige eller lovbestemte betalingsfrist, og hvor betingelserne i artikel 3, stk. 1, […] er opfyldt
5) »morarenter«: lovbestemt rente for forsinket betaling eller rente, hvis sats er forhandlet og aftalt mellem virksomheder i henhold til artikel 7
[...]«
6 Samme direktivs artikel 3 med overskriften »Transaktioner mellem virksomheder« fastsætter i stk. 1:
»Medlemsstaterne sikrer, at kreditor i handelstransaktioner mellem virksomheder er berettiget til morarenter ved forsinket betaling, uden at det er nødvendigt at fremsende en rykkerskrivelse, forudsat at:
a) kreditor har opfyldt sine aftalemæssige og lovbestemte forpligtelser, og
b) kreditor ikke har modtaget det skyldige beløb rettidigt, medmindre skyldneren ikke er ansvarlig for forsinkelsen.«
Polsk ret
Lov om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner
7 Artikel 4 i ustawa o przeciwdziałaniu nadmiernym opóźnieniom w transakcjach handlowych (lov om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner) af 8. marts 2013 (Dz. U. af 2013, pos. 403) definerer i punkt 1 en »handelstransaktion« som værende »en aftale om levering af varer eller tjenesteydelser mod vederlag, hvis de i artikel 2 omhandlede parter indgår denne aftale som led i den virksomhed, de udøver«, og, i punkt 1a, »kontantydelsen« som værende »vederlag for levering af en vare eller udførelsen af en tjenesteydelse i en handelstransaktion«.
8 Denne lovs artikel 7, stk. 1, fastsætter:
»I handelstransaktioner bortset fra dem, hvor debitor er en offentlig enhed, er kreditor uden fremsættelse af betalingspåkrav berettiget til de lovbestemte morarenter vedrørende handelstransaktioner – medmindre parterne har aftalt højere renter – for perioden fra den dato, hvor prisen for ydelsen forfalder til kontant betaling, og indtil betalingsdatoen, såfremt følgende betingelser alle er opfyldt:
1) kreditor har leveret sin ydelse
2) kreditor har ikke modtaget betalingen inden for den i kontrakten fastsatte frist.«
Den civile lovbog
9 Artikel 487, stk. 2, i ustawa – Kodeks cywilny (den civile lovbog) af 23. april 1964 1964 (Dz. U. af 1964, no 16, pos. 93) fastsætter, at »[e]n aftale er gensidig, når begge parter forpligter sig på en sådan måde, at den enes ydelse skal svare til den andens«.
10 Artikel 805, stk. 1 og 2, i den civile lovbog er affattet således:
»(1) Ved en forsikringsaftale forpligter forsikringsselskabet sig til inden for rammerne af sin virksomhed at levere en bestemt ydelse i tilfælde af en ulykke, der er forudset i aftalen, og forsikringstageren forpligter sig til at betale præmien.
(2) Forsikringsselskabets ydelse består navnlig i udbetaling af:
1) ved tingsforsikring – specifik erstatning for tab som følge af en ulykke, der er fastsat i aftalen
2) ved personforsikring – udbetaling af den aftalte pengesum, pension eller anden ydelse i tilfælde af en ulykke i den forsikredes liv, som er fastsat i samme aftale.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
11 Volvia, et biludlejningsfirma efter polsk ret, indgik to forsikringsaftaler om motorkøretøjer med forsikringsselskabet PZU. Den første aftale vedrørte en lovpligtig ansvarsforsikringsaftale for ejere af motorkøretøjer og en tillægsforsikring vedrørende organisering af vejhjælp og dækning af omkostningerne til denne hjælp. Den anden aftale dækkede en anden type frivillig forsikring, nemlig en »kaskoforsikring«, der dækker ved tab, ødelæggelse eller skade på køretøjet.
12 PZU har anlagt sag ved Sąd Rejonowy dla Wrocławia-Fabrycznej we Wrocławiu (retten i første instans i Wrocław – Fabryczna, tingstedet Wrocław, Polen), som er den forelæggende ret, med påstand om, at Volvia tilpligtes af betale forsikringspræmier til en sum af 7 619,89 PLN (ca. 1 700 EUR), med tillæg af morarenter, for de to forsikringsaftaler nævnt i foregående præmis, samt fast kompensation for de afholdte inddrivelsesomkostninger.
13 Volvia har gjort indsigelse mod betalingspåkravet udstedt af den forelæggende ret. Dette påkrav er bortfaldet og sagen er blevet hjemvist til denne ret til vurdering efter den almindelige procedure.
14 I den forbindelse ønsker den forelæggende ret at vide, om en forsikringsaftale, der er indgået mellem to virksomheder, kan kvalificeres som en »handelstransaktio[n]« som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2011/7, og om en sådan aftale således er omfattet af direktivets materielle anvendelsesområde. Den forelæggende ret har i den forbindelse fremhævet, at spørgsmålet om arten af en forsikringsaftale, og nærmere bestemt spørgsmålet om, hvorvidt forsikringstagerens betaling af præmien udgør vederlaget for en ydelse leveret af forsikringsgiveren splitter den polske retspraksis og den juridiske litteratur.
15 Det er den forelæggende rets vurdering, at en forsikringsaftale ikke er en gensidig aftale, idet den præmie som forsikringstageren betaler ikke er et vederlag for forsikringsgiverens ydelse af erstatning for skader, der følger af en ulykke omhandlet i aftalen. Den forelæggende ret har vurderet, at det er nødvendigt at sikre, at en sådan fortolkning af polsk ret, som en den fortolkning Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) anvender, ikke er i strid med direktiv 2011/7, således som det er fortolket af Domstolen, navnlig i dom af 9. juli 2020, RL (Direktivet om bekæmpelse af forsinket betaling) (C-199/19, EU:C:2020:548).
16 På denne baggrund har Sąd Rejonowy dla Wrocławia-Fabrycznej we Wrocławiu (retten i første instans i Wrocław – Fabryczna, tingstedet Wrocław) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 2, nr. 1), i [direktiv 2011/7] fortolkes således, at en forsikringsaftale, i henhold til hvilken forsikringsselskabet forpligter sig til at levere en specifik tjenesteydelse til en erhvervsdrivende i tilfælde af en ulykke som omhandlet i aftalen, udgør en handelstransaktion i denne bestemmelses forstand, og at aftalen derfor er omfattet af direktivets materielle anvendelsesområde?
[I] bekræftende fald:
2) Skal artikel 3, stk. 1, litra a), i [direktiv 2011/7] fortolkes således, at forsikringsgiveren alene ved at yde dækning inden for rammerne af en forsikringsaftale opfylder sin aftalemæssige og lovbestemte forpligtelse som omhandlet i denne bestemmelse?«
De præjudicielle spørgsmål
17 I henhold til procesreglementets artikel 99 kan Domstolen, navnlig såfremt besvarelsen af et præjudicielt spørgsmål klart kan udledes af retspraksis, eller såfremt besvarelsen af et sådant spørgsmål ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl, til enhver tid på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse.
18 Denne bestemmelse skal anvendes i forbindelse med den foreliggende sag.
Det første spørgsmål
19 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, nr. 1), i direktiv 2011/7 skal fortolkes således, at begrebet »handelstransaktioner« omfatter en forsikringsaftale, i henhold til hvilken forsikringsselskabet forpligter sig til at levere en specifik ydelse til en virksomhed i tilfælde af en ulykke som omhandlet i aftalen og denne virksomhed forpligter sig til at betale forsikringspræmien til forsikringsselskabet.
20 Indledningsvis bemærkes, at begrebet »handelstransaktioner« er defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2011/7 som »forretningsmæssige transaktioner mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder, som indebærer levering af varer eller tjenester mod vederlag«. Bestemmelsen skal læses i lyset af ottende og niende betragtning til direktivet og sammenholdes med direktivets artikel 1, stk. 2, som fastsætter, at direktivet finder anvendelse på alle betalinger, der foretages som vederlag for handelstransaktioner.
21 Det følger af disse bestemmelser, at direktiv 2011/7 finder anvendelse på alle betalinger, der sker som vederlag for handelstransaktioner, herunder handelstransaktioner mellem private virksomheder, dog navnlig med undtagelse af handelstransaktioner med forbrugerne. Direktivets anvendelsesområde defineres således meget bredt (jf. i denne retning dom af 28.11.2019, KROL, C-722/18, EU:C:2019:1028, præmis 31 og 32).
22 Artikel 2, nr. 1), i direktiv 2011/7 fastsætter to betingelser for, at en transaktion er omfattet af begrebet »handelstransaktion« som omhandlet i denne bestemmelse. For det første skal transaktionen være foretaget enten mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder, og for det andet skal den indebære levering af varer eller tjenester mod vederlag.
23 For så vidt angår den første betingelse er det i hovedsagen ubestridt, at Volvia og PZU udgør »virksomheder« som omhandlet i direktivets artikel 2, nr. 3), som definerer dette begreb som »enhver enhed bortset fra en offentlig myndighed, der handler som led i selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet, uanset om aktiviteten kun udøves af en enkelt person«.
24 Hvad angår den anden betingelse, der fremgår af artikel 2, nr. 1), i direktiv 2011/7, fastslog Domstolen i præmis 27 i dom af 9. juli 2020, RL (Direktivet om bekæmpelse af forsinket betaling) (C-199/19, EU:C:2020:548), at begrebet »levering af varer og tjenester«, der er anført i bestemmelsen, udgør et selvstændigt EU-retligt begreb, hvis rækkevidde ikke kan fastlægges ved henvisning til kendte begreber fra medlemsstaternes retsorden eller fra klassificeringer på nationalt plan. Domstolen udtalte i denne forbindelse, at artikel 57 TEUF giver en bred definition af begrebet »tjenesteydelser«, således at den omfatter en hvilken som helst ydelse, der normalt udføres mod betaling, der ikke henhører under de øvrige grundlæggende rettigheder, med det formål at hindre, at en økonomisk aktivitet falder uden for anvendelsesområdet for de grundlæggende friheder (dom af 9.7.2020, RL (Direktivet om bekæmpelse af forsinket betaling), C-199/19, EU:C:2020:548, præmis 30-32).
25 Domstolen har ligeledes taget højde for formålet med direktiv 2011/7, som i henhold til dets artikel 1, stk. 1, læst i lyset af tredje betragtning hertil, består i at bekæmpe forsinket betaling i handelstransaktioner med henblik på at sikre et velfungerende indre marked og derved fremme virksomhedernes konkurrenceevne, idet forsinket betaling påvirker virksomhedernes likviditet negativt, besværliggør deres finansielle forvaltning og påvirker deres rentabilitet, hvis de er nødt til at skaffe ekstern finansiering på grund af den forsinkede betaling (dom af 9.7.2020, RL (Direktivet om bekæmpelse af forsinket betaling), C-199/19, EU:C:2020:548, præmis 35).
26 En forsikringsaftale som den i hovedsagen omhandlede, i henhold til hvilken en forsikringsgiver forpligter sig over for en anden part til at levere en bestemt ydelse i tilfælde af en ulykke omfattet af aftalen og denne anden part forpligter sig over for forsikringsgiveren til at betale forsikringspræmierne, udgør således en handelstransaktion, der indebærer levering af tjenester som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2011/7, forudsat at denne transaktion foretages mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder. Ydelse af forsikring af en professionel, som f.eks. et forsikringsselskab, er økonomisk virksomhed, dvs. virksomhed, der består i at udbyde varer og tjenesteydelser på et bestemt marked (dom af 27.6.2017, Congregación de Escuelas Pías Provincia Betania, C-74/16, EU:C:2017:496, præmis 45). Ydelse af forsikring udgør således en »tjenesteydelse« som omhandlet i artikel 57 TEUF, forudsat at det sker mod vederlag, og der som følge heraf sker »levering af tjenesteydelser« som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2011/7.
27 Tvivlen fra den forelæggende ret vedrører nærmere bestemt spørgsmålet om, hvorvidt en forsikringsaftale medfører gensidige forpligtelser for parterne, og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt forsikringsselskabets ydelse, dvs. udbetaling af erstatning i tilfælde af ulykke, kan anses for at være leveret mod forsikringspræmien som vederlag som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2011/7. Denne ret har anført, at i henhold til polsk retspraksis og juridisk litteratur, som den har til hensigt at følge, er en forsikringsaftale ikke en gensidig aftale, hvor leveringen af tjenesteydelser sker mod forsikringstagerens betaling af præmien.
28 For så vidt angår begrebet »handelstransaktioner« som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2011/7, som fortolket af Domstolen, er forsikringstagerens forpligtelse til at betale præmien ud fra et økonomisk synspunkt kun begrundet i garantien for erstatning, som den pågældende vil få som modydelse fra forsikringsselskabet i tilfælde af ulykke. Under disse betingelser, og selv om erstatningen hverken er øjeblikkelig eller sikker, henset til uvisheden med hensyn til en sådan ulykkes indtræden, udgør den præmie, der er betalt af forsikringstageren, det »økonomiske modstykke« til den tjeneste, som forsikringsselskabet yder, og som består i at garantere erstatning til sikrede i forsikringsaftalens løbetid i tilfælde af ulykker (jf. i denne retning dom af 27.6.2017, Congregación de Escuelas Pías Provincia Betania, C-74/16, EU:C:2017:496, præmis 47).
29 En sådan fortolkning berøres ikke af ottende betragtning til direktiv 2011/7, som udelukker betalinger som kompensation for skader, herunder betalinger fra forsikringsselskaber, fra dets anvendelsesområde, uden dog at dække forsikringsaftaler (jf. analogt dom af 9.7.2020, RL (Direktivet om bekæmpelse af forsinket betaling), C-199/19, EU:C:2020:548, præmis 36 og 40). Disse aftaler er således omfattet af direktivets anvendelsesområde.
30 Endelig bekræftede Domstolen i dom af 13. september 2018, Česká pojišťovna (C-287/17, EU:C:2018:707), implicit – idet den besvarede de forelagte spørgsmål i forbindelse med en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende en tvist om kompensation for omkostninger ved inddrivelse som følge af forsinket betaling af forsikringspræmier i forbindelse med opfyldelse af en forsikringsaftale indgået mellem to virksomheder – at forsikringsaftaler indgået mellem to virksomheder indebærer en »handelstransaktion« som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2011/7, og at disse aftaler følgelig er omfattet af direktivets materielle anvendelsesområde.
31 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares således, at artikel 2, nr. 1), i direktiv 2011/7 skal fortolkes således, at begrebet »handelstransaktioner« omfatter en forsikringsaftale, i henhold til hvilken et forsikringsselskab forpligter sig til at levere en specifik ydelse til en virksomhed i tilfælde af ulykke som omhandlet i aftalen og denne virksomhed forpligter sig til at betale forsikringspræmien til forsikringsselskabet.
Det andet spørgsmål
32 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/7 skal fortolkes således, at forsikringsgiveren inden for rammerne af en forsikringsaftale opfylder sine aftalemæssige og lovbestemte forpligtelser alene ved at yde forsikringsdækning til den anden part, og dette uafhængigt af, om der sker udbetaling til denne sidstnævnte part i tilfælde af ulykke som omhandlet i aftalen.
33 Det følger af artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/7, læst i lyset af 17. betragtning til direktivet, at kreditor i handelstransaktioner mellem virksomheder er berettiget til morarenter ved forsinket betaling, uden at det er nødvendigt at fremsende rykkerskrivelse, forudsat at den pågældende har »opfyldt sine aftalemæssige og lovbestemte forpligtelser«.
34 Det følger såvel både af ordlyden af artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/7 og af besvarelsen af det første spørgsmål, at den blotte eksistens af en forsikringsdækning er tilstrækkelig til at anse de aftalemæssige og lovbestemte forpligtelser for opfyldt i denne bestemmelses forstand.
35 Det andet spørgsmål skal derfor besvares således, at artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/7 skal fortolkes således, at forsikringsgiveren inden for rammerne af en forsikringsaftale opfylder sine aftalemæssige og lovbestemte forpligtelser i denne bestemmelses forstand alene ved at yde forsikringsdækning til den anden part, og dette er uafhængigt af, om der sker udbetaling til denne sidstnævnte part i tilfælde af ulykke som omhandlet i aftalen.
Sagsomkostninger
36 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:
1) Artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner
skal fortolkes således, at
begrebet »handelstransaktioner« omfatter en forsikringsaftale, i henhold til hvilken et forsikringsselskab forpligter sig til at levere en specifik ydelse til en virksomhed i tilfælde af ulykke som omhandlet i aftalen og denne virksomhed forpligter sig til at betale forsikringspræmien til forsikringsselskabet.
2) Artikel 36, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/7
skal fortolkes således, at
forsikringsgiveren inden for rammerne af en forsikringsaftale opfylder sine aftalemæssige og lovbestemte forpligtelser i denne bestemmelses forstand alene ved at yde forsikringsdækning til den anden part, og dette uafhængigt af, om der sker udbetaling til denne sidstnævnte part i tilfælde af ulykke som omhandlet i aftalen.
Underskrifter