Language of document :

Sag anlagt den 12. januar 2012 - Laboratoires CTRS mod Kommissionen

(Sag T-12/12)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Laboratoires CTRS (Boulogne-Billancourt, Frankrig) (ved barrister K. Bacon, solicitors M. Utges Manley og M. Barnden)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Det fastslås i henhold til artikel 265 TEUF, at sagsøgte i strid med artikel 10, stk. 2, i forordning (EF) nr. 726/2004 2 ulovligt har undladt at træffe afgørelse.

Subsidiært annulleres sagsøgtes beslutning af 5. december 2011, hvorefter det blev afslået at udstede en markedsføringstilladelse i henhold til forordning (EF) nr. 726/2004.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

Med første anbringende vedrørende det i henhold til artikel 265 TEUF indgivne passivitetssøgsmål gøres det gældende, at afvisningen af at træffe endelig afgørelse om ansøgningen om godkendelse af Orphacol er i strid med kravene i artikel 10, stk. 2, i forordning (EF) nr. 726/2004, hvorefter der skal træffes endelig afgørelse, som skal vedtages inden for en fastsat frist, i overensstemmelse med resultaterne af komitologiproceduren.

Med andet anbringende vedrørende det i henhold til artikel 263 TEUF subsidiært indgivne annullationssøgsmål gøres det gældende, at sagsøgte har tilsidesat forordning (EU) nr. 182/2011  og forordning (EF) nr. 726/2004, idet den har vedtaget en beslutning, som under komitologiproceduren var blevet afvist af Den Stående Komité og appeludvalget.

Med tredje anbringende vedrørende det i henhold til artikel 263 TEUF subsidiært indgivne annullationssøgsmål gøres det gældende, at beslutningen under alle omstændigheder dels er behæftet med grundlæggende juridiske fejl for så vidt angår fortolkningen af direktiv 2001/83/EF (som ændret) , dels i strid med artikel 296 TEUF savner begrundelse.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 af 31.3.2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur (EUT L 136, s. 1).

2 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16.2.2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55, s. 13).

3 - Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6.11.2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT L 311, s. 67).