Language of document : ECLI:EU:T:2009:238

Sag T-419/07

Okalux GmbH

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked(Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – fremgangsmåde i sager om varemærkers fortabelse – EF-ordmærket OKATECH – delvis tilbagekaldelse – klagefrist – artikel 57 og 77a i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 58 og 80 i forordning (EF) nr. 207/2009) – princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet – ret til kontradiktion«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – ophævelse eller tilbagekaldelse

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 77a)

2.      Retspleje – frister – sagsanlæg efter fristen – mulig påberåbelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – betingelse

1.      Selv om artikel 77a i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker ikke udtrykkeligt omhandler delvis tilbagekaldelse, er dette ikke udelukket i henhold til bestemmelsens ordlyd. Desuden fremgår det af regel 53a i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94, at Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) før tilbagekaldelsen »underretter [...] den berørte part om den påtænkte tilbagekaldelse eller ophævelse«. Den berørte part kan fremkomme med bemærkninger »til den påtænkte tilbagekaldelse eller ophævelse«, og er den berørte part ikke indforstået med tilbagekaldelsen, træffer Harmoniseringskontoret afgørelse »om tilbagekaldelsen«. Den procedure, der finder anvendelse, giver således mulighed for, at tilbagekaldelsen i givet fald kan være begrænset til en del af afgørelsen, forudsat at kontradiktionsprincippet overholdes.

Fortolkningen, hvorefter der er mulighed for delvis tilbagekaldelse af afgørelser, er i overensstemmelse med forordning nr. 40/94 og nr. 2868/95, der giver adgang til at korrigere Harmoniseringskontorets afgørelser, før klageinstansen træffer afgørelse, bl.a. ved artikel 60a i forordning nr. 40/94 om berigtigelse, ved regel 53 i forordning nr. 2868/95 om berigtigelse af fejl og ved regel 53a i forordning nr. 2868/95 om tilbagekaldelse.

(jf. præmis 37 og 39)

2.      For at kunne påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning til støtte for at undgå fortabelse af en ret som følge af en fristoverskridelse skal en sagsøger kunne godtgøre at have haft en begrundet forhåbning, der har været baseret på præcise tilsagn fra en af Fællesskabets institutioner eller på en adfærd, denne institution har udvist, som har kunnet fremkalde en undskyldelig vildfarelse hos en borger, der er i god tro, og som har udvist den omhu, der kræves af en normalt påpasselig erhvervsdrivende.

(jf. præmis 52)