FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
P. CRUZ VILLALÓN
fremsat den 16. oktober 2014 (1)
Sag C-266/13
L. Kik
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene))
»Social sikring af vandrende arbejdstagere – forordning (EØF) nr. 1408/71 – arbejdstager ansat på en rørudlægger i internationalt farvand og over to medlemsstaters kontinentalsokkel – forsikringspligt – national lovgivning, der skal anvendes«
1. Domstolen anmodes atter om at tage stilling til reglerne om bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes, som er indeholdt i forordning nr. 1408/71 (2). I dette tilfælde er der tale om en sag, hvori der opstår spørgsmål om kontinentalsoklens juridiske karakter og om betydningen og omfanget af den funktionelle udvidelse af medlemsstaternes højhedsret over dette område. Det egentlige spørgsmål i nærværende sag handler om, at der åbenlyst opstår vanskeligheder i forbindelse med anvendelsen af den pågældende forordnings bestemmelser på forhold, som ifølge parterne kun kan løses ved hjælp af en analogi. Som jeg vil forsøge at bevise, findes der imidlertid et svar i den pågældende forordning.
I – Retsforskrifter
A – International ret
2. De Forenede Nationers havretskonvention, undertegnet i Montego Bay (Jamaica) den 10. december 1982, som trådte i kraft den 16. november 1994, blev ratificeret af Kongeriget Nederlandene den 28. juni 1996 og godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 98/392/EF af 23. marts 1998 (3).
3. Havretskonventionens artikel 60, »Kunstige øer, installationer og anlæg i den eksklusive økonomiske zone«, fastlægger følgende:
»1. Kyststaten har i den eksklusive økonomiske zone eneret til at bygge, give tilladelse til og regulere opførelsen, driften og brugen af:
a) kunstige øer
b) installationer og anlæg med de formål, som er fastsat i artikel 56 eller med andre økonomiske formål
c) installationer og anlæg, som kan gribe forstyrrende ind i kyststatens udøvelse af sine rettigheder i denne zone.
2. Kyststaten skal have eksklusiv jurisdiktion over sådanne kunstige øer, installationer og anlæg, herunder jurisdiktion med hensyn til told-, afgifts-, sundheds-, sikkerheds- og indvandringslove og -forskrifter.
[...]«
4. Under overskriften »Kyststatens rettigheder over kontinentalsoklen« fastlægger konventionens artikel 77 følgende:
»1. Kyststaten udøver suveræne rettigheder over kontinentalsoklen for så vidt angår efterforskningen af den og udnyttelsen af dens naturlige ressourcer.
2. De i stk. 1 nævnte rettigheder er eksklusive i den forstand, at hvis kyststaten ikke efterforsker kontinentalsoklen eller udnytter dens naturlige ressourcer, må ingen foretage disse aktiviteter uden kyststatens udtrykkelige samtykke.
3. Kyststatens rettigheder til kontinentalsoklen er ikke betinget af effektiv eller formel okkupation, eller af nogen udtrykkelig erklæring.
[...]«
5. Konventionens artikel 79 med overskriften »Undersøiske kabler og rørledninger på kontinentalsoklen« lyder som følger:
»1. Alle stater er berettiget til at udlægge undersøiske kabler og rørledninger på kontinentalsoklen i overensstemmelse med denne artikel.
2. Med forbehold af sin ret til at træffe rimelige foranstaltninger med henblik på efterforskning af kontinentalsoklen, udnyttelse af dens naturlige ressourcer og forebyggelse, begrænsning og kontrol af forurening fra rørledninger må kyststaten ikke hindre udlægning eller vedligeholdelse af sådanne kabler eller rørledninger.
3. Linjeføringen for udlægningen af sådanne rørledninger på kontinentalsoklen skal godkendes af kyststaten.
4. Intet i dette kapitel påvirker kyststatens ret til at fastsætte regler for kabler eller rørledninger, som fortsætter ind på dens land- eller søterritorium, eller dens jurisdiktion over kabler eller rørledninger bygget eller benyttet i forbindelse med efterforskningen af dens kontinentalsokkel eller udnyttelsen af dens ressourcer eller driften af kunstige øer, installationer og anlæg under dens jurisdiktion.
[...]«
6. I overensstemmelse med artikel 80 (»Kunstige øer, installationer og anlæg på kontinentalsoklen«) »[finder] [a]rtikel 60 [...] tilsvarende anvendelse på kunstige øer, installationer og anlæg på kontinentalsoklen«.
B – EU-ret
1. Forordning nr. 1408/71
7. Følgende betragtninger til forordning nr. 1408/71 er af interesse for sagen:
»Reglerne om koordinering af de enkelte medlemsstaters lovgivning om social sikring indgår som led i den frie bevægelighed for personer og skal således bidrage til en forbedring af arbejdstagernes levestandard og beskæftigelsesvilkår.
[…]
Som følge af de betydelige forskelle, der består mellem de enkelte medlemsstater med hensyn til den kreds af personer, som omfattes af lovgivningen i disse stater, må det foretrækkes at lægge det princip til grund, at forordningen finder anvendelse på personer, der er forsikret under de sociale sikringsordninger for arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende eller i kraft af udøvelsen af en lønnet eller selvstændig virksomhed.
Det er nødvendigt at respektere de karakteristiske træk ved de nationale lovgivninger om social sikring og kun udarbejde en koordineringsordning.
[…]
Arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som flytter inden for Fællesskabet, bør være omfattet af den sociale sikringsordning i en enkelt medlemsstat således, at samtidig anvendelse af flere nationale lovgivninger og de vanskeligheder, som kan opstå som følge heraf, undgås.
[…]
For i videst muligt omfang at sikre ligebehandling af alle arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er beskæftiget på en medlemsstats område, er det hensigtsmæssigt som hovedregel at fastsætte, at den lovgivning, der skal finde anvendelse, er lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område den pågældende udøver sin lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed.
Der bør fastsættes undtagelser fra denne hovedregel i særlige tilfælde, som kræver et andet anvendelseskriterium.
[...]«
8. Artikel 1 i forordning nr. 1408/71 med overskriften »Definitioner« bestemmer følgende:
»I denne forordning:
a) betyder udtrykkene »arbejdstager« og »selvstændig erhvervsdrivende« henholdsvis enhver person:
i) der er forsikret i henhold til en tvungen forsikring eller en frivillig fortsat forsikring mod en eller flere risici, der svarer til de sikringsgrene, som indgår i en social sikringsordning for arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, eller til en særlig ordning for tjenestemænd
[...]«
9. Artikel 2, stk. 1, med overskriften »Personkreds« bestemmer:
»Denne forordning finder anvendelse på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og studerende, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater eller er statsløse eller flygtninge bosat på en medlemsstats område, samt på deres familiemedlemmer og efterladte.«
10. Forordningens afsnit II, »Bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes«, indledes med artikel 13 (»Almindelige regler«), hvori følgende fastlægges:
»1. Med forbehold af artikel 14c og 14f er de personer, der er omfattet af denne forordning, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit.
2. Med forbehold af artikel 14 til 17:
a) er en person, der har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område, omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat på en anden medlemsstats område, eller den virksomhed eller arbejdsgiver, der beskæftiger ham, har sit hjemsted eller sin bopæl på en anden medlemsstats område
[…]
c) er en person, der har sin erhvervsmæssige beskæftigelse om bord på et skib, som fører en medlemsstats flag, omfattet af denne stats lovgivning
[…]
f) er en person, som ophører med at være omfattet af en medlemsstats lovgivning, uden at han bliver omfattet af en anden medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med en af reglerne i ovenstående litra eller med en af de i artikel 14 til 17 omhandlede undtagelser eller særlige regler, omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han er bosat, i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lovgivning alene.«
11. Artikel 14 i forordning nr. 1408/71 (»Særlige regler, der finder anvendelse på personer, bortset fra søfolk, som har lønnet beskæftigelse«) bestemmer følgende:
»Reglen i artikel 13, stk. 2, litra a), finder anvendelse under iagttagelse af følgende undtagelser og særregler:
[…]
2) For en person, der normalt har lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område, afgøres spørgsmålet om, hvilken lovgivning han er omfattet af, efter følgende regler:
a) En person, der hører til det kørende, sejlende eller flyvende personel i en virksomhed, som for andres eller for egen regning foretager international befordring af passagerer eller gods ad jernbane, landevej, luftvejen eller i indenrigs skibsfart, og som har sit hjemsted på en medlemsstats område, er omfattet af sidstnævnte stats lovgivning med følgende begrænsninger:
i) En person, der er beskæftiget af en filial eller af en fast repræsentation, som den pågældende virksomhed har i en anden medlemsstat end den, hvor virksomheden har sit hjemsted, er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område den nævnte filial eller faste repræsentation er beliggende.
ii) En person, der overvejende er beskæftiget i den medlemsstat, hvor han er bosat, er omfattet af denne stats lovgivning, selv om den virksomhed, hvori han er beskæftiget, hverken har sit hjemsted, en filial eller en fast repræsentation på dette område.
b) andre personer end de under litra a) omhandlede er omfattet:
i) af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område den pågældende er bosat, såfremt han udfører en del af sit arbejde på dette område, eller såfremt han er beskæftiget i flere virksomheder eller hos flere arbejdsgivere, der har deres hjemsted eller bopæl på forskellige medlemsstaters område
ii) af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område den virksomhed eller arbejdsgiver, som beskæftiger den pågældende, har sit hjemsted eller sin bopæl, såfremt han ikke er bosat i en af de medlemsstater, hvor han udfører sit arbejde.
[...]«
12. I henhold til artikel 14b (»Særlige regler for søfolk«):
»Reglen i artikel 13, stk. 2, litra c), finder anvendelse under iagttagelse af følgende undtagelser og særregler:
[…]
4) En person, som har lønnet beskæftigelse om bord på et skib, der fører en medlemsstats flag, og som for denne beskæftigelse aflønnes af en virksomhed eller en person, der har sit hjemsted eller bopæl på en anden medlemsstats område, er omfattet af lovgivningen i sidstnævnte stat, såfremt han er bosat på dens område; den virksomhed eller den person, der udbetaler lønnen, anses for arbejdsgiver ved anvendelsen af nævnte lovgivning.«
13. Forordningens artikel 15 (»Regler om frivillig forsikring eller frivillig fortsat forsikring«) bestemmer følgende:
»1. Artikel 13 til 14d finder ikke anvendelse på frivillig eller frivillig fortsat forsikring, medmindre der i en medlemsstat inden for en af de i artikel 4 omhandlede områder kun findes en frivillig forsikringsordning.
2. Hvor anvendelsen af to eller flere medlemsstaters lovgivning medfører samtidigt medlemsskab
– af en tvungen forsikringsordning og af en eller flere ordninger for frivillig eller frivillig fortsat forsikring, er den pågældende alene omfattet af den tvungne forsikringsordning
[...]«
C – Aftale med Det Schweiziske Forbund (4)
14. Artikel 8 i aftalen EF/Schweiz bestemmer:
»De kontraherende parter fastlægger i overensstemmelse med bilag II samordningen af socialsikringssystemerne, især med henblik på at sikre:
a) ligebehandling
b) bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes
c) sammenlægning af alle tidsrum, der i de forskellige nationale lovgivninger tages i betragtning med henblik på at indrømme og opretholde retten til ydelser og på beregning heraf
d) betaling af ydelser til personer, der har bopæl på de kontraherende parters område
e) gensidig administrativ bistand og samarbejde mellem myndigheder og institutioner.«
15. Bilag II til aftalen EF/Schweiz, artikel 1:
»1. De kontraherende parter er enige om på området for koordineringen af de sociale sikringsordninger at anvende de fællesskabsakter, som der henvises til i, og som ændres ved, del A i dette bilag, eller tilsvarende bestemmelser.
2. Udtrykket »medlemsstat(er)«, der er anført i de akter, som der henvises til i del A i dette bilag, anses for at finde anvendelse på Schweiz ud over de stater, der er omfattet af de pågældende fællesskabsakter.«
16. Del A i det pågældende bilag II henviser til forordning nr. 1408/71, som blev erstattet af forordning nr. 883/2004 (5), gældende fra den 1. maj 2010. Bilag II til aftalen EF/Schweiz er blevet ajourført ved afgørelse nr. 1/2012, vedtaget af Det Blandede Udvalg nedsat i henhold til nævnte aftale (6) med virkning fra den 1. april 2012. Den nye udgave af bilag II henviser til forordning nr. 883/2004. Dog er forhold fra før den 1. april 2012 omfattet af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 i henhold til forordning nr. 883/2004, artikel 90, stk. 1, og den ændrede udgave af aftalen EF/Schweiz, del A, punkt 3.
D – Nederlandsk ret
17. I henhold til forelæggelseskendelsen er hovedreglen ifølge den nederlandske lovgivning om social sikring, at personer, der bor i Nederlandene, er pligtforsikrede og bidragspligtige til de forsikringer, der følger af lovgivningen om social sikring. Undtagelsesvis og i henhold til artikel 12, stk. 1, i Besluit uitbreiding en beperking kring verzekerden volksverzekeringen 1999 (bekendtgørelse af 1999 om udvidelse og afgrænsning af kredsen af forsikrede i sociale forsikringer) er en person, der er bosat i Nederlandene, ikke forsikret efter de sociale sikringsordninger, såfremt han i en periode på mindst tre måneder uden afbrydelse har været beskæftiget uden for Nederlandene, medmindre arbejdet udelukkende blev udført på grundlag af et tjenesteforhold med en arbejdsgiver, der bor i eller er hjemmehørende i Nederlandene.
18. I henhold til Besluit verzekeringsplicht zeevarenden (bekendtgørelse om forsikringspligt for søfolk) finder den nederlandske lovgivning om social sikring af arbejdstagere anvendelse, når søfolk, der er bosat i en medlemsstat, udøver beskæftigelse på et skib, som fører flaget fra et tredjeland, som står uden for aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i Nederlandene.
II – Faktiske omstændigheder
19. Det præjudicielle spørgsmål er opstået i forbindelse med en tvist mellem den nederlandske sociale sikringsordning og L. Kik, nederlandsk statsborger med bopæl i Nederlandene, ansat af en schweizisk virksomhed på en rørudlægger, som under panamansk flag har udført arbejde indtil den 31. maj 2004 på nederlandsk område (som pligtforsikret ved den nederlandske sociale sikringsordning) og mellem den 1. juni og den 24. august 2004 har arbejdet over USA’s kontinentalsokkel, i internationalt farvand og over den nederlandske, den britiske og atter den nederlandske kontinentalsokkel.
20. Det omstridte spørgsmål i den foreliggende sag er, hvorvidt L. Kik var bidragspligtig til den nederlandske sociale sikringsordning i perioden mellem den 1. juni og den 24. august 2004.
21. De nationale domstole har (i første instans og ved appelretten) fundet, at svaret måtte være ja, eftersom den nationale lovgivning bestemmer, at personer, der bor i Nederlandene, er pligtforsikrede og bidragspligtige til de pågældende forsikringer.
22. L. Kik har iværksat kassationsanke ved Hoge Raad der Nederlanden, som er den domstol, der har forelagt nærværende præjudicielle spørgsmål.
III – De præjudicielle spørgsmål
23. De præjudicielle spørgsmål af 15. maj 2013 lyder som følger:
»1) a) Skal reglerne om den af forordning (EØF) nr. 1408/71 omfattede personkreds og de regler, der fastsætter den territoriale rækkevidde af henvisningsreglerne i forordningens afsnit II, fortolkes således, at disse henvisningsregler finder anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, i hvilket der er tale om a) en i Nederlandene bosat arbejdstager, b) der er nederlandsk statsborger, c) der i al fald tidligere var pligtforsikret i Nederlandene, d) arbejder som sømand for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i Schweiz, e) udfører sit arbejde om bord på en rørudlægger under panamansk flag, og f) først udfører dette arbejde uden for EU’s område (ca. tre uger over USA’s kontinentalsokkel og ca. to uger i internationalt farvand), og dernæst over Nederlandenes (perioder på en måned og ca. en uge) og Det Forenede Kongeriges (en periode på godt en uge) kontinentalsokkel, hvorved g) den i denne forbindelse erhvervede indtægt er pålagt nederlandsk indkomstbeskatning?
1) b) Hvis ja, finder forordning […] nr. 1408/71 da kun anvendelse på de dage, hvor den pågældende er beskæftiget over en EU-medlemsstats kontinentalsokkel, eller også i den forudgående periode, hvor han arbejdede andetsteds uden for EU’s område?
2) Såfremt forordning […] nr. 1408/71 finder anvendelse på en arbejdstager som omhandlet i spørgsmål 1)a), hvilken lovgivning eller hvilke lovgivninger udpeges da af forordningen som den eller de lovgivninger, der skal finde anvendelse?«
IV – Retsforhandlingerne ved Domstolen
24. L. Kik, den nederlandske regering og Kommissionen er parter i denne sag og har indgivet skriftlige indlæg. Alle parter deltog i retsmødet den 3. juli 2014 samt i det møde, hvorunder Domstolen anmodede dem om at koncentrere deres anbringender om det andet af de af Hoge Raad fremsatte spørgsmål.
V – Anbringender
A – Første spørgsmål
25. Alle parter er enige om, at forordning nr. 1408/71 finder anvendelse på sagens omstændigheder. Navnlig har den nederlandske regering anført, at den pågældende forordning finder anvendelse på hele den af sagen omfattede periode.
B – Andet spørgsmål
26. L. Kik og Kommissionen er af den opfattelse, at kompetencen efter sagens omstændigheder og i overensstemmelse med retspraksis i henhold til Aldewereld-sagen (7) henhører under den stat, hvori arbejdsgiveren er hjemmehørende, dvs. Det Schweiziske Forbund.
27. Ifølge den nederlandske regering er den kompetente stat i henhold til forordning nr. 1408/71, artikel 13, stk. 2, litra f), og artikel 14, nr. 2, litra b), nr. i), den stat, hvor arbejdstageren har bopæl.
VI – Vurdering
28. Hoge Raad spørger Domstolen, om forordning nr. 1408/71 finder anvendelse på de i hovedsagen omhandlede omstændigheder, og hvilken national lovgivning den pågældende forordnings lovvalgsregler i givet fald da henviser til, eftersom disse regler hverken efter Hoge Raads eller de øvrige parters opfattelse udtrykkeligt tager højde for de i sagen relevante omstændigheder.
29. For at kunne behandle spørgsmålene korrekt, er det nødvendigt nøjagtigt at fastlægge de nærmere omstændigheder i den foreliggende sag.
A – L. Kiks beskæftigelsesmæssige forhold i den periode, som de præjudicielle spørgsmål omhandler
30. L. Kik er nederlandsk statsborger med bopæl i Nederlandene. Indtil den 31. maj 2004 arbejdede han for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i Nederlandene, og var pligtforsikret i denne medlemsstat.
31. Fra den 1. juni 2004 arbejdede han som sømand for en schweizisk arbejdsgiver på et skib, der fører panamansk flag. Det fremgår ikke, at han fra dette tidspunkt var forsikret i Schweiz, men det fremgår, at han fra den 25. august 2004 ophørte med at være pligtforsikret i Nederlandene, da forpligtelsen om at være forsikret i dette land i henhold til nederlandsk lovgivning ophører, når man har arbejdet mindst tre måneder uden afbrydelse uden for Nederlandene for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i Nederlandene. I øvrigt er L. Kik hele tiden blevet beskattet i Nederlandene.
32. Den omtvistede periode er fra den 1. juni til den 24. august 2004. I denne periode arbejdede L. Kik: a) tre uger over USA’s kontinentalsokkel, b) to uger i internationalt farvand, c) en måned og en uge over den nederlandske kontinentalsokkel og d) en uge over Det Forenede Kongeriges kontinentalsokkel.
33. Ud af de tre af de af sagen omhandlede måneder har L. Kik dermed arbejdet en måned og en uge over den nederlandske kontinentalsokkel. Han har arbejdet en uge over Det Forenede Kongeriges kontinentalsokkel, og dermed har han i løbet af de i sagen relevante tre måneder arbejdet fem uger helt uden for EU’s område (internationalt farvand og over et tredjelands kontinentalsokkel). Med andre ord har han i mere end halvdelen af den omtvistede periode arbejdet over en medlemsstats kontinentalsokkel (8).
B – Første spørgsmål
34. Den forelæggende ret spørger for det første, om forordning nr. 1408/71 finder anvendelse på sagens omstændigheder, og om den i givet fald udelukkende finder anvendelse de dage, hvor L. Kik arbejdede over en medlemsstats kontinentalsokkel, eller ligeledes i den periode, hvor han arbejdede uden for Unionens område.
35. Efter min opfattelse og i overensstemmelse med samtlige parters opfattelse er der ingen tvivl om, at forordning nr. 1408/71 finder anvendelse, da dennes artikel 2, stk. 1, fastsætter, at den »finder anvendelse på arbejdstagere [...], som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater [...]«. I den foreliggende sag har L. Kik været underlagt den almindelige nederlandske ordning om social sikring indtil den 25. august 2004. Der er tvivl om, hvorvidt han fra den 1. juni reelt set burde være underlagt en anden medlemsstats eller lignende lovgivning, hvilket kræver anvendelse af lovvalgsreglerne i artikel 13 i forordning nr. 1408/71 for at bestemme, hvilken national lovgivning der skal anvendes.
36. Efter min opfattelse er det ikke vanskeligt at fastlægge, hvorvidt arbejdet udført af L. Kik over Nederlandenes og Det Forenede Kongeriges kontinentalsokkel skal anses for udført på Unionens område. I henhold til Domstolens retspraksis i henhold til Salemink-dommen af 17. januar 2012 (9) skal et arbejde udført over en medlemsstats kontinentalsokkel anses for en funktionel del af medlemsstatens område, og dermed kan det ikke falde uden for anvendelsen af EU-retten. I den pågældende sag fandt Domstolen, at det forholdt sig således i forbindelse med et arbejde udført »på nævnte kontinentalsokkel, i forbindelse med efterforskningsaktiviteter og/eller udnyttelse af naturlige ressourcer« (10). I nærværende sag har L. Kik arbejdet på en rørudlægger, som har udøvet virksomhed over Unionens kontinentalsokkel, hvilket i princippet ikke kan anses for »efterforskningsaktiviteter og/eller udnyttelse af [kontinentalsoklens] naturlige ressourcer«.
37. Kontinentalsoklen ophører på ingen måde med at være underlagt den pågældende medlemsstats højhedsret, når der over den udlægges undersøiske kabler eller rørledninger, da »[l]injeføringen for udlægningen af sådanne rørledninger på kontinentalsoklen skal godkendes af kyststaten« i henhold til havretskonventionens artikel 79, stk. 3. I samme artikels stk. 4 tages der forbehold både for »kyststatens ret til at fastsætte regler for kabler eller rørledninger, som fortsætter ind på dens land- eller søterritorium«, og for »dens jurisdiktion over kabler eller rørledninger bygget eller benyttet i forbindelse med efterforskningen af dens kontinentalsokkel eller udnyttelsen af dens ressourcer eller driften af kunstige øer, installationer og anlæg under dens jurisdiktion«.
38. Dette minimale levn af suveræne beføjelser, som havretskonventionen sikrer, kunne umiddelbart være tilstrækkelig til, at man også i denne sag betragter kontinentalsoklen som en funktionel og begrænset del af Unionens område. Imidlertid etableredes der i Salemink-dommen en nødvendig sammenhæng mellem »[d]en medlemsstat, som drager fordel af de økonomiske fortrinsrettigheder med hensyn til den efterforskning og/eller udnyttelse af ressourcer, som sker på medlemsstatens del af kontinentalsoklen«, og det faktum, at denne ikke kan »unddrage sig en anvendelse af de bestemmelser i EU-retten, som har til formål at sikre den frie bevægelighed for de arbejdstagere, der arbejder på sådanne anlæg« (11). Derfor forekommer det klart, at kystmedlemsstatens højhedsret over kontinentalsoklen udelukkende gør sig gældende, når kontinentalsoklen er genstand for efterforskningsaktiviteter og/eller udnyttelse af naturlige ressourcer, der kræver ansættelse af arbejdstagere, og derimod ikke, når den pågældende kontinentalsokkel blot er det område, hvorover der udøves andre aktiviteter end efterforskningsaktiviteter og/eller udnyttelse af naturlige ressourcer, og hvor kyststaten blot giver tilladelse til disse aktiviteter, hvilket ikke medfører beskæftigelsesmæssige aktiviteter.
39. Det foregående er imidlertid ikke relevant for nærværende sag, da forordning nr. 1408/71 efter min opfattelse finder anvendelse, selv hvis det antages, at L. Kik i hele den omtvistede periode har arbejdet uden for Unionens område.
40. I henhold til fast retspraksis er denne omstændighed egentlig uden betydning, hvis arbejdsforholdet har en tilstrækkelig snæver forbindelse til en medlemsstats område (12). Det er Domstolens opfattelse, at hvis en arbejdstager udfører arbejde om bord på et skib, udgør det sted, hvor arbejdstageren er blevet ansat, en sådan forbindelse, ligesom den lovgivning, der regulerer ansættelsesforholdet, tilknytningen til en social sikringsordning samt det sted, hvor arbejdstagerens løn beskattes (13). I den foreliggende sag er der efter min opfattelse tale om en tilstrækkelig snæver forbindelse til Unionens område fra det øjeblik, hvor L. Kik beskattes i Nederlandene og, i henhold til den nederlandske regerings bemærkninger (14), modtager sin løn fra enten Nederlandene eller Schweiz. På denne baggrund, og siden L. Kik ikke har tilvejebragt oplysninger, der kan føre til en anden konklusion, må det antages, at en af disse to staters lovgivning finder anvendelse på ansættelsesforholdet.
41. Følgelig, og som en første mellemkonklusion, foreslår jeg, at Domstolen besvarer det første spørgsmål fra Hoge Raad med, at forordning nr. 1408/71, under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, finder anvendelse på hele omtvistede periode, dvs. fra den 1. juni til den 24. august 2004.
C – Andet spørgsmål
42. Under disse omstændigheder skal det nu undersøges, hvilken lovgivning der i henhold til forordning nr. 1408/71 finder anvendelse på en arbejdstager, der befinder sig i L. Kiks situation i den periode, som er genstand for tvisten i hovedsagen.
43. Problemet med dette spørgsmål er, at lovvalgsreglerne i forordning nr. 1408/71 tilsyneladende ikke tager højde for en situation, som kan overføres til den foreliggende sag. Derfor må det efterprøves, om dette første indtryk er korrekt.
44. Blandt de adskillige tilfælde, der nævnes i afsnit II (»Bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes«, artikel 13-17a) i forordning nr. 1408/71, er det kun tilfældene i artikel 13 (»Almindelige regler«) og i artikel 14b (»Særlige regler for søfolk«), der er af interesse (15). Blandt disse tilfælde stemmer følgende eksempler efter min opfattelse ikke overens med de omstændigheder, som L. Kik befinder sig i:
a) En person, der har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område [artikel 13, stk. 2, litra a)]: et tilfælde, hvor den pågældende medlemsstats lovgivning finder anvendelse, hvilket ikke gør sig gældende for L. Kik, som i henhold til det ovenfor anførte ikke udfører sit arbejde på nogen medlemsstats område, eller, hvis en medlemsstats del af kontinentalsoklen betragtes som en del af Unionens område, som ikke har arbejdet inden for én medlemsstats område, men derimod to (Nederlandene og Det Forenede Kongerige).
b) En person, der er selvstændig erhvervsdrivende på en medlemsstats område [artikel 13, stk. 2, litra b)], og som er omfattet af denne stats lovgivning, hvilket tydeligvis ikke gør sig gældende for L. Kik, som har lønnet beskæftigelse.
c) En person, der har sin erhvervsmæssige beskæftigelse om bord på et skib, som fører en medlemsstats flag [artikel 13, stk. 2, litra c)]: et tilfælde, hvor denne medlemsstats lovgivning finder anvendelse, hvilket heller ikke svarer til omstændighederne i den foreliggende sag, da L. Kik arbejder på et panamansk skib.
d) Tjenestemænd og ligestillede personer [artikel 13, stk. 2, litra d)].
e) En person, der er indkaldt til militærtjeneste eller civilt arbejde [artikel 13, stk. 2, litra e)].
f) En person, som på en medlemsstats område eller om bord på et skib, der fører en medlemsstats flag, har lønnet beskæftigelse for en virksomhed, hvortil han normalt er knyttet, og som af nævnte virksomhed udsendes for at udføre et arbejde for dennes regning om bord på et skib, der fører en anden medlemsstats flag [artikel 14b, nr. 1], er fortsat omfattet af lovgivningen i førstnævnte medlemsstat. Dette gør sig tydeligvis heller ikke gældende for L. Kik, da det ikke fremgår, at han »normalt er knyttet« til den schweiziske arbejdsgiver, og da han hverken har arbejdet på Unionens område eller på et skib, der fører en medlemsstats flag.
g) En person, som normalt har selvstændig beskæftigelse enten på en medlemsstats område eller om bord på et skib, der fører en medlemsstats flag [artikel 14b, nr. 2], hvilket er omstændigheder, der ikke foreligger i den nærværende sag.
h) En person, som udfører et arbejde i en medlemsstats territorialfarvand eller havn [artikel 14b, nr. 3] finder ikke anvendelse, da L. Kik ikke har udført arbejde på nogen af de to steder.
i) En person, som har lønnet beskæftigelse om bord på et skib, der fører en medlemsstats flag, og som for denne beskæftigelse aflønnes af en virksomhed eller en person, der har sit hjemsted eller bopæl på en anden medlemsstats område [artikel 14b, nr. 4]. Lovgivningen i sidstnævnte medlemsstat finder anvendelse, såfremt arbejdstageren er bosat på dens område (dette er ikke tilfældet for L. Kik, da han arbejder på et panamansk skib, hvorfor den første betingelse ikke er opfyldt).
45. Da det ikke er muligt at anvende de foreskrevne løsninger på de førnævnte forhold, kunne det overvejes at anvende bestemmelserne i den pågældende forordnings artikel 14 analogt. Faktisk foreslår den nederlandske regering en analog anvendelse af artikel 14, nr. 2), litra b), der vedrører personer, som normalt har lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område, og som ikke hører til det kørende, sejlende eller flyvende personel i en virksomhed, som for andres eller for egen regning foretager international befordring.
46. En analog anvendelse er naturligvis en legitim løsning, såfremt de bestemmelser, som umiddelbart kan anvendes på søfolk, som f.eks. L. Kik, ikke gør det muligt at bestemme, hvilken lovgivning der skal anvendes i denne sag.
47. Der er imidlertid en bestemmelse i forordningen, som den nederlandske regering tidligere har henvist til, som gør det unødvendigt at prøve at finde en løsning ved hjælp af en analogi. Det drejer sig om artikel 13, stk. 2, litra f), i forordning nr. 1408/71: »En person, som ophører med at være omfattet af en medlemsstats lovgivning, uden at han bliver omfattet af en anden medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med en af reglerne i ovenstående litra [...], omfatte[s] af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han er bosat, i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lovgivning alene.« I retsmødet blev det foreslået at anvende denne bestemmelse på den foreliggende sags omstændigheder, og efter min opfattelse stemmer den fuldstændig overens med L. Kiks sag.
48. Det fremgår af sagen, at det er ubestridt, at L. Kik var underlagt nederlandsk lovgivning indtil den 31. maj 2004. Fra og med denne dato ophørte denne lovgivning i princippet med at finde anvendelse, da ingen af de bestemmelser i forordning nr. 1408/71, som tidligere er blevet undersøgt, munder ud i, at nederlandsk lovgivning skal anvendes. Af disse bestemmelser følger det dog ikke nødvendigvis, at en anden medlemsstats lovgivning skal finde anvendelse, da L. Kiks beskæftigelsesmæssige forhold ikke stemmer overens med nogen af de i forordningen nævnte tilfælde.
49. I en sådan situation, hvor den hidtil anvendte lovgivning ophører med at finde anvendelse, og hvor ingen anden lovgivning finder anvendelse, hvilket er præcis det forhold, der beskrives i artikel 13, stk. 2, litra f), anvender forordning nr. 1408/71 som hovedregel kriteriet om arbejdstagerens bopæl for at bestemme den lovgivning, der finder anvendelse. I henhold til dette kriterium skal L. Kik, som har bopæl i Nederlandene, være underlagt denne medlemsstats lovgivning.
50. Ganske vist følger det intuitivt af bestemmelsens indledende del (»en person, som ophører med at være omfattet af en medlemsstats lovgivning [...]«), at konsekvensen heraf næppe kan være, at den lovgivning, som netop er ophørt med at finde anvendelse, skal anvendes. Med andre ord: Hvis den nederlandske lovgivning ikke længere skal anvendes i L. Kiks tilfælde efter den 31. maj 2004, kan det virke overraskende, at forordning nr. 1408/71 bestemmer, at lige præcis denne lovgivning, som er ophørt med at finde anvendelse på grund af selvsamme forordning, skal anvendes.
51. Dette er imidlertid faktisk tilfældet, da det både er den nederlandske lovgivning, som ophører med at finde anvendelse fra den 31. maj 2014, og den, der, som følge heraf, atter finder anvendelse i henhold til forordning nr. 1408/71. I de to tilfælde er der tale om forskellige retlige begrundelser for, hvorfor den pågældende lovgivning først ikke kan finde anvendelse, og dernæst skal finde anvendelse.
52. Altså skulle den nederlandske lovgivning anvendes indtil den 31. maj 2004, da L. Kik indtil denne dato arbejdede for en arbejdsgiver, der var hjemmehørende i Nederlandene, hvor han også selv havde bopæl, arbejdede og beskattedes. I henhold til nederlandsk lovgivning ophørte denne lovgivning med at finde anvendelse fra det øjeblik, hvor L. Kik havde arbejdet tre måneder uden afbrydelse uden for Nederlandene for en arbejdsgiver, der var hjemmehørende i Schweiz. Under disse omstændigheder, hvor betingelsen om, at han »ophører med at være omfattet af en medlemsstats lovgivning [...]« i henhold til artikel 13, stk. 2, litra f), i forordning nr. 1408/71 er opfyldt (og »uden at han bliver omfattet af en anden medlemsstats lovgivning«), er det afgørende kriterium til bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes, arbejdstagerens bopæl i henhold til samme bestemmelse. Under omstændigheder som i den foreliggende sag fører dette kriterium tilfældigvis tilbage til nederlandsk lovgivning, altså samme lovgivning, som ikke kunne anvendes, hvilket gjorde det nødvendigt at finde en anden anvendelig lovgivning. Selv om det bogstaveligt talt drejer sig om den samme lovgivning, er det tydeligt, at den i hvert tilfælde finder anvendelse på grundlag af særskilte retlige begrundelser: Den nederlandske lovgivning ophørte med at finde anvendelse, da L. Kiks beskæftigelsesmæssige forhold ændrede sig (den 31.5.2004), og fandt atter anvendelse, da dette var obligatorisk i den situation, L. Kik befandt sig i efter den 31. maj 2004, i henhold til kriteriet i forordning nr. 1408/71 om bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse. I det ene tilfælde fandt den nederlandske lovgivning anvendelse, fordi L. Kik havde bopæl og arbejdede i Nederlandene for en arbejdsgiver, der var hjemmehørende i samme medlemsstat, og i det andet tilfælde, da samme lovgivning ikke længere kunne anvendes på grund af ændrede omstændigheder, fordi der var tale om lovgivningen på hans bopælssted.
53. Endelig er jeg af den opfattelse, at det ikke er nødvendigt at anvende visse bestemmelser i forordning nr. 1408/71, som ikke stemmer overens med omstændighederne i den foreliggende sag, analogt, da artikel 13, stk. 2, litra f), i samme forordning umiddelbart og principalt indeholder svaret på spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes i den foreliggende sag.
54. Derfor, og som en anden mellemkonklusion, foreslår jeg, at Domstolen besvarer det andet spørgsmål med, at det i henhold til artikel 13, stk. 2, litra f), i forordning nr. 1408/71 er den nederlandske lovgivning, der skal finde anvendelse på L. Kik, eftersom han har bopæl i denne medlemsstat.
VII – Forslag til afgørelse
55. På grundlag af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det forelagte spørgsmål som følger:
»1) Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede finder Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1997, anvendelse på hele den i sagen relevante periode.
2) I henhold til artikel 13, stk. 2, litra f), i forordning nr. 1408/71 omfattes en arbejdstager under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område den pågældende arbejdstager har bopæl.«