Sag C-242/22 PPU
TL
mod
Ministério Público
Domstolens dom (Første Afdeling) af 1. august 2022
»Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel hasteprocedure – retligt samarbejde i straffesager – direktiv 2010/64/EU – ret til tolke- og oversætterbistand – artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1 – begrebet »væsentlige dokumenter« – direktiv 2012/13/EU – ret til information under straffesager – artikel 3, stk. 1, litra d) – anvendelsesområde – manglende gennemførelse i national ret – direkte virkning – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 47 og artikel 48, stk. 2 – den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder – artikel 6 – idømmelse af betinget fængselsstraf – manglende opfyldelse af de forpligtelser, der gælder i prøvetiden – undladelse af at oversætte et væsentligt dokument og manglende tilstedeværelse af en tolk ved udfærdigelsen af dette – ophævelse af straffens betingede karakter – manglende oversættelse af processkrifter vedrørende ophævelsen – konsekvenser for gyldigheden af ophævelsen – procedurefejl, der medfører relativ ugyldighed«
1. Grundlæggende rettigheder – ret til en retfærdig rettergang – ret til forsvar – retsgrundlag i henholdsvis artikel 47 og artikel 48, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder samt artikel 6, stk. 1, og artikel 6, stk. 2 og 3, i den europæiske menneskerettighedskonvention – samme betydning og omfang
(Art. 6, stk. 1, tredje afsnit, TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, art. 48, stk. 2, og art. 52, stk. 3 og 7)
(jf. præmis 39)
2. Retligt samarbejde i straffesager – ret til tolke- og oversætterbistand i straffesager – direktiv 2010/64 – ret til oversættelse af væsentlige dokumenter – begrebet væsentligt dokument – identitets- og opholdserklæring, der anvendes under straffesagen for at oplyse den berørte person om dennes forpligtelser med hensyn til bopælen – omfattet
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64, 14., 17. og 22. betragtning og art. 3, stk. 1-3)
(jf. præmis 58-60)
3. Retligt samarbejde i straffesager – ret til tolke- og oversætterbistand i straffesager – direktiv 2010/64 – ret til information under straffesager – direktiv 2012/13 – anvendelsesområde – procesdokumenter vedrørende ophævelsen af en fængselsstrafs betingede karakter – omfattet
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47 og art. 48, stk. 2; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64 og 2012/13)
(jf. præmis 64-67)
4. Retligt samarbejde i straffesager – ret til tolke- og oversætterbistand i straffesager – direktiv 2010/64 – ret til information under straffesager – direktiv 2012/13 – ret til tolkning – ret til oversættelse af væsentlige dokumenter – ret til at blive informeret om retten til tolkning og oversættelse – forpligtelsen for den, der nyder de nævnte rettigheder, til at påberåbe sig, at de er blevet tilsidesat, inden for en bestemt frist, idet adgangen hertil ellers prækluderes – frist, der begynder at løbe, inden den berørte person er blevet underrettet om sin ret til tolkning og oversættelse samt rækkevidden heraf og om det omhandlede væsentlige dokument og dets indhold på et sprog, som vedkommende behersker – ikke tilladt
[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47 og art. 48, stk. 2; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64, art. 2, stk. 1, og art. 3, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13, art. 3, stk. 1, litra d)]
(jf. præmis 78-80, 82, 83 og 89 samt domskonkl.)
Resumé
I 2019 blev TL, der er moldovisk statsborger og ikke behersker det portugisiske sprog, idømt en betinget fængselsstraf i Portugal. I forbindelse med sigtelsen blev TL underlagt en tvangsforanstaltning i henhold til den portugisiske strafferetsplejelov i form af en identitets- og opholdserklæring (1), som var ledsaget af en række forpligtelser, bl.a. til at underrette myndighederne om enhver flytning fra bopælen. TL blev ikke bistået af en tolk ved identitets- og opholdserklæringens udfærdigelse og modtog heller ikke nogen oversættelse af dette dokument på et sprog, som han taler eller forstår. For at gennemføre prøvetiden forsøgte de kompetente myndigheder forgæves at kontakte TL på den adresse, der var angivet i identitets- og opholdserklæringen.
Den 7. januar 2021 afsagde den ret, der havde dømt TL, en kendelse, hvori han blev indkaldt til at møde for retten med henblik på at blive hørt om den manglende opfyldelse af forpligtelserne i forbindelse med prøvetiden. Denne kendelse blev forkyndt på portugisisk på den adresse, der var angivet i identitets- og opholdserklæringen.
Da TL ikke mødte op i retten på den angivne dato, afsagde denne ret den 9. juni 2021 en kendelse, hvorved den gjorde den betingede fængselsstraf ubetinget. Denne kendelse blev ligeledes forkyndt på portugisisk på den adresse, der var angivet i identitets- og opholdserklæringen. TL blev efterfølgende tilbageholdt på en ny adresse med henblik på afsoning af sin straf.
I november 2021 indgav TL en begæring med påstand om, at identitets- og opholdserklæringen og de kendelser, hvorved den betingede straf blev gjort ubetinget, blev erklæret ugyldige. Han gjorde gældende, at han ikke havde kunnet træffes på den adresse, der var angivet i identitets- og opholdserklæringen, fordi han var flyttet. Flytningen var ikke blevet meddelt retten, fordi han ikke var bekendt med sin forpligtelse hertil, idet han ikke var blevet bistået af en tolk ved identitets- og opholdserklæringens udfærdigelse og heller ikke havde modtaget nogen oversættelse af dette dokument på et sprog, som han taler eller forstår. Desuden var hverken kendelsen af 7. januar 2021 eller kendelsen af 9. juni 2021 oversat til et sådant sprog.
Retten i første instans forkastede denne begæring med henvisning til, at selv om disse procedurefejl vedrørende oversættelse og tolkning forelå, var de blevet afhjulpet, eftersom TL ikke havde påberåbt sig dem inden for de fastsatte frister (2). Den forelæggende ret, ved hvilken der er iværksat appel til prøvelse af denne afgørelse, var i tvivl om, hvorvidt en sådan processuel bestemmelse er forenelig med navnlig direktiv 2010/64 (3) og 2012/13 (4).
Domstolen fastslog under den præjudicielle hasteprocedure, at disse direktiver, sammenholdt med de grundlæggende rettigheder til en retfærdig rettergang og til respekt for retten til forsvar (5) samt effektivitetsprincippet, er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en tilsidesættelse af retten til information og retten til tolkning og oversættelse, som er fastsat i disse direktiver, skal påberåbes af den, der nyder disse rettigheder, inden for en bestemt frist, idet adgangen hertil ellers prækluderes, når den pågældende frist begynder at løbe, endnu inden den pågældende person er blevet underrettet dels om sin ret til tolkning og oversættelse samt rækkevidden heraf, dels om det omhandlede væsentlige dokument og dets indhold samt de hertil knyttede virkninger på et sprog, som vedkommende taler eller forstår.
Domstolens bemærkninger
Domstolen baserede sin prøvelse på artikel 2, stk. 1 (6), og artikel 3, stk. 1 (7), i direktiv 2010/64 samt artikel 3, stk. 1, litra d) (8), i direktiv 2012/13, sammenholdt med chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2. Disse bestemmelser konkretiserer nemlig de grundlæggende rettigheder til en retfærdig rettergang og til respekt for retten til forsvar.
For det første kan borgerne påberåbe sig de rettigheder, der følger af disse bestemmelser, eftersom de har direkte virkning, selv i det tilfælde, hvor disse bestemmelser ikke er gennemført eller ikke er gennemført fuldt ud i den nationale retsorden. De indeholder nemlig en præcis og ubetinget beskrivelse af indholdet og rækkevidden af de rettigheder, som enhver mistænkt eller tiltalt person har til at modtage tolkning og oversættelse af væsentlige dokumenter samt til at blive oplyst om disse rettigheder.
Med hensyn til en eventuel tilsidesættelse af disse bestemmelser i den foreliggende sag bemærkede Domstolen for det andet, at de tre omhandlede procesdokumenter, nemlig identitets- og opholdserklæringen, kendelsen af 7. januar 2021, hvorved TL blev indkaldt til at give møde for retten, og kendelsen af 9. juni 2021, hvorved den betingede straf blev gjort ubetinget, var omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2010/64 og 2012/13 og udgjorde væsentlige dokumenter, som burde have været oversat. Det var helt afgørende, at identitets- og opholdserklæringen blev oversat til et sprog, som TL forstår eller taler, eftersom den manglende opfyldelse af de forpligtelser, der var fastsat i denne dokument, indirekte medførte, at den betingede fængselsstraf, som han var blevet idømt, blev gjort ubetinget.
Det er i denne henseende nødvendigt at anvende disse direktiver på et procesdokument, hvis indhold er afgørende for, om en fængselsstrafs betingede karakter opretholdes eller ophæves, henset til formålet med disse direktiver, som er at sikre overholdelsen af retten til en retfærdig rettergang, der er fastsat i chartrets artikel 47, og retten til forsvar, der garanteres ved chartrets artikel 48, stk. 2. Det vil nemlig krænke disse grundlæggende rettigheder, hvis en person, der er blevet idømt en betinget fængselsstraf – på grund af undladelse af at oversætte et sådant dokument eller manglende tilstedeværelse af en tolk i forbindelse med dets udfærdigelse – ikke får kendskab til de konsekvenser, som det får, hvis den pågældende ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til dette dokument.
Hvad for det tredje angår konsekvenserne af en tilsidesættelse af de pågældende rettigheder indeholder direktiv 2010/64 og 2012/13 ikke nærmere bestemmelser om, hvordan de heri fastsatte rettigheder skal gennemføres. Disse nærmere bestemmelser henhører derfor under medlemsstaternes interne retsorden i henhold til princippet om, at disse frit kan anvende deres egne processuelle regler, forudsat at de overholder ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.
Med hensyn til effektivitetsprincippet må de bestemmelser, der er fastsat i national ret, ikke være til skade for formålet med disse direktiver. Forpligtelsen til at informere mistænkte og tiltalte om retten til tolkning og oversættelse har imidlertid afgørende betydning for den faktiske sikring af disse rettigheder. Uden denne information kan den berørte person nemlig ikke anses for at være bekendt med disse rettigheder og deres rækkevidde eller kræve, at de overholdes. Hvis det kræves, at den berørte person i en straffesag, der foregår på et sprog, som den pågældende ikke taler eller forstår, inden for en bestemt frist skal gøre gældende, at vedkommende ikke er blevet oplyst om retten til tolkning og oversættelse, idet adgangen hertil ellers prækluderes, vil det således gøre retten til information indholdsløs og derved rejse tvivl om denne persons ret til en retfærdig rettergang og til respekt for retten til forsvar. Der må drages en tilsvarende konklusion for så vidt angår retten til tolkning og oversættelse, når den berørte person ikke er blevet underrettet om disse rettigheder og deres rækkevidde.
Selv om den berørte person faktisk har modtaget en sådan information i rette tid, er det i øvrigt også et krav, at den pågældende er bekendt med det omhandlede væsentlige dokument og dets indhold og med de hertil knyttede virkninger, for at vedkommende kan påberåbe sig en tilsidesættelse af sin ret til oversættelse af dette dokument eller sin ret til tolkebistand ved dets udfærdigelse.
Det vil som følge heraf være til skade for effektivitetsprincippet, hvis den frist, inden for hvilken det ifølge en processuel national bestemmelse er muligt at påberåbe sig en tilsidesættelse af de rettigheder, der følger af direktiv 2010/64 og 2012/13, begynder at løbe, endnu inden den berørte person er blevet underrettet dels om sin ret til tolkning og oversættelse samt rækkevidden heraf, dels om det omhandlede væsentlige dokument og dets indhold samt de hertil knyttede virkninger på et sprog, som vedkommende taler eller forstår.