Language of document :

Sag anlagt den 11. september 2013 – Perfetti Van Melle Benelux mod KHIM – Kraft Foods Global Brands (TRIDENT PURE)

(Sag T-491/13)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Perfetti Van Melle Benelux BV (Breda, Nederlandene) (ved advokaterne P. Perani, G. Ghisletti og F. Braga)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Kraft Foods Global Brands LLC (Northfield, De Forenede Stater)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 9. juli 2013 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 706/2012-4) annulleres.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med sagens behandling for Retten og Kraft Foods Global Brands LLC tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med sagens behandling for Retten og for appelkammeret.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Kraft Foods Global Brands LLC

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »TRIDENT PURE« for varer i klasse 30 – EF-varemærkeansøgning nr. 9 352 642

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Perfetti Van Melle Benelux BV

De i indsigelsessagen påberåbte varemærker eller tegn: Figurmærket i sort og hvid indeholdende ordbestanddelene »PURE WHITE« for varer i klasse 30 – EF-varemærke nr. 6 771 869; figurmærket i sort og hvid indeholdende ordbestanddelene »mentos PURE FRESH PURE BREATH« for varer i klasse 30 – EF-varemærke nr. 8 813 487; figurmærket i hvid, lyseblå, blå og grøn indeholdende ordbestanddelen »PURE« for varer i klasse 30 – EF-varemærke nr. 9 291 634; ordmærket »PURE FRESH« for varer i klasse 30 – fransk varemærke nr. 63 431 610; figurmærke i forskellige nuancer af blå og hvid indeholdende ordbestanddelene »mentos PURE FRESH« for varer i klasse 30 – international registrering nr. 932 886 med virkning i Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Danmark, Tyskland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Ungarn, Polen, Portugal, Slovenien, Slovakiet, Finland og Sverige; figurmærket i sort og hvid indeholdende ordbestanddelene »mentos PURE FRESH« for varer i klasse 30 – italiensk varemærke nr. 1 280 532; figurmærke i forskellige nuancer af blå og hvid indeholdende ordelementerne »mentos PURE FRESH« for varer i klasse 30 – Benelux varemærke nr. 820 421; figurmærket i sort og hvid indeholdende ordbestanddelene »mentos PURE WHITE« for varer i klasse 30 – Benelux varemærke nr. 864 652

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen taget til følge

Appelkammerets afgørelse: Klagen taget til følge og afslag på indsigelsen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af varemærkeforordningens artikel 8, stk. 1, litra b).