Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

SEQ CHAPTER \h \r 1Sag anlagt den 2. august 2004 af Viasat Broadcasting UK Ltd. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag T-329/04)

Processprog: dansk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 2. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Viasat Broadcasting UK Ltd., West Drayton (Storbritannien), ved advokat Simon Evers Hjelmborg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

-     Artikel 1 i Kommissionens beslutning af 19. maj 2004 i statsstøttesag nr. C 2/2003 (ex NN 22/2002) om Danmarks foranstaltninger til fordel for TV2/Danmark annulleres, for så vidt angår den del af beslutningen, der erklærer støtten for forenelig med Fællesmarkedet i henhold artikel 86, stk. 2, EF.

-     Sagsøgte tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

        

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med den anfægtede beslutning har Kommissionen godkendt den støtte, der i årene fra 1995 til 2002 er ydet til TV2/DANMARK i form af licensmidler og visse andre foranstaltninger som forenelig med Fællesmarkedet med undtagelse af et beløb på 628,2 mio. DKK, som ifølge Kommission udgør ulovlig statsstøtte, og som Kongeriget Danmark tilpligtes at tilbagesøge fra TV 2 / DANMARK A/S. Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af den del af beslutningen, hvormed Kommissionen erklærer en del af støtten for forenelig med Fællesmarkedet.

Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen har foretaget en fejlvurdering i forbindelse med efterprøvelsen af, om TV 2 / DANMARK A/S' public service-forpligtelser er defineret tilstrækkeligt præcist, idet den har anerkendt, at hele TV 2 / DANMARK A/S' programflade udgør public service-aktiviteter. Netop dette forhold vanskeliggør efterprøvelsen af, om den danske stat har overholdt og fremtidig overholder Fællesskabets konkurrenceregler, navnlig EF-traktatens artikel 87, stk. 1, sammenholdt med artikel 86, stk. 2.

Sagsøgeren gør endvidere gældende, at Kommissionens metode for vurdering af, om konstateret støtte i artikel 87, stk. 1, EF's forstand i medfør af artikel 86, stk. 2, EF er forenelig med Fællesmarkedet, er fejlbehæftet, da metoden ikke tager højde for tilstedeværelsen af indirekte (horisontal) statsstøtte (krydssubsidiering) i strid med artikel 87, stk. 1, EF,

-     idet konkurrencebegrænsende adfærd fra TV 2 / DANMARK A/S på markedet for udbud af tv-reklamer ikke kan være nødvendig for opfyldelsen af TV 2 / DANMARK A/S' public service-aktiviteter i medfør af artikel 86, stk. 2, EF, hvorfor artikel 87, stk. 1, EF gælder uindskrænket i forhold til TV 2 / DANMARK A/S' adfærd på kommercielle markeder;

-     idet Kommissionen alene vurderede, om en eventuel overkompensation fra staten (den direkte vertikale og forbudte statsstøtte) har været anvendt til at støtte de kommercielle aktiviteter, og ikke om kompensationen fra staten (den direkte vertikale og godkendte statsstøtte) har været anvendt til at opnå en økonomisk fordel inden for de kommercielle aktiviteter, som fordrejer konkurrencen;

-     idet den af Kommissionen anvendte "stand alone" test ikke er anvendelig i denne sag, eftersom den er baseret på en sammenligning af TV 2 / DANMARK A/S' konkurrenters omkostninger (i stedet for TV 2 / DANMARK A/S' egne omkostninger) med TV 2 / DANMARK A/S' indtægter på de kommercielle aktiviteter og derved ignorerer eventuelle forskelle i effektivitetsniveau med den følge, at testen ikke fuldt ud afslører, hvorvidt TV 2 / DANMARK A/S' kommercielle aktiviteter gennem krydssubsidiering har opnået en økonomisk fordel, som fordrejer konkurrencen;

-     idet den af Kommissionen anvendte pris-test heller ikke er anvendelig i denne sag.

____________