RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

6. september 2013 (*)

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at undgå nuklear spredning – indefrysning af pengemidler – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – berettiget forventning – fornyet gennemgang af de vedtagne restriktive foranstaltninger – fejlskøn – ligebehandling – retsgrundlag – væsentlige formkrav – proportionalitet«

I de forenede sager T-35/10 og T-7/11,

Bank Melli Iran, Teheran (Iran), i sag T-35/10 ved advokat L. Defalque og i sag T-7/11 først ved advokaterne L. Defalque og S.Woog, derefter ved advokaterne L. Defalque og C. Malherbe,

sagsøger,

mod

Rådet for Den Europæiske Union, i sag T-35/10 ved M. Bishop og R. Szostak, som befuldmægtigede, og i sag T-7/11 først ved M. Bishop og G. Marhic, som befuldmægtigede, derefter ved M. Bishop og B. Driessen, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

Den Franske Republik ved G. de Bergues og É. Ranaivoson, som befuldmægtigede,

af

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, først ved S. Behzadi-Spencer, som befuldmægtiget, derefter ved A. Robinson, og endelig ved A. Robinson og H. Walker, som befuldmægtigede, bistået af barrister S. Lee,

intervenienter i sag T-35/10,

og af

Europa-Kommissionen, i sag T-35/10 ved S. Boelaert og M. Konstantinidis, og i sag T-7/11 ved S. Boelaert, M. Konstantinidis og F. Erlbacher, som befuldmægtigede,

intervenient i begge sager,

angående for det første en påstand om delvis annullation af Rådets forordning (EF) nr. 1100/2009 af 17. november 2009 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af afgørelse 2008/475/EF (EUT L 303, s. 31), Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 281, s. 81), Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1), Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 319, s. 71), Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 319, s. 11) og Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1), og for det andet en påstand om annullation af enhver fremtidig forordning eller afgørelse, der supplerer eller ændrer en af de anfægtede retsakter, og som er i kraft på datoen for afslutningen af den mundtlige forhandling,

har

RETTEN (Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová (refererende dommer), og dommerne K. Jürimäe og M. van der Woude,

justitssekretær: fuldmægtig N. Rosner,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. april 2013,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Sagsøgeren, Bank Melli Iran, er en iransk kommerciel bank, som ejes af den iranske stat.

2        De foreliggende sager er anlagt i forbindelse med de restriktive foranstaltninger truffet for at lægge pres på Den Islamiske Republik Iran med henblik på at få sidstnævnte til at ophøre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter og udvikling af fremføringssystemer til kernevåben (herefter »nuklear spredning«).

3        Sagsøgerens navn blev opført på listen i bilag II til Rådets fælles holdning 2007/140/FUSP af 27. februar 2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 61, s. 49) ved Rådets fælles holdning 2008/479/FUSP af 23. juni 2008 om ændring af fælles holdning 2007/140 (EUT L 163, s. 43).

4        Som konsekvens heraf blev sagsøgerens navn opført på listen i bilag V til Rådets forordning (EF) nr. 423/2007 af 19. april 2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 103, s. 1) ved Rådets afgørelse 2008/475/EF af 23. juni 2008 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007 (EUT L 163, s. 29), hvilket medførte en indefrysning af sagsøgerens pengemidler.

5        Sagsøgeren anlagde sag ved Retten i det væsentlige med påstand om annullation af opførelsen af bankens navn på listen i bilag V til forordning nr. 423/2007.

6        Ved skrivelser af 8. og 21. juli 2009 anmodede sagsøgeren Rådet for Den Europæiske Union om at foretage en fornyet gennemgang af afgørelsen om at opføre bankens navn på listen i bilag V til forordning nr. 423/2007, idet sagsøgeren gjorde gældende, at banken ikke deltog i nuklear spredning. I skrivelsen af 8. juli 2009 anmodede sagsøgeren desuden om indsigt i Rådets akter.

7        Ved skrivelse af 27. juli 2009 svarede Rådet, at sagsøgeren var omfattet af de restriktive foranstaltninger af de i afgørelse 2008/475 anførte grunde. Rådet afslog indsigt i forslaget til vedtagelse af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren (herefter »det oprindelige forslag«) med den begrundelse, at dette dokument var fortroligt, men tilstillede sagsøgeren to generelle dokumenter om proceduren for vedtagelse af restriktive foranstaltninger.

8        Ved skrivelse af 11. september 2009 anmodede sagsøgeren på ny om indsigt i Rådets akter.

9        Ved skrivelse af 1. oktober 2009 tilstillede Rådet sagsøgeren de supplerende grunde til vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for denne.

10      Den af sagsøgeren anlagte sag vedrørende opførelsen af bankens navn på listen i bilag V til forordning nr. 423/2007 blev forkastet ved Rettens dom af 14. oktober 2009, Bank Melli Iran mod Rådet (sag T-390/08, Sml. II, s. 3967).

11      Ved skrivelse af 15. oktober 2009 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger til de supplerende grunde, der blev meddelt den 1. oktober 2009. Sagsøgeren gjorde gældende, at disse grunde dels ikke var tilstrækkeligt præcise, dels ikke godtgjorde, at sagsøgeren deltog i nuklear spredning.

12      Opførelsen af sagsøgerens navn i bilag V til forordning nr. 423/2007 er blevet fastholdt ved Rådets forordning (EF) nr. 1100/2009 af 17. november 2009 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af afgørelse 2008/475 (EUT L 303, s. 31). Følgende grunde blev anført:

»Yder eller forsøger at yde finansiel støtte til virksomheder, der er involveret i eller fremskaffer varer til Irans nuklear- og missilprogrammer (AIO, SHIG, SBIG, AEOI, Novin Energy Company, Mesbah Energy Company, Kalaye Electric Company og DIO). Bank Melli fungerer som mellemled i forbindelse med Irans følsomme aktiviteter. Den har formidlet en lang række indkøb af følsomme materialer til Irans nuklear- og missilprogrammer. Den har leveret en række finansielle tjenesteydelser på vegne af enheder, der er tilknyttet Irans nuklear- og missilindustrier, herunder åbning af remburser og varetagelse af konti. Mange af de ovennævnte virksomheder er omfattet af [De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution] 1737 (2006) og 1747 (2007). Bank Melli har fortsat denne rolle, idet den udviser en adfærd, der støtter og fremmer Irans følsomme aktiviteter. Ved hjælp af sine bankforbindelser yder den fortsat støtte og finansielle tjenesteydelser i forbindelse med sådanne aktiviteter til enheder, der er opført på FN’s og EU’s lister [på grund af deres deltagelse i sådanne aktiviteter]. Den handler også på vegne af og efter anvisninger fra sådanne enheder, herunder Bank Sepah, og handler ofte via deres datterselskaber og partnere.«

13      Ved skrivelse af 18. november 2009 underrettede Rådet sagsøgeren om fastholdelsen af dennes navn på listen i bilag V til forordning nr. 423/2007. Rådet anførte, at de af sagsøgeren fremsatte bemærkninger ikke begrundede en ophævelse af de restriktive foranstaltninger, henset til den støtte, som sagsøgeren har ydet til nuklear spredning ved at levere finansielle tjenesteydelser til enheder, der var involveret heri. Hvad angår anmodningerne om aktindsigt gentog Rådet for det første, at det oprindelige forslag var fortroligt. For det andet tilsendte Rådet sagsøgeren en ikke-fortrolig version af forslaget til vedtagelse af restriktive foranstaltninger, der vedrørte de supplerende grunde, som blev meddelt den 1. oktober 2009 (herefter »det supplerende forslag«).

14      Ved skrivelse af 14. december 2009 anmodede sagsøgeren om dels en høring, dels fuld indsigt i Rådets akter. Ved skrivelse af 20. januar 2010 svarede Rådet for det første, at sagsøgeren ved at fremsætte sine bemærkninger over for Rådet havde benyttet sig af retten til at blive hørt. For det andet gentog Rådet, at det oprindelige forslag var fortroligt.

15      Med vedtagelsen af Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140 (EUT L 195, s. 39, med berigtigelse i EUT L 197, s. 19) blev sagsøgerens navn opført på listen i bilag II til nævnte afgørelse. De over for sagsøgeren anførte grunde er de samme som de i forordning nr. 1100/2009 anførte.

16      Opførelsen af sagsøgerens navn i bilag V til forordning nr. 423/2007 er ikke blevet berørt af ikrafttrædelsen af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2010 af 26. juli 2010 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007 (EUT L 195, s. 25).

17      Ved skrivelse af 15. september 2010 fremsatte sagsøgeren over for Rådet sine bemærkninger til fastholdelsen af de restriktive foranstaltninger over for denne. I denne forbindelse gengav sagsøgeren sin anmodning om afholdelse af en høring og indsigt i Rådets akter.

18      Opførelsen af sagsøgerens navn i bilag II til afgørelse 2010/413 er blevet fastholdt ved Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 281, s. 81).

19      Idet forordning nr. 423/2007 blev ophævet ved Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 281, s. 1), har Rådet opført sagsøgerens navn i bilag VIII til sidstnævnte forordning.

20      De grunde, der for så vidt angår sagsøgeren er blevet angivet i afgørelse 2010/644 og forordning nr. 961/2010, er de samme som dem, der er angivet i forordning nr. 1100/2009.

21      Ved skrivelse af 28. oktober 2010 underrettede Rådet sagsøgeren om fastholdelsen af dennes navn på listen i bilag II til afgørelse 2010/413 og om opførelsen af sagsøgeren på listen i bilag VIII til forordning nr. 961/2010. Rådet anførte i denne forbindelse, at der ikke forelå nye forhold, som begrundede en ophævelse af de restriktive foranstaltninger over for banken, og at sidstnævnte foranstaltninger ikke var støttet på andre oplysninger end de tidligere tilsendte dokumenter.

22      Ved skrivelse af 28. juli 2011 anmodede sagsøgeren Rådet om at tage afgørelsen om at fastholde sagsøgeren på listen i bilag II til afgørelse 2010/413 og på listen i bilag VIII til forordning nr. 961/2010 op til fornyet gennemgang. Sagsøgeren gentog, at banken ikke deltog i nuklear spredning.

23      Ved dom af 16. november 2011, Bank Melli Iran mod Rådet (sag C-548/09 P, Sml. I, s. 11381), forkastede Domstolen den appel, som sagsøgeren havde iværksat til prøvelse af dommen af 14. oktober 2009 i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 10.

24      Opførelsen af sagsøgerens navn i bilag II til afgørelse 2010/413 og i bilag VIII til forordning nr. 961/2010 er ikke blevet berørt af ikrafttrædelsen af Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 319, s. 71) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 319, s. 11).

25      Ved skrivelse af 5. december 2011 underrettede Rådet sagsøgeren om fastholdelsen af dennes navn på listerne i bilag II til afgørelse 2010/413 og bilag VIII til forordning nr. 961/2010. Rådet anførte, at de bemærkninger, som sagsøgeren havde fremsat den 28. juli 2010, ikke begrundede en ophævelse af de restriktive foranstaltninger.

26      Ved skrivelse af 16. januar 2012 anmodede sagsøgeren om indsigt i beviserne vedrørende vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for banken og fastholdelsen heraf. Rådet svarede ved skrivelse af 21. februar 2012, der var vedlagt tre dokumenter vedrørende den fornyede gennemgang af de restriktive foranstaltninger.

27      Eftersom forordning nr. 961/2010 blev ophævet ved Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 88, s. 1), har Rådet opført sagsøgerens navn i bilag IX til sidstnævnte forordning. De over for sagsøgeren anførte grunde er de samme som de i forordning nr. 1100/2009 anførte.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

28      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. januar 2010 indgav sagsøgeren søgsmålet i sag T-35/10 med påstand om delvis annullation af forordning nr. 1100/2009.

29      Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Anden Afdeling den 4. maj 2010 blev behandlingen af sag T-35/10 udsat indtil afsigelse af Domstolens dom i sag C-548/09 P, Bank Melli Iran mod Rådet.

30      Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 17. maj, den 28. maj og den 7. juni 2010 fremsatte Europa-Kommissionen, Den Franske Republik og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland en anmodning om tilladelse til at intervenere i sag T-35/10 til støtte for Rådet.

31      Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet tilknyttet Fjerde Afdeling, hvortil sag T-35/10 følgelig er blevet fordelt.

32      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. januar 2011 indgav sagsøgeren søgsmålet i sag T-7/11 med påstand om bl.a. delvis annullation af afgørelse 2010/644 og forordning nr. 961/2010.

33      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 4. april 2011 fremsatte Kommissionen en anmodning om tilladelse til at intervenere i sag T-7/11 til støtte for Rådet. Ved kendelse af 9. juni 2011 gav formanden for Rettens Fjerde Afdeling tilladelse til denne intervention.

34      Den 24. november 2011 anmodede Retten (Fjerde Afdeling) parterne om inden for rammerne af de i artikel 64 i Rettens procesreglement foreskrevne foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse at fremsætte deres bemærkninger til de konsekvenser, der for så vidt angår sag T-35/10 skulle drages af dommen af 16. november 2011 i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 23. Parterne efterkom denne anmodning.

35      Ved kendelse af 8. februar 2012 gav formanden for Rettens Fjerde Afdeling Kommissionen, Den Franske Republik og Det Forenede Kongerige tilladelse til at intervenere til støtte for Rådet i sag T-35/10.

36      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 15. februar 2012 tilpassede sagsøgeren sine påstande i sag T-7/11 som følge af vedtagelsen af afgørelse 2011/783, gennemførelsesforordning nr. 1245/2011, Rådets afgørelse 2012/35/FUSP af 23. januar 2012 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 19, s. 22), Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 54/2012 af 23. januar 2012 om gennemførelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 19, s. 1) og Rådets forordning (EU) nr. 56/2012 af 23. januar 2012 om ændring af forordning nr. 961/2010 (EUT L 19, s. 10).

37      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 30. juli 2012 tilpassede sagsøgeren for det første sine påstande i sag T-7/11 som følge af vedtagelsen af forordning nr. 267/2012. For det andet nedlagde sagsøgeren påstand om annullation af enhver fremtidig forordning eller afgørelse, der supplerer eller ændrer en af de anfægtede retsakter, og som er i kraft på datoen for afslutningen af den mundtlige forhandling.

38      Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Fjerde Afdeling den 5. marts 2013 blev sagerne T-35/10, T-7/11 og T-8/11 i henhold til procesreglementets artikel 50 forenet med henblik på den mundtlige forhandling.

39      På grundlag af den refererende dommers rapport besluttede Retten (Fjerde Afdeling) at indlede den mundtlige forhandling og stillede inden for rammerne af de i procesreglementets artikel 64 foreskrevne foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse skriftlige spørgsmål til parterne. Parterne besvarede spørgsmålene inden for den fastsatte frist.

40      Parterne afgav mundtlige indlæg og besvarede skriftlige og mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 17. april 2013.

41      Sagsøgeren har i sine skriftlige indlæg nedlagt følgende påstande:

–        Punkt 4 i del B i bilaget til forordning nr. 1100/2009, punkt 5 i del B i bilaget til afgørelse 2010/644, punkt 5 i del B i bilag VIII til forordning nr. 961/2010, afgørelse 2011/783, gennemførelsesforordning nr. 1245/2011, afgørelse 2012/35, gennemførelsesforordning nr. 54/2012, forordning nr. 56/2012 og punkt 5 i del I.B i bilag IX til forordning nr. 267/2012 annulleres, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

–        Rådets afgørelser, som Rådet fremsendte ved skrivelser af 18. november 2009, 28. oktober 2010 og 5. december 2011, annulleres.

–        Det fastslås, at artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010 ikke finder anvendelse på sagsøgeren.

–        Enhver fremtidig forordning eller afgørelse, der supplerer eller ændrer en af de anfægtede retsakter, og som er i kraft på datoen for afslutningen af den mundtlige forhandling, annulleres.

–        Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

42      Under retsmødet hævede sagsøgeren for det første sagen for så vidt angår påstanden om annullation af afgørelse 2012/35, gennemførelsesforordning nr. 54/2012 og forordning nr. 56/2012. For det andet anførte sagsøgeren, at den anden påstand i realiteten var sammenfaldende med den første, og at banken følgelig hævede sagen for så vidt angår påstanden om annullation af skrivelserne af 18. november 2009, 28. oktober 2010 og 5. december 2011.

43      Rådet, støttet af Kommissionen, har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

44      Det Forenede Kongerige har nedlagt påstand om, at Rådet frifindes i sag T-35/10.

45      Den Franske Republik har nedlagt påstand om, at Rådet frifindes i sag T-35/10, og om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

46      Indledningsvis beslutter Retten, at sagerne T-35/10 og T-7/11 i lyset af deres sammenhæng skal forenes med henblik på dommen i medfør af procesreglementets artikel 50.

47      I øvrigt bemærkes, at den tredje påstand om, at det fastslås, at artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010 ikke finder anvendelse på sagsøgeren, i realiteten er sammenfaldende med de til støtte for sagsøgerens første påstand anførte argumenter, hvorved lovligheden af afgørelse 2010/413 og forordning nr. 961/2010 anfægtes. Følgelig skal Retten ikke behandle den tredje påstand selvstændigt.

48      Til støtte for sin første påstand har sagsøgeren i sine skriftlige indlæg anført følgende anbringender:

–        det første anbringende i sag T-35/10 og det tredje anbringende i sag T-7/11 vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten, af sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, af principperne om god forvaltningsskik og om beskyttelse af den berettigede forventning samt af Rådets forpligtelse til at tage de vedtagne restriktive foranstaltninger op til fornyet gennemgang i lyset af de fremsatte bemærkninger

–        det andet anbringende i sag T-35/10 og det fjerde anbringende i sag T-7/11 vedrørende et fejlskøn, for så vidt som Rådet fandt, at sagsøgeren deltog i nuklear spredning

–        det tredje anbringende i sag T-35/10 vedrørende en tilsidesættelse af væsentlige formkrav og en retlig fejl for så vidt angår retsgrundlaget for forordning nr. 1100/2009, og det andet anbringende i sag T-7/11 vedrørende en retlig fejl for så vidt angår retsgrundlaget for afgørelse 2010/644 og forordning nr. 961/2010

–        det fjerde anbringende i sag T-35/10 og det femte anbringende i sag T-7/11 vedrørende en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og sagsøgerens ejendomsret som følge af, at Rådet ikke har taget hensyn til De Forenede Nationers Sikkerhedsråds (herefter »FN’s Sikkerhedsråd«) resolutioner

–        det første anbringende i sag T-7/11 vedrørende en tilsidesættelse af artikel 215 TEUF, artikel 40 TEU og princippet om ligebehandling

–        det sjette anbringende i sag T-7/11 vedrørende ulovligheden af artikel 23, stk. 4, i forordning nr. 267/2012.

49      Under retsmødet gjorde sagsøgeren desuden gældende, at denne ikke havde fået forordning nr. 267/2012 tilstillet individuelt.

50      Rådet, Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland samt Kommissionen har bestridt rigtigheden af sagsøgerens anbringender.

51      Rådet og Kommissionen har i øvrigt anført, at sagsøgeren udgør et organ under den iranske stat og derfor ikke til egen fordel kan påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder. Rådet har ligeledes gjort gældende, at sagsøgerens fjerde påstand ikke kan antages til realitetsbehandling.

52      Foruden parternes anbringender og argumenter skal det undersøges, hvorvidt de af sagsøgeren foretagne tilpasninger af påstandene kan antages til realitetsbehandling.

 Formaliteten

 Om sagsøgerens tilpasninger af påstandene

53      Det fremgår af retspraksis, at en beslutning eller en forordning, som direkte og individuelt berører en enkeltperson, når den under sagen erstattes af en retsakt med samme genstand, må betragtes som en ny omstændighed, der gør det muligt for sagsøgeren at tilpasse sine påstande og anbringender. Det ville således være i strid med retsplejehensyn og procesøkonomiske hensyn at forpligte sagsøgeren til at anlægge en ny sag. Det ville desuden være ubilligt, hvis den pågældende institution for at imødegå de indsigelser, der i en stævning for en af Unionens retsinstanser rettes mod en retsakt, kunne ændre den anfægtede retsakt eller lade en anden træde i stedet og under sagen påberåbe sig denne ændring eller nye retsakt for at hindre modparten i at udvide de oprindelige påstande og anbringender til at omfatte den senere retsakt eller i at fremsætte supplerende påstande og anbringender angående denne (jf. analogt Rettens dom af 23.10.2008, sag T-256/07, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, Sml. II, s. 3019, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

54      Den samme konklusion finder anvendelse på de retsakter – såsom afgørelse 2011/783 og gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 – der uden at ophæve en tidligere retsakt fastholder opførelsen af en enhed på listerne over de enheder, som er omfattet af restriktive foranstaltninger, efter en ved den gældende lovgivning udtrykkeligt foreskrevet procedure med fornyet gennemgang.

55      For at kunne antages til realitetsbehandling skal en anmodning om tilpasning af påstandene imidlertid indgives inden for den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte søgsmålsfrist. Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at denne frist er ufravigelig og skal anvendes af Unionens retsinstanser på en sådan måde, at retssikkerheden og retssubjekternes lighed for loven sikres (jf. Domstolens dom af 18.1.2007, sag C-229/05 P, PKK og KNK mod Rådet, Sml. I, s. 439, præmis 101). Det tilkommer således retsinstansen, eventuelt af egen drift, at prøve, om denne frist er blevet overholdt (jf. Rettens kendelse af 11.1.2012, sag T-301/11, Ben Ali mod Rådet, Sml., EU:T:2012:4, præmis 16).

56      I denne henseende bemærkes, at princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse ifølge retspraksis indebærer, at en EU-myndighed, som vedtager restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed, meddeler den begrundelse, hvorpå disse foranstaltninger er støttet, enten på det tidspunkt, hvor foranstaltningerne bliver vedtaget, eller i det mindste så hurtigt som muligt efter deres vedtagelse, således at disse personer eller enheder sættes i stand til at udøve deres søgsmålsret (jf. i denne retning dommen af 16.11.2011 i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 23 ovenfor, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

57      Det følger heraf, at fristen for indgivelse af et annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt, hvorved der foreskrives restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed, først løber fra den dato, hvor denne retsakt tilstilles den berørte. Tilsvarende løber fristen for indgivelse af en anmodning om at udvide påstandene og anbringenderne til en retsakt, der fastholder disse foranstaltninger, først fra datoen for tilstillelsen af denne nye retsakt til den pågældende person eller enhed.

58      I det foreliggende tilfælde er afgørelse 2011/783 og gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 blevet tilstillet sagsøgeren individuelt ved skrivelse af 5. december 2011. Følgelig er anmodningen af 15. februar 2012 om tilpasning af påstandene vedrørende sidstnævnte retsakter blevet indgivet inden for den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte frist på to måneder med tillæg af afstandsfristen på ti dage i henhold til procesreglementets artikel 102, stk. 2.

59      For det andet er forordning nr. 267/2012 ikke blevet tilstillet sagsøgeren individuelt, selv om Rådet var bekendt med bankens adresse. Under disse omstændigheder er fristen for tilpasning af sagsøgerens påstande vedrørende forordning nr. 267/2012 ikke begyndt at løbe, hvorfor sagsøgerens anmodning af 30. juli 2012 ikke kan betragtes som for sent indgivet.

60      Henset til ovenstående betragtninger må det fastslås, at sagsøgerens påstand om annullation af afgørelse 2011/783, gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 og forordning nr. 267/2012 kan antages til realitetsbehandling.

 Om påstanden om annullation af enhver fremtidig forordning eller afgørelse, der supplerer eller ændrer en af de anfægtede retsakter, og som er i kraft på datoen for afslutningen af den mundtlige forhandling

61      Rådet har bestridt, at sagsøgerens fjerde påstand om annullation af enhver fremtidig forordning eller afgørelse, der supplerer eller ændrer en af de anfægtede retsakter, og som er i kraft på datoen for afslutningen af den mundtlige forhandling, kan antages til realitetsbehandling.

62      I denne henseende fremgår det af retspraksis, at Retten med føje kun kan forelægges en påstand om annullation af en eksisterende retsakt, der er bebyrdende. Selv om sagsøgeren altså kan gives adgang til at omformulere sine påstande, således at de tilsigter annullation af de retsakter, som under sagens forløb har erstattet de oprindeligt anfægtede retsakter, giver denne løsning ikke grundlag for en teoretisk prøvelse af lovligheden af hypotetiske retsakter, der endnu ikke er vedtaget (jf. Rettens dom af 12.12.2006, sag T-228/02, Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet, Sml. II, s. 4665, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

63      På denne baggrund må sagsøgerens fjerde påstand afvises.

 Realiteten

 Sagsøgerens mulighed for at påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder

64      Rådet og Kommissionen har gjort gældende, at i EU-retlig forstand kan juridiske personer, der udgør organer under en tredjestat, ikke påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder. For så vidt som sagsøgeren ifølge Rådet og Kommissionen udgør et organ under den iranske stat, finder denne regel anvendelse på sagsøgeren.

65      I denne henseende bemærkes først, at hverken Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (EUT 2010 C 83, s. 389) eller den primære EU-ret fastsætter bestemmelser, som udelukker juridiske personer, der er organer under en stat, fra at nyde beskyttelse af de grundlæggende rettigheder. Derimod sikrer de bestemmelser i det nævnte charter, som er relevante i forhold til de af sagsøgeren anførte anbringender, navnlig chartrets artikel 17, 41 og 47, rettighederne for »[e]nhver«, hvilket er en formulering, der omfatter juridiske personer såsom sagsøgeren.

66      Rådet og Kommissionen har i denne sammenhæng ikke desto mindre påberåbt sig artikel 34 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), der ikke tillader antagelse til realitetsbehandling af søgsmål, som anlægges ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol af statslige organisationer.

67      For det første er EMRK’s artikel 34 imidlertid en procedureregel, der ikke finder anvendelse på sager ved Unionens retsinstanser. For det andet følger det af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at målet med denne bestemmelse er at undgå, at en stat, der har tiltrådt EMRK, både kan være sagsøger og sagsøgt samtidigt for denne domstol (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 13.12.2007, Compagnie de navigation de la République islamique d’Iran mod Tyrkiet, Reports of Judgments and Decisions, 2007-V, præmis 81). Dette ræsonnement gør sig ikke gældende i det foreliggende tilfælde.

68      Rådet og Kommissionen har ligeledes gjort gældende, at den regel, som de påberåber sig, er begrundet af den omstændighed, at en stat er ansvarlig for overholdelse af grundlæggende rettigheder på dens område, men ikke kan drage fordel af sådanne rettigheder.

69      Selv om det lægges til grund, at denne begrundelse kan finde anvendelse for så vidt angår en intern situation, er den omstændighed, at en stat er ansvarlig for overholdelse af grundlæggende rettigheder på dens eget område, imidlertid irrelevant med hensyn til omfanget af de rettigheder, som tilkommer juridiske personer, der udgør organer under denne stat, på tredjestaters område.

70      Henset til ovenstående betragtninger må det fastslås, at EU-retten ikke indeholder en regel, der forhindrer juridiske personer, som er organer under tredjestater, i til egen fordel at påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder. Disse rettigheder kan dermed påberåbes af de nævnte personer for Unionens retsinstanser under forudsætning af, at de er i overensstemmelse med deres egenskab af juridisk person.

71      I øvrigt har Rådet og Kommissionen under alle omstændigheder ikke fremført oplysninger, som gør det muligt at fastslå, at sagsøgeren reelt var et organ under den iranske stat, dvs. en enhed, der deltog i udøvelse af offentlig myndighed, eller som drev en offentlig tjeneste under myndighedernes kontrol (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom i sagen Compagnie de navigation de la République islamique d’Iran mod Tyrkiet, nævnt ovenfor i præmis 67, præmis 79).

72      I denne henseende har Rådet indledningsvis anført, at sagsøgeren driver en offentlig tjeneste under de iranske myndigheders kontrol, for så vidt som sagsøgeren leverer finansielle tjenesteydelser, der er nødvendige for den iranske økonomis funktion. Rådet har imidlertid ikke bestridt sagsøgerens påstand om, at de nævnte tjenesteydelser udgør kommerciel virksomhed, som udøves i en konkurrencepræget sektor og er undergivet den almindelige ret. Under disse omstændigheder kan det forhold, at den nævnte virksomhed er nødvendig for, at en stats økonomi kan fungere, ikke i sig selv bevirke, at denne virksomhed anses for en offentlig tjeneste.

73      Dernæst har Kommissionen anført, at den omstændighed, at sagsøgeren deltager i nuklear spredning, beviser, at sagsøgeren deltager i udøvelse af offentlig myndighed. Hermed har Kommissionen imidlertid lagt en omstændighed til grund som faktuel forudsætning, som sagsøgeren bestrider, og som er det helt centrale spørgsmål i forbindelse med forhandlingerne for Retten. Desuden henhører sagsøgerens angivelige deltagelse i nuklear spredning, som beskrevet i de anfægtede akter, ikke under udøvelse af statslige beføjelser, men under kommercielle transaktioner med enheder, der er involveret i nuklear spredning. Denne påstand kan dermed ikke begrunde, at sagsøgeren anses for et organ under den iranske stat.

74      Endelig er det Kommissionens opfattelse, at sagsøgeren er et organ under den iranske stat som følge af, at sidstnævnte ejer en andel af bankens kapital. Denne omstændighed indebærer imidlertid ikke i sig selv, at sagsøgeren deltager i udøvelse af offentlig myndighed eller driver en offentlig tjeneste.

75      Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det fastslås, at sagsøgeren til egen fordel kan påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder.

 Om det første anbringende i sag T-35/10 og det tredje anbringende i sag T-7/11 vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten, af sagsøgerens ret til forsvar og ret til effektiv domstolsbeskyttelse, af principperne om god forvaltningsskik og om beskyttelse af den berettigede forventning samt af Rådets forpligtelse til at tage de vedtagne restriktive foranstaltninger op til fornyet gennemgang i lyset af de fremsatte bemærkninger

76      Sagsøgeren har i sammenhæng med vedtagelsen af disse anfægtede retsakter gjort gældende, at Rådet har tilsidesat begrundelsespligten, sagsøgerens ret til forsvar og forpligtelsen til at tage de vedtagne restriktive foranstaltninger op til fornyet gennemgang i lyset af de fremsatte bemærkninger. I øvrigt indebærer disse tilsidesættelser en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse og af principperne om god forvaltningsskik og om beskyttelse af den berettigede forventning.

77      Rådet, Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen har bestridt, at sagsøgerens argumenter er begrundede.

78      Det bemærkes for det første, at pligten til at begrunde en bebyrdende retsakt, således som den er fastsat i artikel 296, stk. 2, TEUF og i det foreliggende tilfælde nærmere bestemt i artikel 24, stk. 3, i afgørelse 2010/413, i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 423/2007, i artikel 36, stk. 3, i forordning nr. 961/2010 og i artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 267/2012, dels har til formål at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til at afgøre, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, dels at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed. Den således fastsatte begrundelsespligt er et væsentligt princip i EU-retten, som kun kan fraviges af tvingende hensyn. Begrundelsen skal derfor i princippet tilstilles den berørte part samtidigt med den bebyrdende retsakt, og manglen på begrundelse kan ikke afhjælpes ved, at den berørte part får kendskab til begrundelsen for retsakten under sagen for Unionens retsinstanser (jf. i denne retning dommen af 14.10.2009 i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

79      Medmindre tvingende hensyn, der vedrører Unionens eller dens medlemsstaters sikkerhed eller opfyldelsen af deres internationale forpligtelser, er til hinder for meddelelsen af visse forhold, er Rådet dermed forpligtet til at gøre en enhed, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, bekendt med de særlige og konkrete grunde til, at det er af den opfattelse, at de skulle vedtages. Rådet skal således angive de faktiske og retlige omstændigheder, som ligger til grund for de pågældende foranstaltningers retlige begrundelse, samt de betragtninger, der har ført til deres vedtagelse (jf. i denne retning dommen af 14.10.2009 i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

80      Begrundelsen skal i øvrigt tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Begrundelseskravet skal vurderes i lyset af sagens omstændigheder, navnlig indholdet af retsakten, arten af de påberåbte grunde og den interesse, som adressaterne eller andre, der umiddelbart og individuelt berøres af retsakten, kan have i at modtage forklaringer. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige omstændigheder, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. En retsakt, der er bebyrdende, er navnlig tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den berørte bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. dommen af 14.10.2009 i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

81      For det andet fremgår det af fast retspraksis, at overholdelsen af retten til forsvar, herunder navnlig retten til at blive hørt, i forbindelse med enhver procedure, der indledes over for en enhed, og som kan resultere i en retsakt, der er bebyrdende for denne enhed, udgør et grundlæggende EU-retligt princip, som skal overholdes, selv om der ikke er fastsat nogen bestemmelser vedrørende den pågældende procedure (dommen af 14.10.2009 i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 91).

82      Princippet om overholdelse af retten til forsvar kræver for det første, at de forhold, der lægges den berørte enhed til last med henblik på at begrunde den for enheden bebyrdende retsakt, skal tilstilles den. For det andet skal den berørte enhed have haft mulighed for effektivt at give sin mening til kende for så vidt angår disse forhold (jf. analogt dommen i sagen Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet, nævnt i præmis 62 ovenfor, præmis 93).

83      Hvad angår en første retsakt, hvorved en enheds pengemidler indefryses, skal meddelelsen af de forhold, der lægges den berørte til last, følgelig ske samtidig med vedtagelsen af den pågældende retsakt, eller hurtigst muligt efter nævnte vedtagelse, medmindre tvingende hensyn, som er forbundet med Unionens og medlemsstaternes sikkerhed eller varetagelsen af deres internationale forbindelser, er til hinder herfor. På anmodning fra den pågældende enhed har denne ligeledes ret til at give dens mening om disse forhold til kende, når retsakten er vedtaget. Forud for enhver efterfølgende afgørelse om indefrysning af pengemidler og med de samme forbehold skal de nye forhold, der lægges den pågældende til last, i princippet meddeles, og den pågældende enhed skal i princippet gives en ny mulighed for at give sin mening til kende (jf. analogt dommen i sagen Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 62, præmis 137).

84      Det bemærkes desuden, at når tilstrækkeligt præcise oplysninger, som gør det muligt for den berørte enhed i tilstrækkelig grad at give sin mening til kende vedrørende de forhold, som den lægges til last af Rådet, er blevet meddelt, indebærer princippet om overholdelse af retten til forsvar ikke en forpligtelse for denne institution til uden videre at give adgang til de dokumenter, der er indeholdt i dens sagsakter. Det er kun efter anmodning herom fra den berørte part, at Rådet har pligt til at give adgang til alle administrative dokumenter, der ikke er fortrolige, og som vedrører den omhandlede foranstaltning (jf. dommen af 14.10.2009 i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis).

85      For det tredje er princippet om effektiv domstolsbeskyttelse et almindeligt EU-retligt princip, der udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, og som er fastslået i EMRK’s artikel 6 og 13 samt i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder. Hensynet til en effektiv domstolskontrol kræver, at vedkommende EU-myndighed er forpligtet til i videst muligt omfang at tilstille den berørte enhed begrundelsen for en restriktiv foranstaltning, enten på det tidspunkt, hvor nævnte foranstaltning bliver vedtaget, eller i det mindste så hurtigt som muligt herefter, med henblik på, at den pågældende enhed sættes i stand til rettidigt at udnytte dens klageadgang. Overholdelsen af denne forpligtelse til at meddele nævnte begrundelse er således nødvendig såvel for at sætte adressaterne for de restriktive foranstaltninger i stand til at forsvare deres rettigheder under de bedst mulige betingelser, og at afgøre, om sagen bør prøves af Unionens retsinstanser, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen, som for at sætte sidstnævnte fuldt ud i stand til at udøve den legalitetsprøvelse af den omhandlede retsakt, som påhviler dem (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 3.9.2008, forenede sager C-402/05 P og C-415/05 P, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 6351, præmis 335-337 og den deri nævnte retspraksis).

–       Om begrundelsespligten

86      Sagsøgeren er af den opfattelse, at begrundelsen for de anfægtede retsakter er utilstrækkelig. De i forordning nr. 1100/2009 anførte grunde, de supplerende grunde, som blev tilstillet sagsøgeren den 1. oktober 2009, og de grunde, der er anført i de efterfølgende anfægtede retsakter, er nemlig vage og upræcise, hvorfor sagsøgeren ikke er i stand til at kontrollere dem og fremsætte bemærkninger hertil.

87      Rådet, Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen har bestridt, at sagsøgerens argumenter er begrundede.

88      Det bemærkes, at sagsøgeren har været omfattet af restriktive foranstaltninger siden den 23. juni 2008. Mellem denne dato og datoen for vedtagelse af den første af de anfægtede retsakter, dvs. den 17. november 2009, er flere dokumenter blevet udvekslet mellem sagsøgeren og Rådet, herunder bl.a. sidstnævntes skrivelse af 1. oktober 2009, hvorved Rådet underrettede sagsøgeren om de supplerende grunde til vedtagelse af restriktive foranstaltninger over for banken. Dette dokument udgør en del af den sammenhæng, hvori de i de foreliggende sager anfægtede retsakter blev vedtaget, og der kan følgelig tages hensyn til dokumentet under behandlingen af disse grunde.

89      De i de anfægtede retsakter anførte grunde, som suppleret og uddybet ved de den 1. oktober 2009 tilstillede grunde, er tilstrækkeligt præcise til at opfylde den begrundelsespligt, der påhviler Rådet. Disse grunde gør det således muligt at fastslå de enheder, hvortil sagsøgeren har leveret finansielle tjenesteydelser, og som er omfattet af de af Unionen eller FN’s Sikkerhedsråd vedtagne restriktive foranstaltninger, såvel som den periode, hvori de pågældende tjenesteydelser er blevet leveret, og i visse tilfælde de specifikke transaktioner, hvortil de har været knyttet.

90      Under disse omstændigheder må anbringendet om tilsidesættelse af begrundelsespligten forkastes.

–       Om tilsidesættelsen af princippet om overholdelse af retten til forsvar

91      Sagsøgeren har gjort gældende, at banken på trods af gentagne anmodninger hverken har fået tilstrækkelig adgang til Rådets akter eller en høring i Rådet, hvorfor den ikke er bekendt med beviserne imod den og følgelig ikke er i stand til at forsvare sig. Såfremt Rådet har tilsendt oplysninger fra dets akter til sagsøgeren, er dette i øvrigt sket for sent.

92      Indledningsvis har Rådet, Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen bestridt, at princippet om overholdelse af retten til forsvar kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde, idet de har henvist til den omstændighed, at sagsøgeren ikke er blevet omfattet af restriktive foranstaltninger på grund af dens egne aktiviteter, men på grund af dens tilhørsforhold til en bestemt kategori af personer og enheder, som har ydet støtte til nuklear spredning.

93      Denne argumentation kan ikke tiltrædes. Artikel 24, stk. 3 og 4, i afgørelse 2010/413, artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 423/2007, artikel 36, stk. 3 og 4, i forordning nr. 961/2010 og artikel 46, stk. 3 og 4, i forordning nr. 267/2012 fastsætter nemlig bestemmelser, der sikrer retten til forsvar for de enheder, som er omfattet af de i henhold til disse retsakter vedtagne restriktive foranstaltninger. Overholdelsen af denne ret er underlagt Unionens retsinstansers kontrol (jf. i denne retning dommen af 14.10.2009 i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 37).

94      Rådet og Det Forenede Kongerige har desuden gjort gældende, at Rådet af kildebeskyttelseshensyn ikke kan være forpligtet til at tilstille de berørte enheder de beviser og oplysninger, der støtter grundene til de restriktive foranstaltninger, når disse beviser og oplysninger hidrører fra fortrolige kilder og som sådan opbevares af de medlemsstater, der er i besiddelse af dem, eller af tredjestater, med hvem sidstnævnte samarbejder. Det Forenede Kongerige har i denne henseende præciseret, at Rettens procesreglement ikke fastsætter bestemmelser, der gør det muligt for Retten at tage hensyn til fortrolige oplysninger uden at videreformidle dem til de øvrige parter, hvilket ville indebære, at der ikke forelå nogen mulighed for at sikre fortroligheden af eventuelt tilstillede oplysninger og derfor på hensigtsmæssig måde at beskytte de tvingende hensyn, der er til hinder for, at de bliver tilstillet den berørte enhed. Under disse omstændigheder skal nævnte hensyn have forrang, herunder for så vidt angår retsforhandlingerne for Retten.

95      I denne henseende fremgår det af den i præmis 83 ovenfor nævnte retspraksis, at meddelelsen af de bebyrdende forhold til de berørte enheder faktisk ikke behøver at finde sted, når tvingende hensyn, som er forbundet med Unionens og medlemsstaternes sikkerhed eller varetagelsen af deres internationale forbindelser, er til hinder herfor.

96      I betragtning af domstolskontrollens vigtige rolle i forbindelse med vedtagelsen eller fastholdelsen af restriktive foranstaltninger skal Unionens retsinstanser imidlertid være i stand til at kontrollere lovligheden og berettigelsen af sådanne foranstaltninger, herunder overholdelsen af de proceduremæssige garantier, som tillægges de berørte enheder (jf. i denne retning og analogt dommen i sagen Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet, nævnt i præmis 62 ovenfor, præmis 155), idet den fortrolige karakter af visse oplysninger eventuelt kan begrunde begrænsninger i tilstillelsen af disse oplysninger til sagsøgeren eller dennes advokater, der finder anvendelse på hele behandlingen af sagen ved Retten (jf. i denne retning og analogt dommen i sagen Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet, nævnt i præmis 62 ovenfor, præmis 155).

97      I øvrigt fremgår det af procesreglementets artikel 67, stk. 3, tredje afsnit, at »[n]år et dokument, som en institution har givet afslag på aktindsigt i, er blevet fremlagt for Retten under et søgsmål vedrørende lovligheden af dette afslag, tilstilles dette dokument ikke de øvrige parter«. Denne bestemmelse gør det muligt for Retten at prøve lovligheden af et afslag på indsigt i et dokument, der er indeholdt i Rådets akter, uden at tilstille den berørte enhed dette samme dokument.

98      Hvad angår sagsøgerens anbringender bemærkes for det første, at det fremgår af præmis 86-90 ovenfor, at de anfægtede retsakter er tilstrækkeligt begrundede. På denne baggrund har Rådet ligeledes overholdt sin forpligtelse til indledende meddelelse af de bebyrdende forhold.

99      Hvad for det andet angår aktindsigten bemærkes, at de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren er støttet på to særskilte forslag. For det første er den oprindelige vedtagelse i 2008 af nævnte foranstaltninger – hvilken vedtagelse var genstand for sagsøgerens søgsmål i sag T-390/08 (jf. præmis 5, 10 og 23 ovenfor) – sket i henhold til det oprindelige forslag, som Rådet har nægtet at tilstille sagsøgeren på trods af flere anmodninger herom. For det andet støttes de supplerende grunde, der blev tilstillet sagsøgeren den 1. oktober 2009, af det supplerende forslag, hvoraf en ikke-fortrolig kopi blev sendt til sagsøgeren den 18. november 2009, dvs. på det tidspunkt, hvor sidstnævnte blev underrettet om vedtagelsen af forordning nr. 1100/2009.

100    I denne henseende bemærkes, at manglende tilstillelse af et dokument, hvorpå Rådet har støttet sig for at vedtage eller fastholde restriktive foranstaltninger over for en enhed, kun udgør en tilsidesættelse af retten til forsvar, som kan begrunde en annullation af de omhandlede retsakter, såfremt det godtgøres, at de pågældende restriktive foranstaltninger ikke med føje kunne være blevet vedtaget eller fastholdt, hvis det ikke-tilstillede dokument skulle afvises som bebyrdende forhold.

101    Selv om det i de foreliggende sager antages, at Rådet med urette har afslået at tilstille sagsøgeren det oprindelige forslag, kan denne omstændighed følgelig kun begrunde en annullation af de anfægtede retsakter, hvis det i øvrigt godtgøres, at fastholdelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren ikke kan begrundes i de forhold, som blev meddelt sagsøgeren rettidigt, dvs. de i de anfægtede retsakter anførte grunde, de supplerende grunde, der blev meddelt den 1. oktober 2009, og det supplerende forslag, som blev meddelt den 18. november 2009.

102    Det fremgår af præmis 122-150 nedenfor, at de af sagsøgeren påberåbte argumenter ikke gør det muligt at rejse tvivl om rigtigheden af den begrundelse for de restriktive foranstaltninger over for banken, hvortil der henvises i præmis 149 nedenfor, og således som denne fremgår af de til sagsøgeren meddelte forhold. På denne baggrund kan den manglende meddelelse af det oprindelige forslag ikke begrunde en annullation af de anfægtede retsakter.

103    For det tredje har sagsøgeren med urette gjort gældende, at banken ikke kunne opnå en høring i Rådet.

104    Sagsøgeren har nemlig for det første ikke bestridt, at banken var i stand til at fremsætte skriftlige bemærkninger til Rådet den 8. og 21. juli 2009, den 15. oktober 2009, den 15. september 2010 og den 28. juli 2011.

105    For det andet giver hverken den omhandlede lovgivning eller det almindelige princip om overholdelse af retten til forsvar – i modsætning til det af sagsøgeren påståede – sagsøgeren ret til en formel høring (jf. analogt dommen i sagen People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, nævnt i præmis 53 ovenfor, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis), idet muligheden for at fremsætte skriftlige indlæg er tilstrækkelig.

106    Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal anbringenderne om tilsidesættelse af overholdelsen af retten til forsvar forkastes som dels irrelevante, dels ubegrundede.

–       Om de mangler, der påstås at have haft indflydelse på den fornyede gennemgang, som Rådet har foretaget

107    Sagsøgeren er af den opfattelse, at Rådet har tilsidesat forpligtelsen til at foretage en fornyet gennemgang af de vedtagne restriktive foranstaltninger i lyset af sagsøgerens bemærkninger. Navnlig har Rådet hverken foretaget en faktisk fornyet gennemgang af nævnte foranstaltninger eller på detaljeret vis reageret på nævnte bemærkninger, idet det har nøjedes med at fremsende standardskrivelser. Tilsvarende var den fornyede gennemgang, som den foretog, ikke baseret på relevante oplysninger og beviser.

108    I denne henseende har Rådet uden at blive modsagt af sagsøgeren for det første gjort gældende, at medlemsstaternes delegationer havde modtaget de af sagsøgeren fremsatte bemærkninger inden vedtagelsen af de anfægtede retsakter. Følgelig kunne der tages hensyn til disse bemærkninger, der indeholdt detaljerede oplysninger om sagsøgerens forbindelser med de i begrundelsen til de anfægtede retsakter anførte enheder og beviser til støtte for disse samme oplysninger.

109    For det andet fremgår det af Rådets skrivelser af 27. juli 2009, 18. november 2009, 28. oktober 2010 og 5. december 2011, at sidstnævnte havde gennemgået nævnte bemærkninger og taget til genmæle ved bl.a. at fremhæve den omstændighed, at sagsøgeren havde leveret finansielle tjenesteydelser til enheder, der deltog i nuklear spredning.

110    Under disse omstændigheder må argumenterne om, at der foreligger mangler, som påstås at have haft indflydelse på den fornyede gennemgang af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, forkastes som ubegrundede.

–       Om den manglende individuelle tilstillelse af forordning nr. 267/2012 til sagsøgeren

111    Under retsmødet gjorde sagsøgeren gældende, uden at blive modsagt af Rådet, at forordning nr. 267/2012 ikke var blevet tilstillet banken individuelt.

112    Selv om det imidlertid er korrekt, at en retsakt, hvorved restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed vedtages eller fastholdes, for det første skal tilstilles sidstnævnte, og at fristen for den pågældende person eller enheds indgivelse af et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF til prøvelse af den omhandlede retsakt løber fra denne tilstillelse, indebærer denne omstændighed ikke, at manglen af en sådan tilstillelse i sig selv begrunder en annullation af den omhandlede retsakt.

113    For det andet har sagsøgeren ikke anført argumenter, der kan bevise, at den manglende individuelle tilstillelse af forordning nr. 267/2012 i det foreliggende tilfælde har ført til en krænkelse af bankens rettigheder, der kan begrunde en annullation af forordningen, for så vidt som den vedrører sagsøgeren. Det fremgår i øvrigt heller ikke af sagernes akter, at der foreligger en sådan krænkelse, idet de grunde, som for så vidt angår sagsøgeren er anført i forordning nr. 267/2012, for det første er identiske med grundene i de af sagsøgeren kendte tidligere retsakter, sagsøgeren for det andet har været i stand til at tilpasse sine påstande i sag T-7/11 med henblik på annullation af forordning nr. 267/2012, og endelig at sagsøgeren var i stand til at få kendskab til forordningen gennem en anden kilde og til at vedlægge en kopi heraf til den processkrift, hvorved banken tilpassede sine påstande.

114    Under disse omstændigheder må sagsøgerens argument om tilsidesættelse af Rådets forpligtelse til at tilstille sagsøgeren forordning nr. 267/2012 forkastes, uden at det er nødvendigt at tage stilling til, om det kan antages til realitetsbehandling.

–       Om de andre påståede tilsidesættelser

115    Sagsøgeren er af den opfattelse, at tilsidesættelsen af begrundelsespligten, af sagsøgerens ret til forsvar og af forpligtelsen til at tage de vedtagne restriktive foranstaltninger op til fornyet gennemgang i øvrigt medfører en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse og af principperne om god forvaltningsskik og om beskyttelse af den berettigede forventning, for så vidt som Rådet ikke har handlet i god tro eller udvist agtpågivenhed.

116    Det fremgår imidlertid af den ovenfor foretagne bedømmelse, at anbringenderne om tilsidesættelse af begrundelsespligten, af sagsøgerens ret til forsvar og af Rådets forpligtelse til at tage de restriktive foranstaltninger op til fornyet gennemgang ikke begrunder en annullation af de anfægtede retsakter. Under disse omstændigheder må anbringendet om tilsidesættelse af sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse og af principperne om god forvaltningsskik og om beskyttelse af den berettigede forventning – hvilket anbringende ikke er støttet på specifikke argumenter og dermed ikke har nogen selvstændig betydning – ligeledes forkastes.

117    Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det første anbringende i sag T-35/10 og det tredje anbringende i sag T-7/11 forkastes som delvist irrelevante, delvist ubegrundede.

 Om det andet anbringende i sag T-35/10 og det fjerde anbringende i sag T-7/11 vedrørende et fejlskøn, for så vidt som Rådet fandt, at sagsøgeren deltog i nuklear spredning

118    Sagsøgeren har gjort gældende, at Rådet foretog et fejlskøn, da det fandt, at sagsøgeren skulle være omfattet af restriktive foranstaltninger. For det første har banken bestridt at have leveret finansielle tjenesteydelser til bestemte enheder, der er anført i begrundelsen til de anfægtede retsakter. For det andet er sagsøgeren af den opfattelse, at de tjenesteydelser, som banken faktisk har leveret til enheder, der deltager i nuklear spredning, ikke begrunder vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger, bl.a. fordi tjenesteydelserne ikke er knyttet til nævnte spredning.

119    I øvrigt er sagsøgeren af den opfattelse, at Rådets fejlskøn indebærer magtmisbrug fra dets side.

120    Rådet, Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen har bestridt, at sagsøgerens argumenter er begrundede.

121    Indledningsvis bemærkes, at en retsakt kun er behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den må antages at være truffet udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfølge andre formål end dem, der er angivet, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved traktaten for at imødegå konkret foreliggende vanskeligheder (jf. dommen af 14.10.2009 i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis). I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren ikke fremlagt nogen beviser for, at Rådet med vedtagelsen af de anfægtede retsakter forfulgte et andet mål end målet om at hindre nuklear spredning og finansieringen heraf. Argumentet vedrørende et påstået »magtmisbrug« fra Rådets side må derfor straks forkastes.

122    Hvad angår sagsøgerens andre argumenter fremgår det af retspraksis, at domstolskontrollen med lovligheden af en retsakt, hvorved der er vedtaget restriktive foranstaltninger over for en enhed, udstrækker sig til også at omfatte en vurdering af de forhold og omstændigheder, der er påberåbt som begrundelse herfor, og en efterprøvelse vedrørende de beviser og oplysninger, hvorpå vurderingen hviler. I tilfælde af indsigelse tilkommer det Rådet at fremlægge disse oplysninger med henblik på efterprøvelse heraf ved Unionens retsinstanser (jf. i denne retning dommen af 14.10.2009 i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 37 og 107).

123    I denne henseende har Rådet og Det Forenede Kongerige gentaget det i præmis 94 ovenfor anførte argument, hvorefter Rådet af kildebeskyttelseshensyn ikke kan være forpligtet til at fremlægge de beviser og oplysninger, der støtter grundene til de restriktive foranstaltninger, når disse beviser og oplysninger hidrører fra fortrolige kilder og som sådan opbevares af de medlemsstater, der er i besiddelse af dem, eller af tredjestater, med hvem sidstnævnte samarbejder. De har præciseret, at den retslige kontrol, som Retten skal foretage, under disse omstændigheder skal indsnævres. Ifølge Rådet bør Retten således begrænse sig til at prøve »den objektive troværdighed« af medlemsstaternes påstande, mens Det Forenede Kongerige er af den opfattelse, at Rettens retlige kontrol ikke bør vedrøre det materielle grundlag for de retsakter, hvorved der blev vedtaget restriktive foranstaltninger.

124    Dette argument kan ikke tiltrædes.

125    Den omstændighed, at de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren er blevet vedtaget på grundlag af beviser og oplysninger, som er indsamlet af en medlemsstat, ændrer nemlig ikke ved, at de anfægtede retsakter er akter fra Rådet, der dermed skal sikre sig, at deres vedtagelse er begrundet, i givet fald ved at anmode den pågældende medlemsstat om for Rådet at fremlægge de til dette formål nødvendige beviser og oplysninger.

126    Tilsvarende kan Rådet ikke gøre gældende, at de omhandlede oplysninger stammer fra fortrolige kilder og følgelig ikke kan videregives. Selv om denne omstændighed eventuelt kunne begrunde begrænsninger i videregivelsen af disse oplysninger til sagsøgeren eller dennes advokater, skal Unionens retsinstanser i betragtning af domstolskontrollens vigtige rolle i forbindelse med vedtagelsen af restriktive foranstaltninger nemlig ikke desto mindre være i stand til at kontrollere lovligheden og berettigelsen af sådanne foranstaltninger, uden at der kan rejses indsigelser om hemmeligholdelse og fortrolighed for så vidt angår de beviser og oplysninger, som Rådet har lagt til grund. Rådet er desuden ikke berettiget til at basere en retsakt om vedtagelse af restriktive foranstaltninger på oplysninger eller sagsakter fra en medlemsstat, hvis denne medlemsstat ikke er indstillet på at tillade, at de videregives til den EU-retsinstans, der har beføjelse til at efterprøve lovligheden af denne afgørelse.

127    Følgelig skal det undersøges, om begrundelsen for de restriktive foranstaltninger er berettiget i lyset af de oplysninger og beviser, som er blevet tilstillet såvel sagsøgeren som Retten.

128    Begrundelsen for de anfægtede retsakter og de af Rådet den 1. oktober 2009 og 18. november 2009 meddelte oplysninger henviser i alt til ni enheder, der påstås at deltage i nuklear spredning, og hvortil sagsøgeren har leveret finansielle tjenesteydelser: the Aerospace Industries Organisation (AIO), Shahid Hemmat Industrial Group (SHIG) og Shahid Bagheri Industrial Group (SBIG), Atomic Energy Organisation of Iran (AEOI), Novin Energy Company, Mesbah Energy Company, Kalaye Electric Company, Defence Industries Organisation (DIO) og Bank Sepah.

129    Sagsøgeren har bestridt at have leveret finansielle tjenesteydelser til SHIG, SBIG, Novin Energy Company og Kalaye Electric Company. Idet Rådet ikke har fremlagt beviser eller oplysninger til støtte for sine påstande om de tjenesteydelser, der hævdes være leveret til disse fire selskaber, kan nævnte påstande ikke begrunde vedtagelsen og fastholdelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, jf. den i præmis 122 ovenfor nævnte retspraksis.

130    Sagsøgeren har derimod ikke bestridt at have leveret finansielle tjenesteydelser til AIO, AEOI, Mesbah Energy Company, DIO og Bank Sepah. Det skal derfor undersøges, om disse tjenesteydelser, således som Rådet har gjort gældende, udgør støtte til nuklear spredning som omhandlet i afgørelse 2010/413 samt i forordning nr. 423/2007, nr. 961/2010 og nr. 267/2012.

131    I denne henseende bemærkes, at de nævnte forordninger i medfør af artikel 18 i forordning nr. 423/2007, artikel 39 i forordning nr. 961/2010 og artikel 49 i forordning nr. 267/2012 finder anvendelse på Unionens område, herunder i dens luftrum, om bord på fly eller skibe under en medlemsstats jurisdiktion, for alle personer inden for eller uden for Unionens område, som er statsborgere i en medlemsstat, for alle juridiske personer, enheder eller organer inden for eller uden for Unionens område, der er oprettet eller stiftet i henhold til en medlemsstats lovgivning, og for alle juridiske personer, enheder eller organer for så vidt angår forretningsvirksomhed, der helt eller delvis foregår inden for Unionen.

132    Hvad angår de transaktioner, der foregår uden for Unionen, kan forordning nr. 423/2007, nr. 961/2010 og nr. 267/2012 således ikke skabe retlige forpligtelser for en finansiel institution, der er oprettet i et tredjeland og stiftet i henhold til samme lands lovgivning (herefter »en udenlandsk finansiel institution«), såsom sagsøgeren. Følgelig er en sådan finansiel institution ikke forpligtet til i medfør af nævnte forordninger at indefryse de pengemidler, der tilhører enheder, som deltager i nuklear spredning.

133    Det forholder sig ikke desto mindre således, at hvis en udenlandsk finansiel institution er involveret i, eller er direkte knyttet eller yder støtte til nuklear spredning, kan dens pengemidler og økonomiske ressourcer – som befinder sig på Unionens område, anvendes i forbindelse med en erhvervstransaktion, der helt eller delvist foregår inden for Unionen, eller besiddes af statsborgere i en medlemsstat eller af juridiske personer, enheder eller organer, som er oprettet eller stiftet i henhold til en medlemsstats lovgivning – blive ramt af restriktive foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til forordning nr. 423/2007, nr. 961/2010 og nr. 267/2012.

134    Det følger heraf, at en udenlandsk finansiel institution har al mulig interesse i at sikre sig, at den hverken er involveret i, eller er direkte knyttet eller yder støtte til nuklear spredning bl.a. ved at levere finansielle tjenesteydelser til en enhed, som deltager i nævnte nukleare spredning. Når en udenlandsk finansiel institution ved eller med rimelighed kan nære mistanke om, at en af dens kunder deltager i nuklear spredning, har den under hensyntagen til de gældende retlige forpligtelser følgelig ansvaret for straks at ophøre med leveringen af finansielle tjenesteydelser til sidstnævnte og for ikke at levere nogen ny ydelse til denne.

135    I de foreliggende sager påstår Rådet ikke, at de omstridte tjenesteydelser er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 423/2007, nr. 961/2010 og nr. 267/2012 som anført i præmis 131 ovenfor. Det skal derfor undersøges, om sagsøgeren handlede straks med henblik på at ophøre med leveringen af finansielle tjenesteydelser til hver af de fem enheder, som er anført i præmis 130 ovenfor, da banken vidste eller med rimelighed kunne nære mistanke om, at enhederne deltog i nuklear spredning.

136    I denne henseende har sagsøgeren for det første gjort gældende, at banken kun foretog en betaling til AIO den 14. marts 2007, dvs. inden Rådet den 23. april 2007 vedtog de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren.

137    Rådet har imidlertid ikke fremlagt konkrete beviser eller oplysninger, der indicerer, at sagsøgeren har leveret tjenesteydelser til AIO efter vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, eller at sidstnævnte vidste eller med rimelighed kunne have næret mistanke om, at AIO den 14. marts 2007 var involveret i nuklear spredning.

138    Under disse omstændigheder begrunder den til AIO foretagne betaling ikke, at de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren fastholdes.

139    For det andet har sagsøgeren indrømmet at have foretaget transaktioner på vegne af Bank Sepah, Mesbah Energy Company og DIO såvel før som efter vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for disse enheder. Sagsøgeren har imidlertid gjort gældende, at samtlige disse foretagne transaktioner fulgte af de forpligtelser, der var indgået inden vedtagelsen af nævnte foranstaltninger, og at de under alle omstændigheder ikke var knyttet til nuklear spredning.

140    I denne henseende bemærkes, at artikel 20, stk. 6, i afgørelse 2010/413, artikel 9 i forordning nr. 423/2007, artikel 18 i forordning nr. 961/2010 og artikel 25 i forordning nr. 267/2012 i det væsentlige tillader, at de pengemidler, der tilhører enheder, som er omfattet af restriktive foranstaltninger, frigives med henblik på at foretage betalinger i henhold til de forpligtelser, som enhederne har indgået forud for deres opførelse, så længe nævnte betalinger ikke er knyttet til nuklear spredning. Under disse omstændigheder kan det ikke kræves af sagsøgeren – der i det foreliggende tilfælde ikke var forpligtet til at indefryse Bank Sepah, Mesbah Energy Company og DIO’s pengemidler i medfør af de ovennævnte retsforskrifter, således som det fremgår af præmis 132 og 135 ovenfor – at banken anvender en strengere ordning over for Bank Sepah, Mesbah Energy Company og DIO.

141    Rådet har ikke fremlagt beviser eller oplysninger, der indicerer, at sagsøgeren vidste eller med rimelighed burde have næret mistanke om, at Bank Sepah, Mesbah Energy Company og DIO deltog i nuklear spredning inden vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for disse enheder, eller at sagsøgeren har foretaget betalinger på grundlag af anvisninger fra efter vedtagelsen af nævnte foranstaltninger, eller endelig at de transaktioner, der blev foretaget efter vedtagelsen af nævnte foranstaltninger, var knyttet til nuklear spredning.

142    Under disse omstændigheder begrunder de på vegne af Bank Sepah, Mesbah Energy Company og DIO foretagne transaktioner heller ikke, at de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren fastholdes.

143    For det tredje har sagsøgeren indrømmet, at banken på vegne af AEOI frem til den 18. april 2007 har foretaget transaktioner, der var knyttet til udbetalingen af legater og omkostninger i forbindelse med uddannelse, og som vedrørte beløb på højst 8 000 EUR.

144    AEOI har imidlertid siden den 23. december 2006 været omfattet af restriktive foranstaltninger, der blev vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd. Fra denne dato kunne sagsøgeren således i det mindste nære mistanke om, at AEOI deltog i nuklear spredning.

145    Desuden har sagsøgeren ikke påstået, at de transaktioner, der blev foretaget efter den 23. december 2006, var baseret på anvisninger modtaget inden denne dato.

146    For så vidt som AEOI står for forsknings- og udviklingsaktiviteter på det nukleare område, er det under alle omstændigheder berettiget at antage, at de i AEOI’s navn betalte legater er knyttet til disse samme aktiviteter og dermed til nuklear spredning.

147    Følgelig finder de i præmis 140 ovenfor anførte betragtninger ikke anvendelse på de transaktioner, der er foretaget på vegne af AEOI.

148    I øvrigt er det med urette, at sagsøgeren har henvist til den beskedne størrelse på de betalinger, der er foretaget på vegne af AEOI. I henhold til oplysninger fremlagt af sagsøgeren selv udgør disse i 2007 foretagne betalinger nemlig for det første 17 768 EUR, 68 341 USD (amerikanske dollars) og 2 041 AUD (australske dollars), dvs. et ikke-ubetydeligt beløb. For så vidt som den omstændighed, at der rådes over højt kvalificeret personale, er af afgørende betydning for forsknings- og udviklingsaktiviteterne på det nukleare område, udgør betalingen af legater til sikring af uddannelse på dette område for det andet støtte til de pågældende aktiviteter og følgelig til nuklear spredning, selv når der er tale om et relativt lavt engangsbeløb.

149    På denne baggrund må det fastslås, at den omstændighed, at sagsøgeren efter FN’s Sikkerhedsråds vedtagelse af de restriktive foranstaltninger over for denne har foretaget betalinger af legater og omkostninger knyttet til uddannelse på vegne af AEOI, udgør støtte til nuklear spredning, der begrunder de restriktive foranstaltninger over for banken.

150    Følgelig må det andet anbringende i sag T-35/10 og det fjerde anbringende i sag T-7/11 forkastes som ubegrundede.

 Om det tredje anbringende i sag T-35/10 vedrørende en tilsidesættelse af væsentlige formkrav og en retlig fejl for så vidt angår retsgrundlaget for forordning nr. 1100/2009, og det andet anbringende i sag T-7/11 vedrørende en retlig fejl for så vidt angår det retlige grundlag for afgørelse 2010/644 og forordning nr. 961/2010

151    Sagsøgeren har påberåbt sig fejl for så vidt angår retsgrundlaget for forskellige retsakter, hvorved de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren blev vedtaget.

152    Rådet, Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen har bestridt, at sagsøgerens argumenter er begrundede.

153    For det første har sagsøgeren i sag T-35/10 gjort gældende, at Rådet har tilsidesat væsentlige formforskrifter og begået retlige fejl for så vidt angår retsgrundlaget for forordning nr. 1100/2009. Denne forordnings retsgrundlag er således forordning nr. 423/2007, der er ulovlig, for så vidt som den er blevet vedtaget af Rådet med kvalificeret flertal, og ikke med enstemmighed, som det kræves af såvel artikel 308 EF som fælles holdning 2007/140. Følgelig savner forordning nr. 1100/2009 retsgrundlag. Desuden burde forordning nr. 1100/2009 selv have været vedtaget med enstemmighed, og ikke med kvalificeret flertal, således som det fremgår af fælles holdning 2007/140, der udgør forordningens retsgrundlag.

154    Hvad i denne henseende for det første angår forordning nr. 423/2007 bemærkes, at artikel 60 EF og 301 EF ifølge retspraksis udgjorde et tilstrækkeligt retsgrundlag for vedtagelsen af forordning nr. 423/2007, idet det ikke var nødvendigt at anvende artikel 308 EF. Det fremgik ligeledes af artikel 301 EF, hvortil artikel 60 EF henviste, at fælles holdning 2007/140 ikke udgjorde et retsgrundlag for forordning nr. 423/2007 og gennemførelsesakterne hertil, såsom forordning nr. 1100/2009 (jf. i denne retning dommen af 16.11.2011 i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 23 ovenfor, præmis 66-72).

155    Følgelig er såvel de i artikel 308 EF fastsatte afstemningsregler som de afstemningsregler, der finder anvendelse på vedtagelsen af fælles holdning 2007/140 og dens efterfølgende ændring, uden relevans for så vidt angår forordning nr. 423/2007. Overholdelsen af de korrekte afstemningsregler og de øvrige proceduremæssige betingelser skal derfor alene prøves i forhold til ordlyden af artikel 301 EF, hvortil artikel 60 EF henviser.

156    Det fremgår af artikel 301 EF, at »[s]åfremt en fælles holdning eller en fælles aktion, der vedtages ifølge bestemmelserne om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i traktaten om [Unionen], tager sigte på en handling fra Fællesskabets side for helt eller delvis at afbryde eller indskrænke de økonomiske forbindelser med et eller flere tredjelande, træffer Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen de nødvendige hasteforanstaltninger«.

157    I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren ikke bestridt, at forordning nr. 423/2007 blev vedtaget med kvalificeret flertal i overensstemmelse med reglerne i artikel 301 EF. Det er heller ikke bestridt, at fælles holdning 2007/140 blev vedtaget med enstemmighed forud for vedtagelsen af forordning nr. 423/2007. Under disse omstændigheder må det fastslås, at betingelserne i artikel 301 EF er blevet overholdt for så vidt angår vedtagelsen af forordning nr. 423/2007.

158    Hvad for det andet angår forordning nr. 1100/2009 bemærkes for det første, at sagsøgeren ikke har bestridt, at den med kvalificeret flertal på grundlag af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 423/2007 og efter opførelse af sagsøgerens navn på listen i bilag II til fælles holdning 2007/140 blev vedtaget ved fælles holdning 2008/479, der blev vedtaget i enstemmighed i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i fælles holdning 2007/140. Som allerede anført i præmis 154 ovenfor, udgjorde fælles holdning 2007/140 i modsætning til det af sagsøgeren hævdede for det andet ikke noget retsgrundlag for forordning nr. 1100/2009, hvorfor de afstemningsregler, som den fælles holdning fastsætter, er uden relevans for så vidt angår vedtagelsen af sidstnævnte forordning.

159    Under disse omstændigheder må sagsøgerens argumenter for så vidt angår forordning nr. 423/2007 og nr. 1100/2009 forkastes.

160    For det andet er sagsøgeren af den opfattelse, at for så vidt som afgørelse 2010/644 og forordning nr. 961/2010 fastsætter restriktive foranstaltninger over for enheder, der ikke er omfattet af FN’s Sikkerhedsråds resolutioner, skulle de ikke være blevet vedtaget i henhold til proceduren i artikel 215 TEUF, men i henhold til den i artikel 75 TEUF fastsatte. Alternativt kunne de anfægtede retsakter have været støttet på artikel 75 TEUF, sammenholdt med artikel 215 TEUF.

161    Ifølge fast retspraksis skal valget af retsgrundlag for en EU-retsakt foretages på grundlag af objektive forhold, herunder bl.a. retsaktens formål og indhold, som gør det muligt at foretage en domstolskontrol (jf. Domstolens dom af 19.7.2012, sag C-130/10, Parlamentet mod Rådet, Sml., EU:C:2012:472, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

162    I denne henseende henhører artikel 75 TEUF under afsnit V i EUF-traktatens tredje del vedrørende området med frihed, sikkerhed og retfærdighed inden for Unionen. Artiklen gør det – alene for så vidt angår forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme og dermed beslægtede aktiviteter – muligt at vedtage restriktive foranstaltninger med henblik på at nå de mål, der er fastsat i nævnte afsnit, og som er omhandlet i artikel 67 TEUF.

163    Artikel 215 TEUF henhører derimod under afsnit IV i EUF-traktatens femte del, der vedrører Unionens eksterne aktioner. Artiklen gør det muligt at vedtage restriktive foranstaltninger over for såvel tredjelande som fysiske og juridiske personer, grupper eller ikke-statslige enheder med henblik på at gennemføre en afgørelse, der er vedtaget på grundlag af kapitel 2 i afsnit V i EU-traktaten i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (herefter »FUSP«).

164    I det foreliggende tilfælde bemærkes indledningsvis, at sagsøgeren med urette har hævdet, at afgørelse 2010/644 burde have været støttet på artikel 75 TEUF, idet der ikke er tale om en retsakt, som er vedtaget i henhold til EUF-traktaten, men i henhold til EU-traktaten, navnlig dennes artikel 29.

165    Hvad angår forordning nr. 961/2010 har Rådet med rette gjort gældende, at de i denne forordning fastsatte restriktive foranstaltninger ikke vedrører målene i artikel 67 TEUF og i endnu mindre grad forebyggelsen og bekæmpelsen af terrorisme og dermed beslægtede aktiviteter. De vedrører de af Den Islamiske Republik Iran, dvs. et tredjeland, udøvede aktiviteter, som er knyttet til nuklear spredning.

166    Desuden blev forordning nr. 961/2010 vedtaget med henblik på at gennemføre retsakter henhørende under FUSP, nemlig afgørelse 2010/413 og 2010/644.

167    På denne baggrund må det fastslås, at artikel 215 TEUF udgør et egnet og tilstrækkeligt retsgrundlag for vedtagelsen af forordning nr. 961/2010, idet de i sidstnævnte fastsatte restriktive foranstaltninger falder uden for det materielle anvendelsesområde for artikel 75 TEUF.

168    Den af sagsøgeren påberåbte omstændighed, hvorefter de restriktive foranstaltninger over for banken er mere vidtgående end dem, der er vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd, er i denne sammenhæng uden relevans.

169    I denne henseende fremgår det af retspraksis, at intet i artikel 60 EF og 301 EF gør det muligt at fastslå, at den kompetence, som disse bestemmelser tillagde Fællesskabet, var begrænset til en gennemførelse af foranstaltninger vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd (jf. i denne retning dommen af 14.10.2009 i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 51, 52 og 64). Disse konstateringer kan overføres til de restriktive foranstaltninger, som er vedtaget i medfør af artikel 215 TEUF, der gengiver indholdet af artikel 60 EF og 301 EF (jf. i denne retning dommen i sagen Parlamentet mod Rådet, nævnt i præmis 161 ovenfor, præmis 51).

170    Den omstændighed, at restriktive foranstaltninger, som er vedtaget inden for rammerne af FUSP, er mere vidtgående end de af FN’s Sikkerhedsråd vedtagne, har derfor ingen indvirkning på, hvorvidt artikel 215 TEUF er egnet og tilstrækkelig som retsgrundlag for disse.

171    Det fremgår desuden af retspraksis, at de forskellige procedurer, der finder anvendelse i henhold til artikel 75 TEUF og 215, stk. 1, TEUF, forhindrer, at disse to bestemmelser kan anvendes samtidig som et dobbelt retsgrundlag for en retsakt såsom forordning nr. 961/2010 (jf. analogt dommen i sagen Parlamentet mod Rådet, nævnt i præmis 161 ovenfor, præmis 49).

172    For så vidt som sagsøgeren i denne sammenhæng fortsat gør gældende, at en anvendelse af artikel 75 TEUF vil gøre det muligt at sikre en passende demokratisk kontrol gennem inddragelse af Europa-Parlamentet, bemærkes først, at det ikke er procedurerne, der definerer retsgrundlaget for en retsakt, men retsgrundlaget for en retsakt, som afgør, hvilke procedurer der skal anvendes ved vedtagelsen af denne (dommen i sagen Parlamentet mod Rådet, nævnt i præmis 161 ovenfor, præmis 80). Ønsket om at inddrage Parlamentet i proceduren for vedtagelse af restriktive foranstaltninger kan således ikke have til følge, at de pågældende retsakter skal være støttet på et retsgrundlag, der ikke finder materiel anvendelse, såsom i de foreliggende sager artikel 75 TEUF.

173    Dernæst følger forskellen mellem artikel 75 TEUF og 215 TEUF med hensyn til inddragelsen af Parlamentet af et af ophavsmændene til Lissabontraktaten truffet valg om at tildele Parlamentet en mere begrænset rolle i forbindelse med Unionens tiltag inden for rammerne af FUSP (dommen i sagen Parlamentet mod Rådet, nævnt i præmis 161 ovenfor, præmis 82).

174    Endelig fremgår det af artikel 215, stk. 3, TEUF, at de i denne artikel nævnte retsakter indeholder de nødvendige bestemmelser om retsgarantier (dommen i sagen Parlamentet mod Rådet, nævnt i præmis 161 ovenfor, præmis 83).

175    Under disse omstændigheder må det fastslås, at Rådet ikke har begået nogen fejl for så vidt angår retsgrundlaget for afgørelse 2010/644 og forordning nr. 961/2010.

176    Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det tredje anbringende i sag T-35/10 og det andet anbringende i sag T-7/11 forkastes som delvist irrelevante, delvist ubegrundede.

 Om det fjerde anbringende i sag T-35/10 og det femte anbringende i sag T-7/11 vedrørende en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og sagsøgerens ejendomsret som følge af, at Rådet ikke har taget hensyn til FN’s Sikkerhedsråds resolutioner

177    Sagsøgeren har gjort gældende, at Rådet har tilsidesat proportionalitetsprincippet og sagsøgerens ejendomsret.

178    Rådet har bestridt, at sagsøgerens argumenter er begrundede.

179    I henhold til retspraksis er lovligheden af et forbud mod at udøve en økonomisk virksomhed – i medfør af proportionalitetsprincippet, som er en del af EU-rettens almindelige grundsætninger – betinget af, at forbudsforanstaltningerne er egnede til og nødvendige for at nå de mål, der lovligt forfølges med den pågældende lovgivning, idet den mindst bebyrdende foranstaltning skal vælges, når der er mulighed for at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, og idet byrderne ikke må være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (dommen af 14.10.2009 i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 66).

180    I de foreliggende sager har sagsøgeren for det første gjort gældende, at banken er omfattet af restriktive foranstaltninger, som er mere vidtgående end dem, der er fastsat i FN’s Sikkerhedsråds resolutioner, selv om de anfægtede retsakter skal afspejle disse samme resolutioner. De restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren er derfor uforholdsmæssige, idet Rådet ikke har fremlagt nogen objektiv begrundelse for denne forskel.

181    I denne henseende er det i præmis 169 ovenfor allerede blevet anført, dels at Rådet i henhold til retspraksis var kompetent til i medfør af artikel 60 EF og 301 EF at vedtage restriktive foranstaltninger, som var mere vidtgående end de af FN’s Sikkerhedsråd vedtagne, dels at denne konstatering kan overføres til restriktive foranstaltninger, der er vedtaget i medfør af artikel 215 TEUF, såsom de i forordning nr. 961/2010 og nr. 267/2012 fastsatte.

182    Samme konklusion finder analog anvendelse på de restriktive foranstaltninger, der er vedtaget i medfør af artikel 29 TEU, såsom dem, der er fastsat i afgørelse 2010/413 og i de til gennemførelsen heraf vedtagne afgørelser. Artikel 29 TEU begrænser nemlig heller ikke de beføjelser, som artiklen tillægger Rådet, til en gennemførelse af foranstaltninger vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd.

183    Den blotte omstændighed, at de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren er mere vidtgående end de af FN’s Sikkerhedsråd vedtagne, medfører følgelig ikke, at Rådet har tilsidesat proportionalitetsprincippet.

184    I øvrigt har sagsøgeren med urette gjort gældende, at Rådet var forpligtet til at fremlægge en »objektiv begrundelse« i forbindelse med, at det vedtog selvstændige restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren. Det fremgår nemlig af retspraksis, at selvstændige restriktive foranstaltninger over for enheder, der deltager i nuklear spredning, forfølger et lovligt mål, som svarer til de mål, der forfølges med FN’s Sikkerhedsråds resolutioner, nemlig at hindre nuklear spredning og finansieringen heraf. De er i øvrigt egnede til og nødvendige for virkeliggørelsen af nævnte mål (jf. i denne retning dommen af 14.10.2009 i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 10 ovenfor, præmis 67 og 68). På denne baggrund var Rådet ikke forpligtet til at fremlægge en »objektiv begrundelse« for sagsøgeren, men alene de konkrete og specifikke grunde til, at Rådet vurderede, at kriterierne for vedtagelse af de selvstændige restriktive foranstaltninger fandt anvendelse på banken. Således som det fremgår af præmis 86-90 ovenfor, har Rådet overholdt denne forpligtelse.

185    Under disse omstændigheder må anbringendet om, at de restriktive foranstaltninger over sagsøgeren er uforholdsmæssige, for så vidt som de er mere vidtgående end de af FN’s Sikkerhedsråd vedtagne, forkastes som ubegrundet.

186    For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at de restriktive foranstaltninger over for banken ikke alene finder anvendelse på dennes egne pengemidler, men ligeledes på dens indskyderes pengemidler, hvilket er i strid med de pågældende resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd.

187    Således som Rådet har gjort gældende, gør artikel 20, stk. 6, i afgørelse 2010/413, artikel 9 i forordning nr. 423/2007, artikel 18 i forordning nr. 961/2010 og artikel 25 i forordning nr. 267/2012 det imidlertid for det første muligt for de af sagsøgerens kunder, der ikke selv er omfattet af restriktive foranstaltninger, under visse betingelser at hæve de pengemidler, der er blevet indsat hos sagsøgeren inden vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for sidstnævnte. For så vidt angår de indskydere, som ikke er omfattet af restriktive foranstaltninger, savner sagsøgerens argument følgelig grundlag i de faktiske omstændigheder.

188    Hvad for det andet angår de indskydere, som selv er omfattet af restriktive foranstaltninger, er det forhold, at det er umuligt for dem at hæve de pengemidler, der er indsat hos sagsøgeren, og som er genstand for indefrysning, ikke en følge af vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, men af vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for de pågældende enheder. Denne omstændighed kan derfor ikke rejse tvivl om lovligheden af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren.

189    Henset til ovenstående betragtninger må det fjerde anbringende i sag T-35/10 og det femte anbringende i sag T-7/11 forkastes som ubegrundede.

 Om det første anbringende i sag T-7/11 vedrørende en tilsidesættelse af artikel 215 TEUF, artikel 40 TEU og princippet om ligebehandling

190    Sagsøgeren har i sag T-7/11 gjort gældende, at Rådet ved at vedtage forordning nr. 961/2010 har tilsidesat artikel 215 TEUF, artikel 40 TEU og princippet om ligebehandling.

191    Rådet har bestridt, at sagsøgerens argumenter er begrundede.

192    Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at hvor artikel 215, stk. 2, TEUF fastsætter, at Rådet »kan« vedtage restriktive foranstaltninger – hvilket indebærer, at Rådet på dette punkt har en skønsbeføjelse – har afgørelse 2010/413, der er vedtaget inden for rammerne af FUSP, derimod i strid med artikel 215 TEUF, og følgelig med artikel 40 TEU, pålagt Rådet at vedtage restriktive foranstaltninger.

193    I denne henseende bemærkes, at selv om forudgående vedtagelse af en afgørelse i overensstemmelse med kapitel 2 i afsnit V i EU-traktaten udgør en nødvendig betingelse for, at Rådet kan vedtage restriktive foranstaltninger i medfør af de beføjelser, som er tillagt Rådet ved artikel 215 TEUF, kan det blotte forhold, at en sådan afgørelse foreligger, ikke skabe en forpligtelse for Rådet til at vedtage sådanne foranstaltninger.

194    Det står nemlig Rådet frit for – inden for rammerne af udøvelsen af de beføjelser, der er tillagt det ved EUF-traktaten – at vurdere procedurerne for gennemførelse af de i henhold til kapitel 2 i afsnit V i EU-traktaten vedtagne afgørelser, herunder en eventuel vedtagelse af de restriktive foranstaltninger, som er støttet på artikel 215 TEUF.

195    Det er følgelig med urette, at sagsøgeren har påstået, at afgørelse 2010/413 pålægger Rådet at vedtage restriktive foranstaltninger. Der er derfor ingen grund til at fastslå, at artikel 215 TEUF eller artikel 40 TEU er blevet tilsidesat.

196    Sagsøgeren er for det andet af den opfattelse, at afgørelse 2010/413, i modsætning til det i artikel 29 TEU fastsatte, ikke fastlægger Unionens holdning til et bestemt spørgsmål af geografisk eller tematisk karakter, men pålægger medlemsstaterne og personerne under deres jurisdiktion præcise forpligtelser. Følgelig savner nævnte afgørelse retsgrundlag, og Rådet har dermed tilsidesat artikel 215, stk. 2, TEUF ved at støtte sig på denne bestemmelse i forbindelse med vedtagelsen af forordning nr. 961/2010.

197    I denne henseende bemærkes, at intet i artikel 29 TEU udelukker, at fastlæggelsen af en geografisk eller tematisk holdning også vedrører konkrete foranstaltninger, der skal gennemføres af samtlige medlemsstater til imødegåelse af en begivenhed eller et fænomen.

198    Dette gælder så meget desto mere, som artikel 29 TEU pålægger medlemsstaterne at drage omsorg for, at deres nationale politik er i overensstemmelse med de således fastlagte holdninger. Den nøjagtige fastlæggelse af såvel de foranstaltninger, der skal træffes, som de personer, enheder og organer, der er omfattet af disse samme foranstaltninger, kan imidlertid vise sig at være nødvendig for at sikre en ensartet gennemførelse af Rådets holdning i samtlige medlemsstater.

199    I de foreliggende sager medfører det mål om at forhindre nuklear spredning og finansieringen heraf, der ligger til grund for vedtagelsen af afgørelse 2010/413, bl.a. en indefrysning af visse personer, enheder og organers pengemidler. Sådanne foranstaltningers effektivitet afhænger imidlertid i vidt omfang af en ensartet og samtidig gennemførelse af disse foranstaltninger i samtlige medlemsstater, der forudsætter en præcis fastlæggelse for så vidt angår såvel foranstaltningernes indhold som de heraf omhandlede personer, enheder og organer.

200    Under disse omstændigheder må det fastslås, at afgørelse 2010/413 er i overensstemmelse med artikel 29 TEU. Følgelig kunne Rådet i forbindelse med vedtagelsen af forordning nr. 961/2010 henvise til bestemmelsen uden at tilsidesætte artikel 215 TEUF.

201    For det tredje er sagsøgeren af den opfattelse, at forordning nr. 961/2010 og nr. 267/2012, i modsætning til det i artikel 215, stk. 3, TEUF fastsatte, ikke indeholder de nødvendige bestemmelser om retsgarantier. Manglen på sådanne bestemmelser i såvel forordning nr. 961/2010 og nr. 267/2012 som afgørelse 2010/413 indebærer i øvrigt en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i forhold til de enheder, der er omfattet af de retsakter, som fastsætter restriktive foranstaltninger vedtaget i henhold til artikel 75 TEUF. I denne sammenhæng udgør bestemmelserne i artikel 24 i afgørelse 2010/413, artikel 36 i forordning nr. 961/2010 og artikel 46 i forordning nr. 267/2012 ifølge sagsøgeren ikke tilstrækkelige retsgarantier, når ligeledes henses til, at Rådet ikke faktisk har gennemført dem.

202    I denne henseende savner argumentet om manglende retsgarantier i de pågældende retsakter grundlag i de faktiske omstændigheder. Som anført i præmis 93 ovenfor, fastsætter artikel 24, stk. 3 og 4, i afgørelse 2010/413, artikel 36, stk. 3 og 4, i forordning nr. 961/2010 og artikel 46, stk. 3 og 4, i forordning nr. 267/2012 nemlig bestemmelser, der sikrer retten til forsvar for de enheder, som er omfattet af de i medfør af disse retsakter vedtagne restriktive foranstaltninger, og overholdelsen af denne ret er i øvrigt genstand for kontrol fra Unionens retsinstanser.

203    I denne sammenhæng adskiller spørgsmålet om, hvorvidt afgørelse 2010/413 samt forordning nr. 961/2010 og nr. 267/2012 fastsætter retsgarantier som krævet ved artikel 215, stk. 3, TEUF, sig fra spørgsmålet om, hvorvidt Rådet faktisk gennemfører disse samme garantier i forbindelse med vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for bestemte personer, enheder eller organer. Følgelig er argumentet om manglende faktisk gennemførelse af de nævnte foranstaltninger uden relevans i forbindelse med anbringendet om tilsidesættelse af artikel 215, stk. 3, TEUF og om den tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, der følger heraf. I øvrigt er overholdelsen af de retsgarantier, som blev fastsat i afgørelse 2010/413 samt forordning nr. 961/2010 og nr. 267/2012 i forbindelse med vedtagelsen og fastholdelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, blevet undersøgt i præmis 76-117 ovenfor, og undersøgelsen af sagsøgerens argumenter har ikke frembragt nogen ulovlighed, der kan begrunde en annullation af de anfægtede retsakter.

204    Det fremgår af det netop anførte, at anbringendet om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet må forkastes, da det er baseret på en urigtig forudsætning om manglende retsgarantier i afgørelse 2010/413 samt forordning nr. 961/2010 og nr. 267/2012.

205    Det må derfor fastslås, at Rådet hverken har tilsidesat artikel 215, stk. 3, TEUF eller ligebehandlingsprincippet.

206    Henset til ovenstående betragtninger må det første anbringende i sag T-7/11 forkastes som delvist irrelevant, delvist ubegrundet.

 Om det sjette anbringende i sag T-7/11 vedrørende ulovligheden af artikel 23, stk. 4, i forordning nr. 267/2012

207    Sagsøgeren har i sag T-7/11 gjort gældende, at artikel 23, stk. 4, i forordning nr. 267/2012, der fastsætter et forbud mod at yde specialiserede tjenester til finansielle betalingsmeddelelser til de personer og enheder, som er omfattet af de restriktive foranstaltninger, er ulovlig.

208    Da det forholder sig således, skal det bemærkes, at sagsøgeren – i den tilpasning af påstandene vedrørende forordning nr. 267/2012, som banken indgav den 30. juli 2012 – hverken har nedlagt påstand om annullation af nævnte forordnings artikel 23, stk. 4, eller formelt herimod rejst en ulovlighedsindsigelse som omhandlet i artikel 277 TEUF. Under retsmødet præciserede sagsøgeren, at den pågældende bestemmelse alene blev fremhævet af banken for at illustrere den omstændighed, at der ved forordning nr. 267/2012 blev indført nye restriktioner over for de enheder, som er omfattet af de restriktive foranstaltninger.

209    På denne baggrund må det fastslås, at selv om det antages, at anbringendet om ulovligheden af artikel 23, stk. 4, i forordning nr. 267/2012 er begrundet, kan denne omstændighed ikke føre til, at der gives medhold i de af sagsøgeren nedlagte påstande.

210    Det sjette anbringende i sag T-7/11 bør følgelig forkastes som irrelevant.

211    Henset til samtlige ovenstående betragtninger bør søgsmålene forkastes i det hele.

 Sagsomkostningerne

212    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, dømmes den tabende part til at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagerne, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Rådets påstand herom.

213    I henhold til samme reglements artikel 87, stk. 4, første afsnit, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Følgelig bærer Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):

1)      Sagerne T-35/10 og T-7/11 forenes med henblik på dommen.

2)      Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

3)      Bank Melli Iran bærer sine egne omkostninger og betaler Rådets omkostninger.

4)      Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland samt Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.

Pelikánová Jürimäe Van der Woude

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. september 2013.

Underskrifter

Indhold

Tvistens baggrund

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

Formaliteten

Om sagsøgerens tilpasninger af påstandene

Om påstanden om annullation af enhver fremtidig forordning eller afgørelse, der supplerer eller ændrer en af de anfægtede retsakter, og som er i kraft på datoen for afslutningen af den mundtlige forhandling

Realiteten

Sagsøgerens mulighed for at påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder

Om det første anbringende i sag T-35/10 og det tredje anbringende i sag T-7/11 vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten, af sagsøgerens ret til forsvar og ret til effektiv domstolsbeskyttelse, af principperne om god forvaltningsskik og om beskyttelse af den berettigede forventning samt af Rådets forpligtelse til at tage de vedtagne restriktive foranstaltninger op til fornyet gennemgang i lyset af de fremsatte bemærkninger

– Om begrundelsespligten

– Om tilsidesættelsen af princippet om overholdelse af retten til forsvar

– Om de mangler, der påstås at have haft indflydelse på den fornyede gennemgang, som Rådet har foretaget

– Om den manglende individuelle tilstillelse af forordning nr. 267/2012 til sagsøgeren

– Om de andre påståede tilsidesættelser

Om det andet anbringende i sag T-35/10 og det fjerde anbringende i sag T-7/11 vedrørende et fejlskøn, for så vidt som Rådet fandt, at sagsøgeren deltog i nuklear spredning

Om det tredje anbringende i sag T-35/10 vedrørende en tilsidesættelse af væsentlige formkrav og en retlig fejl for så vidt angår retsgrundlaget for forordning nr. 1100/2009, og det andet anbringende i sag T-7/11 vedrørende en retlig fejl for så vidt angår det retlige grundlag for afgørelse 2010/644 og forordning nr. 961/2010

Om det fjerde anbringende i sag T-35/10 og det femte anbringende i sag T-7/11 vedrørende en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og sagsøgerens ejendomsret som følge af, at Rådet ikke har taget hensyn til FN’s Sikkerhedsråds resolutioner

Om det første anbringende i sag T-7/11 vedrørende en tilsidesættelse af artikel 215 TEUF, artikel 40 TEU og princippet om ligebehandling

Om det sjette anbringende i sag T-7/11 vedrørende ulovligheden af artikel 23, stk. 4, i forordning nr. 267/2012

Sagsomkostningerne

* Processprog: engelsk.