DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
22. september 2022 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – forordning (EU) nr. 604/2013 – afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse – artikel 27 og 29 – overførsel af den berørte person til den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af den pågældendes ansøgning – udsættelse af overførslen som følge af covid-19-pandemien – umuligt at gennemføre overførslen – retsbeskyttelse – konsekvenser for fristen for overførsel«
I de forenede sager C-245/21 og C-248/21,
angående to anmodninger om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland) ved afgørelser af 26. januar 2021, indgået til Domstolen den 19. april 2021, i sagerne
Bundesrepublik Deutschland
mod
MA (C-245/21),
PB (C-245/21),
LE (C-248/21),
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, Domstolens vicepræsident, L. Bay Larsen (refererende dommer), som fungerende formand for Første Afdeling, og dommerne I. Ziemele, P.G. Xuereb og A. Kumin,
generaladvokat: P. Pikamäe,
justitssekretær: fuldmægtig R. Stefanova-Kamisheva,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 9. marts 2022,
efter at der er afgivet indlæg af:
– MA og PB ved Rechtsanwalt A. Petzold,
– den tyske regering ved J. Möller og R. Kanitz, som befuldmægtigede,
– den schweiziske regering ved S. Lauper, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved A. Azéma og G. von Rintelen, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 2. juni 2022,
afsagt følgende
Dom
1 De to anmodninger om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 27, stk. 4, og artikel 29, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31, herefter »Dublin III-forordningen«).
2 Disse anmodninger om præjudiciel afgørelse er blevet indgivet i forbindelse med tvister mellem på den ene side Bundesrepublik Deutschland (Forbundsrepublikken Tyskland) og på den anden side MA og PB (sag C-245/21) og LE (sag C-248/21) vedrørende afgørelser truffet af Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (forbundskontoret for migration og flygtninge, Tyskland) (herefter »Bundesamt«), om afvisning af de nævnte personers asylansøgninger, hvorved det blev konstateret, at der intet var til hinder for deres udsendelse, og anordnet, at de blev sendt tilbage til Italien, og hvorved der blev udstedt indrejse- og opholdsforbud for dem.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Fjerde og femte betragtning til Dublin III-forordningen er affattet som følger:
»(4) I konklusionerne fra [Det Europæiske Råds møde i] Tammerfors [den 15. og 16. oktober 1999] præciseres det også, at det fælles europæiske asylsystem på kort sigt bør omfatte en klar og brugbar metode til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning.
(5) En sådan metode bør baseres på kriterier, der er objektive og retfærdige for både medlemsstaterne og de pågældende personer. Den bør især gøre det muligt hurtigt at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, for at sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og for ikke at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare.«
4 Denne forordnings artikel 27, stk. 3 og 4, bestemmer:
»3. Med henblik på tilfælde, hvor afgørelser om overførsel påklages eller indbringes, skal det i medlemsstaternes nationale lovgivning fastsættes, at:
a) klagen eller indbringelsen giver personen ret til at forblive på den pågældende medlemsstats område, indtil resultatet af klagen eller indbringelsen for en domstol foreligger, eller
b) overførslen suspenderes automatisk, og at denne suspension udløber efter en vis rimelig periode, i løbet af hvilken en domstol eller et domstolslignende organ efter nøje og stringent undersøgelse skal have truffet en afgørelse om at tillægge en klage eller indbringelse opsættende virkning, eller
c) den pågældende har lejlighed til inden for en rimelig frist at anmode en domstol eller et domstolslignende organ om at udsætte gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, indtil der foreligger et resultat af vedkommendes klage eller indbringelse. Medlemsstaterne sikrer, at der findes effektive retsmidler ved at udsætte overførslen[,] indtil afgørelsen om den første anmodning om udsættelse er truffet. Enhver afgørelse om, hvorvidt gennemførelsen af afgørelsen om overførsel udsættes, skal træffes inden for en rimelig frist, idet der skal kunne foretages en nøje og stringent undersøgelse af anmodningen om udsættelse. En afgørelse om ikke at udsætte gennemførelsen af overførslen skal indeholde oplysning om den begrundelse, som den er baseret på.
4. Medlemsstaterne kan fastsætte, at de kompetente myndigheder på eget initiativ kan beslutte at udsætte gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, indtil resultatet af klagen eller indbringelsen foreligger.«
5 Forordningens artikel 28, stk. 3, tredje afsnit, bestemmer:
»Når en person er frihedsberøvet i medfør af denne artikel, skal overførslen af den pågældende fra den anmodende medlemsstat til den ansvarlige medlemsstat finde sted så hurtigt, som det er praktisk muligt, og senest seks uger efter den implicitte eller eksplicitte accept af en anden medlemsstats anmodning om at overtage eller tilbagetage den pågældende person, eller fra det tidspunkt, hvor klagen eller indbringelsen for en domstol ikke længere har opsættende virkning i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3.«
6 Samme forordnings artikel 29, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:
»1. Overførslen af ansøgeren […] fra den anmodende medlemsstat til den ansvarlige medlemsstat sker i overensstemmelse med den anmodende medlemsstats nationale ret efter samråd mellem de berørte medlemsstater, så snart det er praktisk muligt og senest seks måneder efter, at anmodningen fra en anden medlemsstat om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende er accepteret, eller efter, at der er truffet endelig afgørelse om en klage eller indbringelse, hvor dette tillægges opsættende virkning i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3.
[…]
2. Finder overførslen ikke sted inden for fristen på seks måneder, fritages den ansvarlige medlemsstat for sine forpligtelser til at overtage eller tilbagetage den pågældende, og ansvaret overføres så til den anmodende medlemsstat. Denne tidsfrist kan forlænges til højst et år, hvis overførslen ikke kunne gennemføres på grund af fængsling af den pågældende, eller til højst 18 måneder, hvis den pågældende forsvinder.«
Tysk ret
7 § 80, stk. 4, i Verwaltungsgerichtsordnung (lov om forvaltningsretspleje) bestemmer, at den myndighed, der har udstedt den administrative afgørelse, i visse tilfælde kan udsætte gennemførelsen heraf, medmindre andet er fastsat i forbundslovgivningen.
Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål
Sag C-245/21
8 MA og PB indgav i november 2019 asylansøgninger i Tyskland.
9 Da en Eurodac-søgning viste, at de var indrejst ulovligt på Den Italienske Republiks område, og at de var blevet registreret som ansøgere om international beskyttelse i denne medlemsstat, anmodede Bundesamt den 19. november 2019 de italienske myndigheder om at overtage MA og PB på grundlag af Dublin III-forordningen.
10 De italienske myndigheder besvarede ikke denne anmodning om overtagelse.
11 Ved afgørelse af 22. januar 2020 afviste Bundesamt at realitetsbehandle MA’s og PB’s asylansøgninger, konstaterede, at der intet var til hinder for deres udsendelse, anordnede tilbagesendelse af dem til Italien og udstedte et indrejse- og opholdsforbud over for dem.
12 MA og PB anlagde den 1. februar 2020 sag til prøvelse af denne afgørelse fra Bundesamt ved den kompetente Verwaltungsgericht (forvaltningsdomstol, Tyskland). PB anmodede ved sagsanlægget endvidere om udsættelse af gennemførelsen af den nævnte afgørelse. Denne anmodning blev afslået den 11. februar 2020.
13 Ved afgørelse af 8. april 2020 udsatte Bundesamt indtil videre gennemførelsen af udsendelsesafgørelserne i henhold til § 80, stk. 4, i lov om forvaltningsretspleje og Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4, med den begrundelse, at gennemførelsen af overførslerne af MA og PB ikke var mulig på grund af covid-19-pandemiens udvikling.
14 Ved dom af 14. august 2020 annullerede den Verwaltungsgericht (forvaltningsdomstol), der behandlede sagen, Bundesamts afgørelse af 22. januar 2020. Denne dom var støttet på den konstatering, at såfremt det lægges til grund, at Den Italienske Republik var ansvarlig for behandlingen af MA’s og PB’s asylansøgninger, var dette ansvar overgået til Forbundsrepublikken Tyskland, fordi fristen for overførsel som fastsat i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1, var udløbet, eftersom denne frist ikke var blevet afbrudt ved Bundesamts afgørelse af 8. april 2020.
15 Forbundsrepublikken Tyskland har iværksat revisionsanke til prøvelse af dommen af 14. august 2020 ved Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland).
Sag C-248/21
16 LE indgav i august 2019 en asylansøgning i Tyskland.
17 Da en Eurodac-søgning viste, at LE den 7. juni 2017 havde indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Italien, anmodede Bundesamt de italienske myndigheder om at tilbagetage ham på grundlag af Dublin III-forordningen.
18 De italienske myndigheder accepterede denne anmodning om tilbagetagelse.
19 Bundesamt afviste at realitetsbehandle LE’s asylansøgning, konstaterede, at der intet var til hinder for hans udsendelse, anordnede tilbagesendelse af ham til Italien og udstedte et indrejse- og opholdsforbud over for ham.
20 LE anlagde den 11. september 2019 sag til prøvelse af denne afgørelse fra Bundesamt ved den kompetente Verwaltungsgericht (forvaltningsdomstol). Han anmodede ved sagsanlægget endvidere om udsættelse af gennemførelsen af den nævnte afgørelse. Denne anmodning blev afslået den 1. oktober 2019.
21 Ved skrivelse af 24. februar 2020 informerede de italienske myndigheder de tyske myndigheder om, at overførsler til og fra Italien i medfør af Dublin III-forordningen på grund af covid-19-pandemien ikke længere ville blive gennemført.
22 Ved afgørelse af 25. marts 2020 udsatte Bundesamt indtil videre gennemførelsen af udsendelsesafgørelsen i henhold til § 80, stk. 4, i lov om forvaltningsretspleje og Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4, med den begrundelse, at gennemførelsen af overførslen af LE ikke var mulig på grund af covid-19-pandemiens udvikling.
23 Efter at den Verwaltungsgericht (forvaltningsdomstol), der behandlede sagen, den 4. maj 2020 havde forkastet den anden anmodning om udsættelse af afgørelsen om overførsel af LE, annullerede denne forvaltningsdomstol ved dom af 10. juni 2020 denne afgørelse. Denne dom var støttet på den samme begrundelse som begrundelsen for den dom, der er nævnt i denne doms præmis 14.
24 Forbundsrepublikken Tyskland har iværksat revisionsanke til prøvelse af dommen af 10. juni 2020 ved Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager).
Fælles betragtninger i de to sager
25 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at der i det foreliggende tilfælde skal gives medhold i de søgsmål, der er anlagt ved den, hvis det godtgøres for det første, at en udsættelse af gennemførelsen af en afgørelse om overførsel, der er begrundet i den omstændighed, at det er praktisk umuligt at gennemføre overførsler på grund af covid-19-pandemien, er omfattet af anvendelsesområdet for Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4, for det andet, at en sådan udsættelse kan bevirke, at fristen for overførsel som fastsat i denne forordnings artikel 29, stk. 1, afbrydes, og for det tredje, at en afbrydelse af denne frist for overførsel kan tillades, selv om en retsinstans først har afslået en anmodning om udsættelse af den pågældende afgørelse om overførsel.
26 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at selv om Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4, kræver, at den i denne bestemmelse omhandlede udsættelse af gennemførelsen af en afgørelse om overførsel hænger sammen med iværksættelsen af et retsmiddel, kan anvendelsen af denne bestemmelse måske være mulig i en situation som den i hovedsagerne omhandlede, eftersom der verserer et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel, og den omstændighed, at det er umuligt at gennemføre udsendelsen, i tysk ret kan give anledning til tvivl om lovligheden af denne afgørelse. Der skal dog tages hensyn til målene med denne forordning og de berørte personers og den pågældende medlemsstats respektive interesser, idet ligevægten mellem disse skal sikres i forbindelse med sundhedssituationen under covid-19-pandemien.
27 På denne baggrund har Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål, der er affattet enslydende i de forenede sager C-245/21 og C-248/21.
»1) Er den omstændighed, at en myndighed træffer afgørelse om indtil videre at udsætte gennemførelsen af en afgørelse om overførsel[,] alene fordi det ([foreløbigt]) er [praktisk] […] umuligt at gennemføre overførsler som følge af [covid-19-pandemien], under en klage eller indbringelse[,] omfattet af anvendelsesområdet for Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Udløser en sådan afgørelse om udsættelse en afbrydelse af fristen for overførsel som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1?
3) Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Gælder dette også, hvis en domstol før udbruddet af [covid-19-pandemien] afslog en anmodning fra asylansøgeren i henhold til Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, litra c), om at udsætte gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, indtil der foreligger et resultat af vedkommendes klage eller indbringelse?«
Retsforhandlingerne for Domstolen
28 Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 7. juni 2021 er de foreliggende sager blevet forenet med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling samt dommen.
29 Den forelæggende ret har i øvrigt anmodet om, at disse præjudicielle forelæggelser undergives den fremskyndede procedure i henhold til artikel 105, stk. 1, i Domstolens procesreglement.
30 Den forelæggende ret har til støtte for sin anmodning anført, at flere medlemsstater har afvist at gennemføre overførsler på grund af covid-19-pandemien, og at Bundesamt derfor i perioden fra marts til juni 2020 traf afgørelser om udsættelse i 20 000 sager, hvoraf der i 9 303 tilfælde verserede retssager.
31 Procesreglementets artikel 105, stk. 1, fastsætter, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.
32 I det foreliggende tilfælde har Domstolens præsident den 7. juni 2021, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, besluttet ikke at imødekomme den i denne doms præmis 29 nævnte anmodning.
33 Det bemærkes i denne henseende, at den fremskyndede procedure udgør et processuelt instrument til behandling af en ekstraordinær nødsituation (jf. i denne retning dom af 10.3.2022, Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs (Fuld sygesikring), C-247/20, EU:C:2022:177, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
34 Det store antal personer eller retlige situationer, der potentielt er berørt af de forelagte spørgsmål, kan følgelig ikke i sig selv udgøre en ekstraordinær omstændighed, der kan begrunde anvendelsen af en fremskyndet procedure (jf. i denne retning dom af 28.4.2022, Caruter, C-642/20, EU:C:2022:308, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
35 Den af den forelæggende ret anførte omstændighed, at mange ansøgere om international beskyttelse er kommet i en situation, der er sammenlignelig med den, som sagsøgerne i hovedsagerne befinder sig i, kan derfor ikke i sig selv begrunde anvendelsen af denne procedure.
36 Selv om den nævnte procedure kunne have været indledt i en ekstraordinær krisesituation for så hurtigt som muligt at fjerne en tvivl, som kan være til skade for et velfungerende europæisk asylsystem (jf. i denne retning Domstolens præsidents kendelser af 15.2.2017, Jafari, C-646/16, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:138, præmis 15, og Mengesteab, C-670/16, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:120, præmis 16), fremgår det desuden ikke af de oplysninger, som den forelæggende ret har anført, at dette systems funktion er væsentligt hindret, indtil Domstolens besvarelse af de forelagte spørgsmål foreligger.
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første og det andet spørgsmål
37 Med det første og det andet spørgsmål i sagerne C-245/21 og C-248/21, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4, og artikel 29, stk. 1, skal fortolkes således, at den frist for overførsel, der er fastsat i sidstnævnte bestemmelse, afbrydes, når de kompetente myndigheder i en medlemsstat på grundlag af artikel 27, stk. 4, vedtager en afgørelse, der kan tilbagekaldes, om udsættelse af gennemførelsen af en afgørelse om overførsel med den begrundelse, at gennemførelsen er praktisk umulig på grund af covid-19-pandemien.
38 Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1, fastsætter, at overførslen af den berørte person til den ansvarlige medlemsstat skal ske, så snart det er praktisk muligt og senest seks måneder efter, at anmodningen fra en anden medlemsstat om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende er accepteret, eller efter, at der er truffet endelig afgørelse om en klage, hvor dette tillægges opsættende virkning i overensstemmelse med forordningens artikel 27, stk. 3.
39 Det fremgår af Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, at hvis overførslen ikke finder sted inden for fristen på seks måneder, fritages den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, for sin forpligtelse til at overtage eller tilbagetage den pågældende, og ansvaret overføres så til den anmodende medlemsstat.
40 Selv om det fremgår af disse bestemmelser, at EU-lovgiver har ønsket at fremme en hurtig gennemførelse af afgørelser om overførsel, forholder det sig ikke desto mindre således, at gennemførelsen i visse tilfælde kan udsættes.
41 Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, kræver således, at medlemsstaterne stiller et retsmiddel til rådighed for de berørte personer, som kan føre til udsættelse af gennemførelsen af den afgørelse om overførsel, der er truffet over for dem.
42 Medlemsstaterne skal i henhold til denne bestemmelse fastsætte enten, for det første, at klage over afgørelsen om overførsel giver den berørte person ret til at forblive i den medlemsstat, der har vedtaget denne afgørelse, indtil resultatet af klagen foreligger, eller, for det andet, at overførslen, efter at der er indgivet en klage over afgørelsen om overførsel, automatisk suspenderes i en rimelig periode, i løbet af hvilken en domstol eller et domstolslignende organ træffer en afgørelse om at tillægge denne klage opsættende virkning, eller, for det tredje, at den pågældende har lejlighed til at indgive en klage med henblik på at opnå udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, indtil der foreligger et resultat af vedkommendes klage.
43 Desuden bestemmer Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4, at medlemsstaterne kan fastsætte, at de kompetente myndigheder på eget initiativ kan beslutte at udsætte gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, indtil resultatet af klagen foreligger.
44 For det tilfælde, at udsættelsen af gennemførelsen af en afgørelse om overførsel er et resultat af anvendelsen af denne forordnings artikel 27, stk. 3, bestemmes det i forordningens artikel 29, stk. 1, at fristen for overførsel ikke løber fra accepten af anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse, men, som en undtagelse, fra den endelige afgørelse af klagen over afgørelsen om overførsel.
45 Selv om Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1, ikke direkte henviser til det i forordningens artikel 27, stk. 4, omhandlede tilfælde, hvor udsættelsen af gennemførelsen af en afgørelse om overførsel sker efter en afgørelse truffet af de kompetente myndigheder, fremgår det ikke desto mindre af Domstolens praksis, at på grund af ligheden mellem den ordlyd, der anvendes i denne forordnings artikel 28, stk. 3, tredje afsnit, og artikel 29, stk. 1, første afsnit, samt den omstændighed, at disse bestemmelser begge har til formål at fastlægge den periode, hvorunder overførslen skal gennemføres, skal de nævnte bestemmelser fortolkes på samme måde (jf. i denne retning dom af 13.9.2017, Khir Amayry, C-60/16, EU:C:2017:675, præmis 70).
46 Under disse omstændigheder skal det bemærkes, at Domstolen allerede hvad angår Dublin III-forordningens artikel 28, stk. 3, tredje afsnit, har fastslået, at udskydelsen af begyndelsestidspunktet for fristen for overførsel i tilfælde af, at der tillægges opsættende virkning i overensstemmelse med denne forordnings artikel 27, stk. 3, skyldes, at så længe en klage over en afgørelse om overførsel har opsættende virkning, er det pr. definition umuligt at gennemføre overførslen, hvorfor den frist, der er fastsat herfor, i dette tilfælde først kan begynde at løbe, når der er principiel enighed om gennemførelsen af den fremtidige overførsel, og når det blot står tilbage at fastlægge de tekniske foranstaltninger omkring overførslen, dvs. fra den dato, hvor denne opsættende virkning ophæves (jf. i denne retning dom af 13.9.2017, Khir Amayry, C-60/16, EU:C:2017:675, præmis 55).
47 Når udsættelsen af gennemførelsen af en afgørelse om overførsel i afventning af resultatet af en klage over denne sker efter en afgørelse truffet af de kompetente myndigheder i henhold til Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4, befinder den person, som er berørt af denne afgørelse, sig imidlertid i nøjagtig samme situation som en person, hvis klage tillægges opsættende virkning ifølge loven eller en retlig afgørelse, i henhold til denne forordnings artikel 27, stk. 3 (jf. i denne retning dom af 13.9.2017, Khir Amayry, C-60/16, EU:C:2017:675, præmis 68).
48 Såfremt Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1, skulle fortolkes således, at når den kompetente myndighed gør brug af muligheden i denne forordnings artikel 27, stk. 4, ville fristen for overførsel desuden stadig skulle beregnes fra tidspunktet for accepten af anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse, ville sidstnævnte bestemmelse i vid udstrækning blive frataget sin effektive virkning, eftersom den ikke ville kunne anvendes uden risiko for at forhindre gennemførelsen af overførslen inden for de frister, der er fastsat i forordningen (jf. i denne retning dom af 13.9.2017, Khir Amayry, C-60/16, EU:C:2017:675, præmis 71).
49 Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1, skal derfor, i lighed med artikel 28, stk. 3, tredje afsnit, fortolkes således, at når en klage over en afgørelse om overførsel er blevet tillagt opsættende virkning i overensstemmelse med forordningens artikel 27, stk. 4, løber fristen for overførsel fra den endelige afgørelse af denne klage, således at gennemførelsen af afgørelsen om overførsel skal ske senest seks måneder efter, at der er truffet endelig afgørelse om denne klage.
50 En sådan løsning kan imidlertid kun finde anvendelse, for så vidt som afgørelsen om udsættelse af gennemførelsen af en afgørelse om overførsel er blevet truffet af de kompetente myndigheder inden for rammerne af anvendelsesområdet for Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4.
51 Med henblik på at afgrænse denne bestemmelses anvendelsesområde skal der tages hensyn til dens ordlyd, til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. i denne retning dom af 24.3.2022, Autoriteit Persoonsgegevens, C-245/20, EU:C:2022:216, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
52 I denne henseende skal det for det første fremhæves, således som generaladvokaten har anført i punkt 50 og 51 i forslaget til afgørelse, at det følger af selve ordlyden af Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4, at anvendelsen af denne bestemmelse hænger nært sammen med den pågældende persons iværksættelse af et retsmiddel til prøvelse af afgørelsen om overførsel, eftersom disse myndigheders udsættelse skal ske i afventning af, at »resultatet af klagen […] foreligger«.
53 Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori forordningens artikel 27, stk. 4, indgår, må det konstateres, at denne bestemmelse er en del af afdeling IV med overskriften »Proceduremæssige garantier« i forordningens kapitel VI.
54 Den nævnte bestemmelse er desuden placeret i en artikel, der har overskriften »Retsmidler«, og følger efter et stykke vedrørende den opsættende virkning af en klage over en afgørelse om overførsel, hvilket stykke den supplerer ved at give medlemsstaterne mulighed for at tillade de kompetente myndigheder at udsætte gennemførelsen af afgørelsen om overførsel i tilfælde, hvor udsættelse efter indgivelse af en klage hverken følger af loven eller en retlig afgørelse.
55 Som det er blevet fremhævet i denne doms præmis 49, følger det i øvrigt af sammenhængen mellem Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4, og forordningens artikel 29, stk. 1, at den således tillagte opsættende virkning nødvendigvis ophører, når der træffes endelig afgørelse om den klage, der er indgivet over afgørelsen om overførsel, eftersom artikel 29, stk. 1, ikke indeholder regler om beregning af fristen for overførsel i tilfælde af, at udsættelsen af gennemførelsen af en afgørelse om overførsel ophæves af de kompetente myndigheder, før eller efter at resultatet af klagen over denne afgørelse foreligger.
56 For det tredje følger det af fjerde og femte betragtning til Dublin III-forordningen, at formålet med denne er at indføre en klar og brugbar metode baseret på kriterier, der er objektive og retfærdige for både medlemsstaterne og de pågældende personer, med henblik på hurtigt at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, for at sikre en effektiv adgang til procedurerne til meddelelse af en sådan beskyttelse og for ikke at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare (dom af 19.3.2019, Jawo, C-163/17, EU:C:2019:218, præmis 58).
57 Med henblik på at opfylde dette formål om en hurtig behandling har EU-lovgiver reguleret procedurerne for overtagelse og tilbagetagelse i henhold til Dublin III-forordningen ved hjælp af en række ufravigelige frister, der skal sikre, at disse procedurer iværksættes uden unødig forsinkelse (jf. i denne retning dom af 13.11.2018, X og X, C-47/17 og C-48/17, EU:C:2018:900, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).
58 Navnlig tilsigtes det med den frist på seks måneder, som er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1, at sikre, at der hurtigst muligt sker en faktisk overførsel af den pågældende person til den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af vedkommendes ansøgning om international beskyttelse, samtidig med, at de pågældende to medlemsstater – henset til de praktisk komplicerede forhold og de organisatoriske vanskeligheder, der er forbundet med gennemførelsen af personens overførsel – gives den tid, som er nødvendig til at rådføre sig med hinanden om gennemførelsen af denne overførsel, og nærmere bestemt for den anmodende medlemsstat til at fastlægge de praktiske foranstaltninger for overførslen (jf. i denne retning dom af 19.3.2019, Jawo, C-163/17, EU:C:2019:218, præmis 59).
59 Henset til den afbrydelse af fristen for overførsel på grundlag af denne forordnings artikel 27, stk. 4, som udsættelsen af gennemførelsen af en afgørelse om overførsel udløser, således som det er anført i denne doms præmis 49, ville en fortolkning af denne bestemmelse, hvorefter medlemsstaterne ville kunne tillade de kompetente myndigheder at udsætte gennemførelsen af afgørelser om overførsel af en grund, som ikke har nogen direkte forbindelse med den pågældende persons retsbeskyttelse, risikere at fratage fristen for overførsel i forordningens artikel 29, stk. 1, enhver effektiv virkning, ændre den ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne, som følger af Dublin III-forordningen, og varigt forlænge behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse.
60 Når dette er sagt, skal det ligeledes bemærkes, at EU-lovgiver ikke har haft til hensigt, at kravet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse skulle have forrang for retsbeskyttelsen af de pågældende personer, men tværtimod med denne forordning har indført nogle betydelige proceduremæssige garantier for disse personer inden for rammerne af det system til fastlæggelse af den ansvarlige medlemsstat, som EU-lovgiver har udarbejdet (Dublinsystemet) (jf. i denne retning dom af 7.6.2016, Ghezelbash, C-63/15, EU:C:2016:409, præmis 57).
61 Det må derfor lægges til grund, at en udsættelse af gennemførelsen af en afgørelse om overførsel kun kan anordnes af de kompetente myndigheder i henhold til Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4, når omstændighederne i forbindelse med gennemførelsen indebærer, at denne person, for at sikre en effektiv retsbeskyttelse af vedkommende, skal kunne blive på den medlemsstats område, som har vedtaget afgørelsen, indtil der er truffet endelig afgørelse vedrørende den pågældendes klage.
62 Det følger heraf, at en afgørelse, der kan tilbagekaldes, om udsættelse af gennemførelsen af en afgørelse om overførsel, som er begrundet med, at det er praktisk umuligt at gennemføre afgørelsen på grund af covid-19-pandemien, ikke kan anses for at være vedtaget i henhold til Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4, for så vidt som denne grund ikke har nogen direkte forbindelse med den pågældende persons retsbeskyttelse.
63 Den af den forelæggende ret og den tyske regering fremførte omstændighed, at det følger af tysk ret, at den praktiske umulighed af at gennemføre en afgørelse om overførsel medfører, at denne afgørelse er ulovlig, kan ikke rejse tvivl om denne konklusion.
64 Den omstændighed, at en afgørelse om udsættelse af gennemførelsen af en afgørelse om overførsel kan tilbagekaldes, udelukker nemlig for det første, at det lægges til grund, at denne udsættelse er blevet anordnet i afventning af resultatet af klagen over afgørelsen om overførsel og med det formål at sikre en effektiv retsbeskyttelse af den pågældende person, eftersom det ikke kan udelukkes, at den nævnte udsættelse tilbagekaldes, inden denne klage er blevet afgjort.
65 For det andet skal det fremhæves, at EU-lovgiver ikke har fundet, at den omstændighed, at det er praktisk umuligt at gennemføre en afgørelse om overførsel, skal anses for at kunne begrunde afbrydelse eller udsættelse af fristen for overførsel som fastsat i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1.
66 EU-lovgiver har nemlig ikke medtaget nogen generel bestemmelse om en sådan afbrydelse eller udsættelse i denne forordning.
67 Hvad desuden angår visse hyppige tilfælde, hvor det er praktisk umuligt at gennemføre en afgørelse om overførsel, har EU-lovgiver i denne forordnings artikel 29, stk. 2, begrænset sig til at fastsætte, at fristen for overførsel kan forlænges til højst et år, hvis overførslen ikke har kunnet gennemføres på grund af fængsling af den pågældende, eller til højst 18 måneder, hvis den pågældende forsvinder.
68 Ud over at denne bestemmelse ikke vedrører afbrydelse eller udsættelse af fristen for overførsel, men forlængelse heraf, bemærkes det, at en sådan forlængelse har karakter af en undtagelse og derfor skal fortolkes strengt, hvilket udelukker, at den anvendes analogt på andre tilfælde, hvor det er umuligt at gennemføre afgørelsen om overførsel (jf. i denne retning dom af 19.3.2019, Jawo, C-163/17, EU:C:2019:218, præmis 60, og af 31.3.2022, Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl m.fl. (En asylansøgers anbringelse på et psykiatrisk hospital), C-231/21, EU:C:2022:237, præmis 54 og 56).
69 Domstolen har i øvrigt fastslået, at den frist for overførsel på seks måneder, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1, skal anvendes i situationer, hvor den pågældende person ikke har kunnet overføres på grund af sin sundhedstilstand (jf. i denne retning dom af 16.2.2017, C.K. m.fl., C-578/16 PPU, EU:C:2017:127, præmis 89), eller fordi vedkommende er blevet tvangsanbragt på et hospitals psykiatriske afdeling (jf. i denne retning dom af 31.3.2022, Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl m.fl. (En asylansøgers anbringelse på et psykiatrisk hospital), C-231/21, EU:C:2022:237, præmis 62).
70 De kompetente myndigheder kan derfor ikke i tilfælde af, at det er praktisk umuligt at gennemføre en afgørelse om overførsel, gyldigt påberåbe sig den gældende ordning i henhold til national ret for at begrunde anvendelsen af Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4, og således hindre anvendelsen af den frist for overførsel, der med henblik på at sikre en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse er fastsat i denne forordnings artikel 29, stk. 1.
71 Henset til det ovenstående skal det første og det andet spørgsmål i de forenede sager C-245/21 og C-248/21 besvares med, at Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 4, og artikel 29, stk. 1, skal fortolkes således, at den frist for overførsel, der er fastsat i sidstnævnte bestemmelse, ikke afbrydes, når de kompetente myndigheder i en medlemsstat på grundlag af artikel 27, stk. 4, vedtager en afgørelse, der kan tilbagekaldes, om udsættelse af gennemførelsen af en afgørelse om overførsel med den begrundelse, at det er praktisk umuligt at gennemføre afgørelsen om overførsel på grund af covid-19-pandemien.
Det tredje spørgsmål
72 Henset til besvarelsen af det første og det andet spørgsmål i de forenede sager C-245/21 og C-248/21 er det ufornødent at besvare det tredje spørgsmål i disse sager, som den forelæggende ret har stillet for det tilfælde, at det første og det andet spørgsmål blev besvaret bekræftende.
Sagsomkostninger
73 Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Artikel 27, stk. 4, og artikel 29, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne,
skal fortolkes således, at
den frist for overførsel, der er fastsat i sidstnævnte bestemmelse, ikke afbrydes, når de kompetente myndigheder i en medlemsstat på grundlag af artikel 27, stk. 4, vedtager en afgørelse, der kan tilbagekaldes, om udsættelse af gennemførelsen af en afgørelse om overførsel med den begrundelse, at det er praktisk umuligt at gennemføre afgørelsen om overførsel på grund af covid-19-pandemien.
Underskrifter