FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
E. TANCHEV
fremsat den 11. april 2019 (1)
Sag C-208/18
Jana Petruchová
mod
FIBO Group Holdings Limited
(anmodning om præjudiciel afgørelse fra Nejvyšší soud (øverste domstol, Den Tjekkiske Republik))
»Samarbejde på det civilretlige område – forordning (EU) nr. 1215/2012 – kompetence i sager om forbrugerkontrakter – »forbruger« – fysisk person, der er beskæftiget med handel af udenlandsk valuta på det internationale valutamarked gennem et børsmæglerselskab – overensstemmelse med forbrugerbegrebet i henhold til forordning (EF) nr. 593/2008 – detailkunde som omhandlet i direktiv 2004/39/EF«
1. Domstolen anmodes i den foreliggende sag om at fortolke begrebet »forbruger« som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1215/2012 (herefter »Bruxelles Ia-forordningen«) (2) i forbindelse med transaktioner, der blev foretaget på det internationale valutamarked (herefter »FOREX-markedet«).
2. Uanset artikel 4, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen (3) bestemmer forordningens artikel 18, stk. 1, at en forbruger som omhandlet i forordningens artikel 17, stk. 1, kan anlægge sag mod den anden part både ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl, og ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl. Artikel 17, 18 og 19 i Bruxelles Ia-forordningen, der udgør afdeling 4 i forordningens kapitel II, som bærer overskriften »Kompetence i sager om forbrugeraftaler«, har til formål at sikre passende beskyttelse for forbrugeren som den part i kontrakten, der må antages at være økonomisk set svagere og retligt set mindre erfaren end den erhvervsdrivende medkontrahent (4).
3. Spørgsmålet for Domstolen er, hvorvidt en fysisk person, der beskæftiger sig med handel på FOREX-markedet, skal anses for en forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen, eller hvorvidt denne person som følge af den viden og ekspertise, der kræves for at kunne beskæftige sig med denne handel, den komplekse og atypiske karakter af den omhandlede kontrakt og de involverede risici ikke kan anses for en forbruger, således at personen ikke er omfattet af afdelingens anvendelsesområde omhandlende den beskyttelse, der henvises til ovenfor.
I. Retsforskrifter
A. Bruxelles Ia-forordningen
4. Artikel 17 i Bruxelles Ia-forordningen bestemmer følgende:
»1. I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 6 og artikel 7, nr. 5):
a) når sagen vedrører køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater
b) når sagen vedrører lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne genstande, eller
c) i alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed.
[…]
3. Denne afdeling finder ikke anvendelse på transportaftaler, bortset fra aftaler, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold.«
B. Rom I-forordningen
5. Artikel 6 i forordning (EF) nr. 593/2008 (herefter »Rom I-forordningen«) (5), der bærer overskriften »Forbrugeraftaler«, bestemmer følgende:
»1. Med forbehold af artikel 5 og 7 er en aftale, som en fysisk person med henblik på brug, der må anses for at ligge uden for vedkommendes erhvervsmæssige virksomhed (»forbrugeren«), indgår med en anden person, der handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed (»den erhvervsdrivende«), underlagt loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, forudsat at den erhvervsdrivende:
a) udøver sin erhvervsmæssige virksomhed i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, eller
b) på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod dette land eller mod flere lande, inklusive dette land,
og aftalen er omfattet af sådan virksomhed.
2. Uanset stk. 1 kan parterne vælge den lov, der skal finde anvendelse på en aftale, der opfylder kravene i stk. 1, i overensstemmelse med artikel 3. Et sådant lovvalg må dog ikke medføre, at forbrugeren berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale i henhold til den lov, som ville have fundet anvendelse efter stk. 1, såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg.
[…]
4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på:
[…]
d) rettigheder og forpligtelser, der udgør et finansielt instrument, og rettigheder og forpligtelser, der udgør vilkår og betingelser for udstedelse, udbud til offentligheden eller offentlige tilbud om overtagelse af værdipapirer og tegning og tilbagetrækning af andele i investeringsinstitutter, for så vidt disse aktiviteter ikke udgør levering af en finansiel tjenesteydelse
[…]«
C. Direktiv 2004/39
6. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 2004/39/EF (6) bestemmer følgende:
»I dette direktiv forstås ved:
[…]
10) »kunde«: fysisk eller juridisk person, til hvem et investeringsselskab yder investeringsservice og/eller accessoriske tjenester
11) »professionel kunde«: kunde, der opfylder kriterierne i bilag II
12) »detailkunde«: kunde, som ikke er professionel kunde
[…]«
II. De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og det præjudicielle spørgsmål
7. Den 2. oktober 2014 indgik Jana Petruchová, der er bosiddende i Ostrava (Den Tjekkiske Republik), og FIBO Group Holdings Ltd (herefter »FIBO«), som er et børsmæglerselskab med hjemsted i Limassol (Republikken Cypern), en kontrakt benævnt »Forretningsbetingelser« (herefter »rammeaftalen«). Formålet med rammeaftalen var at sætte Jana Petruchová i stand til at foretage transaktioner på FOREX-markedet ved at afgive ordrer om køb og salg af basisvalutaen, som FIBO skulle foretage gennem sin online handelsplatform. Rammeaftalen regulerede med henblik herpå indgåelsen af såkaldte individuelle differencekontrakter mellem Jana Petruchová og FIBO.
8. En differencekontrakt (contract for difference, herefter »CFD«) er et finansielt instrument, der har til formål at købe og dernæst sælge basisvaluta (i den foreliggende sag amerikanske dollars (USD)), hvorved opnås en gevinst på forskellene i henholdsvis de gældende valutakurser for købet og salget af basisvalutaen i forhold til noteringsvalutaen (hvilket i den foreliggende sag var japanske yen (JPY)). Selv om det er muligt at handle på FOREX-markedet med egne midler, benyttede Jana Petruchová sig af muligheden for at handle med såkaldte »lots«, hvor et lot er 100 000 USD, hvorved den såkaldte »gearingseffekt« blev udnyttet. Hun var derved i stand til at handle med større finansielle ressourcer, end hun havde til rådighed (7). I forbindelse med købet af basisvalutaen (USD) for noteringsvalutaen (JPY) til den gældende indkøbskurs, dvs. da hun »åbnede sin position«, opnåede Jana Petruchová et lån fra FIBO med henblik på at købe den ønskede mængde. Da hun »lukkede sin position«, dvs. da hun foretog den modsatte transaktion ved at sælge den indkøbte mængde basisvaluta (USD) og tilbagekøbe noteringsvalutaen (JPY) til salgskursen, tilbagebetalte Jana Petruchová sit lån til FIBO.
9. Rammeaftalens artikel 30 fastsatte, at de cypriotiske domstole havde international kompetence ved enhver tvist mellem parterne.
10. Den 3. oktober 2014 indgik Jana Petruchová en CFD-kontrakt med FIBO (herefter »den omhandlede CFD-kontrakt«). Kl. 15.30.00 afgav hun en ordre vedrørende køb af 35 lots til en valutakurs på 109,0000 USD/JPY. Handelssystemet gav hende straks meddelelse om, at den øjeblikkelige valutakurs var 109,0500 USD/JPY. Hun accepterede dette og bekræftede købet.
11. Imidlertid blev en lang række ordrer ophobet i FIBO’s handelssystem som følge af en stigning i kursen på USD i forhold til noteringsvalutaer efter offentliggørelsen af information om en positiv udvikling i den amerikanske beskæftigelsesindikator vedrørende beskæftigelse i byerhverv. De ønskede 3 500 000 USD blev følgelig købt kl. 15.30.16 og ikke kl. 15.30.00, hvor købskursen var 109,4000 USD/JPY, således at købsprisen var 382 900 000 JPY.
12. Kl. 15.48.11 samme dag lukkede Jana Petruchová sin position ved at afgive en ordre hos FIBO vedrørende salg af den indkøbte mængde på 3 500 000 USD. Salgskursen var 109,5600 USD/JPY, således at salgsprisen var 383 460 000 JPY. Jana Petruchová tilbagebetalte sit lån fra FIBO på 382 900 000 JPY. Hun opnåede følgelig en bruttogevinst fra denne transaktion på 560 000 JPY til en værdi af 4 081,33 USD.
13. Såfremt Jana Petruchovás købsordre vedrørende basisvalutaen var blevet foretaget i rette tid og ikke med en forsinkelse på 16 sekunder, ville hun have opnået en gevinst på 1 785 000 JPY, dvs. 13 009,23 USD, og hendes gevinst ville følgelig have været tre gange højere.
14. Den 12. oktober 2015 anlagde Jana Petruchová følgelig sag ved Krajský soud v Ostravě (den regionale ret i Ostrava, Den Tjekkiske Republik) med påstand om uberettiget berigelse hos FIBO.
15. Krajský soud v Ostravě (den regionale ret i Ostrava) indstillede sagen som følge af, at den ikke havde international kompetence. Jana Petruchová kunne ifølge Krajský soud v Ostravě (den regionale ret i Ostrava) ikke anses for en forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen, eftersom hun ikke indgik den omhandlede CFD-kontrakt med henblik på at opfylde sine private behov, at hun havde den fornødne viden til at indgå CFD-kontrakter, og at hun var blevet advaret om, at CFD-kontrakterne ikke var et passende instrument for »detailkunder« som omhandlet i direktiv 2004/39. Krajský soud v Ostravě (den regionale ret i Ostrava) var under alle omstændigheder af den opfattelse, at artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen skulle fortolkes på samme måde som artikel 6, stk. 1, i Rom I-forordningen, og at finansielle instrumenter ikke var omfattet af sidstnævnte bestemmelses anvendelsesområde. Værnetingsbestemmelsen i rammeaftalen var følgelig gyldig, således at det var de cypriotiske domstole, der havde kompetence, og ikke domstolene i Den Tjekkiske Republik.
16. Ved afgørelsen af appellen stadfæstede Vrchní soud v Olomouci (appeldomstolen i Olomouc, Den Tjekkiske Republik) afgørelsen fra Krajský soud v Ostravě (den regionale ret i Ostrava).
17. Jana Petruchová iværksatte appel af denne dom vedrørende et retligt spørgsmål ved Nejvyšší soud (øverste domstol, Den Tjekkiske Republik).
18. Nejvyšší soud (øverste domstol) er af den opfattelse, at de lavere tjekkiske domstole tog fejl i forbindelse med deres fortolkning af forbrugerbegrebet som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningen. Ifølge Nejvyšší soud (øverste domstol) var en detailkunde som omhandlet i direktiv 2004/39 for det første ikke nødvendigvis en forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen. Nejvyšší soud (øverste domstol) er for det andet af den opfattelse, at sidstnævnte bestemmelse ikke skal fortolkes på samme måde som artikel 6 i Rom I-forordningen, idet førstnævnte bestemmelse ikke udtrykkeligt udelukker finansielle instrumenter. Nejvyšší soud (øverste domstol) har for det tredje anført, at det ifølge retspraksis med henblik på at fastslå, hvorvidt en person skal anses for en forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen, er irrelevant, hvorvidt denne person besad specifik viden og ekspertise, hvorvidt den omhandlede kontrakt var kompleks eller atypisk, hvorvidt der var risici involveret med indgåelsen af denne kontrakt, og hvorvidt personen var blevet advaret om disse risici.
19. Nejvyšší soud (øverste domstol) har følgelig forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 17, stk. 1, i [Bruxelles Ia-forordningen] fortolkes således, at en person som sagsøgeren i hovedsagen, der handler på [FOREX-markedet] ved aktivt selv at afgive ordrer, men dog gennem en tredjepart, der er beskæftiget med nævnte handel som erhvervsdrivende, skal anses for at være forbruger i henhold til bestemmelsen?«
20. Jana Petruchová, Den Tjekkiske Republik og Republikken Polen samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.
21. Jana Petruchová, FIBO, Den Tjekkiske Republik og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet, der blev afholdt den 31. januar 2019.
III. Bedømmelse
22. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst af Domstolen, om en person, der indgår en kontrakt med et børsmæglerselskab, hvorved sidstnævnte foretager individuelle transaktioner på FOREX-markedet i henhold til førstnævntes købs- og salgsordrer, skal anses for en forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen.
23. Jeg vil fremkomme med en indledende bemærkning for så vidt angår gyldigheden af rammeaftalens værnetingsbestemmelse. Jeg vil dernæst for det første foretage en behandling af det eneste kriterium, der er fastsat i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen, for klassificeringen som en forbruger, nærmere bestemt formålet med kontrakten. Jeg vil for det andet tage stilling til, hvorvidt andre kriterier finder anvendelse med henblik på at tage stilling til, hvorvidt en person skal anses for en forbruger som omhandlet i denne bestemmelse. Jeg vil for det tredje tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen skal fortolkes i overensstemmelse med artikel 6 i Rom I-forordningen, der ikke finder anvendelse på finansielle instrumenter. Jeg vil for det fjerde undersøge, hvorvidt der med henblik på at tage stilling til, om en person skal anses for en forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen, skal tages hensyn til den omstændighed, at personen er en »detailkunde« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i direktiv 2004/39.
A. Indledende bemærkninger
24. Som den forelæggende ret har bemærket, vil jeg indledningsvis fremhæve, at såfremt Jana Petruchová anses for en forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen, følger det, at rammeaftalens artikel 30 er ugyldig.
25. Ved at tillægge domstolene i Cypern enekompetence fratager denne bestemmelse Jana Petruchová retten til i henhold til artikel 18, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen at anlægge sag ved domstolene i den medlemsstat, hvor hun har bopæl, nærmere bestemt Den Tjekkiske Republik.
26. I henhold til artikel 19 i Bruxelles Ia-forordningen gælder, at »[…] afdeling [4 i forordningens kapitel II] [kun kan] fraviges ved en aftale om værneting«, 1) »der er indgået, efter at tvisten er opstået«, 2) »der giver forbrugeren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling«, eller 3) »der er indgået mellem en forbruger og dennes medkontrahent, som […] havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme medlemsstats område, og tillægger retterne i denne medlemsstat kompetence«.
27. Som bemærket af den forelæggende ret i den foreliggende sag er rammeaftalens artikel 30 ikke omfattet af anvendelsesområdet for artikel 19, stk. 1, 2 og 3, i Bruxelles Ia-forordningen.
28. Denne bestemmelse er for det første ikke omfattet af anvendelsesområdet for forordningens artikel 19, stk. 1, idet rammeaftalen blev indgået den 2. oktober 2014, dvs. forud for at Jana Petruchová anlagde sag ved Krajský soud v Ostravě (den regionale ret i Ostrava) den 12. oktober 2015.
29. Rammeaftalens artikel 30 er for det andet ikke omfattet af anvendelsesområdet for artikel 19, stk. 2, i Bruxelles Ia-forordningen. Efter min opfattelse skal denne bestemmelse fortolkes således, at aftalen skal tillægge kompetence for så vidt angår sagen, der anlægges af forbrugeren, der ligger ud over det, der fastlægges i henhold til forordningens artikel 18, stk. 1. Enhver anden fortolkning af artikel 19, stk. 2, i Bruxelles Ia-forordningen ville være i strid med dens ordlyd, der giver forbrugeren »ret til«, men ikke »kræver«, at forbrugeren anlægger sag ved andre retter end dem, der er nævnt i forordningens artikel 18, stk. 1 (8). I den foreliggende sag fratager rammeaftalens artikel 30 som nævnt i punkt 25 ovenfor Jana Petruchová retten til at anlægge en sag ved domstolene i en medlemsstat, der er nævnt i denne bestemmelse.
30. Denne bestemmelse er for det tredje ikke omfattet af anvendelsesområdet for artikel 19, stk. 3, i Bruxelles Ia-forordningen, idet Jana Petruchová og FIBO ikke har bopæl eller hjemsted i den samme medlemsstat.
31. Rammeaftalens artikel 30 er følgelig i strid med artikel 19 i Bruxelles Ia-forordningen. Dette fører til, at bestemmelsen i henhold til forordningens artikel 25, stk. 4, er ugyldig.
32. Som nævnt i punkt 24 ovenfor er dette imidlertid kun tilfældet, såfremt artikel 19 i Bruxelles Ia-forordningen finder anvendelse, dvs. såfremt Jana Petruchová anses for en forbruger som omhandlet i forordningens artikel 17, stk. 1. Den forelæggende ret ønsker følgelig vejledning for så vidt angår klassificeringen af sagsøgeren i hovedsagen som en forbruger.
B. Blev kontrakten indgået med henblik på brug, der ligger uden for personens erhvervsmæssige virksomhed?
33. Artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen finder anvendelse, såfremt tre betingelser er opfyldt: for det første når den ene aftalepart er en forbruger, som må anses for at handle uden for rammerne af personens erhvervsmæssige virksomhed, for det andet når der faktisk er indgået en aftale mellem en sådan forbruger og en erhvervsdrivende, og for det tredje når en sådan aftale er omfattet af en af de kategorier, der fremgår af forordningens artikel 17, stk. 1, litra a)-c). Samtlige disse betingelser skal være opfyldt, før en forbruger kan anlægge en retssag inden for sin egen jurisdiktion (9).
34. Som nævnt i punkt 22 ovenfor vedrører det præjudicielle spørgsmål til Domstolen i den foreliggende sag den første betingelse.
35. Jeg bemærker, at artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen ikke definerer forbrugerbegrebet. Denne bestemmelse kræver kun, at en person, nærmere bestemt »forbrugeren«, indgår en kontrakt »med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed«. De øvrige bestemmelser i denne forordning indeholder ikke yderligere præcisering i denne retning.
36. Det følger af fast retspraksis, at begreberne i Bruxelles Ia-forordningen, nærmere bestemt dem, der fremgår af forordningens artikel 17, stk. 1, skal fortolkes selvstændigt, først og fremmest ud fra forordningens opbygning og formål, for at sikre forordningens ensartede anvendelse i alle medlemsstaterne (10).
37. Forbrugerbegrebet med henblik på artikel 17 og 18 i Bruxelles Ia-forordningen skal fortolkes indskrænkende med henvisning til den omhandlede persons position i en særlig kontrakt, under hensyntagen til karakteren og formålet med denne kontrakt og ikke den omhandlede persons subjektive situation, eftersom den samme person kan anses for en forbruger for så vidt angår visse transaktioner og som en erhvervsdrivende for så vidt angår andre transaktioner. Derfor er det alene kontrakter, der er indgået uden for og uafhængigt af nogen form for erhvervsmæssig virksomhed eller formål og alene med henblik på at opfylde en persons private, personlige forbrug, som er omfattet af nævnte forordnings særlige ordning, der skal sikre forbrugeren beskyttelse som den forudsætningsvis økonomisk svagere part, mens denne særlige beskyttelse imidlertid savner begrundelse i forbindelse med kontrakter, der har et erhvervsmæssigt formål (11).
38. I den foreliggende sag har sagsøgerens repræsentant i retsmødet i hovedsagen anført, at Jana Petruchová på tidspunktet for indgåelsen af rammeaftalen og den omhandlede CFD-kontrakt var universitetsstuderende, og at hun endvidere arbejdede på deltid. Hun har gjort gældende, at hun ikke indgik CFD-kontrakten med henblik på en brug, der lå inden for hendes (deltids-) beskæftigelse. Ingen af parterne har gjort gældende, at dette var tilfældet. Der er ej heller noget, der peger i denne retning i anmodningen om en præjudiciel afgørelse. Selv om dette er et faktisk spørgsmål, der er omfattet af den forelæggende rets kompetence, forekommer det mig følgelig, at Jana Petruchová skal anses for en forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen.
39. Ifølge anmodningen om en præjudiciel afgørelse var Krajský soud v Ostravě (den regionale ret i Ostrava) imidlertid af den opfattelse, at den specifikke viden og ekspertise, der er påkrævet for at handle på FOREX-markedet, størrelsen af de investerede beløb og de involverede risici er til hinder for en klassificering som forbruger. Den forelæggende ret deler ikke denne opfattelse (12). Jeg vil tage stilling til dette forhold nedenfor.
C. Skal der tages hensyn til andre kriterier med henblik på at tage stilling til, hvorvidt en person skal anses for en forbruger?
40. Det spørgsmål, der er rejst ved Domstolen, er, hvorvidt en person, der foretager transaktioner på FOREX-markedet, kan nægtes status som forbruger som følge af den viden og ekspertise, der er påkrævet for at beskæftige sig med sådanne handler, værdien af transaktionen, den omstændighed, at personen aktivt afgav sine egne ordrer, de involverede risici på FOREX-markedet samt antallet og hyppigheden af de foretagne transaktioner.
41. Jana Petruchová har gjort gældende, at der ikke kræves nogen særlig viden med henblik på indgåelsen af CFD-kontrakter, og at der ikke skal tages hensyn til størrelsen af de investerede midler eller antallet og hyppigheden af de foretagne transaktioner. FIBO har gjort gældende, at Jana Petruchová ikke skal anses for en forbruger, eftersom indgåelsen af CFD-kontrakter er en forretningsmæssig aktivitet. Den Tjekkiske Republik har gjort gældende, at det med henblik på at tage stilling til, hvorvidt en person skal anses for en forbruger, er irrelevant, om personen har viden inden for det pågældende område, eller om personen aktivt afgiver ordrer. Republikken Polen har bemærket, at indgåelsen af CFD-kontrakter indebærer betydelige risici, og at der ikke med henblik på at klassificere en person som en forbruger skal tages hensyn til personens viden om finansielle forhold eller den omstændighed, at personen handler med henblik på at opnå gevinst og opfylde andre behov end sine daglige behov. Det er efter Kommissionens opfattelse irrelevant, hvorvidt personen har viden inden for det omhandlede område eller aktivt afgiver ordrer, men at der skal tages hensyn til antallet og hyppigheden de foretagne transaktioner.
42. Efter min opfattelse bør spørgsmålet i punkt 40 ovenfor besvares benægtende. Jeg vil nedenfor anføre grundene til, hvorfor jeg har nået denne konklusion.
43. Jeg vil for det første for klarhedens skyld indtage det standpunkt, at en person, der indgår en CFD-kontrakt, ikke kan nægtes status som forbruger af den ene grund, at indgåelsen af CFD-kontrakter kræver specifik viden og ekspertise. Dette ville svare til at udelukke CFD-kontrakter fra anvendelsesområdet for artikel 17, 18 og 19 i Bruxelles Ia-forordningen. Det ligger imidlertid uden for enhver tvivl, at finansielle instrumenter som eksempelvis CFD-kontrakter er omfattet af anvendelsesområdet for disse bestemmelser. I henhold til forordningens artikel 17, stk. 3, er visse former for transportaftaler de eneste kontrakter, der er udelukket fra anvendelsesområdet for artikel 17, 18 og 19 i Bruxelles Ia-forordningen. Heraf følger, at uden en udtrykkelig bestemmelse om det modsatte er finansielle instrumenter omfattet af anvendelsesområdet for disse bestemmelser (13). I Kolassa-dommen fastslog Domstolen desuden, at en erhverver af en ihændehaverobligation kunne anses for en forbruger som omhandlet i artikel 15, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen (14).
44. I det omfang det for det andet ønskes oplyst, hvorvidt Jana Petruchová skal nægtes status som forbruger som følge af den omstændighed, at hun, som hendes repræsentant anførte i det mundtlige retsmøde, oplyste FIBO om, at hun havde tre års erfaring på det relevante område, skal jeg fremhæve, at viden og erfaring er irrelevant med henblik på at fastslå, hvorvidt en person er en forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen.
45. For at en person anses for en forbruger som omhandlet i denne bestemmelse, er det tilstrækkeligt, at personen indgår en kontrakt med henblik på brug, der ligger uden for personens erhvervsmæssige virksomhed. Artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen fastsætter ikke yderligere betingelser. Den kræver ikke dokumentation for, at personen i det enkelte tilfælde ikke har viden inden for det omhandlede område, således at personen har behov for den beskyttelse, der tilkommer forbrugere i henhold til forordningens artikel 17, 18 og 19 (15).
46. Dette er i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i punkt 37 ovenfor, hvorefter der med henblik på at tage stilling til, hvorvidt en person skal anses for en forbruger, skal tages hensyn til kontraktens karakter og formål og ikke den omhandlede persons subjektive forhold. Såfremt der tages hensyn til en persons viden inden for et bestemt område, ville man derved tage personens subjektive situation i henhold til kontrakten i betragtning.
47. Dette er endvidere i overensstemmelse med Schrems-dommen, hvor Domstolen fastslog, at forbrugerbegrebet »er uafhængigt af den viden, som den pågældende person kan have, eller de oplysninger, som denne person reelt råder over« (16). Følgelig kunne Maximilian Schrems’ ekspertise på området for digitale sociale netværk ikke fratage ham sin status som forbruger som omhandlet i artikel 15, stk. 1, i Bruxelles I-forordningen (den nugældende artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen) (17).
48. Dette er endelig i overensstemmelse med retspraksis vedrørende forbrugerbegrebet som omhandlet i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (18). Dette begreb defineres nærmest identisk i direktivets artikel 2, litra b) (19), og artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen. Domstolen henviste følgelig i Schrems-dommen til Costea-dommen, der vedrørte fortolkningen af artikel 2, litra b), i direktiv 93/13 (20). I Costea-dommen fastslog Domstolen, at forbrugerbegrebet som omhandlet i artikel 2, litra b), i artikel 93/13 har »en objektiv karakter og er uafhængigt af den konkrete viden, som den pågældende person kan have, eller de oplysninger, som denne person faktisk besidder«, således at en advokat, der besidder høje tekniske kvalifikationer, ikke desto mindre kan anses for en forbruger (21).
49. En hvilken som helst anden løsning ville efter min opfattelse underminere formålet med det system, der er fastlagt ved artikel 17, 18 og 19 i Bruxelles Ia-forordningen, hvilket er at sikre passende beskyttelse for forbrugeren. Ifølge retspraksis beskyttes forbrugeren både som den part, der må antages at være »retligt set mindre erfaren end medkontrahenten«, og endvidere som den part, der må antages at være »økonomisk set svagere« end den anden part (22).
50. Der kan for det tredje ikke argumenteres til støtte for, at en klassificering som forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen bør nægtes på det grundlag, at den transaktion, der foretages i henhold til kontrakten, overstiger et vist beløb. Såfremt dette havde været EU-lovgivers hensigt, ville denne bestemmelse fastsætte en tærskel for kontraktens værdi.
51. Uden en udtrykkelig værditærskel vil konklusionen om, at en person mister sin status som forbruger som følge af de store beløb, der investeres på FOREX-markedet, eller den betydelige opnåede gevinst være i strid med retssikkerhedsprincippet. Det er i denne forbindelse min opfattelse, at kompetencereglerne ifølge 15. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen bør frembyde en høj grad af forudsigelighed. Ifølge retspraksis forfølger denne forordning et retssikkerhedshensyn, der består i at styrke den retslige beskyttelse af personer, der er bosat i Den Europæiske Union ved at gøre det let for sagsøgeren at finde den ret, for hvilken sagen kan indbringes, og ved at gøre det muligt for sagsøgte på rimelig vis at forudse, for hvilken ret personen kan sagsøges (23). Såfremt artikel 17, 18 og 19 i Bruxelles Ia-forordningen ikke fandt anvendelse, når der investeres betydelige midler, kan en investor ikke uden en udtrykkelig tærskel forudse, hvorvidt der tilkommer personen beskyttelse i henhold til disse bestemmelser. Såfremt artikel 17, 18 og 19 i Bruxelles Ia-forordningen ikke fandt anvendelse, såfremt der opnås store gevinster, er investorens situation endnu mere usikker, henset til, at investoren ikke, når investoren afgiver en ordre på FOREX-markedet, ved, hvorvidt investoren vil opnå en gevinst, og i givet fald hvor stor denne gevinst bliver (24).
52. Det er endvidere min opfattelse, at en person ikke skal fortabe sin status som forbruger, såfremt den gevinst, der opnås på FOREX-markedet, udgør størstedelen af personens indtægt. Dette er næppe i overensstemmelse med princippet om ligebehandling, idet dette kunne føre til en situation, hvor en millionær og en investor fra middelklassen kan afgive en ordre af samme størrelse på FOREX-markedet og opnå samme gevinst, men hvor førstnævnte anses for en forbruger, hvorimod sidstnævnte nægtes denne status.
53. Det er for det fjerde irrelevant, at personen aktivt afgiver sine egne ordrer på FOREX-markedet. Som den forelæggende ret har anført, er det korrekt, at sagsøgeren i Kollassa-dommen (25), hvor den omhandlede kontrakt vedrørte køb af ihændehaverobligationer, ikke, som det var tilfældet med Jana Petruchová (26), afgav ordrer. Imidlertid kræver artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen ikke, at forbrugeren handler på en særlig måde. Det kræves ikke, at forbrugeren forbliver passiv, eller at den anden part er ansvarlig for opfyldelsen af kontrakten.
54. De risici, der er forbundet med indgåelsen af CFD-kontrakter, er for det femte efter min opfattelse ikke til hinder for en klassificering som forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen.
55. Denne bestemmelse kræver som allerede nævnt ikke, at forbrugeren handler på en bestemt måde. Den kræver ikke, at forbrugeren udviser agtpågivenhed og handler med forsigtighed.
56. Risiciene er endvidere iboende i selve indgåelsen af CFD-kontrakterne. Såfremt en klassificering som forbruger nægtes som følge af de involverede risici, ville CFD-kontrakter følgelig systematisk ikke være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen, selv om det kun er visse former for transportaftaler, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for denne bestemmelse (27).
57. Jeg skal endelig fremhæve, at det netop er omfanget af de involverede risici, der i lyset af formålet med artikel 17, 18 og 19 i Bruxelles Ia-forordningen, nærmere bestemt at sikre passende beskyttelse for forbrugeren, kræver, at personer, der indgår CFD-kontrakter, klassificeres som forbrugere. Som Jana Petruchová har anført, skal jeg i denne forbindelse bemærke, at Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (herefter »ESMA«) i maj 2018 vedtog en afgørelse, hvorved den midlertidigt begrænsede markedsføring, distribution eller salg af CFD-kontrakter til detailkunder (28). Grunden til, at ESMA traf denne afgørelse, var, at de kompetente nationale myndigheder samt ESMA selv var bekymrede over den hurtige stigning i de senere år i distributionen af CFD-kontrakter til et massemarked på trods af, at disse produkter er komplekse og uhensigtsmæssige for de fleste detailkunder. ESMA afgørelse 2018/796 fastslår navnlig, at »der er en betydelig investorbeskyttelsesbekymring«, at mange detailkunder er uvidende om de involverede risici, og at undersøgelser foretaget af kompetente nationale myndigheder viser, at hovedparten af detailkunder, der investerer i CFD-kontrakter, taber penge på handelen (29).
58. For det sjette opstår spørgsmålet om, hvorvidt en person, der regelmæssigt foretager finansielle transaktioner gennem længere tid og for betydelige pengebeløb, skal anses for at indgå disse transaktioner som led i sin (sekundære) beskæftigelse (30). Sådanne transaktioner ville da ikke være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen, idet de ville være indgået med henblik på en brug, der ligger inden for denne persons (sekundære) beskæftigelse.
59. Som Kommissionen har anført i retsmødet, skal jeg i denne forbindelse bemærke, at national retspraksis giver en vis støtte til denne argumentation. High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Commercial Court) fastslog eksempelvis i AMT Futures Ltd. mod Marzillier, Dr Meier & Dr Guntner Rechtsanwaltesgesellschaft mbH [2015] 2 WLR 187, at samtlige investorer ikke skal anses for forbrugere som omhandlet i artikel 15, stk. 1, i Bruxelles I-forordningen, og at der med henblik på at tage stilling til, hvorvidt dette er tilfældet, skal tages hensyn til »den enkeltes forhold og investeringernes karakter og mønster«.
60. Jeg kan imidlertid ikke tilslutte mig denne argumentation.
61. Det er korrekt, at selv om formålet med indgåelsen af kontrakten i princippet skal bedømmes på tidspunktet for indgåelsen af denne kontrakt (31), skal der ikke desto mindre under visse omstændigheder tages hensyn til efterfølgende ændringer (32). Som generaladvokat Bobek anførte i Schrems-dommen, bør dette imidlertid forbeholdes særlige tilfælde (33). Der kan ikke foretages en ex post bedømmelse af formålet med kontrakten i hvert enkelt tilfælde eller i hver enkelt sag, hvor en rammeaftale (som eksempelvis rammeaftalen) fastsætter regler for indgåelsen af individuelle transaktioner (som eksempelvis CFD-kontrakter). Dette ville være i strid med retssikkerhedsprincippet (34), idet klassificeringen som forbruger ville afhænge af antallet af transaktioner, der foretages i henhold til rammeaftalen, og investoren følgelig ikke på tidspunktet for indgåelsen af rammeaftalen ville være klar over, hvorvidt personen anses for en forbruger. Dette ville endvidere være i strid med den retspraksis, der er nævnt i punkt 37 ovenfor, hvorefter der ikke skal tages hensyn til personens subjektive situation. For så vidt som det endelig ønskes oplyst, hvorvidt der skal tages hensyn til de investerede beløb og den opnåede gevinst, ville dette være i strid med den manglende værditærskel i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen (35).
62. Jeg skal bemærke, at der er en vis støtte i national retspraksis for dette synspunkt. I Standard Bank London Ltd. mod Dimitrios Apostolakis [2000] I.L.Pr. 766, fastslog High Court of Justice (England & Wales), Queens Bench Division (Commercial Court), at en civilingeniør og en advokat, der havde investeret i valutatransaktioner, skulle anses for forbrugere. Det var navnlig irrelevant, at de havde indgået 28 kontrakter med en samlet eksponering på 7 mio. USD. Størrelsen var angiveligt ikke afgørende, idet der ville kunne opstå vanskelige spørgsmål for så vidt angår tærsklen og dens efterfølgende anvendelse (36).
63. Det er min konklusion, at der med henblik på at fastslå, hvorvidt en person, der beskæftiger sig med handel på FOREX-markedet, skal anses for en forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen, ikke skal tages hensyn til denne persons viden, kontraktens værdi, den omstændighed, at personen aktivt afgiver sin egne ordrer, de involverede risici eller antallet samt transaktionernes hyppighed.
64. Jeg vil dernæst tage stilling til de to andre spørgsmål, der rejses af den forelæggende ret, nærmere bestemt hvorvidt artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen skal fortolkes i overensstemmelse med artikel 6 i Rom I-forordningen, og hvorvidt der skal tages hensyn til den omstændighed, at personen er en detailkunde som omhandlet i direktiv 2004/39.
D. Skal der tages hensyn til den omstændighed, at finansielle instrumenter ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 6 i Rom I-forordningen?
65. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst af Domstolen, hvorvidt artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen skal fortolkes i overensstemmelse med artikel 6 i Rom I-forordningen. Såfremt det er tilfældet, skal en person, der indgår en CFD-kontrakt, ikke anses for en forbruger som omhandlet i førstnævnte bestemmelse, henset til, at finansielle instrumenter som eksempelvis CFD-kontrakter ikke er omfattet af anvendelsesområdet for reglerne om forbrugeraftaler i artikel 6, stk. 1 og 2, i Rom I-forordningen.
66. Ifølge anmodningen om en præjudiciel afgørelse er Krajský soud v Ostravě (den regionale ret i Ostrava) af den opfattelse, at artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen skal fortolkes på en måde, der er i overensstemmelse med artikel 6 i Rom I-forordningen. Den forelæggende ret er af den modsatte opfattelse.
67. Jana Petruchová har gjort gældende, at artikel 17, 18 og 19 i Bruxelles Ia-forordningen finder anvendelse på finansielle instrumenter. Hun har gjort gældende, at såfremt det ikke var tilfældet, ville forordningens artikel 17 fastsætte en udtrykkelig udelukkelse på samme måde som i artikel 6, stk. 4, litra d), Rom I-forordningen. Kommissionen deler denne opfattelse.
68. Definitionen af begrebet »forbruger« i artikel 6, stk. 1, i Rom I-forordningen er nærmest identisk med definitionen af dette begreb i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen. Det bestemmes i førstnævnte bestemmelse, at den finder anvendelse på kontrakter, »som en fysisk person med henblik på brug, der må anses for at ligge uden for vedkommendes erhvervsmæssige virksomhed (»forbrugeren«), indgår med en anden person, der handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed (»den erhvervsdrivende«)«.
69. Denne nærmest identiske ordlyd tyder på, at der med henblik på at fortolke artikel 17 i Bruxelles Ia-forordningen skal tages hensyn til artikel 6 i Rom I-forordningen (37). Således fremgår det klart af syvende betragtning til Rom I-forordningen, at det materielle anvendelsesområde for denne forordning bør være i overensstemmelse med Bruxelles I-forordningen (den nugældende Bruxelles Ia-forordning). Selv om bestemmelserne i Bruxelles Ia-forordningen følgelig skal fortolkes i lyset af denne forordnings formål og den ordning, som den fastlægger, er det nødvendigt at tage hensynet til sammenhæng i betragtning i forbindelse med anvendelsen af Bruxelles Ia-forordningen og Rom I-forordningen.
70. Jeg skal for så vidt angår reglerne, der finder anvendelse på forbrugeraftaler i artikel 6, stk. 1 og 2, i Rom I-forordningen, bemærke, at de i henhold til bestemmelsens stk. 4, litra d), ikke finder anvendelse på »rettigheder og forpligtelser, der udgør et finansielt instrument« (38). Det fremgår af 30. betragtning til Rom I-forordningen, at med henblik på denne forordning forstås ved finansielle instrumenter og værdipapirer de i artikel 4 i direktiv 2004/39/EF omhandlede instrumenter. I henhold til artikel 4, stk. 1, nr. 17), i direktiv 2004/39, den nugældende artikel 4, stk. 1, nr. 15), i direktiv 2014/65/EU (39), forstås ved finansielle instrumenter de i bilag I, afsnit C, til direktiv 2004/39 anførte instrumenter. Bilag I, afsnit C, punkt 9, til direktiv 2004/39 henviser til CFD-kontraker (40).
71. Følgelig finder de for forbrugeraftaler gældende regler i artikel 6, stk. 1 og 2, i Rom I-forordningen ikke anvendelse på CFD-kontrakter (41).
72. Det følger imidlertid ikke, at de for forbrugeraftaler gældende regler i artikel 18 og 19 i Bruxelles Ia-forordningen ikke finder anvendelse på finansielle instrumenter som CFD-kontrakter.
73. Som Domstolen fastslog i Kainz-dommen, må den tilsigtede sammenhæng mellem instrumenter henhørende under den internationale privatret i EU’s retsorden ikke føre til, at bestemmelserne i Bruxelles Ia-forordningen fortolkes i strid med denne forordnings struktur og formål (42).
74. Der skal i denne forbindelse tages hensyn til forskellene i ordlyden af artikel 17 i Bruxelles Ia-forordningen og artikel 6 i Rom I-forordningen. Det er som nævnt i punkt 68 ovenfor korrekt, at definitionen af forbrugerbegrebet ved disse to bestemmelser er nærmest identisk. I henhold til artikel 17, stk. 3, i Bruxelles Ia-forordningen er kun én form for kontrakt imidlertid ikke omfattet af anvendelsesområdet for reglerne om forbrugerbeskyttelse (43), hvorimod andre kontrakter i henhold til artikel 6, stk. 4, i Rom I-forordningen ikke er omfattet af anvendelsesområdet for beskyttelsesreglerne i denne forordnings artikel 6, stk. 1 og 2. Hvor artikel 6, stk. 4, litra d), i Rom I-forordningen særligt foretager en udtrykkelig henvisning til finansielle instrumenter som omhandlet i bilag I, afsnit C, til direktiv 2004/39, er dette ikke tilfældet for så vidt angår artikel 17 i Bruxelles Ia-forordningen (44). Der kan følgelig ikke være tale om at fortolke sidstnævnte bestemmelse i overensstemmelse med artikel 6 i Rom I-forordningen for så vidt angår finansielle instrumenter (45).
75. Det er min konklusion, at det med henblik på at tage stilling til, hvorvidt en person, der beskæftiger sig med handel på FOREX-markedet, skal anses for en forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen, er irrelevant, at finansielle instrumenter ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 6 i Rom I-forordningen.
E. Skal der tages hensyn til den omstændighed, at personen er en detailkunde som omhandlet i direktiv 2004/39?
76. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst af Domstolen, hvorvidt en person, der anses for en »detailkunde« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i direktiv 2004/39, skal anses for en forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at det med henblik på at tage stilling til, hvorvidt en person er en forbruger, er irrelevant, at personen er en detailkunde.
77. Jana Petruchová har gjort gældende, at selv om detailkundebegrebet som omhandlet i direktiv 2004/39 og forbrugerbegrebet som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen er forskellige, forudsættes det, at en detailkunde er en forbruger. FIBO har anerkendt, at Jana Petruchová er en detailkunde, men har gjort gældende, at det ikke følger deraf, at hun skal anses for en forbruger.
78. Jeg vil som udgangspunkt præcisere, at en klassificering som en professionel kunde eller som en detailkunde har en virkning på den beskyttelse, der tilkommer personen. Der tilkommer detailkunder fuldstændig beskyttelse for så vidt angår navnlig de oplysninger, der gives af investeringsselskaber, hvorimod professionelle kunder kun anses for at have behov for begrænset beskyttelse (46).
79. En detailkunde er i henhold til artikel 4, stk. 1, nr. 12), i direktiv 2004/39 en »kunde, som ikke er professionel kunde«. I henhold til direktivets artikel 4, stk. 1, nr. 11), er en professionel kunde en »kunde, der opfylder kriterierne i bilag II« til dette direktiv.
80. I henhold til bilag II, afsnit I, til direktiv 2004/39 (47) skal følgende »anses for professionelle kunder«: for det første foretagender, der skal have tilladelse eller underkastes regulering for at virke på de finansielle markeder som eksempelvis kreditinstitutter, investeringsselskaber eller forsikringsselskaber, for det andet store virksomheder, der opfylder to af følgende tre krav, nærmere bestemt en balancesum, der overstiger 20 mio. EUR, en nettoomsætning, der overstiger 40 mio. EUR, og et kapitalgrundlag, der overstiger 2 mio. EUR, for det tredje offentlige enheder eller institutioner som eksempelvis nationale regeringer eller Verdensbanken, og for det fjerde andre institutionelle investorer, der primært investerer i finansielle instrumenter. Enheder, der tilhører én af disse fire kategorier, kan imidlertid anmode om behandling som ikke-professionelle.
81. I henhold til bilag II, afsnit II, til direktiv 2004/39 (48) kan kunder, der ikke er nævnt i afsnit I »efter anmodning […] behandles som professionelle kunder«. Med henblik på behandling som en professionel kunde bør mindst to af følgende tre kriterier være opfyldt: Kunden skal for det første have foretaget omfattende transaktioner på det relevante marked gennemsnitligt ti gange pr. kvartal i de foregående fire kvartaler, størrelsen af kundens portefølje skal for det andet overstige 500 000 EUR, og kunden skal for det tredje have arbejdet i den finansielle sektor i mindst ét år i en bestemt stilling.
82. Det er min opfattelse, at en detailkunde som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i direktiv 2004/39 ikke nødvendigvis er en forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen. Det kan ej heller antages, at en detailkunde er en forbruger. Jeg vil nedenfor anføre grundene til, hvorfor jeg har nået denne konklusion.
83. Den omstændighed, at direktiv 2004/39 i modsætning til et andet direktiv i den finansielle sektor, nærmere bestemt direktiv 2002/65/EF om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne (49), for det første ikke anvender udtrykket »forbruger«, tyder på, at detailkundebegrebet og forbrugerbegrebet adskiller sig fra hinanden.
84. Artikel 4, stk. 1, nr. 12), i direktiv 2004/39 kræver for det andet ikke, at detailkunden modtager investeringsservice eller accessoriske tjenesteydelser med henblik på brug, der ligger uden for personens erhvervsmæssige virksomhed. Som den forelæggende ret har bemærket, betyder dette, at kunden kan modtage sådanne ydelser med henblik på brug inden for personens erhvervsmæssige virksomhed, og at kunden i sådanne tilfælde ikke kan anses for en forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen.
85. En forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen er for det tredje en fysisk og ikke en juridisk person (50). Omvendt kan en detailkunde være en juridisk person (51). I henhold til artikel 4, stk. 1, nr. 10), i direktiv 2004/39 er en »kunde« en »fysisk eller juridisk person, til hvem et investeringsselskab yder investeringsservice og/eller accessoriske tjenester« (52). Detailkunder kan navnlig være juridiske enheder, der ikke opfylder to af de tre krav for behandling som professionelle kunder i henhold til bilag II, afsnit II, til direktiv 2004/39. Detailkunder kan endvidere være professionelle kunder (og således juridiske enheder) (53), der har anmodet om behandling som ikke-professionelle i henhold til bilag II, afsnit I, til direktiv 2004/39.
86. Klassificeringen som en detailkunde som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i direktiv 2004/39 og klassificeringen som en forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen har for det fjerde forskellige formål. Klassificeringen som en detailkunde sikrer, at der indrømmes fuldstændig beskyttelse, navnlig for så vidt angår oplysninger, som investeringsselskabet er forpligtet til at give kunden. Klassificeringen som en forbruger medfører anvendelsen af kompetenceregler, der fraviger artikel 4, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen. Det er korrekt, at begge bestemmelser har til formål at beskytte den svagere part, uanset om det er en detailkunde eller en forbruger. Jeg skal imidlertid bemærke, at direktiv 2004/39 har til formål beskytte samtlige investorer, detailinvestorer og professionelle investorer (54). Det fremgår af 86. betragtning til direktiv 2014/65, der ophævede og erstattede direktiv 2004/39, at det bør »præciseres, at principperne om at handle ærligt, redeligt og professionelt og forpligtelsen til at være reel, klar og ikkevildledende gælder i forholdet til alle kunder« (55).
87. Som repræsentanten fra FIBO har anført i retsmødet, uden at dette blev anfægtet, er det følgelig irrelevant, at Jana Petruchová oplyste FIBO om, at hun havde tre års erfaring på området, og at hun var en detailkunde.
88. Det er min konklusion, at det med henblik på at tage stilling til, hvorvidt en person, der beskæftiger sig med handel på FOREX-markedet, kan anses for en forbruger som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen, er irrelevant, hvorvidt denne person skal anses for en detailkunde som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i direktiv 2004/39.
IV. Forslag til afgørelse
89. I lyset af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare det præjudicielle spørgsmål fra Nejvyšší soud (øverste domstol, Den Tjekkiske Republik) som følger:
»Artikel 17, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at en person, der indgår en differencekontrakt, skal anses for en forbruger, såfremt denne kontrakt indgås med henblik på brug, der ligger uden for personens erhvervsmæssige virksomhed. Det er i denne forbindelse irrelevant, at personen aktivt afgiver sine egne ordrer på det internationale valutamarked, at differencekontrakter ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I), eller at personen er en detailkunde som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF.«