Sag T-144/04

Télévision française 1 SA (TF1)

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Annullationssøgsmål – beslutning fra Kommissionen, hvorved visse foranstaltninger truffet af Den Franske Republik til fordel for France 2 og France 3 erklæres forenelige med fællesmarkedet – søgsmålsfrist – procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c) – afvisning«

Sammendrag af kendelse

1.      Annullationssøgsmål – frister – begyndelsestidspunkt – dato for offentliggørelse – dato for erhvervelse af kendskab til retsakten – subsidiært kriterium

(Art. 230, stk. 5, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 26, stk. 3)

2.      Retspleje – stævning – formkrav

(Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1)

1.      Det følger af selve ordlyden af artikel 230, stk. 5, EF, at hvad angår tidspunktet for søgsmålsfristens begyndelse er kriteriet vedrørende den dato, hvor sagsøgeren har fået kendskab til retsakten, subsidiært i forhold til kriterierne vedrørende retsaktens offentliggørelse eller meddelelse.

Hvad angår retsakter, som efter den pågældende institutions faste praksis offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, selv om offentliggørelsen ikke er en betingelse for retsaktens anvendelighed, er det ikke kriteriet vedrørende datoen for kendskabet til retsakten, som gælder, men datoen for offentliggørelsen, som udløser søgsmålsfristen. I denne situation kan den berørte tredjemand nemlig med rette påregne, at den pågældende retsakt offentliggøres.

Hvad angår en retsakt, som ifølge artikel 26, stk. 3, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [88 EF] skal offentliggøres i Tidende, begynder søgsmålsfristen ifølge artikel 102, stk. 1, i Rettens procesreglement at løbe fra udløbet af fjortendedagen efter datoen for offentliggørelsen af retsakten.

(jf. præmis 18-22)

2.      Ifølge artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement skal stævningen indeholde en angivelse af søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene.

Denne angivelse skal være tilstrækkelig klar og præcis til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og til, at Retten kan træffe afgørelse i sagen, i givet fald på det foreliggende grundlag uden yderligere oplysninger.

Af hensyn til retssikkerheden og god retspleje er det en betingelse for at antage en sag til realitetsbehandling, at de faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, i det væsentlige fremgår af selve stævningen på en sammenhængende og forståelig måde. Selv om visse punkter i stævningen kan støttes og udbygges med henvisninger til afsnit i dokumenter, der vedlægges som bilag til stævningen, kan den omstændighed, at der mangler væsentlige oplysninger i stævningen, ikke afhjælpes ved en generel henvisning til andre dokumenter, selv om de er vedlagt som bilag til stævningen. Det tilkommer ikke Retten at forsøge ved hjælp af bilagene at klarlægge, hvilke anbringender og argumenter der kan antages at udgøre grundlaget for søgsmålet, da bilagene alene udgør et bevismateriale og et middel til sagens oplysning.

Ved vurderingen af, om stævningen opfylder kravene i procesreglementets artikel 44, stk. 1, er det derfor uden betydning, hvad der er gjort gældende i replikken. Navnlig kan den adgang til at fremføre anbringender og argumenter i replikken som uddybning af anbringender, der er gjort gældende i stævningen, og som er anerkendt i retspraksis, ikke påberåbes for at afhjælpe, at stævningen tilsidesætter betingelserne i procesreglementets artikel 44, stk. 1, da denne bestemmelse i modsat fald ville blive berøvet enhver virkning.

Forpligtelsen til at begrunde en retsakt, som er vedtaget af en institution, kan ganske vist lempes, når adressaten har et godt kendskab til baggrunden for dens vedtagelse, men denne adgang til at lempe begrundelsespligten kan ikke anvendes analogt på de krav om klarhed og præcision, som stilles til en stævning, der indgives ved Fællesskabets retsinstanser. Disse krav skal navnlig opfyldes af hensyn til Fællesskabets retsinstanser, som ikke har noget forudgående kendskab til den sag, der indbringes for dem. Desuden er det af hensyn til retssikkerheden ved fastlæggelsen af den terminologi, som anvendes i den juridiske argumentation, og af hensyn til god retspleje udelukket at tillægge det nogen betydning som begrundelse for at tilsidesætte kravene i procesreglementets artikel 44, stk. 1, at den institution, som har udstedt retsakten, må formodes at have et godt kendskab til sagens akter.

(jf. præmis 28-31)