Language of document :

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 27. oktober 2023 – Mazepin mod Rådet

(Sag T-743/22 R III)

(Særlige rettergangsformer – fælles udenrigs og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger truffet på baggrund af Ruslands tiltag, der underminerer og truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed – indefrysning af midler og andre økonomiske ressourcer – anmodning om foreløbige forholdsregler – afvisning)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Nikita Dmitrievich Mazepin (Moskva, Rusland) (ved advokaterne D. Rovetta, M. Campa, M. Moretto, V. Villante, T. Marembert og A. Bass)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved J. Rurarz og P. Mahnič, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Republikken Letland (ved J. Davidoviča og K. Pommere, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Med sit søgsmål i henhold til artikel 278 TEUF og 279 TEUF har sagsøgeren navnlig for det første nedlagt påstand om udsættelse af gennemførelsen af den bebudede genopførelse af sagsøgerens navn på listen over personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, på de samme betingelser som dem, der er fastsat i kendelse af 19. juli 2023, Mazepin mod Rådet (T-743/22 R II, ikke trykt i Sml., EU:T:2023:406, domskonklusionens punkt 1 og 2), indtil afsigelsen af dommen om sagens realitet, og for det andet nedlagt påstand om, at Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes, i det samme nummer af Den Europæiske Unions Tidende som det, hvori retsakterne om genopførsel af sagsøgerens navn vil blive offentliggjort, at lade offentliggøre en meddelelse, hvoraf det klart fremgår, at de nævnte retsakter udsættes på de samme betingelser som dem, der er fastsat i kendelse af 19. juli 2023, Mazepin mod Rådet (T-743/22 R II, ikke trykt i Sml., EU:T:2023:406, domskonklusionens punkt 1 og 2), indtil afsigelsen af dommen om sagens realitet, og for det tredje nedlagt påstand om, at Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at træffe alle de nødvendige foranstaltninger, for at kendelse af 19. juli, Mazepin mod Rådet (T-743/22 R II, ikke trykt i Sml., EU:T:2023:406) fuldt ud og effektivt overholdes af medlemsstaterne, og i særdeleshed for at det visum, som sagsøgeren fik udstedt den 7. august 2023, og ethvert andet visum, som måtte vise sig nødvendigt, i det mindste omfatter områderne i de medlemsstater i Den Europæiske Union, der er parter i Schengenaftalen, og forbliver gyldige i den periode, der er påkrævet for at sagsøgeren effektivt kan udøve de rettigheder, som denne kendelse giver sagsøgeren.

Konklusion

Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

____________