Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Specializat Mureș (Rumænien) den 21. marts 2023 – UG mod SC Raiffeisen Bank SA
(Sag C-176/23)
Processprog: rumænsk
Den forelæggende ret
Tribunal Specializat Mureș
Parter i hovedsagen
Appellant: UG
Indstævnt: SC Raiffeisen Bank SA
Præjudicielle spørgsmål
1) Skal artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13/EØF 1 af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, som er gennemført i national ret ved bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, i Legea nr. 193/2000, republicată, privind clauzele abuzive în contractele încheiate între profesioniști și consumatori (lov nr. 193/2000, som bekendtgjort på ny, om urimelige kontraktvilkår i aftaler indgået mellem erhvervsdrivende og forbrugere), navnlig sammenholdt med 12. og 13. betragtning til dette direktiv, henset til artikel 80 og 81 i Ordonanța de urgență a Guvernului (OUG) nr. 50/2010 privind contractele de credit pentru consumatori (regeringens hastedekret nr. 50/2010 om forbrugerkreditaftaler, herefter »hastedekret«), fortolkes således, at disse bestemmelser ikke udelukker, at de nationale retsinstanser også kan undersøge en mistanke om urimelige kontraktvilkår, der er fastsat i tillægsakter til låneaftaler indgået mellem erhvervsdrivende og forbrugere, inden sidstnævnte retsakt fik lovkraft, dvs. i henhold til artikel 95 i hastedekret nr. 50/2010, såfremt forbrugeren udtrykkeligt har accepteret disse, efter de regler, der er fastsat i artikel 40, stk. 1, i hastedekret nr. 50/2010 om forbrugerkreditaftaler, eller skal disse kontraktvilkår anses for at være stiltiende accepteret i henhold til loven i medfør af artikel 40, stk. 3, i hastedekret nr. 50/2010?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, ønsker den nationale retsinstans oplyst, om en national retspraksis, hvorefter den stiltiende accept af en tillægsakt affattet efter reglerne i artikel 40, stk. 1, og i henhold til artikel 95 i hastedekret nr. 50/2010 om forbrugerkreditaftaler automatisk indebærer, at [nævnte tillægsakt] anses for forhandlet, og at de kontraktvilkår, der er fastsat i dennes indhold, dermed er udelukket fra undersøgelsen af eventuelle mistanker, som denne retsinstans måtte nære om, at kontraktvilkårene er urimelige, også i strid [med den i første spørgsmål omhandlede mulighed], henset til de ovenfor anførte bestemmelser og de faktiske omstændigheder i den verserende sag?
____________
1 Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).