Language of document :

Sag anlagt den 2. oktober 2008 - Stim mod Kommissionen

(Sag T-451/08)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Föreningen Svenska Tonsättares Internationella Musikbyrå (Stim) u.p.a. (Stockholm, Sverige) (ved solicitor C. Thomas og lawyer N. Pourbaix)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Artikel 3 og artikel 4, stk. 2, samt artikel 4, stk.3, for så vidt som den henviser til artikel 3 i Kommissionens beslutning af 16. juli 2008 om en procedure i henhold til artikel 81 EF og artikel 53 EØS i sag COMP/C2/38.698 - CISAC, annulleres.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med sit søgsmål har sagsøgeren nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning af 16. juli 2008 om en procedure i henhold til artikel 81 EF og artikel 53 EØS (Sag COMP/C2/38.698 - CISAC), særligt artikel 3, hvori det fastslås, at EØS-CISAC1-medlemmerne anvendte en samordnet praksis i strid med artikel 81 EF og artikel 53 EØS ved at koordinere territoriale afgrænsninger af de gensidige repræsentationsbemyndigelser, de hver især var tildelt, på en måde, som begrænser en licens til det nationale område for hvert forvaltningsselskab.

Til støtte for sine påstande har sagsøgeren gjort følgende gældende:

Ifølge sagsøgeren tilsidesætter den anfægtede beslutning artikel 151, stk. 4 EF, idet Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad tog konsekvenserne for kulturel mangfoldighed i Europa i betragtning, da den forlangte, at den påståede samordnede praksis vedrørende territoriale afgrænsninger af de bemyndigelser, som EØS-forvaltningsselskaber tildelte andre EØS-forvaltningsselskaber med henblik på udstedelse af licens til deres repertoire ved anvendelse af satellit, kabel og internet, bringes til ophør. Desuden har sagsøgeren gjort gældende, at beslutningen vil skade kulturel mangfoldighed i Europa, idet ophavsmænd til musik med en mindre udbredt kulturel interesse vil miste den sikkerhed, de har under det nuværende system, hvor deres musik gives i licens, og hvor der oppebæres indtægter på alle de områder, hvor deres musik fremføres.

Sagsøgeren har derudover gjort gældende, at Kommissionen skulle have taget den omstændighed i betragtning, at den begrænsning af konkurrencen, som den har identificeret, er fiktiv eller højst af marginal karakter. Ifølge sagsøgeren foreligger der ikke en begrænsning af konkurrencen i henhold til artikel 81, stk. 1 EF. Sagsøgeren hævder derfor, at Kommissionen har begået en retlig fejl eller anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved anvendelsen af nævnte bestemmelse. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen lovligt kunne have fritaget den samordnede praksis i henhold til artikel 81, stk. 3 EF. Ved ikke at gøre dette, skadede den unødvendigt den kulturelle mangfoldighed i Europa.

____________

1 - International Confederation of Societies of Authors and Composers.