DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
11. april 2024 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2008/118/EF – artikel 1, stk. 2 – punktafgifter – elektricitet – national lovgivning om indførelse af en tillægspunktafgift på elektrisk energi – ingen særlige formål – tillægsafgift, som de nationale retsinstanser anser for at være i strid med direktiv 2008/118/EF – den endelige forbrugers tilbagesøgning af den uretmæssigt betalte afgift er kun mulig hos leverandøren – artikel 288 TEUF – direkte virkning – effektivitetsprincippet«
I sag C-316/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunale di Como (retten i Como, Italien) ved afgørelse af 28. april 2022, indgået til Domstolen den 11. maj 2022, i sagen
Gabel Industria Tessile SpA,
Canavesi SpA
mod
A2A Energia SpA,
Energit SpA,
Agenzia delle Dogane e dei Monopoli,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, E. Regan, samt dommerne Z. Csehi, M. Ilešič (refererende dommer), I. Jarukaitis og D. Gratsias,
generaladvokat: N. Emiliou,
justitssekretær: fuldmægtig C. Di Bella,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. september 2023,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den spanske regering ved A. Ballesteros Panizo og J. Rodríguez de la Rúa Puig, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved A. Armenia og F. Moro, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 16. november 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 288, stk. 3, TEUF og effektivitetsprincippet.
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med to i hovedsagen forenede sager, der står mellem dels Gabel Industria Tessile SpA og A2A Energia SpA, dels Canavesi SpA på den ene side samt Energit SpA og Agenzia delle Dogane e dei Monopoli (told- og monopolmyndigheden, Italien) på den anden side, og som vedrører krav om tilbagebetaling af de beløb, som Gabel Industria Tessile og Canavesi i 2010 og 2011 betalte til A2A Energia og Energit i tillægspunktafgift på elektricitet fastsat i den italienske lovgivning.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (EUT 2009, L 9, s. 12) er blevet ophævet ved Rådets direktiv (EU) 2020/262 af 19. december 2019 om den generelle ordning for punktafgifter (EUT 2020, L 58, s. 4). Ikke desto mindre finder direktiv 2008/118 fortsat anvendelse ratione temporis på de faktiske omstændigheder i tvisterne i hovedsagen.
4 Direktivets artikel 1 bestemte:
»1. I dette direktiv fastlægges den generelle ordning for punktafgifter, der direkte eller indirekte pålægges forbruget af følgende varer, i det følgende benævnt »punktafgiftspligtige varer«:
a) energiprodukter og elektricitet omfattet af [Rådets] direktiv 2003/96/EF [af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT 2003, L 283, s. 51)]
[...]
2. Medlemsstaterne kan lægge yderligere indirekte afgifter på punktafgiftspligtige varer til særlige formål, forudsat at disse afgifter er i overensstemmelse med Fællesskabets afgiftsregler for punktafgifter eller [merværdiafgift (moms)], for så vidt angår bestemmelse af afgiftsgrundlaget, afgiftsberegning, afgiftens forfald og kontrol af afgiften, idet disse regler dog ikke omfatter bestemmelser om fritagelser.
[...]«
5 Artikel 9, stk. 2, i direktiv 2008/118 fastsatte:
»Punktafgiften pålægges og opkræves og, hvor det er relevant, godtgøres eller eftergives efter en procedure, som fastlægges af den enkelte medlemsstat. [...]«
6 Det nævnte direktivs artikel 48, stk. 1, havde følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 1. januar 2010 de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv fra den 1. april 2010. [...]«
Italiensk ret
Lovdekret nr. 511/1988
7 I den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i tvisterne i hovedsagen, og under alle omstændigheder frem til den 31. marts 2012, havde artikel 6 i decreto-legge n. 511 – Disposizioni urgenti in materia di finanza regionale e locale (lovdekret nr. 511 om hastebestemmelser vedrørende regionale og lokale finanser) af 28. november 1988 (GURI nr. 280 af 29.11.1988), som ændret ved artikel 5 i decreto legislativo n. 26 – Attuazione della direttiva 2003/96/CE che ristruttura il quadro comunitario per la tassazione dei prodotti energetici e dell’elettricita (lovdekret nr. 26 om gennemførelse af direktiv 2003/96/EF om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet) af 2. februar 2007 (almindeligt tillæg til GURI nr. 68 af 22.3.2007) (herefter »lovdekret nr. 511/1988«), følgende ordlyd:
»1. Der indføres en tillægspunktafgift på elektricitet som omhandlet i artikel 52 ff. i den ved [decreto legislativo 26 ottobre 1995, n. 504 (lovdekret nr. 504 af 26.10.1995)] godkendte konsoliderede udgave af lovbestemmelserne om afgifter på produktion og forbrug samt om strafferetlige og administrative sanktioner, i det følgende benævnt »den konsoliderede punktafgiftslov«, på:
a) 18,59 [EUR] pr. 1 000 kWh til fordel for kommunerne for ethvert forbrug i boliger, bortset fra sekundære boliger og elforsyning med en rådighedseffekt på op til 3 kW på brugernes registrerede bopæl, dog højst de første 150 kWh af det månedlige forbrug. For så vidt angår forbrug, der overstiger grænsen på 150 kWh for kontrakter på op til 1,5 kW, og som overstiger grænsen på 220 kWh for kontrakter på over 1,5 kW og op til 3 kW, opkræves den tilsvarende tillægsafgift i henhold til de kriterier, der er fastsat i kapitel I, punkt 2, i det tværministerielle prisudvalgs afgørelse nr. 15 af 14. december 1993.
b) 20,40 [EUR] pr. 1 000 kWh til fordel for kommunerne for ethvert forbrug i sekundære boliger.
c) 9,30 [EUR] pr. 1 000 kWh til fordel for provinserne for ethvert forbrug i andre lokaler og på andre steder end beboelsesejendomme for alle kontrakter, dog op til et maksimalt månedligt forbrug på 200 000 kWh.
[...]
3. De i stk. 1 omhandlede tillægsafgifter betales af de afgiftspligtige personer, som er omhandlet i den konsoliderede punktafgiftslovs artikel 53, på tidspunktet for leveringen af elektricitet til de endelige forbrugere eller, når der er tale om elektricitet, som er produceret eller købt til eget forbrug, på forbrugstidspunktet. Tillægsafgifterne opkræves og tilbagesøges efter den samme fremgangsmåde som punktafgiften på elektricitet.
4. De i stk. 1 omhandlede tillægsafgifter vedrørende levering af elektricitet med en rådighedseffekt på højst 200 kW betales direkte til de kommuner og provinser, på hvis område brugerne befinder sig. Tillægsafgifterne vedrørende levering af elektricitet med en rådighedseffekt på over 200 kW og vedrørende forbrug af elektricitet, der er produceret eller købt til eget forbrug, indbetales til statskassen, med undtagelse af de tillægsafgifter, som opkræves i regionen Valle d’Aosta [(Italien)] og i de selvstyrende provinser Trento [(Italien)] og Bolzano [(Italien)], der indbetales direkte til kommunerne og provinserne selv.
[...]«
Lovdekret nr. 504/1995
8 Artikel 14 i decreto legislativo n. 504 – Testo unico delle disposizioni legislative concernenti le imposte sulla produzione e sui consumi e relative sanzioni penali e amministrative (lovdekret nr. 504 om bekendtgørelse af lovbestemmelser om afgifter af fremstilling og forbrug samt om strafferetlige og administrative sanktioner) af 26. oktober 1995 (almindeligt tillæg til GURI nr. 279 af 29.11.1995) (herefter »lovdekret nr. 504/1995«) bestemmer:
»1. Punktafgiften tilbagebetales, når det viser sig, at den er blevet urigtigt erlagt; de i nærværende artikel omhandlede tilbagebetalingsregler finder ligeledes anvendelse på anmodninger om lempelse, der indrømmes ved hel eller delvis godtgørelse af den erlagte punktafgift eller på andre måder, som er fastsat i reglerne for den enkelte lempelse.
2. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, litra e), og artikel 10b, stk. 1, litra d), skal anmodningen om tilbagebetaling indgives inden to år fra betalingsdatoen eller den dato, på hvilken denne ret kan udøves, idet der ellers sker præklusion.
[...]
4. Såfremt den punktafgiftspligtige person ved udfaldet af en retssag pålægges at tilbagebetale tredjemænd punktafgiftsbeløb, som uberettiget er blevet overvæltet på dem, skal den punktafgiftspligtige person anmode om tilbagebetaling inden for 90 dage fra den dato, på hvilken den dom, hvormed denne er blevet pålagt at tilbagebetale beløbene, opnår retskraft, idet der ellers sker præklusion.«
9 Lovdekretets artikel 16, stk. 3, er sålydende:
»Punktafgiftspligtige personer og indehavere af licens til drift af kommercielle oplag af energiprodukter kan, efter at have erlagt afgiften, overvælte deres tilgodehavender på aftagere af de produkter, for hvilke disse personer har erlagt denne afgift, i forbindelse med faktureringen [...]«
10 Det nævnte lovdekrets artikel 53 fastsætter:
»1. Følgende er forpligtet til at betale punktafgift på elektricitet:
a) enheder, der fakturerer elektricitet til de endelige forbrugere [...]
[...]«
Tvisterne i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
11 Gabel Industria Tessile og Canavesi er to italienske selskaber, der med henholdsvis A2A Energia og Energit indgik kontrakter om levering af elektricitet til deres produktionsanlæg.
12 I 2010 og 2011 betalte Gabel Industria Tessile og Canavesi de beløb, som skyldtes i henhold til disse kontrakter, herunder en tillægsafgift, der inden at blive ophævet den 1. april 2012 var fastsat i artikel 6 i lovdekret nr. 511/1988, og som skulle betales ud over punktafgiften på elektricitet.
13 I 2020 anlagde de sag mod deres leverandører ved Tribunale di Como (retten i Como, Italien), som er den forelæggende ret, idet de inden for rammerne af to civile søgsmål, der er blevet forenet af den nævnte ret, har nedlagt påstand om tilbagebetaling af de beløb, der er blevet betalt i henhold til denne afgift, med den begrundelse, at de nationale bestemmelser om indførelse af afgiften er uforenelige med EU-retten.
14 Den nævnte ret har anført, at Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) som følge af dom af 25. juli 2018, Messer France (C-103/17, EU:C:2018:587), fastslog, at den tillægspunktafgift på elektricitet, der inden sin ophævelse var fastsat i artikel 6 i lovdekret nr. 511/1988, ikke havde noget særligt formål, og at den derfor var i strid med artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118.
15 Den forelæggende ret har præciseret, at artikel 6 i lovdekret nr. 511/1988 ikke er blevet ændret ved decreto legislativo n. 48 – Attuazione della direttiva 2008/118/CE relativa al regime generale delle accise e che abroga la direttiva 92/12/CEE (lovdekret nr. 48 om gennemførelse af direktiv 2008/118/EF om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF) af 29. marts 2010 (GURI nr. 75 af 31.3.2010).
16 Den forelæggende ret har yderligere anført, at de to tvister, som er blevet indbragt for den, indgår i en række af verserende tvister vedrørende håndteringen af de beløb, der blev betalt med urette i perioden mellem udløbet af den frist, som medlemsstaterne blev indrømmet til at efterkomme direktiv 2008/118, og den italienske lovgivers ophævelse af tillægspunktafgiften på elektricitet.
17 I denne forbindelse har de realitetsbehandlende retsinstanser i Italien anlagt to forskellige tilgange.
18 Ifølge en første tendens i retspraksis – der, såfremt den følges, vil føre til et afslag på anmodningerne om tilbagebetaling af denne afgift – kan en retsinstans i en tvist mellem private ikke undlade at anvende en national bestemmelse, som er i strid med et EU-direktiv, idet direktivet ellers gives en »horisontal direkte virkning«, som Domstolen har udelukket.
19 Den anden tendens i retspraksis – der, såfremt den følges, vil føre til, at de nævnte anmodninger bliver efterkommet – er støttet på pligten til at fortolke national ret i lyset af direktivets tekst og formål med henblik på at opnå de resultater, der forfølges med direktivet, fra datoen for udløbet af fristen for gennemførelse af det pågældende direktiv. I henhold til denne retspraksis fører den nævnte forpligtelse til at anerkende, at princippet om, at direktiver kun har vertikal direkte virkning, ikke er til hinder for, at det i et horisontalt »overvæltningsforhold« fastslås, at der foreligger en uretmæssig betaling på grund af sammenhængen mellem dette forhold og det afgiftsretlige forhold, hvorpå det i EU-retten fastsatte forbud finder direkte anvendelse.
20 På denne baggrund har Tribunale di Como (retten i Como, Italien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er EU-retten generelt, og navnlig artikel 288, stk. 3, TEUF, til hinder for, at en national domstol i en tvist mellem private undlader at anvende en national bestemmelse, som er i strid med en klar, præcis og ubetinget bestemmelse i et direktiv, der ikke er blevet gennemført eller er blevet ukorrekt gennemført, med den konsekvens, at en privat pålægges yderligere forpligtelser, såfremt dette ifølge den nationale ordning (artikel 14, stk. 4, i lovdekret nr. 504/1995) udgør betingelsen for, at en privat over for staten kan gøre de rettigheder gældende, der følger af dette direktiv?
2) Er effektivitetsprincippet til hinder for en national bestemmelse (artikel 14, stk. 4, i lovdekret nr. 504/1995), hvorefter en endelig forbruger ikke direkte kan anmode staten om tilbagebetaling af urigtigt erlagt afgift, men kun har mulighed for at fremsætte et civilretligt krav mod en afgiftspligtig om tilbagesøgning af det i urigtig formening om skyld erlagte beløb, idet den afgiftspligtige er den eneste, som har ret til at opnå tilbagebetaling fra skattemyndighederne, når den eneste grund til, at afgiften er ulovlig – dvs. at den er i strid med et [EU]-direktiv – udelukkende kan påberåbes i retsforholdet mellem den afgiftspligtige og skattemyndighederne, og ikke i retsforholdet mellem den afgiftspligtige og den endelige forbruger, hvilket således indebærer, at tilbagebetalingsordningen i praksis er uvirksom, eller skal det med henblik på at sikre overholdelsen af det nævnte princip i et sådant tilfælde lægges til grund, at den endelige forbruger har ret til direkte at fremsætte sit krav over for skattemyndighederne, idet der er tale om et tilfælde, hvor det viser sig at være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at få den urigtigt erlagte afgift tilbagebetalt af leverandøren?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
21 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 288, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en national retsinstans i en tvist mellem private undlader at anvende en national bestemmelse, hvorved der er blevet indført en afgift, som er i strid med en klar, præcis og ubetinget bestemmelse i et direktiv, der ikke er blevet gennemført eller er blevet ukorrekt gennemført.
22 Det bemærkes i denne henseende, at ifølge artikel 288, stk. 3, TEUF består et direktivs bindende karakter, som er grundlaget for, at der kan støttes ret herpå, kun i forhold til »enhver medlemsstat, som det rettes til«. Efter fast retspraksis følger det heraf, at et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private, og at en direktivbestemmelse derfor ikke som sådan kan påberåbes over for sådanne personer ved en national domstol (dom af 22.12.2022, Sambre & Biesme og Commune de Farciennes, C-383/21 og C-384/21, EU:C:2022:1022, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
23 Når dette er sagt, skal det for det første bemærkes, at EU-retten ikke er til hinder for, at en medlemsstat udøver sin kompetence med hensyn til form og midler for at nå de resultater, der er fastsat i direktivet, ved i sin nationale lovgivning at fastsætte, at klare, præcise og ubetingede bestemmelser i et direktiv, der ikke er gennemført eller ikke er gennemført korrekt, bliver inkorporeret i medlemsstatens nationale retsorden efter udløbet af fristen for gennemførelse, og at en privatperson følgelig kan påberåbe sig disse bestemmelser over for en anden privatperson. I en sådan situation er den forpligtelse, der således pålægges private, nemlig ikke pålagt på grundlag af EU-retten, men på grundlag af national ret, og den udgør derfor ikke en yderligere forpligtelse i forhold til de forpligtelser, som er fastsat i den nævnte ret (jf. i denne retning dom af 18.1.2022, Thelen Technopark Berlin, C-261/20, EU:C:2022:33, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
24 Det forholder sig følgelig således, at selv om et direktiv i medfør af EU-retten ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private og derfor som sådan påberåbes over for sådanne personer ved en national retsinstans, kan en medlemsstat derimod give de nationale retsinstanser beføjelse til på grundlag af national ret at undlade at anvende enhver bestemmelse i national ret, der er i strid med en EU-retlig bestemmelse, som ikke har direkte virkning (jf. i denne retning dom af 18.1.2022, Thelen Technopark Berlin, C-261/20, EU:C:2022:33, præmis 33).
25 Selv om et direktiv ikke har horisontal virkning, kan en national retsinstans således give en borger mulighed for at støtte sig på, at en afgift, som en sælger uretmæssigt har overvæltet på den pågældende i overensstemmelse med en mulighed, som sælgeren er indrømmet i henhold til national lovgivning, er ulovlig, med henblik på at neutralisere den yderligere økonomiske byrde, som borgeren i sidste ende har måttet bære, såfremt en sådan mulighed er fastsat i national lovgivning, hvilket det i hovedsagen tilkommer den forelæggende ret at afgøre.
26 For det andet har Domstolen fastslået, at borgerne ikke alene kan støtte ret på ubetingede og tilstrækkeligt præcise direktivbestemmelser over for en medlemsstat og alle dens administrative organer, men ligeledes over for organer eller enheder, der er undergivet statens myndighed eller kontrol, eller som har beføjelser, der er særligt vidtgående i forhold til dem, der følger af de bestemmelser, som finder anvendelse i forholdet mellem private (jf. i denne retning dom af 10.10.2017, Farrell, C-413/15, EU:C:2017:745, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis). I det foreliggende tilfælde tilkommer det den forelæggende ret at foretage den nødvendige efterprøvelse med henblik på at afgøre, om de pågældende leverandører henhører under en af disse kategorier.
27 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 288, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en national retsinstans i en tvist mellem private undlader at anvende en national bestemmelse, hvorved der er blevet indført en indirekte afgift, som er i strid med en klar, præcis og ubetinget bestemmelse i et direktiv, der ikke er blevet gennemført eller er blevet ukorrekt gennemført, medmindre andet er fastsat i national ret, eller den enhed, over for hvilken det er blevet gjort gældende, at afgiften er ulovlig, er undergivet statens myndighed eller kontrol eller har beføjelser, som er særligt vidtgående i forhold til dem, der følger af de bestemmelser, som finder anvendelse i forholdet mellem private.
Det andet spørgsmål
28 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, der ikke gør det muligt for den endelige forbruger direkte fra medlemsstaten at kræve tilbagebetaling af den yderligere økonomiske byrde, som denne forbruger har båret som følge af, at en leverandør i overensstemmelse med en i national ret indrømmet mulighed har overvæltet en afgift, som vedkommende selv havde betalt med urette, men som kun gør det muligt for en sådan forbruger at anlægge et civilt søgsmål med påstand om tilbagesøgning af urigtigt erlagte beløb mod en sådan leverandør, når den uretmæssige karakter af denne betaling er en følge af, at den nævnte afgift er i strid med en klar, præcis og ubetinget bestemmelse i et direktiv, der ikke er blevet gennemført eller er blevet ukorrekt gennemført, og når denne ugyldighedsgrund, fordi det er umuligt som sådan at påberåbe sig et direktiv i en tvist mellem private, ikke lovligt kan påberåbes inden for rammerne af et sådant søgsmål.
29 I denne henseende er medlemsstaterne efter Domstolens faste praksis principielt forpligtede til at tilbagebetale skatter og afgifter, der er opkrævet i strid med EU-retten, idet retten til at få tilbagebetalt disse afgifter består som en konsekvens af og i tilslutning til de rettigheder, som borgerne er tillagt ved de EU-retlige bestemmelser, der forbyder sådanne afgifter (dom af 20.10.2011, Danfoss og Sauer-Danfoss, C-94/10, EU:C:2011:674, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).
30 Som en undtagelse til princippet om tilbagebetaling af afgifter, som er uforenelige med EU-retten, kan det imidlertid afslås at tilbagebetale afgifter, der er opkrævet med urette, når dette ville medføre en ugrundet berigelse af de berettigede, dvs. når det er godtgjort, at den person, som er forpligtet til at betale de nævnte afgifter, faktisk har overvæltet dem direkte på en anden person (jf. i denne retning dom af 20.10.2011, Danfoss og Sauer-Danfoss, C-94/10, EU:C:2011:674, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).
31 I en sådan situation er det således ikke den afgiftspligtige, der har måttet betale den afgift, som er opkrævet med urette, men den endelige forbruger, på hvem afgiften er blevet overvæltet. Såfremt den afgiftspligtige fik tilbagebetalt det afgiftsbeløb, som denne allerede har modtaget fra den endelige forbruger, ville der derfor for den afgiftspligtige være tale om en dobbelt betaling, der ville kunne anses for en ugrundet berigelse, og konsekvenserne af, at afgiften er ulovlig, ville ikke derved være afhjulpet i forhold til den endelige forbruger (jf. i denne retning dom af 20.10.2011, Danfoss og Sauer-Danfoss, C-94/10, EU:C:2011:674, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
32 I den nævnte situation skal det derimod undgås, at den pågældende medlemsstat drager fordel af tilsidesættelsen af EU-retten. For så vidt som en sådan overvæltning er blevet foretaget i overensstemmelse med en mulighed, som leverandørerne er indrømmet i henhold til national ret, og den endelige forbruger efterfølgende endelig med urette har båret denne yderligere økonomiske byrde, skal sidstnævnte således have mulighed for at opnå tilbagebetaling af en sådan byrde enten direkte hos den nævnte medlemsstat eller hos den sælgende afgiftspligtige person. I sidstnævnte tilfælde skal denne afgiftspligtige person derfor have mulighed for at anmode den nævnte medlemsstat om godtgørelse af den tilbagebetaling, som personen har måttet foretage.
33 Når dette er sagt, skal det bemærkes, at det efter fast retspraksis forholder sig således, at det i mangel af EU-retlige bestemmelser på det pågældende område tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de præcise processuelle regler, i henhold til hvilke retten til at opnå tilbagebetaling af den nævnte økonomiske byrde skal udøves (jf. analogt dom af 15.3.2007, Reemtsma Cigarettenfabriken, C-35/05, EU:C:2007:167, præmis 37), idet disse regler dog skal overholde ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet (jf. i denne retning dom af 17.6.2004, Recheio – Cash & Carry, C-30/02, EU:C:2004:373, præmis 17, og af 6.10.2005, MyTravel, C-291/03, EU:C:2005:591, præmis 17).
34 Navnlig kræver effektivitetsprincippet, såfremt en sådan tilbagebetaling viser sig at være umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig at opnå fra de berørte leverandører, at den endelige forbruger skal kunne rette sit krav om tilbagebetaling direkte mod den pågældende medlemsstat (jf. i denne retning dom af 15.3.2007, Reemtsma Cigarettenfabriken, C-35/05, EU:C:2007:167, præmis 41, og af 26.4.2017, Farkas, C-564/15, EU:C:2017:302, præmis 53).
35 I det foreliggende tilfælde fremgår det af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at tillægspunktafgiften på elektricitet i henhold til artikel 53 i lovdekret nr. 504/1995 skulle betales af elleverandørerne, men at de sidstnævnte derefter væltede afgiften direkte over på de endelige forbrugere i overensstemmelse med den mulighed, som de var indrømmet ved artikel 16, stk. 3, i lovdekret nr. 504/1995. Ifølge de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, fastsætter dette lovdekret imidlertid, at de endelige forbrugere ikke direkte kan anmode den pågældende medlemsstat om tilbagebetaling af den yderligere økonomiske byrde, som de således med urette har båret, men at de udelukkende skal fremsætte et sådant krav over for de nævnte leverandører.
36 Eftersom det som anført i nærværende doms præmis 22 forholder sig således, at en ukorrekt gennemført eller ikke-gennemført bestemmelse i et direktiv – selv om den er klar, præcis og ubetinget – ikke i sig selv kan skabe en yderligere forpligtelse for private i forhold til dem, der er fastsat i den nationale lovgivning, og at den derfor ikke som sådan kan påberåbes over for dem, følger det heraf, at det i en situation som den i hovedsagen omhandlede er retligt umuligt for de endelige forbrugere at gøre gældende over for elleverandørerne, at tillægspunktafgiften på elektricitet er uforenelig med bestemmelserne i direktiv 2008/118, og følgelig at opnå tilbagebetaling af den yderligere økonomiske byrde, der er affødt af denne afgift, og som de har måttet bære på grund af Den Italienske Republiks manglende korrekte gennemførelse af dette direktiv.
37 Henset til de oplysninger, der er fremlagt for Domstolen med hensyn til kendetegnene ved den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, og med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse heraf, skal det derfor fastslås, at en sådan lovgivning tilsidesætter effektivitetsprincippet, idet den ikke gør det muligt for en endelig forbruger direkte at anmode medlemsstaten om tilbagebetaling af den yderligere økonomiske byrde, som den pågældende har båret som følge af, at en leverandør på grundlag af en mulighed, som denne er indrømmet i henhold til den nationale lovgivning, har overvæltet en afgift, som leverandøren selv med urette har betalt til den nævnte medlemsstat.
38 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det andet spørgsmål skal besvares med, at effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, der ikke gør det muligt for den endelige forbruger direkte fra medlemsstaten at kræve tilbagebetaling af den yderligere økonomiske byrde, som denne forbruger har båret som følge af, at en leverandør i overensstemmelse med en i national ret indrømmet mulighed har overvæltet en afgift, som vedkommende selv havde betalt med urette, men som kun gør det muligt for en sådan forbruger at anlægge et civilt søgsmål med påstand om tilbagesøgning af urigtigt erlagte beløb mod en sådan leverandør, når den uretmæssige karakter af denne betaling er en følge af, at den nævnte afgift er i strid med en klar, præcis og ubetinget bestemmelse i et direktiv, der ikke er blevet gennemført eller er blevet ukorrekt gennemført, og når denne ugyldighedsgrund, fordi det er umuligt som sådan at påberåbe sig et direktiv i en tvist mellem private, ikke lovligt kan påberåbes inden for rammerne af et sådant søgsmål.
Sagsomkostninger
39 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:
1) Artikel 288, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en national retsinstans i en tvist mellem private undlader at anvende en national bestemmelse, hvorved der er blevet indført en indirekte afgift, som er i strid med en klar, præcis og ubetinget bestemmelse i et direktiv, der ikke er blevet gennemført eller er blevet ukorrekt gennemført, medmindre andet er fastsat i national ret, eller den enhed, over for hvilken det er blevet gjort gældende, at afgiften er ulovlig, er undergivet statens myndighed eller kontrol eller har beføjelser, som er særligt vidtgående i forhold til dem, der følger af de bestemmelser, som finder anvendelse i forholdet mellem private.
2) Effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, der ikke gør det muligt for den endelige forbruger direkte fra medlemsstaten at kræve tilbagebetaling af den yderligere økonomiske byrde, som denne forbruger har båret som følge af, at en leverandør i overensstemmelse med en i national ret indrømmet mulighed har overvæltet en afgift, som vedkommende selv havde betalt med urette, men som kun gør det muligt for en sådan forbruger at anlægge et civilt søgsmål med påstand om tilbagesøgning af urigtigt erlagte beløb mod en sådan leverandør, når den uretmæssige karakter af denne betaling er en følge af, at den nævnte afgift er i strid med en klar, præcis og ubetinget bestemmelse i et direktiv, der ikke er blevet gennemført eller er blevet ukorrekt gennemført, og når denne ugyldighedsgrund, fordi det er umuligt som sådan at påberåbe sig et direktiv i en tvist mellem private, ikke lovligt kan påberåbes inden for rammerne af et sådant søgsmål.
Underskrifter