Sag C-256/15
Drago Nemec
mod
Republika Slovenija
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vrhovno sodišče)
»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2000/35/EF – bekæmpelse af forsinket betaling – Domstolens kompetence – transaktion indgået inden Republikken Sloveniens tiltrædelse af Den Europæiske Union – anvendelsesområde – begrebet »handelstransaktioner« – begrebet »virksomhed« – maksimalt morarentebeløb«
Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 15. december 2016
1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – fortolkning af et direktiv i forbindelse med en tvist, der er opstået inden en medlemsstats tiltrædelse af Den Europæiske Union, og som fortsætter med at have retsvirkninger efter denne tiltrædelse – omfattet
(Art. 267 TEUF)
2. Tilnærmelse af lovgivningerne – bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner – direktiv 2000/35 – anvendelsesområde – transaktioner indgået af en enhed, der handler som led i selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet – begreb – behov for at udøve nævnte aktivitet på en struktureret og stabil måde – bedømmelseskriterier
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/35, art. 2, nr. 1)]
3. Tilnærmelse af lovgivningerne – bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner – direktiv 2000/35 – morarenter i tilfælde af forsinket betaling – national lovgivning, der begrænser det maksimale morarentebeløb til denne gælds hovedstolsbeløb – lovlig
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/35, art. 3, stk. 1, litra a)-c)]
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 25-27)
2. Artikel 2, nr. 1), i direktiv 2000/35 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner skal fortolkes således, at en fysisk person, der er indehaver af en tilladelse til at udøve virksomhed som selvstændig håndværker, skal anses for at være en virksomhed som omhandlet i denne bestemmelse, og den transaktion, som den pågældende har indgået, som en handelstransaktion som omhandlet i samme bestemmelse, såfremt denne transaktion, selv om den ikke vedrører en aktivitet, der er omfattet af den nævnte tilladelse, indgår i udøvelsen af en struktureret, stabil og selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet, hvilket det under hensyn til samtlige omstændigheder i sagen tilkommer den nationale ret at efterprøve.
Det er således ikke tilstrækkeligt, at en person indgår en transaktion, der vedrører en økonomisk aktivitet såsom udlejning af et gode til tredjemand, for at være omfattet af begrebet virksomhed og for, at denne transaktion kan kvalificeres som handelstransaktion som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2000/35. Denne person skal ydermere som enhed handle som led i en sådan aktivitet eller som led i selvstændig erhvervsmæssig aktivitet. Dette krav indebærer, at nævnte person, uanset dennes retlige form og status, udøver denne aktivitet på en struktureret og stabil måde, som derfor ikke kan begrænse sig til en særskilt og enkeltstående levering, og at den pågældende transaktion indgår i nævnte aktivitet. Det følger derimod for det første ikke af artikel 2, nr. 1), i direktiv 2000/35, at den pågældende aktivitet nødvendigvis skal være den pågældende persons primære økonomiske eller erhvervsmæssige aktivitet, eller være tilknyttet sidstnævnte aktivitet. For det andet kan kvalificeringen af en person som virksomhed i denne bestemmelses forstand ikke afhænge af de nationale kompetente myndigheders udstedelse af en tilladelse til udøvelse af den pågældende aktivitet.
Selv om den omstændighed, at den pågældende person i sidstnævnte henseende har indgået en transaktion i forbindelse med den aktivitet, for hvilken denne person har opnået tilladelse til udøvelse, blandt andre momenter kan tages i betragtning for at prøve, om denne person har handlet i egenskab af virksomhed som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2000/35, kan denne omstændighed ikke være afgørende. Til disse andre omstændigheder, der kan tages i betragtning, hører bl.a. det forhold, at den pågældende person handler under sit firmanavn eller under sit navn til erhvervsmæssigt brug, og at den indgåede transaktion giver anledning til udstedelsen af en faktura.
(jf. præmis 33-36, 40, 42 og 44 samt domskonkl. 1)
3. Direktiv 2000/35 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning, som fastsætter, at der ikke længere påløber morarenter, når beløbet for morarenter, der skyldes, men som ikke er betalt, når op på samme beløb som hovedstolsbeløbet (reglen ne ultra alterum tantum).
Eftersom direktiv 2000/35 ikke indeholder bestemmelser om den periode, hvor der påløber morarenter eller det et maksimale beløb for disse morarenter, kan medlemsstaterne således fortsat regulere dette spørgsmål, dog med forbehold af, at de formål, der forfølges med dette direktiv, ikke tilsidesættes, og at direktivet ikke fratages dets effektive virkning. I denne henseende kan en sådan regel, ved at fastsætte loftet for morarenter til hovedstolen, begrænse den afskrækkende virkning, der er knyttet til betalingen af morarenter. For det første fører et sådant loft imidlertid hverken til, at formålet om beskyttelse af kreditorerne, som forfølges med direktiv 2000/35, undermineres, eller at direktivet fratages dets effektive virkning. Reglen ne ultra alterum tantum fører nemlig ikke til en begrænsning af morarentebeløbet, således at den tømmer kreditors ret til i henhold til dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra a)-c), at kræve sådanne morarenter i tilfælde af forsinket betaling, for indhold, eller at den fratager morarenter deres afskrækkende funktion over for debitor. Nævnte regel har desuden ikke nogen konsekvenser for den gældende morarentesats, som skal svare til den rentesats, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, litra d). For det andet kan den nationale lovgiver, i henhold til den skønsmargen, som denne råder over, antage, at der skal skabes balance mellem formålet om beskyttelse af kreditorerne og behovet for at undgå, at der pålægges debitor en urimelig gæld. Inden for rammerne af denne skønsmargen kan lovgiver antage, at en regel såsom reglen ne ultra alterum tantum udgør et egnet middel til dette formål.
(jf. præmis 48, 49, 52-55 og 59 samt domskonkl. 2)