EU-PERSONALERETTENS DOM (Tredje Afdeling)

2. maj 2007 (*)

»Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – undersøgelse gennemført af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) – omplacering – forordning (EF) nr. 1073/1999 – afgørelse 1999/396/EF, EKSF, Euratom – forsømmelse – skade – erhvervssygdom – hensyntagen til de i vedtægtens artikel 73 fastsatte ydelser«

I sag F-23/05,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA,

Jean-Louis Giraudy, tidligere tjenestemand ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Paris (Frankrig), ved avocat D. Voillemot,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Currall og G. Berscheid, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

RETTEN (Tredje Afdeling)

sammensat af præsidenten, P. Mahoney (refererende dommer), og dommerne H. Kanninen og S. Gervasoni,

justitssekretær: fuldmægtig S. Boni,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 11. juli 2006,

afsagt følgende

Dom

1        Ved stævning indleveret til Justitskontoret for De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 20. april 2005 har Jean-Louis Giraudy nedlagt følgende påstande:

–        Annullation af Kommissionens afgørelse af 21. februar 2005, der afviser hans klage af 22. september 2004.

–        Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale ham erstatning for det tab, som han hævder at have lidt, opgjort til 264 000 EUR for den økonomiske skade og 500 000 EUR for den ikke-økonomiske skade.

 Retsforskrifter

A –  Bestemmelser om undersøgelser vedrørende bekæmpelse af svig

2        Betragtning 10 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (EFT L 136, s. 1), har følgende ordlyd:

»[D]isse undersøgelser bør gennemføres i overensstemmelse med traktaten og især protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter, under overholdelse af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, [benævnt »vedtægt« i denne forordning], og under fuld respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, specielt for rimelighedsprincippet, den berørte persons ret til at udtale sig om de forhold, der vedrører ham, og for princippet om, at kun forhold, som har beviskraft, kan danne grundlag for en undersøgelse; […]«

3        Forordningens artikel 4, stk. 1, »Interne undersøgelser«, har følgende ordlyd:

»På de områder, der er omhandlet i artikel 1, foretager [Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig] administrative undersøgelser [i det følgende benævnt »interne undersøgelser«] inden for institutionerne, organerne og kontorerne og agenturerne.

De interne undersøgelser foretages under overholdelse af bestemmelserne i traktaterne, særlig protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter, under overholdelse af vedtægten og på de betingelser og særlige vilkår, der er fastsat i nærværende forordning og i beslutninger, som hver enkelt institution, organ, kontor og agentur vedtager. Institutioner konsulterer hinanden om den ordning, der skal fastsættes ved en sådan beslutning.«

4        Stk. 2 i forordningens artikel 5, »Indledning af undersøgelser«, har følgende ordlyd:

»De interne undersøgelser indledes på grundlag af en beslutning truffet af kontorets direktør, som handler på eget initiativ eller på grundlag af en anmodning fra den institution, det organ eller det kontor eller agentur, hvor undersøgelsen skal gennemføres.«

5        Samme forordnings artikel 8, stk. 1 og 2, med overskriften »Tavshedspligt og beskyttelse af oplysninger«, har følgende ordlyd:

»1. Alle oplysninger, der indhentes i forbindelse med eksterne undersøgelser, uanset i hvilken form det måtte være, er beskyttet af reglerne for disse undersøgelser.

2. De oplysninger, der meddeles eller indhentes i forbindelse med interne undersøgelser, uanset i hvilken form det måtte være, er omfattet af tavshedspligt og beskyttet i henhold til de bestemmelser, der gælder for De Europæiske Fællesskabers institutioner.

Oplysningerne må ikke meddeles andre end dem, der i De Europæiske Fællesskabers institutioner eller i medlemsstaterne i kraft af deres hverv skal have kendskab til dem, eller anvendes til andre formål end bekæmpelse af svig, bestikkelse og enhver anden ulovlig aktivitet.«

6        Artikel 2 i Kommissionens afgørelse 1999/396/EF, EKSF, Euratom af 2. juni 1999 om betingelser og regler for interne undersøgelser i forbindelse med bekæmpelse af svig, bestikkelse og alle andre ulovlige aktiviteter til skade for Fællesskabernes interesser (EFT L 149, s. 57), med overskriften »Oplysningspligt«, bestemmer i stk. 1 og 2:

»Enhver tjenestemand eller anden ansat i Kommissionen, som får kendskab til forhold, der lader formode, at der kunne foreligge tilfælde af svig, bestikkelse eller enhver anden form for ulovlig aktivitet, der skader Fællesskabernes interesser, eller alvorlige forhold i forbindelse med udøvelsen af arbejdsmæssige aktiviteter, der kan indebære manglende opfyldelse af Fællesskabernes tjenestemænds og ansattes forpligtelser, som bør forfølges administrativt og eventuelt strafferetligt, eller manglende opfyldelse af analoge forpligtelser, der påhviler medlemmer, ledere eller ansatte, der ikke er omfattet af vedtægten, underretter omgående sin kontorchef eller generaldirektør, eller, såfremt han finder det hensigtsmæssigt, sin generalsekretær eller Kontoret [for Bekæmpelse af Svig] direkte.

Kommissionens generalsekretær, generaldirektører, kontorchefer eller andre ledere sender omgående alle oplysninger i deres besiddelse, som lader formode, at der foreligger uregelmæssigheder som omhandlet i første afsnit, til Kontoret [for Bekæmpelse af Svig].«

7        Artikel 4, med overskriften »Underretning af den berørte person«, i afgørelse 1999/396 foreskriver i stk. 1:

»Såfremt det afsløres, at et medlem af, en tjenestemand eller anden ansat i Kommissionen kunne være personligt involveret, skal den pågældende hurtigt underrettes, såfremt der ikke er risiko for, at dette skader undersøgelsen. Under alle omstændigheder kan der ikke drages konklusioner, som med navns nævnelse berører et medlem, en tjenestemand eller en anden ansat i Kommissionen, efter undersøgelsens afslutning, uden at den pågældende har fået mulighed for at udtale sig om de faktiske omstændigheder, som berører ham.«

B –  Bestemmelser om risikodækning for erhvervssygdomme

8        Artikel 73, stk. 1, første afsnit, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«) foreskriver, at »[u]nder de betingelser, der er fastsat i henhold til en af Fællesskabernes institutioner efter fælles aftale og efter udtalelse fra vedtægtsudvalget vedtaget ordning, sikres tjenestemanden fra tiltrædelsesdagen imod risiko for erhvervssygdomme og ulykker […]«.

9        Vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra b), bestemmer, at i tilfælde af vedvarende, total invaliditet modtager den pågældende udbetaling af et engangsbeløb, der er lig med hans årlige grundløn multipliceret med otte, udregnet på grundlag af tjenestemandens månedsløn i de sidste tolv måneder forud for ulykken.

10      Ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber (herefter »dækningsordningen«) fastsætter til gennemførelse af vedtægtens artikel 73 de vilkår, i henhold til hvilke tjenestemanden dækkes mod risiko for ulykker og erhvervssygdomme.

11      Dækningsordningens artikel 12, stk. 1, bestemmer, at i tilfælde af tjenestemandens vedvarende, totale invaliditet som følge af en ulykke eller erhvervssygdom udbetales der ham det i vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra b), fastsatte beløb.

12      Dækningsordningens artikel 17, stk. 2, første og tredje afsnit, bestemmer, at administrationen iværksætter en undersøgelse med henblik på at tilvejebringe alle oplysninger om lidelsens art, dens erhvervsmæssige oprindelse og omstændighederne ved dens opståen. På grundlag af undersøgelsesrapporten fremlægger den eller de læger, der er udpeget af institutionerne, de konklusioner, der er omhandlet i dækningsordningens artikel 19.

13      I henhold til dækningsordningens artikel 19 vedrørende afgørelser om anerkendelse af sygdommens erhvervsmæssige oprindelse træffes disse afgørelser af ansættelsesmyndigheden (herefter »AIPN«) ifølge proceduren i ordningens artikel 21 på grundlag af udtalelsen fra den eller de læger, der er udpeget af institutionerne, og hvis tjenestemanden anmoder herom, efter høring af det lægeudvalg, der er omhandlet i ordningens artikel 23.

C –  Bestemmelser om invaliditetsydelse

14      Vedtægtens artikel 78, stk. 1, bestemmer, at den tjenestemand, der er ramt af vedvarende invaliditet, som anses for fuldstændig og medfører, at den pågældende er ude af stand til at gøre tjeneste i en stilling i hans ansættelsesgruppe, er berettiget til invaliditetsydelse. Stk. 4 og 5 i samme artikel foreskriver bl.a., at hvis invaliditeten skyldes en erhvervssygdom, afholdes hele bidraget til pensionsordningen, som invaliditetsydelsen er betinget af, af institutionen.

D –  Generelle vedtægtsmæssige bestemmelser

15      Vedtægtens artikel 7, stk. 1, første afsnit, som affattet på tidspunktet for nærværende sags omstændigheder, bestemmer:

»Ansættelsesmyndigheden skal ved udnævnelse eller forflyttelse, idet der udelukkende tages hensyn til tjenstlige synspunkter og uden hensyntagen til statsborgerskab, ansætte den enkelte tjenestemand i en stilling i hans ansættelsesgruppe, som svarer til hans lønklasse.«

16      Artikel 25, stk. 2, har følgende ordlyd:

»Enhver afgørelse, der træffes i henhold til denne vedtægt om en bestemt person, skal straks meddeles den pågældende tjenestemand skriftligt. Enhver afgørelse, der indebærer et klagepunkt, skal begrundes.«

17      Vedtægtens artikel 62, stk. 1 og 2, bestemmer:

»Tjenestemanden har i henhold til de i bilag VII fastsatte betingelser, og medmindre andet udtrykkeligt er bestemt, på grundlag af sin udnævnelse ret til det vederlag, der svarer til hans lønklasse og -trin.

Tjenestemanden kan ikke give afkald på denne ret.«

 Faktiske omstændigheder

18      Sagsøgeren var i 2002 tjenestemand i lønklasse A3, ansat ved Generaldirektoratet (GD) »Presse og Kommunikation«, som chef for Kommissionens repræsentation i Frankrig, i Paris.

19      I andet halvår af 2000 foretog Generaldirektoratet (GD) »Uddannelse og Kultur« en revision af Info-Point Europe d’Avignon, der ledes af Maison de l’Europe d’Avignon et de Vaucluse. Den heraf følgende rapport, dateret den 27. november 2000, pegede på svagheder i dette Info-Point Europes regnskaber. Rapporten blev den 12. december 2000 fremsendt til generaldirektøren for GD »Uddannelse og Kultur«, som den 8. februar 2001 fremsendte den til kontorchefen for »Presse og Kommunikation« (nu GD »Presse og Kommunikation«) i forbindelse med overførsel af visse aktiviteter fra det nævnte generaldirektorat til afdelingen »Presse og Kommunikation«. Rapporten blev ligeledes sendt til Kommissionens repræsentation i Paris.

20      I forlængelse af en klage vedrørende Maison de l’Europe d’Avignon et de Vaucluses funktion blev der gennemført en supplerende kontrol inden for rammerne af ovennævnte revision. Denne kontrol medførte en skrivelse af 6. december 2000, som konkluderede, at der var risiko for fiktive projekter. At der var tale om fiktive projekter, blev bekræftet ved OLAF’s eksterne undersøgelse IO/2001/4086 vedrørende Maison de l’Europe d’Avignon et de Vaucluse. Skrivelsen om den supplerende kontrol var ikke blevet fremsendt til Kommissionens repræsentation i Paris af afdelingen »Presse og Kommunikation« med hjemsted i Bruxelles. Adspurgt af Retten under retsmødet om grunden til, at denne skrivelse ikke var blevet fremsendt, svarede Kommissionens repræsentant, at han »ikke var i stand til […] at give et præcist svar på dette punkt, men at [det måtte] vurderes, at der højest var tale om en administrativ forglemmelse«.

21      Ved skrivelse underskrevet i fællesskab af den 21. marts 2001 havde generaldirektøren for GD »Uddannelse og Kultur«, M. V., og kontorchefen for »Presse og Kommunikation«, M. F., fremsendt revisionsrapporten af 27. november 2000 og skrivelsen om supplerende kontrol af 6. december 2000 til OLAF, i henhold til artikel 2, stk. 2, i afgørelse 1999/396. I skrivelsen anførte underskriverne bl.a., at sideløbende med de oplysninger, som de fremsendte til OLAF’s generaldirektør, var chefen for Kommissionens repræsentation i Frankrig og kontorchefen med ansvar for Maisons de l’Europe et des Info-Points Europe blevet anmodet om at »indberette« de oplysninger, de måtte have kendskab til, og som eventuelt kunne kaste lys over sagen. Sagsøgeren hævder, at han aldrig har modtaget en sådan anmodning.

22      I begyndelsen af november 2002 modtog generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation«, M. F., fra tjenestemænd i hans generaldirektorat, der ønskede at være anonyme, men som han har udtalt at være bekendt med, en præcis og udførlig anmeldelse af uregelmæssigheder vedrørende navnlig relationen mellem sagsøgeren og formanden for Maison de l’Europe d’Avignon et de Vaucluse, tildeling af støtte til fiktive projekter i Maison de l’Europe, ledelsen af den økonomiske interessegruppe Sources d’Europe og favorisering i forbindelse med udbud. I henhold til artikel 2, stk. 2, i afgørelse 1999/396 underrettede generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« OLAF om de faktiske oplysninger, han havde kendskab til, ved en skrivelse af 6. november 2002 vedlagt bilag med de faktiske oplysninger, som han havde modtaget meddelelse om.

23      Den 15. november 2002 indledte OLAF en intern undersøgelse vedrørende mulige uregelmæssigheder i GD »Presse og Kommunikation«, nærmere bestemt i Kommissionens repræsentation i Paris (undersøgelse OF/2002/0513). Indledningen af denne undersøgelse var genstand for en pressemeddelelse offentliggjort af OLAF.

24      Ved skrivelse dateret fredag den 15. november 2002, som sagsøgeren anfører at have modtaget pr. e-mail mandag morgen den 18. november 2002, meddelte generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« sagsøgeren, at OLAF havde indledt en undersøgelse vedrørende mistanke om uregelmæssigheder baseret på de faktiske oplysninger, som Kommissionens repræsentation i Paris skulle tage stilling til, og anmodede sagsøgeren om straks at rejse til Bruxelles for at mødes med ham.

25      Mødet fandt sted den 18. november 2002 i Bruxelles.

26      Ligeledes den 18. november 2002 indledte OLAF sine undersøgelser i Kommissionens repræsentationskontorer i Paris.

27      I forlængelse af telefoniske oplysninger, hvorefter sagsøgeren, tilbage i Kommissionens repræsentation i Paris den 18. november 2002, efter mødet med generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« havde udspurgt personalet i repræsentationen om, hvad OLAF havde foretaget sig i dagens løb, henstillede OLAF’s generaldirektør til GD »Presse og Kommunikation« at forbyde sagsøgeren og dennes vicekontorchef adgang til repræsentationens kontorer under undersøgelsen for at sikre en korrekt afvikling af undersøgelsen. Sagsøgeren har imidlertid bestridt, at han vendte tilbage til repræsentationen den 18. november 2002 og havde forsøgt at udspørge personalet, og har anført, at han først vendte tilbage den følgende dag om morgenen.

28      Den 19. november 2002 besluttede generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation«, der optrådte som AIPN, med virkning fra samme dag at ændre sagsøgerens placering i tjenestens interesse og at placere ham som »[r]ådgiver for [g]eneraldirektøren for GD [»Presse og Kommunikation«] i Bruxelles«.

29      Denne beslutning blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse dateret den 19. november 2002 fra generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation«, som indeholdt meddelelse om, »[a]t med henblik på at fremme en korrekt afvikling af den undersøgelse, som OLAF havde indledt vedrørende funktionen af Kommissionens repræsentation i Paris, [havde han] besluttet i tjenestens interesse fra dags dato at forflytte sagsøgeren til GD [»Presse og Kommunikation«] – Bruxelles, [og at hans] nøjagtige placering [ville blive] meddelt ham inden for de nærmeste dage«.

30      Sagsøgerens vicekontorchef blev ligeledes omgående omplaceret fra Paris til Bruxelles.

31      Ved skrivelse af 20. november 2002 meddelte generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« personalet i Kommissionens repræsentation i Paris, at repræsentationen var gået ind i en undersøgelsesfase, der forventedes at vare omkring en måned.

32      Sagsøgeren tilkendegav sine indsigelser med hensyn til den omplacering, han var blevet genstand for, i forskellige skrivelser til generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation«, dateret den 21., 22. og 27. november 2002. I sine skrivelser af 21. og 22. november 2002 foreslog han bl.a. at tage orlov i perioden for OLAF’s undersøgelse i Kommissionens repræsentation i Paris. Generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« svarede sagsøgeren ved en kort skrivelse af 27. november 2002, hvori han bekræftede at have besluttet at tildele ham andre opgaver i generaldirektoratet »med henblik på at sikre undersøgelsens korrekte afvikling og undgå eventuelle interessekonflikter«.

33      Den 21. november 2002 fandt der et nyt møde sted mellem sagsøgeren og generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation«, hvorunder sidstnævnte underrettede den berørte person om, at omplaceringen af ham udgjorde en retssikrende foranstaltning.

34      Ligeledes den 21. november 2002 offentliggjorde Kommissionen en pressemeddelelse om, at »[GD »Presse og Kommunikation«] havde anmodet [OLAF] om at undersøge muligheden for at indlede en undersøgelse vedrørende en vis mistanke om uregelmæssigheder i forvaltningen af støtte udbetalt i Frankrig i henhold til informations- og kommunikationspolitikken[;] for at sikre en korrekt afvikling af denne undersøgelse og for at undgå, at det opfattedes som om, der var tale om en interessekonflikt, havde han besluttet i tjenestens interesse at omplacere to tjenestemænd fra Kommissionens repræsentation i Paris til Bruxelles, administrative beslutninger, [som] ikke på nogen måde foregreb undersøgelsens konklusioner«. Dagen før offentliggørelsen af denne pressemeddelelse havde generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« telefoneret til sagsøgeren for at underrette ham herom.

35      Stadig den 21. november 2002 holdt M. F., der denne gang optrådte som talsmand for Kommissionen, en funktion, han ligeledes varetog, den ordinære pressekonference, hvorunder han af journalisterne blev spurgt om OLAF’s undersøgelse og om omplaceringen til Bruxelles af to tjenestemænd fra Kommissionens repræsentation i Paris. I sine svar på journalisternes spørgsmål nævnte han ikke de pågældende to tjenestemænd ved navns nævnelse. Han understregede, at ingen var genstand for beskyldninger, og at afgørelserne om omplacering til en anden tjenestegren i samme generaldirektorat var truffet for at undgå interessekonflikter og for at sikre en korrekt afvikling af undersøgelsen. Under denne pressekonference spurgte en journalist ham bl.a., om han kunne »sige, om den ansvarlige for kontoret i Paris [var] ansvarlig for samtlige udgifter i Frankrig og i dette tilfælde for Maison de l’Europe [d’]Avignon [et de Vaucluse], eftersom det så ud til, at det var dette, det drejede sig om, og journalisten [spurgte ham også, om denne var eller ikke var ansvarlig for ledelsen af Maison de l’Europe […]«, hvortil Kommissionens talsmand bl.a. svarede, at [det var] mere kompliceret end som så, at forvaltningen af denne støtte henhørte under flere forskellige personer, at der fandtes en International Sammenslutning af Europakontorer i Bruxelles, at Kommissionen klart nok havde kontorer i de forskellige berørte lande […]«.

36      Den 23. november 2002 bragte dagbladet Le Monde en artikel om OLAF’s undersøgelse og omplaceringen af de to tjenestemænd, hvori sagsøgeren og hans vicekontorchef blev nævnt ved navns nævnelse.

37      Ved skrivelse af 28. november 2002 præciserede generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« over for sagsøgeren, hvad hans opgave som »[r]ådgiver for generaldirektøren for GD [»Presse og kommunikation«] i Bruxelles bestod i«. Han bekræftede ligeledes over for ham, at hans omplacering til Bruxelles var retssikrende, og at den havde til formål at sikre en korrekt afvikling af undersøgelsen og at undgå eventuelle interessekonflikter.

38      Den 20. december 2002 afholdt Kommissionens talsmand og generaldirektør for GD »Presse og Kommunikation« en pressekonference, hvorunder han meddelte, at der ikke længere var noget til hinder for at ophæve den retssikrende foranstaltning, som de to tjenestemænd var genstand for, og at han snarest ville drøfte de nærmere vilkår ved overvågningen af ophævelsen af denne foranstaltning med de to tjenestemænd.

39      Den franske presse behandlede ophævelsen af de retssikrende foranstaltninger vedrørende de to tjenestemænd i artikler offentliggjort i dagbladene Le Monde (den 22. og 23. december 2002), Le Figaro (den 21. og 22. december 2002) og Libération (den 21. og 22. december 2002).

40      Den 6. januar 2003 blev der afholdt et nyt møde mellem sagsøgeren og generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation«, hvorunder genindsættelsen af den berørte person i hans stilling som chef for Kommissionens repræsentation i Paris blev drøftet.

41      Den 16. januar 2003 blev sagsøgeren hørt af OLAF’s efterforskere, i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i afgørelse 1999/396.

42      Ved afgørelse af 21. januar 2003, med tilbagevirkende kraft fra den 19. december 2002, omplacerede AIPN sagsøgeren i hans tidligere stilling som chef for Kommissionens repræsentation i Paris. Sagsøgeren har gjort gældende, at han først modtog denne afgørelse den 12. februar 2003. Han har imidlertid aldrig reelt genoptaget sit arbejde i Kommissionens repræsentation i Paris på grund af sygdom.

43      De to tjenestemænds genindtræden i deres stilling i Paris var den 21. januar 2003 genstand for et parlamentarisk spørgsmål stillet af Colette Flesch til Kommissionen (skriftlig forespørgsel E-0036/03). Den 5. marts 2003 besvarede Romano Prodi, Kommissionens formand, på Kommissionens vegne dette spørgsmål, hvor han bl.a. beklagede, at medierne havde nævnt de pågældendes navne.

44      Den 5. marts 2003 meddelte generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« sagsøgeren, at visse stillinger som chef for Kommissionens repræsentation, herunder ved repræsentationen i Frankrig, i nærmeste fremtid ville blive opslået som ledige.

45      Den 6. maj 2003 afleverede OLAF sin afsluttende undersøgelsesrapport. Dens konklusioner frikender sagsøgeren med hensyn til de påstande, der havde ført til indledningen af undersøgelsen, og præciserer, at en vigtig skrivelse om supplerende kontrol, dateret den 6. december 2000, hvis indhold ville have givet sagsøgeren og hans vicekontorchef mulighed for at danne sig et mere kritisk skøn over, hvordan Maison de l’Europe d’Avignon et de Vaucluse fungerede, aldrig var blevet fremsendt til Kommissionens repræsentation i Paris af GD »Presse og Kommunikation«. Ifølge OLAF’s rapport »har det forhold, at [h]ovedsædet ikke har fremsendt skrivelsen om supplerende kontrol af 6. december 2000 til [r]epræsentationen, indirekte bidraget til at øge OLAF’s mistanke til sagsøgeren og hans vicekontorchef«.

46      På en pressekonference af 17. juni 2003, i forlængelse af et spørgsmål stillet af en journalist, gav Kommissionens nye talsmand, M. K., udtryk for sin og institutionens sympati med sagsøgeren.

47      I en artikel af 23. oktober 2003 omtalte dagbladet La Tribune »den beklagelige »affære« vedrørende Kommissionens Paris-kontor, som har ført til, at ledelsen blev kastet ud som bytte for medierne, indtil […] OLAF diskret konkluderede, at der manglede grundlag for de formulerede anklager«.

48      Den 22. marts 2004 konstaterede invaliditetsudvalget, at sagsøgeren var ramt af en vedvarende invaliditet, der blev anset for total og gjorde det umuligt for ham at varetage sin stilling. Invaliditetsudvalget udtalte sig ikke om en eventuel erhvervsmæssig oprindelse til invaliditeten, idet det mente, at det måtte foretrækkes at afvente afslutningen af den i henhold til vedtægtens artikel 73 indledte procedure. Sagsøgeren fik tilkendt invalidepension i henhold til vedtægtens artikel 53 fra den 1. maj 2004.

49      Ved skrivelse af 10. december 2004 indgav sagsøgeren en ansøgning om, at hans sygdom blev anerkendt som erhvervssygdom, i henhold til vedtægtens artikel 73.

50      Tidligere, ved skrivelse af 2. marts 2004, suppleret ved en skrivelse af 17. juni 2004, havde sagsøgeren indgivet en ansøgning om erstatning for den skade, han angiveligt havde lidt i forbindelse med og under OLAF’s undersøgelse, med hjemmel i vedtægtens artikel 90, stk. 1.

51      Denne ansøgning blev afvist ved AIPN’s afgørelse af 8. juli 2004.

52      Den 22. september 2004 indgav sagsøgeren klage over denne afgørelse i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, første afsnit. Kommissionen modtog klagen den 19. oktober 2004.

53      AIPN afviste sagsøgerens klage ved beslutning af 21. februar 2005.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

54      Dette søgsmål blev oprindelig registreret på Justitskontoret for Retten i Første Instans under nr. T-169/05.

55      Ved kendelse af 15. december 2005 henviste Retten i Første Instans i henhold til artikel 3, stk. 3, i Rådets afgørelse 2004/752/EF, Euratom af 2. november 2004 om oprettelse af en ret for EU-personalesager (EUT L 333, s. 7) nærværende sag til Retten. Sagen blev registreret på Rettens Justitskontor som sag F-23/05.

56      Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse anmodede Retten ved skrivelse af 22. marts og 7. juni 2006 Kommissionen om at fremlægge visse dokumenter, bl.a. OLAF’s rapport af 6. maj 2003. Kommissionen efterkom Rettens anmodninger inden for den fastsatte frist. Ved skrivelse af 22. marts 2006 opfordrede Retten sagsøgeren til at underrette den om en eventuel afslutning af den i henhold til vedtægtens artikel 73 indledte procedure.

57      Ved skrivelse fremsendt til Rettens Justitskontor den 25. september 2006 ved telefax tilstillede sagsøgeren Retten en skrivelse, som han havde sendt til Kommissionen den 18. august 2006, og hvorved han erklærede at give afkald på ansøgningen om, at hans sygdom blev anerkendt som erhvervssygdom.

58      Retten besluttede, at det undtagelsesvis kunne godtages, at dette dokument, der var modtaget efter afslutningen af den mundtlige forhandling, tilførtes til sagsakterne, for så vidt som det dels henviste til en omstændighed, der havde fundet sted efter retsmødet, dels kunne have en indvirkning på løsningen af tvisten.

59      Da Retten fandt, at det i overensstemmelse med kontradiktionsprincippet var nødvendigt at sætte Kommissionen i stand til at fremsætte bemærkninger til det pågældende dokument, traf Retten ved kendelse af 17. oktober 2006 bestemmelse om genåbning af den mundtlige forhandling i henhold til artikel 62 i procesreglementet for Retten i Første Instans, der finder tilsvarende anvendelse for Retten i medfør af artikel 3, stk. 4, i afgørelse 2004/752, indtil Rettens procesreglement træder i kraft.

60      Kommissionen fremsendte sine bemærkninger til det pågældende dokument ved telefax til Rettens Justitskontor den 10. november 2006 (originaleksemplaret blev indleveret den 13.11.2006).

61      Ved skrivelse af 16. november 2006 anmodede Retten sagsøgeren om at gøre eventuelle bemærkninger om sidstnævnte skrivelse fra Kommissionen gældende.

62      Sagsøgeren indleverede sine bemærkninger til Rettens Justitskontor den 29. november 2006 ved telefax (originaleksemplaret blev indleveret den 4.12.2006).

63      Ved Rettens skrivelse af 11. december 2006 blev parterne underrettet om afslutningen af den mundtlige forhandling.

64      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Kommissionens afgørelse af 21. februar 2005 annulleres, for så vidt som den afviser hans klage af 22. september 2004.

–        Det fastslås, at Kommissionens fejl har medført et sikkert og måleligt tab, og at der er årsagsforbindelse mellem fejlene og tabet.

–        Retten fastslår, at en økonomisk erstatning for det af sagsøgeren lidte tab er berettiget.

–        Den økonomiske skade fastsættes til 264 000 EUR og den ikke-økonomiske skade til 500 000 EUR.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

65      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende bestemmelser.

 Retlige bemærkninger

A –  Formaliteten

66      Kommissionen har rejst tre formalitetsindsigelser om henholdsvis manglende forskriftsmæssig administrativ procedure, manglende søgsmålsinteresse og sagens for tidlige anlæggelse.

1.     Manglende forskriftsmæssig administrativ procedure

a)     Parternes argumenter

67      Kommissionen har udtrykt tvivl med hensyn til, om sagen kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at sagsøgeren har påberåbt sig en skade som følge af afgørelsen om omplacering af 19. november 2002, som ikke var blevet anfægtet efter proceduren i vedtægtens artikel 90 og 91.

68      Sagsøgeren har heroverfor gjort gældende, at hans påstand om erstatning ikke alene er baseret på anfægtelsen af nævnte afgørelse, men vedrører tillige forskellige anbringender vedrørende fejl begået af Kommissionen, bl.a. i forbindelse med udbredelsen af dens pressemeddelelse af 21. november 2002, i forbindelse med erklæringer fra dens talsmand under pressekonferencen den samme dag og i forbindelse med fremsendelsen af dokumenter til OLAF. Nærværende erstatningssøgsmål, der må betragtes som en helhed, bør derfor antages til realitetsbehandling.

b)     Rettens bemærkninger

69      Inden for rammerne af klageadgangen i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91 kan et erstatningssøgsmål, som udgør et selvstændigt retsmiddel i forhold til et annulationssøgsmål, kun realitetsbehandles, såfremt der forud har været gennemført en administrativ procedure ifølge vedtægtens bestemmelser. Denne procedure er forskellig afhængig af, om det tab, der kræves erstattet, er forvoldt ved en akt, der indeholder et klagepunkt i vedtægtens artikel 90, stk. 2’s forstand, eller af en ved administrationen udvist handlemåde, som ikke har karakter af en afgørelse. I det første tilfælde skal den pågældende inden for den fastsatte frist indgive en klage til AIPN over vedkommende foranstaltning. I det andet tilfælde skal den administrative procedure derimod indledes ved indgivelse af en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, med krav om erstatning. Det er kun ved udtrykkelig eller stiltiende afvisning af en sådan ansøgning, som udgør en afgørelse, der indeholder et klagepunkt, at der kan indbringes en klage, og det er først efter udtrykkelig eller stiltiende afvisning af denne klage, at der kan anlægges erstatningssøgsmål ved Retten (dom afsagt af Retten i Første Instans den 25.9.1991, sag T-5/90, Marcato mod Kommissionen, Sml. II, s. 731, præmis 49 og 50, og den 28.6.1996, sag T-500/93, Y mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 335, og II, s. 977, præmis 64 og 66).

70      I den foreliggende sag har sagsøgeren, før han anlagde dette søgsmål for Retten, indgivet en ansøgning om erstatning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, indleveret den 2. marts 2004, derefter har han indgivet en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, første afsnit, indleveret den 22. september 2004, over afgørelsen af 8. juli 2004, hvorved hans ansøgning om erstatning blev afvist. Sagsøgeren har således forud for sit søgsmål ved Retten gennemført en administrativ procedure, der finder anvendelse på en ansøgning om erstatning for en skade, som er forvoldt af en af administrationen udvist handlemåde, som ikke har karakter af afgørelse.

71      For at afgøre, om den administrative procedure har været forskriftsmæssig, skal det undersøges, om den skade, for hvilken der ansøges om erstatning, navnlig følger af en af administrationen udvist handlemåde, som ikke har karakter af afgørelse.

72      I den foreliggende sag kritiserer sagsøgeren forskellige akter fra administrationen, som hævdes at være årsag til hans tab, nemlig dels AIPN’s afgørelse om omplacering af 19. november 2002, dels Kommissionens pressemeddelelse af 21. november 2002, erklæringerne fra dens talsmand på pressekonferencen samme dag og meddelelsen til OLAF fra generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« af faktiske oplysninger, som lod formode, at der var begået uregelmæssigheder i Kommissionens repræsentation i Paris. Med sin kritik af Kommissionens pressemeddelelse af 21. november 2002 og dens talsmands erklæringer under pressekonferencen samme dag samt kritikken mod ovennævnte meddelelse af faktiske oplysninger til OLAF har sagsøgeren til støtte for sit søgsmål navnlig anfægtet administrationens handlemåde, som ikke har karakter af afgørelse.

73      Det fremgår af det anførte, at formalitetsindsigelsen vedrørende manglende forskriftsmæssig administrativ procedure ikke kan tages til følge.

2.     Manglende søgsmålsinteresse

a)     Parternes argumenter

74      Kommissionen har udtrykt tvivl om sagsøgerens søgsmålsinteresse og har gjort gældende, at på tidspunktet for søgsmålets anlæggelse havde afgørelsen om omplacering af 19. november 2002 været tilbagekaldt i over et år.

75      Sagsøgeren har ikke taget stilling til denne formalitetsindsigelse, men anmoder generelt Retten om ikke at følge Kommissionen i dens proceduremæssige indvendinger.

b)     Rettens bemærkninger

76      Det må fastslås, at udsagnet på grundlag af Kommissionens argumentation, hvorefter afgørelsen om omplacering af 19. november 2002 havde været »tilbagekaldt« i mere end et år på datoen for anlæggelsen af dette søgsmål, er ukorrekt. Afgørelsen af 21. januar 2003 om at genindsætte sagsøgeren i hans tidligere stilling som chef for Kommissionens repræsentation i Paris, med tilbagevirkende kraft fra den 19. december 2002, erstattede ikke afgørelsen om omplacering af 19. november 2002, som havde virkning fra den 19. november til den 19. december 2002.

77      Sagsøgerens søgsmålsinteresse kan i øvrigt ikke undersøges alene i forhold til anbringendet om afgørelsen af omplacering af 19. november 2002, men skal undersøges i forhold til sagsøgerens erstatningspåstande.

78      Formalitetsindsigelsen vedrørende sagsøgerens manglende søgsmålsinteresse kan derfor ikke tages til følge.

3.     For tidlig anlæggelse af sagen

a)     Parternes argumenter

79      I sit svarskrift har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgerens tab skulle vurderes under hensyntagen til de i henhold til vedtægtens artikel 73 modtagne ydelser, i overensstemmelse med argumentationen i dom afsagt af Retten i Første Instans den 14. maj 1998, Lucaccioni mod Kommissionen (sag T-165/95, Sml. Pers. I-A, s. 203, og II, s. 627). Den har heraf udledt, at for så vidt som den af sagsøgeren indledte procedure i henhold til denne bestemmelse stadig verserede, var Retten ikke i stand til at vurdere dennes tab, og at sagen derfor var for tidligt anlagt. Under retsmødet ændrede Kommissionen dette argument og anførte, at under hensyn til, at den procedure, som var indledt i henhold til vedtægtens artikel 73, kunne vare flere år, kunne en for tidlig anlæggelse af sagen under visse omstændigheder rejse vanskeligheder for borgerne med hensyn til overholdelsen af fristen på fem år, inden for hvilken en erstatningssag skal anlægges.

80      I replikken har sagsøgeren heroverfor gjort gældende, at en ansøgning om, at hans sygdom blev anerkendt som erhvervssygdom, indgivet i henhold til vedtægtens artikel 73, ikke forbød ham at påberåbe sig ret til erstatning for det ikke-økonomiske tab, han havde lidt. Under retsmødet ændrede sagsøgeren sit standpunkt på dette punkt og anmodede om, at det blev taget ad notam, at han var rede til at give afkald på sin ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 73. Han påpegede, at han ønskede, at Retten så hurtigt som muligt traf afgørelse om sagen som helhed og især fastslog, at de af Kommissionen begåede fejl var årsag til hans tab, idet alene denne konstatering kunne genoprette hans ære og omdømme og bringe den lange usikkerhed, som han befandt sig i siden de omtvistede faktiske omstændigheder, til ophør. Ved skrivelse fremsendt til Rettens Justitskontor den 25. september 2006 ved telefax meddelte sagsøgeren Retten, at han gav afkald på sin ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 73.

b)     Rettens bemærkninger

81      Da Kommissionen under retsmødet frafaldt formalitetsindsigelsen vedrørende for tidlig anlæggelse af sagen, skal Retten fastslå, at det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende denne.

82      Heraf følger, at sagen må antages til realitetsbehandling.

B –  Anmodningen om udsættelse af sagen

1.     Parternes argumenter

83      I sit svarskrift anførte Kommissionen, at det af sagsøgeren påberåbte tab skulle vurderes under hensyn til de i henhold til vedtægtens artikel 73 modtagne ydelser. Da den procedure, der var indledt i henhold til denne bestemmelse, verserede på det tidspunkt, hvor Kommissionen indgav svarskriftet, gjorde den gældende, at Retten ikke var i stand til at vurdere tabet. Kommissionen konkluderede, at sagen for Retten i det mindste skulle udsættes under afventning af afslutningen af proceduren i henhold til vedtægtens artikel 73, og at sagsøgeren ved afslutningen af denne skulle opfordres til at fremlægge sine bemærkninger til, hvilke konsekvenser der skulle drages af AIPN’s afgørelse om sygdommens karakter af erhvervssygdom.

84      I replikken gjorde sagsøgeren heroverfor gældende, at en ansøgning om, at hans sygdom blev anerkendt som erhvervssygdom, indgivet i henhold til vedtægtens artikel 73, ikke forbød ham at påberåbe sig ret til erstatning for det ikke-økonomiske tab, han havde lidt, og han modsatte sig en sådan udsættelse af sagen, som han betegnede som forhaling af sagen fra Kommissionens side. Under retsmødet anmodede sagsøgeren om, at det blev taget ad notam, at han var rede til at give afkald på denne ansøgning. Ved skrivelse fremsendt til Rettens Justitskontor den 25. september 2006 ved telefax meddelte sagsøgeren Retten, at han gav afkald på den pågældende ansøgning.

2.     Rettens bemærkninger

85      Da sagsøgeren har givet afkald på sin ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 73, er Kommissionens begæring om udsættelse af sagen uden genstand.

86      Det er dermed ufornødent at træffe afgørelse om anmodningen om udsættelse af sagen.

87      Det må under alle omstændigheder fastslås, at såfremt Retten, hvis sagsøgeren ikke havde givet afkald på sin ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 73, skulle have truffet afgørelse vedrørende Kommissionens anmodning om udsættelse af sagen, kunne den ikke have taget den til følge. Sagsøgeren havde nemlig modsat sig anmodningen om udsættelse. Artikel 77, litra c), i procesreglementet for Retten i Første Instans indeholder kun mulighed for udsættelse af sagen, når parterne samstemmende fremsætter begæring herom.

C –  Realiteten

88      Det fremgår af fast retspraksis, at Fællesskabets ansvar forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, der lægges institutionerne til last, har været retsstridig, at der er indtrådt et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem den foreholdte adfærd og det påståede tab (dom afsagt af Retten i Første Instans den 9.2.1994, sag T-82/91, Latham mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 15, og II, s. 61, præmis 72, og den 21.2.1995, sag T-506/93, Moat mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 43, og II, s. 147, præmis 46).

89      Det skal først afgøres, om Kommissionen har gjort sig skyldig i en ulovlighed, der kan være ansvarspådragende, ved en undersøgelse af sagsøgerens forskellige anbringender i den kronologiske rækkefølge, der fremgår af de faktiske forhold, som de henviser til.

1.     De fejl, der lægges Kommissionen til last

 a) Det tredje anbringende om manglende konsekvens i klagepunkterne og fejl begået af ledelsen

 Parternes argumenter

90      I det tredje anbringende har sagsøgeren anført, at generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« har begået en særdeles grov fejl ved at fremsende »et belastende dossier« vedrørende Kommissionens repræsentation i Paris til OLAF, når betingelserne for anvendelse af artikel 2, stk. 2, i afgørelse 1999/396 ikke var opfyldt.

91      Ifølge sagsøgeren havde generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« ikke været i besiddelse af tilstrækkelige faktiske oplysninger til at underrette OLAF i henhold til ovennævnte bestemmelse. Sagsøgeren har gjort gældende, at bestemmelsen stiller krav om faktiske oplysninger for at undgå, at ubegrundede anklager med urette blev rettet mod tjenestemænd, som ikke var direkte, eller som kun indirekte var involveret i svig.

92      Sagsøgeren har endvidere anført, at GD »Presse og Kommunikation« dels havde sendt fejlagtige oplysninger til OLAF vedrørende Kommissionens repræsentation i Paris’ ansvar for overvågningen af Info-Point Europe d’Avignons formodede uregelmæssigheder, dels – forsætligt eller uagtsomt – havde skjult dokumenter, som var blevet anvendt mod ham. I det omfang, GD »Presse og Kommunikations« påstande måtte være blevet formuleret over for OLAF, ville de have udvist et ærekrænkende og vanærende aspekt.

93      Kommissionen er af den opfattelse, at dens beslutning om at underrette OLAF om de formodede uregelmæssigheder i Info-Point Europe d’Avignon var berettiget og nødvendig. Kommissionen understreger, at denne beslutning skal ses i lyset af det tidspunkt, hvor den blev truffet, og at den ikke kan kritiseres i lyset af undersøgelsens endelige resultat.

94      Kommissionen har anført, at artikel 2, stk. 2, i afgørelse 1999/396 ikke pålægger generalsekretæren, generaldirektørerne og Kommissionens kontorchefer at vurdere relevansen eller bevisværdien af de faktiske oplysninger, som de havde kendskab til, før de blev fremsendt til OLAF, men at denne bestemmelse derimod pålægger dem en absolut forpligtelse. I forbindelse med anvendelsen af denne bestemmelse er det eneste tilfælde, hvor det er muligt at forestille sig en tjenesteforseelse, der kan give anledning til erstatning, den situation, hvor en institution har til hensigt at skade en tjenestemand eller en af de øvrige ansatte. Kommissionen mener imidlertid, at sagsøgeren ikke på noget tidspunkt har ført bevis for en sådan hensigt om at skade og har formelt anfægtet en sådan hensigt.

 Rettens bemærkninger

95      Vurderingen af det tredje anbringende, som vedrører Kommissionens adfærd, der lå til grund for henvisningen til OLAF, henviser til to spørgsmål. Dels skal det afgøres, om generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« har begået en tjenesteforseelse ved pr. skrivelse af 6. november 2002 at meddele OLAF de faktiske oplysninger, som han havde kendskab til. Dels skal det undersøges, om visse påståede svagheder i Kommissionens interne kommunikationssystem, som har kunnet bidrage til henvisningen til OLAF og til indledningen af undersøgelsen, kan udgøre en tjenesteforseelse, der kan pådrage institutionen et ansvar. Fællesskabet kan pådrage sig ansvar uden for kontraktforhold ikke alene på grund af dets ansattes adfærd, såsom en generaldirektørs adfærd, men også på grund af utilstrækkelig tilrettelæggelse af dets tjenestegrene (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.12.1959, sag 23/59, F.E.R.A.M. mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 155, org.ref.: Rec. s. 501, på s. 517).

–       Underretningen af OLAF

96      Sagsøgerens og Kommissionens argumenter divergerer med hensyn til udstrækningen af skønsbeføjelsen for Kommissionens generalsekretær, generaldirektører og kontorchefer som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i afgørelse 1999/396. Ifølge sagsøgeren bør disse myndigheder råde over tilstrækkelige faktiske oplysninger for at underrette OLAF. I mangel heraf kan institutionen ifalde ansvar for tjenesteforseelse. Kommissionen hævder derimod, at forpligtelsen til at underrette OLAF er en absolut forpligtelse, og at det eneste tilfælde, hvor det er muligt at forestille sig en tjenesteforseelse, der kan give anledning til erstatning, er en situation, hvor institutionen har til hensigt at skade en tjenestemand.

97      Det er derfor indledningsvis nødvendigt at fastslå udstrækningen af skønsbeføjelsen for generalsekretæren, generaldirektørerne og Kommissionens kontorchefer, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2, i afgørelse 1999/396.

98      Af den bindende affattelse af artikel 2, stk. 2, i afgørelse 1999/396, som på dette punkt henviser til samme artikels stk. 1, fremgår det, at Kommissionens generalsekretær, generaldirektører, kontorchefer eller andre ledere har pligt til omgående at underrette OLAF om »forhold, der lader formode, at der kunne foreligge tilfælde af svig, korruption eller enhver anden form for ulovlig aktivitet, der skader Fællesskabernes interesser, eller alvorlige forhold i forbindelse med udøvelsen af arbejdsmæssige aktiviteter, der kan indebære manglende opfyldelse af Fællesskabernes tjenestemænds og ansattes forpligtelser, som bør forfølges administrativt og eventuelt strafferetligt […]«. Lovgivers anvendelse af udtrykket »formode« indebærer nødvendigvis, at de i denne bestemmelse omhandlede myndigheder foretager en minimal vurdering af relevansen af de faktiske oplysninger, som de har kendskab til vedrørende en mulig uregelmæssighed, og giver dem dermed en vis skønsbeføjelse.

99      For at fastslå, om Fællesskabet har pådraget sig ansvar uden for kontraktforhold, må det afgøres, om generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« ved med skrivelse af 6. november 2002 at meddele OLAF de faktiske oplysninger, han havde kendskab til, og som lod formode, at der kunne foreligge uregelmæssigheder som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i afgørelse 1999/396, har afsløret en åbenbar og alvorlig tilsidesættelse af de grænser, som gælder for denne skønsbeføjelse (jf. analogt dom afsagt af Retten i Første Instans den 6.4.2006, sag T-309/03, Camós Grau mod Kommissionen, Sml. II, s. 1173, præmis 104).

100    I det foreliggende tilfælde må det fastslås, at der på det pågældende tidspunkt forelå en helhed af omstændigheder, som berettigede, at generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« forelagde OLAF de oplysninger, som han havde kendskab til.

101    Revisionsrapporten af 27. november 2000 og den supplerende kontrolskrivelse af 6. december 2000 påviste dels, at der var risiko for fiktive projekter i Maison de l’Europe d’Avignon et de Vaucluse.

102    Dels fortjente samarbejdsrelationerne mellem sagsøgeren og formanden for Maison de l’Europe d’Avignon et de Vaucluse, M. P., som var mistænkt for at være årsag til det observerede tilfælde af svig i forbindelse med ledelsen af dette Maison de l’Europe, at blive nærmere undersøgt. I denne sammenhæng skal sagsøgerens tvivlsomme reaktion over for advarslerne fra Kommissionens repræsentation i Marseille påpeges og navnlig hans udsagn, hvorefter Maison de l’Europe d’Avignon et de Vaucluse var »kendt for sin professionalisme« og havde »en ubestridelig aura i sin region og [var] i stand til at gennemføre store projekter, idet det tidligere undertiden havde modtaget flere medlemmer af Kommissionen« (jf. skrivelsen til M. C. af 4.3.2002, underskrevet af sagsøgeren, og skrivelsen til M. C. af 19.4.2002, der ikke var signeret, på papir med Kommissionens repræsentation i Frankrigs brevhoved, begge to fremlagt af Kommissionen på Rettens anmodning i forbindelse med foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse).

103    Endelig havde generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« fra nogle tjenestemænd i hans tjenestegren, der ønskede at være anonyme, men som han udtalte at være bekendt med, modtaget præcise og udførlige anmeldelser af uregelmæssigheder vedrørende bl.a. relationen mellem sagsøgeren og formanden for Maison de l’Europe d’Avignon et de Vaucluse, tildeling af støtte til fiktive projekter i dette Maison de l’Europe, forvaltningen af den økonomiske interessegruppe Sources d’Europe og favorisering i forbindelse med udbud.

104    Under hensyntagen til samtlige disse omstændigheder kunne generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« med rimelighed anse sig for forpligtet til omgående at underrette OLAF om de faktiske oplysninger, han havde kendskab til, med henblik på at OLAF indledte en undersøgelse, som alene kunne gøre det muligt at efterprøve, om anbringenderne om svig var begrundede.

105    Generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« har således ikke tilsidesat grænserne for sin skønsbeføjelse ved med skrivelse af 6. november 2002 at meddele OLAF de faktiske oplysninger, han havde kendskab til, og som lod formode, at der forelå uregelmæssigheder som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i afgørelse 1999/396.

–       Svagheder konstateret i Kommissionens interne kommunikationssystem

106    OLAF-rapporten påviste svagheder i Kommissionens interne kommunikationssystem, som kunne have ugunstige virkninger for sagsøgeren.

107    En skrivelse af 6. december 2000 vedrørende kontrol, der var gennemført som supplement til revisionsrapporten af 27. november 2000, og hvori var nævnt en risiko for fiktive projekter i Maison de l’Europe d’Avignon et de Vaucluse, var ikke blevet fremsendt til Kommissionens repræsentation i Paris af GD »Presse og Kommunikation« i Bruxelles. I OLAF’s rapport hedder det, at »[d]et forhold, at hovedsædet ikke til repræsentationen har fremsendt skrivelsen om supplerende kontrol af 6. december 2000, derfor indirekte [har] bidraget til at øge OLAF’s mistanke til [sagsøgeren og hans vicekontorchef]«.

108    Endvidere havde generaldirektøren for GD »Uddannelse og Kultur« og kontorchefen for »Presse og Kommunikation« i deres skrivelse af 21. marts 2001, der var underskrevet i fællesskab, anført, at sideløbende med oplysningerne fra OLAF’s generaldirektør i den nævnte skrivelse var chefen for Kommissionens repræsentation i Frankrig samt kontorchefen for Maisons de l’Europe og Info-Points Europe blevet anmodet om at »indberette« de oplysninger, de måtte have kendskab til, og som kunne være egnet til at kaste lys over sagen. Af en grund, som Kommissionen ikke har givet nogen forklaring på, er en sådan anmodning aldrig nået frem til sagsøgeren. OLAF’s afsluttende undersøgelsesrapport understreger, at »i stedet for den fælles rapport, som OLAF forventede som et vigtigt supplerende element i gennemførelsen af dens eksterne undersøgelse, havde GD »Presse og Kommunikation« […] i november 2001 fremsendt to fortrolige skrivelser affattet og underskrevet af [Kommissionens] repræsentation i Paris, men som også udtrykte synspunktet hos afdelingen »Presse« [i det pågældende GD]«.

109    Men selv om disse svagheder i Kommissionens interne kommunikationssystem ganske vist i starten uberettiget har kunnet forstærke OLAF’s mistanke til sagsøgeren, forelå der på det pågældende tidspunkt en helhed af andre alvorlige og samstemmende omstændigheder, som i sig selv berettigede indledningen af en undersøgelse.

110    De udtrykkelige anmeldelser, som generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« havde modtaget fra visse tjenestemænd, indeholdt præcise og udførlige påstande om svig. Revisionsrapporten af 27. november 2000 og skrivelsen om supplerende kontrol af 6. december 2000 påviste således regnskabsmæssige mangler og en risiko for fiktive projekter i Maison de l’Europe d’Avignon et de Vaucluse.

111    De konstaterede svagheder i Kommissionens interne kommunikationssystem har således ikke haft en afgørende årsagssammenhæng med indledningen af OLAF’s undersøgelse. De synes derfor ikke at kunne medføre, at Kommissionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold for tjenesteforseelse.

112    Heraf følger, at det tredje anbringende må forkastes som ubegrundet.

b)     Det første anbringende om den urimelige og uberettigede karakter af afgørelsen om omplacering til Bruxelles

 Parternes argumenter

113    I forbindelse med dette anbringende kritiserer sagsøgeren vedtagelsen samt gennemførelsen af afgørelsen af 19. november 2002, hvorved han omgående blev omplaceret til Bruxelles. Efter sagsøgerens opfattelse begik Kommissionen en alvorlig fejl ved at vedtage denne afgørelse, som var uretmæssig af flere grunde: Den var ikke tilstrækkeligt begrundet, den var ikke truffet i tjenestens interesse, den var uforholdsmæssig i forhold til de påståede faktiske omstændigheder, og den udgjorde en sanktion, som tilsidesatte uskyldsformodningen. Sagsøgeren har endvidere påpeget Kommissionens manglende omsorg for ham i forbindelse med afgørelsen af 21. januar 2003, hvorved han atter blev placeret ved repræsentationen i Paris. I replikken har sagsøgeren ligeledes påpeget, at oplysningerne i sagsakterne var samstemmende og viste en skadeshensigt fra Kommissionens side. Dette var svar på Kommissionens argument om, at den eneste situation, hvor der var mulighed for at forestille sig en tjenesteforseelse, der kunne give anledning til erstatning, var i forbindelse med en skadeshensigt, hvis eksistens bestrides i det foreliggende tilfælde. Under retsmødet præciserede sagsøgeren imidlertid, at han trak sine påstande vedrørende en sådan hensigt tilbage, men at han var af den opfattelse, at der var begået en alvorlig fejl ved vedtagelsen af denne omplaceringsforanstaltning.

114    Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at afgørelsen om omplacering til Bruxelles var en akt, der indebar et klagepunkt mod ham, og at den derfor skulle begrundes i henhold til vedtægtens artikel 25, stk. 2. Den eneste angivelse i skrivelsen af 19. november 2002, der var vedlagt afgørelsen om omplacering, hvorefter omplaceringen var blevet besluttet for at »fremme en korrekt afvikling af undersøgelsen«, udgjorde ikke en tilstrækkelig begrundelse. Kommissionens argument om, at afgørelsen var truffet i en af sagsøgeren kendt sammenhæng, var ikke relevant i den foreliggende sag, eftersom OLAF’s afsluttende undersøgelsesrapport bevidnede, at GD »Presse og Kommunikations« tjenestegrene med hjemsted i Bruxelles havde holdt den berørte person i uvidenhed om visse faktiske omstændigheder, der var observeret i Info-Point Europe d’Avignon.

115    Sagsøgeren har for det andet understreget, at den omplacering, han havde været genstand for, fuldstændig havde afveget fra de sædvanlige regler for turnus og derfor ikke blot kunne sidestilles med en omplacering i tjenestens interesse.

116    Sagsøgeren har for det tredje gjort gældende, at omplaceringen var uforholdsmæssig i forhold til de påståede faktiske omstændigheder. Han har bl.a. understreget, at det forslag, han havde fremsat over for Kommissionen, om at tage orlov, så længe OLAF’s undersøgelse foregik, i lige så høj grad var i overensstemmelse med tjenestens interesse og samtidig ville have taget større hensyn til hans interesser.

117    For det fjerde har sagsøgeren bemærket, at en omplaceringsforanstaltning baseret udelukkende på en formodning om, at han var involveret i svig, ikke er forenelig med hverken princippet om uskyldsformodning eller med forordning nr. 1073/1999, som i sin betragtning 10 bestemmer, at undersøgelserne bør gennemføres »under overholdelse af vedtægten […], og under fuld respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, specielt for rimelighedsprincippet [og] den berørte persons ret til at udtale sig om de forhold, der vedrører ham«. Sagsøgeren har gjort gældende, at den pludselige omplacering fremstod som en uforholdsmæssig sanktion i forhold til de påståede faktiske omstændigheder, for så vidt som den først blev præsenteret som retssikrende på et sent tidspunkt.

118    Endelig kritiserer sagsøgeren Kommissionens manglende omsorg i forbindelse med hans genindsættelse i stillingen i Paris og i forbindelse med modtagelsen af OLAF’s afsluttende undersøgelsesrapport. Han har gjort gældende, at afgørelsen om hans genindsættelse i stillingen som chef for Kommissionens repræsentation i Paris, meddelt offentligt den 20. december 2002 på en pressekonference ved Kommissionens talsmand, først blev underskrevet af generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« den 20. januar 2003. Genindsættelsen fik desuden ikke tilstrækkelig offentlig omtale, for så vidt som Kommissionens talsmand på pressekonferencen havde sørget for at understrege, at undersøgelsen ikke var afsluttet og opfordrede journalisterne til at være forsigtige. Endelig har sagsøgeren anført, at den kortfattede sympatierklæring fra Kommissionens talsmand, fremsat i forbindelse med et spørgsmål fra en journalist den 17. juni 2003, ikke kan kompensere for den manglende udbredelse af en pressemeddelelse efter modtagelsen af OLAF’s afsluttende undersøgelsesrapport, som burde have været et rimeligt modsvar til meddelelsen af 21. november 2002.

119    Kommissionen har bestridt at have begået en fejl og mener, at afgørelsen om omplacering af sagsøgeren til Bruxelles var tilstrækkeligt begrundet, at den blev vedtaget i tjenestens interesse, at den var forholdsmæssig i forhold til de påståede faktiske omstændigheder, at den udgjorde en retssikrende foranstaltning, der havde til formål at sikre en korrekt afvikling af undersøgelsen, og at den ikke tilsidesatte princippet om uskyldsformodning.

120    Kommissionen har påpeget, at afgørelsen blev truffet på grundlag af vedtægtens artikel 7, stk. 1, første afsnit, som affattet på tidspunktet for nærværende sags omstændigheder, hvori det hedder, at AIPN ved udnævnelse eller forflyttelse, idet der udelukkende tages hensyn til tjenstlige synspunkter, skal ansætte den enkelte tjenestemand i en stilling i hans ansættelsesgruppe, som svarer til hans lønklasse. Med hensyn til argumentet om, at omplaceringen af sagsøgeren fuldstændig havde fraveget de sædvanlige regler om turnus, har Kommissionen heroverfor gjort gældende, at situationen ikke var til en sædvanlig turnus. Da situationen i den foreliggende sag var usædvanlig, kunne den berettige et ligeledes usædvanligt svar.

121    Med hensyn til klagepunktet om, at omplaceringen af sagsøgeren til Bruxelles tilsidesatte proportionalitetsprincippet, gjorde Kommissionen under retsmødet gældende, at ingen anden foranstaltning var mulig i det foreliggende tilfælde. Nærmere bestemt vedrørende argumentet om, at en accept af sagsøgerens forslag om at »tage orlov uden løn« i undersøgelsesperioden havde været en foranstaltning, der i lige så høj grad var i overensstemmelse med tjenestens interesse, og samtidig ville have taget større hensyn til hans interesser, bemærkede Kommissionen under retsmødet, at vedtægtens artikel 62 forbyder en tjenestemand at give afkald på sin ret til at modtage den løn, der svarer til hans lønklasse og -trin. Kommissionen tilføjede, at det heller ikke var en mulig løsning i det foreliggende tilfælde at sende sagsøgeren på tjenesterejse til Bruxelles. En tjenesterejse er nemlig karakteriseret ved at være af kort varighed. På tidspunktet for vedtagelsen af omplaceringen af sagsøgeren til Bruxelles var det ikke muligt at forudsige varigheden af OLAF’s undersøgelse. En tjenesterejse ville endvidere have haft den ulempe at generere supplerende udgifter for institutionen.

122    Vedrørende klagepunktet om tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgerens argumentation savnede grundlag i de faktiske omstændigheder, for så vidt som generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« og Kommissionens talsmand gentagne gange havde erindret om, at den berørte person fortsat var omfattet af dette princip. Kommissionen har ligeledes anført, at denne argumentation savnede retligt grundlag, under påberåbelse af artikel 23 i bilag IX til vedtægten, som omhandler muligheden for at suspendere en tjenestemand fra hans funktion i afventning af resultatet af en disciplinærsag. En sådan suspension udgør ikke en sanktion, men en rent retssikrende foranstaltning, som ikke tilsidesætter uskyldsformodningen. Hvad der gælder for en suspensionsforanstaltning, gælder så meget desto mere i forbindelse med en omplacering, uden suspension, i en undersøgelses korte varighed. Efter Kommissionens opfattelse kan uskyldsformodningen ikke hindre vedtagelsen af retssikrende foranstaltninger med sigte på at sikre en undersøgelses ro, objektivitet og effektivitet.

123    Mere generelt har Kommissionen bemærket, at en administrativ beslutning udelukkende skal vurderes på baggrund af de omstændigheder, der var kendt på tidspunktet for de faktiske omstændigheder. På tidspunktet for de anfægtede faktiske omstændigheder var der ingen grund for generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« til ikke at følge OLAF’s henstillinger med sigte på at fjerne sagsøgeren fra Kommissionens repræsentation i Paris under undersøgelsesfasen dér.

 Rettens bemærkninger

124    I forbindelse med argumentationen i det første anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort tre klagepunkter gældende. De første to klagepunkter drejer sig om afgørelsen om omplacering af 19. november 2002 og vedrører dels utilstrækkelig begrundelse, dels tilsidesættelse af tjenestens interesse, proportionalitetsprincippet og princippet om uskyldsformodning, som behæfter afgørelsen. I forbindelse med det tredje klagepunkt har sagsøgeren hævdet, at Kommissionen har tilsidesat sin omsorgspligt dels ved sagsøgerens genindsættelse i hans tidligere stilling i Paris, dels ved modtagelsen af OLAF’s afsluttende undersøgelsesrapport. Klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af omsorgspligten ved modtagelsen af OLAF’s endelige undersøgelsesrapport behandles i forbindelse med det andet anbringende.

–       Klagepunktet om utilstrækkelig begrundelse af afgørelsen om omplacering til Bruxelles

125    Den af Kommissionen udtrykte tvivl med hensyn til, om erstatningssøgsmålet som helhed kan realitetsbehandles med den begrundelse, at sagsøgeren ikke har anfægtet afgørelsen om omplacering, som indebærer et klagepunkt mod ham, efter proceduren i vedtægtens artikel 90 og 91, må fortolkes således, at Kommissionen har bestridt, at klagepunkterne vedrørende afgørelsen om omplacering kan antages til realitetsbehandling.

126    Trods dette er det ufornødent i den foreliggende sag at træffe afgørelse om, hvorvidt klagepunktet vedrørende utilstrækkelig begrundelse af afgørelsen kan realitetsbehandles, for så vidt som klagepunktet under alle omstændigheder er grundløst.

127    Som det fremgår af fast retspraksis, har forpligtelsen til begrundelse i henhold til vedtægtens artikel 25, stk. 2, som er en gentagelse af det almindelige krav i artikel 253 EF, til formål dels at give den pågældende tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, om den akt, der indebærer et klagepunkt mod ham, er korrekt og muligheden for at anlægge sag ved Retten, dels at gøre det muligt for Retten at udøve sin kontrol med hensyn til afgørelsens lovlighed. Heraf følger, at begrundelsespligten er et vigtigt princip i fællesskabsretten, som kun kan fraviges af tvingende hensyn (dom afsagt af Retten i Første Instans den 20.3.1991, sag T-1/90, Pérez-Mínguez Casariego mod Kommissionen, Sml. II, s. 143, præmis 73, og den 6.7.2004, sag T-281/01, Huygens mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 203, og II, s. 903, præmis 105).

128    Rækkevidden af begrundelsespligten må i hvert enkelt tilfælde vurderes i forhold til de konkrete omstændigheder, bl.a. aktens indhold, karakteren af de påberåbte begrundelser og den interesse, som adressaten kan have i at modtage forklaringer (dom afsagt af Retten i Første Instans den 12.12.2002, sag T-135/00, Morello mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 265, og II, s. 1313, præmis 28). En afgørelse er især tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget i en af den berørte tjenestemand kendt sammenhæng, som giver ham mulighed for at forstå rækkevidden af den foranstaltning, der er truffet mod ham (dom afsagt af Retten i Første Instans den 6.7.1995, sag T-36/93, Ojha mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 161, og II, s. 497, præmis 60, og den 1.4.2004, sag T-198/02, N mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 115, og II, s. 507, præmis 70).

129    Retspraksis præciserer ligeledes, at en afgørelse, der indebærer en forflyttelse af en tjenestemand mod hans vilje, udgør en akt, der indeholder et klagepunkt mod ham som omhandlet i vedtægtens artikel 25, stk. 2, og derfor bør begrundes (dommen i sagen Ojha mod Kommissionen, præmis 42, og dom afsagt af Retten i Første Instans den 23.11.1999, sag T-129/98, Sabbioni mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 223, og II, s. 1139, præmis 28).

130    I den foreliggende sag var det anført i skrivelsen af 19. november 2002, der meddelte sagsøgeren afgørelsen om omplacering til Bruxelles, at denne afgørelse var truffet i tjenestens interesse og for at fremme en korrekt afvikling af den undersøgelse, som OLAF netop havde indledt vedrørende Kommissionens repræsentation i Paris’ funktion. Den pågældende skrivelse præciserede ligeledes over for sagsøgeren, at han ville blive underrettet om sin præcise placering inden for de nærmeste dage.

131    Forud for meddelelsen af afgørelsen af 19. november 2002 havde generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« underrettet sagsøgeren om indledningen af OLAF’s undersøgelse ved en skrivelse af 15. november 2002, og et møde fandt sted mellem dem den 18. november 2002 i Bruxelles.

132    Heraf følger, at ved i skrivelsen af 19. november 2002 at præcisere, at afgørelsen om omplacering var truffet for at fremme en korrekt afvikling af undersøgelsen, i en sammenhæng som sagsøgeren var blevet underrettet om, og som var blevet drøftet med ham i forbindelse med et møde, gav AIPN sagsøgeren tilstrækkelige oplysninger til dels at give den pågældende mulighed for at vurdere, om afgørelsen var begrundet, dels at give Fællesskabets retsinstanser mulighed for at udøve deres prøvelsesret.

133    Klagepunktet om utilstrækkelig begrundelse af afgørelsen om omplacering af 19. november 2002 er således grundløst.

–       Klagepunkterne om tilsidesættelse af tjenestens interesse, proportionalitetsprincippet og princippet om uskyldsformodningen

134    Ligesom det var tilfældet med klagepunktet om utilstrækkelig begrundelse af afgørelsen af 19. november 2002, er der ingen grund til at træffe afgørelse om Kommissionens stiltiende anfægtelse af muligheden for at realitetsbehandle disse klagepunkter, for så vidt som de under alle omstændigheder er grundløse.

135    Indledningsvis bemærkes, at selv om administrationen kun kan være interesseret i at placere tjenestemændene i overensstemmelse med deres særlige kvalifikationer og deres personlige ønsker, kan det ikke af den grund anerkendes, at en tjenestemand har ret til at udføre eller bevare bestemte opgaver (dom afsagt af Retten i Første Instans den 6.3.2001, sag T-100/00, Campoli mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 71, og II, s. 347, præmis 71). Selv om vedtægten, især dens artikel 7, ikke indeholder en udtrykkelig bestemmelse om muligheden for at »omplacere« en tjenestemand, fremgår det af fast retspraksis, at fællesskabsinstitutionerne råder over et vidt skøn ved tilrettelæggelsen af deres tjenestegrene og placeringen af deres personale med henblik på opfyldelsen af de opgaver, som påhviler institutionerne, som dog er betinget af, at placeringen af de ansatte sker i tjenestens interesse og under overholdelse af princippet om stillingers ligeværdighed (Domstolens dom af 23.3.1988, sag 19/87, Hecq mod Kommissionen, Sml. s. 1681, og af 12.11.1996, sag C-294/95 P, Ojha mod Kommissionen, Sml. I, s. 5863).

136    I betragtning af rækkevidden af den skønsbeføjelse, som institutionerne råder over ved vurderingen af tjenestens interesse, skal Rettens kontrol være begrænset til at efterprøve, om AIPN har holdt sig inden for grænser, der ikke kan kritiseres, og ikke har misbrugt sine beføjelser (dom afsagt af Retten i Første Instans den 12.12.2000, sag T-223/99, Dejaiffe mod KHIM, Sml. Pers. I-A, s. 277, og II, s. 1267, præmis 53, og den 21.9.2004, sag T-325/02, Soubies mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 241, og II, s. 1067, præmis 50).

137    Det fremgår af en ligeledes fast retspraksis, at selv om administrationens omsorgspligt over for sine ansatte afspejler den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har skabt i forholdet mellem den offentlige myndighed og de ansatte i offentlig tjeneste, kan omsorgspligten ikke forhindre AIPN i at vedtage de foranstaltninger, den skønner nødvendige i tjenestens interesse, da besættelsen af alle ledige stillinger i første række skal baseres på tjenestens interesse (dom afsagt af Retten i Første Instans den 16.12.1993, sag T-80/92, Turner mod Kommissionen, Sml. II, s. 1465, præmis 77, og den 24.11.2005, sag T-236/02, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 365, og II, s. 1621, præmis 129).

138    Det er i lyset af disse principper og inden for rammerne af den begrænsede kontrol, som herved pålægges Retten, at sagsøgerens klagepunkter om tilsidesættelse af tjenestens interesse, proportionalitetsprincippet og uskyldsformodningen skal undersøges.

139    For så vidt angår det klagepunkt, hvorefter afgørelsen om omplacering af 19. november 2002 er i strid med tjenestens interesse, skal det bemærkes med hensyn til den foreliggende sags faktiske omstændigheder, at den af OLAF indledte interne undersøgelse vedrørte mulige uregelmæssigheder i GD »Presse og Kommunikation«, nærmere bestemt Kommissionens repræsentation i Paris, og at sagsøgeren havde en ledende stilling i denne repræsentation. Endvidere skyldtes hans omplacering i undersøgelsesperioden en anbefaling fra OLAF’s generaldirektør om at forbyde ham og hans vicekontorchef adgang til repræsentationens kontorer i den omhandlede periode for at sikre en korrekt afvikling af undersøgelsen.

140    Det er fastslået, at roen i forbindelse med og den korrekte afvikling af undersøgelser af denne slags i afventning af deres resultat kan udgøre begrundelsen for en afgørelse om omplacering (domme afsagt af Retten i Første Instans den 7.2.2007, sag T-339/03, Clotuche mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 69, og forenede sager T-118/04 og T-134/04, Caló mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 113).

141    Det med den af sagsøgeren anfægtede foranstaltning forfulgte mål varetager således tjenestens interesse. Det skal dog undersøges, om de midler, der er anvendt til at opfylde dette legitime formål, har overholdt proportionalitetsprincippet.

142    I denne forbindelse og i betragtning af institutionens vide skøn ved vurderingen af tjenestens interesse må det fastslås, at omplaceringen af sagsøgeren til Bruxelles i den periode, hvorunder OLAF’s undersøgelse i Kommissionens repræsentation i Paris forløb, ikke er åbenbart uforholdsmæssig i forhold til det med foranstaltningen forfulgte mål, nemlig at undgå risiko for interessekonflikter og sikre en korrekt afvikling af undersøgelsen. At andre valg, nemlig at acceptere sagsøgerens forslag om at gå på orlov eller at sende ham på tjenesterejse, i lige så høj grad kunne være i overensstemmelse med tjenestens interesse og samtidig tage mere hensyn til den pågældendes interesser, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at gøre omplaceringsforanstaltningen uforholdsmæssig.

143    For så vidt angår klagepunktet om tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning må det fastslås, at omplaceringen af sagsøgeren til Bruxelles ikke havde til formål at pålægge ham en sanktion, men udgjorde en retssikrende foranstaltning, hvis varighed var begrænset til varigheden af OLAF’s undersøgelse i lokalerne hos Kommissionens repræsentation i Paris.

144    Det bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at interne eller eksterne modsætningsforhold mellem de ansatte, som er skadelige for tjenestens gnidningsløse funktion, kan begrunde, at en tjenestemand omplaceres i tjenestens interesse. En sådan foranstaltning kan endog træffes, uanset hvem der bærer ansvaret for de pågældende episoder (jf. analogt Domstolens dom af 12.7.1979, sag 124/78, List mod Kommissionen, Sml. s. 2499, præmis 13, og dommen i sagen Ojha mod Kommissionen, præmis 41). Det skal imidlertid bemærkes, at selv om tjenestens interesse begrunder, at en tjenestemand forflyttes for at bringe en intern konflikt, der forstyrrer tjenestens gnidningsløse funktion, til ophør, uden at det påvises, at den omplacerede tjenestemand har pådraget sig noget ansvar, begrunder tjenestens interesse ligeledes, at der træffes en foranstaltning med henblik på, at en undersøgelse kan afvikles i ro, stadig uden at det medfører, at der pålægges den omplacerede tjenestemand noget ansvar for de spørgsmål, der er genstand for undersøgelsen (dommen i sagen Clotuche mod Kommissionen, præmis 71, og i sagen Caló mod Kommissionen, præmis 109).

145    Endelig skal det understreges, at lovligheden af en fællesskabsretsakt skal bedømmes efter de faktiske og retlige omstændigheder på det tidspunkt, da retsakten blev udstedt (dom afsagt af Retten i Første Instans den 4.6.2003, forenede sager T-124/01 og T-320/01, Del Vaglio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 157, og II, s. 767, præmis 77). De oplysninger, som undersøgelsen har afsløret efter vedtagelsen af afgørelsen om omplacering, og som har frikendt sagsøgeren, kan således ikke påvirke den omhandlede afgørelses lovlighed, idet genstanden for undersøgelsen og de foranstaltninger, der var truffet for at sikre dens rolige og korrekte afvikling var at fastslå, om den oprindelige mistanke var begrundet.

146    Under disse omstændigheder må det fastslås, at Kommissionen ikke har overskredet grænserne for det vide skøn, den råder over på det omhandlede område, ved at finde, at en rolig og korrekt afvikling af OLAF’s undersøgelse og bl.a. høringerne af personalet i Kommissionens repræsentation i Paris ville være bedre sikret, hvis sagsøgeren ikke opretholdt sin stilling i repræsentationen i undersøgelsesperioden. Da Kommissionen havde konstateret, at den tidligere situation kunne være skadelig for en korrekt afvikling af de af OLAF besluttede undersøgelser, kunne den med rette i medfør af sit vide skøn finde, at tjenestens interesse begrundede en omplacering af sagsøgeren (jf. i denne retning dom afsagt af Retten i Første Instans den 16.4.2002, sag T-51/01, Fronia mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 43, og II, s. 187, præmis 55, dommen i sagen Clotuche mod Kommissionen, præmis 76, og i sagen Caló mod Kommissionen, præmis 114).

147    Klagepunkterne om, at afgørelsen om den anfægtede omplacering tilsidesatte tjenestens interesse, proportionalitetsprincippet og princippet om uskyldsformodning, er således grundløse.

–       Klagepunktet om tilsidesættelse af omsorgspligten ved genindsættelsen af sagsøgeren i hans stilling i Paris

148    Med hensyn til Kommissionens adfærd, som ikke havde karakter af en afgørelse, vedrørende betingelserne for genindsættelse af sagsøgeren i hans stilling ved repræsentationen i Paris, må det fastslås, at det er ved pressens mellemkomst, at sagsøgeren første gang fik kendskab til ophævelsen af den retssikrende omplaceringsforanstaltning, som han havde været genstand for. At der ikke længere var noget til hinder for ophævelsen af den pågældende foranstaltning, blev meddelt offentligt på en pressekonference ved M. F., i dennes egenskab af Kommissionens talsmand, den 20. december 2002, før det blev meddelt individuelt til sagsøgeren den 6. januar 2003, på et møde med M. F., denne gang i hans egenskab af generaldirektør for GD »Presse og Kommunikation«. I mellemtiden havde den franske presse refereret ophævelsen af den retssikrende foranstaltning. Afgørelsen om genplacering af sagsøgeren i hans stilling ved Kommissionens repræsentation i Paris blev først underskrevet af generaldirektøren for GD »Presse og Kommunikation« den 20. januar 2003, med tilbagevirkende kraft fra den 19. december 2002. I den af Kommissionen anførte begrundelse ligger der en bekræftelse af, at det var tilstrækkeligt, at sagsøgeren læste pressen for at forstså, at der ikke længere var noget til hinder for, at AIPN ophævede den retssikrende foranstaltning, som han havde været genstand for.

149    Ved at handle på denne måde har Kommissionen tilsidesat sagsøgerens legitime interesse i at blive informeret direkte af AIPN, og ikke gennem pressen, om en afgørende udvikling i hans faglige situation. Denne adfærd har således ikke overholdt den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har skabt mellem den offentlige myndighed og de ansatte i den offentlige tjeneste, og udgør følgelig en tilsidesættelse af Kommissionens omsorgspligt over for sagsøgeren.

150    Heraf følger, at det første anbringende må tages til følge for så vidt angår klagepunktet om tilsidesættelse af omsorgspligten ved genindsættelsen af sagsøgeren i hans stilling i Paris, men i øvrigt må forkastes som ubegrundet.

c)     Det andet anbringende om manglende overholdelse af tavshedspligten i forbindelse med undersøgelsen

 Parternes argumenter

151    Sagsøgeren mener, at Kommissionen har tilsidesat princippet om tavshedspligt i forbindelse med OLAF’s undersøgelser og på upassende måde givet den omplacering, som han havde været genstand for, offentlig omtale ved pressemeddelelsen af 21. november 2002 og talsmandens erklæringer på pressekonferencen samme dag. Sagsøgeren har endvidere anført, at Kommissionens talsmand på samme pressekonference havde udtalt sig offentligt på en måde, som var egnet til at skade hans omdømme.

152    Ifølge sagsøgeren var pressemeddelelsen af 21. november 2002, som blev uddelt til flere hundrede journalister, usandsynlig og havde givet modtagerne mulighed for hurtigt at identificere de berørte tjenestemænd i betragtning af deres stillings synlighed. Denne usædvanlige pressedækning havde tilsidesat princippet om tavshedspligt i forbindelse med OLAF’s undersøgelser som omhandlet i artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 1073/1999.

153    Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at Kommissionens talsmand ved urigtigt at anføre på pressekonferencen af 21. november 2002, at forvaltningen af den omtvistede støtte fra Maisons de l’Europe afhang af repræsentationerne, havde udbredt en ærekrænkende og vanærende påstand, som var egnet til at bekræfte hans ansvar som chef for Kommissionens repræsentation i Paris og endog hans medvirken i de påståede tilfælde af svig.

154    Efter sagsøgerens mening havde disse forskellige informationer medført offentliggørelse af en artikel, som var ødelæggende for ham, i dagbladet Le Monde af 23. november 2002.

155    Kommissionen har bestridt at have tilsidesat princippet om tavshedspligt i forbindelse med OLAF’s undersøgelser og har gjort gældende, at dens repræsentanter aldrig har udleveret sagsøgerens navn, men at det er journalisterne, der har taget initiativ hertil. Kommissionen har præciseret, at pressemeddelelsen af 21. november 2002 blev offentliggjort navnlig i sagsøgerens interesse for at imødegå eventuelle spekulationer og rygter, som kunne opstå på grund af den interesse, som journalisterne viste for de omtvistede forhold.

156    Kommissionen nægter endvidere enhver udtalelse, som var egnet til at skade sagsøgerens omdømme, og præciserer, at dens talsmand aldrig på pressekonferencen af 21. november 2002 svigagtigt havde hævdet, at sagsøgeren var ansvarlig for samtlige udgifter afholdt i Frankrig og bl.a. udgifterne vedrørende Maison de l’Europe d’Avignon et de Vaucluse.

157    Kommissionen har mere generelt anført, at dens repræsentanter ikke kan pådrage institutionen ansvar ved at udtale sig om offentlige forhold, som er genstand for spørgsmål, så længe de gør det med alle de passende forbehold, hvilket havde været tilfældet på pressekonferencerne i november og december 2002.

158    Endelig har Kommissionen understreget, at sagsøgeren havde været genstand for passende offentlig omtale både ved hans genindsættelse i Paris og i forlængelse af OLAF’s afsluttende undersøgelsesrapport – ved pressekonferencerne af 20. december 2002 og 17. juni 2003.

 Rettens bemærkninger

159    Inden for rammerne af argumentationen i forbindelse med det andet anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort tre klagepunkter gældende om henholdsvis tilsidesættelse af tavshedspligten i forbindelse med OLAF’s undersøgelser, den uhensigtsmæssige offentliggørelse af den omplacering, han havde været genstand for, samt ærekrænkende og vanærende udtalelser fra Kommissionens talsmand på pressekonferencen af 21. november 2002. Inden for rammerne af det første anbringende har sagsøgeren endvidere anført, at Kommissionen havde tilsidesat sin omsorgspligt i forbindelse med modtagelsen af OLAF’s afsluttende undersøgelsesrapport.

160    Klagepunkterne om tilsidesættelse af tavshedspligten i forbindelse med OLAF’s undersøgelser, om den uhensigtsmæssige offentliggørelse af den omplacering, som sagsøgeren havde været genstand for, samt om tilsidesættelse af omsorgspligten ved modtagelsen af OLAF’s afsluttende rapport behandles samlet, for så vidt som de er klart relaterede.

–       Klagepunkterne om tilsidesættelse af tavshedspligten i forbindelse med OLAF’s undersøgelser, om den uhensigtsmæssige offentliggørelse af den omplacering, som sagsøgeren havde været genstand for, samt om tilsidesættelse af omsorgspligten ved modtagelsen af OLAF’s afsluttende undersøgelsesrapport

161    Artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 1073/1999 giver en bred definition af reglen om tavshedspligt i forbindelse med OLAF’s undersøgelser. Denne regel skal fortolkes i sin sammenhæng og navnlig i lyset af betragtning 10 til samme forordning, hvori det anføres, at OLAF’s undersøgelser skal gennemføres under fuld respekt for de grundlæggende frihedsrettigheder. Denne regel kan derfor ikke fortolkes således, at den alene har til formål at beskytte tavshedspligten i forbindelse med oplysninger med henblik på afdækning af sandheden, men må anses for ligeledes at have til formål at beskytte uskyldsformodningen og dermed omdømmet af de tjenestemænd eller andre ansatte, der berøres af disse undersøgelser.

162    Det skal endvidere understreges, at en korrekt afvikling af en undersøgelse kan indebære, at de nærmere vilkår er omfattet af tavshedspligt, og at selve dens eksistens er ukendt for de af undersøgelserne omhandlede personer. Artikel 4, stk. 1, i afgørelse 1999/396 bestemmer således, at en tjenestemand ikke underrettes om sin eventuelle medvirken til de faktiske omstændigheder, som undersøgelsen drejer sig om, hvis dette risikerer at skade den. Foruden den særlige beskyttelse, der er sikret ved artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 1073/1999, begrunder både princippet om god forvaltningsskik og omsorgspligten ligesom myndighedsudøvelsen for et uafhængigt organ som OLAF, at den institution, som den berørte tjenestemand henhører under, udviser den største forsigtighed og tilbageholdenhed i forbindelse med offentliggørelse af påstandene eller mistanken om svig. Disse betragtninger er så meget desto vigtigere navnlig med hensyn til enhver persons ret til formodning om uskyld, når der endnu ikke er draget nogen konklusion af en OLAF-undersøgelse.

163    Omsorgspligten indebærer, at myndigheden ved afgørelsen af en tjenestemands situation tager alle de forhold i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, og hermed tager hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til vedkommende tjenestemands interesse (dom afsagt af Retten i Første Instans den 17.12.2003, sag T-133/02, Chawdhry mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 329, og II, s. 1617, præmis 107, og den 3.3.2004, sag T-48/01, Vainker mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 51, og II, s. 197, præmis 125).

164    Retspraksis præciserer, at når der er fremsat alvorlige beskyldninger vedrørende en tjenestemands hæderlighed, påhviler det forvaltningen at undgå at offentliggøre beskyldninger, som ikke er strengt nødvendige (Domstolens dom af 11.7.1974, sag 53/72, Guillot mod Kommissionen, Sml. s. 791, præmis 3-5). Det er ligeledes blevet fastslået, at i henhold til sin omsorgspligt og princippet om god forvaltningsskik er den pågældende institution forpligtet til at undgå, at en tjenestemand bliver genstand for udtalelser, der kan belaste hans faglige hæderlighed. Heraf følger, at forvaltningen dels principielt skal undgå at give pressen oplysninger, som kan skade den tjenestemand, der er genstand for sagen, dels skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at undgå, at der inden for institutionen spredes oplysninger, som kan være ærekrænkende for tjenestemanden (jf. kendelse afsagt af præsidenten for Retten i Første Instans den 12.12.1995, sag T-203/95 R, Connolly mod Kommissionen, Sml. II, s. 2919, præmis 35).

165    På denne baggrund kan det konstateres, at en ansvarlighedskultur har udviklet sig inden for fællesskabsinstitutionerne, hvilket bl.a. efterkommer offentlighedens ønske om at blive informeret og forsikret om, at svagheder og svig bliver identificeret og i givet fald behørigt fjernet og forfulgt. Dette krav har til følge, at tjenestemænd og øvrige ansatte med ansvarsfulde stillinger i en forvaltning som Kommissionen må tage hensyn til muligheden for et berettiget krav om at meddele visse oplysninger til offentligheden.

166    Det skal dernæst understreges, at når der indledes en undersøgelse baseret på mistanke om svig, kan der opstå en vis skade på omdømmet, navnlig hvis undersøgelsen giver anledning til offentliggørelse uden for institutionen. En frikendelse af den pågældende ved afslutningen af en undersøgelse, der har været genstand for en sådan offentlig omtale, er sjældent tilstrækkelig til helt at fjerne skaden på omdømmet. I forbindelse med Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold kan en skade, der er forårsaget ved indledningen og gennemførelsen af en undersøgelse, kun afhjælpes, hvis den pågældende institution har begået en fejl, som medfører, at den ifalder ansvar, hvor beklageligt dette end kan være for den person, der eventuelt er blevet frikendt ved undersøgelsens afslutning. Dersom der ud over dette ikke-økonomiske tab følger en erhvervssygdom af en undersøgelse som omhandlet i vedtægtens artikel 73, kan tjenestemanden på grundlag af denne bestemmelse opnå en kompensation i form af et engangsbeløb, uden at det er nødvendigt, at han beviser en fejl fra institutionens side.

167    Under hensyn til muligheden for et berettiget behov for at meddele visse oplysninger til offentligheden må intensiteten af den omsorgspligt, der påhviler forvaltningen over for sine ansatte, øges. Denne styrkelse af omsorgspligten inden for rammerne af en undersøgelse forekommer så meget desto mere nødvendig i en sammenhæng, hvor medierne offentligt kan skade personers faglige hæderlighed eller omdømme og skærpe de skader, som de allerede har lidt, indtil de bliver uoprettelige.

168    På baggrund af de anførte betragtninger skal de af Kommissionen trufne offentliggørelsesforanstaltninger vedrørende indledningen af OLAF’s undersøgelse og omplacering af sagsøgeren undersøges.

169    Når AIPN i den foreliggende sag havde valgt – under legitim udøvelse af sit skøn – at omplacere sagsøgeren til Bruxelles i undersøgelsesperioden, havde institutionen ret til at mene, at tjenestens interesse begrundede, at der blev truffet foranstaltninger til oplysning af offentligheden om denne omplacering. Under hensyntagen til dels det forhold, at sagsøgeren havde regelmæssig kontakt til pressen på grund af sin stilling som chef for Kommissionens repræsentation i Paris, dels den interesse, som journalisterne allerede havde udvist i forbindelse med mistanken om uregelmæssigheder inden for Maison de l’Europe d’Avignon et de Vaucluse, ville nogle af dem uundgåeligt have konstateret hans fravær i repræsentationen, selv om institutionen ikke have givet oplysninger herom. Konstateringen af dette fravær kunne ikke undgå at sætte gang i spekulationer i pressen, som kunne skade både sagsøgerens og Kommissionens interesser.

170    Denne uundgåelige ophævelse af tavshedspligten vedrørende ikke alene vedtagelsen af omplaceringsforanstaltningen, men også sagsøgerens identitet, som klart var en af de to tjenestemænd, der var omfattet af foranstaltningen, fulgte af karakteren af sidstnævntes stilling og ikke af Kommissionens ønske og medførte tjenestens indlysende interesse i at foretage en passende offentliggørelse for at undgå skadelige rygter både for de to tjenestemænd og for institutionen. Under den foreliggende sags særlige omstændigheder kan hverken videregivelsen til pressen af oplysningen om, at OLAF havde indledt en undersøgelse, eller at de to berørte tjenestemænd var blevet omplaceret, i sig selv anses for at være i strid med tavshedspligten i forbindelse med OLAF’s undersøgelser.

171    Det skal imidlertid fastslås, om Kommissionens offentliggørelse i sagen er holdt inden for grænserne af, hvad der var begrundet ved tjenestens interesse.

172    Det må fastslås, at de oplysninger, Kommissionen gav pressen i undersøgelsesperioden, ikke overholdt den rette balance mellem sagsøgerens og institutionens interesser. Selv om Kommissionens oprindelige formål om at sætte en stopper for rygter og spekulationer, som uvægerligt ville opstå, hvis der ikke var blevet givet nogen oplysninger om sagsøgerens omplacering, var legitim, forekommer Kommissionens offentlige omtale fra indledningen af OLAF’s undersøgelse til forelæggelsen af den afsluttende undersøgelsesrapport kritisabel i flere henseender.

173    At Kommissionen tog initiativ til at offentliggøre sin egen pressemeddelelse ud over den af OLAF offentliggjorte meddelelse om indledningen af undersøgelsen, sker relativt sjældent, som Kommissionen anførte under retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten. Dette temmelig usædvanlige valg, som kun kunne henlede opmærksomheden på de omtvistede faktiske omstændigheder, pålagde dermed Kommissionen at være særligt opmærksom på sagsøgerens interesser og iværksætte særlige garantier med henblik på at beskytte hans interesser.

174    Formuleringen af den af Kommissionen offentliggjorte pressemeddelelse lod endvidere forstå, at de to tjenestemænd, der var omplaceret til Bruxelles, var personligt involveret i de eventuelle uregelmæssigheder, der var genstand for OLAF’s undersøgelse. Selv om de pågældende tjenestemænd ikke var nævnt med navns nævnelse i den pågældende pressemeddelelse, gav sammenhængen enhver rimeligt oplyst journalist mulighed for let at identificere dem. Den af Kommissionen påberåbte omstændighed, at den ikke havde nævnt de pågældende tjenestemænd ved navns nævnelse, er således ikke relevant i denne henseende.

175    Endelig indeholder denne pressemeddelelse en urigtighed. Det anføres nemlig heri, at Kommissionen har anmodet OLAF om at undersøge muligheden for at indlede en undersøgelse, mens Kommissionen på datoen for offentliggørelsen af meddelelsen, den 21. november 2002, helt nøjagtigt vidste, at en undersøgelse allerede var i gang, eftersom den var blevet indledt den 15. november 2002.

176    På pressekonferencen den 21. november 2002 udtalte Kommissionens talsmand sig ganske vist med visse forbehold. Han tog bl.a. den forholdsregel at understrege, at ingen var genstand for beskyldninger, og at afgørelsen om omplacering til en anden tjenestegren inden for samme generaldirektorat var truffet for at undgå interessekonflikter og sikre en korrekt afvikling af undersøgelsen. Den relative forsigtighed, hvormed talsmanden udtrykte sig på denne pressekonference, var imidlertid ikke tilstrækkelig til at fjerne den skade, der var påført sagsøgeren ved offentliggørelsen af pressemeddelelsen af 21. november 2002, som havde stillet spørgsmålstegn ved de to tjenestemænd og fremkaldt yderligere spørgsmål fra journalisterne.

177    Det skal ligeledes fastslås, at Kommissionen ikke på eget initiativ har offentliggjort OLAF’s afsluttende undersøgelsesrapport, dateret den 6. maj 2003, hvis konklusioner frikender sagsøgeren med hensyn til de påstande, der havde ført til indledningen af undersøgelsen. Kommissionens eneste officielle udtalelse i forlængelse af rapporten var i et svar på et spørgsmål stillet af en journalist den 17. juni 2003 under den ordinære pressekonference ved Kommissionens talsmand, der i forbindelse med dette spørgsmål udtrykte sin og institutionens fulde sympati over for sagsøgeren.

178    Denne udtalelse, der fandt sted relativt sent, er ikke sammenlignelig – hverken ved sin form eller sin intensitet – med den offentlige omtale, der blev givet af sagsøgerens omplacering i forbindelse med indledningen af undersøgelsen. Der er således en stor uligevægt mellem den offentlige omtale, der blev givet af omplaceringen af sagsøgeren inden for rammerne af indledningen af undersøgelsen, og den, der blev givet i forlængelse af modtagelsen af OLAF’s afsluttende rapport. Den væsentlige offentlige omtale, Kommissionen gav ved omplaceringen af sagsøgeren, som havde en åbenbart ødelæggende virkning for hans omdømme, er ikke blevet opvejet af nogen modforanstaltninger fra Kommissionens side, da OLAF offentliggjorde sin afsluttende undersøgelsesrapport.

179    Det af Kommissionen fremførte argument, hvorefter sagsøgeren var blevet rehabiliteret på pressekonferencen af 20. december 2002, hvor Kommissionens talsmand officielt meddelte, at den retssikrende omplaceringsforanstaltning, som den pågældende var genstand for, var ophævet, kan ikke ændre denne konklusion. Undersøgelsen var nemlig stadig i gang på denne dato og mistanken om svig, som pressen var blevet informeret om ved pressemeddelelsen af 21. november 2002, eksisterede således stadig. I modsætning til, hvad Kommissionen hævder, kan meddelelsen om ophævelsen af den retssikrende foranstaltning, som sagsøgeren var genstand for, ikke anses for at gælde for dennes rehabilitering.

180    Ved at tage initiativ til at offentliggøre en pressemeddelelse, hvis indhold lod forstå, at sagsøgeren, der var omplaceret til Bruxelles, var personligt involveret i de eventuelle uregelmæssigheder, der var genstand for OLAF’s undersøgelse, og udelade at træffe korrigerende foranstaltninger, der var egnet til at opveje den anormale negative offentliggørelse ved spredningen af denne pressemeddelelse, har Kommissionen i utilstrækkelig grad taget hensyn til sagsøgerens interesser i forhold til egne interesser og har ikke reduceret det tab, der er påført denne ved indledningen af undersøgelsen, til det strengt nødvendige minimum. Kommissionen har dermed tilsidesat den omsorgspligt, der påhviler den i forhold til sine ansatte.

–       Klagepunktet om ærekrænkende og vanærende udtalelser

181    Hvad angår klagepunktet om, at Kommissionens talsmand ved på pressekonferencen af 21. november 2002 at udtale, at forvaltningen af de støttemidler, som Kommissionen havde tildelt Maisons de l’Europe, var afhængig af repræsentationerne, havde udbredt en ærekrænkende og vanærende udtalelse, skal det påpeges, at selv om en sådan udtalelse i visse henseender manglede præcision, udtrykte talsmanden sig med relativ forsigtighed ved bl.a. at nævne, at forvaltningen af støttemidlerne henhørte under flere personer. Der må endvidere tages hensyn til, at disse erklæringer var mundtlige, hvilket ikke hjemler ret til at kræve samme grad af præcision og nuancer som ved skriftlige udtalelser. Disse erklæringer har derfor ikke den rækkevidde, som sagsøgeren påstår.

182    Klagepunktet, hvorefter Kommissionens talsmand havde fremført ærekrænkende og vanærende udtalelser, er følgelig grundløst.

d)     Rettens konklusion vedrørende fejl begået af Kommissionen

183    Retten er således nået til den konklusion, at dels ved tilsidesættelse af sagsøgerens legitime interesse i at blive underrettet direkte af AIPN, og ikke gennem pressen, om genindsættelsen i stillingen i Paris, dels ved at give en høj grad af offentlig omtale til sagsøgerens omplacering i forbindelse med OLAF’s undersøgelse uden en passende erstatning for det tab, der for sagsøgeren følger af denne anormale offentliggørelse, har Kommissionen tilsidesat den omsorgspligt, der påhviler den over for sine ansatte, og begået tjenestefejl, der er egnet til at pådrage det ansvar.

184    Herefter skal rigtigheden af de påståede tab og af en årsagsforbindelse mellem de af Retten konstaterede fejl og de lidte tab undersøges.

2.     Skaderne

a)     Parternes argumenter

185    Sagsøgeren har gjort gældende, at de af Kommissionen begåede fejl havde været årsag til et alvorligt traume, der førte til en dyb og varig depression, som havde ført til en tilkendelse af invalidepension den 1. maj 2004. På grund af denne tilkendelse af invalidepension havde han lidt et økonomisk tab, der bestod i forskellen mellem hans grundløn og hans invalidepension i perioden fra datoen for tilkendelsen af invalidepension indtil den dato, hvor han kunne kræve alderspension, dvs. en periode på 55 måneder. Hans økonomiske tab beløb sig således til 264 000 EUR.

186    Endvidere havde Kommissionens fejl alvorligt skadet hans omdømme og rygte og betydet afslutningen på hans karriere. Han havde således lidt et ikke-økonomisk tab, som blev stærkt øget ved AIPN’s afvisning af at anerkende de begåede fejl, og som måtte fastsættes til 500 000 EUR.

187    Under den skriftlige forhandling bemærkede Kommissionen, at sagsøgerens tab og dets årsagsforbindelse til de angivelige fejl ikke kunne undersøges, så længe den i henhold til vedtægtens artikel 73 indledte procedure ikke var afsluttet. Kommissionen understregede navnlig, at sagsøgerens tab skulle vurderes under hensyntagen til de i henhold til denne bestemmelse modtagne ydelser i overensstemmelse med dommen i sagen Lucaccioni mod Kommissionen.

188    I sit indlæg indleveret til Rettens Justitskontor den 10. november 2006 ved telefax (originaleksemplaret blev indleveret den 13.11.2006), som fulgte efter sagsøgerens afkald på den procedure, han havde indledt i henhold til vedtægtens artikel 73, finder Kommissionen, at sidstnævnte omstændighed ikke var egnet til at ændre tvistens rækkevidde. Kommissionen har gjort gældende, at et tab bør vurderes objektivt, uden at parterne har rådighed over det. Sagsøgeren kan derfor ikke ved det pågældende afkald forøge størrelsen af den erstatning, som han kræver for at kompensere for det lidte tab. Kommissionen anfører desuden, at det er i sagsøgerens interesse at opgive sit afkald og anmode om genoptagelse af den procedure, han havde indledt i henhold til vedtægtens artikel 73.

189    I sit svarskrift understreger Kommissionen subsidiært det uforholdsmæssigt store beløb, som sagsøgeren kræver for ikke-økonomisk skade.

b)     Rettens bemærkninger

190    Indledningsvis skal det præciseres, at der ikke kan tages hensyn til hverken den økonomiske eller den ikke-økonomiske skade, som skulle følge af de af sagsøgerens påståede fejl, men hvis eksistens Retten ikke har konstateret, navnlig ikke fejl vedrørende Kommissionens underretning af OLAF om de formodede uregelmæssigheder i Info-Point Europe d’Avignon og afgørelsen om omplacering til Bruxelles.

191    I øvrigt må der sondres mellem den af sagsøgeren påståede økonomiske skade og den ikke-økonomiske skade.

 Den økonomiske skade

192    Sagsøgeren har gjort en økonomisk skade gældende, som består i tab af løn på grund af tilkendelsen af invalidepension, som skyldes den sygdom, han lider af, og som han med indledningen af en procedure i henhold til statuttens artikel 73 har påstået er en erhvervssygdom.

193    Det bemærkes imidlertid, at Retten ikke har kompetence til at udtale sig om årsagsforbindelsen mellem en tjenestemands tjenestevilkår og den påberåbte sygdom. Dækningsordningens artikel 19 bestemmer, at afgørelsen vedrørende anerkendelse af en sygdoms erhvervsmæssige oprindelse træffes af AIPN på grundlag af konklusioner, som er fremlagt af den eller de læger, der er udpeget af institutionerne, og hvis tjenestemanden anmoder herom, efter høring af det lægeudvalg, der er omhandlet i ordningens artikel 23. Dækningsordningens artikel 12, stk. 1, bestemmer, at i tilfælde af vedvarende, total invaliditet som følge af en ulykke eller erhvervssygdom udbetales det i vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra b), omhandlede beløb, dvs. et beløb, der er lig med tjenestemandens årlige grundløn multipliceret med otte, på grundlag af hans grundløn i de sidste tolv måneder forud for ulykken.

194    Den ordning, der er indført til gennemførelse af vedtægtens artikel 73, omhandler således et engangsbeløb i tilfælde af en ulykke eller en erhvervssygdom, uden at det er nødvendigt for den pågældende at bevise en fejl fra institutionens side. Retspraksis præciserer, at det kun er under omstændigheder, hvor ydelserne efter vedtægtsordningen ikke er tilstrækkelige til at sikre en passende erstatning for den lidte skade, at en tjenestemand er berettiget til at ansøge om en supplerende erstatning (jf. i denne retning Domstolens dom af 8.10.1986, forenede sager 169/83 og 136/84, Leussink m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2801, præmis 13, og af 9.9.1999, sag C-257/98 P, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. I, s. 5251, præmis 22, samt dommen afsagt af Retten i Første Instans i sagen Lucaccioni mod Kommissionen, præmis 74, og dom afsagt af Retten i Første Instans den 15.12.1999, sag T-300/97, Latino mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 259, og II, s. 1263, præmis 95).

195    Heraf følger, at sagsøgerens påstand om erstatning for den angiveligt lidte økonomiske skade på grund af den sygdom, som han lider af, og den heraf følgende tilkendelse af invalidepension må forkastes.

196    Denne konklusion kan ikke ændres ved, at sagsøgeren har givet afkald på den procedure, han havde indledt i henhold til vedtægtens artikel 73. Dette afkald har ingen indvirkning på anvendelsen af reglen om, at anerkendelsen af en sygdoms erhvervsmæssige årsag henhører under AIPN’s kompetence.

 Den ikke-økonomiske skade

197    Sagsøgeren har gjort gældende, at de af Kommissionen begåede fejl har påført ham en ikke-økonomisk skade, som bl.a. består i belastning af hans ære og faglige omdømme samt en varig ændring af hans helbredstilstand.

198    Indledningsvis bemærkes, at proceduren til gennemførelse af vedtægtens artikel 73 har til formål at erstatte såvel økonomisk som ikke-økonomisk skade, der følger af en erhvervssygdom, til en fast takst.

199    Heraf følger, at sagsøgerens påstande om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han har lidt i forbindelse med den sygdom, som han lider af, og tilkendelsen af invalidepension, der var en følge heraf, ligeledes må forkastes.

200    Navnlig kan det tab, der er forårsaget af Kommissionens tilsidesættelse af omsorgsprincippet ved genindsættelsen af sagsøgeren i hans stilling i Paris, jf. denne doms præmis 163, ikke give anledning til erstatning inden for rammerne af det foreliggende erstatningssøgsmål. Det må nemlig antages, at en sådan tilsidesættelse af omsorgsprincippet grundet sin beskaffenhed alene kan have genereret en stress- og afmagtssituation hos sagsøgeren og således have fremkaldt eller forværret en skade, som er forbundet med den sygdom, som han lider af. Det er imidlertid proceduren til gennemførelse af vedtægtens artikel 73, som principielt giver mulighed for erstatning for en skade af denne karakter.

201    Det af sagsøgeren påståede aspekt af den ikke-økonomiske skade, som består i en belastning af hans ære og omdømme, er ikke forbundet med den sygdom, som han lider af, og kan dermed ikke erstattes til en fast takst i henhold til vedtægtens artikel 73.

202    Rigtigheden af ovennævnte aspekt ved den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har redegjort for, skal følgelig undersøges.

203    Det skal i denne henseende bemærkes, at den offentlige omtale, der var om indledningen af OLAF’s undersøgelse, lod forstå, at sagsøgeren var mistænkt for at være involveret i de uregelmæssigheder og tilfælde af svig, der var genstand for undersøgelsen. Da flere artikler i den franske presse, som nævner sagsøgeren med navns nævnelse, har omtalt hans omplacering i forbindelse med undersøgelsen og den mere generelle sammenhæng med mistanke om svig i Maison de l’Europe d’Avignon et de Vaucluse, led sagsøgeren skade på sin ære og sit faglige omdømme, ikke alene inden for institutionen, men også bredere i offentlighedens bevidsthed. Dette tab er ikke blevet slettet hverken ved Kommissionens meddelelse om ophævelse af den retssikrende foranstaltning, som han var genstand for, eller ved Kommissionens talsmands udtryk for sympati på pressekonferencen den 17. juni 2003.

204    Det påhviler følgelig Retten at undersøge, om der foreligger en årsagsforbindelse mellem de konstaterede tjenestefejl og ovennævnte aspekt af den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt.

3.     Årsagsforbindelsen

205    Der foreligger i princippet kun årsagssammenhæng, hvis der fremlægges bevis for, at der med sikkerhed består en direkte forbindelse mellem den fejl, som den pågældende institution har begået, og det påståede tab (dom afsagt af Retten i Første Instans den 28.9.1999, sag T-140/97, Hautem mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 171, og II, s. 897, præmis 85).

206    I den foreliggende sag er det den offentlige omtale, som Kommissionen valgte at give til omplaceringen af sagsøgeren til Bruxelles, navnlig ved pressemeddelelsen af 21. november 2002, som ikke alene har gjort det lettere for enhver rimeligt oplyst journalist at identificere denne, men også ladet forstå, at han var involveret i de uregelmæssigheder, der var genstand for undersøgelsen. Dette initiativ havde til direkte og forudsigelig følge offentliggørelsen i den franske presse, bl.a. i en artikel i dagbladet Le Monde, af en mistanke om, at sagsøgeren havde deltaget i bedrageri, og således krænkede hans ære og omdømme i en grad, som gik ud over den skade, som en tjenestemand, der er omfattet af en OLAF-undersøgelse, altid lider. Denne krænkelse af sagsøgerens ære og omdømme er ikke blevet erstattet af Kommissionen, der navnlig har afholdt sig fra at give OLAF’s afsluttende undersøgelsesrapport, som frikendte sagsøgeren med hensyn til de påstande, der havde ført til indledningen af undersøgelsen, en offentlig omtale, der var sammenlignelig med den, som den havde valgt at give i forbindelse med den pågældendes omplacering i forbindelse med indledningen af undersøgelsen. Der foreligger således med sikkerhed en direkte forbindelse mellem de tjenestefejl, institutionen har begået, jf. denne doms præmis 183, og det aspekt af den af sagsøgeren lidte ikke-økonomiske skade, der består i krænkelse af hans ære og omdømme.

207    Kommissionen bør følgelig pålægges at betale sagsøgeren en erstatning for dette aspekt af den ikke-økonomiske skade, som han har lidt på grund af de af Retten konstaterede tjenestefejl. I forhold til de i denne sag foreliggende omstændigheder fastsætter Retten efter billighed et erstatningsbeløb på 15 000 EUR.

 Sagens omkostninger

208    Som Retten har fastslået i dom af 26. april 2006, Falcione mod Kommissionen (sag F-16/05, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 77-86), så længe Rettens procesreglement og bl.a. de særlige bestemmelser vedrørende sagsomkostninger ikke er trådt i kraft, må procesreglementet for Retten i Første Instans anvendes.

209    I henhold til artikel 87, stk. 3, første afsnit, i procesreglementet for Retten i Første Instans kan Retten fordele sagens omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, idet institutionerne i henhold til samme reglements artikel 88 selv bærer egne omkostninger i tvister mellem Fællesskaberne og deres ansatte.

210    I denne sag, hvor der delvist er givet medhold i søgsmålet, finder Retten det på baggrund af sagens omstændigheder rimeligt, at Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af sagsøgerens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1)      Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler Jean-Louis Giraudy en erstatning på 15 000 EUR for den ikke-økonomiske skade, han har lidt på grund af krænkelse af hans omdømme og ære.

2)      I øvrigt frifindes Kommissionen.

3)      Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af Jean-Louis Giraudys omkostninger.

4)      Jean-Louis Giraudy bærer en tredjedel af sine egne omkostninger.

Mahoney Kanninen Gervasoni

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 2. maj 2007.

W. Hakenberg       P. Mahoney

Justitssekretær       Præsident

Indhold

Retsforskrifter

A –  Bestemmelser om undersøgelser vedrørende bekæmpelse af svig

B –  Bestemmelser om risikodækning for erhvervssygdomme

C –  Bestemmelser om invaliditetsydelse

D –  Generelle vedtægtsmæssige bestemmelser

Faktiske omstændigheder

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

A –  Formaliteten

1.  Manglende forskriftsmæssig administrativ procedure

a)  Parternes argumenter

b)  Rettens bemærkninger

2.  Manglende søgsmålsinteresse

a)  Parternes argumenter

b)  Rettens bemærkninger

3.  For tidlig anlæggelse af sagen

a)  Parternes argumenter

b)  Rettens bemærkninger

B –  Anmodningen om udsættelse af sagen

1.  Parternes argumenter

2.  Rettens bemærkninger

C –  Realiteten

1.  De fejl, der lægges Kommissionen til last

a) Det tredje anbringende om manglende konsekvens i klagepunkterne og fejl begået af ledelsen

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

–  Underretningen af OLAF

–  Svagheder konstateret i Kommissionens interne kommunikationssystem

b)  Det første anbringende om den urimelige og uberettigede karakter af afgørelsen om omplacering til Bruxelles

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

–  Klagepunktet om utilstrækkelig begrundelse af afgørelsen om omplacering til Bruxelles

–  Klagepunkterne om tilsidesættelse af tjenestens interesse, proportionalitetsprincippet og princippet om uskyldsformodningen

–  Klagepunktet om tilsidesættelse af omsorgspligten ved genindsættelsen af sagsøgeren i hans stilling i Paris

c)  Det andet anbringende om manglende overholdelse af tavshedspligten i forbindelse med undersøgelsen

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

–  Klagepunkterne om tilsidesættelse af tavshedspligten i forbindelse med OLAF’s undersøgelser, om den uhensigtsmæssige offentliggørelse af den omplacering, som sagsøgeren havde været genstand for, samt om tilsidesættelse af omsorgspligten ved modtagelsen af OLAF’s afsluttende undersøgelsesrapport

–  Klagepunktet om ærekrænkende og vanærende udtalelser

d)  Rettens konklusion vedrørende fejl begået af Kommissionen

2.  Skaderne

a)  Parternes argumenter

b)  Rettens bemærkninger

Den økonomiske skade

Den ikke-økonomiske skade

3.  Årsagsforbindelsen

Sagens omkostninger

Denne afgørelse samt de afgørelser fra Fællesskabets retsinstanser, der er nævnt heri, og som endnu ikke er trykt i Samling af Afgørelser, er tilgængelige på Domstolens hjemmeside: www.curia.europa.eu

* Processprog: fransk.