Language of document : ECLI:EU:F:2007:31

PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

1. marts 2007

Sag F-30/05

Asa Sundholm

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – bedømmelsesåret 2003 – forpligtelse til at begrunde rapporten – ret til kontradiktion«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Asa Sundholm har nedlagt påstand om annullation af sin karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2003.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – bedømmelse – forringelse af bedømmelsen, der har betydning for rækkevidden af begrundelsespligten

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

2.      Tjenestemænd – bedømmelse – overholdelse af retten til kontradiktion

(Tjenestemandsvedtægten, art. 26, stk. 1 og 2, og art. 43)

3.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport

(Tjenestemandsvedtægten, art.  43)

1.      Den rapport, som skal tjene som grundlag for afgørelsen af, om bedømmelsen i en bestemt periode udgør en forringelse, hvilket indebærer en særlig opmærksomhed vedrørende begrundelsen, er bedømmelsesrapporten for den forudgående bedømmelsesperiode, uanset den efterfølgende er blevet annulleret.

(jf. præmis 44)

2.      Hverken det grundlæggende princip om overholdelse af retten til kontradiktion eller vedtægtens artikel 26, stk. 1 og 2, som er en konkret gennemførelse heraf, kræver, at muligheden for at foreholde en tjenestemand et forhold i dennes karriereudviklingsrapport er betinget af, at der inden den procedure, der fører til udfærdigelsen heraf, er udfærdiget en skriftlig advarsel, samt af, at denne meddeles den pågældende.

Tjenestemanden kan heller ikke med rette gøre gældende, at retten til kontradiktion er blevet tilsidesat som følge af den manglende iagttagelse af interne retningslinjer, der er vedtaget af vedkommendes institution vedrørende pligten for de overordnede til regelmæssigt i selve referenceperioden at foretage en »gensidig udveksling af oplysninger« vedrørende tjenestemændenes arbejde. Retten til kontradiktion, forstået som muligheden for adressaten for en bebyrdende afgørelse i nyttigt at fremføre sin opfattelse, gælder nemlig først, når den procedure, der kan føre til en sådan afgørelse, reelt er indledt. På området for bedømmelse af tjenestemænd kan dette princip først kræves overholdt under bedømmelsesproceduren, som nødvendigvis begynder efter udløbet af referenceperioden.

(jf. præmis 74 og 76-78)

Henvisning til:

Retten, 12. juli 2005, sag T-157/04, De Bry mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 901, præmis 41, 42 og 45.

3.      En tjenestemand kan ikke under et søgsmål anlagt til prøvelse af en karriereudviklingsrapport med rette påberåbe sig det forhold, at uautoriserede tredjemænd skulle have haft adgang til den nævnte rapport. En sådan omstændighed er, selv om den kan bevises, irrelevant for rapportens lovlighed.

(jf. præmis 85)