Language of document : ECLI:EU:C:2013:203

Sag C-244/12

Salzburger Flughafen GmbH

mod

Umweltsenat

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof)

»Vurdering af visse projekters indvirkning på miljøet – direktiv 85/337/EØF – artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 2 – projekter omfattet af bilag II – udvidelsen af en lufthavns infrastruktur – vurdering på grundlag af grænseværdier eller kriterier – artikel 4, stk. 3 – udvælgelseskriterier – bilag III, punkt 2, litra g) – tætbefolkede områder«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 21. marts 2013

1.        Miljø – vurdering af visse projekters indvirkning på miljøet – direktiv 85/337 – medlemsstaternes skønsmæssige beføjelse hvad angår gennemførelsen af en miljøvurdering for så vidt angår alle ændringer eller udvidelser af projekter, som allerede er godkendt, er udført eller er ved at blive udført i lufthavne – rækkevidde og begrænsninger – arbejder til ændring af en eksisterende lufthavns infrastruktur uden en forlængelse af start- og landingsbanen og uden at berøre den eksisterende struktur – omfattet af rækkevidden – fastsættelse af kriterier og grænseværdier på et niveau, der bevirker, at en gruppe af projekter samlet set i praksis bliver holdt uden for forpligtelsen til at foretage en vurdering af de miljømæssige indvirkninger – uforenelig med direktivet

[Rådets direktiv 85/337, som ændret ved direktiv 97/11, art. 2, stk. 1, og art. 4, stk. 2, litra b), og stk. 3, samt bilag II og III, punkt 2, litra g)]

2.        Miljø – vurdering af visse projekters indvirkning på miljøet – direktiv 85/337 – ændringer eller udvidelser af projekter, som allerede er godkendt, er udført eller er ved at blive udført i lufthavne – hensyntagen til de kumulative virkninger af projektet og sådanne projekter, som allerede er godkendt og udført med henblik på en samlet vurdering af de omhandlede projekters indvirkning på miljøet – afgøres af den nationale ret

(Rådets direktiv 85/337, som ændret ved direktiv 97/11, art. 2, stk. 1, og art. 4, stk. 2 og 3, samt bilag II og III)

3.        Miljø – vurdering af visse projekters indvirkning på miljøet – direktiv 85/337 – arbejder til ændring af en eksisterende lufthavns infrastruktur – indførelse af en grænseværdi, der indebærer en risiko for, at projekter i deres helhed ikke gøres til genstand for en miljøvurdering – uforenelig med direktivet – forpligtelse for de nationale myndigheder til at foretage vurderingen, inden der gives tilladelse – indvirkning på tredjemands rettigheder – ingen indvirkning

[Rådets direktiv 85/337, som ændret ved direktiv 97/11, art. 2, stk. 1, og art. 4, stk. 2, litra a) og b), samt bilag II og III]

1.        Artikel 2, stk. 1, artikel 4, stk. 2, litra b), og artikel 4, stk. 3, i direktiv 85/337 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved direktiv 97/11, er til hinder for en national lovgivning, som kun undergiver projekter, der vedrører en ændring af en lufthavns infrastruktur, og som er omfattet af bilag II til direktivet, en vurdering af deres indvirkning på miljøet, såfremt antallet af flyvninger som følge af projekterne kan forventes at stige med mindst 20 000 pr. år.

En medlemsstat, som fastsætter kriterierne og/eller grænseværdierne på et sådant niveau, at en gruppe af projekter samlet set i praksis på forhånd bliver holdt uden for forpligtelsen til at undersøge deres indvirkning, overskrider nemlig grænserne for det skøn, den er tillagt i henhold til artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, i direktiv 85/337, medmindre samtlige udelukkede projekter på grundlag af en samlet vurdering kan anses for ikke at have væsentlig indvirkning på miljøet.

Ved fastsættelsen af en sådan grænseværdi tager den omhandlede nationale lovgivning desuden udelukkende hensyn til de kvantitative følger af et projekt uden at tage hensyn til de øvrige udvælgelseskriterier i bilag III til direktivet, navnlig kriterierne i bilagets punkt 2, litra g), dvs. befolkningstætheden i det område, som projektet vedrører.

(jf. præmis 27-35 og 38 samt domskonkl. 1)

2.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 36 og 37)

3.        Artikel 2, stk. 1, artikel 4, stk. 2, litra a), og artikel 4, stk. 3, i direktiv 85/337 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved direktiv 97/11, har direkte virkning, når en medlemsstat i henhold til direktivets artikel 4, stk. 2, litra b), vedrørende projekter, der er omfattet af bilag II hertil, indfører en grænseværdi, der er uforenelig med forpligtelsen i henhold til direktivets artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 3, hvilket indebærer, at de kompetente nationale myndigheder skal sikre, at det først undersøges, om de omhandlede projekter kan få væsentlig indvirkning på miljøet, og, såfremt dette er tilfældet, at der dernæst foretages en vurdering af deres indvirkning.

(jf. præmis 43-48 og domskonkl. 2)