Sag anlagt den 19. februar 2009 - Italien mod Kommissionen

(Sag T-84/09)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Den Italienske Republik (ved avvocato dello Stato L.Ventrella)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Beslutning K(2008) 7820 af 8. december 2008, meddelt den 9. december 2008, om udelukkelse fra EF-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, annulleres, for så vidt den indfører visse rettelser i Italiens disfavør.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den italienske regering har for De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans anfægtet Kommissionens beslutning K(2008) 7820 af 8. december 2008 om udelukkelse fra EF-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen.

Særligt har Kommissionen udelukket visse kategorier udgifter afholdt af Italien i høstårene 2003-2007 fra finansiering fra EUGFL, Garantisektionen.

Anfægtelsen vedrører nærmere bestemt tre punkter i beslutningen:

1) Faste og præcise økonomiske ændringer vedrørende oplysning om og markedsføring af landbrugsvarer i det indre marked (EF 94/2002) og i tredjelande (EF 2879/2000) for regnskabsårene 2004-2007 for i alt 4 678 229,78 EUR.

2) Faste økonomiske ændringer for støtte til produktion af olivenolie for regnskabsårene 2003-2006 for i alt 105 536 076,42 EUR.

3) Økonomiske ændringer for forsinkede betalinger og overskridelse af maksimumfinansieringen for regnskabsåret 2005 svarende til 12 020 178 EUR og for regnskabsåret 2006 svarende til 44 567 569,37 EUR.

For så vidt angår det første punkt gøres det i stævningen gældende, at Kommissionen har tilsidesat væsentlige formforskrifter (art. 253 EF) i form af manglende kontradiktion, manglende sagsoplysning og begrundelsesmangel samt har tilsidesat proportionalitetsprincippet og foretaget en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder.

I den foreliggende sag har Kommissionen bl.a., idet manglen på kontroller og deres fuldstændige virkningsløshed ikke er anfægtet, besluttet at anvende en fast ændring på 10%, som er uforholdsmæssig og uberettiget, idet den anfægtede beslutning herved gøres åbenbart ulovlig - også i forhold hertil.

Hvad angår det andet punkt har Kommissionen anvendt faste økonomiske rettelser (10% og 5%) for i alt 105 536 076,42 EUR for høstårene 2001-2002 og 2002-2003.

I stævningen gøres det i den forbindelse gældende, at beslutningen er behæftet med en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter (art. 253 EF) i form af begrundelsesmangel samt tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og af art. 26 og 28 i forordning 2366/98 (oprindelig udgave og som ændret ved forordning 1780/03). Den italienske regering har særligt bl.a. gjort gældende, at Kommissionen uden passende begrundelse ikke har taget pligtskyldigt hensyn til de afklarende forhold, som de italienske myndigheder løbende har fremlagt, navnlig vedrørende den almindelige straffeordning i Italien og den indtrufne fuldstændige fuldførelse af det geografiske informationssystem for oliven. Under alle omstændigheder er det faste beløb i Kommissionens sanktion af en uberettiget størrelse og åbenbart uforholdsmæssigt for så vidt som risikoen ifølge den italienske regering under alle omstændigheder ikke overstiger 22 504 075,39 EUR, også selvom det lægges til grund, at fællesskabsreglerne er tilsidesat.

Hvad angår det tredje punkt har Kommissionen med en upassende, utilstrækkelig og uimodsigelig begrundelse fundet, at den ikke kan anfægte den italienske stats begrundelser fremsat under proceduren og for forligsorganet, "fordi beholdningen på 4% stillet til rådighed i henhold til artikel 4, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 296/96 (artikel 9 i Kommissionens forordning (EF) nr. 883/2006) var tilstrækkelig for klageprocedurerne, de omstridte sager og de supplerende kontroller". I den forbindelse har den italienske regering understreget, at grænsen på 4% ikke skal forstås som absolut. Den kan nemlig under hensyn til dens formål bestående i at sikre fællesskabsmidlerne mod svig overskrides, når der som i denne sag foreligger begrundede årsager til at frygte en risiko for svig på et beløb over 4%. Dette er den eneste fortolkning af reglen, som er i overensstemmelse med dens ratio.

____________