Sag C-725/19
IO
mod
Impuls Leasing România IFN SA
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Judecătoria Sector 2 Bucureşti)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 17. maj 2022
»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 93/13/EØF – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – ækvivalensprincippet – effektivitetsprincippet – procedure om tvangsfuldbyrdelse af en leasingaftale, der kan udgøre fuldbyrdelsesgrundlaget – indsigelse mod fuldbyrdelsen – national lovgivning, som ikke giver den ret, der træffer afgørelse om denne indsigelse, mulighed for at undersøge, om kontraktvilkårene i et fuldbyrdelsesgrundlag er urimelige – en fuldbyrdende rets beføjelse til ex officio at undersøge, om et kontraktvilkår eventuelt er urimeligt – mulighed for et almindeligt søgsmål, som gør det muligt at foretage en efterprøvelse af, om de nævnte vilkår er urimelige – krav om sikkerhedsstillelse for at udsætte fuldbyrdelsesproceduren«
Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – procedure om tvangsfuldbyrdelse af en leasingaftale, der kan udgøre fuldbyrdelsesgrundlaget – ingen mulighed for en national ret, der træffer afgørelse om indsigelsen mod denne fuldbyrdelse, at prøve den eventuelt urimelige karakter af vilkårene i det pågældende fuldbyrdelsesgrundlag – mulighed for den ret, der træffer afgørelse om realiteten, at undersøge, om disse vilkår er urimelige inden for rammerne af et almindeligt søgsmål – ingen mulighed for denne ret for at udsætte fuldbyrdelsesproceduren – krav om, at forbrugeren stiller en sikkerhed – ikke tilladt – uforenelighed med effektivitetsprincippet
(Rådets direktiv 93/13, art. 6, stk. 1, og art. 7, stk. 1)
(jf. præmis 39-45 og 53-60 samt domskonkl.)
Resumé
Domstolen blev forelagt fem anmodninger om præjudiciel afgørelse, der hidrørte fra retter i Spanien (Ibercaja Banco, sag C-600/19, og Unicaja Banco, sag C-869/19), Italien (SPV Project 1503, forenede sager C-693/19 og C-831/19) og Rumænien (Impuls Leasing România, sag C-725/19), der alle vedrørte fortolkningen af direktivet om urimelige kontraktvilkår (1).
Disse anmodninger indgik i sager af forskellig art. Således vedrørte anmodningen i Ibercaja Banco-sagen en sag om realisering af pant i fast ejendom, hvor forbrugeren ikke havde fremsat indsigelse, og ejendomsretten til den pantsatte ejendom allerede var blevet overført til en tredjemand. I Unicaja Banco-sagen blev anmodningen indgivet i forbindelse med en appelsag, der blev iværksat i kølvandet på dommen i sagen Gutiérrez Naranjo m.fl. (2). Anmodningerne i de forenede sager SPV Project 1503 vedrørte sager om tvangsfuldbyrdelse på grundlag af fuldbyrdelsesgrundlag, der havde fået retskraft. Endelig indgik anmodningen i sagen Impuls Leasing România i en tvangsfuldbyrdelsesprocedure, som blev indledt på grundlag af en leasingaftale, som udgjorde fuldbyrdelsesgrundlaget.
Ved fire domme afsagt af Store Afdeling udviklede Domstolen sin praksis vedrørende de nationale retters forpligtelse og beføjelse til ex officio at undersøge, hvorvidt kontraktvilkår har urimelig karakter i henhold til direktivet om urimelige vilkår. Domstolen klarlagde i denne henseende samspillet mellem princippet om retskraft og præklusion på den ene side og domstolsprøvelsen af urimelige kontraktvilkår på den anden side. Domstolen udtalte sig desuden om denne prøvelses rækkevidde i forbindelse med fremskyndede procedurer for inddrivelse af forbrugergæld og om forholdet mellem visse processuelle principper, der er fastsat i national ret på området for appel, og den nationale rets beføjelse til ex officio at undersøge, om kontraktvilkår er urimelige.
Domstolens bemærkninger
For det første klarlagde Domstolen forholdet mellem princippet om retskraft og den fuldbyrdende rets beføjelse til ex officio i forbindelse med en betalingspåkravsprocedure at undersøge, om et kontraktvilkår, der udgør grundlaget for dette betalingspåkrav, er urimeligt.
I denne henseende fastslog Domstolen, at direktivet om urimelige kontraktvilkår (3) er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den fuldbyrdende ret, når debitor ikke har rejst indsigelse mod et betalingspåkrav, ikke kan efterprøve, om de vilkår, der udgør grundlaget for påkravet, eventuelt er urimelige, med den begrundelse, at retskraften implicit omfatter disse vilkårs gyldighed. Nærmere bestemt kan en lovgivning, hvorefter en undersøgelse ex officio af, om kontraktvilkårene er urimelige, anses for at have fundet sted og have retskraft, selv om der ikke er givet nogen begrundelse herfor i afgørelsen om betalingspåkravet, gøre den nationale rets forpligtelse til ex officio at undersøge, om disse vilkår eventuelt er urimelige, indholdsløs. I et sådant tilfælde foreskriver kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse, at den fuldbyrdende ret skal kunne vurdere, herunder for første gang, om de kontraktvilkår, som udgør grundlaget for påbuddet, eventuelt er urimelige. Den omstændighed, at debitor på det tidspunkt, hvor betalingspåkravet blev endeligt, var ubekendt med, at vedkommende kunne kvalificeres som »forbruger« som omhandlet i dette direktiv, er i denne forbindelse uden betydning.
For det andet tog Domstolen stilling til samspillet mellem princippet om retskraft, præklusion og den nationale rets beføjelse til ex officio at undersøge, om et kontraktvilkår er urimeligt i forbindelse med en procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom
På den ene side bemærkede Domstolen, at direktivet om urimelige kontraktvilkår (4) er til hinder for en national lovgivning, der som følge af retskraften og præklusion hverken gør det muligt for en ret ex officio at undersøge, om kontraktvilkår er urimelige i forbindelse med en procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom, eller for forbrugeren efter udløbet af indsigelsesfristen at påberåbe sig, at de nævnte kontraktvilkår er urimelige i denne sag eller i et efterfølgende anerkendelsessøgsmål. Denne fortolkning af direktivet gælder, når de nævnte vilkår har været genstand for en undersøgelse ex officio på tidspunktet for indledningen af proceduren med henblik på realisering af pant i fast ejendom, uden at denne undersøgelse udtrykkeligt er nævnt eller begrundet i den afgørelse, som godkender realisering af pant i fast ejendom, og uden at det af sidstnævnte afgørelse fremgår, at en sådan undersøgelse ikke længere kan anfægtes, hvis der ikke er rejst indsigelse. For så vidt som forbrugeren ikke er blevet oplyst om, at der i den afgørelse, der godkender realisering af pant i fast ejendom, er foretaget en ex officio-undersøgelse af, om kontraktvilkårene er urimelige, har forbrugeren således ikke med fuldt kendskab til omstændighederne kunnet vurdere nødvendigheden af at anfægte denne afgørelse. En effektiv prøvelse af, om kontraktvilkår eventuelt er urimelige, kan imidlertid ikke sikres, hvis retskraften også omfatter retsafgørelser, som ikke nævner noget om en sådan prøvelse.
På den anden side fastslog Domstolen til gengæld, at en national lovgivning, der ikke tillader en national ret, der handler ex officio eller efter anmodning fra forbrugeren, at undersøge, om kontraktvilkår eventuelt er urimelige, når pantet er blevet realiseret, den pantsatte ejendom solgt og ejendomsretten til denne ejendom overført til tredjemand, er forenelig med samme direktiv (5). Denne konklusion var imidlertid underlagt den betingelse, at den forbruger, hvis pantsatte ejendom er blevet solgt, kan gøre sine rettigheder gældende ved en efterfølgende sag med henblik på at opnå erstatning for den økonomiske skade, der er forårsaget af anvendelsen af de urimelige kontraktvilkår.
For det tredje undersøgte Domstolen forholdet mellem visse nationale processuelle principper, der regulerer appelproceduren, såsom princippet om forhandlingsgrundsætningen, princippet om kongruens og princippet om forbud mod reformatio in pejus, og den nationale rets beføjelse til ex officio at undersøge, om et kontraktvilkår er urimeligt.
Domstolen fastslog i denne henseende, at direktivet om urimelige kontraktvilkår (6) er til hinder for sådanne nationale processuelle principper, hvorefter en national ret, der skal behandle en appel til prøvelse af en dom, som anordnede en tidsmæssig begrænsning af tilbagebetalingen af beløb, som en forbruger med urette havde betalt i henhold til et vilkår, der var erklæret ugyldigt, ikke ex officio kan rejse et anbringende om tilsidesættelse af en bestemmelse i dette direktiv og anordne, at der skal ske fuldstændig tilbagebetaling af de nævnte beløb, når den pågældende forbrugers manglende anfægtelse af denne tidsmæssige begrænsning ikke kan tilskrives vedkommendes fuldstændige passivitet. Hvad angik den tvist i hovedsagen, som den forelæggende ret skulle tage stilling til, præciserede Domstolen, at den pågældende forbrugers manglende iværksættelse af appel inden for den fastsatte frist kunne tilskrives den omstændighed, at vedkommendes frist for at iværksætte appel allerede var udløbet på tidspunktet for afsigelsen af dommen i sagen Gutiérrez Naranjo m.fl., hvorved Domstolen fastslog, at den nationale retspraksis vedrørende en tidsmæssig begrænsning af de restituerende virkninger af, at et kontraktvilkår erklæres urimeligt, var uforenelig med det nævnte direktiv. I tvisten i hovedsagen havde den pågældende forbruger derfor ikke udvist fuldstændig passivitet ved ikke at iværksætte appel. Under disse omstændigheder er anvendelsen af nationale processuelle principper, der fratager forbrugeren retsmidler til at gøre sine rettigheder gældende i henhold til direktivet om urimelige kontraktvilkår, i strid med effektivitetsprincippet, for så vidt som dette kan gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at beskytte disse rettigheder.
For det fjerde og sidste behandlede Domstolen den nationale rets beføjelse til ex officio at undersøge den urimelige karakter af vilkår i et fuldbyrdelsesgrundlag, når retten skulle tage stilling til en indsigelse over for fuldbyrdelsen heraf.
Domstolen fastslog i denne forbindelse, at direktivet om urimelige kontraktvilkår (7) og effektivitetsprincippet er til hinder for en national lovgivning, som ikke tillader en ret, der skal fuldbyrde en fordring, og som er forelagt en indsigelse mod denne fuldbyrdelse, ex officio eller på forbrugerens anmodning at efterprøve, om vilkårene i en aftale, som udgør et fuldbyrdelsesgrundlag, er urimelige, eftersom den ret, der træffer afgørelse om realiteten, og for hvilken der kan anlægges et særskilt almindeligt søgsmål med henblik på at få efterprøvet, om vilkårene i en sådan aftale er urimelige, kun kan udsætte fuldbyrdelsesproceduren, indtil den træffer afgørelse om realiteten, mod en sikkerhedsstillelse – f.eks. beregnet på grundlag af værdien af sagens genstand – af en størrelse, der kan afholde forbrugeren fra at anlægge og opretholde et sådant søgsmål. For så vidt angår denne sikkerhedsstillelse præciserede Domstolen, at de omkostninger, som et søgsmål ville medføre i forhold til den anfægtede gælds størrelse, ikke må kunne afskrække forbrugeren fra at anlægge sag ved retten. Imidlertid har en misligholdende debitor sandsynligvis ikke de nødvendige finansielle midler til at stille den krævede sikkerhed. Dette gælder så meget desto mere, når størrelsen af det krav, der gøres gældende, er betydeligt større end aftalens samlede værdi, således som det syntes at være tilfældet i hovedsagen.