Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 21. november 2002 af Air One S.p.A. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag T-344/02)

(Processprog: italiensk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 21. november 2002 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Air One S.p.A. ved avvocato Gianluca Belotti.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

( Den anfægtede beslutning annulleres

a) for så vidt angår den del af den, hvor Kommissionen har taget udbetalingen af den anden tranche af den støtte, der var ydet Alitalia, og som blev godkendt ved beslutning 97/789/EF af 15. juli 1997 og bekræftet ved beslutning 2001/723/EF af 18. juli 2001, til efterretning, og besluttede ikke at rejse indsigelse mod udbetalingen af den tredje tranche, og

b) for så vidt angår den del af den, hvor Kommissionen har fastslået, at de nye rekapitaliseringsforanstaltninger med hensyn til Alitalia, som de italienske myndigheder anmeldte den 29. og 30. april 2002, og som udgjorde 1 432 mio. EUR, ikke udgør statsstøtte.

( Subsidiært og med hensyn til realiteten annulleres den ene af de to ovenfor nævnte dele af beslutningen.

( Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Med den anfægtede beslutning tog Kommissionen udbetalingen af den anden tranche af den støtte, Den Italienske Republik havde ydet med henblik på omstruktureringen af Italia Linee Aeree Italiane S.p.A., og som blev godkendt ved beslutning 97/789/EF af 15. juli 1997 og bekræftet ved beslutning 2001/723/EF af 18. juli 2001, til efterretning, og besluttede ikke at rejse indsigelse mod udbetalingen af den tredje tranche. Kommissionen fastslog endvidere, at de nye rekapitaliseringsforanstaltninger med hensyn til Alitalia, svarende til et beløb på 1 432 mio. EUR, ikke udgør statsstøtte.

Til støtte for påstandene har sagsøgeren gjort gældende:

( At der er tale om tilsidesættelse af traktatens artikel 88, stk. 2, idet Alitalias manglende overholdelse af mindst tre betingelser, som var knyttet til godkendelsen af støtten, burde have foranlediget Kommissionen til ( ved dens vurdering af, hvorvidt udbetalingen af den anden og tredje tranche af støtten var forenelig med fællesmarkedet ( at give de konkurrerende virksomheder lejlighed til at fremkomme med deres bemærkninger.

( At der er tale om tilsidesættelse og fejlagtig anvendelse af de fællesskabsretlige retningslinjer vedrørende statsstøtte med henblik på redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, samt en utilstrækkelig begrundelse, idet Kommissionen i den del af beslutningen, hvor den besluttede at tage den foretagne udbetaling af den anden tranche til efterretning og ikke at rejse indsigelse mod udbetalingen af den tredje tranche, ikke har draget nogen konsekvenser af, at omstruktureringsplanen slog fejl, og at flere af de opstillede betingelser ikke var blevet overholdt.

( At de støttebeløb, der er anvendt til udligning af Alitalias driftstab, og som blev ydet efter udløbet af omstruktureringsplanen, udgør ny støtte, som er en anden end den, der blev godkendt. Under alle omstændigheder er der tale om en anvendelse af støtten, der er udtryk for misbrug, idet støtten er anvendt til dækning af de driftstab, der indtrådte efter udløbet af omstruktureringsplanen, dvs. til andre formål end dem, Kommissionen havde godkendt.

( At for så vidt angår den del af beslutningen, hvor Kommissionen har fastslået, at de nye rekapitaliseringsforanstaltninger med hensyn til Alitalia, som de italienske myndigheder anmeldte den 29. og 30. april 2002, og som udgjorde 1 432 mio. EUR, ikke udgør statsstøtte, har Kommissionen, navnlig for så vidt angår princippet om den private investor og den manglende undersøgelse af udsigterne med hensyn til virksomhedens rentabilitet, begået en fejl derved, at den ikke har villet tage hensyn til følgende omstændigheder: Alitalias private aktionærer havde uanset deres optionsrettigheder ikke godkendt den nye kapitalforhøjelse, ligesom de private banker først godkendte den, efter at staten formelt havde underskrevet den, og endelig var prisen på de nye aktier 2/3 lavere end det beløb, den anfægtede kapitalforhøjelse udgjorde, og som kun staten deltog i i kraft af den anden og tredje tranche af støtten til omstruktureringen.

____________