Foreløbig udgave

RETTENS DOM (Ottende Udvidede Afdeling)

24. januar 2024 (*)

»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunion – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – afgørelse fra Afviklingsinstansen om beregningen af ex ante-bidrag for 2021 – begrundelsespligt – ret til at blive hørt – retssikkerhedsprincippet – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – ulovlighedsindsigelse – begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger«

I sag T-347/21,

Hypo Vorarlberg Bank AG, Brégence (Østrig), ved advokaterne G. Eisenberger, A. Brenneis og J. Holzmann,

sagsøger,

mod

Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) ved J. Kerlin, D. Ceran og C. Flynn, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne B. Meyring, T. Klupsch og S. Ianc,

sagsøgt,

støttet af

Europa-Parlamentet ved J. Etienne, M. Menegatti og G. Bartram, som befuldmægtigede,

og af

Rådet for Den Europæiske Union ved J. Bauerschmidt, J. Haunold og A. Westerhof Löfflerová, som befuldmægtigede,

intervenienter,

har

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Kornezov, og dommerne G. De Baere, D. Petrlík (refererende dommer), K. Kecsmár og S. Kingston,

justitssekretær: fuldmægtig S. Jund,

på grundlag af den skriftlige forhandling

og efter retsmødet den 2. marts 2023,

afsagt følgende

Dom (1)

1        Med søgsmålet anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, Hypo Vorarlberg Bank AG, nedlagt påstand om annullation af afgørelse SRB/ES/2021/22 truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) den 14. april 2021 om beregning af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2021 (herefter »den anfægtede afgørelse«), for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

[udelades]

III. Parternes påstande

18      Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse, herunder bilagene hertil, annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

–        Afviklingsinstansen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

19      Afviklingsinstansen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

–        Subsidiært, i tilfælde af annullation af den anfægtede afgørelse, opretholdes virkningerne af den anfægtede afgørelse, indtil den erstattes, eller i det mindste i en periode på seks måneder fra den dato, hvor dommen bliver endelig.

20      Europa-Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

–        Sagsøgte frifindes, for så vidt som søgsmålet er støttet på en ulovlighedsindsigelse mod direktiv 2014/59 og forordning nr. 806/2014.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

21      Rådet for Den Europæiske Union har nedlagt følgende påstande:

–        Sagsøgte frifindes.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

IV.    Retlige bemærkninger

[udelades]

B.      Anbringenderne vedrørende lovligheden af den anfægtede afgørelse

1.      Det andet anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter på grund af en utilstrækkelig begrundelse af den anfægtede afgørelse

145    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke opfylder de krav til begrundelsespligten, der følger af artikel 296, stk. 2, TEUF og chartrets artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra c).

146    Det andet anbringende består i det væsentlige af fem led.

a)      Indledende bemærkninger

147    Artikel 296, stk. 2, TEUF fastslår, at retsakter skal begrundes. På samme måde kræver retten til god forvaltning, som er fastsat i chartrets artikel 41, at Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer skal begrunde deres afgørelser.

148    Begrundelsen for en afgørelse truffet af en EU-institution, et EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur er af særlig betydning, for så vidt som den gør det muligt for den berørte part at afgøre, om vedkommende ønsker at anlægge sag til prøvelse af denne afgørelse, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen, og for den kompetente ret at udøve sin legalitetsprøvelse, og at den derfor udgør en af betingelserne for en effektiv domstolsprøvelse, som er fastsat i chartrets artikel 47 (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

149    En sådan begrundelse skal være tilpasset karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den blev vedtaget. Det kræves i denne forbindelse ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område, og navnlig i forhold til den interesse, som retsaktens adressater kan have i begrundelsen. En retsakt, der er bebyrdende, er følgelig tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget under omstændigheder, som er den berørte part bekendt og således gør det muligt for den pågældende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

150    Med henblik på at undersøge, om denne begrundelse er tilstrækkelig i forhold til en afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidrag, skal det for det første bemærkes, at det ikke kan udledes af Domstolens praksis, at begrundelsen for enhver afgørelse, der træffes af en af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, hvorved en privat aktør pålægges at betale et pengebeløb, nødvendigvis skal omfatte samtlige de forhold, der gør det muligt for adressaten at kontrollere rigtigheden af beregningen af dette pengebeløb (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

151    For det andet er Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer i henhold til princippet om beskyttelse af forretningshemmeligheder, som er et almindeligt EU-retligt princip, hvilket bl.a. er konkretiseret i artikel 339 TEUF, principielt forpligtet til ikke at afsløre fortrolige oplysninger fra en privat aktør for dennes konkurrenter (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 109 og den deri nævnte retspraksis).

152    For det tredje vil en antagelse om, at begrundelsen for Afviklingsinstansens afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidrag nødvendigvis skal gøre det muligt for institutterne at kontrollere rigtigheden af beregningen af deres ex ante-bidrag, nødvendigvis indebære et forbud for EU-lovgiver mod at indføre en metode til beregning af dette bidrag, der integrerer data, hvis fortrolige karakter er beskyttet ved EU-retten, og dermed i uforholdsmæssig grad indskrænke den vide skønsbeføjelse, som denne lovgiver med henblik herpå skal råde over, ved bl.a. at forhindre den i at vælge en metode, der kan sikre, at finansieringen af Afviklingsfonden dynamisk tilpasses udviklingen i den finansielle sektor, ved en komparativ hensyntagen navnlig til den finansielle situation for hvert enkelt institut, der er meddelt tilladelse på en deltagende medlemsstats område (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 118).

153    Selv om det for det fjerde følger af det ovenstående, at den begrundelsespligt, der påhviler Afviklingsinstansen, på grund af logikken i systemet til finansiering af Afviklingsfonden og den beregningsmetode, som EU-lovgiver har fastsat, skal afvejes over for Afviklingsinstansens forpligtelse til at behandle de pågældende institutters forretningshemmeligheder fortroligt, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne sidstnævnte forpligtelse ikke skal fortolkes så vidt, at begrundelsespligten som følge heraf bliver uden indhold (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 120).

154    I forbindelse med afvejningen af begrundelsespligten og princippet om beskyttelse af forretningshemmeligheder kan det imidlertid ikke antages, at en afgørelse, hvorved en privat aktør pålægges at betale et pengebeløb, uden at denne gives alle de oplysninger, der gør det muligt med nøjagtighed at kontrollere beregningen af dette pengebeløb, nødvendigvis under alle omstændigheder udgør en tilsidesættelse af begrundelsespligtens indhold (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 121).

155    Hvad angår Afviklingsinstansens afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidrag skal begrundelsespligten anses for at være opfyldt, når de personer, der er berørt af denne afgørelse, selv om de ikke får tilsendt oplysninger, der er omfattet af forretningshemmeligheden, råder over den af Afviklingsinstansen anvendte beregningsmetode og tilstrækkelige oplysninger til i det væsentlige at forstå, hvorledes deres individuelle situation blev taget i betragtning med henblik på beregningen af deres ex ante-bidrag i forhold til situationen for alle de andre berørte institutter (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 122).

156    I et sådant tilfælde er disse personer nemlig i stand til at kontrollere, om deres ex ante-bidrag er blevet fastsat vilkårligt, ved at der er set bort fra deres reelle økonomiske situation eller ved anvendelse af data vedrørende resten af den finansielle sektor, der ikke er plausible. De nævnte personer kan derfor forstå grundlaget for den afgørelse, der fastsætter deres ex ante-bidrag, og tage stilling til, om det synes hensigtsmæssigt at anlægge sag til prøvelse af denne afgørelse, således at det vil være uforholdsmæssigt at kræve af Afviklingsinstansen, at den oplyser alle de talmæssige oplysninger, der dannede grundlag for beregningen af bidraget for hver af de berørte institutter (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 123).

157    Det følger af det foregående, at Afviklingsinstansen ganske vist ikke er i stand til at give et institut data, der gør det muligt for dette fuldt ud at kontrollere rigtigheden af værdien af justeringsmultiplikatoren, eftersom denne kontrol forudsætter, at instituttet rådede over data, der er omfattet af forretningshemmeligheden vedrørende hvert af de øvrige berørte institutters økonomiske situation (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 135).

158    Det påhviler derimod Afviklingsinstansen i en aggregeret og anonymiseret form at offentliggøre eller videregive de oplysninger om de berørte institutter, der var blevet anvendt ved beregningen af dette bidrag, til de berørte institutter, for så vidt som disse oplysninger kan meddeles uden at krænke forretningshemmeligheden (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 166).

159    Blandt de oplysninger, der således skal stilles til rådighed for institutterne, er bl.a. grænseværdierne for hver »bin« og grænseværdierne for de dertil knyttede indikatorer, på grundlag af hvilke institutternes ex ante-bidrag er blevet tilpasset deres risikoprofiler (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 167).

160    Det er i lyset af disse betragtninger, at de argumenter, som sagsøgeren har fremført i forbindelse med det andet anbringende, skal undersøges.

b)      Det første led om begrundelsen for fastsættelsen af det årlige målniveau

161    Ifølge sagsøgeren er fastsættelsen af det årlige målniveau ikke behørigt begrundet i den anfægtede afgørelse. Navnlig er grunden til, at Afviklingsinstansen, henset til de økonomiske konsekvenser af covid-19-pandemien for banksektoren, ikke lagde et lavere årligt målniveau til grund i lighed med de foregående år, ikke klar.

162    I denne henseende begrænsede Afviklingsinstansen sig til stereotype og generelle udsagn samt en opregning af indikatorer, der skulle tages i betragtning ved fastsættelsen af det årlige målniveau, uden at forklare, hvordan den vurderede disse indikatorer. Navnlig har Afviklingsinstansen ikke forklaret, hvordan den vurderede ex ante-bidragenes eventuelle procykliske virkninger på institutternes finansielle situation og konsekvenserne af denne vurdering for fastsættelsen af det årlige målniveau.

163    Følgelig gør den anfægtede afgørelse det ikke muligt for sagsøgeren at vurdere, om fastsættelsen af det årlige målniveau til en ottendedel af 1,35% i stedet for 1% af det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020 overholder kravet i den gældende lovgivning om, at det årlige målniveau ikke må overstige en ottendedel af det endelige målniveau.

164    Afviklingsinstansen har heroverfor anført, at den, henset til den både fremadrettede og udtømmende karakter af beregningen af det endelige målniveau, nødvendigvis skal støtte sig på visse antagelser og på sin ekspertise med henblik på at foretage fremskrivninger ved fastlæggelsen af målniveauet for hver bidragsperiode. I øvrigt fremgår det af 43.-48. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Afviklingsinstansen tog hensyn til covid-19-pandemien i forbindelse med analysen af konjunkturcyklusfasen og bidragenes potentielle procykliske virkninger på de bidragydende institutters finansielle situation.

165    Sagsøgeren har endvidere set bort fra den dynamiske karakter af det endelige målniveau, som følger af den omstændighed, at summen af dækkede indskud, der blev anvendt som referenceværdi ved udgangen af den indledende periode, i sagens natur først ville være kendt den 31. december 2023 og inden denne dato kun kunne baseres på en prognose. I denne henseende ville den anfægtede afgørelse have været tilstrækkeligt begrundet, selv uden en udtrykkelig angivelse af et præcist beløb for det endelige målniveau. Det fremgår nemlig af afgørelsen, at de dækkede indskud skulle fortsætte med at stige fra april 2021 indtil udgangen af den indledende periode. Det burde således stå klart for sagsøgeren, at fastsættelsen af det årlige målniveau til en ottendedel af 1% af gennemsnittet af de dækkede indskud i 2020 ikke ville have gjort det muligt at overholde det krav, der er fastsat i artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014, om ved udgangen af den indledende periode at nå et endeligt målniveau på mindst 1% af de dækkede indskud.

166    Det bemærkes indledningsvis, at i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 skal Afviklingsfondens disponible finansielle midler ved udgangen af den indledende periode nå det endelige målniveau, som svarer til mindst 1% af dækkede indskud i alle kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område.

167    Ifølge artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 skal ex ante-bidragene i den indledende periode fordeles så jævnt som muligt over perioden, indtil målniveauet, som er omtalt i præmis 166 ovenfor, er nået, men under behørig hensyntagen til konjunkturudviklingen og til den indvirkning, som procykliske bidrag kan have på institutternes finansielle stilling.

168    Artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 præciserer, at de bidrag, som skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, hvert år ikke må overstige 12,5% af det endelige målniveau.

169    Hvad angår metoden til beregning af ex ante-bidragene bestemmer artikel 4, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63, at Afviklingsinstansen skal fastsætte deres størrelse på grundlag af det årlige målniveau, under hensyntagen til det endelige målniveau, og på grundlag af gennemsnittet af dækkede indskud i det foregående år, beregnet kvartalsvis, for alle institutter, der er meddelt tilladelse på alle deltagende medlemsstaters område.

170    Tilsvarende fremgår det af artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81, at Afviklingsinstansen beregner det årlige ex ante-bidrag for hvert institut på grundlag af det årlige målniveau, som skal fastsættes i forhold til det endelige målniveau og i overensstemmelse med den metode, der er fastsat i delegeret forordning 2015/63.

171    I den foreliggende sag fastsatte Afviklingsinstansen, som det fremgår af 48. betragtning til den anfægtede afgørelse, det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 til 11 287 677 212,56 EUR.

172    I 36. og 37. betragtning til den anfægtede afgørelse forklarede Afviklingsinstansen i det væsentlige, at det årlige målniveau skal fastsættes på grundlag af en analyse af udviklingen i de dækkede indskud i de foregående år, enhver relevant udvikling i den økonomiske situation og en analyse af indikatorer vedrørende konjunkturfasen og de virkninger, som procykliske bidrag vil kunne have på institutternes finansielle stilling. Afviklingsinstansen vurderede det efterfølgende hensigtsmæssigt at fastsætte en koefficient baseret på denne analyse og på de finansielle midler, der var til rådighed for Afviklingsfonden (herefter »koefficienten«). Afviklingsinstansen anvendte denne koefficient på en ottendedel af det gennemsnitlige indskudsbeløb, der blev dækket i 2020, for at nå frem til det årlige målniveau.

173    Afviklingsinstansen redegjorde i 38.-47. betragtning til den anfægtede afgørelse for fremgangsmåden ved fastsættelsen af koefficienten.

174    I 38. betragtning til den anfægtede afgørelse bemærkede Afviklingsinstansen, at der var en konstant opadgående tendens i dækkede indskud for alle institutter i de deltagende medlemsstater. Navnlig nåede gennemsnittet af disse indskud, beregnet kvartalsvis, for 2020 op på 6,689 bio. EUR.

175    I 40. og 41. betragtning til den anfægtede afgørelse fremlagde Afviklingsinstansen den forventede udvikling i dækkede indskud for de resterende tre år af den indledende periode, dvs. fra 2021-2023. Den anslog, at de årlige vækstrater for dækkede indskud indtil udgangen af den indledende periode ville være på mellem 4% og 7%.

176    I 42.-45. betragtning til den anfægtede afgørelse fremlagde Afviklingsinstansen en vurdering af konjunkturfasen og den potentielle procykliske virkning, som ex ante-bidragene ville kunne have på institutternes finansielle stilling. I den forbindelse anførte den, at den havde taget hensyn til en række indikatorer, såsom Kommissionens prognose for væksten i bruttonationalproduktet og Den Europæiske Centralbanks (ECB) fremskrivninger i den henseende, eller kreditstrømmen fra den private sektor som en procentdel af bruttonationalproduktet.

177    I 46. betragtning til den anfægtede afgørelse konkluderede Afviklingsinstansen, at selv om det var rimeligt at forvente yderligere vækst i dækkede indskud inden for bankunionen, ville stigningen i væksten være lavere end i 2020. I denne forbindelse anførte Afviklingsinstansen i 47. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den havde anvendt en »forsigtig tilgang« med hensyn til vækstraterne for dækkede indskud i de kommende år frem til 2023.

178    I lyset af disse betragtninger fastsatte Afviklingsinstansen i 48. betragtning til den anfægtede afgørelse værdien af koefficienten til 1,35%. Den beregnede derefter beløbet for det årlige målniveau ved at multiplicere det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020 med denne koefficient og dividere resultatet af denne beregning med otte i overensstemmelse med følgende matematiske formel i 48. betragtning til den nævnte afgørelse:

»[m]ålniveau0 [beløbet for det årlige målniveau] = samlede dækkede indskud2020 * 0,0135 * ⅛ = 11 287 677 212,56 EUR«.

179    I retsmødet har Afviklingsinstansen imidlertid oplyst, at den havde fastsat det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 som følger.

180    For det første havde Afviklingsinstansen på grundlag af en fremadrettet analyse fastsat beløbet for de dækkede indskud for alle de institutter, der var meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, fremskrevet til udgangen af den indledende periode, til ca. 7,5 bio. EUR. For at nå frem til dette beløb havde Afviklingsinstansen taget hensyn til det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020, nemlig 6,689 bio. EUR, en årlig vækstrate for dækkede indskud på 4% og antallet af resterende bidragsperioder indtil udgangen af den indledende periode, dvs. tre.

181    For det andet havde Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 beregnet 1% af disse 7,5 bio. EUR for at nå frem til det skønnede endelige målniveau den 31. december 2023, dvs. ca. 75 mia. EUR.

182    For det tredje havde Afviklingsinstansen fra sidstnævnte beløb fratrukket de finansielle ressourcer, der allerede var til rådighed for Afviklingsfonden i 2021, dvs. ca. 42 mia. EUR, for at nå frem til det resterende beløb, der skulle opkræves i de resterende bidragsperioder indtil udløbet af den indledende periode, dvs. fra 2021- 2023. Dette beløb udgjorde ca. 33 mia. EUR.

183    For det fjerde havde Afviklingsinstansen divideret det sidstnævnte beløb med tre med henblik på en ensartet fordeling mellem de tre resterende bidragsperioder. Det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 blev således fastsat til det beløb, der er nævnt i præmis 171 ovenfor, dvs. ca. 11,287 mia. EUR.

184    Afviklingsinstansen har i retsmødet også anført, at den havde offentliggjort de oplysninger, som metoden beskrevet i præmis 180-183 ovenfor var baseret på, og som gjorde det muligt for sagsøgeren at forstå den metode, hvorved det årlige målniveau blev fastsat. Afviklingsinstansen har navnlig præciseret, at den på sit websted i maj 2021, dvs. efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, men før anlæggelsen af nærværende sag, offentliggjorde et beskrivende faktablad benævnt »Fact Sheet 2021« (herefter »faktabladet«), der angav det anslåede beløb for det endelige målniveau. Afviklingsinstansen har ligeledes anført, at også oplysninger om størrelsen af de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden, var tilgængelige på dens websted og fra andre offentlige kilder, og dette længe før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

185    Med henblik på at undersøge, om Afviklingsinstansen har overholdt sin begrundelsespligt for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau, skal det indledningsvis bemærkes, at en manglende eller utilstrækkelig begrundelse udgør et anbringende om grundlæggende retsprincipper, som Unionens retsinstanser kan – eller skal – tage stilling til ex officio (jf. dom af 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl., C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). Følgelig kan – eller skal – Retten ligeledes tage hensyn til andre begrundelsesmangler end dem, som sagsøgeren har påberåbt sig, navnlig når disse viser sig under sagens behandling.

186    Med henblik herpå er parterne under den mundtlige forhandling blevet hørt om alle de eventuelle begrundelsesmangler, som den anfægtede afgørelse kunne være behæftet med for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau. Navnlig har Afviklingsinstansen, som blev stillet flere gentagne og udtrykkelige spørgsmål herom, skridt for skridt beskrevet den metode, den reelt anvendte for at fastsætte det årlige målniveau for bidragsperioden 2021, således som det fremgår af præmis 180-183 ovenfor.

187    Hvad dernæst angår indholdet af begrundelsespligten fremgår det af retspraksis, at begrundelsen for en afgørelse truffet af en EU-institution eller et EU-organ bl.a. ikke må indeholde selvmodsigelser, idet adressaten for afgørelsen skal kunne gøre sig bekendt med den egentlige begrundelse for afgørelsen for at kunne forsvare sine rettigheder for den kompetente ret at udøve sin legalitetsprøvelse (jf. i denne retning dom af 10.7.2008 Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 169 og den deri nævnte retspraksis, af 22.9.2005, Suproco mod Kommissionen, T-101/03, EU:T:2005:336, præmis 20 og 45-47, og af 16.12.2015, Grækenland mod Kommissionen, T-241/13, EU:T:2015:982, præmis 56).

188    Når ophavsmanden til den anfægtede afgørelse giver visse forklaringer vedrørende begrundelsen for afgørelsen under sagen for Unionens retsinstanser, skal disse forklaringer ligeledes være i overensstemmelse med de betragtninger, der er anført i denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 22.9.2005, Suproco mod Kommissionen, T-101/03, EU:T:2005:336, præmis 45-47, og af 13.12.2016, Printeos m.fl. mod Kommissionen, T-95/15, EU:T:2016:722, præmis 54 og 55).

189    Hvis de betragtninger, der er anført i den anfægtede afgørelse, ikke er i overensstemmelse med de forklaringer, der er givet under retssagen, opfylder begrundelsen for den pågældende afgørelse nemlig ikke de funktioner, der er nævnt i præmis 148 og 149 ovenfor. En sådan uoverensstemmelse forhindrer navnlig for det første de berørte parter i at få kendskab til den reelle begrundelse for den anfægtede afgørelse, inden søgsmålet anlægges, og at forberede deres forsvar i lyset heraf, og for det andet Unionens retsinstanser i at identificere de grunde, der tjente som det reelle retsgrundlag for denne afgørelse, og i at undersøge, om de er i overensstemmelse med de gældende regler.

190    Endelig skal det bemærkes, at Afviklingsinstansen, når den vedtager en afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidragene, skal oplyse de berørte institutter om metoden til beregning af disse bidrag (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 122).

191    Det samme må gælde for metoden til fastsættelse af størrelsen af det årlige målniveau, idet dette beløb er af væsentlig betydning for sammenhængen i en sådan afgørelse. Som det fremgår af artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81, består metoden til beregning af ex ante-bidrag nemlig i fordelingen af det nævnte beløb mellem alle de berørte institutter således, at en tilsvarende forhøjelse eller nedsættelse af dette beløb medfører en tilsvarende forhøjelse eller nedsættelse af ex ante-bidraget for hver af disse institutter.

192    Det følger af det foregående, at selv om Afviklingsinstansen var forpligtet til i den anfægtede afgørelse at give institutterne forklaringer vedrørende metoden til fastsættelse af det årlige målniveau, skal disse forklaringer være i overensstemmelse med de forklaringer, som Afviklingsinstansen har givet under den retslige procedure, og som vedrører den metode, der reelt blev anvendt.

193    Dette er imidlertid ikke tilfældet i denne sag.

194    Det skal nemlig først bemærkes, at 48. betragtning til den anfægtede afgørelse indeholdt en matematisk formel, som i afgørelsen blev fremlagt som grundlaget for fastsættelsen af størrelsen af det årlige målniveau. Det viser sig imidlertid, at denne formel ikke omfatter elementerne i den metode, som Afviklingsinstansen faktisk anvendte, således som det blev forklaret i retsmødet. Som det fremgår af præmis 180-183 ovenfor, nåede Afviklingsinstansen nemlig frem til beløbet for det årlige målniveau inden for rammerne af denne metode ved fra det endelige målniveau at fratrække de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden, med henblik på at beregne det beløb, der fortsat skulle opkræves indtil udgangen af den indledende periode, og ved at dividere dette sidstnævnte beløb med tre. Disse to trin i beregningen kommer imidlertid ikke til udtryk i den nævnte matematiske formel.

195    Denne konklusion kan i øvrigt ikke drages i tvivl af Afviklingsinstansens oplysning om, at den i maj 2021 offentliggjorde faktabladet, som indeholdt et interval, der angav de mulige beløb for det endelige målniveau, og på sit websted offentliggjorde beløbet for de finansielle ressourcer, der var til rådighed i Afviklingsfonden. Uanset om sagsøgeren faktisk havde kendskab til disse beløb, var de nemlig ikke i sig selv af en sådan karakter, at de gjorde det muligt for sagsøgeren at forstå, at det faktisk var de to transaktioner, der er nævnt i præmis 194 ovenfor, der blev anvendt af Afviklingsinstansen, idet det desuden præciseres, at den matematiske formel, der er fastsat i 48. betragtning til den anfægtede afgørelse, end ikke nævner dem.

196    Lignende uoverensstemmelser påvirker ligeledes den måde, hvorpå koefficienten på 1,35%, som spiller en central rolle i den i præmis 178 ovenfor nævnte matematiske formel, blev fastsat. Denne koefficient kan nemlig forstås således, at den blandt andre parametre var baseret på den forventede vækst i de dækkede indskud i de resterende år af den indledende periode. Som Afviklingsinstansen har erkendt i retsmødet, blev denne koefficient imidlertid fastsat på en sådan måde, at den kunne retfærdiggøre resultatet af beregningen af beløbet for det årlige målniveau, dvs. efter at Afviklingsinstansen havde beregnet dette beløb i henhold til de fire trin, der er redegjort for i præmis 180-183 ovenfor, og navnlig ved at det beløb, der fremkom ved at trække beløbet for de disponible finansielle midler i Afviklingsfonden fra det endelige målniveau, blev divideret med tre. Denne fremgangsmåde fremgår imidlertid på ingen måde af den anfægtede afgørelse.

197    Det skal endvidere bemærkes, at ifølge afgørelsens beskrivende del blev beløbet for det forventede endelige målniveau anslået til at ligge mellem 70 og 75 mia. EUR. Dette interval er imidlertid ikke i overensstemmelse med intervallet for vækstraten for dækkede indskud på 4% til 7%, der fremgår af 41. betragtning til den anfægtede afgørelse. Afviklingsinstansen har nemlig i retsmødet anført, at den ved fastsættelsen af det årlige målniveau tog hensyn til vækstraten for de dækkede indskud på 4% – som er den laveste sats i det andet interval – og at den således nåede frem til det anslåede endelige målniveau på 75 mia. EUR – hvilket er den højeste værdi i det første interval. Det fremgår således, at der er en uoverensstemmelse mellem disse to intervaller. For det første omfattede intervallet vedrørende ændringssatsen for dækkede indskud nemlig også værdier, der var højere end satsen på 4%, hvis anvendelse imidlertid ville have ført til et anslået beløb for det endelige målniveau, der var højere end de beløb, der indgår i intervallet for dette målniveau. For det andet var det umuligt for sagsøgeren at forstå, hvorfor Afviklingsinstansen medtog beløb på mindre end 75 mia. EUR i intervallet for det nævnte målniveau. For at nå dette resultat har det nemlig været nødvendigt at anvende en sats på under 4%, som imidlertid ikke indgår i intervallet for vækstraten for dækkede indskud. Under disse omstændigheder var sagsøgeren ikke i stand til at afgøre, hvordan Afviklingsinstansen havde anvendt intervallet vedrørende ændringsraten for disse indskud for at nå frem til beregningen af det anslåede endelige målniveau.

198    Det følger heraf, at for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau er den metode, som Afviklingsinstansen faktisk anvendte, således som den blev forklaret i retsmødet, ikke i overensstemmelse med den metode, der er beskrevet i den anfægtede afgørelse, således at den reelle begrundelse for fastsættelsen af dette målniveau hverken kunne identificeres af institutterne eller af Retten på grundlag af den anfægtede afgørelse.

199    Henset til det ovenstående skal det fastslås, at den anfægtede afgørelse er behæftet med begrundelsesmangler for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau.

200    Det andet anbringendes første led skal derfor tages til følge. Henset til de juridiske og økonomiske udfordringer, der er forbundet med den foreliggende sag, er det ikke desto mindre i den forsvarlige retsplejes interesse at fortsætte undersøgelsen af de øvrige anbringender.

[udelades]

d)      Det tredje led om den anfægtede afgørelses begrundelse for så vidt angår manglende anvendelse af visse risikoindikatorer

212    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder en tilstrækkelig begrundelse for den manglende anvendelse af visse risikoindikatorer med henblik på beregningen af ex ante-bidrag for bidragsperioden 2021.

213    Afviklingsinstansen anvendte i denne afgørelse nemlig ikke fire risikoindikatorer og underindikatorer, som imidlertid er fastsat i delegeret forordning 2015/63 med henblik på fastsættelsen af ex ante-bidrag, nemlig indikatoren »net stable funding ratio« (herefter »NFSR-indikatoren«), indikatoren »instituttets kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver ud over minimumskravet for kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver« herefter »MREL-indikatoren«) og underindikatorerne »kompleksitet« og »mulighed for afvikling«.

214    I mangel af tilstrækkelige oplysninger er det umuligt at vide, i hvilket omfang den manglende anvendelse af de nævnte risikoindikatorer og underindikatorer havde en positiv eller negativ indvirkning på sagsøgerens ex ante-bidrag. Under alle omstændigheder er det ikke klart, hvorfor et institut som sagsøgeren skal straffes, fordi et andet institut ikke indberettede visse oplysninger på den foreskrevne måde, hvilket førte til, at de pågældende risikoindikatorer og underindikatorer ikke blev anvendt.

215    Afviklingsinstansen har bestridt sagsøgerens argumentation.

216    Det bemærkes indledningsvis, at artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 bestemmer, at »[h]vis de oplysninger, der kræves i tilknytning til en bestemt indikator som omhandlet i bilag II [til denne delegerede forordning], ikke indgår i det gældende tilsynsmæssige indberetningskrav, der er omhandlet i artikel 14, for referenceåret, anvendes den pågældende risikoindikator ikke, før det pågældende tilsynsmæssige indberetningskrav finder anvendelse«.

217    I den foreliggende sag anførte Afviklingsinstansen i 21.-29. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den ikke havde anvendt NFSR- og MREL-indikatorerne og underindikatorerne »kompleksitet« og »mulighed for afvikling« med den begrundelse, at de oplysninger, der kræves i henhold til disse risikoindikatorer og underindikatorer, ikke var tilgængelige i en harmoniseret form for alle institutterne på tidspunktet for vedtagelsen af denne afgørelse.

218    Hvad nærmere bestemt angår NFSR-indikatoren anførte Afviklingsinstansen, at »der ikke [blev] anvendt nogen harmoniseret bindende standard for NFSR inden for [Unionen], og Afviklingsinstansen var derfor ikke i stand til at identificere indikatorer på nationalt plan«. Med hensyn til MREL-indikatoren præciserede Afviklingsinstansen, at »fordi MREL-kravene i det store og hele [var blevet] implementeret gradvist, rådede Afviklingsinstansen ikke over oplysninger, der gjorde det muligt for den at anvende denne indikator på niveauet for hvert institut, der bidrager til [Afviklingsfonden]«. Med hensyn til underindikatorerne »kompleksitet« og »mulighed for afvikling« anførte Afviklingsinstansen, at »de oplysninger, der kræves for [disse underindikatorer], ikke [var] tilgængelige i en harmoniseret form for alle institutter i de deltagende medlemsstater for referenceåret 2019«.

219    En sådan begrundelse gør det muligt for sagsøgeren at forstå grundene til, at Afviklingsinstansen ikke anvendte de pågældende risikoindikatorer og underindikatorer, og opfylder således kravene i den retspraksis, der henvises til i præmis 48 og 149 ovenfor.

220    Desuden følger det af selve ordlyden af artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63, at denne bestemmelse ikke gør det muligt for Afviklingsinstansen at tage hensyn til konsekvenserne af en manglende anvendelse af en risikoindikator for størrelsen af hvert instituts ex ante-bidrag. Følgelig kan sagsøgeren ikke foreholde Afviklingsinstansen ikke at have inddraget sådanne overvejelser i den anfægtede afgørelse.

221    Det andet anbringendes tredje led skal derfor forkastes.

e)      Det fjerde led om begrundelsen for den anfægtede afgørelse vedrørende visse skønsmæssige valg, som Afviklingsinstansen traf ved fastsættelsen af parametrene for beregningen af ex ante-bidragene

222    Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse er utilstrækkelig, for så vidt som den ikke præciserer den måde, hvorpå Afviklingsinstansen udøvede det skøn, der er tillagt den ved delegeret forordning 2015/63, og som vedrører flere aspekter af beregningen af ex ante-bidragene.

223    Navnlig har Afviklingsinstansen vide skønsbeføjelser ved fastsættelsen af størrelsen af de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, og det er uklart, hvorfor Afviklingsinstansen begrænsede andelen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser til 15% af beløbet for de omhandlede institutters individuelle ex ante-bidrag.

224    Det følger endvidere af artikel 6, stk. 5, i delegeret forordning 2015/63 og af 94.-101., 106., 108. og 112. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Afviklingsinstansen rådede over en skønsmargen til at definere yderligere risikoindikatorer og til at omskalere de forskellige risikoindikatorer i tilfælde af manglende anvendelse af nogle af disse indikatorer. I denne henseende giver den retlige ramme ikke tilstrækkelig klarhed om metoden til beregning af ex ante-bidrag og om de afgørende kriterier for denne metode.

225    Afviklingsinstansen har bestridt sagsøgerens argumentation.

226    I denne forbindelse skal det bemærkes, at Afviklingsinstansen i 145.-153. betragtning til den anfægtede afgørelse detaljeret og udførligt redegjorde for grundene til, at den begrænsede anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser til 15% af beløbet for de omhandlede institutters individuelle ex ante-bidrag. Sagsøgeren har imidlertid ikke præciseret, hvorfor disse forklaringer var utilstrækkelige til at forstå Afviklingsinstansens grunde til at indføre en sådan begrænsning. Følgelig indeholder sagsøgerens argumentation intet, der kan godtgøre, at den anfægtede afgørelse var utilstrækkeligt begrundet i denne henseende.

227    Det samme gør sig gældende for så vidt angår de supplerende risikoindikatorer, omskaleringen af de forskellige risikoindikatorer og andre aspekter af beregningen, som sagsøgeren har nævnt. Afviklingsinstansen redegjorde nemlig i 98.-101. betragtning til den anfægtede afgørelse for den måde, hvorpå den havde defineret risikoindikatorerne og underindikatorerne, som blev anvendt i risikosøjle IV. Den anførte ligeledes i 20.-29. og 94.-96. betragtning til den anfægtede afgørelse begrundelsen for, at den havde vurderet det nødvendigt ikke at anvende visse risikoindikatorer (jf. præmis 217 og 218 ovenfor), og at gå videre med omskalering af de forskellige risikoindikatorer, som blev resultat heraf. Endelig redegjorde Afviklingsinstansen i 108. og 112. betragtning til den anfægtede afgørelse for, hvordan den havde omskaleret bruttorisikoindikatorerne i overensstemmelse med bilag I, under overskriften »Trin 3«, i delegeret forordning 2015/63, og hvordan den havde anvendt et negativt eller positivt fortegn på hver risikoindikator i overensstemmelse med bilag I, under overskriften »Trin 4«. Sagsøgeren har imidlertid ikke præciseret, hvorfor begrundelsen, som fremgår af de ovennævnte betragtninger i den anfægtede afgørelse, ikke var tilstrækkelig.

228    Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at delegeret forordning 2015/63 ikke er tilstrækkelig klar med hensyn til metoden for beregning af ex ante-bidrag og de afgørende kriterier for denne metode. Selv hvis det antages, at dette klagepunkt kan fortolkes således, at sagsøgeren herved har rejst en ulovlighedsindsigelse mod denne delegerede forordnings artikel 4-7 og 9 samt bilag I hertil, har sagsøgeren ikke forklaret, hvori ulovligheden af disse bestemmelser består. I denne forbindelse er sagsøgerens ubegrundede synspunkt, hvorefter den delegerede forordning tillægger Afviklingsinstansen en betydelig skønsmargen, ikke i sig selv tilstrækkelig til at anfægte lovligheden af disse bestemmelser.

229    Under disse omstændigheder skal det andet anbringendes fjerde led forkastes.

f)      Det femte led om begrundelsen i den anfægtede afgørelse vedrørende andre aspekter af beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag

230    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter begrundelsespligten med den begrundelse, at den måde, hvorpå Afviklingsinstansen beregnede sagsøgerens ex ante-bidrag, ikke var gennemsigtig og forståelig.

231    Afviklingsinstansen har bestridt sagsøgerens argumentation.

1)      Den angiveligt uforståelige og ikke kontrollerbare karakter af beregningen af ex ante-bidragene

232    Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at den anfægtede afgørelse blot indeholder generelle betragtninger om metoden til indhentelse af oplysninger og beregning af ex ante-bidrag. Ordlyden af denne afgørelse indeholder således ingen oplysninger i forhold til den konkrete beregning af sagsøgerens ex ante-bidrag. Nærmere bestemt indeholder bilagene til afgørelsen kun de endelige resultater, hvilket gør beregningen af ex ante-bidraget uforståelig og umulig at efterprøve. De oplysninger, der fremgår af disse bilag, er i øvrigt irrelevante, idet de ikke har beviskraft, og de har ikke nogen forklarende eller dokumenterende værdi på grund af uforklarlige udsving i visse værdier fra år til år. Som følge heraf er Retten og de nationale afviklingsmyndigheder ikke i stand til at kontrollere den beregning, som Afviklingsinstansen har foretaget. Tilsynsmyndigheden for finansmarkederne begrundede således ikke beregningen af ex ante-bidraget i opkrævningsmeddelelsen, men henviste blot til den anfægtede afgørelse. Den har ligeledes bekræftet, at den ikke selv forstod denne afgørelse.

233    I denne henseende indeholder bilag I til den anfægtede afgørelse som anført i præmis 15 ovenfor sagsøgerens individuelle bilag, der ikke blot indeholder de fælles oplysninger, som Afviklingsinstansen nåede frem til ved at sammenlægge eller kombinere oplysningerne fra alle institutterne, men også alle sagsøgerens individuelle oplysninger, der blev anvendt ved beregningen af dennes ex ante-bidrag, såsom størrelsen af sagsøgerens årlige basisbidrag, værdierne for dens risikoindikatorer og dens indplacering i de respektive intervaller i henhold til disse værdier. Det fremgår endvidere af bilag II til afgørelsen, at sagsøgeren var informeret om det antal intervaller, der svarede til hver risikoindikator, og om grænseværdierne for disse intervaller. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 159 ovenfor, var sagsøgeren således i stand til bl.a. på grundlag af oplysningerne i bilag I til afgørelsen, sammenholdt med oplysningerne i bilag II hertil, at kontrollere, om sagsøgeren var blevet henført til de korrekte intervaller i forhold til alle de øvrige institutter.

234    Dette gælder så meget desto mere, som Afviklingsinstansen inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse sendte sagsøgeren et værktøj til beregning af ex ante-bidrag, således at sagsøgeren kunne beregne sit ex ante-bidrag på forhånd. Dette værktøj indeholdt dels de algoritmer, som Afviklingsinstansen anvendte til at udføre de foreløbige beregninger, dels de fælles oplysninger, som Afviklingsinstansen fastsatte ved at lægge de individuelle oplysninger fra alle de berørte institutter sammen eller kombinere dem. Ved at indsætte sine individuelle oplysninger i de relevante felter i dette værktøj kunne sagsøgeren således trin for trin beregne sit individuelle ex ante-bidrag i overensstemmelse med de foreløbige beregninger af ex ante-bidragene for bidragsperioden 2021, som Afviklingsinstansen havde foretaget.

235    Hvad angår oplysningerne fra andre institutter, som Afviklingsinstansen anvendte i forbindelse med de trin, der er fastsat i bilag I til delegeret forordning 2015/63, og som vedrører »diskretisering af indikatorerne« (trin 2), »inddragelse af det tildelte fortegn« (trin 4) og »beregning af de årlige bidrag« (trin 6), er det korrekt, at bilag I og II til den anfægtede afgørelse kun indeholder de fælles oplysninger, som Afviklingsinstansen nåede frem til ved at sammenlægge eller kombinere de individuelle oplysninger fra alle de berørte institutter. Det følger imidlertid af den retspraksis, der er nævnt i præmis 157 ovenfor, at Afviklingsinstansen ikke var forpligtet til at give institutterne den fulde beregning, der blev anvendt til at nå frem til disse fælles oplysninger, da dette ville indebære offentliggørelse af oplysninger, der var omfattet af forretningshemmeligheden, om den økonomiske situation for hvert af de øvrige berørte institutter.

236    Endelig kan sagsøgerens synspunkt om, at oplysningerne i bilagene til den anfægtede afgørelse savner enhver »forklarende og dokumenterende værdi« på grund af angiveligt uforståelige udsving i visse værdier fra år til år, ikke tiltrædes. Den omstændighed alene, at visse værdier, der fremkommer ved at sammenlægge eller kombinere oplysninger for et stort antal institutter, kan variere fra år til år, kan ikke for de berørte institutter rejse tvivl om troværdigheden af alle de oplysninger, der fremgår af bilag I og II til den anfægtede afgørelse.

237    For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at beregningen af dens årlige basisbidrag og justeringsmultiplikatoren var uforståelige. I denne henseende var værdien af denne multiplikator alt for høj på trods af sagsøgerens fremragende internationale ratings og sagsøgerens risikoprofil, der var bedre end gennemsnittet af institutterne, og på trods den relativt lave grad af kompleksitet af sagsøgerens økonomi. Sagsøgeren var navnlig ikke i stand til at forstå grundene til, at niveauet for dens justeringsmultiplikator beregnet på nationalt grundlag var højt, [fortroligt] (2).

238    Det bemærkes i denne forbindelse, at værdien af justeringsmultiplikatoren følger af en beregning, der er baseret på den metode, der er beskrevet i bilag I til delegeret forordning 2015/63, og som er detaljeret beskrevet i 93.-121. betragtning til den anfægtede afgørelse, og i sagsøgerens individuelle bilag, som indgår i bilag I til afgørelsen. Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt noget konkret bevis for Retten, hvorved sagsøgeren tilsigter at godtgøre, at denne metode og de oplysninger, der fremgår af de nævnte betragtninger til den anfægtede afgørelse eller af det individuelle bilag, er uforståelige eller usammenhængende.

239    Da risikoindikatorerne, som nærmere beskrevet i 93.-100. betragtning til den anfægtede afgørelse, var vægtede inden for hver af de fire risikosøjler, og da disse fire risikosøjler også var vægtede, indgik visse risikoindikatorer under alle omstændigheder med mindre vægt end andre i resultatet af beregningen af justeringsmultiplikatoren. [fortroligt] Under disse omstændigheder har sagsøgeren med urette gjort gældende, at værdien af sagsøgerens justeringsmultiplikator var uforklarlig høj.

240    For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke var tilstrækkeligt begrundet, for så vidt som den ikke gjorde det muligt at forstå, hvorfor sagsøgerens ex ante-bidrag for bidragsperioden 2021 steg med [fortroligt] i forhold til bidragsperioden 2020, mens størrelsen af de dækkede indskud i Østrig kun steg med 5,08%, sagsøgerens dækkede indskud kun steg med [fortroligt], sagsøgerens risikojusteringsindekser kun steg med [fortroligt], det endelige beløb for ex ante-bidragene for hele bankunionen kun steg med 13%, og sagsøgerens forretningsaktivitet forblev uændret.

241    I denne henseende fremgår det af den retspraksis, der er nævnt i præmis 149 ovenfor, at begrundelsen for en EU-retsakt ikke skal angive alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold. Navnlig går den begrundelsespligt, der påhviler Afviklingsinstansen, ikke så langt som til at pålægge den en forpligtelse til at begrunde, hvorfor et ex ante-bidrag er steget i forhold til det foregående år.

242    Dernæst følger det af opbygningen af metoden til beregning af ex ante-bidrag, at størrelsen af disse bl.a. afhænger af størrelsen af de dækkede indskud i alle institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, og af risikoprofilen for alle disse institutter. I modsætning til, hvad sagsøgeren synes at gøre gældende, vil forhøjelsen af sagsøgerens ex ante-bidrag fra år til år derfor ikke nødvendigvis være proportional med stigningen i de dækkede indskud i Østrig, med sagsøgerens dækkede indskud eller med sagsøgerens justeringsmultiplikator.

243    Under disse omstændigheder kan de nøjagtige grunde til forhøjelsen af sagsøgerens ex ante-bidrag, på trods af de omstændigheder, som sagsøgeren har nævnt, ikke anses for oplysninger, uden hvilke det ikke var muligt at forstå, hvorledes der blev taget hensyn til sagsøgerens individuelle situation ved beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 150-159 ovenfor.

244    For det fjerde har sagsøgeren gjort gældende, at henførslen af institutter til intervaller var uforståelig, og at den medførte betydelige fordrejninger og fejlagtige resultater. Navnlig blev det ikke præciseret, hvorfor der ikke blev henført samme antal institutter til hvert interval for risikoindikatoren »gearingsgrad«. Fordelingen af institutter i intervallerne er ligeledes uforståelig med hensyn til risikoindikatoren »markedsrisikovægtede aktiver i forhold til den egentlige kernekapital«, som er omfattet af risikosøjle IV, da institutterne heller ikke blev fordelt på en lige og retfærdig måde i dette interval. Det samme gælder andre risikoindikatorer, såsom »markedsrisikovægtede aktiver i forhold til de samlede aktiver«. Det var derfor være umuligt at foretage en endelig vurdering af, om Afviklingsinstansens definition af intervallerne og fordelingen af institutter i disse intervaller var blevet foretaget korrekt, og om klassificeringen af sagsøgeren var realistisk.

245    Mere specifikt burde Afviklingsinstansen have udleveret, eventuelt i anonymiseret form, de oplysninger for hvert institut, der blev anvendt til at beregne indikatorerne baseret på rådata, således at sagsøgeren kunne kontrollere, om institutter, der havde indberettet sammenlignelige oplysninger, var blevet henført til ensartede intervaller.

246    I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes med hensyn til begrundelsen i den anfægtede afgørelse vedrørende den omstændighed, at der ikke blev henført det samme antal institutter til hvert interval for risikoindikatoren »gearingsgrad«, at Afviklingsinstansen i 106. betragtning til den anfægtede afgørelse i tilstrækkelig grad forklarede grundene til en sådan henførsel, idet den anførte, at formålet med fordelingen var at undgå, at institutter med samme værdi for en på rådata baseret indikator blev henført til forskellige intervaller, og institutter med samme værdi for en sådan indikator blev derfor henført til det samme interval, hvilket kunne føre til, at der til hvert interval blev henført et forskelligt antal institutter.

247    Endvidere er det, henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 150-159 ovenfor, med urette, at sagsøgeren har gjort gældende, at Afviklingsinstansen burde have gjort det muligt for sagsøgeren at foretage en fuldstændig kontrol af fastsættelsen af antallet af intervaller og fordelingen af institutterne mellem disse intervaller, eftersom en sådan fremgangsmåde ville indebære, at sagsøgeren modtog oplysninger om andre institutter, der var omfattet af forretningshemmeligheden.

248    I denne henseende skal det tilføjes, at Afviklingsinstansen i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke var forpligtet til for hvert berørt institut at videregive de oplysninger, der var indberettet til den af hvert institut, eller dens henførsel til de forskellige intervaller inden for hver risikoindikator, ved blot at erstatte navnet på hvert institut med et pseudonym. Som Afviklingsinstansen har forklaret, uden for alvor at blive modsagt på dette punkt, ville en sådan fremgangsmåde nemlig ikke kunne sikre, at institutterne ikke kunne identificeres ud fra de således meddelte oplysninger. Det er således ikke udelukket, at visse institutter, selv hvis de var pseudonymiserede, ville kunne identificeres på grundlag af individuelle oplysninger, der allerede var offentliggjort, navnlig for så vidt angår store institutter og medlemsstater, der kun har nogle få institutter.

249    I øvrigt vedrører sagsøgerens klagepunkter om andre angivelige fordrejninger i fordelingen mellem intervaller inden for de forskellige risikosøjler, selv hvis det antages, at de kan antages til realitetsbehandling i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 27-30 ovenfor, sagens realitet og ikke begrundelsen for den anfægtede afgørelse.

2)      Den manglende udlevering af individuelle oplysninger om de andre institutter

250    Sagsøgeren har gjort gældende, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse er utilstrækkelig, for så vidt som den ikke indeholder individuelle oplysninger om de andre institutter, uden hvilke det var umuligt for sagsøgeren at kontrollere beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag. De oplysninger, som institutterne havde indberettet i overensstemmelse med bilag II til delegeret forordning 2015/63, var reelt ikke fortrolige oplysninger, da de var offentligt tilgængelige eller fulgte af offentliggjorte oplysninger såsom institutternes årsrapporter.

251    Afviklingsinstansen foretog således ikke en omhyggelig afvejning af begrundelsespligten og kravet om beskyttelse af forretningshemmeligheder ved f.eks. at fastsætte en passende procedure for aktindsigt, som ville have muliggjort en fuldstændig udlevering af de oplysninger, der blev anvendt ved beregningen af ex ante-bidragene. Sagsøgeren har derfor anmodet Retten om at pålægge Afviklingsinstansen at fremlægge alle de dokumenter, der er relevante for denne beregning.

252    Sagsøgeren har i replikken anført, at Afviklingsinstansen ikke overholdt de krav i vedrørende begrundelsespligten, som Domstolen opstillede i dom af 15. juli 2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, idet Afviklingsinstansen ikke meddelte sagsøgeren alle de faktorer i beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag, som den kunne have udleveret uden at tilsidesætte forretningshemmeligheden. I denne henseende gav Domstolen sig ikke af med en begrænsende opremsning af alle de faktorer, som Afviklingsinstansen skal udlevere.

253    Ifølge sagsøgeren påhviler det først Afviklingsinstansen at påvise den fortrolige karakter af hver enkelt oplysning, som den ikke har udleveret, og som var nødvendig for at kontrollere beregningen af ex ante-bidragene.

254    Hvad dernæst angår beskyttelsen af forretningshemmeligheder forelå der for så vidt angår visse af de oplysninger, som Afviklingsinstansen ikke meddelte, ingen risiko for at skade de berørte institutters interesser som følge af en videregivelse heraf. Dette gælder f.eks. justeringsmultiplikatorerne for hvert enkelt institut.

255    I øvrigt stammede de oplysninger, som beregningen af ex ante-bidragene for bidragsperioden 2021 var baseret på, fra 2019, dvs. næsten tre år før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, hvorfor de havde mistet enhver fortrolig karakter. De oplysninger, som institutterne havde indberettet, varierede nemlig kraftigt fra år til år og var derfor uden praktisk betydning for vurderingen af institutternes økonomiske stilling.

256    Endelig burde oplysninger, der ikke gjorde det muligt at identificere institutterne, herunder alle aggregerede oplysninger, der blev anvendt i de forskellige trin i beregningen af ex ante-bidrag, under alle omstændigheder have været videregivet. Afviklingsinstansen kunne bl.a. uden at videregive fortrolige oplysninger have meddelt hvert instituts samlede passiver og justeringsmultiplikator ved at slette navnet på det pågældende institut. Institutterne ville dermed have kunnet foretaget en sammenligning med andre institutter af lignende størrelse med henblik på at vurdere, om risikojusteringen svarede til deres reelle økonomiske situation, og at kontrollere tildelingen af institutterne til intervallerne.

257    I 88. betragtning til den anfægtede afgørelse bemærkede Afviklingsinstansen, at »institutternes forretningshemmeligheder – dvs. alle oplysninger vedrørende institutternes erhvervsmæssige aktiviteter, som, hvis de blev videregivet til en konkurrent og/eller til en bredere offentlighed, alvorligt kunne skade institutternes interesser – [blev] betragtet som fortrolige oplysninger«. Den tilføjede, at »[i] forbindelse med beregningen af ex ante-bidrag er de individuelle oplysninger, som institutterne har givet via deres indberetningsskema, og som [Afviklingsinstansen] har baseret beregningen af institutternes ex ante-bidrag på, anset for at være forretningshemmeligheder«.

258    Endvidere bemærkede Afviklingsinstansen i 90.-92. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den ikke måtte »videregive datapunkterne for hvert institut, som dannede grundlag for beregningerne i [den nævnte afgørelse]«, hvorimod den kunne »videregive de aggregerede og fælles datapunkter, for så vidt som disse data [var] kumulerede«. Institutterne nød imidlertid ifølge den nævnte afgørelse godt af »fuld gennemsigtighed i beregningen af deres [årlige basisbidrag] og justeringsmultiplikatoren« for de trin i beregningen af dette bidrag, som er defineret i bilag I til delegeret forordning 2015/63, der vedrørte »beregning af indikatorerne baseret på rådata« (trin 1), »omskalering af indikatorerne« (trin 3) og »beregning af den sammensatte indikator« (trin 5). Desuden kunne institutterne modtage »fælles datapunkter, der anvendes af Afviklingsinstansen på samme måde for alle institutter og er justeret i forhold til deres risikoprofil« for de trin i beregningen, der vedrører »diskretisering af indikatorerne« (trin 2), »inddragelse af det tildelte fortegn« (trin 4) og »beregning af de årlige bidrag« (trin 6).

259    I denne henseende skal det for det første bemærkes, at selve princippet for metoden til beregning af ex ante-bidrag, således som den fremgår af direktiv 2014/59 og forordning nr. 806/2014, indebærer, at Afviklingsinstansen anvender oplysninger, der er omfattet af forretningshemmeligheden, og som ikke kan gengives i begrundelsen for den anfægtede afgørelse om fastsættelse af ex-ante-bidrag (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 114).

260    For det andet og i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, krævede begrundelsespligten ikke, at Afviklingsinstansen anførte detaljerede betragtninger til den anfægtede afgørelse for at godtgøre den fortrolige karakter af hver kategori af oplysninger, som institutterne havde indgivet.

261    Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 149 ovenfor, kræves det nemlig ikke, at begrundelsen for en retsakt angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område, og navnlig i forhold til den interesse, som retsaktens adressater kan have i begrundelsen.

262    Det følger imidlertid for det første af overvejelserne i 88. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Afviklingsinstansen vurderede, at alle de oplysninger, som hvert institut havde indberettet, som helhed var omfattet af forretningshemmeligheden, eftersom videregivelse af disse oplysninger til en konkurrent eller til en bredere offentlighed kunne være til alvorlig skade for det pågældende instituts interesser.

263    For det andet havde sagsøgeren, eftersom den i henhold til artikel 14 i delegeret forordning 2015/63 indberettede sine egne oplysninger med henblik på beregningen af ex ante-bidragene, fuldt kendskab til arten af og de generelle karakteristika for hver kategori af disse oplysninger. Sagsøgeren var således bl.a. i stand til at vurdere, i hvilket omfang hver af disse kategorier af oplysninger kunne bestå af fortrolige oplysninger.

264    Under disse omstændigheder havde sagsøgeren tilstrækkelige oplysninger til at forstå og om nødvendigt anfægte grundene til, at Afviklingsinstansen vurderede, at de individuelle oplysninger fra de andre institutter var omfattet af forretningshemmeligheden. Sagsøgeren kunne bl.a., henset til arten af og de generelle kendetegn for hver kategori af disse oplysninger, anfægte Afviklingsinstansens vurdering, som er anført i 88. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter de nævnte oplysninger var fortrolige, og videregivelse heraf kunne være til alvorlig skade for det berørte instituts interesser. Sagsøgeren rådede således over alle de oplysninger, der var nødvendige for at kunne anfægte Afviklingsinstansens manglende overholdelse af de krav, som Domstolen har opstillet vedrørende afvejningen af begrundelsespligten over for princippet om beskyttelse af forretningshemmeligheden, således som de er gengivet i præmis 155, 158 og 159 ovenfor.

265    For det tredje er de beviser, som sagsøgeren har fremlagt for Retten, ikke tilstrækkelige til at godtgøre, at institutternes individuelle oplysninger ikke reelt er fortrolige oplysninger, fordi de er offentligt tilgængelige.

266    I denne henseende har sagsøgeren til støtte for sit synspunkt for det første anført, at en stor mængde oplysninger, som institutterne havde fremsendt, blev udbredt i forbindelse med de stresstests, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) offentliggjorde, f.eks. »oplysninger om kapital (egenkapital, kapitalgrundlag, kernekapitalprocent osv.), andelen af gæld samt forskellige risikopositionsbeløb (kreditrisiko, securitisering, markedsrisiko, driftsrisiko osv.)«. Desuden gennemførte EBA ifølge sagsøgeren årlige undersøgelser af gennemsigtighed på EU-plan, inden for rammerne af hvilke denne myndighed bl.a. offentliggjorde »detaljerede oplysninger om hvert institut for så vidt angår deres markedsposition, størrelsen af risikopositioner [eller] kapitalandel«.

267    Det bemærkes, at den stresstest, som EBA gennemførte på EU-plan i 2018, og de årlige undersøgelser af gennemsigtighed, som sagsøgeren har henvist til, imidlertid kun vedrørte et begrænset antal institutter samt en begrænset mængde oplysninger, der var langt mindre end det, der blev indberettet i forbindelse med beregningen af ex ante-bidragene, hvilket sagsøgeren i øvrigt har medgivet i retsmødet. Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at de oplysninger, der blev offentliggjort inden for rammerne af EBA’s aktiviteter, vedrørte alle de institutter, der var underlagt forpligtelsen til at betale ex ante-bidrag.

268    For det andet har sagsøgeren henvist til, at de årlige undersøgelser af gennemsigtighed, der er nævnt i præmis 267 ovenfor, havde til formål at supplere institutternes egen offentliggørelse af oplysninger på grundlag af bl.a. artikel 431-455 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2013, L 176, s. 1) samt artikel 106 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT 2013, L 176, s. 338). I denne henseende har sagsøgeren imidlertid blot henvist til disse bestemmelser uden at forklare, hvilke konkrete individuelle oplysninger om institutterne, der blev anvendt ved beregningen af ex ante-bidragene, og som i medfør af disse bestemmelser var offentligt tilgængelige på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

269    Sagsøgeren har i øvrigt ikke gjort gældende, endsige påvist, at alle de oplysninger, der blev anvendt til at fastlægge mindst én risikoindikator, hvis beregning kræver en kombination af flere kategorier af oplysninger, var offentligt tilgængelige på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

270    For det fjerde betyder den omstændighed, at de oplysninger, der blev anvendt til beregningen af ex ante-bidragene for bidragsperioden 2021, vedrørte 2019, ikke, at disse oplysninger på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ikke længere var omfattet af forretningshemmeligheden. Det er heller ikke godtgjort, at en videregivelse i den anfægtede afgørelse af alle de oplysninger, som hvert enkelt institut havde indberettet, ikke kunne indebære en tilsidesættelse af forretningshemmeligheden alene på grund af den tid, der var gået. I denne henseende gør den omstændighed alene, at disse oplysninger varierer fra år til år, det ikke muligt at fastslå, at oplysningerne havde mistet deres fortrolige karakter inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

271    Det følger endvidere af Domstolens praksis, at når oplysninger, der på et bestemt tidspunkt har kunnet udgøre forretningshemmeligheder, er mindst fem år gamle, anses de med tiden principielt for historiske og derfor for at have mistet deres hemmelige karakter, medmindre den part, der har påberåbt sig denne karakter, undtagelsesvis påviser, at disse oplysninger stadig udgør væsentlige faktorer i dennes eller i den berørte tredjeparts forretningsmæssige stilling, på trods af oplysningernes alder (jf. i denne retning og analogt dom af 19.6.2019, Baumeister, C-15/16, EU:C:2018:464, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis). De oplysninger, der blev anvendt ved beregningen af ex ante-bidragene for bidragsperioden 2021, var imidlertid mindre end tre år gamle på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

272    Hvad for det femte angår sagsøgerens argument om, at Afviklingsinstansen burde have videregivet værdierne for justeringsmultiplikatoren og hvert instituts samlede passiver i anonymiseret form, fremgår det af den retspraksis, der er nævnt i præmis 150-159 ovenfor, at Afviklingsinstansen for så vidt angår oplysningerne for de øvrige institutter var forpligtet til at stille tilstrækkelige oplysninger til rådighed for det pågældende institut til i det væsentlige at forstå, hvorledes dets individuelle situation blev taget i betragtning med henblik på beregningen af dets ex ante-bidrag i forhold til situationen for alle de andre institutter. Mere specifikt påhvilede det Afviklingsinstansen i en aggregeret og anonymiseret form at offentliggøre eller videregive de oplysninger om institutterne, der var blevet anvendt ved beregningen af dette bidrag, til det nævnte institut, for så vidt som disse oplysninger kunne meddeles uden at krænke forretningshemmeligheden.

273    Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt hvert instituts samlede passiver og justeringsmultiplikatoren på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse var omfattet af forretningshemmeligheden, skal det imidlertid dels bemærkes, at hvert instituts samlede passiver udgjorde en nødvendig oplysning for det første trin i beregningen af ex ante-bidrag, dvs. fastsættelsen af det årlige basisbidrag, i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, litra a), i forordning nr. 806/2014, idet dette bidrag efterfølgende skulle justeres i forhold til hvert instituts risikoprofil på grundlag af andre individuelle oplysninger om institutterne. Dels var justeringsmultiplikatoren en mellemliggende værdi, der var resultatet af flere trin i beregningen af ex ante-bidragene, og som omfattede alle de risikoindikatorer, som Afviklingsinstansen anvendte i denne beregning. Denne multiplikator repræsenterede således hvert instituts samlede risikoprofil, som var baseret på alle risikoindikatorer, og som i øvrigt ikke havde nogen direkte forbindelse med størrelsen af instituttets samlede passiver.

274    Under disse omstændigheder ville udbredelsen af værdien af de samlede passiver og justeringsmultiplikatoren for hvert institut ikke have gjort det muligt, uden at afsløre alle øvrige individuelle oplysninger for institutterne, at nå det af sagsøgeren forfulgte mål om at foretage en sammenligning mellem sagsøgerens situation og situationen for andre institutter af lignende størrelse med henblik på at kontrollere beregningen af sagsøgerens årlige risikojusterede basisbidrag. I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ville udbredelsen af disse værdier alene heller ikke have gjort det muligt at efterprøve henførslen af institutter til intervallerne.

275    Værdien af justeringsmultiplikatoren og hvert instituts samlede passiver kan følgelig ikke anses for forhold, uden hvilke institutterne ikke i det væsentlige kunne forstå, hvorledes deres individuelle situation blev taget i betragtning i forhold til situationen for alle de øvrige berørte institutter.

276    Henset til det ovenstående skal sagsøgerens argument om, at den anfægtede afgørelse er utilstrækkeligt begrundet, for så vidt som den ikke indeholder individuelle oplysninger om de andre institutter, der gør det muligt at kontrollere beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag, forkastes.

3)      Forskellene mellem de deltagende medlemsstater for så vidt angår forholdet mellem den del af de samlede ex ante-bidrag fra institutter i en medlemsstat, der er beregnet på nationalt grundlag, og den del af dette beløb, der er beregnet på bankunionens grundlag

277    Sagsøgeren har gjort gældende, at hvad angår det samlede beløb for ex ante-bidrag for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på hver deltagende medlemsstats område, begrundede den anfægtede afgørelse ikke forskellene mellem disse medlemsstater for så vidt angår forholdet mellem på den ene side den del af dette beløb, der blev beregnet på nationalt grundlag, og på den anden side den del af dette beløb, der blev beregnet på bankunionens grundlag. For nogle af de nævnte medlemsstater var den del, der henhørte under det nationale grundlag, nemlig i varierende grad højere end den del, der henhørte under bankunionens grundlag, og omvendt for andre. Desuden førte analysen af de aggregerede værdier til en formodning om, at visse medlemsstater finansierede størstedelen af de bidrag, der blev beregnet på bankunionens grundlag.

278    I denne henseende skal det bemærkes, at Afviklingsinstansen i 60. betragtning til den anfægtede afgørelse forklarede, at »[v]ed beregningen af den del af de årlige bidrag, der henhører under det nationale grundlag, [...] blev det målniveau, der blev anvendt til beregningen, defineret på et nationalt grundlag ved kun at tage hensyn til de dækkede indskud fra kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i den pågældende deltagende medlemsstat«, hvorimod der ikke blev taget hensyn til oplysninger fra institutter, der var meddelt tilladelse i de andre deltagende medlemsstater.

279    Det fremgår derimod af 61. betragtning til den anfægtede afgørelse, at »[v]ed beregningen af den del af de årlige bidrag[, som henhører under bankunionens grundlag] [...] fastsættes det årlige målniveau på grundlag af dækkede indskud i alle kreditinstitutter, der er etableret i de deltagende medlemsstater«.

280    Det følger heraf, at de uensartetheder og forskelle, som sagsøgeren har henvist til, skyldes den omstændighed, at beregningen af ex ante-bidragene på nationalt grundlag og beregningen af disse bidrag på bankunionens grundlag hver især var baseret på forskellige oplysninger. Under disse omstændigheder går den begrundelsespligt, der påhvilede Afviklingsinstansen, ikke så vidt som til at kræve, at Afviklingsinstansen yderligere forklarede forskellene mellem beregningen af bidrag på nationalt grundlag og på bankunionens grundlag.

4)      Begrundelsen vedrørende korrektionerne af oplysninger om andre institutter

281    Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke gjorde det muligt for institutterne at kontrollere virkningen af korrektioner af oplysninger fra andre institutter på beregningen af ex ante-bidrag for bidragsperioden 2021, eftersom Afviklingsinstansen navnlig hverken oplyste antallet af institutter, der havde indberettet oplysninger, som efterfølgende var blevet korrigeret, eller de konsekvenser, som korrektionerne havde for størrelsen af ex ante-bidragene. I denne henseende kan Afviklingsinstansens beregninger være behæftet med fejl. Faktisk har nogle institutter endda angivet, at de »måske« havde meddelt ukorrekte oplysninger, hvilket ville indebære, at Afviklingsinstansens beregning var baseret på ukorrekte oplysninger. Selv om eventuelle korrektioner kunne tages i betragtning efterfølgende i den følgende bidragsperiode, er institutterne ikke blevet informeret om sådanne korrektioner og om begrundelsen herfor, hvilket forstærker uklarheden og den ukontrollerbare karakter af beregningerne af ex ante-bidragene. Forskellen mellem på den ene side størrelsen af disse bidrag beregnet for bidragsperioden 2021 og justeret for de nyligt tilsynsbelagte institutter og på den anden side det endelige beløb for disse bidrag efter fradrag af bidragene fastsat for bidragsperioden 2015 og justeringer som følge af tilpasninger og revisioner af oplysninger savner således gennemsigtighed.

282    I denne henseende følger det af den retspraksis, der er nævnt i præmis 150-159 ovenfor, at den anfægtede afgørelse ikke nødvendigvis skal indeholde samtlige de oplysninger, der gør det muligt for adressaten at kontrollere rigtigheden af beregningen af dennes ex ante-bidrag. Meddelelse af efterfølgende korrektioner vedrørende andre institutter eller begrundelsen herfor ville imidlertid indebære, at sagsøgeren blev meddelt oplysninger om andre institutter, der var omfattet af forretningshemmeligheden.

283    Hvad dernæst angår manglen på oplysninger i den anfægtede afgørelse om antallet af institutter, der er berørt af disse korrektioner, har sagsøgeren ikke forklaret, på hvilken måde sådanne oplysninger var nødvendige for at forstå, hvordan Afviklingsinstansen havde taget hensyn til sagsøgerens individuelle situation med henblik på at beregne sagsøgerens ex ante-bidrag for bidragsperioden 2021.

284    Hvad angår argumentet om den angivelige tilbøjelighed til fejl i beregningen af ex ante-bidrag og Afviklingsinstansens anvendelse af fejlagtige oplysninger angår dette sagens realitet og ikke begrundelsen for den anfægtede afgørelse. Sagsøgeren har i øvrigt ikke fremlagt nogen konkrete oplysninger for Retten, der gør det muligt for Retten at undersøge en sådan argumentation med hensyn til realiteten.

285    På baggrund af det ovenstående skal det andet anbringendes femte led forkastes.

g)      Konklusion vedrørende det andet anbringende

286    Det følger af det ovenstående, at det andet anbringendes første led skal tiltrædes, og at anbringendets andet til femte led skal forkastes.

2.      Det tredje anbringende om tilsidesættelse af chartrets artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra a), som følge af manglende overholdelse af retten til at blive hørt

287    Sagsøgeren har gjort gældende, at den høringsprocedure, som Afviklingsinstansen gennemførte forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ikke respekterede sagsøgerens ret til at blive hørt, som er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra a), idet den ikke gav sagsøgeren mulighed for på en effektiv måde at fremsætte bemærkninger til beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag.

288    Den periode på to uger, hvorunder høringsprocedure fandt sted, var nemlig utilstrækkelig til at udtale sig om udkastet til den anfægtede afgørelse og de aggregerede statistikker, samt kontrollere og analysere de sidstnævnte, så meget desto mere som de meddelte oplysninger ikke var tilstrækkelige til at kontrollere beregningsprocessen og størrelsen af sagsøgerens ex ante-bidrag. I denne henseende blev hvert enkelt instituts oplysninger, der tjente som grundlag for beregningen af de fælles oplysninger, og som var afgørende for fordelingen af institutterne i intervaller og dermed for klassificeringen af institutterne i henhold til hver risikoindikator, ikke meddelt. Afviklingsinstansen gav dermed ikke sagsøgeren mulighed for at udtale sig om de materielle og juridiske spørgsmål, der var relevante for dens ex ante-bidrag, og at kontrollere rigtigheden af dette bidrag. Selv om Afviklingsinstansen inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse stillede et interaktivt værktøj til beregning af ex ante-bidrag til rådighed for sagsøgeren, gjorde dette værktøj det i øvrigt heller ikke muligt for institutterne at vurdere, om deres risikotilpasning var plausibel i forhold til alle de øvrige institutter, og om deres økonomiske situation var blevet vurderet korrekt.

289    Hertil kommer, at høringsproceduren blev gennemført på en rent formel måde, hvilket bl.a. fremgår af den omstændighed, at Afviklingsinstansen ikke tog hensyn til nogen af de bemærkninger, der blev fremsat af institutterne. Den tvivl, som visse institutter gav udtryk for, blev flere gange afvist af Afviklingsinstansen med henvisning til den juridiske ramme og til begrundelsen for den anfægtede afgørelse.

290    De ovennævnte mangler var så meget desto mere alvorlige, som Afviklingsinstansen havde en betydelig skønsmargen ved fastsættelsen af ex ante-bidragene, hvorfor overholdelsen af retten til at blive hørt var af særlig betydning.

291    Afviklingsinstansen har bestridt sagsøgerens argumentation.

292    Retten til at blive hørt garanterer enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under den administrative procedure, og inden der træffes nogen afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt (jf. dom af 22.11.2012, M., C-277/11, EU:C:2012:744, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

293    I den foreliggende sag gennemførte Afviklingsinstansen forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse en høringsprocedure fra den 5. til den 19. marts 2021, hvor den fremsendte et udkast til den anfægtede afgørelse til de berørte institutter og opfordrede disse til ved hjælp af en onlineformular at fremsætte deres bemærkninger til indholdet af dette udkast.

294    Endvidere fremsendte Afviklingsinstansen følgende dokumenter til de berørte institutter:

–        et interaktivt beregningsværktøj, der gjorde det muligt for institutterne at beregne deres ex ante-bidrag for bidragsperioden 2021 på grundlag af resultaterne af institutternes foreløbige beregninger

–        Afviklingsinstansens udtalelse SRB/ES/2021/13 af 3. marts 2021 vedrørende dens foreløbige beregning af ex ante-bidrag til Afviklingsfonden for bidragsperioden 2021 og indledningen af konsultationer med institutterne

–        et dokument med titlen »Aggregerede statistikker« indeholdende beregningsstatistikker for alle institutter i summarisk og samlet form

–        retningslinjer for beregning af ex ante-bidrag for bidragsperioden 2021 ved hjælp af beregningsværktøjet.

295    I denne forbindelse fremgår det for det første af den retspraksis, der er nævnt i præmis 150-159 ovenfor, at Afviklingsinstansen i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke var forpligtet til at meddele sagsøgeren alle dokumenter og oplysninger vedrørende hvert institut med henblik på at gøre det muligt for sagsøgeren at foretage en fuldstændig kontrol af rigtigheden af beregningen af dens ex ante-bidrag. Afviklingsinstansen var navnlig ikke forpligtet til at fremsende dokumenter, der indeholdt individuelle oplysninger om andre institutter, og som var omfattet af forretningshemmeligheden, til sagsøgeren.

296    For det andet har sagsøgeren navnlig ikke bestridt, at den blev gjort bekendt med metoden til beregning af ex ante-bidraget for bidragsperioden 2021 og med det foreløbige resultat for det ex ante-bidrag, sagsøgeren skulle betale, således at sagsøgeren var i stand til at udfylde den formular, som Afviklingsinstansen havde stillet til rådighed, og at fremsætte sine bemærkninger om hvert af trinnene i denne beregning på en hensigtsmæssig måde.

297    Under disse omstændigheder er der intet, der tyder på, at sagsøgeren ikke havde adgang til de oplysninger, som beregningen af dens ex ante-bidrag var baseret på, og som Afviklingsinstansen var forpligtet til at meddele sagsøgeren.

298    I øvrigt havde sagsøgeren mulighed for at fremføre sin synspunkter om disse forhold ved hjælp af den onlineformular, der er nævnt i præmis 293 ovenfor. Sagsøgeren kunne således i forbindelse med beregningen af sit ex ante-bidrag fremsætte sine bemærkninger til Afviklingsinstansens skønsmæssige valg, såsom fastsættelsen af det årlige målniveau eller nøjagtigheden af visse risikoindikatorer i risikosøjle IV, og sagsøgeren var i stand til foreløbigt at beregne sit ex ante-bidrag ved at anvende det beregningsværktøj, som Afviklingsinstansen stillede til rådighed.

299    I denne henseende følger det af Domstolens praksis, at en formular, der er udarbejdet for, at de berørte personer kan fremføre deres synspunkter over for den kompetente myndighed, principielt gør det muligt for disse personer udførligt at udtale sig om de forhold, som den kompetente myndighed skal tage hensyn til, og, hvis vedkommende finder det nyttigt, at fremlægge andre oplysninger eller vurderinger end dem, der allerede er forelagt den kompetente myndighed (jf. analogt dom af 9.2.2017, M, C-560/14, EU:C:2017:101, præmis 39 og 40).

300    Således forholder det sig i den foreliggende sag.

301    I forbindelse med høringsproceduren opfordrede Afviklingsinstansen således institutterne til dels at fremsætte bemærkninger til 13 på forhånd fastsatte emner, hvilket gav dem mulighed for at kommentere flere aspekter af beregningen af ex ante-bidragene, herunder metoden og resultaterne af denne beregning. Derudover kunne institutterne under punkt 14 rejse ethvert andet spørgsmål, som de fandt relevante for beregningen af ex ante-bidraget for bidragsperioden 2021, og som ikke allerede var dækket af de på forhånd fastsatte emner. Sagsøgeren havde derfor mulighed for at fremsætte bemærkninger til hvert element i denne beregning eller til den fremgangsmåde, der blev anvendt ved beregningen.

302    Hvad endvidere angår den frist, der var fastsat til at fremsætte bemærkninger i forbindelse med høringsproceduren, i det foreliggende tilfælde to uger, bemærkes for det første, at sagsøgeren ikke har forklaret, på hvilken måde denne frist har tilsidesat sagsøgerens ret til at blive hørt. Sagsøgeren har i denne forbindelse begrænset sig til at anføre, at det var »utopisk« at antage, at udkastet til afgørelse og de aggregerede statistikker kunne kontrolleres og analyseres inden for et så kort tidsrum, uden at henvise til konkrete aspekter af disse dokumenter eller til praktiske vanskeligheder, som kunne forhindre sagsøgeren i inden for den fastsatte frist at fremsætte sine bemærkninger til de forhold, der udgjorde grundlaget for beregningen af dens ex ante-bidrag, såsom de forhold, der er nævnt i præmis 296 og 298 ovenfor. Det eneste konkrete forhold, som sagsøgeren har nævnt i denne sammenhæng, er den omstændighed, at de oplysninger, som Afviklingsinstansen meddelte, ikke var tilstrækkelige til at kontrollere fremgangsmåden for beregningen og størrelsen af sagsøgerens ex ante-bidrag. Som anført i præmis 295-297 ovenfor er det imidlertid ikke godtgjort, at Afviklingsinstansen var forpligtet til at udlevere andre dokumenter til sagsøgeren end dem, der er nævnt i præmis 294 ovenfor, hvorfor denne omstændighed ikke kan begrunde, at fristen på to uger var utilstrækkelig i forhold til retten til at blive hørt.

303    Endvidere har sagsøgeren været forpligtet til at betale ex ante-bidrag siden 2016, således at bidragsperioden 2021 er den sjette, som sagsøgeren har deltaget i. Det følger heraf, at sagsøgeren allerede på tidspunktet for den af Afviklingsinstansen gennemførte høringsprocedure havde et godt kendskab til processen for beregning af disse bidrag. Under disse omstændigheder, og når sagsøgeren ikke har påberåbt sig særlige omstændigheder, er der intet, der tyder på, at fristen for at fremsætte bemærkninger var utilstrækkelig.

304    Hvad endelig angår Afviklingsinstansens svar på institutternes bemærkninger har sagsøgeren ikke identificeret nogen specifikke bemærkninger, som Afviklingsinstansen ikke besvarede.

305    Den omstændighed alene, at Afviklingsinstansen i sidste ende besluttede ikke at ændre den anfægtede afgørelse i forhold til det udkast til afgørelse, som den havde meddelt institutterne for at kunne tage hensyn til institutternes bemærkninger, viser desuden ikke, at høringsproceduren krænkede sagsøgerens ret til at blive hørt. Som Retten allerede har fastslået (jf. i denne retning dom af 25.3.2015, Slovenská pošta mod Kommissionen, T-556/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:189, præmis 89), henhører en sådan omstændighed nemlig under en uenighed om, hvorvidt Afviklingsinstansens vurdering er velbegrundet, men udgør ikke en tilsidesættelse af institutternes ret til at blive hørt.

306    Følgelig kan sagsøgerens argumentation ikke godtgøre, at sagsøgeren ikke havde mulighed for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sine synspunkter vedrørende alle de faktiske og retlige omstændigheder, som udgjorde grundlaget for den anfægtede afgørelse.

307    Henset til det ovenstående skal det tredje anbringende forkastes.

[udelades]

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling):

1)      Afgørelse SRB/ES/2021/22 truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) den 14. april 2021 om beregning af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond annulleres, for så vidt som den vedrører Hypo Vorarlberg Bank AG.

2)      Virkningerne af afgørelse SRB/ES/2021/22 opretholdes, for så vidt som de vedrører Hypo Vorarlberg Bank AG, indtil ikrafttrædelsen, inden for en rimelig frist, som ikke kan overstige seks måneder regnet fra datoen for afsigelse af denne dom, af en ny afgørelse fra Afviklingsinstansen om fastsættelse af dette instituts ex ante-bidrag til Afviklingsfonden for 2021.

3)      Afviklingsinstansen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Hypo Vorarlberg Bank AG afholdte omkostninger.

4)      Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union bærer hver deres egne omkostninger.

Kornezov De Baere Petrlík

Kecsmár       Kingston

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 24. januar 2024.

Underskrifter

*      Processprog: tysk.

1      Der gengives kun de præmisser i nærværende dom, som Retten finder det relevant at offentliggøre.

2      Fortrolige oplysninger udeladt.