Sag T-68/09

Soliver NV

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – det europæiske marked for autoglas – beslutning, hvorved fastslås en overtrædelse af artikel 81 EF – aftaler om opdeling af markedet og udveksling af forretningsmæssigt følsomme oplysninger – forordning (EF) nr. 1/2003 – samlet og vedvarende overtrædelse – deltagelse i overtrædelsen«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 10. oktober 2014

1.      EU-retten – principper – grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – konkurrencesag – anvendelse – den bevisstyrke, der kræves med hensyn til de beviser, som Kommissionen har lagt til grund

(Art. 81, stk. 1; EF, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 48, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

2.      Karteller – aftaler og samordnet praksis udgør en enkelt overtrædelse – virksomheder, som kan beskyldes for at have begået en overtrædelse bestående i deltagelse i et samlet kartel – kriterier – bevisbyrde

(Art. 81, stk. 1, EF)

3.      Karteller – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig konstatering – adfærd hos en virksomhed, som har deltaget i visse konkurrencebegrænsende kontakter, men som ikke har deltaget i noget møde under kartellet – omstændighederne giver ikke mulighed for at godtgøre, at den har deltaget i det samlede kartel

(Art. 81, stk. 1, EF)

4.      Annullationssøgsmål – dom om annullation – rækkevidde – delvis annullation af en EU-retsakt – betingelser – fuldstændig annullation af en kommissionsbeslutning, hvorved et samlet kartel kvalificeres som en samlet og vedvarende overtrædelse, og der pålægges en bøde, selv om den sagsøgende virksomhed deltog i visse konkurrencebegrænsende kontakter – beslutning, som ikke giver den pågældende virksomhed mulighed for at forstå, hvad den foreholdes vedrørende de pågældende kontakter, uanset om den deltog i en samlet og vedvarende overtrædelse

(Art. 81, stk. 1, EF; art. 264, stk. 1, TEUF)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 57-59)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 60-65, 101 og 105)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 76)

4.      Artikel 264, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at en retsakt, der er genstand for et annullationssøgsmål, kun skal erklæres ugyldig, i det omfang klagen findes begrundet. Den omstændighed alene, at Retten tager et anbringende, som sagsøgeren har påberåbt sig til støtte for sit annullationssøgsmål, til følge, indebærer ikke, at den anfægtede retsakt automatisk skal annulleres i sin helhed. En annullation i det hele kan således ikke konkluderes, når det er åbenlyst, at det nævnte anbringende, der udelukkende vedrører et konkret forhold i den anfægtede retsakt, blot kan medføre en delvis annullation.

Hvis en virksomhed således har været direkte involveret i en eller flere af de former for konkurrencebegrænsende adfærd, som den samlede og vedvarende overtrædelse består af, men det ikke er godtgjort, at virksomheden ved sin egen adfærd havde til hensigt at bidrage til samtlige de fælles mål, som de øvrige karteldeltagere forfulgte, og at den havde kendskab til al den øvrige konkurrencebegrænsende adfærd, som de nævnte deltagere havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller at den med rimelighed kunne forudse dem og var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko, kan Kommissionen kun med føje pålægge virksomheden ansvaret for den adfærd, som den direkte har deltaget i, og for den adfærd, som de øvrige deltagere havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, som virksomheden forfulgte, og hvorom det er godtgjort, at virksomheden havde kendskab til eller med rimelighed kunne forudse adfærden og var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko. Dette kan imidlertid ikke føre til at fritage virksomheden for ansvaret for den adfærd, i forhold til hvilken det er ubestridt, at den har deltaget, eller i forhold til hvilken den faktisk kan holdes ansvarlig.

Det kan dog kun komme på tale at opdele en beslutning fra Kommissionen, i henhold til hvilken et samlet kartel kvalificeres som en samlet og vedvarende overtrædelse, på denne måde, hvis dels den nævnte virksomhed under den administrative procedure blev sat i stand til at forstå, at den ikke kun blev foreholdt en deltagelse i denne overtrædelse, men ligeledes en vis adfærd, som den samlede og vedvarende overtrædelse består af, og derfor at forsvare sig desangående, dels hvis den nævnte beslutning er tilstrækkeligt klar i denne henseende.

Dette er ikke tilfældet, når den pågældende beslutning ikke selvstændigt kvalificerer den nævnte adfærd som en overtrædelse af artikel 101 TEUF, idet Unionens retsinstanser under disse omstændigheder ikke selv kan foretage en sådan kvalificering uden at trænge ind på de beføjelser, der er tildelt Kommissionen i henhold til artikel 105 TEUF.

(jf. præmis 108-113)