Sag T-68/11

Erich Kastenholz

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-design – ugyldighedssag – EF-design, der gengiver urskiver – ældre ikke-registreret design – ugyldighedsgrund – nyhed – artikel 4 og 5 samt artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 6/2002 – individuel karakter – andet helhedsindtryk – artikel 4 og 6 samt artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002 – ældre ophavsret – artikel 25, stk. 1, litra f), i forordning nr. 6/2002«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 6. juni 2013

1.      Retslig procedure – bevisoptagelse – sagkyndig erklæring – Rettens skønsbeføjelser

(Rettens procesreglement, art. 65)

2.      EF-varemærker – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – ændring af rammen for tvisten, som den forelå for appelkammeret – ikke tilladt

(Rettens procesreglement, art. 135, stk. 4)

3.      EF-design – betingelser for beskyttelse – overlapning af betingelserne om nyhed og om individuel karakter

(Rådets forordning nr. 6/2002, art. 5 og 6)

4.      EF-design – ugyldighedsgrunde – manglende individuel karakter – design, der ikke giver den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk end det, det tidligere design giver – informeret bruger – begreb

[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6 og art. 25, stk. 1, litra b)])

1.      Rettens procesreglement tillægger Retten et skøn ved afgørelsen af, om der er grund til at gennemføre en foranstaltning, såsom at indhente en sagkyndig erklæring. Ifølge ordlyden af procesreglementets artikel 65 kan Retten indhente en sagkyndig erklæring enten af egen drift eller efter begæring fra en af parterne. Når en begæring om en sagkyndig erklæring, som er fremsat i stævningen, indeholder en præcis angivelse af, hvilke grunde der gør en sådan foranstaltning berettiget, skal Retten vurdere, om anmodningen er berettiget i forhold til sagens genstand og nødvendigheden af at gennemføre en sådan foranstaltning.

(jf. præmis 19)

2.      I henhold til procesreglementets artikel 135, stk. 4, må der i parternes processkrifter ikke foretages nogen ændring af sagsgenstanden, som den har foreligget for appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design). Det tilkommer nemlig Retten at efterprøve lovligheden af appelkamrenes afgørelser. Følgelig kan Rettens efterprøvelse ikke gå ud over den faktiske og retlige ramme for sagen, således som den forelå for appelkammeret. Tilsvarende har sagsøgeren således ikke kompetence til for Retten at ændre sagens genstand, således som den fulgte af de påstande og anbringender, der var fremsat af sagsøgeren selv og af den anden part.

(jf. præmis 25)

3.      Det følger af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 om EF-design, at to design anses for at være identiske, hvis deres karakteristiske træk kun adskiller sig fra hinanden på uvæsentlige punkter, dvs. punkter, som ikke umiddelbart opfattes, og som således ikke giver forskelle, selv svage, mellem disse design. Til gengæld skal det ved vurderingen af et designs nyhed vurderes, om der mellem de omtvistede design er forskelle, som ikke er ubetydelige, selv hvis disse er svage.

Ordlyden af artikel 6 går længere end ordlyden af artikel 5 i forordning nr. 6/2002. De konstaterede forskelle mellem de omtvistede design inden for rammerne af artikel 5 kan, særligt hvis de er svage, således ikke være tilstrækkelige til at give den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk som omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 6/2002. I så fald kan det anfægtede design anses for nyt som omhandlet i artikel 5 i forordning nr. 6/2002, men vil ikke blive anset for at have individuel karakter som omhandlet i direktivets artikel 6.

For så vidt som betingelsen i artikel 6, i forordning nr. 6/2002 går længere end den, der fremgår af samme forordnings artikel 5, kan et anderledes helhedsindtryk for den informerede bruger som omhandlet i artikel 6 til gengæld kun baseres på objektive forskelle mellem de omtvistede design. Disse skal således være tilstrækkelig til at opfylde betingelsen om designets nyhed i artikel 5 i forordning nr. 6/2002. Betingelserne om nyhed og individuel karakter overlapper følgelig hinanden i et vist omfang.

(jf. præmis 37-39)

4.      Den informerede bruger som omhandlet i forordning nr. 6/2002 om EF-design er en person, der er særligt opmærksom, og som har et vist kendskab til den tidligere kunstform, hvilket vil sige til de design, der hidtil er blevet anvendt for det omhandlede produkt, og som var blevet offentliggjort på den dato, hvor ansøgningen om det anfægtede design blev indgivet. Egenskaben af »bruger« indebærer, at den pågældende person benytter sig af det produkt, som designet indgår i, i overensstemmelse med formålet med produktet. Derudover indebærer benævnelsen »informeret«, at brugeren, uden at være designer eller teknisk ekspert, er bekendt med de forskellige design i den omhandlede sektor, i besiddelse af et vist kendskab til de bestanddele, som disse design normalt består af, og udviser en vis grad af opmærksomhed, når han anvender produkterne, som følge af hans interesse for de omhandlede produkter.

(jf. præmis 57-59)