RETTENS DOM (Sjette Udvidede Afdeling)

14. juli 2011 (*)

»Konkurrence – aftaler – hydrogenperoxid og natriumperborat – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – tilregnelse af ulovlig adfærd – ret til forsvar – uskyldsformodning – begrundelsespligt – ligebehandling – princippet om individuelle straffe og sanktioner – princippet om lovhjemmel for strafansvar og straf – princippet om god forvaltningsskik – retssikkerhed – magtfordrejning – bøder«

I sag T-190/06,

Total SA, Courbevoie (Frankrig),

Elf Aquitaine SA, Courbevoie,

ved advokaterne É. Morgan de Rivery, A. Noël-Baron og E. Lagathu,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen, først ved F. Arbault og O. Beynet, derefter ved V. Bottka, P.J. Van Nuffel og B. Gencarelli, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående principalt en påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2006) 1766 endelig af 3. maj 2006 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/F/38.620 – Hydrogenperoxid og perborat) og subsidiært en påstand om ændring af beslutningens artikel 2, litra i),

har

RETTEN (Sjette Udvidede Afdeling)

sammensat af dommerne V. Vadapalas (refererende dommer), som fungerende afdelingsformand, M. Prek, A. Dittrich, L. Truchot og K. O’Higgins,

justitssekretær: fuldmægtig C. Kristensen,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 3. september 2010,

afsagt følgende

Dom

 Sagens faktiske omstændigheder

1        Sagsøgerne, Total SA og Elf Aquitaine SA, er centrale franske selskaber i den koncern, som Arkema France SA (tidligere Atofina SA, herefter »Arkema«) tilhørte, som på tidspunktet for de faktiske omstændigheder bl.a. solgte hydrogenperoxid (herefter »HP«) og natriumperborat (herefter »NP«).

2        Mellem begyndelsestidspunktet for overtrædelsen og april 2000 var Elf Aquitaine hovedaktionær i Arkema med 97,5%. Fra dette tidspunkt ejede Elf Aquitaine, som for sin del ejedes 99,43% af Total, 96,48% af Arkema.

3        I november 2002 oplyste Degussa AG Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om, at der fandtes et kartel på markedet for HP og NP, og anmodede om, at Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3, herefter »samarbejdsmeddelelsen«) blev bragt i anvendelse.

4        Degussa gav Kommissionen beviser, der satte denne i stand til at iværksætte kontrolundersøgelser i tre virksomheder den 25. og den 26. marts 2003, herunder Arkemas lokaler.

5        Efter disse kontrolundersøgelser anmodede flere virksomheder, herunder EKA Chemicals AB, Arkema og Solvay SA, om anvendelse af samarbejdsmeddelelsen og tilsendte bevisdokumenter vedrørende kartellet til Kommissionen.

6        Den 26. januar 2005 fremsendte Kommissionen en klagepunktsmeddelelse til sagsøgerne og de øvrige berørte virksomheder.

7        Efter høringen af de berørte virksomheder, som fandt sted den 28. og 29. juni 2009, vedtog Kommissionen beslutning K(2006) 1766 endelig af 3. maj 2006 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 angående Akzo Nobel NV, Akzo Nobel Chemicals Holding AB, EKA Chemicals, Degussa, Edison SpA, FMC Corp., FMC Foret SA, Kemira Oyj, L’Air Liquide SA, Chemoxal SA, SNIA SpA, Caffaro Srl, Solvay SA, Solvay Solexis SpA, sagsøgerne og Arkema (sag COMP/F/38.620 – Hydrogenperoxid og perborat) (herefter »den anfægtede beslutning«), hvoraf et resumé er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 13. december 2006 (EUT L 353, s. 54). Den blev meddelt sagsøgerne ved skrivelse af 8. maj 2006.

 Den anfægtede beslutning

8        Kommissionen anførte i den anfægtede beslutning, at de ovennævnte virksomheder har deltaget i en sammenhængende og vedvarende overtrædelse af artikel 81 EF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), inden for HP og det deraf afledte produkt NP (anden betragtning til den anfægtede beslutning).

9        Den konstaterede overtrædelse bestod i det væsentlige i udveksling af vigtige og fortrolige markeds- og virksomhedsrelaterede oplysninger mellem konkurrenter, begrænsning og styring af produktionen samt den potentielle og den aktuelle kapacitet af denne, markeds- og kundedeling samt fastsættelse og overvågning af overholdelse af målpriser.

10      Sagsøgerne og Arkema blev holdt »solidarisk ansvarlige« for overtrædelsen (441. betragtning til den anfægtede beslutning).

11      Kommissionen har ved beregningen af bøderne i beslutningen anvendt den metode, der følger af retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, [KS] (EFT 1998 C 9, s. 3, herefter »retningslinjerne«).

12      Kommissionen har fastsat bødernes grundbeløb i forhold til overtrædelsens grovhed og varighed (452. betragtning til den anfægtede beslutning), idet overtrædelsen blev kvalificeret som »meget alvorlig« (457. betragtning til den anfægtede beslutning).

13      Under anvendelse af en differentieret behandling blev sagsøgerne og Arkema placeret i tredje kategori, hvilket svarer til et udgangsbeløb på 20 mio. EUR (460.-462. betragtning til den anfægtede beslutning).

14      For at sikre en tilstrækkeligt afskrækkende virkning blev der anvendt en multiplikationskoefficient på 3 på dette udgangsbeløb, på baggrund af sagsøgernes betydelige omsætning (463. betragtning til den anfægtede beslutning).

15      Da Arkema og Elf Aquitaine ifølge Kommissionen deltog i overtrædelsen fra den 12. maj 1995 og indtil den 31. december 2000, dvs. i fem år og syv måneder, blev den bøde, som kan tilskrives selskaberne, forhøjet med 55% på grund af varigheden af overtrædelsen (467. betragtning til den anfægtede beslutning). Denne forhøjelse blev ikke foretaget for den bøde, der blev pålagt Total, hvis ansvar for den pågældende overtrædelse blev pålagt for perioden fra den 30. april til den 31. december 2000 (468. betragtning til den anfægtede beslutning).

16      Kommissionen har lagt en skærpende omstændighed til grund med hensyn til Arkema, henset til de gentagne overtrædelser i forhold til de overtrædelser, der blev konstateret i beslutning 85/74/EØF af 23. november 1984 vedrørende en procedure i henhold til EØF-traktatens artikel 85 (IV/30.907 – Peroxygen-produkter) (EFT 1985 L 35, s. 1), og beslutning 94/599/EF af 27. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/31.865 – PVC) (EFT L 239, s. 14). Kommissionen anvendte derfor på grundbeløbet for den bøde, der kan pålægges Arkema, en forhøjelse på 50% af det grundbeløb, som ville være anvendt på selskabet, hvis sagsøgerne, koncernens centrale selskaber, ikke havde været adressater for den anfægtede beslutning (469.-471. betragtning og fodnote 409 til den anfægtede beslutning).

17      Kommissionen fastslog, at Arkema var den anden virksomhed, der havde opfyldt betingelsen i samarbejdsmeddelelsens punkt 21, og indrømmede i den henseende selskabet en nedsættelse af bøden på 30%, idet denne nedsættelse blev anvendt på den samlede bøde, der er pålagt Arkema og sagsøgerne (509.-514. og 529. betragtning til den anfægtede beslutning).

18      Den anfægtede beslutnings artikel 1, litra o)-q), bestemmer, at de tre selskaber har overtrådt artikel 81, stk. 1, EF og EØS-aftalens artikel 53 ved at deltage i den pågældende overtrædelse, for Totals vedkommende fra den 30. april til den 31. december 2000, og for Arkema og Elf Aquitaines vedkommende fra den 12. maj 1995 til den 31. december 2000.

19      Den anfægtede beslutnings artikel 2, litra i), pålægger Arkema en bøde på 78,663 mio. EUR, som Total og Elf Aquitaine er blevet holdt »solidarisk ansvarlige« for med henholdsvis 42 mio. EUR og 65,1 mio. EUR.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

20      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. juli 2006 har sagsøgerne anlagt det foreliggende søgsmål.

21      Efter at sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet knyttet til Sjette Udvidede Afdeling, som sagen herefter, efter høring af parterne, er blevet henvist til.

22      Da to af den udvidede afdelings medlemmer har forfald, har Rettens præsident i overensstemmelse med artikel 32, stk. 3, i Rettens procesreglement udpeget to andre dommere, for at afdelingen kan være beslutningsdygtig.

23      Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten har anordnet den 28. april 2010, har Kommissionen ved skrivelse af 4. maj 2010 fremlagt en række sagsakter, som sagsøgerne gjorde gældende i stævningen.

24      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 3. september 2010.

25      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Principalt annulleres den anfægtede beslutnings artikel 1, litra o) og p), artikel 2, litra i), og artikel 3 og 4.

–        Subsidiært ændres den anfægtede beslutnings artikel 2, litra i), idet Kommissionen heri har pålagt sagsøgerne en bøde in solidum med Arkema, og bøden nedsættes.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

26      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

27      Sagsøgerne har til støtte for påstanden om delvis annullation af den anfægtede beslutning fremsat ti anbringender, vedrørende for det første en tilsidesættelse af retten til forsvar, for det andet en tilsidesættelse af begrundelsespligten, for det tredje en tilsidesættelse af enhedskarakteren af virksomhedsbegrebet, for det fjerde en tilsidesættelse af reglerne for at holde moderselskaber ansvarlige for deres datterselskabs overtrædelser, for det femte urigtige skøn vedrørende Total, for det sjette en tilsidesættelse af forskellige væsentlige principper, som er anerkendt af alle medlemsstaterne og udgør en integrerende del af EU-retten, for det syvende en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, for det ottende en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, for det niende en tilsidesættelse af en række grundlæggende principper for bødefastsættelsen og for det tiende magtfordrejning.

28      Sagsøgerne har subsidiært med det 11. anbringende nedlagt påstand om nedsættelse af den bøde, der er blevet pålagt i henhold til den anfægtede beslutnings artikel 2, litra i).

29      Retten har fundet det hensigtsmæssigt først at tage stilling til argumenterne i forbindelse med det fjerde anbringende.

 Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af reglerne for at holde moderselskaber ansvarlige for deres datterselskabers overtrædelser

30      Det fjerde anbringende falder i tre led. Der skal indledningsvis foretages en undersøgelse af dette anbringendes andet led.

 Andet led om en retlig fejl med hensyn til fortolkningen af retspraksis vedrørende muligheden for tilregnelighed og Kommissionens overholdelse af sin beslutningspraksis

–       Indledende bemærkninger

31      Det bemærkes, at Unionens konkurrenceret vedrører virksomheders aktiviteter, og at begrebet virksomhed omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde (jf. Domstolens dom af 10.9.2009, sag C-97/08 P, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8237, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

32      Domstolen har ligeledes præciseret, at begrebet virksomhed i denne kontekst skulle forstås som en økonomisk enhed, også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer (jf. dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

33      Når en sådan økonomisk enhed overtræder konkurrencereglerne, påhviler det den ifølge princippet om personligt ansvar at stå til regnskab for overtrædelsen (jf. dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

34      Overtrædelse af EU-konkurrenceretten skal utvetydigt henføres til en juridisk person, der vil kunne blive pålagt en bøde, og klagepunktsmeddelelsen skal være stilet til denne. Det har også betydning, at klagepunktsmeddelelsen angiver, i hvilken egenskab en juridisk person foreholdes de påståede faktiske omstændigheder (jf. dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

35      Det følger af fast retspraksis, at et datterselskabs adfærd kan tilregnes moderselskabet, bl.a. når datterselskabet, selv om det er en selvstændig juridisk person, ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet, navnlig under hensyn til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem disse to virksomheder (jf. dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

36      Det forholder sig sådan, fordi moderselskabet og datterselskabet i en sådan situation er en del af samme økonomiske enhed og derfor udgør én virksomhed i ovennævnte forstand. Den omstændighed, at et moderselskab og dets datterselskab således udgør én virksomhed i artikel 81 EF’s forstand, giver Kommissionen mulighed for at rette en beslutning, hvorved der pålægges en bøde, til moderselskabet, uden at der kræves en konstatering af, at sidstnævnte var direkte impliceret i overtrædelsen (dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 59).

37      Domstolen har ligeledes fastslået, at i det konkrete tilfælde, hvor moderselskabet ejer 100% af det datterselskab, som har overtrådt EU-konkurrenceretten, kan det pågældende moderselskab dels udøve afgørende indflydelse på dette datterselskabs adfærd, dels foreligger der en afkræftelig formodning for, at det pågældende moderselskab faktisk udøver afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd (jf. dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

38      Domstolen præciserede således, at det under disse omstændigheder var tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at hele kapitalen i et datterselskab ejes af moderselskabet, for at formode, at moderselskabet udøver en afgørende indflydelse på dette datterselskabs handelspolitik. Kommissionen vil derefter være i stand til at anse moderselskabet for solidarisk ansvarligt for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet, medmindre dette moderselskab, som det påhviler at afkræfte den pågældende formodning, fører tilstrækkelige beviser med henblik på at bevise, at dets datterselskab optræder selvstændigt på markedet (jf. dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

39      I det foreliggende tilfælde sammenfattede i Kommissionen i 370.-379. betragtning til den anfægtede beslutning under henvisning til Domstolens og Rettens praksis de principper, den agtede at anvende for at identificere den anfægtede beslutnings adressater.

40      Kommissionen bemærkede, at et moderselskab kunne gøres ansvarligt for et datterselskabs ulovlige adfærd, for så vidt som sidstnævnte ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet. Kommissionen har nærmere angivet, at den i det væsentlige kan antage, at et helejet datterselskab i det væsentlige fulgte anvisninger fra moderselskabet, idet sidstnævnte dog kan afkræfte formodningen ved modbevis (374. betragtning til den anfægtede beslutning).

41      Med hensyn til Elf Aquitaines ansvar anførte Kommissionen, at selskabet havde ejet 98% af Arkemas kapital og altid udpegede medlemmerne af sidstnævntes bestyrelse. Kommissionen antog således, at Elf Aquitaine udøvede afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd (427. betragtning til den anfægtede beslutning).

42      Med hensyn til Total angav Kommissionen, at selskabet havde overtaget kontrollen med 99,43% af Elf Aquitaines kapital i april 2000, at selskabet direkte eller indirekte kontrollerede kapitalen i de selskaber i koncernen, der spillede en direkte rolle i den ulovlige adfærd, og at Kommissionen under hensyn til disse omstændigheder havde antaget, at Total havde udøvet en afgørende indflydelse på datterselskaberne Elf Aquitaine og Arkemas adfærd (428. og 429. betragtning til den anfægtede beslutning).

43      I 430.-432. betragtning til den anfægtede beslutning anførte Kommissionen sagsøgernes argumenter mod tilregnelsen af den pågældende overtrædelse og undersøgte dem i beslutningens 433.-440. betragtning.

44      I 441. betragtning til den anfægtede beslutning bekræftede Kommissionen sine konklusioner om, at Arkema og sagsøgerne udgjorde en enkelt virksomhed, og pålagde dem ansvaret for den pågældende overtrædelse, idet det blev præciseret, at Total først skulle være ansvarlig for overtrædelsen fra tidspunktet for overtagelsen af kontrollen med Elf Aquitaines kapital, dvs. for perioden fra den 30. april til den 31. december 2000.

45      Sagsøgerne har ved at anfægte denne vurdering i det væsentlige fremsat to klagepunkter vedrørende dels gyldigheden af den pågældende formodning, dels afvisningen af de fremførte bevismidler med henblik på at fastslå Arkemas selvstændighed.

–       Gyldigheden af den pågældende formodning

46      Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at Kommissionen ikke uden at tilsidesætte retspraksis og sin egen beslutningspraksis kunne pålægge dem ansvaret for Arkemas adfærd alene på baggrund af den formodning, der er knyttet til deres næsten fulde kontrol af dette datterselskabs kapital.

47      Det skal fastslås, at Kommissionens metode for at pålægge sagsøgerne ansvaret for den omtvistede overtrædelse, for så vidt som den bygger på den pågældende formodning, er i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 31-38 ovenfor.

48      I modsætning til, hvad sagsøgerne synes at hævde, er denne tilregnelse for det første ikke kun baseret på kapitalbesiddelsens struktur, men også på den konstatering, at formodningen om udøvelse af afgørende indflydelse ikke var blevet afkræftet (jf. bl.a. 437. og 441. betragtning til den anfægtede beslutning).

49      For det andet fremgår det af denne retspraksis (jf. bl.a. præmis 37 og 38 ovenfor), at kapitalbesiddelsens struktur i et datterselskab udgør et tilstrækkeligt kriterium for at opstille formodningen, uden at Kommissionen skal fremføre yderligere indicier vedrørende den faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse fra moderselskabet, som sagsøgerne kræver det.

50      Denne konklusion drages ikke i tvivl af den omstændighed, at sådanne yderligere holdepunkter havde kunnet anføres i den sag, som gav anledning til Rettens dom af 12. december 2007, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen (sag T-112/05, Sml. II, s. 5049, præmis 13 og 54). Det fremgår nemlig utvetydigt klart af såvel dom af 12. december 2007, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen (præmis 61 og 62), som af dom af 10. september 2009, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 31 (præmis 61 og 62), at iværksættelsen af den pågældende formodning ikke er betinget af, at der foreligger sådanne holdepunkter. Det er heller ikke nødvendigt, at Kommissionen med henblik herpå godtgør, at moderselskabet på det pågældende tidspunkt havde kendskab til datterselskabets ulovlige adfærd.

51      Det skal endvidere bemærkes, at den nævnte retspraksis specifikt vedrører det konkrete tilfælde, hvor moderselskabet ejer 100% af kapitalen i datterselskabet (dom af 10.9.2009, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 31 ovenfor, præmis 60). I det foreliggende tilfælde ejede sagsøgerne imidlertid ikke hele det pågældende datterselskabs kapital (jf. præmis 2 ovenfor).

52      Det skal imidlertid understreges, at sagsøgerne ikke har fremført nogen argumenter om, at deres deltagelse ikke var på 100%. Deres argumenter med hensyn til Kommissionens mulighed for at anvende den pågældende formodning omfatter derimod uden forskel situationen med ejerskab af »hele eller næsten hele« datterselskabets kapital, hvilket bekræfter, at sagsøgerne ikke anfægter anvendelsen af de samme regler for bevisførelse i begge situationer.

53      Selv hvis det som hævdet af sagsøgerne antages, at Kommissionen i sin tidligere beslutningspraksis vedrørende pålæggelse af ansvar for en overtrædelse har gjort yderligere indicier vedrørende den faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse fra moderselskabet gældende, kan dette endelig ikke alene sætte spørgsmålstegn ved gyldigheden af den i det foreliggende tilfælde anvendte ansvarspålæggelsesmetode.

54      Det foreliggende klagepunkt må derfor forkastes.

–       Det sæt indicier, der er fremlagt af sagsøgerne med henblik på at fastslå Arkemas selvstændighed på markedet

55      I henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 38 ovenfor, påhviler det moderselskabet at føre tilstrækkelige bevismidler med henblik på at bevise, at datterselskabet optrådte selvstændigt på markedet, for at afkræfte den pågældende formodning.

56      Der skal i denne henseende tages hensyn til alle de forhold, der er relevante for de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem dette datterselskab og moderselskabet, der kan variere efter de enkelte tilfælde (dommen af 10.9.2009 i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 61 og 74).

57      Der er bl.a. ingen grund til at indskrænke denne vurdering til de oplysninger, som vedrører datterselskabets forretningsmæssige politik i snæver betydning, såsom distributionsstrategi eller priser. Navnlig kan den pågældende formodning ikke afkræftes ved kun at bevise, at det er datterselskabet, som styrer disse særlige aspekter i sin forretningsmæssige politik, uden at modtage instrukser i denne forbindelse (jf. i denne retning dommen af 10.9.2009 i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 65 og 75).

58      I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagens akter, at sagsøgerne under den administrative procedure påberåbte sig en argumentation om Arkemas selvstændighed, idet selskaberne navnlig gjorde gældende, at koncernen var kendetegnet ved en decentraliseret ledelse af datterselskaberne, at Arkema selvstændigt fastlagde de strategiske retningslinjer for selskabets aktiviteter, at forvaltningen af selskabets aktiviteter på markedet ikke var underlagt moderselskabernes instrukser, at selskabet kun indberettede til sidstnævnte i generelle vendinger, at det var økonomisk uafhængigt og rådede over beføjelser til at indgå kontrakter uden forudgående bemyndigelse fra dem, og at det selvstændigt fastlagde sin retlige strategi. Arkemas selvstændighed er i øvrigt blevet bekræftet af tredjemands opfattelse.

59      Sagsøgerne har til støtte for deres argumenter kun fremlagt tre brochurer fra Arkema og en af sagsøgerne – Elf Aquitaine – med overskriften »Markeder og erhverv«, for henholdsvis 1995, 2000 og 2003. Uafhængigt af spørgsmålet om, hvilken bevisværdi disse dokumenter skal tillægges, må det fastslås, at de kun indeholder nogle brudstykkeagtige oplysninger med hensyn til forholdet mellem sagsøgerne og deres datterselskab. Disse dokumenter vil højst kunne bevise, at Arkema var en decentraliseret enhed, »den kemiske afdeling«, i koncernen, at den ville blive en uafhængig enhed i 2006, og at selskabet fremstillede et væsentligt antal produkter på flere områder. Bortset fra brochuren »Markeder og erhverv« om 2000 vedrører disse dokumenter år, der ikke er omfattet af overtrædelsesperioden.

60      Sagsøgerne har endvidere i en fodnote i deres svar på klagepunktsmeddelelsen henvist til visse elementer i Arkemas svar på Kommissionens begæring om oplysninger.

61      De omhandlede forhold, som blev fremlagt af Kommissionen som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse af 4. maj 2010, indeholder et dokument, med overskriften »Interne magtbalancer og udgiftsforpligtelser«, og en liste over ledelserne for koncernens selskaber for årene 1991-2003.

62      Med hensyn til det første dokument fremgår det af Arkemas svar på begæringen om oplysninger, fremlagt af Kommissionen, at det indeholder reglerne for retten til at forpligte koncernen, gældende »siden 2001«. Ifølge dette dokument greb Totals hovedbestyrelse kun ind i datterselskabernes beslutninger vedrørende investeringer over 10 mio. EUR, efter en vurdering af risikoniveauet og rentabiliteten.

63      Det skal dels bemærkes, at det pågældende dokument, for så vidt som det indeholder reglerne om kompetencefordelingen i koncernen siden 2001, ikke kan tjene som en relevant indikator for forbindelserne mellem de berørte selskaber i løbet af overtrædelsesperioden, der var bragt til ophør den 31. december 2000.

64      Dels fremgår det af sagsøgernes svar på klagepunktsmeddelelsen, at dette dokument påberåbes til støtte for deres argument om, at de aldrig greb ind i driften af Arkemas aktivitet for HP og NP, idet deres indgriben var begrænset til datterselskabets vigtigste investeringer. Datterselskabets selvstændighed i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 57 ovenfor, kan imidlertid under alle omstændigheder ikke bevises ved en ren påvisning af, at datterselskabet på selvstændig vis forvalter særlige aspekter i sin politik vedrørende markedsføringen af de produkter, der er berørt af overtrædelsen.

65      Hvad for det andet angår dokumentet med en liste over ledelserne for de berørte selskaber skal det bemærkes, at selv om overlapningen af ledelserne mellem moderselskabet og datterselskabet er et indicium for udøvelsen af en afgørende indflydelse, kan manglen på en sådan overlapning ikke være et tilstrækkeligt indicium for datterselskabets selvstændighed.

66      Det følger af det ovenstående, at den argumentation, som sagsøgerne fremførte i deres svar på klagepunktsmeddelelsen, ikke var underbygget med konkrete beviser om deres datterselskabs selvstændighed og derfor i det væsentlige består i generelle bemærkninger, som åbenbart ikke kan udgøre en række tilstrækkelige indicier til at afkræfte den pågældende formodning.

67      Desuden skal det fastslås, at den pågældende argumentation ikke kunne godtgøre deres datterselskabs selvstændighed.

68      Hvad for det første angår sagsøgernes påstand om, at Elf Aquitaine kun var et ikke-operationelt holdingselskab, der kan sammenlignes med en simpel »økonomisk ledelse«, idet denne situation ikke er ændret efter overtagelsen af kontrollen med Total, skal det bemærkes, at selv om det antages, at sagsøgerne kun havde været ikke-operationelle holdingselskaber, er dette forhold ikke tilstrækkeligt til at udelukke, at holdingselskaberne havde udøvet en afgørende indflydelse på Arkema ved navnlig at koordinere dets økonomiske investeringer inden for koncernen. I forbindelse med en gruppe virksomheder er et holdingselskab således et selskab, som kan samle deltagerne i de forskellige selskaber, og hvis funktion er at sikre en enhed i ledelsen (jf. i denne retning Rettens dom af 8.10.2008, sag T-69/04, Schunk og Schunk Kohlenstoff-Technik mod Kommissionen, Sml. II, s. 2567, præmis 63).

69      Sagsøgerne har imidlertid selv bekræftet, at Elf Aquitaine greb ind i de vigtigste beslutninger, der kunne have indflydelse på koncernen som helhed, og at selskabet fastsatte en meget generel politik vedrørende foreneligheden af de forskellige afdelingers indbyrdes aktiviteter, aktivitetsændringer og den geografiske placering af aktiviteterne i verden. Langt fra at svække påstanden om eksistensen af en økonomisk enhed, sammensat af sagsøgerne og deres datterselskaber, bekræfter disse udsagn snarere, at Elf Aquitaines opgave var at sikre ledelsens enhed og en koordinering, som kan påvirke Arkemas adfærd på markedet.

70      For så vidt som sagsøgerne for det andet har anført, at de aldrig på tidspunktet for de faktiske omstændigheder greb ind i fastlæggelsen af strategien for et givet produkt i »den kemiske afdeling«, skal det bemærkes, at denne påstand ikke er tilstrækkeligt bevist. Med hensyn til koncernens størrelse, den påståede særlige stilling for de kemiske aktiviteter i et olieselskab, Arkemas størrelse og det store antal produkter, som selskabet solgte på forskellige markeder, bemærkes, at disse forhold ikke i sig selv kan godtgøre, at sagsøgerne aldrig greb ind i fastlæggelsen af den forretningsmæssige strategi for et af produkterne i »den kemiske afdeling«.

71      For så vidt som sagsøgerne for det tredje har gjort gældende, at de aldrig har fastlagt Arkemas forretningsmæssige politik og aldrig har grebet ind i driften af aktiviteten for HP og NP hos deres datterselskab, skal det fastslås, at i en koncern af selskaber er opgavedelingen et normalt fænomen, som ikke er tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen om, at sagsøgerne og Arkema udgjorde én virksomhed som omhandlet i artikel 81 EF. Det samme gælder for argumentet om, at Arkema intervenerede på markedet i eget navn og for egen regning, og ikke som repræsentant for dets moderselskaber, Total og Elf Aquitaine.

72      Der kan heller ikke drages nogen konklusion af den omstændighed, at sagsøgerne aldrig har haft fælles kunder med deres datterselskab, at de ikke var aktive på de markeder, som deres datterselskab havde investeret i, og tilhørende markeder, at aktiviteten i forbindelse med de pågældende produkter udgjorde en meget ringe del af hver af sagsøgernes samlede omsætning, og at disse produkter kun repræsenterede visse af det betragtelige antal produkter i Arkemas »kemiske aktiviteter«.

73      Hvad for det fjerde angår sagsøgernes argument om, at der ikke er et informationssystem eller noget forhold mellem selskaberne og Arkema bortset fra oplysninger, der følger af de lovmæssige forpligtelser om regnskabsføring og inden for finansiel regulering, bemærkes, at henset til, at datterselskabets selvstændighed ikke kun vurderes på grundlag af virksomhedens drift, er den omstændighed, at datterselskabet aldrig til fordel for moderselskabet havde iværksat en særlig oplysningspolitik på det pågældende marked, ikke tilstrækkelig til at godtgøre dets selvstændighed.

74      Selv om sagsøgerne for det femte har gjort gældende, at Arkema rådede over beføjelser til at indgå kontrakter uden forudgående bemyndigelse og en høj grad af økonomisk uafhængighed, skal det fastslås, at sagsøgerne har erkendt, at de kontrollerede deres datterselskabs større industrielle investeringsprojekter og de vigtigste forpligtelser, idet denne betragtning kun styrker Kommissionens konklusion om, at dette datterselskab ikke var selvstændigt.

75      Det samme gælder for det sjette for det påståede forhold, at Arkema selvstændigt har fastlagt sin retlige strategi i den omhandlede sag fra tidspunktet for undersøgelsen, hvori selskabet besluttede at samarbejde uden på forhånd at referere til dets moderselskaber. Den omstændighed, at en virksomhed ikke fremstår som en enkelt samarbejdspartner, både under den administrative procedure og under retssagen, gør det således ikke muligt at konkludere, at det pågældende datterselskab er selvstændigt i forhold til sit eller sine moderselskaber.

76      Endvidere skal det bemærkes, at det ikke er moderselskabets direkte deltagelse i den af datterselskabet begåede overtrædelse, men den omstændighed, at de udgør en samlet virksomhed, som bemyndiger Kommissionen til at tilregne førstnævnte den omhandlede overtrædelse. Kommissionens konklusion kan derfor ikke drages i tvivl ved, at sagsøgerne ikke blev orienteret af Arkema og først fik kendskab til det pågældende kartels eksistens efter Kommissionens kontrolundersøgelser i datterselskabets lokaler.

77      For det syvende støttes argumentet om, at Arkemas selvstændighed styrkes af den opfattelse, som tredjemand kan have af selskabet, navnlig for så vidt som der ikke var nogen form for fælles kendetegn mellem de omhandlede selskaber, og disse selskaber ikke blev forvekslet i leverandørernes, kundernes og forbrugernes bevidsthed, ikke af faktiske beviser.

78      Desuden betegner brochurerne »Markeder og erhverv«, der er bilagt svaret på klagepunktsmeddelelsen, og som klart er beregnet på tredjeparter, Arkema som udøvende kemiske aktiviteter eller som udgørende »den kemiske afdeling« i Total- og Elf Aquitaine-koncernerne. Denne omstændighed taler imod sagsøgernes argument om, at Arkema af tredjeparter blev opfattet som en erhvervsdrivende, der fuldstændig adskiller sig fra moderselskaberne. Tredjeparters opfattelse af et selskabs image er under alle omstændigheder ikke i sig selv tilstrækkelig til at godtgøre, at et datterselskab er selvstændigt i forhold til sit eller sine moderselskaber.

79      Hvad for det ottende angår sagsøgernes argument om, at Arkemas selvstændighed blev bekræftet af Kommissionens beslutning K(2003) 4570 af 10. december 2003 om en procedure i henhold til artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/E-2/37.857 — Organiske peroxider), skal det bemærkes, at denne beslutning ikke indeholder en vurdering i så henseende, idet Kommissionen valgte ikke at kontrollere, om overtrædelsen burde tilskrives et af koncernens centrale selskaber (jf. præmis 212 nedenfor).

80      Hvad for det niende angår det forhold, der er fremsat af sagsøgerne for Retten for første gang, om, at Arkema ud fra et økonomisk perspektiv blev udskilt fra sagsøgerne den 18. maj 2006, bemærkes, at denne udskillelse – efter overtrædelsen og vedtagelsen af den anfægtede beslutning – ikke kan tjene som et relevant holdepunkt med henblik på at vurdere forbindelserne mellem de berørte selskaber i løbet af overtrædelsesperioden.

81      På grundlag af det anførte må det konkluderes, at Kommissionen med rette har fastslået, at de omstændigheder, som sagsøgerne har påberåbt sig, heller ikke samlet set var tilstrækkelige til at afkræfte den pågældende formodning.

82      Sagsøgerne har endelig under retsmødet præciseret, at Kommissionen ved at afvise de indicier, som selskaberne havde fremlagt, har ændret den pågældende formodning til en uigendrivelig formodning.

83      Det bemærkes i denne forbindelse, at Kommissionen i 374. betragtning til den anfægtede beslutning henviste til en fast retspraksis, hvorefter moderselskabet kunne afkræfte den pågældende formodning ved at fremlægge tilstrækkelige bevismidler med henblik på at bevise, at datterselskabet opførte sig selvstændigt. I det foreliggende tilfælde har Kommissionen, således som det følger af den foregående gennemgang, med rette fastslået, at de omstændigheder, som sagsøgerne har påberåbt sig, heller ikke samlet set var tilstrækkelige til at afkræfte den pågældende formodning. Sagsøgerne har således ikke ret i deres påstand om, at den pågældende påståede afkræftelige formodning ændres til en uigendrivelig formodning.

84      Det foreliggende anbringendes andet led skal derfor forkastes i sin helhed.

 Det første led om urigtig retsanvendelse for så vidt angår tilregnelseskriteriets objektive karakter

85      Sagsøgerne har i det væsentlige anført, at Kommissionen har tilsidesat de objektive kriterier for tilregnelse af ansvar ved at påberåbe sig sin skønsmargen i denne henseende i forbindelse med afvisningen af selskabernes argument om, at ansvaret for Arkemas moderselskab ikke blev lagt til grund i beslutning K(2003) 4570 (434. betragtning til den anfægtede beslutning).

86      Det bemærkes, at Kommissionen i 434. betragtning til den anfægtede beslutning over for sagsøgernes argument har anført følgende:

»[D]en omstændighed, at […] Kommissionen udelukkende har rettet beslutning [K(2003) 4570] til [Arkema], er ikke til hinder for, at den i det foreliggende tilfælde retter beslutningen til såvel [Arkema] som [sagsøgerne]. Kommissionen har en skønsmargen for at tilregne et moderselskab ansvaret i et sådant tilfælde, og det forhold, at den ikke har anvendt denne beføjelse i en tidligere beslutning, er ikke til hinder for, at den gør det i det foreliggende tilfælde.«

87      I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, må det konstateres, at Kommissionen ikke i det foreliggende tilfælde hævder, at den råder over »et skøn til at fastsætte det relevante kriterium for tilregnelse«, og derfor en beføjelse til at tilregne et moderselskab de overtrædelser, som et andet selskab har begået i strid med de regler, som fremgår af retspraksis. Kommissionens påstand har udelukkende til formål at forkaste sagsøgernes argument om, at moderselskabet i beslutning K(2003) 4570 med Arkema som adressat ikke var blevet tilregnet ansvar for sidstnævntes adfærd. Det fremgår i øvrigt af det ovenstående, at Kommissionen for at tilregne sagsøgerne den omtvistede overtrædelse har anvendt en nøjagtig metode i overensstemmelse med de regler, som fremgår af Domstolens praksis, særlig begrebet virksomhed inden for konkurrenceretten.

88      Det følger heraf, at sagsøgernes argumenter er irrelevante. Selv om det således i strid med selskabernes opfattelse antages, at Kommissionen altid er forpligtet til at tilregne moderselskabet et datterselskabs ulovlige adfærd, når de to selskaber udgør én virksomhed i konkurrencerettens forstand, har den omstændighed, at den ikke gjorde dette i forbindelse med tidligere beslutninger, ingen konsekvenser for lovligheden af den anfægtede beslutning. Det bemærkes i denne forbindelse, at Kommissionen har foretaget en sådan tilregnelse i det foreliggende tilfælde.

89      Under alle omstændigheder fremgår det af retspraksis, at Kommissionen ikke har pligt til systematisk at undersøge, om et moderselskab kan gøres ansvarligt for et datterselskabs ulovlige adfærd (jf. i denne retning Rettens dom af 14.12.2006, forenede sager T-259/02 – T-264/02 og T-271/02, Raiffeisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 5169, præmis 330 og 331). Det forhold, at Kommissionen ikke overvejede at rette beslutning K(2003) 4570 til Arkemas moderselskab, er ikke til hinder for, at den gør det i det foreliggende tilfælde, i overensstemmelse med de i retspraksis fastslåede principper om tilregnelse.

90      Denne del af dette anbringende skal derfor forkastes.

 Det tredje led om tilsidesættelse af »princippet om den juridiske persons økonomiske uafhængighed«

91      Sagsøgerne har gjort gældende, at i henhold til et påstået »princip om den juridiske persons økonomiske uafhængighed« udgør den situation, hvor et moderselskab og dets datterselskab, selv et helejet datterselskab, udgør én virksomhed, en undtagelse. Kommissionen har efter sagsøgernes opfattelse tilsidesat dette princip ved automatisk at tilregne dem ansvaret for den pågældende overtrædelse.

92      Det bemærkes, at begrebet virksomhed omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde. Begrebet må derfor forstås som en økonomisk enhed, også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer (jf. præmis 31 og 32 ovenfor).

93      Heraf følger, at den omstændighed, at et datterselskab er en særskilt juridisk person, ikke er tilstrækkeligt til at forkaste muligheden for, at det udgør én enkelt virksomhed med sit moderselskab.

94      Det bemærkes, at den omtvistede overtrædelse blev tilregnet sagsøgerne med den begrundelse, at formodningen om udøvelse af afgørende indflydelse på deres datterselskab ikke var blevet afkræftet, da disse ikke har fremlagt tilstrækkeligt bevis for deres datterselskabs selvstændighed. Det er derfor med urette, at sagsøgerne kvalificerer den i det foreliggende tilfælde anvendte metode som automatisk, da den har gjort det muligt i fuldt omfang at tage hensyn til sagsøgernes egen situation, bl.a. den tilknytning, de havde til Arkema på tidspunktet for de faktiske omstændigheder.

95      Denne metode er derfor forenelig med begrebet virksomhed inden for konkurrenceretten, for så vidt som den har givet mulighed for at afgøre, om sagsøgerne og Arkema var en del af samme økonomiske enhed. Som det fremgår af ovenstående, er det forhold, at denne metode bygger på en formodning, og at det påhviler den part, som bestrider den, at føre bevis for det modsatte, i overensstemmelse med retspraksis.

96      Endvidere har sagsøgerne ikke påvist eksistensen af et generelt retligt princip, som er til hinder for anvendelse af en sådan formordning i det foreliggende tilfælde. Hvad angår argumenterne om de franske og amerikanske civil- og handelsretlige regler samt om den franske konkurrencemyndigheds beslutningspraksis bemærkes, at det ikke drejer sig om elementer, i forhold til hvilke lovligheden af Kommissionens beslutninger på konkurrenceområdet skal undersøges.

97      Det skal endelig understreges, at den pågældende formodning alene udgør en bevisform til rådighed for Kommissionen under dens undersøgelser på konkurrenceområdet, og oplyser intet om forbindelserne mellem moderselskaberne og deres datterselskaber, bl.a. den grad af juridisk og økonomisk uafhængighed, som et datterselskab kan have i overensstemmelse med den gældende lovgivning og de pågældende selskabers valg.

98      På baggrund af det anførte skal det tredje led af dette anbringende og følgelig hele det fjerde anbringende forkastes.

 Det første anbringende om en tilsidesættelse af retten til forsvar

99      Det første anbringende falder i to led.

 Det første led om sagsøgernes manglende mulighed for at kunne forsvare sig effektivt

100    For det første har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen var forpligtet til præcist at gendrive forklaringerne i deres svar på klagepunktsmeddelelsen og forelægge dem en række særskilte beviser med henblik på at fastslå deres ansvar. Da Kommissionen ikke har løftet denne bevisbyrde, har den tilsidesat princippet om parternes processuelle ligestilling.

101    Det bemærkes, at det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 38 ovenfor, at det påhviler moderselskabet at afkræfte den pågældende formodning ved at føre tilstrækkelige beviser med henblik på at bevise, at dets datterselskab optræder selvstændigt på markedet. Når Kommissionen således konstaterer, at den pågældende formodning ikke er blevet afkræftet, er den berettiget til at tilregne moderselskabet overtrædelsen uden at skulle føre »en række vel afgrænsede beviser« med henblik på at fastslå moderselskabets ansvar, som sagsøgerne har hævdet.

102    Henset til disse betragtninger er den retspraksis, som sagsøgerne analogt henviser til – og hvorefter disse, hvis Kommissionen udelukkende baserer sig på virksomhedernes adfærd på markedet til støtte for konklusionen om, at der foreligger en overtrædelse, kan anfægte overtrædelsen ved at gøre de omstændigheder gældende, der kaster et andet lys på de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har bevist, og gør det muligt at give en anden, sandsynlig forklaring på de faktiske omstændigheder end den, som Kommissionen har lagt til grund – uden relevans (Rettens dom af 8.7.2004, forenede sager T-67/00, T-68/00, T-71/00 og T-78/00, JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2501, præmis 186 og 187). Den i denne retspraksis omhandlede situation foreligger ikke i nærværende sag.

103    Det skal i øvrigt bemærkes, at ifølge fast retspraksis indebærer overholdelsen af retten til forsvar, at den pågældende virksomhed under den administrative procedure gives lejlighed til at tage stilling dels til, om de fremførte faktiske forhold og andre omstændigheder faktisk foreligger, og hvilken relevans de har, dels til de dokumenter, som Kommissionen påberåber sig til støtte for, at der foreligger en overtrædelse af traktaten (Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, præmis 10, og af 6.4.1995, sag C-310/93 P, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, Sml. I, s. 865, præmis 21).

104    I denne forbindelse bestemmer Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 [EF] og artikel 82 [EF] (EFT 2003 L 1, s. 1), at parterne skal tilsendes en klagepunktsmeddelelse, som klart skal angive de væsentlige faktiske forhold, som Kommissionen støtter sig på i denne fase af proceduren. En sådan klagepunktsmeddelelse udgør en processuel garanti, der anvender det grundlæggende EU-retlige princip, der kræver, at retten til forsvar overholdes i enhver procedure (Domstolens dom af 3.9.2009, forenede sager C-322/07 P, C-327/07 P og C-338/07 P, Papierfabrik August Koehler m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 7191, præmis 35).

105    Det følger navnlig af dette princip, at den klagepunktsmeddelelse, som Kommissionen adresserer til en virksomhed, som den påtænker at pålægge en sanktion for overtrædelse af konkurrencereglerne, skal indeholde de væsentlige faktiske forhold, der gøres gældende over for den, såsom de påtalte faktiske omstændigheder, hvorledes disse kvalificeres, og de beviser, Kommissionen støtter sig på, således at virksomheden er i stand til effektivt at gøre sine argumenter gældende under den administrative procedure, der er indledt mod den (jf. dommen i sagen Papierfabrik August Koehler m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 104, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

106    Klagepunktsmeddelelsen skal navnlig utvetydigt fastslå den juridiske person, der kan pålægges en bøde, sendes til denne og angive, hvorfor denne person tilregnes de påståede faktiske forhold (jf. i denne retning dommen i sagen Papierfabrik August Koehler m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 104, præmis 37 og 38).

107    Når det selskab, som formodningen påberåbes over for, i selskabets svar på klagepunktsmeddelelsen og under den mundtlige høring for høringskonsulenten kan fremlægge alle de faktiske og retlige forhold med henblik på at anfægte denne formodning, og Kommissionen skal tage disse forhold i betragtning for i givet fald at frafalde klagepunkter, der har vist sig ubegrundede, er princippet om parternes processuelle ligestilling således overholdt.

108    I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne imidlertid ikke bestridt den omstændighed, at klagepunktsmeddelelsen gjorde det muligt for dem at få kendskab til, at deres deltagelse i denne sag byggede på den formodning, der er knyttet til deres næsten fulde kontrol af Arkema. Da denne formodning har en afkræftelig karakter, havde sagsøgerne under den administrative procedure mulighed for at forsvare sig på dette punkt ved at forsøge at afkræfte formodningen. Dette er i øvrigt netop, hvad de gjorde, sådan som det fremgår af den anfægtede beslutning og af stævningen, uden dog at overbevise Kommissionen.

109    Følgelig skal dette klagepunkt forkastes.

110    For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen ikke har opfyldt sin forpligtelse til at gennemføre en omhyggelig og uvildig undersøgelse af det modbevis, som er fremlagt for at afkræfte den pågældende formodning, og afholder dem derved fra at målrette deres forsvar om konkrete forhold.

111    Det bemærkes, at sagsøgerne ikke præciserer, hvilke relevante særlige forhold der ikke er blevet undersøgt af Kommissionen.

112    Hvis det imidlertid antages, at dette klagepunkt indebærer en anfægtelse af Kommissionens undersøgelse af alle de forhold, som sagsøgerne har fremført med henblik på at afkræfte den pågældende formodning, skal det bemærkes, at Kommissionens vurdering af disse forhold blev bekræftet i forbindelse med gennemgangen af det fjerde anbringende, som angivet ovenfor.

113    Som det i øvrigt fremgår af gennemgangen af det andet anbringendes tredje led nedenfor, gør den kortfattede begrundelse for den anfægtede beslutning på dette punkt det ikke muligt i sig selv at fastslå en tilsidesættelse af pligten til at gennemføre en omhyggelig og uvildig undersøgelse af alle de relevante forhold, som følger af den administrative procedure.

114    Læsningen af 434.-441. betragtning til den anfægtede beslutning gør det således muligt at konstatere, at Kommissionen har undersøgt sagsøgernes argumenter, der er sammenfattet i 431. betragtning til den anfægtede beslutning, med henblik på at støtte deres synspunkt, hvorefter Arkema skulle være adressat for beslutningen. Gennemgangen af svaret på klagepunktsmeddelelsen gør det ikke muligt at identificere andre relevante forhold, som Kommissionen undlod at tage hensyn til.

115    Heraf følger, at det foreliggende klagepunkt er ubegrundet.

116    For det tredje har sagsøgerne under retsmødet anført, at Kommissionen ved at undlade at underrette dem om den pågældende undersøgelse, før klagepunktsmeddelelsen blev meddelt dem, har tilsidesat kravene om retten til en retfærdig rettergang som fastsat i artikel 6, stk. 3, litra a), i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, bekræftet ved Rettens dom af 8. juli 2008, AC-Treuhand mod Kommissionen (sag T-99/04, Sml. II, s. 1501), og i Kommissionens meddelelse om bedste praksis efter artikel 101 TEUF og 102 TEUF.

117    Det bemærkes, at Retten i dommen i sagen AC-Treuhand mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 104 (præmis 56), fastslog, at Kommissionen under hensyn til princippet om retten til forsvar på det tidspunkt, hvor den første foranstaltning vedrørende virksomheden træffes, skal underrette den berørte virksomhed – også i begæringerne om oplysninger, som sendes til virksomheden i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 – bl.a. om genstanden for og formålet med undersøgelsen. Retten bemærkede også i dommens præmis 58, at det fremgik af retspraksis, at det kun er såfremt den uregelmæssighed, Kommissionen har begået, konkret kan påvirke den pågældende virksomheds ret til et forsvar i den administrative procedure, at en sådan uregelmæssighed kan medføre annullation af Kommissionens endelige beslutning.

118    Bortset fra, at det ikke kan udledes af nævnte dom, at Kommissionen som hævdet af sagsøgerne er forpligtet til at træffe undersøgelsesforanstaltninger i forhold til en virksomhed inden udsendelsen af en klagepunktsmeddelelse, når den i øvrigt finder, at den råder over oplysninger, der kan begrunde udsendelsen af en sådan meddelelse, skal det i det foreliggende tilfælde bemærkes, at sagsøgerne ikke har fremlagt nogen konkrete oplysninger til godtgørelse af, at de af denne grund blev frataget muligheden for at bevise, at de ikke udøvede en afgørende indflydelse på Arkema.

119    Hvad angår argumentet om, at Kommissionen har tilsidesat meddelelsen om bedste praksis ved ikke at fremsende nogen undersøgelsesforanstaltninger inden vedtagelsen af klagepunktsmeddelelsen, skal det for det første bemærkes, at denne meddelelse, som i henhold til dennes punkt 5 kun finder anvendelse i verserende og fremtidige sager fra dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende, blev vedtaget efter den anfægtede beslutning og derfor ikke finder anvendelse på den foreliggende sag.

120    For det andet bemærkes, at nævnte meddelelses punkt 14 under henvisning til dommen i sagen AC-Treuhand mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 110 (præmis 56), fastsætter, at »på tidspunktet, hvor der for første gang iværksættes undersøgelsesforanstaltninger (normalt en begæring om oplysninger eller en kontrolundersøgelse), modtager virksomhederne meddelelse om, at de er genstand for en foreløbig undersøgelse, og om en sådan undersøgelses genstand og formål«. Uden at det er nødvendigt at tage stilling til den juridiske rækkevidde af nævnte meddelelse, skal det derfor under alle omstændigheder konstateres, at det ikke følger af kodeksen, at Kommissionen er forpligtet til at fremsende undersøgelsesforanstaltninger til alle de juridiske enheder, der udgør den berørte virksomhed, forud for vedtagelsen af klagepunktsmeddelelsen.

121    Det foreliggende klagepunkt og følgelig hele anbringendets første led skal derfor forkastes.

 Det andet led vedrørende princippet om uskyldsformodning

122    Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om uskyldsformodning for det første ved på forhånd at kende dem »skyldige« i en overtrædelse på grundlag af en ren formodning, der ikke bestyrkes af konkrete forhold, og for det andet ved at have pålagt selskaberne ansvaret, selv om de ikke fuldt ud kunne udøve retten til forsvar.

123    Det bemærkes, at princippet om uskyldsformodning, der er et generelt princip i EU-retten, navnlig finder anvendelse på sager vedrørende tilsidesættelser af konkurrencereglerne, der gælder for virksomhederne, som vil kunne føre til pålæggelse af bøder eller tvangsbøder (jf. i denne retning Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-199/92 P, Hüls mod Kommissionen, Sml. I, s. 4287, præmis 149 og 150).

124    Sagsøgernes argumenter giver ikke grundlag for at fastslå, at dette princip er blevet tilsidesat i det foreliggende tilfælde.

125    Det bemærkes for det første, at Kommissionen kan anvende den formodning, at et moderselskab udøver afgørende indflydelse på sit helejede eller næsten helejede datterselskab, for at holde moderselskabet solidarisk ansvarligt for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet. Moderselskabet anses i et sådant tilfælde for sammen med sit datterselskab at udgøre én virksomhed, som det ifølge princippet om personligt ansvar påhviler at stå til regnskab for overtrædelsen. I det foreliggende tilfælde er overtrædelsen blevet anerkendt af Arkema i dets anmodning i henhold til samarbejdsmeddelelsen (jf. 69. betragtning til den anfægtede beslutning). Sagsøgerne har i øvrigt ikke bestridt Arkemas deltagelse i det omhandlede kartel.

126    Det kan i modsætning til det af sagsøgerne anførte ikke lægges til grund, at Kommissionen på forhånd har kendt selskaberne »skyldige«, da de kunne afkræfte den nævnte formodning, der er fastlagt i klagepunktsmeddelelsen, ved at påvise deres datterselskabs selvstændighed.

127    Det bemærkes, at Kommissionens vedtagelse af en klagepunktsmeddelelse under ingen omstændigheder kan betragtes som bevis for, at den berørte virksomhed er skyldig. Hvis det modsatte var tilfældet, ville indledningen af enhver procedure på dette område kunne medføre, at uskyldsformodningen ville blive tilsidesat (jf. i denne retning Domstolens dom af 21.9.2006, sag C-167/04 P, JCB Service mod Kommissionen, Sml. I, s. 8935, præmis 99).

128    For så vidt som sagsøgerne derudover under retsmødet i det væsentlige har gjort gældende, at uskyldsformodningen er blevet tilsidesat i det foreliggende tilfælde som følge af, at der hos »Kommissionen er samlet beføjelser til at føre tilsyn, foretage undersøgelser og forfølgelser samt til at dømme«, må det fastslås, at dette klagepunkt er blevet fremført for sent, eftersom det blev fremført for første gang under retsmødet og ikke kan anses for at uddybe nærværende anbringende, som fremført i stævningen, hvorefter Kommissionen har tilsidesat princippet om uskyldsformodning ved over for sagsøgerne at henvise til den formodning, der kan udledes af den næsten fulde kontrol med deres datterselskabs kapital. Dette klagepunkt må derfor afvises i henhold til procesreglements artikel 48, stk. 2.

129    På baggrund af det anførte skal det andet led og følgelig hele dette anbringende forkastes.

 Det andet anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten

130    Det følger af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

131    Når, som i denne sag, en beslutning om anvendelse af artikel 81 EF er rettet til flere adressater og medfører et spørgsmål om, hvem der bærer ansvaret for overtrædelsen, skal den indeholde en tilstrækkelig begrundelse i forhold til hver af adressaterne, navnlig i forhold til de af dem, som i henhold til beslutningen skal bære byrden ved overtrædelsen. I forhold til et moderselskab, der holdes solidarisk ansvarligt for overtrædelsen, skal en sådan beslutning således indeholde en detaljeret redegørelse for, hvorfor det pågældende selskab kan gøres ansvarligt for overtrædelsen (jf. i denne retning Rettens dom af 14.5.1998, sag T-327/94, SCA Holding mod Kommissionen, Sml. II, s. 1373, præmis 78-80).

132    Sagsøgerne har inddelt deres anbringende i tre led.

 Første led om en tilsidesættelse af den skærpede begrundelsespligt som følge af Kommissionens nye standpunkt

133    Sagsøgerne har gjort gældende, at begrundelsespligten i den anfægtede beslutning blev bestyrket i det foreliggende tilfælde i betragtning af Kommissionens nye standpunkt i forhold til sin beslutningspraksis. Kommissionen har efter deres opfattelse tilsidesat denne forpligtelse ved blot at bekræfte sin fortolkning af retspraksis om, at et moderselskab gøres ansvarligt for overtrædelsen.

134    Det bemærkes, at Kommissionen i 434. betragtning til den anfægtede beslutning som svar på sagsøgernes argument har anført følgende:

»[D]en omstændighed, at […] Kommissionen udelukkende har rettet beslutning [K(2003) 4570] til [Arkema], er ikke til hinder for, at den i det foreliggende tilfælde retter beslutningen til såvel [Arkema] som [sagsøgerne]. Kommissionen har en skønsmargen for at tilregne et moderselskab ansvaret i et sådant tilfælde, og det forhold, at den ikke har anvendt denne beføjelse i en tidligere beslutning, er ikke til hinder for, at den gør det i det foreliggende tilfælde.«

135    Det må konstateres, at dette uddrag på ingen måde betyder, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde har indtaget et grundlæggende nyt og væsentligt anderledes standpunkt i forhold til sin tidligere praksis, som hævdet af sagsøgerne.

136    Det bemærkes desuden, at formodningen om et moderselskabs udøvelse af afgørende indflydelse på sit datterselskab, der udelukkende støttes på det økonomiske bånd, allerede er blevet anvendt af Kommissionen i beslutning K(2004) 4876 endelig af 19. januar 2005 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 mod Akzo Nobel, Akzo Nobel Nederland BV, Akzo Nobel Chemicals BV, Akzo Nobel Functional Chemicals BV, Akzo Nobel Base Chemicals AB, EKA Chemicals, Akzo Nobel AB, Atofina, Elf Aquitaine, Hoechst AG, Clariant GmbH, Clariant AG (sag E-1/37.773 – AMCA), hvori den holdt Elf Aquitaine ansvarlig for den af Arkema begåede overtrædelse. Sagsøgerne kan derfor ikke gøre gældende, at Kommissionen i nærværende sag har anvendt et grundlæggende nyt standpunkt med hensyn til dem. Det fremgår i øvrigt af den anfægtede beslutning, at sagsøgerne under den administrative procedure gjorde gældende, at det netop er beslutning K(2004) 4876, der udgjorde en »dristig vending« i Kommissionens beslutningspraksis, og anmodede sidstnævnte om at afvente udfaldet af den retslige procedure, som de havde indledt til prøvelse af denne beslutning (jf. 430. og 433. betragtning til den anfægtede beslutning).

137    Den retspraksis, som sagsøgerne har påberåbt sig, kræver udelukkende, at Kommissionen udførligt gør rede for sin argumentation, når den som led i sin beslutningspraksis træffer en beslutning, der i betydeligt omfang afviger fra dens tidligere beslutninger. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at den i et sådant tilfælde giver en summarisk begrundelse, bl.a. under henvisning til fast beslutningspraksis (jf. i denne retning Domstolens dom af 26.11.1975, sag 73/74, Groupement des fabricants de papiers peints de Belgique m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1491, præmis 3).

138    Kommissionen har imidlertid i den anfægtede beslutning under henvisning til Domstolens og Rettens praksis udtrykkeligt fremført såvel de principper, den agtede at anvende for at fastlægge adressaterne (370.-379. betragtning til den anfægtede beslutning), som anvendelsen af disse principper med hensyn til sagsøgerne (427.-441. betragtning til den anfægtede beslutning). Den anfægtede beslutnings begrundelse for så vidt angår grundene til, at Kommissionen besluttede at tilregne sagsøgerne overtrædelsen, opfylder således de betingelser, der er anført i den retspraksis, der er nævnt i præmis 137 ovenfor.

139    Anbringendets første led kan derfor ikke tiltrædes.

 Det andet led om tilstedeværelsen af en selvmodsigende begrundelse

140    Sagsøgerne har gjort gældende, at den begrundelse, som er anført i 370.-372., 435.-442. og 458.-529. betragtning til den anfægtede beslutning, indebærer en selvmodsigelse, for så vidt som Kommissionen har sammenblandet to begreber, nemlig for det første begrebet virksomhed som omhandlet i artikel 81 EF, dvs. den økonomiske enhed, der er ansvarlig for overtrædelsen, og som skal pålægges bøde herfor, og for det andet den juridiske enhed, som er adressat for beslutningen.

141    Hvad for det første angår den af Kommissionen anvendte terminologi i den anfægtede beslutning skal det, uden at det er nødvendigt at undersøge hver enkelt betragtning til beslutningen, fastslås, at det klart fremgår af 441. betragtning til den anfægtede beslutning, at det er på grundlag af konstateringen af, at sagsøgerne og Arkema udgjorde én virksomhed som omhandlet i artikel 81 EF, at Kommissionen besluttede at tilregne dem den pågældende overtrædelse og pålægge dem bøder. Denne konklusion anfægtes ikke af den omstændighed, at den anfægtede beslutnings ordlyd fra tid til anden afviger fra den sammenhængende terminologi og anvender begrebet »virksomhed« for at kvalificere et af selskaberne i den omhandlede koncern (jf. i denne retning Rettens dom af 15.6.2005, forenede sager T-71/03, T-74/03, T-87/03 og T-91/03, Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 62).

142    Hvad dernæst angår den omstændighed, at Kommissionen i den anfægtede beslutning dels hævder, at de forskellige selskaber i Total-koncernen udgør en enkelt virksomhed, som har begået den omtvistede overtrædelse, dels identificerer hver enkelt af disse selskaber som adressat for den anfægtede beslutning, der er pålagt bøden, bemærkes, at der er tale om den blotte følge af den omstændighed, at adressaterne for konkurrencereglerne og adressaterne for konkurrencemyndighedernes afgørelser ikke nødvendigvis er de samme.

143    Mens konkurrencereglerne er rettet mod virksomheder og finder direkte anvendelse på disse bl.a. uanset deres retlige form, skal overtrædelse af EU-konkurrenceretten utvetydigt henføres til en juridisk person, der vil kunne blive pålagt en bøde (jf. i denne retning Rettens dom af 10.11.2009, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 54-57, og generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse forud for Domstolens dom af 11.1.2007, sag C-280/06, ETI m.fl., Sml. I, s. 10893, punkt 68 og 69).

144    For så vidt angår identificeringen af de forskellige selskaber i Total-koncernen i den del af begrundelsen for den anfægtede beslutning, som vedrører bødens beregning, er det tilstrækkeligt at bemærke, at beslutningen klart og utvetydigt angiver den argumentation, som Kommissionen har anvendt med henblik på at fastsætte bødens størrelse, og de beløb, hvormed sagsøgerne blev holdt ansvarlige for betalingen heraf.

145    For så vidt som sagsøgerne endelig påstår, at der er foretaget en væsentlig fejl, nemlig at anvendelsen af en specifik beregning af bøden for hvert af de berørte selskaber er uforenelig med begrebet en enkelt virksomhed, skal der henvises til den i det efterfølgende beskrevne gennemgang af det tredje anbringende.

146    Anbringendes andet led må derfor forkastes.

 Det tredje led om Kommissionens manglende svar på indsigelserne mod formodningen om udøvelse af afgørende indflydelse

147    Sagsøgerne har anført, at der foreligger en utilstrækkelig begrundelse for Kommissionens tilbagevisning af de forhold, som blev fremlagt under den administrative procedure for at afkræfte den formodning, der er knyttet til deres næsten fulde kontrol af Arkemas kapital.

148    Hvad angår den begrundelsespligt, der påhviler Kommissionen, skal der henvises til den retspraksis, der er nævnt i præmis 130 og 131 ovenfor. Det skal navnlig bemærkes, at såfremt begrundelsen skal kunne anses for tilstrækkelig i forhold til sagsøgerne, skal den anfægtede beslutning indeholde en detaljeret redegørelse for, hvorfor de pågældende selskaber kan gøres ansvarlige for overtrædelsen (jf. i denne retning dommen i sagen SCA Holding mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 131, præmis 80).

149    Heraf følger, at når Kommissionen som i det foreliggende tilfælde baserer sig på den formodning, at et moderselskab har udøvet afgørende indflydelse på den adfærd, dets datterselskab har udvist, og de berørte selskaber under den administrative procedure har fremført forhold med henblik på at afkræfte denne formodning, skal beslutningen i tilstrækkeligt omfang indeholde en redegørelse for de grunde, der kan begrunde Kommissionens standpunkt om, at disse forhold ikke var tilstrækkelige til at afkræfte den pågældende formodning.

150    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af 430.-441. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen traf en begrundet beslutning om de af sagsøgerne påberåbte forhold under den administrative procedure.

151    Efter i 430.-432. betragtning til den anfægtede beslutning at have beskrevet den af sagsøgerne i deres svar på klagepunktsmeddelelsen fremførte argumentation, svarede Kommissionen på de af disse sidste selskaber fremførte argumenter om tilregnelsen af den ulovlige adfærd på grundlag af uskyldsformodningen og formodningen om parternes processuelle ligestilling, navnlig i forhold til principperne om en retlig enheds selvstændighed, straffens personalitet og personligt ansvar.

152    Desuden har Kommissionen i 433.-441. betragtning til den anfægtede beslutning fastslået, at den formodning, der er knyttet til sagsøgernes ejerskab af næsten hele Arkemas kapital, ikke var blevet afkræftet, og at konklusionen vedrørende førstnævntes ansvar for den pågældende overtrædelse skulle opretholdes på grundlag af denne formodning.

153    Det må antages, at Kommissionen af disse grunde har svaret på de væsentlige punkter i sagsøgernes argumenter. Da Kommissionen desuden ikke er forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de berørte parter har fremført for den (Rettens dom af 15.6.2005, sag T-349/03, Corsica Ferries France mod Kommissionen, Sml. II, s. 2197, præmis 64; jf. også i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 64), kan det ikke bebrejdes den, at den ikke har givet et præcist svar på hvert eneste argument, som er blevet fremført af sagsøgerne.

154    Den kortfattede begrundelse for den anfægtede beslutning på dette punkt er i øvrigt begrundet i den omstændighed, at sagsøgernes argumentation i det væsentlige bestod af almindelige antagelser og ikke var støttet af konkrete beviser vedrørende forbindelserne mellem de berørte selskaber i løbet af overtrædelsesperioden.

155    For så vidt som sagsøgerne i øvrigt anfægter velbegrundetheden af Kommissionens vurdering, der havde ført til forkastelsen af de pågældende forhold, vedrører deres argumentation den anfægtede beslutnings materielle lovlighed, behandlet i forbindelse med det fjerde anbringende ovenfor.

156    På grundlag af det anførte skal det tredje led af dette anbringende forkastes, hvilket også gælder hele det andet anbringende.

 Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af virksomhedsbegrebets enhedskarakter

157    Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om virksomhedsbegrebets enhedskarakter ved manglende overensstemmelse i anvendelsen af begrebet »virksomhed« på de forskellige trin i fastsættelsen af bødernes størrelse. Denne fastsættelse burde efter deres opfattelse være foretaget ensartet over for den berørte økonomiske enhed, idet fordelingen af ansvaret for betaling af bøden mellem de forskellige juridiske enheder, der udgør virksomheden, skal udgøre en særskilt del af argumentationen.

158    Det skal bemærkes, at denne argumentation – som alene vedrører den af Kommissionen anvendte metode med henblik på at fastsætte bødernes størrelse og fordele ansvaret for betaling af bøderne – ikke kan rejse tvivl om lovligheden af det skøn, der førte til, at sagsøgerne blev tilregnet overtrædelsen.

159    Da sagsøgernes argumentation kan forstås således, at der rejses tvivl om bødens størrelse eller fordelingen af hvert enkelt selskab i koncernens ansvar for betaling af denne bøde, skal det bemærkes, at sagsøgerne ikke har bestridt de konkrete resultater af Kommissionens beregninger. Navnlig hævder de ikke, at en anden metode ville have ført til at gøre dem ansvarlige for betalingen af en mindre del af bøden.

160    Det må under alle omstændigheder fastslås, at Kommissionens tilgang ikke har været uforenelig med virksomhedsbegrebet.

161    Det bemærkes herved, at sagsøgerne med rette har gjort gældende, at det i henhold til artikel 81 EF og 82 EF er virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, der kan betragtes som ophavsmænd til overtrædelser af konkurrenceretten. Endvidere kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 ved beslutning pålægge virksomheder eller virksomhedssammenslutninger bøder, bl.a. såfremt de forsætligt eller uagtsomt har overtrådt artikel 81 EF eller 82 EF.

162    Det skal ligeledes bemærkes, at virksomhedsbegrebet omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde. Begrebet virksomhed i denne kontekst skal navnlig forstås som en økonomisk enhed, også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer (jf. i denne retning Domstolens dom af 10.9.2009, Akzo Nobel m.fl. mod Kommission, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 54 og 55 og den deri nævnte retspraksis).

163    Når en sådan økonomisk enhed overtræder konkurrencereglerne, påhviler det den ifølge princippet om personligt ansvar at stå til regnskab for overtrædelsen (jf. dommen i sagen ETI m.fl., nævnt ovenfor i præmis 143, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis). Overtrædelse af EU-konkurrenceretten skal dog utvetydigt henføres til en juridisk person, der vil kunne blive pålagt bøder (dommen i sagen Papierfabrik August Koehler m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 104, præmis 38, og af 10.9.2009, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 57). Når der er påvist en sådan overtrædelse, må det således fastslås, hvilken fysisk eller juridisk person der var ansvarlig for virksomhedens drift på tidspunktet for overtrædelsen, således at vedkommende kan drages til ansvar herfor (Rettens dom af 17.12.1991, sag T-6/89, Enichem Anic mod Kommissionen, Sml. II, s. 1623, præmis 236; jf. også i denne retning Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-279/98 P, Cascades mod Kommissionen, Sml. I, s. 9693, præmis 78).

164    Domstolen har i øvrigt fundet, at Kommissionens praksis, der består i at holde et selskab solidarisk ansvarligt for betaling af en del af den bøde, som er blevet pålagt et andet selskab, da førstnævnte selskab kunne gøres ansvarlig for sidstnævntes konkurrencebegrænsende adfærd, er i overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 (som erstattet ved artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003). I et sådant tilfælde pålægges det pågældende selskab en bøde for en overtrædelse, det selv blev anset for at have begået som følge af det pågældende ansvar (Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-294/98 P, Metsä-Serla m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 10065, præmis 26-28).

165    Den omstændighed, at den anfægtede beslutning identificerer forskellige juridiske personer, der skal holdes solidarisk ansvarlige for betalingen af bøden, er derfor ikke uforenelig med virksomhedsbegrebet. Der er derimod tale om en korrekt anvendelse af dette begreb, når det er godtgjort, at den pågældende virksomhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer.

166    Den omstændighed alene, at disse forskellige juridiske personer er ansvarlige for betaling af bøder af forskellig størrelse, indebærer heller ikke en tilsidesættelse af virksomhedsbegrebet. Den konstatering, at flere juridiske personer udgør én virksomhed, som er ansvarlig for at have begået overtrædelsen, indebærer således ikke nødvendigvis, at alle de relevante forhold, der var lagt til grund for beregningen af bøden, kan tilskrives dem på samme måde, bl.a. når den pågældende virksomheds sammensætning juridisk set har ændret sig med tiden. I det foreliggende tilfælde blev Total således kun holdt ansvarlig for en del af overtrædelsesperioden (441. betragtning til den anfægtede beslutning), og ingen af sagsøgerne blev anset for recidivister (469. betragtning til den anfægtede beslutning).

167    I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen i dommen i sagen Cascades mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 163, forkastede den tilgang, der består i at gøre moderselskabet ansvarligt for dets datterselskabers ulovlige adfærd, når adfærden blev begået forud for deres overtagelse. Domstolen fastslog, at det som udgangspunkt er den fysiske eller juridiske person, der ledte den berørte virksomhed på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået, der er ansvarlig for overtrædelsen, selv om det på tidspunktet for vedtagelsen af den beslutning, hvorved overtrædelsen blev fastslået, var en anden person, der havde ansvaret for virksomhedens drift. Efter at have påpeget, at de pågældende selskaber ikke blot var blevet opslugt af erhververen, idet de havde fortsat deres aktiviteter som datterselskaber af sidstnævnte, fastslog Domstolen, at de derfor selv måtte bære ansvaret for den retsstridige adfærd, de udviste, inden de blev overtaget af moderselskabet, uden at dette selskab kan anses for ansvarlig herfor (dommens præmis 77-80).

168    Eftersom Total havde overtaget kontrollen med Elf Aquitaine i april 2000, er det derfor med rette, at Kommissionen kun anså selskabet for ansvarlig for den omtvistede overtrædelse fra den 30. april 2000 (441. betragtning til den anfægtede beslutning), og at udgangsbeløbet for den bøde, som selskabet blev pålagt, ikke blev forhøjet for varigheden (467. og 468. betragtning til den anfægtede beslutning).

169    På baggrund af det anførte kan sagsøgerne ikke med føje kritisere Kommissionen for at have identificeret forskellige selskaber i Total-koncernen i den del af begrundelsen, der vedrører bødens beregning.

170    Det skal endelig understreges, at bortset fra forhøjelserne for overtrædelsens varighed og gentagne overtrædelser, som Kommissionen fastsatte ved at tage hensyn til ændringerne i den pågældende virksomheds sammensætning i tidens løb, blev bøden fastsat ensartet for alle de berørte selskaber i Total-koncernen. Kommissionen anvendte bl.a. det samme udgangsbeløb for bøden og den samme nedsættelse i medfør af samarbejdsmeddelelsen på selskaberne. Sagsøgernes kritik vedrørende disse to trin i bødens beregning er derfor ubegrundet.

171    Følgelig skal det tredje anbringende forkastes.

 Det femte anbringende om urigtige skøn vedrørende Total

172    Sagsøgerne har fremført to klagepunkter, der rejser tvivl om Totals eneansvar. For det første bestrider sagsøgerne den omstændighed, at Total, der overtog kontrollen med koncernen i april 2000, gav Arkema »instrukser om kartellet« vedrørende det kartel, der har eksisteret i årevis, og hvis sidste multilaterale møde blev afholdt den 18. maj 2000. Sagsøgerne anfører, at varigheden af den overtrædelse, som kan tilskrives Total, højst kan udgøre otte måneder, selv om den reelt kun udgør en måned, da det sidste multilaterale kartelmøde fandt sted den 18. maj 2000.

173    Det skal indledningsvis bemærkes, at sagsøgernes påstand om, at den overtrædelsesperiode, som Total hæfter for, var begrænset til én måned, er baseret på den forudsætning, at kartellet blev bragt til ophør ved datoen for det sidste multilaterale møde den 18. maj 2000.

174    Sagsøgerne har imidlertid ikke fremført noget argument til støtte for dette synspunkt og anfægter navnlig ikke på underbygget vis Kommissionens konstatering om, at mødet den 18. maj 2000 havde ført til en generel konsensus om at opretholde prisniveauet, og at kartellet dermed fortsat havde virkninger indtil den 31. december 2000 (357.-360. betragtning til den anfægtede beslutning).

175    Det skal derefter bemærkes, at Totals ansvar hviler på den betragtning, at selskabet sammen med Arkema og Elf Aquitaine fra den 30. april 2000, datoen for erhvervelsen af den pågældende koncern, udgjorde den samme virksomhed, der er ansvarlig for den pågældende overtrædelse (441. betragtning til den anfægtede beslutning).

176    I denne forbindelse bemærkes, at den omstændighed alene, at Total overtog kontrollen med koncernen i overtrædelsens sidste fase, ikke er tilstrækkelig til at udelukke, at selskabet i løbet af den omhandlede periode har udøvet afgørende indflydelse på den adfærd, som dets datterselskab, der er involveret i overtrædelsen, har udvist på markedet.

177    Ud over datoen for Totals overtagelse af kontrollen med koncernen har sagsøgerne imidlertid ikke påberåbt sig nogen særlig omstændighed, der kan godtgøre, at Arkema mellem maj og december 2000 frit bestemte sin adfærd på markedet i forhold til Total.

178    Kommissionen kunne på denne baggrund med føje antage, at Total, som havde overtaget kontrollen med næsten hele koncernens kapital fra den 30. april 2000, havde udøvet en afgørende indflydelse på Arkemas adfærd på markedet, og derefter pålægge Total ansvaret for overtrædelsen for den pågældende periode på grundlag af denne uafkræftede formodning.

179    Sagsøgernes argument om, at Total, henset til tidspunktet for selskabets overtagelse af kontrollen med koncernen, ikke var i stand til at indhente oplysninger om sit datterselskabs ulovlige former for praksis og træffe afgørelser med henblik på disses ophør, må i øvrigt afvises som irrelevant.

180    Som det fremgår af ovenstående bemærkninger, er pålæggelsen af ansvaret på Total nemlig en følge af, at selskabet var en af de juridiske enheder i den virksomhed, som har overtrådt konkurrencereglerne, uden hensyntagen til, om den havde kendskab til overtrædelsens eksistens.

181    Det første klagepunkt kan derfor ikke tages til følge.

182    For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen i 471. betragtning til den anfægtede beslutning fejlagtigt oplyste, at adressaterne for beslutning 85/74/EØF af 23. november 1984 vedrørende en procedure i henhold til EØF-traktatens artikel 85 (IV/30.907 – Peroxygen-produkter) (EFT 1985 L 35, s. 1) og beslutning 94/599, som blev taget i betragtning for gentagne overtrædelser, udgjorde en del af Total-koncernen på tidspunktet for vedtagelsen af de tidligere beslutninger.

183    Det bemærkes, at Kommissionen tog fejl, da den – hvad den selv indrømmede i svarskriftet – i 471. betragtning til den anfægtede beslutning anførte, at »de juridiske personer, som er adressater for beslutningerne [85/74 og 94/599], var – og er stadig – medlemmer af Total-koncernen«.

184    Denne konstatering er dog uden betydning for den anfægtede beslutnings lovlighed. Dels fremgår det nemlig af 441. betragtning til den anfægtede beslutning, at Total kun blev holdt ansvarlig for overtrædelsen fra det tidspunkt, hvor selskabet overtog kontrollen med koncernen, dvs. den 30. april 2000.

185    Dels tog Kommissionen, således som det fremgår af 469. betragtning til den anfægtede beslutning, hensyn til den omstændighed, at Arkema på tidspunktet for de tidligere domfældelser ikke var en del af Total-koncernen, ved kun at anvende forhøjelsen som følge af gentagne overtrædelser på den bøde, der blev pålagt Arkema.

186    På baggrund af det anførte skal det andet klagepunkt og følgelig hele det femte anbringende forkastes.

 Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af forskellige væsentlige principper, som er anerkendt af alle medlemsstaterne og udgør en integrerende del af EU-retten

187    Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ved at pålægge dem ansvaret for den pågældende overtrædelse og bøden har tilsidesat principperne om ligebehandling, om personligt ansvar og om straffens personalitet samt princippet om individuelle straffe og sanktioner.

 Den påståede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

188    Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved at have pålagt dem ansvaret alene på grundlag af den pågældende formodning, selv om den fastslog, at de andre selskaber, der er adressater for den anfægtede beslutning, var ansvarlige på grundlag af en formodning, der var bestyrket af yderligere forhold (385., 391. og 394., 405., 411. og 423. betragtning til den anfægtede beslutning).

189    Det skal herved bemærkes, at det fremgår af 370.-379. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen over for alle adressaterne anvendte den samme regel, hvorefter kontrollen over hele eller næsten hele datterselskabets kapital er tilstrækkelig til at opstille en afkræftelig formodning, der gør det muligt at pålægge moderselskabet ansvaret. Den pågældende formodning blev nemlig anvendt på både Total-koncernen og andre selskabskoncerner, som er omfattet af den anfægtede beslutning.

190    Den omstændighed, at Kommissionen, henset til nogle af adressaterne for den anfægtede beslutning – dvs. Akzo Nobel, FMC, L’Air liquide, SNIA og Edison – ud over formodningen har påberåbt sig nogle yderligere holdepunkter for den af moderselskaber udøvede afgørende indflydelse, medfører ikke, at de anvendte principper ikke har været de samme for alle adressaterne.

191    Hvad således angår Akzo Nobel fremgår det af 384. betragtning til den anfægtede beslutning, at »eftersom [selskabet] har fuld kontrol over EKA [Chemicals], finder Kommissionen, at [det] har udøvet afgørende indflydelse på EKA [Chemicals], da der ikke er fremført noget forhold, som kan afkræfte denne formodning«. Det anførte er ikke i modstrid med den omstændighed, at Kommissionen i 385. betragtning til beslutningen har henvist til visse yderligere oplysninger, der bekræfter formodningen.

192    For så vidt angår FMC anførte Kommissionen, at den drog konklusionen vedrørende selskabets ansvar på grundlag af »den omstændighed, at FMC Foret [var] et datterselskab, som (indirekte) var 100% ejet af FMC« (390. betragtning til den anfægtede beslutning). Det anførte er med forbehold for den omstændighed, at Kommissionen i 391. betragtning til den anfægtede beslutning har påberåbt sig et yderligere holdepunkt for den af FMC udøvede afgørende indflydelse på datterselskabet.

193    For så vidt angår L’Air liquide påpegede Kommissionen i 403. betragtning til den anfægtede beslutning, at »henset til, at [selskabet] ejede 100% af Chemoxals kapital på tidspunktet for overtrædelsen og havde beføjelse til at udpege medlemmerne af Chemoxals bestyrelse, ha[vde] [den] antaget, at [selskabet] udøvede en afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd«. Kommissionen præciserede denne bemærkning ved i 405. betragtning til den anfægtede beslutning at anføre, at »selskabsandelen på 100% i kapitalen g[av] anledning til en formodning, der [kunne] afkræftes ved at påvise, at […] datterselskabet ha[vde] […] autonomi«.

194    For så vidt angår SNIA følger det af 411. betragtning til den anfægtede beslutning, at selskabet blev pålagt ansvar som følge af fusionen med det selskab, der fuldt ud ejede den enhed, som var direkte involveret i overtrædelsen, idet den påberåbte situation derfor ikke var sammenlignelig med sagsøgernes situation.

195    Hvad endelig angår Edison anførte Kommissionen i 418. betragtning til den anfægtede beslutning, at »i mangel af et argument, der afkræfter formodningen, anses ejerskab af 100% af kapitalen [ifølge retspraksis] for at være et tilstrækkeligt element«. Desuden har Kommissionen i 419.-421. betragtning til den anfægtede beslutning påberåbt sig visse supplerende oplysninger, idet den angav, at disse modsagde Edisons argument om dets datterselskabs selvstændighed.

196    Det fremgår således af de betragtninger til den anfægtede beslutning, som sagsøgerne har påberåbt sig, at Kommissionen over for alle adressaterne for den anfægtede beslutning antog, at kontrollen over hele eller næsten hele datterselskabet i mangel af et argument, der afkræfter den deraf følgende formodning, var tilstrækkelig til at pålægge et moderselskab ansvaret, idet yderligere holdepunkter for en indflydelse udøvet af nogle af de berørte moderselskaber var blevet fremlagt, i det omfang der forelå oplysninger herom, både for at styrke den konklusion, der allerede gyldigt følger af den fulde kontrol med datterselskabets kapital, og for at svare på de berørte virksomheders argumenter.

197    Hvad endvidere angår sagsøgerne påpegede Kommissionen ligeledes – ud over det økonomiske bånd – den omstændighed, at medlemmerne af Arkemas bestyrelse blev udnævnt af Elf Aquitaine (427. betragtning til den anfægtede beslutning), uden samtidig at gøre den omstændighed, at moderselskabet gøres ansvarlig for et 100% – eller næsten – ejet datterselskabs ulovlige adfærd, betinget af, at der foreligger yderligere oplysninger.

198    Det foreliggende klagepunkt er således ikke begrundet.

 Den påståede tilsidesættelse af princippet om personligt ansvar og om straffens personalitet samt princippet om individuelle straffe og sanktioner

199    Sagsøgerne har i det væsentlige anført, at Kommissionen har tilsidesat de påberåbte retsprincipper ved ikke at anerkende, at Arkema udgjorde en selvstændig økonomisk virksomhed i forhold til dem og følgelig ved med urette at pålægge dem ansvaret og bøderne.

200    Det bemærkes, at henset til karakteren af de pågældende overtrædelser samt til karakteren og graden af hårdhed af de hertil knyttede sanktioner, er ansvaret for at have begået overtrædelserne individuelt (Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, Sml. I, s. 4125, præmis 78). I medfør af princippet om straffes og sanktioners individualitet bør en fysisk eller juridisk person desuden kun forfølges for omstændigheder, som den pågældende individuelt kritiseres for (Rettens dom af 13.12.2001, forenede sager T-45/98 og T-47/98, Krupp Thyssen Stainless og Acciai speciali Terni mod Kommissionen, Sml. II, s. 3757, præmis 63), et princip, som gælder i enhver administrativ procedure, der kan føre til sanktioner i henhold til EU-konkurrenceretten (Rettens dom af 4.7.2006, sag T-304/02, Hoek Loos mod Kommissionen, Sml. II, s. 1887, præmis 118).

201    I det foreliggende tilfælde er det tilstrækkeligt at fastslå, at sagsøgernes argumentation hviler på en urigtig forudsætning om, at der ikke blev konstateret nogen overtrædelse fra deres side og ikke blev pålagt dem nogen individuel bøde. Det fremgår derimod af det ovenstående, at sagsøgerne individuelt blev pålagt en sanktion for en overtrædelse af artikel 81 EF, som de blev anset for selv at have begået som følge af de økonomiske og juridiske forbindelser, de havde med deres datterselskaber, og disses manglende selvstændighed på markedet (jf. i denne retning dommen i sagen Metsä-Serla m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 164, præmis 27 og 34).

202    I modsætning til det af sagsøgerne hævdede fremgår det desuden af ovenstående gennemgang af det fjerde anbringende, at det er bevist, at der er begået en overtrædelse af artikel 81 EF for deres vedkommende. Sanktionerne for en sådan overtrædelse er udtrykkelig fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Princippet »nullum crimen, nulla poena sine lege«, er derfor overholdt.

203    Følgelig skal dette klagepunkt og hele det sjette anbringende forkastes.

 Det syvende anbringende om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik

204    Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at Kommissionen ikke har gennemført en omhyggelig og uvildig undersøgelse af alle de forhold, der var fremlagt for at godtgøre Arkemas selvstændighed.

205    Da sagsøgerne blot gentager deres argument om en manglende undersøgelse af de pågældende forhold, der blev behandlet og forkastet i præmis 111-115 ovenfor, skal argumentet forkastes af de samme grunde.

206    Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at Kommissionen af procesøkonomiske hensyn burde have imødekommet deres begæring om at udsætte vedtagelsen af den anfægtede beslutning, indtil Retten har truffet afgørelse i de sager, der er anlagt til prøvelse af beslutning K(2004) 4876.

207    For så vidt angår den argumentation, der henviser til simple procesøkonomiske hensyn og derfor åbenbart ikke kan rejse tvivl om den anfægtede beslutnings lovlighed, finder Retten umiddelbart at måtte forkaste klagepunktet.

208    Følgelig skal det syvende anbringende forkastes.

 Det ottende anbringende om en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

209    Sagsøgerne har gjort gældende, at den omstændighed, at det i det foreliggende tilfælde anvendte kriterium om tilregnelse er nyt i forhold til Kommissionens tidligere beslutningspraksis, især i forhold til beslutning K(2003) 4570, har ført til en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

210    Det bemærkes blot, at den anfægtede beslutning ikke er den første beslutning, hvorved Kommissionen har pålagt moderselskabet ansvaret for den af Arkema begåede overtrædelse på grundlag af formodningen om et moderselskabs udøvelse af afgørende indflydelse. I beslutning K(2004) 4876 havde Kommissionen således allerede foretaget en sådan pålæggelse på Elf Aquitaine. I modsætning til, hvad sagsøgerne har anført, udgør den anfægtede beslutning derfor ikke en ændring af Kommissionens praksis om tilregnelse, herunder for så vidt angår den pågældende koncern. I deres svar på klagepunktsmeddelelsen i det foreliggende tilfælde henviste sagsøgerne desuden allerede til det af Kommissionen anvendte kriterium om tilregnelse i beslutning K(2004) 4876, som det i øvrigt fremgår af deres argumenter fremført i forbindelse med det sjette anbringende. Det foreliggende anbringendes forudsætning om, at Kommissionen anvendte et nyt kriterium om tilregnelse med hensyn til sagsøgerne, er derfor ikke korrekt i det foreliggende tilfælde.

211    Det bemærkes under alle omstændigheder, at Kommissionen ikke er forpligtet til systematisk at tage hensyn til, at moderselskabet gøres ansvarlig for et datterselskabs ulovlige adfærd (jf. præmis 89 ovenfor). Det forhold, at Kommissionen har besluttet at tilregne den virksomhed, der består af moderselskabet og dets datterselskab, ansvar for den konstaterede overtrædelse, selv om den ifølge sin tidligere praksis ikke ville have gjort det, udgør derfor ikke en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

212    Desuden må det konstateres, at det fremgår af beslutning K(2003) 4570 (373.-391. betragtning), som sagsøgerne har påberåbt sig, at Kommissionen slet ikke analyserede problemstillingen om ansvaret for Arkemas moderselskab, og særligt at den ikke har taget stilling til spørgsmålet om datterselskabets selvstændighed i forhold til moderselskabet. Selv hvis det antoges, at omstændighederne i denne sag var sammenlignelige med omstændighederne i det foreliggende tilfælde, kan det derfor ikke hævdes, at denne beslutning udgjorde nogen form for garanti om måden, hvorpå Kommissionen opfattede forholdet mellem Arkema og dets moderselskaber, eller i øvrigt om det kriterium om tilregnelse, der finder anvendelse på denne koncern af selskaber.

213    Dette anbringende kan således ikke tages til følge.

 Det niende anbringende om en tilsidesættelse af grundlæggende principper for bødefastsættelsen

214    Sagsøgerne har af forskellige grunde bestridt størrelsen på den bøde, der er blevet pålagt dem.

215    Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at de burde have fået indrømmet en nedsættelse af bøden for det manglende kendskab til den overtrædelse, som deres datterselskab havde begået. Med henvisning til ligebehandlingsprincippet anfører sagsøgerne, at Kommissionen har indrømmet en bødenedsættelse i denne forbindelse til en anden adressat for den anfægtede beslutning, nemlig Caffaro.

216    Det bemærkes, at Kommissionen indrømmede en nedsættelse af udgangsbeløbet for bøden til virksomheden, der bestod af selskaberne SNIA og Caffaro, da det ikke var fastslået, at sidstnævnte, der deltog i en begrænset række af kartelmøderne, der udelukkende omfattede et af de pågældende produkter, havde eller nødvendigvis måtte have haft kendskab til det overordnede formål med de konkurrencebegrænsende aftaler (332. og 461. betragtning til den anfægtede beslutning).

217    Det bemærkes med hensyn til sagsøgerne, at den pågældende overtrædelse blev tilregnet dem på grund af den omstændighed, at de sammen med deres datterselskab udgjorde en samlet virksomhed, og ikke på grund af deres direkte deltagelse i overtrædelsen, da deres manglende kendskab til kartellet er uden betydning for denne tilregnelse.

218    Eftersom sagsøgerne ikke har gjort gældende, at deres datterselskab, som deltog direkte i overtrædelsen, ikke havde kendskab til det overordnede formål med de konkurrencebegrænsende aftaler, kan deres manglende kendskab til kartellet imidlertid ikke udgøre et indicium for den omstændighed, at grovheden af den overtrædelse, som den virksomhed, som sagsøgerne sammen med deres datterselskab udgjorde, har begået, var mindre, og kan derfor ikke udgøre et forhold, som kan begrunde en nedsættelse af bøden.

219    Hvad angår den påståede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet skal det bemærkes, at sagsøgerne som juridiske personer, der er ansvarlige for driften af den virksomhed, der har forhandlet de to pågældende produkter, og som har deltaget direkte i alle aspekter i kartellet, ikke befinder sig i en situation, der var sammenlignelig med situationen for Caffaro, som var driftsansvarlig for den virksomhed, hvis deltagelse i kartellet ikke omfattede hele det overordnede formål med de konkurrencebegrænsende aftaler.

220    Følgelig skal dette klagepunkt forkastes.

221    Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning og retssikkerhedsprincippet for så vidt angår forhøjelsen af bøden i medfør af den afskrækkende virkning.

222    For det første hviler deres argument vedrørende tilsidesættelse af uskyldsformodningen på en forudsætning om, at »der ikke var elementer […], der kunne fastslå [deres] ansvar i kartellet«. Da det imidlertid fremgår af ovenstående gennemgang af det fjerde anbringende, at sagsøgernes ansvar med rette blev lagt til grund, må dette argument forkastes.

223    For det andet har sagsøgerne under henvisning til 465. betragtning til den anfægtede beslutning gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om uskyldsformodning, idet den angav, at et moderselskab ved at oprette et retligt adskilt datterselskab kunne forfølge det formål at inddrage dette datterselskab i en ulovlig adfærd, og samtidig undgå en sanktion.

224    Kommissionen anførte i 465. betragtning til den anfægtede beslutning som svar på sagsøgernes argument til anfægtelse af forhøjelsen af det pågældende beløb, at »hvis den på grundlag af dette argument skulle beslutte, at den bøde, som er pålagt Atofina, [skulle] være mindre end hvad, der er begrundet ud fra størrelsen af den virksomhed, som den [tilhørte], ville en meget stor virksomhed, som deltager i en eller flere karteller, kunne unddrage sig store bøder ved at oprette små datterselskaber med beskedne omsætninger for at forbinde dem med en ulovlig adfærd«.

225    Således som det fremgår af denne betragtning, fandt Kommissionen ved at anvende den pågældende forhøjelse af bøden i det væsentlige, at denne forhøjelse gjorde det muligt at tage hensyn til den reelle økonomiske styrke hos alle de juridiske enheder, der udgør hele den berørte enkelte virksomhed, med henblik på at fastsætte bødens størrelse på et niveau, der har en tilstrækkelig afskrækkende virkning.

226    Denne generelle overvejelse kan imidlertid på ingen måde anses for at udgøre en tilsidesættelse af uskyldsformodningen med hensyn til sagsøgerne.

227    Sagsøgerne har for det tredje gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, ved at gentage deres argumentation i forbindelse med det ottende anbringende om en påstået ændring af Kommissionens praksis. Dette klagepunkt må derfor forkastes af de grunde, der er angivet i præmis 210-212 ovenfor.

228    Sagsøgerne har for det fjerde bestridt lovligheden af forhøjelsen af bøden i medfør af den afskrækkende virkning, idet de har gjort gældende, at en sådan forhøjelse hverken fremgår af artikel 23 i forordning nr. 1/2003 eller af retningslinjerne.

229    Det bemærkes, at ifølge fast retspraksis bør Kommissionen med henblik på at fastsætte bødens størrelse påse, at den har en tilstrækkelig afskrækkende virkning, og den kan i denne sammenhæng bl.a. tage hensyn til den pågældende virksomheds størrelse og økonomiske styrke (dommen i sagen Musique diffusion française m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 103, præmis 106 og 120, og af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 243).

230    I det foreliggende tilfælde kunne Kommissionen således lovligt forhøje den pågældende bødes udgangsbeløb under hensyn til den samlede størrelse af den virksomhed, der drives af sagsøgerne, som er dokumenteret ved deres særlig betydelige verdensomspændende omsætning (463. betragtning til den anfægtede beslutning).

231    Klagepunkterne vedrørende forhøjelsen af bøden i medfør af den afskrækkende virkning er således ubegrundede.

232    For det tredje har sagsøgerne under retsmødet anført, at det loft på 10% af omsætningen, som er fastsat i artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003, er i strid med legalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet, for så vidt som den henviser til virksomhedens omsætning i det regnskabsår, der gik forud for vedtagelsen af beslutningen, og ikke til omsætningen for den periode, i løbet af hvilken overtrædelsen blev begået.

233    Det må fastslås, at dette klagepunkt er blevet fremført for sent, eftersom det blev fremført for første gang under retsmødet og ikke kan anses for at uddybe nærværende anbringende, som fremført i stævningen, som for det første kræver en nedsættelse af bøden for det manglende kendskab til overtrædelsen og for det andet kritiserer forhøjelsen af bøden i medfør af den afskrækkende virkning.

234    Dette klagepunkt må derfor afvises i henhold til procesreglements artikel 48, stk. 2.

235    Anbringendet er under alle omstændigheder irrelevant, idet sagsøgerne ikke har anført, at en hensyntagen til et regnskabsår, der henhører under overtrædelsesperioden, har haft nogen indvirkning med hensyn til anvendelsen i det foreliggende tilfælde af reglen i artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003, som hævdes at være ugyldig.

236    I lyset af disse betragtninger må dette anbringende forkastes.

 Det tiende anbringende om magtfordrejning

237    Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at Kommissionen har begået magtfordrejning, fordi den ved at pålægge dem ansvaret for den pågældende overtrædelse ikke forsøgte at straffe den ansvarlige virksomhed, men at forøge bødens størrelse ved at tage hensyn til deres betydelige størrelse.

238    En beslutning er ifølge fast retspraksis kun behæftet med magtfordrejning, når det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier må antages, at den er truffet for at forfølge andre mål end dem, der er angivet (jf. Rettens dom af 16.9.1998, forenede sager T-133/95 og T-204/95, IECC mod Kommissionen, Sml. II, s. 3645, præmis 188 og den deri nævnte retspraksis).

239    Det bemærkes endvidere, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 ved beslutning kan pålægge virksomheder bøder, som overtræder artikel 81 EF. Det er godtgjort, at de sanktioner, der er fastsat i artikel 23 i forordning nr. 1/2003, har til formål at straffe de berørte virksomheders ulovlige handling samt at afskrække både de berørte virksomheder og andre virksomheder fra fremtidige overtrædelser af EU’s konkurrenceregler (jf. i denne retning Domstolens dom af 29.6.2006, sag C-289/04 P, Showa Denko mod Kommissionen, Sml. I, s. 5859, præmis 16).

240    Da sagsøgerne og Arkema udgjorde en virksomhed som omhandlet i artikel 81 EF, og den nævnte virksomhed deltog i den omtvistede overtrædelse, er den sanktion, som selskaberne er blevet pålagt, på ingen måde blevet fordrejet i forhold til sit formål, herunder for så vidt som Kommissionen med vedtagelsen heraf forfulgte afskrækkelsesformålet.

241    Det tiende anbringende skal derfor forkastes.

 Det 11. subsidiært fremsatte anbringende om en nedsættelse af bøden til et passende niveau

242    Sagsøgerne har i forbindelse med det 11. anbringende påberåbt sig en nedsættelse af bøden til et passende niveau i to henseender.

243    For det første har de anført, at udgangsbeløbet for deres bøde på baggrund af deres manglende kendskab til overtrædelsen i lighed med nedsættelsen ifølge 461. betragtning til den anfægtede beslutning bør nedsættes med 25%.

244    Det skal i denne henseende bemærkes, at den i 461. betragtning til den anfægtede beslutning omhandlede situation ikke er sammenlignelig med situationen for sagsøgerne (jf. præmis 219 ovenfor). Retten finder derfor ikke, at der kan indrømmes sagsøgerne en nedsættelse i denne forbindelse.

245    For det andet har sagsøgerne påberåbt sig, at der foreligger formildende omstændigheder, ved at henvise til, at de ved beslutning K(2004) 4876 og beslutning K(2006) 2098 af 31. maj 2006 om en procedure i henhold til artikel 81 (EF) og artikel 53 i EØS-aftalen (sag COMP/F/38.645 – Methacrylater) blev pålagt at betale betragtelige bøder for deres deltagelse i andre karteller i løbet af den samme periode som den, der er omfattet af den anfægtede beslutning.

246    Det bemærkes i denne forbindelse, at eftersom Kommissionen har fastslået, at sagsøgerne havde begået tre forskellige overtrædelser af artikel 81, stk. 1, EF, kunne den pålægge dem tre særskilte bøder, for så vidt som de hver især ikke overskred de grænser, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 (jf. i denne retning Rettens dom af 8.10.2008, sag T-73/04, Carbone-Lorraine mod Kommissionen, Sml. II, s. 2661, præmis 56). Hver af disse bøder skulle nødvendigvis bero på en vurdering af varigheden af og grovhedens konkrete omfang for den overtrædelse, som Kommissionen pålægger sanktioner for. Det må konstateres, at den omstændighed, at sagsøgerne blev pålagt en bøde for forskellige konkurrencebegrænsende aktiviteter, som vedrørte andre produkter, ikke ændrer ved, at den omtvistede overtrædelse er begået (jf. i denne retning Rettens dom af 12.12.2007, forenede sager T-101/05 og T-111/05, BASF og UCB mod Kommissionen, Sml. II, s. 4949, præmis 52).

247    Henset til det med bøderne forfulgte afskrækkelsesformål kan den omstændighed alene, at sagsøgerne for nylig blev pålagt to andre bøder for delvis samtidige overtrædelser, derfor ikke begrunde en nedsættelse af den i det foreliggende tilfælde pålagte bøde.

248    Sagsøgerne har imidlertid intet fremlagt, der godtgør, at pålæggelsen af bøden i det foreliggende tilfælde i forbindelse med andre nylige bøder har bragt dem i en overordentlig vanskelig økonomisk situation, der undtagelsesvist kan tages hensyn til i forbindelse med fastsættelsen af deres bøder.

249    Hvad endelig angår sagsøgernes påberåbelse af beslutning 94/599, hvoraf det fremgår, at Kommissionen ved fastsættelsen af bødernes størrelse inden for rammerne af det i denne beslutning omhandlede kartel tog hensyn til, at flertallet af virksomhederne allerede var blevet pålagt betydelige bøder for deres deltagelse i et andet kartel på et tilstødende marked i stort set den samme periode (52. betragtning til beslutning 94/599), skal det fremhæves, dels at beslutning 94/599 er ældre end de i det foreliggende tilfælde anvendte retningslinjer, dels at den i denne beslutning omhandlede situation indeholder forskelle i forhold til den i den foreliggende sag omhandlede. I det foreliggende tilfælde har overtrædelserne på markedet for HP og NP således kun været genstand for én sanktion fra Kommissionen den anfægtede beslutning. Dels gør sagsøgerne ikke gældende, at der foreligger en forbindelse mellem disse markeder og dem, der er omfattet af de andre nylige domfældelser.

250    Idet ingen af de påberåbte omstændigheder derfor kan begrunde en nedsættelse af bøden, kan den påstand, der er fremført subsidiært, om at omgøre den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt, ikke tages til følge.

251    Af samtlige de anførte betragtninger følger, at Kommissionen bør frifindes i det hele.

 Sagens omkostninger

252    Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Udvidede Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Total SA og Elf Aquitaine SA betaler sagens omkostninger.

Vadapalas Prek Dittrich

Truchot       O’Higgins

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. juli 2011.

Underskrifter

Indhold

Sagens faktiske omstændigheder

Den anfægtede beslutning

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af reglerne for at holde moderselskaber ansvarlige for deres datterselskabers overtrædelser

Andet led om en retlig fejl med hensyn til fortolkningen af retspraksis vedrørende muligheden for tilregnelighed og Kommissionens overholdelse af sin beslutningspraksis

– Indledende bemærkninger

– Gyldigheden af den pågældende formodning

– Det sæt indicier, der er fremlagt af sagsøgerne med henblik på at fastslå Arkemas selvstændighed på markedet

Det første led om urigtig retsanvendelse for så vidt angår tilregnelseskriteriets objektive karakter

Det tredje led om tilsidesættelse af »princippet om den juridiske persons økonomiske uafhængighed«

Det første anbringende om en tilsidesættelse af retten til forsvar

Det første led om sagsøgernes manglende mulighed for at kunne forsvare sig effektivt

Det andet led vedrørende princippet om uskyldsformodning

Det andet anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten

Første led om en tilsidesættelse af den skærpede begrundelsespligt som følge af Kommissionens nye standpunkt

Det andet led om tilstedeværelsen af en selvmodsigende begrundelse

Det tredje led om Kommissionens manglende svar på indsigelserne mod formodningen om udøvelse af afgørende indflydelse

Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af virksomhedsbegrebets enhedskarakter

Det femte anbringende om urigtige skøn vedrørende Total

Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af forskellige væsentlige principper, som er anerkendt af alle medlemsstaterne og udgør en integrerende del af EU-retten

Den påståede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

Den påståede tilsidesættelse af princippet om personligt ansvar og om straffens personalitet samt princippet om individuelle straffe og sanktioner

Det syvende anbringende om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik

Det ottende anbringende om en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

Det niende anbringende om en tilsidesættelse af grundlæggende principper for bødefastsættelsen

Det tiende anbringende om magtfordrejning

Det 11. subsidiært fremsatte anbringende om en nedsættelse af bøden til et passende niveau

Sagens omkostninger

* Processprog: fransk.